Take a Leap of Faith | Jitterbug

Hun elskede hvert et øjeblik af det eventyr de lige havde været på, selv om hendes forben var en smule ømme efter hendes ellers meget elegante fald. Hun brummede mildt og lod blikket glide over denne hingst, han var så spændende - så anderledes og så eventyrlig, hendes blik fulgte hans skridt frem mod hende og rundt. Hun var en hoppe som altid stolede på andre og lod altid tvivlen komme folk til gode og det galt også denne hingst, hun lod ham endelig bare gå bag ved ham og brummede mildt og blidt. Hendes ører fulgte ham i tilfælde af at han ønskede at sige noget.

Hun brummede mildt og smældede med halen, dog ikke i retning af ham, da hun ikke ønskede at slå ham ned. Han holdte en afstand til hende og dette var noget hun bestemt syntes om - hun ville gerne have nærhed og berøring, men det var som om hele hendes krop bare ikke ville tillade det - som om hun var programmeret til at være imod dette. Hans hoved vippede nu frem, og hun forstod med det samme at han gerne ville have hende til at gå frem og i en mild brummen forlod hende i det hun satte i gang.

De første par skridt afslørede en let helten i det forreste ben, men det måtte være faldet og efter et par skridt var hun ikke længere så haltende mere, det kunne dog ses en lille smule - men hun ville bestemt ikke gå glip af nogen eventyr og for nu ville hun bare af sted - de blå øjne søgte kort og spørgende hingsten.

Elijah

Da hoppen virkede okay, forsatte den brogede hingst ufortrødent. Et enkelt blik tilbage var dog nok til at få ham til at vippe ørerne en smule bekymret. Hun haltede. Det var ikke meget og det fortog sig, men det var stadig nok til, at en skeptisk rynke viste sig. En stille, tænksom brummen lød, inden han rystede sig hoved. Hendes halten forsvandt næsten helt og hun fulgte ham uden det mindste ynk, så helt galt kunne det da ikke være. Samtidigt var han dog usikker på, om hun måske fulgte ham bare for at følge nogen...? Med et fnys rystede han tanken af sig og efterlod den i mørket bag dem.

Et smil blev sendt i hoppens retning, inden Elijah slog med hovedet og satte farten lidt op. Hvor langt denne hoppe og han skulle løbe, det vidste han ikke, men løbe det skulle de i hvert fald.

((OOC: Jeg ved ikke lige hvordan vi skal forsætte den her tråd, så medmindre du har en ide, så tænker jeg, at vi bare lader den "gå i sort"? ))

[18]

אֱלִיָּהוּ

Hun lod blikket glide ned over denne hingst og nød hans selskab . Hun havde en ide, en ting hun ville vise ham - nu havde han vist hende en ting han gjorde for at brænde energi af, så nu ville hun vise ham en af de få ting hun gjorde når hun skulle slappe af - nærmest den eneste måde hun kunne slappe af på. Hun var ikke en hoppe som slappede meget af, så de få ting der kunne få hende til det, var værd at holde fast i. Hun brummede mildt ved tanken og lod de klare blå øjne glide let ned over ham. Hun øgede farten en smule og løb ind foran ham og kastede med hovedet for at få ham til at følge med. Hun ville vise ham det... hendes sted.

Hun løb ikke længe, men kom så pludselig til at lille skovområde, hun løb elegant ind imellem træerne med hendes smidige krop og kom snart til en lysning hvor hun stoppede op. De smukke træer bar deres efterårs uniform og var smukke orange og røde efterhånden. Hun brummede blidt og så tilbage mod hingsten, de få fugle som var tilbage kvidrede mildt i den stille lysning og vandet fra den lille sø, lavede en mildt og rislende lyd. Hun trak vejret blidt inden hun atter vendte sig om for at betragte denne hingst.. hun ville se hans reaktion på hendes sted - var han en hingst som kunne sætte pris på dette eller ville han blot syntes det var underligt?

Elijah

Ud af det blå løb den hvide hoppe ind foran ham og han hakkede hovene i et øjeblik. Han havde helt misset hendes brummen - om det var på grund af lyden af deres hove eller om det var noget andet, det var ikke til at vide.
Nysgerrigt spidsede han sine ører og holdt hovedet højt, stadig lidt overrasket over det pludseligt skift af 'leder'. Forundret brummede han; hvad havde hun i tankerne? Noget lige så spændende som hans egen ide måske? Der var noget i ham, som smed den ide til side og det gjorde ham egentligt ikke så meget. Det var jo spændende at se noget nyt, uanset om det i sig selv var spændende eller ej.
Med lange, smidige skridt fulgte han efter han tæt efter hende, dog stadig med en forsigtighed som gjorde, at han aldrig kom for tæt på.

