A Story from the Past | Fællestråd i Teylar

Den lille grå pony havde gået med en tanke, en følelse, som havde drevet ham ud i en søgen efter de andre medlemmer af flokken Teylar. For ham var floklivet noget af det vigtigste i hans eksistens, og sammenhold havde han alle dage været vant til. Det at gå for sig selv, på dette store område som flokken dækkede, havde han haft det forholdsvis fint med, men han var virkelig begyndt at savne det med at gå i flok - og ikke bare snakke med en enkelt af og til. Derfor var han nu startet fra en ende af, han ville afsøge hele flokkens område og se hvor mange han kunne finde - og hvis han var heldig, ville de være med på hans lille idé.

I udkanten af Teylar, nede imod kysten hvor han kun havde været få gange, fik han øje på den første. Den gyldne Illana, som han havde haft en ganske særlig aften og nat med, bevægede sig rundt dernede. Han udsendte et lille vrinsk imod hende, for at melde sin ankomst, inden han med muntre bevægelser sprang frem i en samlet galop imod den palominofarvede hoppe, som bar det magiske lys i sin halskæde.
Han nåede snart ned i acceptabelt afstand af den gyldne, og her trådte den lille shetlænder ganske pænt an og bukkede ærbødigt for den gyldne hoppe, hvis selskab han havde savnet.

,,God eftermiddag du smukke Illana, hvor er det længe siden vi sidst har set hinanden. Jeg håber inderligt du har det godt! Illana, ser du, jeg har fået en idé, og jeg vil rigtig gerne samle dem fra flokken der har lyst, og lave noget socialt sammen. Hvis du, du gyldne hoppe, har lyst til at være med, vil jeg håbe at se dig ved den store eg i flokkens midte om nogle timer!"

Den lille pony rakte glædeligt, men respektfuldt sin grå mule frem imod den slanke gyldne hoppe. Han beundrede hende, beundrede hendes magi, og han huskede tydeligt deres første møde - engang i fremtiden ville han med glæde dele flere minder med denne skinnende sjæl, men for nu ønskede han mere end noget at få samlet flokken - og han håbede hun ville slutte sig til samlingen.

[12]

Illana, den gyldne befandt sig ved Teylars kystlinje, hvor hun var i gang med at patruljere området. Ganske fredeligt gik hun, og nød egentlig blot omgivelserne; Teylar var et rimeligt sikkert område, og lllana havde endnu ikke mærket Skyggernes nærvær indenfor flokkens grænser. En tilfreds brummen forlod hende, inden hun lod blikket vandre ud over det åbne hav.
Hun gik lidt i sine egne tanker, da et vrinsk fangede hendes opmærksomhed. Hun kendte vinsket, det tilhørte den lille grå, aldrende herre om boede i flokken. Illana vendte sin smidige krop rundt, så hun befandt sig med fronten imod ham, og da han trådte an foran hende, nikkede hun hilsende igen med et smil. Den lille pony havde så stor personlighed, at det stadigt kunne forundre den gyldne. Hun brummede glædeligt da han begyndte at snakke, og Lyset om hendes hals begyndte at skinne i en mere hvidlig nuance, som reaktion på den lille pony's tilstedeværelse og ord.
Han inviterede hende til at møde ham og mange andre fra flokken ved den store eg; og tanken fik kun den gyldne hoppe til at smile endnu bredere. Selvom hun kendte mange fra flokken, betød det ikke at alle havde følelsen af fællesskab, som flokken gerne skulle repræsentere. De idé, som den lille pony havde var ganske god, og Illana håbede at det kunne bringe flere tættere sammen. Hun nikkede bekræftende, inden hun strøg ham forsigtigt over halsen.

