Something is in the air → Tsavani

[23]

Der virkede roligt. Og alligevel var der noget køligt i luften. Noget der fik Brêgo til at stå med rank ryg og se i retningen af Enophis. Engang imellem vandrede blikket rundt i området, men der virkede næsten tomt. Han havde trukket sig en smule væk fra flokkens øvrige medlemmer. Ikke fordi han ikke ønskede nogens selskab, men fordi der var for mange. Blikket gled op mod de grå skyer og vurderede at det nok ville regne på et eller andet tidspunkt inden for det nærmeste stykke tid. Ikke lige med det samme, men i hvert fald inden dagen var omme.

Brêgo strakte halsen frem og rystede den. Resten af kroppen fulgte hurtigt med og sluttede af kun med bagparten. Langsomt begav han sig fremad uden nogen bestemt destination. Han havde ingen idé om hvor han var på vej hen, men lod sig i stedet guide af hans instinkter. Hovene blev ikke løftet ret højt over jordens overflade og holdningen var ikke rank. Han lignede langt fra den ædle hingst mange havde set ham for. Det var ikke ham. Det var en han havde prøvet på at være. En han var træt af at være. Hvis han skulle overleve og ikke gå helt ned, var det i hvert fald på tide at tænke på sig selv frem for alle andre. Han kunne ikke blive ved på den måde, men var også sikker på flokken nok skulle klare sig selvom han ikke var overhovedet. Han havde jo ikke tænkt sig at forlade den, og han havde da stadig tænkt sig at være med til at beskytte flokken, men han kunne ikke længere klare ansvaret for den. Han havde nok i stenen der hang om hans hals. Stenen der var lille men alligevel synes meget tung. Tungere end den nok egentlig var.

Tsavani

---

Den gyldne Tsavani kunne næsten ikke tro det. Efter alle de år i Andromeda, hvor hendes største ønske havde været at blive en del af Teylar, var ønsket endelig gået i opfyldelse. I en lang periode havde det syntes som en fuldstændig umulig opgave for hende at skulle vælge mellem Lyset og Skyggerne, men nu da hun havde taget sit valg, føltes det bare helt rigtigt, og hun kunne slet ikke forstå, hvordan hun nogensinde havde været i tvivl!

Hun havde taget afsked med den gyldne Illana og bevægede sig nu videre igennem flokken i håb om at hilse på flere af sine nye flokmedlemmer. Hun havde ikke vandret længe, før hun fik øje på en skikkelse komme skridtende imod hende. Den brogede hingst med Kongestenen om sin hals var slet ikke til at tage fejl af; det var Brêgo. Ham havde hun mødt for lang tid siden, da hun endnu var ny i landet, og han var bestemt et glædeligt gensyn! Hun brummede venligt imod ham.

"Halløj Brêgo! Dejligt at se dig igen!"

Hendes blik gled betragtende over ham. Han så anderledes ud. Mere sammenkrøbet og nærmest slukket at se på. Hvad var der mon sket med den prægtige, stolte hingst hun havde mødt sidst?

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

[1]

Brêgo mimrede en smule med mulen ved lyden af en brummen. Det ene øre fulgte efter, og til sidst resten af hovedet, for at se i retningen af stemmen. Den hilsen han blev mødt med fik ham alligevel til at finde et lille varmt smil frem - men også kun lige synligt.

"I lige måde, Tsavani..... I lige måde...."

Han mente det oprigtigt. Det var rart at se nogen igen. Han havde ikke gjort det længe. Han havde ikke haft hverken overskud eller lyst til det længe. Da han først var afklaret med sit valg var det som om det fjernede en tung sten fra hans skuldre, men der hang stadig en tung sten om halsen på ham. Han havde sagt ja til at passe på stenen. Han havde heller ikke tænkt sig at svigte nogen, men det var alligevel mere ansvar end han måske lige brød sig om. Når nu en stor del var blevet lettet fra hans skuldre, kunne det måske være den anden ikke kom til at synes så tung på længere sigt.

"Hvad render du rundt og laver?"