Elijah kiggede op under træernes kroner da de sammen nåede et lille skovområde - det måtte vel være en oase? Han havde aldrig set den før, hvilket overraskede ham lidt, men samtidigt var det måske ikke så sært: man kunne nemt fare vild blandt Zenobias sandbakker.
Som sådan var han ikke en hingst, som påskønnede skønhed. Det var et smukt sted hun havde fundet, ingen tvivl der, men han var ikke en, som blev betaget af naturen - der var mere sandsynlighed for, at han blev betaget af andre ting i hvert fald. Han blev dog ganske nemt fascineret af nye og ukendte ting.

En drenget brummen spillede i hans bryst da han sænkede blikket og spørgende så på hende. Hvorfor havde hun bragt ham her?

[19]

אֱלִיָּהוּ

Hendes blå øjne spejdede let rundt og hun blev altid betaget af steder som disse og der faldt en meget lidt ro over hende når hun kunne bevæge sig rundt på steder som dette. Hun brummede mildt og smældede let med halen. Hun løftede blikket og der var et stort smil på hendes sorte mule spids. Hun trippede let på stedet inden hun fik en ide. Den store hingst som stod tæt på vandet, havde hun set en legesyg side af og det ville hun bestemt udnytte. Så så på ham og dansede let tættere på ham. De blå øjne hvilede let på ham og hun gjorde virkelig noget ud af sig selv. Den hvide pels dansede i solen og hun trådte tæt på ham, hun trippede smukt og elegant ud i vandet. Hun trippede igennem vandet tættere på ham og da hun stod ikke langt fra ham sænkede hun mulen og lod som om hun tog sig en tår vand. De blå øjne spejdede dog let op på hingsten og med et kastede hun mulen op mod ham, så vandet stod i et let bue op mod ham..

Hun sprang til siden og løb lidt hurtigt, men stadig dansende ud i vandet før hun valgte at stille sig på bagbenene med et hvin og et stort smil om mulen. I det hun landede elegant på sine to forben igen, så hun forventningsfuldt på denne hingst - hvordan ville han tage denne leg - ville han føle sig fornærmet over hendes opførsel eller ville han tage det som en opfordring. Hun havde sjældent mødt hingste som ham, som kunne respektere hendes berørings problemer, men som samtidig gad at bruge tid på hende og vinde hendes tillid uden at tvinge hende til noget eller uden at have problemer med hendes angst. Måneskinnet dansede let ned i denne lysning og for nu - for nu syntes hun det var et perfekt øjeblik de befandt sig i..

Elijah

Den brogede hingst lagde ikke mærke til vandet, som klukkede bag ham. Hans opmærksomhed var nemlig fanget af den hvide Jitterbug, som pludseligt bestemte sig for at komme dansende mod ham. Det var ærligt talt en overraskelse - før havde de trods alt blot faret rundt i sandet - og hans udtryk ændrede sig derfor til et af forbavselse. Hun var en køn hoppe, det ville han ikke benægte, og han var derfor i tvivl om, hvad pokker han skulle gøre med denne adfærd. Hvordan skulle han læse den, når hun var gået fra legesyg til... hvad end det her var.
Det eneste han vidste var, at han var ganske fascineret af det og ikke helt lagde mærke til hvor hun var på vej hen, indtil hun stod i vandet og drak. Lidt forvirret vippede han med ørerne, inden en smule vand kom sjaskende. Overrasket hev han hovedet op og lagde ørerne legesygt fornærmet i nakken. Så det havde været hendes mål. Hun var mere snu end han havde troet!

Hans latter fyldte natteluften inden han rystede sig hoved og sprang ud i vandet efter hende. Vandet plaskede omkring hans ben da han landede og der gik ikke mange sekunder før han var længere ude i vandet og ganske tæt på hende, men stadig ikke for tæt. Måske var han overforsigtig, men han ønskede ikke at presse hendes grænser.
Mulen stak han i vandet, inden han vippede den op mod hende, så det nu var hendes tur til at få vand. En udfordrende brummen lød; hvor langt turde hun trække den?

Havde man spurgt Elijah i disse øjeblikke om, hvad han syntes om den hvide hoppe, så ville man have fået et blandet svar. Hun var bestemt en skøn hoppe, både i personlighed og ydre, men der var noget forvirrende ved hende også. Alene hendes berøringsangst - hvis det var det rigtige ord - forvirrede ham, men der var også noget andet, som han bare ikke kunne beskrive. Måske ville han kunne finde ordene for det i fremtiden?

