Take a Leap of Faith | Jitterbug

Elijah

Tag: @jitterbug

Nattehimlen var skyfri og stjernerne funklede lystigt, deres lys kun oversteget af den næsten fulde måne, som badede Andromeda i et let blåligt skær. Natten var stille, for ikke en vind rørte sig. Hvert sandkorn lå stille på sin plads, mens de få planter som kunne leve på Zenobias nåde strakte sig mod himlen, som hungrede de efter vand.

En ung hingsts beslutning flåede dog stilheden fra hinanden.

Elijahs hove skurrede gennem sandet i det han landede mindre elegant i sandet. Hans brilliante påfund have været at fare op af den nærmeste sandbanke og springe, uvidende om hvor langt der var ned på den anden side. Til hans held havde det ikke været forfærdeligt langt, men det var alligevel en dumdristig beslutning, som til al held havde vist sig at virke. Og måske virke lidt for godt, for hingsten gav et underholdt fnys fra sig før han stoppede sin skurren og sprang fremad, øjensyneligt opsat på at gentage sin jagt på adrenalin.

Det hingsten gjorde virkede unægteligt dumt og unødvendigt, men Elijah var typen, som søgte dette. Opfostret af sig selv, havde han aldrig rigtigt fået sat grænser udover hvad han selv fandt skræmmende og det var kun få ting. Derved ikke sagt, at han ville gøre direkte idiotiske ting, men han søgte følelsen af frihed der kom ved at gøre ting, som han nok ikke burde.

Anden gang den brogede hingst lavede sit spring over kanten fik han sig dog en overraskelse, for han var ej længere alene i den kolde ørkennat.

[1]

אֱלִיָּהוּ

Den livsglade hoppe var på opdagelse, hun havde kun været i dette land i meget få dage og der var oceaner af steder som skulle opdages, udforskes og undersøges. Hun elskede nye ting, hun elskede at lege rundt, fjolle rundt og opleve spændende ting. Hun havde forvildet sig væk fra det område hun først ankom til - dette skyldtes en sommerfugl, et smukt dansende væsen, som nød at bruge natten på at flyve rundt. Den sne hvide hoppe havde nu fulgt efter denne længe. De lange, slanke ben havde ført hende bag denne lille skabning og for hver gang denne lille skabning havde fløjet længere pop havde den hvide hoppe lavet kåde hop på stedet. Jagten var startet da mørket let var begyndt at falde på og nu var skabningen fløjet og de krystal blå øjne gled let over dette sted hun var havnet i. Hendes mule førtes let til jorden, dette var nyt.

Hendes hvide hov tog blidt et skridt ud i dette underlige underlag - sand. Det var en sjov ting hun havde begivet sig ud i, dog var det umådeligt sjovt og havde sat gang i kådheden hos denne legesyge hoppe. Et hvin forlod hende og ikke få sekunder efter bragede hun igennem området, sandet stod op omkring hende, bag hende og ja mildest talt alle vegne.

De hvide ører blev dog let vippet frem da en lyd i det fjerne hørtes - en buldren? en torden? En anden hest? Hendes blide hoved blev mildt tiltet på skrå og blikket førtes op, her fik hun øje på stjernerne og åbnede munden en smule forundrende.. Wauw.. Hun nåede dog ikke at se på disse smukke blinkende lys ret længe, før noget kom flyvende over sandbunkeren lige ved siden af hende. Hun farede frem, for ikke at blive jordet af denne skabning. Lige da hun havde faret væk, vendte hun sig hurtigt og elegant rundt og løftede det blide hoved og betragtede nu denne tingest som kom flyvende.. en hest.. en hingst... Et blidt og en smule overraskende prust forlod hende. De hvide ører blev vippet helt frem. nysgerrigt og blidt..