Brêgo var standset i stedet for at vandre videre. På den måde kunne han bedre rette sit fokus mod hans selskab. Og alligevel var der en del af ham der havde lyst til at søge mod Enophis.

---

Det glædede hende at se, at et lille varmt smil fandt vej frem på hans mule ved synet af hende, trods hans noget sølle forfatning. Hun blev næsten helt trist til mode af at se på ham. Hvad kunne dog være så slemt, at det havde efterladt denne prægtige hingst i denne tilstand? Hun smilede varmt ved hans ord og var glad for at høre, at han kunne huske hende. Det var trods alt nogen år siden, de havde mødt hinanden, så hun var beæret over, at han stadig kunne huske hendes navn.

"Jeg er lige blevet medlem i Teylar!"

Hun kunne ikke skjule det brede og stolte smil, der tegnede sig på hendes mule. Hun kunne stadig næsten ikke fatte det, så iveren havde endnu ikke lagt sig helt. Hun skridtede tættere på ham og rakte let mulen frem mod ham.

"Hvordan har du det?"

Det var måske et lidt direkte spørgsmål, men hun var virkelig oprigtigt interesseret i Brêgos velvære. Selvom de ikke kendte hinanden så godt endnu, håbede hun, han vidste, at han kunne stole på hende og fortælle hende, hvad der rørte sig.

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

[6]

"Velkommen til"

Svarede Brêgo med et lille smil. Han kaldte det j stadig hans hjem, selvom han havde givet lederskabet videre. Det gav ham en følelse af lidt mere frihed. En følelse der var meget velkommen. Det havde været nødvendigt for am at give slip på noget af alt det ansvar han havde - give slip og koncentrere sig mere om sig selv. Et lille nip blev sendt i hendes retning som hun strakte mulen frem mod ham. Hendes spørgsmål var ikke det nemmeste at svare på. Han havde det jo nt nok. Han var ikke glad, men han havde det heller ikke helt skidt. Det var ikke muligt at beskrive helt præcist hvordan han havde det.

"Det går.... Indtil videre.. Hvad med dig? Alt vel?"

Brêgo havde altid været meget interesseret i andre velbefindende, og måske var det en måde han af og til kunne glemme han ikke selv havde det så godt. Måske kunne han lade som om han havde det fint, hvis han lyttede til andre der hade det godt. Der lå sikkert mange ting bag det hele, og det ville trække en masse energi at tænke over alle grundende.

"Noget siger mig den fred vi mærker nu snart vil ændre sig......"

Hans blik havde endnu engang fundet sin vej i retningen af Enophis. Selvom han ikke kunne se øen sådan helt rigtigt, kunne han alligevel lige ane de høje bjerge i det fjerne.

---

,,Mange tak, Brêgo."

Hun gengældte hans smil og brummede varmt. Hun var rigtig glad for, at han reagerede positivt på hendes medlemsskab i flokken; hun var nemlig endnu ikke klar over lederskiftet, så hun så stadig Brêgo som lederen. Og eftersom hun kun havde talt med Illana, føltes det derfor godt for hende sådan rigtigt at blive bekræftet af lederen, at hun var velkommen.
Han sendte nu et lille nip i hendes retning, hvilket fik hende til at le mildt, inden hun blidt nippede tilbage. Hun havde altid brudt sig ganske godt om denne hingst og nød at se hans livsglæde, men det virkede som om, at der var et eller andet, der tyngede ham så meget ned, at den var helt væk. Selvom han smilede, nippede ud efter hende og alt det dér, så føltes det som om, at det kun var noget, han gjorde for at gøre hende tilpas - og ikke fordi han sådan rigtigt var glad.

Han svarede dog blot hendes spørgsmål med, at det gik indtil videre, inden han straks spurgte ind til hende selv i stedet for. Hun så bekymret på ham, men tvang sig selv til at blande sig udenom. Det var tydeligvis ikke noget, han havde lyst til at snakke om, så hun ville naturligvis ikke blive ved med at prikke til ham. I stedet smilede hun varmt og nikkede let.

,,Det går også her indtil videre... Jeg har mistet både min bror og en hingst, jeg elskede rigtig højt, så jeg har været igennem en lidt hård og ensom tid. Men fællesskabet her i flokken er heldigvis godt i gang med at fylde det tomrum ud igen."

