Do you dare? [Åben tråd]

Sted: Foehn
Tidspunkt: Aften, solnedgang
Tagged: Ingen – Åben tråd

Her var stille. Alt for stille. Og det havde der været i lang tid, så lang tid, at mange andre nok efterhånden troede, at skyggernes fællesskab og broderskab ikke længere eksisterede; men de tog alle fejl. Volontaire stod med blikket rettet ud imod horisonten, imod de andre øer som ikke var hans hjem, men hvor der alligevel sommetider var noget der trak i den sorte skyggehingst, der ikke et almindeligt hjerte mere.

Hans brystkasse var ”sprængt” og atter udfyldt af isblå plamager der lyste op på hans sorte skind. For mange år siden, havde han mistet sit hjerte til Rumpelstilskin, og hans brødre og søstre havde kæmpet for at få det tilbage til Volontaire, som derefter var blevet forenet med sine Skygger og var blevet en del af dette sted, denne ø, Foehn.

Han stod i stilhed og betragtede horisonten, hvor solens sidste stråler var ved at forsvinde, og snart ville mørket for alvor tage over. Men kun indtil den næste morgen. Men stod det til broderskabet, skulle mørket for evigt hærge i Andromeda og aldrig skulle der komme lys.
Den hjerteløse hingst knejste nakken dybt, eftertænksomt, inden han udstødte et hårrejsende hvin, der ikke henvendte sig til nogen, men mere bare var til skræk og advarsel; men der gemte sig også andre undertoner i hvinet, men disse undertone ville ingen andre forstå, kun ham selv. Derefter overtog stilheden igen – men skyggerne på ham hvislede og smiskede til ham; så helt i stilhed stod han nu altså ikke. Det gjorde han aldrig.

[20]

Et forfærdeligt uvejr havde fanget den mørkebrune skovhingst. Uvant med vand, fremmed på Andromedas jorde og helt igennem panisk havde han kæmpet sig igennem de høje bølger. Hvor mange havde tænkt fornuftigt - hvor mange havde ladet strømmen føre en afsted og vente på mere dække, havde den mørkebrune i angst fået forvildet sig længere og længere ud på havet. Han havde troet han skulle dø, indtil han skyllede i land på en mørk ø.
Den var dækket af aske... den var sort og stod i stærk kontrast til de frodige egne på Chibale. Øen gav ham myrekryb.. og der lurede noget faretruende over området.
Men Zaahir havde ikke været klar til at tage endnu en kamp med havet. Han var udmattet... og det salte vand havde fået sat en hvis tilbagenholdenhed i skovhingstens sind der frustreret havde bevæget sig op og ned af strandkanten. Ind imellem søgte han imod fastere land, men hver gang var han vendt tilbage til stranden i ubehag. Dog måtte han finde føde... ellers ville han aldrig komme videre.

Derfor bevægede den mørkebrune sig over Fohen. Han var på vagt, han var overvågen... de mørke øjne søgte det øde område efter tegn på liv - et eller andet der kunne hjælpe ham, alt imens han flygtigt kastede blikke imod den ulmende vulkan. Han var ikke alene - det var han sikker på. Men hvad han ville finde, var måske ikke hvad han ønskede at finde.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Den sorte hingst stod med blikket fæstnet udover havet, med blikket rettet imod de andre øer. Det hvin han før havde brudt stilheden med, var der ingen der havde responderet på – og det havde han heller ikke regnet med. Han slog et slag med sin hale, mens blikket langsomt og nærmest mekanisk vandrede væk fra havet, og mere kiggede henover strandkanten, hvor vandet svagt kom op og rørte sandet han stod i. Volontaire stod længe, i denne form for ”stilhed”, hvor kun hans skygger sørgede for at hvisle og lave larm i hans indre. Men de ændrede pludselig toner, og lød knapt så kærlige, samt deres smygen op og ned af hans store korpus stoppede. De hvislede nu, advarede. En fremmede var på deres ø, og retningen gik imod deres hjem, Deres, Hans vulkan.

Volontaire samlede sin krop hurtigt, og fik drejet smidigt omkring på en femøre, inden han kastede sit store og sorte korpus fremad i en dundrende galop, der helt sikkert ville kunne høres af de, der var tæt på. Hans store korpus bevægede sig med lange og maskuline skridt, og kroppen forblev rank og stolt i sin holdning. Hans nakke var dybt knejst, og idet han fik øje på en mørk skikkelse, der ikke var en broder eller søster, lod han et faretruende hyl falde i vedkommendes retning. Denne fremmede sjæl, skulle ikke tættere på vulkanen, og dermed komme tættere på den flok han var en del af, hans hjem.

Volontaire fortsatte med stor fart, og idet han kom tæt nok på, fortsatte han skråt henover det golde område som den fremmede gik på, og lod sit store korpus indfinde sig, blot få meter fra den fremmede hingsts front – han skulle ikke videre af denne vej, for han hørte ikke til på denne ø, dette hjem var ikke hans. Volontaire brummede i mørke toner, mens han virrede kort med det store hoved, og derefter spændte nakken i en knejsende holdning igen. Han stod med sin muskuløse krop sidelæns til hingstens front, og dette var bevidst. De mange skygger på Volontaires krop smygede sig op og ned af ham, hvislede og skreg, de ville have den fremmede væk. Den hjerteløse hingst ene øje var rettet direkte imod den fremmede hingst, isblå lyste de op og uden pupiller.