,,Med glæde, Christian. Jeg vil lige gøre min runde færdig, så søger jeg imod egetræet. Hvis jeg støder på nogen af de andre på vejen, skal jeg nok overbringe dit budskab til dem"

Sagde hun med de milde toner. Hun brummede herefter sigende, strøg den lille hingst en enkelt gang mere over halsen, hvorefter hun satte frem igen, for at færdiggøre hendes runde; nok åndede alt fred og idyl, men hendes ansvar ville hun ikke løbe fra - og hun ville have dårlig samvittighed, hvis hun afbrød sine gøremål, også selvom det var for flokkens sammenhold.

[39]

Den lille grå vippede de små ører rundt, så de tittede frem af den tætte pandelok. Den gyldne lllanas lys skinnede en anelse mere hvidt, da han lige fik set efter, og det fik ham et øjeblik til at stå og fundere lidt over det igen. Hun havde fortalt meget, da de havde mødtes for første gang, men Lysets nuancer og liv var ham stadigt lidt en gåde - på en måde uhåndgribeligt. Han brummede muntert da hun førte sin mule ned til ham og strøg ham over halsen, og forsigtigt tillod han sig at berøre hendes kind. Han smilede bredt, og da hun sagde, at hun ville møde op ved egetræet, rankede den lille pony sig stolt og tilfredst! Han bukkede endnu engang ærbødigt i det den gyldne lagde op til at fortsætte sin tur.

,,Jeg vil glæde mig til at se dig derhenne - og det vil glæde mig, hvis du siger det videre til dem du møder, kære Illana! Vi ses senere!"

Den gyldne fortsatte, og den lille pony satte selv videre i sin søgen på de andre; og han vidste godt hvor han skulle lede efter den næste.

***

De små ben travede stødt afsted, som han nærmede sig det træ, hvor den stjernedækkede Leonora boede. Han vidste at hun for nyligt var blevet moder igen - eller, han formodede det. Han havde set hende højdrægtig for ikke længe siden, og hun var pludselig stoppet med at bevæge sig særligt meget rundt i flokken. Han kunne derfor snildt forestille sig, at hun stod med et ganske nyt føl, og han glædede sig til at se, om han havde ret.
Han nåede snart træet, hvor Leonora stod, og til hans overraskelse så han ikke blot ét føl - men to, som sov trygt i en bunke filtret ind i hinanden. De havde sirlige gyldne aftegn i deres små finde hoveder, og små tjavser af guld i de løse lokker. Han brummede forundret og stoppede op på respektfuld afstand, inden han nikkede imod den sorte, majestætiske hoppe.

,,Goddag Leonora - lad mig sige stort tillykke med de to fine unger du har!"

Sagde han muntert. Han vidste godt den sorte hoppe ikke var den mest selskabelige, så han nærmede sig ikke mere end højst nødvendigt, men åh hvor ville han gerne se nærmere på de små. Han elskede føl, elskede deres livsglæde og finurlige påfund. Han brummede atter, inden han vendte blikket imod den sorte stjernehoppe igen.

,,Kære Leonora, jeg er ved at samle de fra flokken, som har tid og lyst, ved den store eg i midten af Teylar. Jeg håbede vi kunne få en hyggelig aften alle sammen, og jeg tænker at særligt de små ville finde det interessant. Hvis du, og dine fine afkom, har lyst til at komme, så samles vi om et par timer - sådan ca. Det ville glæde mig meget hvis I ville komme!"

Han gjorde et lille galant buk til ære for stjernehoppen, inden han tippede de små ører helt fremad, så spidserne næsten mødtes. Hans tykke pandelok dækkede det meste af hans ansigt, men man kunne lige skimte de kastanjefarvede øjne, der livligt sprudlede under det tætte hårlag.