[20]

אֱלִיָּהוּ

Hendes øjne spejdede på denne hingst, hun var helt vildt med at han var så blid og legesyg af natur - hun nød hans selskab og hun slappede af sammen med ham, han havde indtil videre ladet hende holde hendes afstand og hendes berøringsangst var holdt i skak, de sidste par timer - hun elskede at han ikke syntes at hun var en dumt føl - blot fordi hun var legesyg og fjollet. Det var et par år siden hun sidst havde været et føl, men alligevel var hun en hoppe som nød at lade som om at tingene var lige så simple som den gang. Hun Stod i vandet og hendes tanker dansede let af sted med hende, indtil hun var nød til at vende tilbage til evigheden hvor denne tossede hingst nu var på vej imod hende. Et hvin forlod hende og da han så kom helt tæt på hende og endda vovede at sprøjte vand på hende. Valgte hun at smide sig i vandet som om hun blev skudt med sten og ikke med vanddråber.


I et øjeblik lå hun helt stille i vandet og lukkede øjne, hendes hovedet var kun lige over vande  og hun ventede let på hvordan hingsten ville ragere, men det gik hurtigt op for hende at han måske endda kunne komme i tanke om at røre hende og hun rejste sig derfor nu op. Et let og elegant løft og hun var oppe på sine hove igen. De blå øjne så hen på ham og man kunne se glæden i hendes øjne - smilet på hendes mile var stort og hun trippede let hen mod ham, til at der ikke var lang afstand imellem dem. Hun så kort på ham og overvejede om hun skulle springe frem og nappe ham i mulen - alle andre hopper ville have nappet ham, rørt ham eller kort nogen former for berøring - hun ville gerne, men hun havde aldrig lært hvordan man gjorde og hun blev stiv som et bræt  og vidste aldrig hvornår dette gik væk..

"Du er tosset, ved du godt det?"

Hun nappede ud efter ham, men ikke for at ramme ham, hun stoppede omkring 10 cm fra hans mule og trak så mulen til sig igen, den havde et stort og bredt smil på og de hvide ører var vippet i hans retning - hvad havde han nu af planer de skulle lave? Han lignede ikke en hingst som kunne være så alvorlig og hjælpe hende med hendes berøringsangst - det troede hun ikke at der var nogen overhovedet som kunne.  

Elijah

Meget overraskende væltede hoppen ned i vandet som var hun blevet ramt af noget. Måske var hun væltet over noget? Uanset hvad det var, så ændrede Elijahs humør sig til let bekymring og han trådte et skridt mod hende, hans ører opmærksomt vippet fremad.
Pludseligt kom hun til syne igen og et stort smil var plantet på hendes mule, så der var tydeligvis ikke sket noget. Elijah gav grinte, men det var kun delvist en god ting; det var lige så meget en forvirret latter. Hun var altså underlig og skiftede ret meget frem og tilbage, hvilket forvirrede ham. Det ene øjeblik var hun glad, det næste kom de for tæt på hinanden og det tredje gjorde hun ting som dette. Hun var svær at læse og selvom det gjorde for ganske morsomt selskab til tider, så håbede han virkeligt, at det blev bedre, for ellers ville det blive et meget energikrævende venskab, de var i gang med at opbygge.
Nærmest for at understrege det nappede hun efter ham, men stoppede inden de kunne røre hinanden og trak sig så tilbage. Endnu en forvirrende handling efter den brogede unghingsts mening!

"Hellere tosset end tør og kedelig," svarede han med et grin og svirpede med halen. "Plus, jeg er ikke så tosset som dig." Ordene blev sagt med et smil inden han rakte tunge af hende. Jo han var nok lidt barnlig, men hvad pokker, man havde vel opdraget sig selv og man fik jo kun den sjov, man selv lavede.
Hvordan hun tog hans kommentar kunne han ikke lige forestille sig, men han mente, at han lige så godt kunne være på forkant og rejste hev derfor forbenene op af vandet, så det sprøjtede fremad mod hoppen, inden han sprang til siden væk fra hende. Det var jo ikke alle der brød sig om at blive kaldt tosset, selvom han havde sagt det drillende, så det var med at komme af vejen, hvis det nu var.

Der var et grin at spore på hans læbe gennem det hele, hvis da ikke alt andet havde givet bort, at det hele blot var drillerier.