Elijah

Elijah spærrede sine øjne op da det gik op for ham, at der stod nogen lige præcis der, hvor det var mening han skulle lande. En overrasket lyd, som ikke rigtigt kunne beskrives som nogen anden, forlod ham i det han begyndte at trække sine ben til sig i et forsøg på at ændre ved udfaldet, af hans spring. Det viste sig dog unødvendigt, for skikkelsen for fremad, og pladsen blev fri. Hastigt strakte han sine ben ud igen, men landede alligevel lettere uheldigt. Frem for at skurre fremad, snublede han nærmere og faldt næsten på mulen. Kun et par hastige skridt hold ham på en eller anden måde fra at møde sandet med sit hoved og derved kunne han trave fra sin uelegante landing fremfor at skulle rejse sig.

Hingsten gav et fnys fra sig i det han rystede sit hoved og travede en halvcirkel, så han kunne se skikkelsen an. Uvidende om hvem det var lagde han mere i sine skridt, mens halen vejrede bag ham. Han var ej en dominerende hingst - ikke direkte i hvert fald - men han skulle alligevel være sikker på, at han tog sig ordentligt ud, for man vidste aldrig hvem der så på.

Til hans glæde var det ikke en anden hingst, som nær var kommet i vejen for hans landing. Det var derimod en lys, mindre hoppe, som så noget ung ud af sig, hvis han skulle give sin mening. Ikke just en plag, men stadig til den unge side. Ikke at han lavede nogen aldersdiskrimination når det kom til, hvem han interagerede med, men han foretrak stadig et selskab omkring sin egen alder.

Med ørerne vippet fremad i en nysgerrig og venlig gestus stoppede han op og hævede sit hoved, før hans drengede stemme fyldte natten: "Oi, det må du undskylde, jeg vidste virkelig ikke at du var der. Skønhed skal man jo ikke springe over." Det sidste blev sagt med et gævt smil og svirp med halen. Han synes selv det var rimeligt godt sagt, men han var ikke just en kendt casanova, så hvis hans ord ramte skævt var det ikke overraskende. Men sådan var det, for ingen blev mester uden øvelse og han var trods alt stadig en ung hingst, som havde en helt ny, voksen verden, som skulle læres at kende.

[3]

אֱלִיָּהוּ

Trods hendes udseende var ungdommeligt, var hun egentlig ikke en ung hoppe - hun var ikke gammel og ikke ligefrem den mest voksne i verden. Hun havde været voksen et stykke tid, men havde endnu ikke sluppet den ungdommelige og legende side af sig selv. Hendes blik fulgte denne hingst og hun blev fanget af hans farve - den var anderledes, den var fangende. De blide blå øjne søgte hans, hendes hals blev let bøjet og et let naj forlod hende - hun var opdraget til respekt og dette var ligegyldigt hvem hun mødte. Det var en del af hende at vise respekt overfor dem hun mødte. Et let hop på stedet med de hvide forben, førte et feminint fnys med sig. Hun kæmpede kort med at finde fatningen over sig selv og så så atter mod hingsten hvis ord begyndte at bryde nattens tavshed.

Et blidt og nærmest helt uskyldigt smil faldt over den sorte mule, han var en charmtrold - han var imødekommende og hvis det havde været alle andre hopper ville de være faldet for denne hingst, faldet for hans måde at være på - men Jitter var en underlig hoppe - hun var naiv, hun var godtroende og hun vidste ikke hvad hverken flirten eller fare var. Hun kom fra et sted hvor hendes far lederhingsten havde pakket hende ind i vat - han havde intet udsat hende for og havde holdt hende i dette naive og uskyldige væsen.

"Det skal de skam ikke tænke på hr Picasso, det så sjovt ud"

Hun hentydede til hans farver, han lignede en hingst som var malet af en dygtig kunstner, han lignede noget som folk ville kigge på. De blide øjne søgte kort op mod stjernerne og et let smil faldt over hoppens mule før hun atter betragtede denne hingst. Dette var en af de første hingste hun havde mødt, som hun ikke var vokset op med - hvordan mon hingste fra dette sted var? Hvad ville de være med til og hvordan kunne de opføre sig?

