A Story from the Past | Fællestråd i Teylar

Et bredt smil faldt over den lille grå's mule, da den unge nattesorte hoppe præsenterede sig. Hun kaldte sig for Nix, et kvikt navn tænkte den ældre herre. Han rettede sig op, ganske formelt, inden han galant nikkede til den unge plag, hvis højde endnu ikke rakte meter over hans egen.

,,Nix, dejligt at møde dig. Jeg kommer egentlig for at spørge dig, om du vil mødes med mig og en del andre fra flokken, ved den store eg på engen, i midten af flokken. De første er allerede på vej derned! Ser du, jeg vil gerne fortælle en historie og tænkte at det kunne være hyggeligt hvis vi samledes, og lærte hinanden lidt bedre at kende."

Han rakte venligt mulen frem imod den ungedommelige sjæl, inden han tippede hovedet let på sned. Hans varme øjne betragtede hende indgående, men ikke snagende og hans pandelok der væltede lidt til siden, afslørede hans store hvide stjerne. Han håbede hun ville slutte sig til samlingen; og han vidste, at der var andre på hendes alder. Tarik og hende måtte være tæt på jævnaldrende, og hvis ikke de havde mødtes, var det en god mulighed for dem for at få nogle flere at lege med.

[2]

En historie. Sådan en lød spændende. Også selvom hun ikke vidste hvad den handlede om. Hun havde før hørt nogle historier når hun havde krævet noget opmærksomhed, men det var langt fra alle der fortalte sådan nogen. Faktisk var det oftest når hun havde været på vandring rundt i området sammen med den brogede Brêgo. Han havde så mange sjove ting at fortælle.

"En historie! JA! Jeg vil gerne høre den!"

Munterheden og glæden ved den nyhed var tydelig hos Nyx. Så meget at hun stod og trippede på stedet fordi hun havde svært ved at stå stille, og inde i hendes hoved var hun allerede halvvejs henne ved den store eg. Hun vidste godt hvor den stod henne, for hun havde været der før. På trods af hun ikke havde været i flokken alt for længe, havde hun alligevel set en del på hendes små vandreture.

"Jeg skynder mig!"

Den unge sorte hoppe besad et fantastisk humør, og at se hende lyse op ved det tilbud, som den lille grå gav hende, bragte en stor glæde i hans indre. Den ældre hingst elskede at bringe glæde til andre, og hver gang det skete, fik det ham til at føle sig "til". Han brummede muntert og nappede ud efter den lille sorte, inden han gjorde et muntert kast med hovedet, så pandelokken lettede og afslørede hans store, hvide stjerne.

,,Du behøver ikke skynde dig, køre Nix - men det vil jeg. Vi ses snart ved den store eg!"

Den lille hingst gjorde et ærbødigt nik med hovedet og bøjede let ned i forparten for at bukke for den unge sjæl, hvorefter han med et muntert smil satte frem i en ivrig trav på vej i sin søgen efter resten af flokkens medlemmer.

***

Ikke længe efter, at han havde travet væk fra den lille hoppe Nix, spottede den grå en ganske særlig sjæl. En hingst, der havde lidt samme kraftige, men samtidigt elegante bygning som den sorte Leonora, og bar samme særlige blå prikker stod på engen; og ikke nok med, at hingsten i sig selv så magisk ud, så bar han et horn der rakte imod himlen. Chritian blev helt forundret over synet - endnu et af de, der bragte hans forstand lidt ud af fatning - og et øjeblik måtte han stoppe op med en paf mine og se hingsten an. Han havde efterhånden forstået, at der fandtes mange forskellige former for magi i dette land, og at magien ikke var så sjældent som så. Han rømmede sig efter lidt og satte hen imod den hvide hingst; den hvide enhjørning. Han brummede hilsende da han var nær nok, og stoppede op på høflig afstand.

,,Goddag, hr. Mit navn er Christian, og jeg bor i denne flok. Jeg kommer til dig, fordi jeg er ved at samle de fra flokken, som ønsker det, ved den store eg. Jeg vil fortælle en historie - min historie faktisk - og jeg ville høre, om du har lyst til at slutte sig til os?"

Han lagde hovedet let på sned og afslørede hans varme, lettere ravfarvede øjne. Han betragtede ivrigt, men samtidigt respektfuldt den større hingst og rettede begge de små ører helt frem, så de tittede frem fra pandelokkens tætte lag.