Hun smilede varmt. Hun var simpelthen så glad for sin plads her i Teylar, for nu følte hun endelig, at hun var omringet af venner og en slags familie, og derfor ikke behøvede at være alene og føle sig ensom mere.
Brêgo sagde pludselig, han havde en fornemmelse af, at freden snart ville ændre sig, og hun fulgte hans blik ud over bjergene med en bekymret mine. Hun havde godt hørt snak i krogene om en kommende krig, men hun havde ærlig talt ikke tænkt så meget over det. Brêgo virkede dog til at være meget seriøs omkring det, så bekymret drejede hun hovedet og så på ham med et lettere ængsteligt blik.

,,Tror du, at Skyggerne planlægger et angreb?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

[15]

Brêgo slog et par slag med halen for at vifte nogle insekter væk, der troede de kunne få lov til at sidde på ham og lægge æg der. De kildede for meget til han ville lade dem sidde, men holdt næsten lige så meget af dem, som han holdt af alle andre dyr i Andromeda. Han, af alle, vidste insekter ikke bare var dumme dyr der fløj rundt for at være irriterende. Alle havde et formål - undtagen Brêgo selv.

"Jeg kender følelsen. Jeg mistede en jeg holdt meget af for det der må være 2-3 vintre siden..... Første gang. Jeg ledte efter hende og jeg fandt hende igen..... Og mistede hende igen. Men jeg ved ikke om nogen nogeninde vil kunne fylde det tomrum. Selv i flokken føler jeg mig alene."

Han kunne lige så godt være ærlig. Selvom han havde været i flokken fra starten havde han ikke rigtig knyttet et venskab til så mange andre end Illana - til gengæld kunne man også kalde hende en meget god veninde, hvis ikke bedste- og eneste ven. Han lod blikket hvile på hende et øjeblik mens han overvejede hvad han skulle svare på hendes spørgsmål. Han kunne jo som sådan ikke vide det, men alligevel havde han en eller anden fornemmelse af det ikke varede ved med den fred de oplevede.

"Jeg ved det ikke...... Men en af os er allerede faldet. Djange - vogter af bjergene. Jeg ved ikke om det har noget med skyggerne at gøre, men jeg frygter lidt hvad der kommer til at ske fremadrettet. Jeg har hørt fra pålidelige kilder at de planlægger en samling af dem alle så de kan finde ud af hvad de skal gøre. Hvad hvis de beslutter sig for at komme her?"

---

Hun lyttede til hans fortælling med et bedrøvet udtryk. Hun var meget overrasket over at høre, at han følte sig alene, selv i sin flok. Det var ikke noget, man udadtil havde mærket på denne ædle, brogede herre - i hvert fald ikke før nu. For det havde været tydeligt, at noget tyngede ham, lige fra hun først havde set ham for kort tid siden.

,,Det gør mig meget ondt at høre, Brêgo. Jeg håber, at det en dag vil lykkes dig at få fyldt det tomrum. Hvis det på nogen som helst måde kan være nogen trøst, så skal du bare vide, at dét, du har skabt her i Teylar, er noget ganske særligt. Jeg er sikker på, at vi er mange, der er taknemmelige over, at du startede flokken i sin tid."

Hun lyttede da chokeret til hans næste ord. Havde de mistet en af Vogterne? Vogteren af bjergene? Hvor skrækkeligt! Hun så på Brêgo med et medfølende blik. I sådan en situation måtte det ikke være sjovt at være leder - at have ansvaret for så mange individers sikkerhed og tryghed.

,,Det gør mig meget ondt, at vi har mistet en Vogter. Jeg kondulerer. Hvis Skyggerne kommer hertil, så kan vi ikke gøre andet end at stå sammen. Måske det er muligt for alle jer Vogtere også at samles og planlægge et møde om, hvad der skal ske i fremtiden? Jeg er sikker på, at alle medlemmerne her i Teylar gerne vil kæmpe ved jeres side. Måske nogle af os kan drage ud i landet og søge efter flere allierede? Og hvad med Den Vise - har I spurgt ham til råds?"

