Windy Waves | Elijah

Sted: Leventera's nord-østlige kyst
Vejr: Solskin, men blæsende
Tid: Midt på dagen
Tag: @elijah

Den slanke, sorte hoppe, var søgt ned til Leventera's kyst. Hun befandt sig ikke på den strækning der tilhørte hendes hjem - Teylar - men var søgt længere nord på for den. I horisonten kunne hun skimme en ø, som hun vidste gik under navnet Chibale, og et øjeblik overvejede den sorte hoppe om hun skulle kaste sig i bølgernes vold og søge ud på nye eventyr. Der var dog, netop denne dag, en lidt hård blæst, og en snært af fornuft holdt den sorte Nymhadora fra at gøre det. Hun huskede noget om, at hendes far engang havde frarådet hende at svømme på blæsende dage; men den sorte var nu ikke bange for en udfordring.. Som sådan.
Nogle iltre og lidt irriterede fnys forlod hende, som hun trippede langs vandets kant. Det var så fristende at gøre det, og alligevel skræmmende. Det endte med at den sorte, i frustration over hendes manglende beslutsomhed, kastede et par forben hidsigt i vandet så der dråber fløj omkring hende, hvorefter hun med halen i vejret satte i en svævende trav længere ned af kystens strækning.

[1]

Elijah

Det her var helt klart og uden tvivl en af hans dummeste ideer, men måske også en af dem som han ikke helt kunne klandres for. Elijah havde trods alt ikke kontrol over vejret og selvom han sædvanligvis var rimelig til at vejre vinden og forudsige hvordan vejret ville arte sig, så var han ikke uden fejl og kunne derfor tage fejl. I dag var en af de dage, hvor han havde taget fejl; rigtig meget fejl.

Bølgerne havde kastet den brogede hingst rundt længere ude på havet og han måtte erkende, at han derude have været en smule nervøs, men i takt med, at han kom tættere og tættere på øen foran ham, faldt roen over ham. Så meget som roen nu kunne falde over en adrenalin-junkie i hvert fald.
I takt med, at han kom tættere på stranden gik det op for ham, at der var en skikkelse i det lave vand. Hvem det var havde han ingen ide om, men uanset hvem det var, så skulle vedkommende imponeres. Han gjorde mange dumme ting, men ikke foran andre - man skulle jo helst tage sig godt ud, ikke?

Så snart han kunne sætte sine hove ordentligt på bunden, skridtede han rask fremad indtil han kunne slå over i en lidt mere imponerende trav, med hans hale vejrende bag sig som en fane. Selv synes han, at han måtte se rimelig fiks ud, men det gjorde han altid i situationer som denne.

[2]

אֱלִיָּהוּ

Dansende var hendes bevægelser, og selvom sandet grådigt forsøgte at sluge hendes hove, så tillod hendes svævende momenter det ikke. Hun fór afsted, og sansede i første omgang slet ikke, at hun ikke var alene i den blæsende vind.
Hun så ham ud af øjenkrogen - en bevægelse, en skikkelse. Hun stoppede op med et højlydt og nærmest forskrækket fnys! Hun havde slet ikke forventet at der ville komme nogen fra havet - det hav, hun kort forinden havde overvejet at springe i. Et øre blev vendt i nakken, imens hun årvågent betragtede hingsten, der steg op fra havet. Hans pels var skinnende i solen og farverne livlige. Meget anderledes dem, hun ellers havde set i området. Hun fnøs forundret og en anelse alarmerende. Det var slet ikke normalt at svømme på et sådan tidspunkt. Hun trippede et par gange på stedet, inden hun rejste sig i et lille stejl; hun satte af med sine bagben og dansede nu i retning af denne havhingst, der med ganske imponerende bevægelser nu travede ind imod sandets domæne.
Da hun nærmede sig denne hingst, som havde turdet det, hun ikke selv havde turdet, bremsede hun op i et par bratte huk. Hun stod rankt og med et opmærksomt udtryk i de klare blå øjne foran ham, og udsendte et par lange prust imod ham.