[Seyé svarer herefter]
[1]

1

Den unge hingst havde haft meget at tænke på på det sidste. Der var sket ikke så lidt, der virkelig havde udfordret den endnu forholdsvis naive hjerne. Han følte at han havde rykket sig et stykke på livets vej - han havde opdaget sider af sig selv, han ikke havde kendt til og han havde fået nye perspektiver. Han tænkte selvfølgelig på den grå hoppe Silvara, der for nylig havde folet for øjnene af ham, og derefter afsløret hendes grusomme fortid og grunden til føllets undfangelse. Han kunne stadig skutte sig en smule ved tanken - ikke på grund af hende, men på grund af den tanke, at nogen kunne være så led at gøre sådan ved en hoppe som hende. Siden havde han brugt meget tid sammen med hoppen og hendes føl, og han havde med tilfredshed set hvordan de faldt til, og han så et smil vende tilbage til den grå hoppes læber.

De var de tanker der dansede i hans sind, da en stemme nåede ham fra en lille afstand. Han vendte de varme, blå øjne imod den lille hingst der havde nærmet sig, uden han bemærkede det. Han gumlede den sidste græstot i sig, og smilede undskyldende til den fremmede. Han skyndte sig at bukke let i nakken til høflig hilsen. Han var ikke vandt til at blive kaldt "Hr." og studsede et øjeblik ved det. Han lyttede til den fremmede - Christians - ord. En historie? Hans øjne lyste op ved invitationen.

"Goddag hr. Christian, mit navn er Seyé, søn af Leonora. Det vil være mig en ære at lytte til din historie. Det kan kun blive godt," lo han og sænkede hovedet høfligt ned i hans højde. Han havde ravfarvede øjne, kunne han nu se. Underligt at han ikke havde mødt denne hingst før - han virkede som fornøjeligt selskab.

"Jeg vil straks finde vej hen til den store eg."

Den lille herre, der stadigt var noget benovet over hingsten foran ham, smilte bredt da han fik hans opmærksomhed. Noget havde tydeligt opholdt hingstens tanker, og det undskyldende smil, som den fremmede sendte Christian, fik blot den lille hingst til at nikke accepterende - der var intet at undskylde for! Hans små ører, der lige kunne anes gennem den tykke pandelok, nærmest cirklede i små, rykvise bevægelser imens han lyttede til den store hingsts venlige toner. Derefter sænkede hingsten hovedet ned imod ham, og uden tøven rakte Christian sin mørke mule frem imod den fremmedes grå, for at hilse ham ordentlig an.

,,Æren er min Seyé, jeg vil glæde mig til at se dig dernede. De fleste fra flokken vil være der, og tænkte at det var en god mulighed for at lave noget socialt sammen! Og jeg er ganske sikker på, at din mor vil være der også!"

Floklivet betød meget for den lille, ældre hingst, og han nød virkelig at bruge tid sammen med de sjæle der fandtes i denne flok. Han havde været meget tæt med sin gamle foldkammerat Klavs, og siden hans bortgang havde Christian manglet nogle rigtig tætte venner. Han havde allerede fundet én - den kæmpestore, guddommelige danserinde Tsavani - men han håbede på at finde flere, som han kunne dele sin historier og hyggelige stunder med. Han trak sin mule tilbage fra den hvide, stjerneprikkede hingst, med det magiske horn - en hingst, som han forbandt med den sorte Leonora. Måske de var i familie? Det var i hvert fald ikke utænkeligt. Med et høfligt nik brummede den lille hingst og gjorde klar til at fortsætte sin søgen; han var ved at have lidt travlt, for han skulle også selv nå til egetræet, til det tidspunkt han havde angivet.

,,Vi ses dernede snart, Seyé!"

Derpå satte den lille hingst af sted i munter gang. Han vidste godt hvor han skulle lede efter den næste.

***

Han var søgt ned til søen, hvor han havde været sammen med Tsavani sidst. Med muntre trin dansede han ned mod søens bred, hvor han til sit held kunne han ane den smukke, gyldne hoppe. Han kaldte med en høj og hilsende tone, inden han øgede sit tempo; og i samlet galop skyndte han sig ned ved siden af hans danserinde.

,,Godt jeg fandt dig, kære Tsavani! Jeg har savnet dit selskab, og kommer faktisk for at byde dig til en samling ved det store egetræ i midten af flokken. Jeg har været rundt og spørge en masse, og alle jeg har spurgt vil komme. Ser du, kære Tsavani, jeg vil rigtig gerne dele en historie med alle jer i flokken, og det ville betyde meget for mig, hvis især du kom og hørte med."

