Windy Waves | Elijah

Elijah

Elijah rystede sit hoved med et smil, da hun sprang til siden med et hvin og forsatte med at cirkulerer omkring ham. Hvad var der så interessant ved det? Han blev jo bare rundtosset og det var jo svært at se, hvad pokker hun lavede, hvis han hele tiden skulle dreje sit hoved lidt for at følge med. Dog blev han ikke tvær over det - det forvirrede ham bare en smule og han vidste han ikke gad stå til model for det, men det var ligeså meget, fordi det var en smule kedeligt. Det var sjovere at gøre noget ved det.

Et muntert fnys forlod ham, da hun svarede ham. Hastigt rykkede han sig lige akkurat væk fra hendes nap, hvilket blev mødt med et drilsk smil: ”Blev det så understreget?”

Den brogede unghingst ventede et øjeblik, inden han sprang fremad i trav efter hende, hans skridt store og flyvende. Hvis hun absolut ville prøve at cirkulerer omkring ham, så ville han gøre det så besværligt som muligt - bare så de begge fik noget sjov ud af det. Selvom han havde mulighed for at nappe efter hende, så holdt han sig fra at gøre det. Hun var meget elskværdig og sjov, men han kunne ikke sige det samme om hendes hove og han var ret sikker på, at de kunne komme flyvende, hvis han prøvede noget.

[11]

אֱלִיָּהוּ

Med hastige bevægelser veg den roanfarvede smidigt fra det nap, som den unge Nymphadora sendte i hans retning. Hendes blik blev blot en anelse mere intenst inden hun rettede det imod ham - det drilske smil, som prydede hans mule fik den sorte hoppe til at ønske at udfordre ham en anelse; men hvordan skulle hun lige greje. Hun lagde hovedet let på sned, inden hun med et smil trak let på skuldrene. Han havde skam understreget, at han var interessant nok til at være hendes ven, og kort efter hun havde trukket på skulderen sprang han frem i en trav efter hende, for på ny at afskære hendes vej. Hun begyndte at grine, inden hun hev bagparten ind under sig i et smidigt krumspring omkring sig selv, og snart havde hun fronten mod ham, i stedet for at søge at fortsætte omkring ham. Hun rejste sig ganske let på bagben, som opfordrede hun hingsten til leg, front mod front. Hendes leende toner fortsatte lidt endnu, inden hun svarede ham - denne gang mere seriøst og ærligt end før.

,,Mmm, Elijah, det gjorde det. Så er spørgsmålet bare, om du ligeså vil have mig som din ven"

Hendes smil havde bredt sig helt til hendes øjne, inden hun slog hovedet lidt voldsomt i luften. Oftest var det kun hingste der legede front mod front, men Nymphadora var ikke en forsigtig sjæl. Hun nød det udfordrende, og fandt det kun spændende at udfordre sine egne grænser, også selvom det kunne give hende nogle skrammer i processen.

[6]

Elijah

Det skete pludseligt - hoppens krumspring altså - så Elijah måtte hamre sine ben i jorden for ikke at ramle direkte ind i hende. Et lettere overrasket fnys forlod ham, for hans bagben endte lidt inde under ham, men han fik hurtigt bakket dem ud og rettet sig op, hans ører spidset i både nysgerrighed og forvirring. Hun var altså finurlig og fuld af overraskelser, huh? Han kunne kun håbe at de overraskelser ikke endte med at skabe problemer på et tidspunkt, for hvis hun forsatte ville det en dag da bare ende med at de ramlede sammen. Men… det var vel egentligt ikke så slemt, hvis det skete altså?

Uden tøven rejste han sig på bagbenene som svar på hendes udfordring. Han løftede sig dog højere end hende - forhåbentligt var det ikke en tom udfordring hun var kommet med, for hvis det var, så ville det måske blive en smule akavet, ikke? ”Hmm, hvorfor er det et spørgsmål? Er du i tvivl, om du er god nok til, at jeg vil have dig som ven?” svarede han med et kækt glimt i de brune øjne, inden han nappede efter hende og gjorde klar til at rejse sig igen.

Hun var i sandhed en finurlig hoppe.