Hun snakkede ivrigt derudad og vidste godt, at det nok var lidt mange ting at sige på én gang - men hun var en meget løsningsorienteret hoppe, der var god til at se muligheder i stedet for begrænsninger, så hun var bare så begejstret for rent faktisk at få mulighed for at hjælpe Vogterne!

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

18

"Jeg takker for dine ord. De varmer mit hjerte. Selvom jeg føler mig alene i flokken er jeg også glad for den er der. På den måde ved jeg også jeg ikke er helt alene. Men jeg tror heller ikke kun det har noget med landets beboere at gøre. Måske er det en følelse der sidder i kroppen, som altid har været der - selv inden Teylar blev stiftet"

Brêgo huskede ikke rigtig hans gamle hjem. Kun nogle få ting - og de var ikke altid lige behagelige. Han havde aldrig fået lov til at være en del af flokken og hans mor var på grænsen til at være udstødt. Det hele på grund af hans far. Brêgo var ikke renracet ligesom de andre i flokken og det bragte skam over flokken. Han og hans mor kunne få lov til at opholde sig i udkanten af flokken eller med god afstand til de andre. Engang imellem havde Brêgo alligevel begivet sig hen for at lege med de andre, men aldrig uden at vende tilbage med bidemærker og grimme ord fra de andre.

"Skyggerne er koblet sammen. De kan tale sammen på afstand. Jeg ville kunne kalde dem sammen, som er inden for flokkens område, men desværre er der mange der opholder sig på Chibale. De skal først hentes. Jeg er bange for det vil skabe for meget unødvendig uro, hvis vi begynder at kalde til møde fordi skyggerne rør en lille smule på sig. Måske er det bedst at vente og se hvad der sker. Dem på Chibale vil sikkert opdage først, hvis skyggerne skulle komme i vores retning. Afstanden mellem Foehn og Chibale er kortere end Foehn og Zenobia."

Han kunne sagtens have svaret på alle hendes spørgsmål, men i stedet gav han hende et lille blidt puf. Hun behøvede ikke bekymre sig om det. Men det gav også et lille billede af, hvordan resten måske ville komme til at reagere, hvis de fandt ud af, hvad Brêgo vidste. Uro i flokken kunne skabe unødvendig panik og enten sprede alle eller samle alle. Måske endda begge dele og dermed splitte flokken i to dele.

"Vi skal nok klare det. Vi har Illana. Og jeg ved hvornår de er på vej. Plus vi er flere her til at stå imod dem."

---

Hun smilede mildt, da han takkede hende og sagde, at hendes ord varmede hans hjerte. Hun var oprigtigt ked af at høre, at den ædle Brêgo følte sådan - hun ville virkelig ønske, at hun kunne gøre noget for at hjælpe ham.

,,Det gør mig ondt, at du har det sådan, kære Brêgo. Jeg håber virkelig, at du en dag vil finde fred i sindet og få udfyldt dit tomrum. Og indtil da kan du i hvert fald altid komme til mig, hvis du har brug for en god ven."

Hun lyttede til hans næste ord og nikkede forstående. Det gav ganske god mening, når hun hørte det på den måde. Det var svært ikke bare at storme frem i panik og gøre et eller andet, men hun vidste, han havde ret i, at det var bedst at forholde sig i ro og afvente tingenes gang, inden man sendte hele Teylar over styr i en kæmpe krig.
Hun smilede atter mildt, da han gav hende et blidt puf og forsikrede hende om, at de nok skulle klare det. Hun nikkede let med hovedet. Det måtte hun forsøge at tro på.

,,Det lyder godt. Hvis I får brug for hjælp til noget som helst, må du endelig sige til - jeg vil altid være til jeres assistance døgnet rundt!"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

20

Blikket gled rundt på omgivelserne omkring dem. Alt virkede så roligt og idyllisk. Det var svært at forestille sig Andromeda snart ville være dækket af røde, gule og brune blade, og kort tid efter det være fyldt med nøgne træer og glitrende sne.