Han blev en anelse forlegen ved hans sidste ord; han kunne ikke helt gøre for det, men for ham var den gyldne, store hoppe bare noget specielt. Hun havde et unikt og tiltalende sind, og selvom den lille sjæl godt vidste, at Tsavani's hjerte tilhørte en anden, så betød hun alligevel noget specielt for ham - og ville nok altid gøre det.

[Tsavani svarer herefter]
[4]

Den store, gyldne hoppe stod fredeligt nede ved søen og fik slukket sin tørst, da hun pludselig hørte et højt og kaldende vrinsk. Det lød bekendt, og da hun vendte sig om, fik hun da også til sin store glæde øje på den lille Christian, der muntert galoperede ned imod hende. Hun spidsede straks de gyldne ører i hans retning og besvarede ham med et muntert, kærligt vrinsk.
Da han nåede ned til hende, strakte hun varmt og hilsende mulen frem mod sin lille dansepartner, mens hun lyttede til hans ord. Smilet om hendes mule blev større og større, mens han talte. Det lød simpelthen vidunderligt, og selvfølgelig ville hun være med! Hun slog ivrigt med hovedet, inden hun begejstret nikkede.

,,Åh Christian, jeg har godt nok også savnet dig! Og hvor er jeg dog beæret over din invitation - det ville ligeledes betyde utrolig meget for mig at høre din historie, så selvfølgelig kommer jeg!"

Hendes hilsende mule fremkaldte en varme i den lille hingst, og han tog glædeligt imod hende; han lagde sin lille grå og mørke mule imod hendes lyse, og indåndede hendes særlige duft. Han brummede varmt og hans små ører cirkulerede lyttende rundt, da hans gyldne dansepartner bekræftede, at hun ligeså havde savnet ham, og at hun med glæde ville møde op ved egetræet. Hans mule blev krænget op i et varmt smil, da hans danserinde nikkede med ivrige bevægelser, og galant trådte den lille hingst et skridt tilbage og tillod sig at bukke høfligt for hende.

,,Det glæder mig meget, du kære gyldne. Jeg vil ikke opholde dig længere - for nu - for jeg vil se om ikke jeg kan finde de sidste sjæle i flokken, inden vi mødes ved egetræet. Vi ses om ikke så længe!"

Han rejste sig for sit 'buk' og nikkede så graciøst han kunne imod hende. Selvom han ville elske at fordybe sig i hendes selskab endnu engang, så trak han sig ærbødigt og satte kursen videre ud i flokkens område, for at afsøge det han nu manglede. Der var endnu sjæle at finde og samle, og han havde tid endnu, den ældre hingst.

***

Hans øjne havde en stund ikke fundet nogle nye sjæle, og han var så småt ved at tro, at han havde været det hele rundt. Men pludselig så han én, som han slet ikke havde regnet med at se. Hans blik faldt på en hoppe, der om nogen havde forundret ham mest i dette land. Hun så ikke magisk ud, hun besad ikke en højde som bjergene. Tværtimod var hun lille, tæt og kortbenet - nøjagtigt som ham selv. Han standsede brat med et nærmest årvågent prust. Det var mange, mange år siden han havde været i selskab med nogen af.. Af hans egen slags. Hans øjne var vidt åbne, hans næsebor udspilede og hans hjerte hoppede usikkert rundt i hans ældre krop.
Han skulle lige samle sig, overbevise sig selv om, at det han så var rigtigt, og ikke blot en gammel tanke, som hans indre valgte at vise ham i en hallucination. Men nej, den lyse flødefarvede hoppe var virkelig, og med en lidt usikker brummen satte han frem imod hende med ydmyge skridt.

[Melli svarer herefter]
[3]

Den lille flødefarvede pony stod lidt i udkanten af Teylar og nippede til en tot græs. Det var stadig noget overvældende for hende at være med i så stor en flok, hvor alle hestene var meget større end hende selv - hun var jo vant til at leve i en flok, der kun bestod af shetlandsponyer lige som hende selv, så hun havde aldrig prøvet noget lignende før. Men hun var vildt fascineret og glad for det! Endnu havde hun dog ikke fået hilst på andre end den brogede leder, Brêgo, og derfor var det stadig lidt overvældende for hende at befinde sig inde i midten, hvor alle de andre store heste som regel opholdt sig. Hun befandt sig derfor lidt i udkanten af det hele og håbede, at hun langsomt ville kunne møde de andre én ad gangen.