Elijah

Modsat den lyse hoppe, så var Elijah ikke opdraget til respekt. Nok var han ikke direkte uhøflig, men han var heller ikke typen der bukkede for hvem end han mødte - faktisk var han ret sikker på han aldrig havde bukket for nogen. Med tanke for, at han havde opdraget sig selv, så var det dog ingen overraskelse, for hvem opdragede sig selv til at være høflig?

En undret grimasse kom til syne, da hun kaldte ham Picasso. Hviskende gentog han navnet for sig selv, undret over hvorfor i alverden hun troede han hed det? Forvekslede hun ham med en anden? Det ville undre ham, for han havde ikke set nogen lig sig selv, men på samme tid så kom andre hertil fra mange underlige steder, så hvem vidste, måske havde han en klon derude? Hvad end grunden var, så måtte han altså rette på hende.
"Det var det også, men mit navn er nu ikke Picasso, det er Elijah." Selvom det var en rettelse, så var der ingen bebrejdelse, men derimod blot et drenget smil.

Nok stod månen højt og han kunne sagtens se hoppen, men han følte alligevel, at de stod underligt langt fra hinanden med tanke for, at de virkede til at have en samtale. Hun havde dog ikke bevæget sig mod ham og han tog derfor initiativet til at mindske afstanden ved at skridte over mod hende. Halen vejrede stadig bag ham og der var en selvsikkerhed i hans skridt.
Sandet dæmpede lyden af hans skridt, men stille var der ikke: "Hvad med dig, har du også et andet navn eller skal jeg bare blive ved med at kalde dig Skønhed?" Øjeblikket sætningen havde forladt hans mund vidste han godt, at den var plat, meeeen han beholdt selvsikkerheden og det drengede smil, så han håbede at den gik.

Trods manglende høflighed, så kendte han godt til grænser og stoppede dermed en god hestelængde mellem dem - han skulle jo heller ikke skræmme hende bort eller noget.

[4]

אֱלִיָּהוּ

Hingsten så undrende på hende og da hans stemme igen lød, kom hun i tanke om at hun slet ikke havde forklaret hvorfor navnet lige var faldet på Picasso, hun var en hoppe som var drevet meget af sine instinkter og hun sagde ofte det som faldt hende ind - det var ikke altid at alle de ord som hun ønskede at sige, blev gennemtænkt, de fløj bare en anelse hurtigt ud af mulen på hende. De blå øjne søgte let hans og han stod en del længere væk far hende, end hun egentlig mente var praktisk for nogen som skulle føre en samtale, men inden hun nåede at sige yderligere faldt hendes tanker tilbage på hans navn.. Elijah ... flot navn..

"Jeg beklager, deres aftegner er bare som malet på.. det ligner et kunstværk og ja jeg glemte vidst at ikke alle forstår den logik"

Hingsten kom nu nærmere og dette havde hun på ingen måde noget imod, hun elskede selskab, hun elskede at være tæt med andre folk - det eneste hun bare var dødensangst for var selve berøringen. Hun var en hoppe som led af berøringsangst og ikke bare i en mildt form - men dødensangst. De blide ører blev dog let vippet frem mod denne hingst og det feminine smil bredte sig lidt omkring den sorte mule - han var sød, han var imødekommende og indtil videre kunne hun godt lide at være sammen med denne herre..

"De må kalde mig hvad de ønsker, mit rigtige navn er Jitterbug, men det er jeg vidst aldrig rigtig blevet kaldt.. folk finder tit på navne til mig"

Det blide hvide hoved, blev let og legesygt kastet i vejret, denne hingst fangede hende en smule - han var indbydende og han var fremmed. Han var slet ikke som de heste hun var vokset op med i hendes sikre folk, han var en smule flabet og nærgående og holdte ikke bare den afsindige afstand som alle andre hingste holdte til hende - hovedsaligt fordi hendes far vidst havde beordret dem væk fra hende. Så hun forstod sig ikke på charme, hun forstod sig ikke på flirteri eller på kærlighed.. Men denne hingst var anderledes, på den gode måde..