,,Du hører ikke til her, fremmede!”

Hans toner var tunge og mørke, hvislende og ikke venligt stemt.

Snart fik en fjern lyd af torden hingstens ører til at vippe bagud. En larmen, en tung dunken af noget stort der bevægede sig hastigt fremad. En advarende lyd der fik Zaahir til at brumme mørkt. For hvad kunne dog frembringe så voldsom en lyd? Snart blev hans spørgsmål dog besvaret og en prægtig skikkelse kom til syne over de mørke bakker. Sort som natten men med flammende øjne af blå is. En... hingst. En hingstelignende skikkelse, der dog udstrålede en aura af fare.
Den mørkebrune følte hans mundvig sitre idet en stram grimasse gled over hans ansigt. Det fremmede styrede direkte imod ham, og den sænkede næppe dens fart i det den nærmede sig.

En del af ham fandt det... smukt. Denne mystiske skabning var uden diskussion imponerende at se på, og Zaahir følte en vag form for beundring over dette magtudspil den sorte hingst bragte med sig. Hans isblå øjne der gennemtrængende stirrede på Zaahir, den snerrende grimasse og den storm af mørke han bragte med sig. Denne fremmede bar en følelse af rovdyr med sig. En fornemmelse af frygt i hingstens indre, og dertil en fascination af hvor denne følelse kom fra.
Men så igen, kunne den mørkbrune skovhingst næppe lade sig falde hen til fascination. For han følte sit indre sitrer ved dette farlige nærvær, og den mørkebrune stejlede let idet han kom nærmere, hans tænder kort blottet advarende og frygtsomt. Mørke ord fulgte hans tilstedeværelse, og Zaahir kunne ikke andet end at nikke i enighed. Han hørte bestemt ikke til på den mørke ø.

"Enighed... men hvor er her?"
Brummede den mørkebrune og bakkede et par skridt for at skabe afstand. Hans skind sitrede anspændt, de ravnsorte lokker bølgede i den stille vind, der i momentet føltes mærkelig. Vinden var stille, landet var fredeligt. Men her - omkring disse to hingste sitrede energien og afspejledes i den fremmedes mærkelige skygger.
Zaahir følte hvordan verden kort zoomede ind på dem og gruede for udfaldet.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Volontaire var for de fleste meget skræmmende; og det var egentlig også det, der var meningen med hele hans eksistens. Skyggerne skulle skræmme de, der ikke var en del af fællesskabet, en del af skyggerne og den Herre de fulgte og adlød. Så mon blot på denne hingst, som værende en del af disse Skygger, ville de fleste derfor nok mærke et koldt gys i deres indre, når de beskuede det udseende han bar med sig. Sin sorte farve, de levende skygger der dansede og smygede sig op og ned af hans ben, de isblå pupilløse øjne, samt den sprængte bringe, der var healet med den isblå farve. Han var i sandhed en Skyggehingst, og det kunne ikke skjule.

Men han var også meget mere end det. Skyggehingst var blot hvad han var – ikke hvem han var. Men det sidste, kendte kun Volontaire svaret på. Ingen andre. Han svirpede med sin sorte hale, mens han sugede hingstens reaktion til sig. Han var fascineret og alligevel skræmt; for nogle skridt trådte han bagud, efter at have talt, for at skabe større afstand imellem dem. Den hjerteløse sorte hingst, forblev stående – han havde ingen grund til at søge tættere, så længe den mørkebrune ikke spillede op til.. dans. Den brunes skind sitrede, det kunne han se med sine pupilløse øjne, fordi han betragtede ham, stirrede på ham. Den brune vidste vidst ikke, hvilken ø han havde sat sine hove på!

,,Du er på øen Foehn. Øen, der tilhører os, tilhører Ham, De og Dem. De mange, De hvislende, De hviskende.”

Hans stemme var tung og hvislende mens han talte, inden han nu drejede sit store korpus og dermed stod med fronten direkte til den brune hingst, der var havnet det forkerte sted denne aften.

,,Dette er ikke en ø, der skal betrædes af nogen som dig. Det er farligt.. Det er… Uhørt.”

Tilføjede han så, og knejste nakken dybt, og stod så bom stille, som en statue. Han lignede en der var gået helt i stå, for knapt nok kunne det ses, at han trak vejret, at han faktisk var levende. Han stod sådan længe, i totalt stilhed, mens de isblå øjne stirrede olmt på den brune hingst.

,,En ø, der bringer det værste frem i dem, der ikke hører til. Og som binder dem, der har valgt at være her”

Ordene ville han måske ikke forstå; men Volontaire forstod dem. Ganske godt endda. Men ville den brune hingst forstå det? Ville han forstå den advarsel, som den sorte hjerteløse hingst var kommet med? Måske ikke.. Men så kunne han da ikke sige, at han ikke var blevet advaret. Han måtte dog alligevel respekterer den brunes måde at reagerer på; for han stod ikke og så dominerende ud. Han opførte sig ikke som en, der ville 'danse' med den sorte. Og det var nok også et ganske klogt valg. For ham.

[18]