[1]

אֱלִיָּהוּ

Morskaben strålede ud af hende og hun elskede at lave disse former for numre - hendes isblå øjne betragtede ham blidt og hun fik nu pludselig en stråle vand i hovedet og inden hun nåede at se hvad der skete stod den store hingst på bagbenene og stak nu af fra hende. Hendes øjne fulgte ham og man kunne nærmest se smilet i de blå øjne. Hun brummede let og løftede hovedet i en stort grin. Hingsten stoppede ikke så langt fra hende, men alligevel et stykke. I et kort øjeblik lod hun blikket falde på ham, betragtende og vurderende. Han var simpelthen en skøn hingst, livlig og legesyg, men han lod også til at have følelser inde bag den stolte facade. Hun brummede roligt og satte tempo i hendes skridt og knejsede nakken let. Hun trippede op til ham og stillede sig ikke så langt fra ham.

Hendes energi var nu drænet og hun var nu en hel del roligere og afslappet, hun lod tankerne danse af sted og kunne ikke lade være med at tænke over hvor en hingst som denne rigtig kom fra, godt nok her fra området - men hvad var hans livshistorie, hvad havde han oplevet og ja tankerne var mange. Hun var godt tilpas i hans selskab og ønskede egentlig at kunne opføre sig som alle andre hopper og kunne lege, eller snakke eller lignende med berøringer - men hun havde aldrig levet med at dette var en del af livet og hendes far havde sagt at det ville slå hende ihjel at røre andre end hendes flok.

Hun så kort væk før hun atter så på denne hingst, hans ord bragte et smil på hendes læber - hun ønskede at røre ham, give ham et lille nap eller gøre noget af det som alle andre hopper gjorde, men hvordan skulle hun lade sig selv gøre det? Hun måtte spørge.

"Du ønsker ikke at skade mig vel?"

For mange ville det være et underligt spørgsmål, men hun vat nød til at prøve, hun var nød til at spørge, hvis han ikke ønskede at skade hende, så kunne hun vel godt røre ham - kunne hun ikke? Tankerne dansede af sted og det var tydeligt at se at hun kæmpede lidt med de tanker som fløj rundt i hende, hun ville så gerne lige prøve - men hun ville faktisk heller ikke rigtig dø..

Elijah

Det virkede til, at hans ord morede hende og det glædede ham. Han havde ikke forventet andet, men man kunne jo aldrig være helt sikker med hopper, nogle var jo lidt hys. Sådan tænkte han ikke helt, men han havde da fået hak nok i ny og næ til at tænke sig lidt om, når han talte. Om man ville, så havde han lært hvad han kunne forvente når han sagde visse ting og derfor forventede han også en reaktion på det han havde sagt, men der kom ingen. I stedet faldt hun blot tavs og så bort fra ham et kort øjeblik. Undret lagde han sit hoved på sned; havde han gjort noget forkert?

Forvirret trak han sit hoved op da hun spurgte om han ville skade hende. Hvorfor i alverden skulle han være interesseret i det? Hvad fik hende dog til at tænke det?! "Hvad? Nej, selvfølgeligt ikke, hvorfor skulle jeg ville det..?!" spurgte han, hans stemme vædet med forvirring og lidt kraftigere end den skulle have været. Han fangede det og vippede ørerne lidt undskyldende tilbage. På trods af det kunne han ikke lade være med at føle som om hun beskyldte ham for noget - det lå ligesom lidt i ordene, selvom hun måske ikke havde ment dem sådan.

[4]

אֱלִיָּהוּ

Hans reaktion havde været tydelig, han blev helt forundret, forvirret og nærmest såret over hun overhovedet havde spurgt om det spørgsmål, men hun var nød til at spørge - hun var nød til at prøve at begynde at lade sig selv stole på andre og denne hingst havde indtil nu været en ægte gentleman - han havde gjort alt for at lade hende have det sjovt og han havde set de små tegn hun havde sendt omkring hendes berøringsangst. Men hun var nød til at prøve og udfordre sig selv, hun ville være en normal hoppe og dette indebar at hun ville kunne røre andre og at andre skulle have lov til at røre hende uden at hun stivnede som en sten. Hendes blide øjne søgte hans, undskyldende over at hun overhovedet kunne få sig selv til at spørge om dette.

Hun trak vejret blidt og trådte en smule tættere på ham, så hun var inde for berøringsafstand og lod nu blikket falde på ham, hun så kort på hans bringe og prøvede nærmest at overtale hendes mule til lige at strække sig frem og røre den.. den var jo lige der og hun ville gerne prøve, hun ville gerne være som andre og kunne puffe, nappe og røre andre - men hvorfor var det så svært. Hun sænkede hovedet og rakte mulen en anelse frem, hele hendes krop spændtes nu op og det var som om alt i hendes stoppede, hendes krop lukkede ned og hun vidste at hun ikke ville komme længere... Nej...