Elijah

Hoppen prøvede at forklare hvad hun mente, men det hjalp ikke den brogede hingst. Om noget, så gav det blot lidt mindre mening, men han valgte ikke at sige det. Han ville ikke få noget ud af en længere diskussion, hvor han ikke forstod alle ordene, for hun måtte tale om noget, som eksisterede hvor end hun kom fra, men ikke her. Eller måske var hun bare mere rejst her, det kunne også være en mulighed, for nok havde han været vidt omkring, men han var ikke den grundigste når det kom til at lære om de steder, han besøgte.

"Hmm, jeg tror jeg bare vil kalde dig Jitterbug så - så har jeg æren af, at være den eneste der kalder dig det," sagde den unge hingst med et glimt i øjet. Navnet lå lidt underligt på tungen, men det var bestemt ikke umuligt at udtale og han var ikke den store til at finde på kælenavne, så hvorfor ikke blot holde sig det, som rent faktisk var hendes navn? Selv foretrak han jo at blive kaldt ved sit eget frem for forkortelsen Eli, som nogen havde taget til sig. Ikke fordi der var noget galt med forkortelsen, han brød sig bare bedre om sit fulde navn. "Mit navn er forresten Elijah."

Let lagde han sit hoved på sned inden han sagde sine næste ord:"Såeh, hvad laver du egentligt herude på denne tid af døgnet?" Man kunne selvfølgeligt spørge ham om det samme, det var han udemærket klar over, men han var en ung hingst. Det var meningen, at han skulle bevæge sig vidt omkring og gøre dumme ting hvorend han kom. Det sidste kunne måske diskuteres, jo vidst, men stadigvæk: han kunne sagtens dalre omkring uden at komme i problemer, mens hun virkede... altså... han ville ikke sige at hun virkede dum eller uvidende, men der var noget naivt over hende, som sagde ham, at det måske ikke var det smarteste for hende at tulle omkring og møde hingste i natten. Ikke at han kunne finde på at udnytte det - nok manglede han manerer, men han havde respekt nok for andre - men sådan var alle jo ikke.

[6]

אֱלִיָּהוּ

Denne hingst så ud til at være yngre end dem som hun før havde mødt, men han var stadig voksen, han rendte rundt herude og buldrede frem og tilbage - det gjorde hun også, så hun ville på ingen måde dømme ham. Lige nu syntes hun virkelig at det var interessant at hun ikke var den eneste som kunne finde på at lege, eller hvad man nu ville kalde det, for sig selv. Et blidt smæld med halen forlod halen bag hende og hun kastede blidt med hovedet - det var helt fint med hendea t han ville vælge at bruge hele hendes navn, det var trods alt det hun hed og som hun havde heddet hele lidt. Han navn var skønt og hun ville gøre det samme med ham og vise ham samme respekt og kalde ham hele hans navn.

"Det er bare helt i orden, det er jo trods alt også mit navn - det er for resten hyggeligt at møde dem Elijah"

Et smil forlod hende og hun betragtede denne hingst, han var godt smurt ind fra hov til øretip af sand og lignede en som virkelig havde leget rundt herude et stykke tid i dette varme sand. Det var skønt og der var intet som sand til virkelig at sætte gang i hovende for hende, det med at skulle løbe fra skyen bag sig, var simpelthen fantastisk - hun sprag hurtigt tilbage til samtalen da hingstens maskuline ord endnu engang lød og hun brummede blidt, blandet med en mildt latter - ja hvorfor var hun egentlig herude på denne tid af døgnet?