[13]

Leonora stod ganske fredeligt med begge hoppeføl sovende ved siden af sig. Eftermiddagen var mild, og selvom sommeren var ved at gå på held, var landet stadigt frodigt og rigt på liv. Leonora vidste, at er var overflod nok til, at de to hoppeføl, Tauriel og Tára, nok skulle blive stærke nok inden vinteren. Det at have to føl var krævende, både fysisk og psykisk, for begge hoppeføl skulle have lige meget kærlighed og føle sig lige elsket; og de to energibundter havde allerede vist sig at være en god håndfuld at holde styr på. Desuden skulle Leonora producere meget mælk, for at de begge kunne få næring nok til at vokse og blive stærke. Landet tilbød dog den sorte hoppe gode muligheder for at passe de to føl - og Leonora havde nu efterhånden fundet trygheden ved at have dem nær. Hun frygtede ikke længere, at nogen ville tage dem fra hende, og den sorte hoppe befandt sig efterhånden i en meget rolig tilstand.

En lille pony, som Leonora kun kortvarigt havde snakket med, nærmede sig snart. Den grå Christian trådte an foran hende, uden at træde hende nær nok til at presse hende. Hun nikkede hilsende imod den lille skabning, inden hun skævede imod hendes døtre - de sov så fredeligt. Hun vendte derpå hele opmærksomheden imod den lille pony og lyttede opmærksomt til hans ord. Han inviterede hende og føllene til at møde ham og andre ved den store eg lidt senere på dagen. Betænksomt vippede Leonora ørerne rundt; selv var hun ikke god til store mængder, og hendes sind der endnu var skrøbeligt, ønskede helst at blive væk - men hun kunne godt se meningen med det. De boede trods alt i en flok, og de små ville nok have godt af, at møde andre også. Hun vidste også der var flere føl i flokken, og måske var det sundt for Tauriel og Tára at møde dem. Leonora nikkede så, efter lidt tænkerum, med en bekræftende brummen.

,,Jeg vil lade føllene sove lidt længere, og så kommer vi derhen når de er vågne. Tak for invitationen Christian."

Hendes toner var lidt formelle og en anelse distancerede; ikke fordi hun ikke ønskede den lille pony nær, men hun kendte ham blot ikke særligt godt endnu. Hun stillede sig herefter til at hvile igen, alt imens den lille pony fortsatte sin rejse rundt i flokken.

[5]

Han stod ganske pænt og betragtede den sorte hoppe, imens hun vejede hans ord. Han vidste godt, at hun havde et større privat rum end mange andre, men han håbede virkelig at hun ville bringe hendes afkom med, så de kunne være med til at høre de historier og fortællinger, som Christian gerne ville dele med de andre. Da hun bekendte, at hun ville komme når de to afkom havde sovet ud, smilede Christian stort og gjorde et galant nik imod hende.

,,Det glæder mig meget, Leonora. Jeg vil fortsætte rundt i flokken og se om jeg kan finde flere - indtil vi ses senere, må I alle have en dejlig dag!"

Hans munterhed lyste ud af ham, og herefter søgte han videre ud i flokkens område. Han vidste, at der var mange endnu, som han kunne være heldig at finde, inden han skulle mødes med Illana, Leonora og de to hoppeføl ved det kæmpe egetræ.

***

Han havde ikke vandret langt bort fra den sorte Leonora, før han fik øje på en hoppe med sort krop og særligt grå ben. Han havde ikke set denne hoppe før, og lidt forundret stoppede han op for at betragte hende. Der gik ikke længe før han sendte et kald i hendes retning og muntert satte frem i en livlig trav imod hendes slanke skikkelse.
Da han nåede hen ved hende, stoppede han op i en samlet parade og hilste hende an med et høfligt nik.

,,Goddag! Mit navn er Christian - undskyld jeg forstyrre dig på sådan en fin dag, men ser du, jeg er ved at samle alle dem fra flokken der har lyst, til at mødes ved det store egetræ. Hvis du har lyst, du smukke sorte hoppe, ville det være mig en glæde at se dig dernede om et par timer - både for at lære dig at kende, men også for at være sammen med de andre fra flokken! Og undskyld min uhøflighed - sådan at komme brasende og spørge indtil det på denne måde. Unge sorte, hvad er dit navn?"