[4]

Elijah

Sandet føg omkring hingstens hove da han kom til et brat stop på stranden. For en kort stund ignorerede han den anden, så han kunne ryste det værste vand af sig - det var nu altså køligt at være våd i vind som denne. Heldigvis stod solen dog højt på himlen, så med lidt held burde hans pels tørre inden alt for længe.

Elijah hvælvede let halsen da han vendte sin opmærksomhed tilbage mod den fremmede skikkelse, som viste sig at være en sort hoppe. Hun prustede af ham, hvilket fik ham til at give et prust tilbage, om end en smule flabet, inden han sendte hende et drenget smil. Noget ved hele hans holdning og udtryk syntes at sige 'ja, jeg svømmede lige i det her vejr', selvom han ikke havde den ringeste anelse om, hvorvidt hun havde fundet det dumt eller sejt. Selv stod han et sted i midten, selvom han kun ville erkende det sidste.

De buede ører var vippet frem mod den ukendte hoppe. "Frisk vind vi har os idag, ikke sandt?" Det var på ingen måde et råb, men hingstens stemme var stadig høj i det han talte. Hans ord skulle jo gerne nå gennem vinden og frem til hendes ører, for ellers ville det bare være en smule akavet.

[5]

אֱלִיָּהוּ

I de første øjeblikke var det som om, at en fremmede havhingst ikke så Nymphadora. Hun tippede det ene ører overvejede tilbage, alt imens hendes isblå øjne betragtede ham meget indgående. Hans muskulatur var slank, men stærk; han lignede en, der kunne løbe langt hurtigere end mange andre. Nymphadora tippede dog begge ører helt frem igen, da hingsten reagerede på hendes toner, og prustede tilbage. Hun rankede sig en anelse igen, og trådte et par skridt imod ham, med nærmest dådyr-lignende bevægelser; som følte hun sig frem og var klar til at springe bort hvert sekund det skulle være. Hun var noget forundret over hans ankomst, og at han turde være ude i havets vold på en sådan blæsende dag. Og samtidigt var der også noget i hendes indre, der nærmest blev arrigt; han turde noget hun ikke havde turdet - og det gav hende en hovedkulds lyst til at kaste sig i havet for at bevise, at hun også kunne. Hun forblev dog med alle 4 hove begravet i sandet og lagde hovedet en anelse på sned med et nærmest flirtende blik. Hans 'drengedeø aura tiltalte den sorte Nymfe ganske meget, netop fordi hun selv var langt fra de fromme voksende som boede i flokken. Hun nød eventyr, var bramfri og nød at bruge kroppen i fysiske udfoldelser; i hvert fald det meste af tiden.
Hun sendte et hoppet prust imod ham, inden hun med feminine toner svarede hans hilsen, som var dejlig atypisk.

,,Du er lige godt tosset at plaske rundt i så høje bølger! Hvordan slap du afsted med det uden at drukne?"

Sagde hun med en blanding af nysgerrige og udfordrende toner. Selvom hendes ord, hvis man så på dem enkeltstående, kunne virke 'nedgørende', så var den sorte hoppe meget mere forundret, end noget andet. Hingsten var.. anderledes, og det fangede hendes opmærksomhed. Hun lod sine blå øjne søge hans, for at fastholde dem. Herefter trådte hun endnu et par skridt imod ham, stadigt med samme elegance. Hun svirpede et par gange med halen, som vinden kastede rundt, inden hun stillede sig op blot få meter fra denne fremmede, flotte havhingst.