"den eneste grundt til at jeg er herude er min nysgerrighed - jeg er lige kommet til landet og er egentlig i gang med at undersøge dette spændende nye land og tror måske at jeg er blevet væk... "

Et grin forlod hende let, hun var inderst inde en utrolig intelligent hoppe, men hun var nem at distrahere og så var hun utrolig naiv - hun havde valgt at stole på det bedste i andre og dette gjorde også at hun egentlig ikke tænkte over at tage sig i agt for andre heste - hun stolede egentlig lindt på at andre ikke ville gøre hende noget - dumt .... ja det kunne der da være noget om, men hun valgte dette og indtil modsatte var bevist ville hun blive i den tro.

"Hvad med dem min herre, hvorfor er de herude på dette tidspunkt af døgnet?"

Elijah

På et måde havde den brogede hingst håbet på et andet svar end det han fik angående hendes navn. Det var ikke fordi han havde forventet noget helt bestemt, men han havde lige følt, at der havde været noget. Et lille spil frem og tilbage, som så faldt pladask til jorden, da hun blot svarede, at det var helt i orden, for det var jo hendes navn, og at det var hyggeligt at møde ham. Han kunne ikke bebrejde hende for svaret, for det var jo passende nok, men hans skuldre sank alligevel bare lige et par centimeter.

Mødets energi sprang dog heldigvis en smule op, da hun lo og svarede på hans spørgsmål: hun var her af nysgerrighed. Hun var ny i landet og derved gav det mening, at hun havde talt om ting, som overhovedet ikke havde givet mening i hans ører. Hun mente dog også, at hun muligvis var blevet væk, hvilket den unge hingst ikke kunne lade være med at le over. Jovidst kunne Zenobia virke som et sted, hvor man kunne blive væk, men det var nu nemt nok at finde 'ud', så længe man ventede med at gøre det til solen var gået ned.
Hendes spørgsmål til ham fik ham til at bukke let i nakken for derefter drillende at posere.

"En ung hingst som mig skal være herude på det her tidspunkt," svarede han med et kækt smil. "Man skal jo opfører sig dumt på det her tidspunkt og herude er der heldigvis ikke så mange der ser det." Der var et drillende glimt i hans øjne inden han rystede sit hoved og nærmest rystede sin posering af sig, for at falde tilbage i en mere afslappet holdning.

[10]

אֱלִיָּהוּ

Da hingstens ord lød, forlod en blid, mild og helt igennem oprigtig latter den blide hoppe - denne hingst var så meget anderledes, han var så forfriskende og drillende at hun slet ikke kunne lade være at lade et smil pryde den sorte mule. Hun kastede en smule legesygt med den hvide man og lod blikket kigge på ham - de blå øjne undersøgte ham. Hun kiggede så rundt en gang og vidste at hun var nød til at få brændt noget af alt den energi af, som ophobede sig i hende - kort og næsten usynlig så hun på ham med et lokkende blik - hvor modig og sjov var denne hingst så?

Hun sprang let frem mod ham, dog uden at røre ham - et hvin forlod hende, en smule drillende før hun dansede og hurtigt fik vendt sig om og så frem, han stod nu bag hende. Der gik ikke 2 sekunder før denne hoppe nu tordnede afsted over dette sandede område, hun var en legesyg, frisk og livlig hoppe som altid søgte udfordringer og lige nu var denne hingst hendes mål - ønskede han at lege med eller skulle hun blot stikke af fra ham. Det hvide hoved blev livligt kastet op i et vrinsk som boblede af livsglæde - hun var klar på kampløb og om denne hingst valgte at følge efter havde hun egentlig ikke nogen ide om, men hun håbede.

Efter knap 100 meter stoppede hun op og kiggede tilbage mod hingsten, hun ville se om han havde valgt at følge efter hende eller om han var blevet stående helt uforstående, det var nok ikke alle som havde den energi og livsglæde som hun havde - men han var nød til at følge med for at snakke med hende.

Elijah

Egentligt havde Elijah lidt set det komme, men det var stadig en overraskelse, da hoppen pludseligt sprang frem mod ham med et hvin. I sin overraskelse lænede han sig let tilbage, mens han spidsede sine ører. Han nåede lige at overveje hvad pokker hun havde gang i inden det blev tydeligt, da hun vendte sig om og for afsted i den modsatte retning. Kort efter fulgte et livligt vrinsk, men Elijah rokkede sig ikke - endnu. Et stykke borte standsede hun og så tilbage mod ham, afventende. Et kort fnys forlod ham, inden han trak på smilebåndet: nu.