"Jeg er måske ikke det mest muntre selskab her i Andromeda, men måske heller ikke det værste... Jeg tror godt jeg kunne bruge en ven. Dem har jeg ikke så forfærdelig mange af. Egentlig kun...... 1½...."

Man kunne vel ikke rigtig kalde det lille føl han havde leget babysitter for nogle gange, for en ven. Det var jo mere for at holde øje med hende, når hendes forældre ikke havde mulighed for det. Godt nok havde hun andet familie der også, men den ene var stadig meget ung og den anden havde først haft sin egen søn og en plejedatter og nu to unge døtre også.

"Det skal du ikke bekymre dig om lige nu. Nyd livet mens du kan. Bekymring kan vi altid tage senere. Men det glæder mig at høre du vil hjælpe, hvis der er brug for det. Vi får helt sikkert brug for nogle flere muskler hvis helvedet skulle bryde løs, men også nogen til at tage sig af de små i flokken."

Der var en god lille flok vogtere, og af hvad Brêgo kunne fornemme, ville det ikke vare længe inden det antal var stigende. Oven i det var der også kommet en lille generation af vogterføl og dem der havde arvet nogle magiske gener fra deres forældre.

"Jeg fortryder lidt jeg ikke greb den chance da jeg havde den"

---

Hun smilede mildt over hans ord, selvom det også var lidt trist. Hun havde meget svært ved at forestille sig, at han kun havde 1½ ven... Alle kunne da lide den brogede Brêgo?! Men selvfølgelig, selvom folk godt kan lide en, betyder det jo langt fra, at man er rigtige venner...

,,Det kan godt være, at du ikke er det mest muntre selskab, men du er stadig et dejligt selskab! Så det vil være mig en sand fornøjelse at kunne kalde dig min ven."

Hun smilede let over hans næste ord og nikkede blot som bekræftelse. Hun ville forsøge at nyde livet, så længe hun kunne, og når tiden var inde, ville hun være mere end villig til at kæmpe - og også tage sig af de små. Selvom hun ikke var så glad for føl og dermed heller ikke havde den store erfaring med dem, så vidste hun, at det hørte med til at være hoppe i en flok - og så længe de kunne bruge hendes hjælp til noget, så var det fuldstændig ligegyldigt, hvad det var.

Han tilføjede nu, at han fortrød, at han ikke havde grebet chancen, da han havde den, hvilket fik hende til at smile skævt. Denne samtale med Brêgo var i sandhed lærerig. Hun havde altid haft et rosenrødt syn på dét at være leder af Teylar, og derfor var det både trist, men også meget fascinerende at høre om bagsiden af medaljen.

,,Det er vel aldrig for sent, er det?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

5

“Det er jeg glad for at høre.”

Ordene var oprigtige, for han mente det. Det var da rart at vide man ikke var helt forfærdelig selvom man måske ikke var i det mest muntre hjørne. Brêgo kunne jo ikke andet end at trække sig en smule mere tilbage, når alle andre var muntre og frembrusende. Ikke fordi han var opmærksom på det, men fordi det lå så dybt i kroppen og sindet på ham. Hans opvækst havde været i udkanten af flokken og kun på tålt ophold på grund af hans ukendte far. Noget han ikke huskede, men følelsen af ikke at høre til, plagede ham stadig.

”Jeg er bange for det er i min situation. Jeg fandt en hoppe. Hun tog sig af mig da jeg lige var kommet hertil. Jeg mistede hende, fandt hende igen og mistede hende endnu en gang. Jeg har ikke set hende længe.”

Det tyngede hans hjerte en del. Inderst inde vidste han jo godt han aldrig ville finde hende igen, og chancen for at finde en ligesom hende, var minimal. Alle var forskellige, men hun havde været den helt perfekte. Ikke at der var noget der hed 100% perfekt, men hun var perfekt for ham. Havde hun været en han havde mistet før han ankom til Andromeda, ville tabet måske have været nemmere at komme over. Der ville chancen for hun kom til Andromeda være lig nul, mens der altid ville være en lille del af ham der altid ville se efter hende i Andromeda.