[12]

אֱלִיָּהוּ

Hendes krumspring havde standset hingstens bevægelse, og umiddelbart i det hun slog sin udfordring op i det åbne mellem dem, rejste han sig på bagben og strakte sig over hende. Smilet om hendes mule blev mere ufordrende, nærmest pirrende, inden hun med et tavst hyl lod sine bagben trippe på stedet, og lige efter hendes forben skabte kontakt med sandet under dem, rejste hun sig på ny så høj hun var. Hun holdt sine forben foldet ind under kroppen, så hun ikke ville påfører hingsten skade, eller risikere at skade sig selv, alt imens hun med et grin nappede ud efter havhingsten. Da hun landede slog hun hovedet til side, og vendte sin forpart en anelse skråt i forhold til hans, inden hun lod de isblå øjne søge hans, for at besvare hans spørgsmål.

,,Jeg er ikke i tvivl, men det kunne da sagtens være, at du var uenig"

Hans nap var hende så nær, at hun kunne mærke hans mule imod hendes pels. Hun trak ørerne i nakken - men ikke med fjendtlig karakter over sig. Hun var stadigt legesyg, og fandt det kun elskværdigt at havhingsten ville lege med hende på denne lidt mere direkte måde. De fleste venner hun havde, havde afholdt sig fra denne ganske nære og voldsomme leg - så det var dejligt endelig at have en at kunne slå sig løs med! Hun lod sine ben trippe lidt i sandet, afventende for om han ville gå i vejret igen, alt imens hun udtænkte sit næste træk - og en nærmest lumsk, drillende mine lå over den ibenholtsorte unghoppe.

[7]

Elijah

Da hun snappede efter ham, trak han sit hoved til sig med et fnys og virrede kort med hovedet. Halen svirpede bag ham. Han var på ingen måde bange for hende og han frygtede ikke, at hun ville gøre egentlig skade på ham, men det betød ikke, at han blot stod til måls for alt hvad hun gjorde. Han var frisk på hendes leg, ingen tvivl der, men han skulle ikke nyde godt af skrammer og store knubs. Ikke at han var bange for dem, men hvem pokker brød sig om dem? Hvem syntes det var sjovt?

Unghingsten knejsede let i nakken, da hun svarede ham inden han slog en kort, dæmpet latter op. En latter, som var lysere end de flestes; både på grund af hans alder, og så at han nok bare aldrig ville få en rigtig dyb stemme. Dog lød han stadig langt fra som en hoppe.

”Jeg kan glædeligt meddele dig, at jeg er enig… hvis du kan vinde over mig,” svarede han med et drillende glimt i sine øjne. Som sådan var han fløjtende ligeglad med, om hun vandt eller ej - der var ikke noget der hed, at være værdig til venskab - men det var da bare sjovere på den her måde.

Med sine ord stadig hængende i luften hævede han sit på ny, så sandet føg om benene på dem, et smil om sin mule. Han havde på fornemmelsen at hun havde noget i gære - man kunne ikke tolke andet fra hendes smil - og han var både spændt og en smule nervøs omkring, hvad pokker det kunne være. Han var ikke bange for det, uanset hvad end det måtte være, men med hende her kunne han da virkelig ikke vide sig sikker.

Men han ville ikke have det på nogen anden måde.

[13]

אֱלִיָּהוּ

Den latter, som forlod den roanfarvede havhingst fik blot den unge Nymphadora til at smile en anelse bredere. Hun nød når andre gav udtryk for deres glæde, og det var ingen undtagelse med denne fascinerende hingst. Hun 'hævede' et øjenbryn og den drilske karakter fandt hurtigt vej til hendes isblå øjne på ny. Hans udfordring fik hende til at undslippe et hoppet, drillende fnys inden hun nappede ud efter hans velansatte hals. Hun veg dog til siden i et kådt hop, da han på ny rejste sig, og hun var ikke langsom til at lade et bagben sendes ud i luften bag hende - dog ikke med retning imod hingsten. Derpå slog hun en latter an, inden hun skævede imod ham.

,,Nu er du jo en hingst af havet.. Så hvem kommer længst ud?"

Han bød hende at vinde over ham - og uanset om hun kunne vinde eller ej, så var den sorte hoppe aldrig bange for at kaste sig ud i nye udfordringer. Hun kendte sine evner ganske godt når det gjaldt kapløb, men aldrig havde hun tonset ud i vandets masser med det formål, at komme hurtigst og længst ud. Og selvom vejret var koldt og blæsende, så skulle det skam ikke afholde den sorte Nymphadora fra at prøve kræfter af med vandets voldsomme masser; også selvom det kunne synes ganske dumdristigt. Og uanset om hun ville vinde denne udfordring eller ej, så var hun ganske vis på, at hun nok havde vundet ham som ven alligevel; et venskab, som skam ville være gensidigt.

[1]