Hans ivrighed havde været lidt overrumplende, men han var simpelthen så glad for at finde så mange allerede. Derfor var han kommet til at brase lidt hurtigt frem med hans spørgsmål, og en lidt undskyldende mine kunne hurtigt findes i det lille grå hoved. Sommetider glemte den lille pony lidt alt hans visdom og hans alder; men det hørte blot med til hans rummelige personlighed.

[14]

Den unge Nymphadora var vendt tilbage til flokken efter hendes møde med den sorte Chaos. Hun havde nået flokken ved daggry, havde fået hvilet lidt, og var nu på jagt efter det saftige græs, som hun vidste gemte sig rundt omkring i flokkens område. Hun gik ganske alene, stilfærdigt - men blev snart afbrudt af den lille grå pony, som hun havde set nogle gange på afstand. Hun hejste sin slanke hals og lod sine isblå øjne hvile nysgerrigt på ham, som han nærmede sig, og da han hilste hende an med et høfligt nik, gengældte hun det hurtigt.
Den lille pony hed Christian - og han talte med en ivrighed som Nymphadora sjældent havde mødt før. Det fik hende til at le lidt - selvom han først spurgte indtil hendes navn til sidst i hans sætning, så generede det hende ikke. Den lille pony var i hendes øjne ganske harmløs og udstrålede en varm aura omkring sig; og med det samme besluttede Nymfen sig for, at hun godt kunne lide ham. Hun sendte et hurtigt, måske lidt kraftigt, puf i hans retning inden hun med feminine toner præsenterede sig selv.

,,Jeg hedder Nymphadora.. Nymfe kan du også kalder mig, det kalder mine venner mig for. Ved den store eg siger du? Jooo, det vil jeg da gerne, jeg har intet andet at bruge tiden på. Og jeg vil da også gerne lære dig at kende Christian"

Hendes stemme var fortsat leende. Det var længe siden den sorte Nymfe havde været i virkelig godt humør, men denne dag havde været ganske god, og den lille grå uldtot fandt hun ganske rar at være i nærheden af. Hun smilede bredt, inden han tog afsked for at finde de andre fra flokken, og Nymfen satte umiddelbart afsted mod egen med det samme. Dét var et af de gode græsteder i flokken, så hun kunne ligeså godt gå derned og få stillet sulten. Og hvis hun var heldig, kom Phoria også derned? Hvis den lille pony ville invitere dem han kunne finde fra flokken, kunne det meget vel betyde, at Nymfen fik sin bedste veninde at se igen.

[4]

Den lille pony måtte træde et lidt overrasket skridt til siden, da den sorte hoppe - Nymhadora - puffede til ham. Hun besad langt mere styrke end man lige skulle tro; men det tog ikke pippet fra den ældre grå. Han var vant til at være 'den svage', og det generede ham ikke. Han kunne i stedet ofte vinde i fangelege, hvor han kunne vende på en spids og løbe i den anden retning, inden hans modstander var vendt rundt. Han smilede bredt da hun ville slutte sig til forsamlingen, og taknemmeligt nippede han imod hendes skulder.

,,Så vil jeg glæde mig til at se dig dernede, Nymfe."

Brummede han muntert. Snart drog hoppen afsted med retning imod egetræet, og Christian selv satte ud for at finde de næste.

***

Efter at have vandret en lille stund, fik den grå pony øje på én han kendte. Et rødt hingsteføl med en rød moder - en moder, der var pyntet med de smukkeste planter. Christian tog sig selv i at stoppe op og se helt forundret på hende; det måtte være denne Armonia, som var Tariks moder. Christian så hurtigt en lighed med den røde hoppe og guldhoppen Illana; for de bar begge på overnaturlige ting. Denne røde hoppe havde ikke en halskæde, men hendes krop var prydet af naturens vidundere. En forbavset og betagende brummen forlod den lille hingst, inden han afgav et lille kald; og herefter begav han sig hen imod de ro røde skikkelser.