Hun ville ikke lade angsten vinde, hun ville ikke lade hendes sind bestemme om hun måtte være som andre, langsom... meget langsomt, men også sikkert førte hun mulen frem mod denne hingst og nu var hun få centimeter fra ham, hun løftede mulen en lille smule og hendes mule strejfede meget kort hans bring inden hun let og utrolig stolt hev hovedet til sig igen. Hun havde et kæmpe smil over den sorte mule spids og lykken skreg nærmest fra hendes øjne... hun havde gjort det, for første gang i sit liv havde hun rørt en anden, som ikke var hendes tidligere flok medlemmer.

Elijah

Det virkede som om, at den hvide hoppe opfangede, at hendes ord havde såret ham. Hun undskyldte i hvert fald med blikket og det var som sådan godt nok for Elijah. Han var ikke en som bar nag og hvis hun ikke havde ment det, som det havde lydt, så var det jo ikke helt hendes skyld. Plus, hun virkede bare lidt sær på det punkt, så hvad end der lå bag, kunne jo betyde, at tingene bare var anderledes hvor hun kom fra. Måske var det der sådan, at alle var ude på at skade hinanden? Det var en forfærdelig tanke og han håbede virkelig for hendes skyld, at det ikke var sådan, hendes verden havde hængt sammen før.

Da hun trådte tættere på ham hævede han sit hoved yderligere, en smule forvirret over hvad hun dog nu havde gang i. Han havde på fornemmelsen, at hun ville røre ham, men ikke rigtigt kunne få sig selv til det. Det vidste sig hurtigt, at det var sådan tingene hang sammen, men det var altså underligt for ham. Han var jo vandt til, at man kunne røre og nappe så meget man ønskede, så længe man hverken var (for) fræk eller uhøflig. Han gjorde dog intet, brummede ikke engang spørgende, for han følte, at hun vidst bare havde brug for tid og han døde jo ikke just af at blive rørt, hvorfor han valgte at give hende tiden og muligheden.

Et øjeblik. Det var alt det tog for hende at strejfe hans bringe med sine mule og trække sig bort. Det var så lidt, at Elijah ikke forventede den lykke, som strålede ud af hende. Hun virkede pavestolt, som havde hun besteget Enophis bjerge alene! Han eneste respons blev at smile lidt forvirret, men glædeligt nok, til hende. Hvorfor betød det så meget? Han måtte vide det.

”… undskyld jeg spørger, men hvorfor spurgte du mig om det der før…?”

[1]

אֱלִיָּהוּ

Hun havde længe vidst at hendes berøringsangst var utrolig underlig, hun var ikke som andre og alle dem hun indtil videre havde mødt, havde set underligt på hende. Hun var begyndt at tænke over om hun overhovedet nogensinde ville komme over dette eller om nogen, nogensinde ville acceptere det. Denne hingst havde været den første hun bevidst selv havde rørt og hun havde været ufattelig stolt, men hans blik havde givet hende et lille sug i maven – han havde ikke været imponeret og hun havde helt glemt hvorfor det havde været sådan. Her var man alle sammen vant til at røre ved hinanden, lege med hinanden og være sammen. Hun brummede lidt og så væk.

Skulle hun ikke bare lidte afsted i natten, lade nattens mørke sluge hende og gemme sig væk fra offentligheden i et kort øjeblik, hun kunne jo komme tilbage når hun var lige så normal som alle andre. Hun stod let fjern i sin egen verden og så atter op på den store hingst foran hende. Hun havde elsket deres møde og deres energi sammen, men han forstod hende ikke, han så lidt skævt til hende og hun kunne mærke at det nagede hende en smule. Hun trådte et skridt tilbage og vippede ørene en smule frem. Hun var tæt på at stikke af.

”Elijah, undskyld, jeg ved du ikke ville, men der hvor jeg kommer fra er berøring med hingste uden for flokken lig med smerte og skade, har altid fået dette af vide og derfor forventer jeg nærmest det kommer hver gang, men hvis du ikke ville skade mig – kunne jeg vel godt røre dig?”

Hun vidste ikke om han ville kunne forstå dette, men så havde hun i hvert fald prøvet – hun ønskede ikke at gå fra ham, han var et selskab som hun indtil videre elskede og hun håbede da på at de måske på et tidspunkt kunne opbygge et venskab og at han på en eller anden måde kunne hjælpe hende – han var den hun indtil videre havde fundet sig bedst tilpas med.