Hendes tanker blev pludselig brat afbrudt, da hun hørte små hovtrin komme imod sig. Hun kiggede op og fik øje på en lille shetlandspony, der brat standsede op med et årvågent prust. Hans øjne var vidt åbne og hans næsebor udspilede, som han stod på afstand og stirrede på hende. Hendes hjerte slog et slag over, inden hun smilede stort og slog muntert med hovedet. Åh, hvor havde hun savnet at se en anden shetlænder! Det var ikke lige umiddelbart én, hun kunne genkende fra sit hjemland, så han måtte være herfra - men det var også ligemeget, for uanset hvor han kom fra, så var hun helt ufatteligt glad for at se ham!

Han brummede nu en smule usikkert, inden han satte frem imod hende med nærmest ydmyge skridt. Hun smilede mildt og brummede beroligende til ham, inden hun ivrigt skridtede ham i møde. Hun hvinede en smule overivrigt og trippede nærmest på stedet, da hun stoppede op foran ham og sendte ham et stort smil. Åh, hun var bare så lykkelig, at hun slet ikke kunne holde det inde!

,,Halløj!"

Den ældre Christian var stadigt noget benovet over synet af den lyse shetlænderhoppe, og der gik en stund, før han begav sig videre imod hende - ja, faktisk kom han hende imøde, for den lyse hoppe kom trippende imod ham med muntre og ivrige skridt. Den ældre herre vidste ikke helt hvor han skulle gøre af sig selv, men formåede at samle sin krop en anelse og ranke sig en smule. Han ville gerne se præsentabel ud, selvom hans natur nu ikke bød ham at føre sig frem. Han brummede med let ydmyge toner, da de var ved at være indenfor rækkevidde af hinanden og standsede på acceptabel afstand.
Hun kom ham i forkøbet, og hilste ham an. Et smil tegnede sig om den mørke mule, inden kan slog et lille slag med hovedet, for at få den flerfarvede pandelok til at lette sig en anelse fra hans hoved. Hun var køn - han ville lyve hvis han sagde andet - men han var stadigt lidt i chok over at se en af hans 'egne', så der gik lidt før han rømmede sig.

,,Goddag frøken. Mit navn er Christian, jeg bor her i flokken. Det går jeg ud fra, at du også gør?"

Hans små ører tippede frem fra den tætte man, der ofte nærmest begravede dem. Han betragtede hende nøje, betragtede hendes detaljer. Af en shetlænder at være, var hun ganske fin i det; en lys og nærmest sart flødefarvet pels, lang man der bugtede sig over hendes hals, et feminint hoved og fine proportioner. Hun emmede af en livsglad aura, der nærmest var smittende, og smilet der havde tegnet sig om mulen på den ældre herre, bredte sig efterhånden helt op til øjnene.

,,Jeg er ved at samle flokkens medlemmer ved det store egetræ, midt i området. Ser du, jeg vil gerne dele en historie - nærmest et eventyr - med alle, der bor her, og samle folk så vi alle kan være sammen og lære hinanden bedre at kende. Det vil være mig en glæde, hvis du vil mødes med de andre, og mig selv, ved den store eg om ikke så længe?"

Ydmygheden var så småt aftaget, og glæden boblede lige så stille frem i den grå pony. Tænk at han virkelig skulle møde en på sin egen størrelse igen! Det var så mange år siden, ja, faktisk næsten længere tilbage i hans fortid end han tydeligt kunne huske, at han havde boet sammen med andre shetlands ponyer. Han brummede en anelse fornøjet, inden han tillod sig at række mulen hilsende frem imod den flødefarvede hoppe.

[1]

Den anden shetlænderhingst virkede til ligeledes at være godt og grundigt benovet over at se hende, da han nu stoppede op og blev stående for en stund, før han fik samlet sig sammen og ligeledes skridtede hende i møde med en rank holdning. Hun smilede stort og imødekommende, da han stoppede op på høflig afstand til hende og brummede en anelse ydmygt. Hun ville ikke have, at han skulle føle sig ydmyg eller mindre værd i hendes selskab, så hun brummede i opmuntrende og livlige toner til ham i et forsøg på at bløde ham lidt op. Et smil tegnede sig nu på hans mule, inden han slog med hovedet og tilsyneladende virkede til at være livet en smule mere op. Alligevel gik der lige lidt tid, før han endelig fik rømmet sig og talte til hende. Hun smilede mildt og kunne ikke lade være med at rødme en smule. Hun fandt det ret sødt, at han havde reageret så stærkt på deres møde, og hun mærkede ligeledes også selv, hvordan følelserne vældede op i hende ved synet af en anden shetlandspony.

,,Goddag Christian, mig en fornøjelse at møde dig! Mit navn er Melli, og ja, jeg bor ganske rigtigt også her i Teylar. Hvor er jeg dog glad for at se, at her også bor en anden shetlandspony!"