[Armonia og Tarik svarer herefter]
[15]

Den røde hoppe stod med blikket roligt betragtende omkring sig og sin søn Tarik. De havde ikke været i flokken Teylar længe, kun et par enkelte dage. Men Armonia følte sig allerede ganske godt tilpas, trods hun ej kendte mange der tilhørte flokken, faktisk kun Illana og Brêgo, der begge ledte denne flok. Hun ønskede at lære de andre at kende, men med tiden ville dette nok også ske.
Men for nu, var det kun Tarik der var i hendes selskab, og selvom hun manglede én helt særlig person hos sig, så elskede hun hvert et minut med sin søn.

Han stod ikke langt fra hende, mens han rendte med mulen i græsset, og puffede til alverdens små biller der gemte sig dernede. Hun kunne ikke lade være med at le af ham, fordi han var så legesyg og endnu ikke anede på alt den ondskab der levede i landet – Skyggernes verden. Og sådan skulle det helst forblive længe endnu – for hun elskede at han var så ren og god i sit sind, og hun ville ønske det kunne forblive sådan for altid; men dette var nok ønsketænkning.

Den røde hoppe med de mange blomster, ranker og snefnug trådte hen til sin søns side, og lod mulen kærligt glide over hans spinkle ryg, inden ørene opfangede lyden af små hovslag samt et kaldende vrinsk, der kom i hendes retning. Tarik var ikke længe om at opdage det heller, og han rejste dermed hovedet op og kiggede i samme retning som sin moder, som brummede i varme og hilsende toner imod den lille grå der kom gående; kunne dette være Christian, som hendes søn havde snakket om?

Umættelig, det var han altså. Tarik rendte med mulen i græsset, og puffede til alle mulige ting i græsset, og små spiste lidt imens. Ørene var hele tiden fremme, mens han rendte der med hovedet imellem sine egne ben. Det var pokkers hyggeligt at bo her, os selvom han savnede sit store træ en smule, hvor hans moder og han havde boet under igennem vinterperiode, mens de også havde ledt efter hans fader.

Tarik mærkede sin moders mule på ryggen, og derfor rejste han hovedet op. Og idet han fik hovedet helt op, og i samme retning som den røde moder, fik han øje på den lille grå hingst. Tarik lyste op i et kæmpe smil, og kiggede tiggende på sin moder, inden han satte frem i en energisk og glædelig galop, helt hen til Crelle.

,,Crelleeeee!”

Sagde han glad, og tog en runde omkring den lille grå, inden han dog snublede et par gange i det høje græs, og derefter valgte at sætte tempoet ned for til sidst at stoppe helt op, og putte sin pande imod den grås skulder, glædeligt og hilsende.

,,Seee mor, det Crelle”

Sagde han ivrigt, stadig med hovedet imod den grås skulder..

Sønnen var bestemt ikke længe om at reagere, og pludselig var han fremme i en energisk og glædelig galop. Den røde og milde hoppe fulgte ham, dog kun i en ganske rolig og elegant trav. Hun havde ikke travlt med at følge ham, for der var ingen tvivl om, at den unge Tarik var glad for at se den lille grå; og dermed anså Armonia ham ej som en trussel for hende eller sin søn. Hun brummede i varme og hilsende toner, da hun kom tættere, og lod sin spinkle krop standse op i en elegant og rolig holdning, foran de to.
Hun smilede af sin søn, der havde hovedet imod den grås skulder. Ak ja, Tarik kunne bestemt godt lide denne lille grå. Den røde hoppe lod sit hoved sænke sig lidt ned, til deres højde, og smilede varm og hilsende til den grå lille skabning.

,,Goddag, du grå. Du må være Christian, som min søn så glædeligt har fortalt om. Jeg er Armonia, og som det måske kan ses på vores farve, er jeg Tariks moder”

Hun smilede varmt og puffede venligt i Christians retning, i en venlig gestus.

,,Det er mig en ære, at møde dig samt sætte et ansigt på denne Christian. Tak fordi du tog dig tiden til, at være i hans selskab. Det ved jeg, at han nød”

Smilede hun da, og lod hovedet glide let på sned, mens hun betragtede de to.