[7]

Elijah

Til den brogede hingsts glæde tog hoppen initiativet til at bevæge sig nærmere. Ikke fordi han ikke havde turde gøre det, hvis det var, men fordi det da var rart en gang imellem at have nogen, som virkede så interesseret i at møde en. Det var dog til hans overraskelse da hun havde et nærmest flirtende blik i sine øjne og hans ører vendte derfor kort bagud. Ikke i frygt, men blot et moments forvirring. Godt nok fandt han sig selv som værende en med et ganske fint ydre og en god charme, men det var stadig sjældent at han ligefrem blev flirtet med. Han var trods alt stadig ung og dum, og det var ikke just det de fleste virkede til at søge efter.

Trods overraskelsen var han dog ikke sat af og hans ører var derfor fremme igen fremme da hun spurgte hvordan han havde båret sig ad med at svømme i det her vejr. Sandheden var at han ikke vidste det, men det kunne han jo ikke sige. "Hvis man er god nok, så kan man slippe afsted med hvad som helst," sagde han drillende, et kækt glimt i hans øjne.

Elijah hvælvede let sin hals og tiltede sit hoved let på sned mens hun så på ham. Hun ville virkeligt gerne fastholde hans blik, så meget fangede han da, og han tillod det. Han var ikke bange for lidt øjenkontakt medmindre man var alt, alt for nærgående. Nok var han flabet og drenget, men han havde stadig sin personlige sfære, som han holdt ganske meget af.

[8]

אֱלִיָּהוּ

Da hingsten lod sin hals hvælves, trådte hans muskler endnu mere i karakter. Hans lange man lå fortsat tæt imod hans krop, og nærmest omfavnede ham - og få steder kunne den sorte Nymfe stoppe lidt tang og andre genstande fra havet. Hans look var virkelig fuldendt - og hun havde allerede døbt ham Havhingsten, og forbundet ham med den mystisk som hun forbandt havet med. Hun spidsede mulen en anelse, inden hun tillod sig at række frem med en hilsende, dog stadigt nysgerrig mine. Den sorte hoppe var ganske direkte, og var ikke bange for kontakten; i hvert fald så længe denne hingst ikke begyndte at grave i hendes private liv. Omvendt ville hun heller ikke grave i hans - det havde på nuværende tidspunkt ikke den store interesse for den sorte. Hun smilede mindst ligeså kækt som ham, ved lyden af hans ord. Den drillende tone han besad, talte til en del af den sorte hoppes sind, som havde været gemt længe. Den legende, eventyrlystende del.

,,Hvad som helst?"

Sagde hun så, og hendes lettere flirtende blik blev en anelse mere intenst. Dog slog hun det snart væk, og trådte et par sirlige skridt til siden, for da at søge ned ved hans side. Hendes hove blev omgående slugt af det lave vand som hun begav sig ud i, og bølgerne kravlede op af hendes spinkle ben. Hun brummede sagte, undersøgende, inden hun lod sin mule søge ned langs hingstens side - uden at røre - for at studere hans træt og duft.

[8]

Elijah

Elijah skævede kort til den sorte hoppes mule, i det hun rakte den frem mod ham i en hilsen. Uden tøven rakte han sin egen frem, men inden de kom for tæt på hinanden, trak han den til sig med et fnys. Ikke fordi han havde et problem med hendes interesse eller et ønske om ikke at møde hende, men blot fordi, at det virkede en smule underligt med tanke for, at de havde en samtale kørende.

"Ja," svarede han i det hun trådte til siden for at søge ned langs hans side. En brummen spillede kortvarigt i hans bryst, før han lagde sig hoved let på sned. Han havde fået en ide. Ikke en genial eller prægtig ide, men stadig en han fandt ganske sjov. "Selv det her." Ordene faldt hurtigt og lige inden han nappede til hendes bagpart. Han var som sådan ikke ude på noget, det havde bare været for fristende at lade det gå forbi - den havde jo været lige for mulen af ham, bogstaveligt talt.