Den brogede hingst kastede med hovedet i det han sprang fremad i galop. Et hingstet hvin forlod ham. Hovedet var højt hævet og skridtene lange mens han hastigt bevægede sig mod den hvide hoppe. Manen og halen fulgte bølgende med - begge overraskende lange trods hans unge alder.

Hvad præcis hun havde indledt til, vidste han ikke, men han tog udfordringen op. Han følte end ikke den mindste grund til at være bekymret for at tabe, i tilfælde af at det var et løb: han var højere og kunne, uden at være kæphøj, nemt sige, at han var i bedre fysisk form end hende. Ikke at han havde tænkt sig at udnytte det - for meget i hvert fald - for han var ikke en af dem, som nægtede at tabe uanset hvad. Men det var ikke engang sikkert, at det var et løb, hun havde indledt til, og derfor gjorde han ikke mere end at løbe hende op og nappe ud efter hendes flanke med et drillende smil.

[11]

אֱלִיָּהוּ

Hoppen lod de blå øjne ramme denne hingst indgående - han var spændende og i det han satte afsted i hendes retning, faldt det store smil over hendes sorte mule - han ville gerne lege med hende og han var frisk på at lave lidt ballade. I takt med at han nærmede sig kunne hun mærke adrenalinet vokse i kroppen på hende. Hun nød at være i gang og hun nød at kunne bruge sin tid på at holde sig i gang og lige nu her i denne nat havde hun fundet en hingst som måske kunne være en potientiel legekammerat - hun var ikke et føl eller en unghest, men hun havde bare hele sit liv levet i denne beskyttede bobble og nu hvor hun var kommet ud, var det svært ikke at teste livet.

Da hingsten så kom tæt på, havde hun det helt store smil på sine læber, indtil hingsten nappede ud efter hende - en dansende krumspring bragte hende væk fra hans mule - hendes angst fik hjertet til at hamre et kort øjeblik, men han havde ikke fået rørt hende. Hendes vejrtrækning blev hurtigt normal igen og hun svirpede med halen og satte så afsted i en flyvende galop og det mørke sand - hun ville løbe og hurtigt og hun håbede at hingsten ikke havde lagt mærke til hendes lille optrin - hun var ikke blot bange, men dødens ræd for at blive rørt ved - hvorfor vidste hun ikke, men det var aldrig endt helt godt når nogen havde prøvet at røre hende.

Hendes mule blev nu ført op mod nattens stjerner og smiler prægede hende i mens hun løb, et feminint men fyrrigt hvin forlod hende - hun var i stemning til at bruge alt denne energi og måske denne hingst kendte et sted som måske kunne bruges, eller som var smukt nok til at få denne hoppe til at falde en smule til jorden.

Elijah

Selvom det var et dansende krumspring, som sendte hende udenfor hans rækkevidde, så kunne Elijah ikke lade være med at bemærke, at hendes udtryk ændrede sig. Det var ikke med en drillende mine eller et kækt smil, at hun trak sig bort. Det var nærmere frygt og det forvirrede ham inderligt. Hvorfor var hun pludseligt bange for ham, blot fordi han nappede ud efter hende? Hvad havde han dog gjort, som kunne gøre hende bange? Det gav ingen mening for ham, for hun havde ellers virket til at have det fint med hans selskab. Hastigt forsvandt frygten dog og var på ingen måde til at spore. Det samme kunne dog ikke siges om billedet i hans hoved.

På trods af sin bekymring - for nok var han en drengerøv, men han var også sympatisk - så sagde unghingsten ikke noget. Han påpegede det ikke eller gjorde det mindste tegn til, at han havde opdaget det. Han fulgte blot i stilhed, indtil hoppen hvinede mod himlen.
Et kast med hovedet bragte hans eget hoved til tops, hvor han selv lod et hvin lyde. Dog et, med en dybere klang og en mere lystig end fyrrig tone.