Der gik ikke længe før den grå pony blev opdaget, efter at have givet sig selv til kende. Den unge Tarik kom ham springende i møde på de lange ben, og slog et par runder omkring ham. Den lille grå grinede muntert og nappede ud efter hans røde ven, der snart måtte indse at han skulle sænke farten, for ikke at ende på rumpen. Da Tarik puttede hovedet imod hans skulder, strøg Christian ham kærligt over skulderen. Herefter vendte han hovedet imod Tarik's moder - en vogter, hvis Christian ikke gættede meget forkert - som kun hen og hilste ham an. Christian bukkede galant for den smukke røde hoppe, inden hans små ører, der lige tittede frem af pandelokken, blev vippet helt frem imod hende.

,,Du har helt ret, Armonia. Og det var skam så lidt, din søn er en herlig gut. Jeg er glad for jeg fik lov at bruge tid med ham!"

Christian skævede til den unge Tarik med et smil, inden han puffede let imod ham. Med en munter og anelse mere afslappet brummen, lod han atter blikket falde på den fascinerende Armonia; en hoppe, som han med garanti kunne bruge timer på at snakke med, høre om hendes magi og hendes liv. Dog vidste han, at han havde en deadline, og derfor henkastede han sig ikke i en spændende samtale med hende endnu.

,,Kære Armonia - undskyld mine direkte ord - men jeg er i gang med at arrangere en lille kom-sammen for de, der ønsker at være med, ved det store egetræ her om et par timer. Jeg ville blive mægtig glad, hvis du og din søn vil slutte jer til os! Indtil nu kommer den gyldne Illana, stjernehoppen Leonora og hendes døtre - som din unge Tarik med sikkerhed kan få mange legetimer til at gå med - og en hoppe der hedder Nymphadora, som jeg først lige har mødt i dag. Jeg håbede vi kunne bruge lejligheden til at være lidt sammen i flokken og dele nogle historier med hinanden"

Christian smilede ganske bredt, efter at have givet hoppen invitationen. Selvom det lå lidt langt fra ham, ikke med det samme at udforske hans selskab, så var han sikker på at de to nok skulle få rig mulighed for at lære hinanden at kende. Han brummede hingstet - men hverken dominerende, markerende eller andet. Han var afslappet og tilpas og betragtede med stor omhug begge de to røde sjæle, som han i øjeblikket befandt sig sammen med.

[16]

Armonia stod roligt og betragtede de to, og hun kunne ikke lade være med at smile af dem. For hun nød at se, at hendes søn var så rolig i selskabet med den lille grå, at han var så tilpas og godtroende som han var. Hun havde brugt meget tid på at opdrage ham i kærlige toner, og det så ud til at have båret frugt; for han havde da vidst formået at charmere sig ind på den lille grå, og finde sig en voksen ven, som også gad at bruge tiden med ham; og det varmede i hendes hjerte.

Den røde hoppe lyttede til den grå Christian, der bød dem med til en fælles samling i flokken, ved det store egetræ. Hun smilede roligt og ganske taknemmeligt, mens hovedet blikket hvilede på de to. Dette var en mulighed for dem begge, Tarik og hende, at lære flere at kende i flokken, og dette ville hun bestemt sætte pris på. Og Illana ville være der, altså endnu en bekendt for den røde, hvis selskab hun brød sig rigtig meget om. Allerede nu, brød Armonia sig også ganske godt om Christians selskab.

,,Vi vil med glæde deltage – både Tarik og jeg, kære Christian. Tak for invitationen.”

Nikkede hun roligt, og nappede venligt imod hans skulder, som Tarik stadig stod og lænede hovedet i mod, mens han nærmest havde gemt sig i den tykke grå man.

,,Vi vil ej opholde dig længere, på din søgen efter flere.”

Sagde hun da roligt, og rettede blikket på sin søn.