[9]

((OOC: Meget kort, men jeg havde ikke lige nogle ideer ; -; ))

אֱלִיָּהוּ

Den sorte Nymphadora tog det ikke tungt, at den roanbrogede havhingst ikke mødte hendes mule i en hilsen; hun var på ingen måde formel i sin egen væremåde, og havde det fint med at en 'hilsen' havde varierende former. I stedet begyndte hun at inspicere ham ganske nysgerrig, men da hun passerede hans hoved, nappede han med en kvik mine ud efter hendes bagpart. Med det samme hev Nymphadora hovedet op og smældede halen ud efter ham med et hoppet hyl. Hun var på ingen måde kropsforskrækket, og havde heller intet imod sådanne fysiske udfald, men hun var en hoppe og reagerede derefter. Med et udfordrende og næsten kækt smil skævede hun tilbage imod hingstens hoved, inden hun ufortrødent nappede ud efter hans bagpart også, forberedt på at der kunne komme både ben og hale. Med et lille grin vendte hun sin bagpart ind imod hans flanke kort efter, hvorefter hun atter søgte hans blik.
Han var kæk, provokerende, direkte. Alle ting som umiddelbart faldt godt i den sorte hoppes smag. Hun brummede hoppet, inden hun lod vægten fordeles lige på alle 4 ben, og dermed stå en anelse mere afslappet.

,,Har du et navn, Havhingst?"

Spurgte hun med feminine toner, men ordene kom en anelse kvikt fra hendes mund. Hun befandt sig lidt i et grænseland, hvor hun både ønskede at fortsætte den fysiske leg, men ligeså indgå i en samtale og finde ud af, hvem denne mystiske - og overmodige - havhingst nu var.

[9]

Elijah

Pludseligt smældede en hale i hovedet på ham og et hoppet hyl lød. Hans ører flakkede bagud. Som sådan havde han vel forventet en respons, men den var måske lige over hvad han havde forventet. Nu havde han så heller ikke noget at gå ud fra, så det var vel ikke overraskende, at hun måske reagerede lidt kraftigere end han havde forestillet sig. Til hans held, om man ville, viste det sig dog ikke at være en afvisning. Et kækt smil var at spore på hendes mule - et smil, som han spejlede inden han knejsede let i nakken. En hingsten brummen spillede i ham, da hun nappede til hans bagpart; modsat hende, så tog han sådan noget med ophøjet ro, selvom der måske lige var et lille svirp med halen.

"Næh, jeg synes det er meget passende, at du bare kalder mig Havhingst," svarede han, en snert af flabethed i hans stemme. Et fnys forlod ham, inden han rystede sit hoved. Med et par resolutte skridt bevægede han sig op på hendes side. Et drillende smil sad på hans læber: "Men det kan være jeg har et, hvis jeg får dit først?" Han kunne godt lide modspillet, som han fik af hende. Samtalen flød uhindret og hun virkede ganske interessant, om end lidt mere frembrusende end han var vant til - men det var vel egentligt kun med til at gøre hende endnu mere interessant.

Som sådan var Elijah ikke flirtende. I hvert fald ikke bevidst. Han nød da hoppers selskab, ingen tvivl der, men han var ikke direkte ude på noget, det lå bare lidt til ham. Sagde man til ham, at han havde flirtet, så ville han nok ikke fatte hvilket tidspunkt man snakkede om, eller i hvert fald ville han kun fange nogle af øjeblikkende.

[15]

אֱלִיָּהוּ

Kort efter at den unge Nymphadora havde sendt sin hale på flugt i retning af den roan-farvede havhingst, spottede hun at han gengældte det kække smil, som hun havde sendt i hans retning ligeså. Den hingstede brummen som forlod hans bug, fik den sorte og slanke hoppe til at sende en lys og feminin tone ud, som blandede sig med hans toner. Hun fik ikke en særlig stor respons på den fysiske udfoldelse, men hans stemme besvarede snart de ord, hun havde ytret sig kort forinden. Hendes isblå øjne søgte hurtigt hans, for at studere ham imens han snakkede. Hun hævede et 'øjenbryn' med et drillende smil, da han med en lettere flabet attitude bad hende om at fortsætte med at kalde ham havhingst; medmindre hun præsenterede sig først. Hun blev ganske pænt stående, imens han med faste skridt bevægede sig op på hendes side, og en feminin brummen lød som en slags 'hilsen'. Hingsten fascinerede hende, tiltrak hende - andet ville være løgn. Hun lod kort sit blik møde hans, inden hun med milde toner præsenterede sig.