Hun lyste op i et stort smil og kunne slet ikke skjule sin glæde! Det virkede måske lidt overdrevet at blive så glad for at møde en anden af sin egen race, men når man var så lille som Melli, så var det altså bare rart at møde én på sin egen størrelse for en gangs skyld!Hendes enorme glæde smittede tilsyneladende også af på den skønne herre, da han nu ligeledes sendte hende et smil, der var så stort, at det næsten bredte sig helt op til øjnene!Hun lyttede til hans ord og fik nærmest julelys i øjnene, inden hun ivrigt slog med hovedet og nikkede begejstret!

,,Ih, sikke en god idé! Det vil være mig en fornøjelse at deltage!"

Ydmygheden var så småt ved at aftage fra den skønne herre, og det var nu tydeligt, at glæden boblede lige så meget i ham, som den gjorde i hende. Han brummede derfor fornøjet, inden han til hendes store glæde rakte sin mule frem mod hende i en rigtig hilsen. Hun smilede varmt og vippede imødekommende de små lodne ører i hans retning, inden hun trådte et skridt tættere på og tog imod hans mule med sin egen. Det gav en lille sitren i hendes krop, da varmen fra den anden ponys nærkontakt strømmede igennem hende. Hun sukkede afslappet og indsnusede hans dufte, mens hun blot nød øjeblikket i fulde drag.

Han betragtede hende ganske nøje, selvom han godt vidste det var uhøfligt sådan at 'beglo' andre. Dog kunne han dårligt lade værre, for hans hjerte troede stadigt ikke helt på, at det hans øjne så faktisk var sandt. Han smilede bredt og lod sine små ører fikseres imod hende, da hun præsenterede sig. Melli hed hun, et navn der var ungdommeligt og lå godt og let i mulen. Han brummede venligt, med den hingstede undertone, inden han vippede lidt med overlæben - for hun trådte nu mod ham og tog imod hans fremstrakte mule. Han blev helt varm indeni, da hans mørke rørte ved hendes lyserøde. Han lod enddog sine ører tippes lidt til siden - ikke af ubehag, nedtrykthed eller utilpashed; simpelthen fordi han blev en anelse genert. Det var et stort øjeblik for ham, at stå sammen med en anden af 'hans slags', og så endda en smuk hoppe som Melli.
Han rømmede sig efter lidt og lod sine brune øjne mødes med hendes.

,,Fornøjelsen er helt på min side, du yndige Melli. Og det er ej for at være uhøflig, men jeg håber at kunne finde blot et par stykker mere fra flokken, inden vi samles ved det store egetræ. Jeg vil glæde mig meget til at møde dig dernede; og jeg vil glæde mig til at lære dig meget bedre at kende."

Han var ikke 'stolt' af at skulle gå fra hende, men hans vision om at samle så mange fra flokken stod stadigt tydeligt i hans sind. Han strøg hende ganske let over næseryggen, ja, nærmest med fløjlslette bevægelse, som var hun lavet af porcelæn. Derpå trådte han et lille skridt bagud og bukkede galant for hende.

,,Melady, vi ses om lidt."

Sagde han med et lille smil, hvorpå han med ganske samlede og elegante trin satte fremad, videre i sin søgen efter de sidste medlemmer han kunne huske vandrede i flokkens område.

***

Der gik ikke længe før han havde sagt på gensyn til den flødefarvede Melli, før hans blik fik øje på den næste beboer i flokkens område. Det var den grå hoppe, som han havde set sammen med Nymhadora nogle gange. Euphoria var vidst navnet - men han var ikke sikker, for aldrig før havde han selv snakket med den langbenede, smukke hoppe. Han satte kursen direkte imod hende, og standsede først op på høflig afstand. Han gjorde sig et hilsende nik imod hendes yndefulde skikkelse, inden han med de varme toner hilste hende an.

,,Goddag, du unge hoppe. Mit navn er Christian, og jeg er ude og lede efter de, der bor her i Teylar. Ser du, jeg er ved at samle dem der har lyst ved det store Egetræ i flokkens midte, og der vil jeg fortælle en historie fra mit liv. Hvis du har tid og lyst, du unge grå, så ville det være mig en ære at se dig dernede. En del af flokkens medlemmer er på vej dertil i dette øjeblik, og snart vil jeg selv sætte kursen dertil."

Han brummede mildt, da hans ord ophørte, og derpå rakte han hilsende den mørke mule frem imod den unge hoppe, hvis farve var ganske ens med hans egen. De små ører tippede frem igennem den tykke pandelok, og hans hale viftede ganske roligt bag hans tætte krop.

[Euphoria svarer herefter]
[1]