,,Tarik, kom min skat. Vi skal mødes med Christian om lidt igen, men for nu, må du lige undvære ham et kort øjeblik”

Hun smilede til Christian, en anelse overbærende på sin søns vegne, da han brokkede sig en smule, over at Christian igen skulle gå, inden han da rendte hen til sin moders side.

[12]

Den unge gut stod med hovedet plantet solidt imod den grås skulder. Han havde igen gemt sit hoved under den grås tykke man, til stor fornøjelse – i hvert fald for ham. De snakkede begge to, men den røde Tarik lyttede ikke rigtig, for han havde mere travlt med at lege gemmeleg i den tykke grå man. Men da hans moder talte, og sagde at Crelle skulle gå, tog han hovedet ud fra manen og lavede en utilfreds grimasse i hovedet.

,,Men.. Moar…”

Beklagede han sig så, inden han nippede til Crelles grå man en sidste gang, og tøffede hen til sin moders side.

,,Ses igen”

Nikkede han så ivrigt, og forstod at de ville se hinanden om lidt igen – det sagde hans moder i hvert fald.

Da den røde hoppe nappede imod den grå's skulder, smilede han bredt og tøvede ikke med at nappe igen. Han lo let herefter - i varme toner - for den unge Tarik havde atter gemt hovedet i hans tykke man. Da Armonia sagde, at de gerne ville deltage i samlingen, rankede Christian sig stolt op, og nikkede taknemmeligt imod den røde vogter hoppe.

,,Det glæder mig rigtig meget, du smukke Armonia."

Varmen var tydelig i hans stemme, og ligeså var oprigtigheden. Han drejede hovedet og skævede atter imod den unge Tarik, der noget demonstrativt forlod hans side. Han sendte et puf i hans retning, i det han trissede hen til sin mor, og med muntre toner slog den lille hingst et slag med hovedet, så hans kæmpe stjerne akkurart blev afsløret.

,,Der går ikke længe, Tarik, så ses vi igen! Indtil da må I hygge jer!"

Han nikkede galant imod de to, inden han høfligt vente sig bort og vandrede videre på sin søgen efter flokkens medlemmer.

***

Ikke langt fra hoppen Armonia og hendes søn, fik den lille Christian øje på endnu en ny sjæl. En ung plag, ikke særligt stor, vandrede rundt alene. Hendes krop var kulsort, en nattens farve og på hendes krop var der nogle sirlige hvide aftegn - den lille grå hingst vidste godt, at det var brindle-genet som hoppen havde; en sjælden farve! Han brummede muntert for sig selv, inden han satte frem imod denne unghoppe. Da han kom indenfor hørbar afstand afsendte han et hilsende vrinsk, inden han med ivrige hop slog frem i en samlet trav det sidste stykke. Han stoppede foran den unge hoppe og gjorde sig et galant nik.

,,Goddag du unge nattesorte - mit navn er Christian. Og hvad er dit navn?"

[Nyx svarer herefter]
[17]

Nyx der normalt var i knaldgodt humør og med en positiv energi omkring sig, befandt sig længere nede på jorden end normalt. Hun havde ventet længe - meget længe hvis man spurgte hende, og hendes far var ikke dukket op endnu. Hvad hvis han blev væk ligesom hendes mor? Det var ikke noget hun havde tænkt over før - ikke sådan rigtigt. Men efterhånden som dagene gik og jo mere hun fik snakket med andre, fik hun også godt opfanget deres blikke ikke altid var lige så fyldte med glæde som hendes når hun snakkede om hun ventede på sin far. Hovedet var nede ved græsset, for mens hun traskede langsomt afsted, nippede hun til de græsstrå der kildede hendes mule. En stemme fik hende dog til at se op og i retningen af en lille grå hest.

"Nix.... Hej Christian..."

Nyx havde altid kaldt sig selv for Nix. Det havde lydt sådan når hendes forældre brugte det, men hendes mor havde været væk længe og hendes far havde hun ikke set så forfærdelig meget til i et stykke tid - der havde derfor ikke været nogen til at rette på hende, når hun udtalte sit navn.