Something is in the air → Tsavani

---

Hun lyttede til hans ord og nikkede let med hovedet. Hun var meget enig i hans udsagn, for hun vidste, hvordan han havde det og havde det selv på samme måde. Sicarius var hendes første kærlighed nogensinde, og hun havde godt nok svært ved at forestille sig, at hun nogensinde skulle møde en hingst, der var lige så fantastisk som ham igen. Det samme med hendes bror... Han var hendes et og alt, hendes eneste familie, hendes faste klippe her i livet og hendes bedste ven nogensinde - hun ville aldrig finde en som ham, hun ville nyde selskabet med på samme måde igen!

,,Ja desværre... Hvis bare det var så nemt, at man kunne leve uden andre, så var alle ens problemer løst. Men der er nu engang ikke noget værre end ensomheden... Selvom den kan virke fristende nogle gange."

Hun smilede blidt til ham, inden hun lod blikket glide frem i landskabet. Det havde været dejligt at tale med den brogede Brêgo igen, men nu følte hun, at det var tid til at komme videre. Hun var ked af at se, at hendes gode ven var i så dårligt humør, men hun vidste også, at der ikke var noget, hun kunne gøre for ham lige nu - så nu ville hun blot give ham lidt fred til at tænke over tingene.

,,Nå, jeg vil smutte videre og hilse på resten af flokken nu. Men det var så dejligt at se dig igen, kære Brêgo. Jeg håber, at tingene vil løse sig for dig i sidste ende - og husk, at hvis du får brug for noget fra en god ven, så ved du, hvor du kan finde mig."

Hun smilede kærligt og puffede venskabeligt til hans skulder, inden hun begyndte at skridte videre.

[Out - tak for tråden ]

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

17

”Der var mange ting der ville være nemmere, hvis man bare kunne udelade noget i sit liv. Men der er heller ingen der har sagt det skal være nemt, men nogen gange måtte det godt være bare en lille smule nemmere. Af og til tror jeg måske det ville være mere overskueligt hvis man levede et simpelt liv. Hvis man gjorde som man ville. Hvis ikke man behøvede tage hensyn til andre. Men hvordan ville Andromeda ikke også se ud hvis Anarki var det alle dyrkede……”

Kaos. Det var hvad der ville være i Andromeda hvis alle gjorde som de ville og ikke tog hensyn. Ingen der kunne være en smule civiliseret. Der var dem der var meget glade for andre og som gerne var i selskab konstant og så var der dem der overhovedet ikke ville have noget selskab, og hvordan ville det så ikke ende ud hvis den ene søgte selskab og den anden med det samme gav sig til at jage den anden bort i stedet for at forklare med ord at man ikke ønskede selskab? Hvis dem med en trang til at skade andre bare kunne gøre det uden der var nogen konsekvenser? Hvordan ville Andromeda ikke se ud, hvis alle skygger og vogtere bare færdes hvor det passede dem? Et clash ingen ønskede inden for den nærmeste fremtid. Det var slemt nok at tænke på det der med sikkerhed ikke kunne undgås – en kommende krig. Der var ingen grund til at starte den før tid bare for at gøre sit eget liv en smule mere simpelt og overskueligt. Det ville trods alt blive lige så uoverskueligt i sidste ende og med garanti endnu mere indviklet end i forvejen på grund af splittede vennepar, par og tvivlen om hvem man kunne stole på. En tvivl der bare ville blive endnu større end den var i forvejen.

”I lige måde Tsavani. Jeg håber de tager godt imod dig. Ellers får de med mig at bestille.”

Det sidste blev sagt i sjov og med et lille smil – og alligevel mente han det også. Man skulle behandle hinanden ordentligt og hvis nogen ikke gjorde det, havde alle vel ret til at påpege det.

[Afsluttet – Så lidt De må mødes igen en anden gang]