"Følg med!" sagde han pludseligt, inden han satte farten op og overhalede hende med et par lange, kraftfulde skridt. De havde blot fulgt bakkedalen mellem sandbankerne, men det ville han nu ændre.
Han var ikke sikker på, om hun rent faktisk fulgte med, men ikke desto mindre drejede han af og for op af en sandbanken. Havde man set ham gøre det, så ville det ikke komme som en overraskelse, at da han nåede toppen, så fulgte han ikke blot med over den - han forsatte op. Et kraftigt afsæt sendte hans hove op over sandet, inden han for et øjeblik hang i luften.

Hvis ikke man gjorde det for adrenalinen, så var det ene øjeblik det hele værd.

[16]

אֱלִיָּהוּ

Hingsten kom nu blæsende forbi og hendes blik blev spærret en smule op, han nød at fare sådan rundt lige som hende selv og det kom egentlig en smule bag på hende at hun ikke var den eneste som var så livlig - hun var vant til at være ene om dette og at alle andre var så voksne og ansvarlige. Denne hingst kunne også sagtens på alle andre tidspunkter være voksen og ansvarlig, men for nu var han en fryd at fare rundt sammen med ham og hun satte straks efter ham. Hun kunne lige følge med, selv om han bestemt ikke var en langsom heste, så lykkedes det den kridhvide hoppe at holde hans tempo - hvor han ville hen havde hun egentlig ikke den fjerneste ide om, men hun valgte at følge med hingsten, som nu galoppede op af bakke og forsvandt...

Veeeeeent lige engang.... han forsvandt?

Hendes øjne blev lige pludselig store i det hingsten nærmest sprang og forsvandt bag ved sandbakken... Hendes tanker blev sat i gang, men grundet den situation hun var i og at hun ikke rigtig havde tid til de helt store tanker før hun nærmede sig kanten . endte det med at hun forlod bakke toppen halvt springende og halvt faldende. Tiden igennem luften føltes som evigheder og da hun atter fik kontrakt med sandet var der ikke mange muligheder. Hun nåede kun lige at ramme med hovene, før de atter forsvandt under hende og derefter faldt hun til jorden og mærkede den hvide krop nu blive dækket i sand.

Efter få sekunder var hun dog på benene igen og kiggede først lidt uforstående på hingsten, inden hun nu brød ud i en blidt og helt oprigtig latter - det var noget af det sjoveste hun nogensinde havde prøvet og hun elskede det!

Elijah

For blot et øjeblik så hingsten sig over skulderen. Han nåede lige akkurat og se hende springe, inden han var tvunget til at vende sit blik frem og fokusere på sin egen landing. På trods af, at han ikke just var en mester i det her - hvis man overhovedet da kunne være det - så landede han uden problemer og forsatte et par spring frem i galop, før han fik sat ned i en trav og svang rundt i en volte. En triumferende brummen lød fra ham, men den stoppede brat da han så hende ligge i sandet, halvt begravet.

Elijah nåede kun lige at vippe ørerne bekymret tilbage og træde et skridt frem, før hun var på benene og hendes latter brød frem i natten. Lidt overrasket spidsede han ører - hun var okay trods faldet? - før hans egen latter sluttede sig til hendes.

Den tvefarvede hale svirpede bag hingsten, inden han kastede med hovedet og travede tilbage til hende. Med et par lange skridt rundede han bag om hende - han gjorde en dyd ud af, ikke at komme for tæt på - inden han kastede sit hoved fremad igen. Følg med, syntes han at sige, før han sprang fremad ud i natten igen. Ville hun følge på ny eller havde hun fået andre planer, på trods af, at hun virkede til, at være ganske tilfreds med det, de lige havde gjort?

[17]

אֱלִיָּהוּ