”Jeg ønsker ikke bare at være far. Jeg ønsker en familie. Teylar er min familie, men jeg vil gerne have min familie inden i familien hvis du forstår? Men det øjeblik jeg startede med at samle Teylar var det som om andres syn på mig var anderledes. Jeg bliver kaldt ”De” og ”Dem” og ”Hr.” og hvad ellers folk kan finde på af fine ord. Og det er bare ikke mig. Og det lyder måske tosset, men hvordan kan jeg vide at jeg ikke bliver valgt til på grund af mit ansvar som vogter eller fordi jeg har stået i spidsen for Teylar?”

---

Hun smilede mildt til ham, da han sagde, at han var glad for at høre det. Hun lyttede derefter til hans forklaring om, hvorfor det måske var for sent i hans tilfælde, og smilede lettere bedrøvet til ham. Ak, hjertesorger var noget af det værste at skulle komme sig over... Hun var selv midt i en lige nu, og selvom hun havde fået meget hjælp af sine venner til at komme sig over den, så gik den aldrig helt væk - så hun kunne udmærket godt forstå, hvordan han havde det. Hun puffede trøstende til hans skulder.

,,Det gør mig oprigtigt ondt at høre, kære Brêgo. Jeg selv kan heller ikke længere finde den hingst, jeg holdt allermest af her i landet. Det er, som om man aldrig rigtigt kommer sig over det, ligegyldigt hvor længe tiden går..."

Hun lyttede til hans næste ord og vippede overrasket med ørerne. Det kom faktisk virkelig bag på hende, at han havde det sådan, for udadtil virkede han jo til at have det perfekte liv og være lykkelig. Men hun forstod ham udmærket godt... Hun var heller ikke klar over, om hun selv ville kunne holde til det store ansvar og pres, han måtte føle ved at være både Vogter og flokleder. Hun nikkede forstående til ham.

,,Det lyder bestemt ikke tosset i mine ører. Faktisk forstår jeg dig rigtig godt. Vi kommer ikke udenom det faktum, at der nok er mange, der kun vil vælge dig til på grund af din status som Vogter og leder. Men jeg tror og håber på, at du nok en dag skal finde en, der kan se igennem alt det og få øje på den rigtige dig. For kære Brêgo, jeg ved, at det kan være svært at tro på, men... Du er virkelig en fantastisk hingst. Og det har intet med din Vogter- eller lederstatus at gøre. Du ville være nøjagtig lige så fantastisk, hvis du ikke var disse ting. Det håber jeg, at du ved - eller i hvert fald vil tro på."

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

2

“Måske kan man lære at lægge det bag sig med tiden, men nej. Det går nok aldrig helt over. En anden vil måske kunne udfylde noget af pladsen den anden har efterladt, men ingen vil kunne erstatte fuldkommen.”

Selv hvis han skulle være så heldig at finde en anden at holde af på den måde, ville det med garanti ikke være nogen der var lige så perfekt for ham, som Antheia var det. Hendes blide væsen havde matchet hans helt perfekt. Hun havde sørget for han følte sig godt tilpas i Andromeda. Det var på grund af hende han havde overlevet. Turen til landet havde ikke været nem. Han huskede ikke meget fra sit gamle hjem, men han huskede tydeligt springet det havde taget hans liv, og de firbenede, gøende bæster med spidse tænder, der havde jagtet ham derud over. Men det havde alligevel vist sig at være det bedste valg. Han havde ikke haft muligheden for at få en ekstra chance, hvis han havde været fordelt i små stykker, i 4-5 maver.

”Den eneste mulighed for at undgå at miste nogen, er ved ikke at lukke nogen ind sit liv. Det bliver til gengæld også meget ensomt.”

Brêgo vidste hvad han snakkede om. Han havde ikke lukket ret mange ind. Der var Illana og Antheia. Selvom han havde snakket med flere, var der ikke andre han sådan rigtig havde lukket ind på samme måde. Selvom han gerne ville, var det ikke noget der var nemt for den brogede. Hele hans tid i Andromeda havde været ham der prøvede på at være en andre brød sig om, i stedet for at være sig selv, og derfor havde han jo også på en måde holdt andre på afstand, så de ikke skulle opdage han ikke var helt så selvsikker og i stand til at udrette de ting andre lod til at tro.