,,Mit navn er Midnight's Nymphadora. Du kan kalde mig hvad du vil, men mine venner kalder mig Nymfe"

Hun havde ingen problemer med at sige sit navn; for Nymhadora var som sådan ikke en voldsomt privat sjæl, så længe man gik til hende med et åbent sind. Hun lagde hovedet let på skrå, og sendte et nap imod hans velformede skulder. Nu havde hun givet sit navn, så måtte det være hans tur.

,,Sååå Havhingst.. Hvilket navn bærer du?"

Hendes stemme bar fortsat en lettere drillende tone. Hun mimrede let med mulen inden hun hævede sin slanke hals igen. De to var næsten lige høje og bar begge velansatte og lange halse, så når de stod side om side, havde de visse ligheder. Ud over at han var mere maskulin bygget, havde en anden farve og særligt krøllede ører, selvfølgelig.

[1]

Elijah

Elijah var ikke helt sikker på, at han rent faktisk havde forventet at få hendes navn med det han havde sagt, men det gjorde han altså. Midnight’s Nymphadora var ikke just et navn der lå i nærheden af dem, han allerede kendte, men han var ikke dømmende. Man valgte trods alt ikke sit navn selv og det var vel heller ikke op til ham at bedømme, om et navn var godt eller ej.
Den mørke hoppe nappede efter ham - nu var det hans tur. Var hun lidt utålmodig eller hvad? Hvis hun var, så fik det ham kun til at fnyse fornøjet. Det var lidt morsomt hvis hun var.

Da hun hævede sin hals, så rettede han sig en smule, for forsat at stå den der lillebitte smule højere end hende. Lidt flabet var man jo. ”Elijah,” svarede han uden tøven, inden et skævt smil ramte hans læber. ”Og jeg tror, at jeg holder mig til Nymfe, ellers går jeg jo mod strømmen… medmindre jeg selvfølgeligt ikke må være din ven. I så fald skal jeg nok komme på noget andet.” Det blev sagt med et kækt glimt i øjet og et munter smil om mulen.

[2]

אֱלִיָּהוּ

Smilet forblev omkring den sorte hoppes mule, imens hun studerede ham. Han rankede sig en anelse, og de få centimer der skilte dem ad i højden, kom til udtryk på ny. Hun kneb sine øjne en anelse sammen og løftede sin mule blot en anelse igen - den flabethed der lå over den roan-farvede hingst, havde en ganske smittende effekt på den unge hoppe, som selv havde en spilopmager gemt i sit indre.
Havhingsten præsenterede sig som Elijah og den unge Nymphadora lagde sit hoved let på sned imens hun 'smagte' på navnet. Det lå ganske godt i munden, og med et hurtigt blik ned over hingstens velformede krop konstaterede hun, at hun i hvert fald syntes navnet passede ham ganske godt.
Hun sendte ham et ganske kækt og endda lettere udfordrende glimt tilbage, da han valgte at kalde hende for 'Nymfe', og dermed kategorisere ham selv som værende hendes ven.

,,Er du sikker på, at du er værdig nok til at være min ven?"

Sagde hun med en ganske drillende og klar tone. Hun smilede fortsat, inden hun satte frem med lette bevægelser, for at cirkle en runde om den velformede hingst. Hun nappede drillende imod hans hals, og slog hurtigt hovedet i vejret derefter. Hun lagde tydeligt op til leg - og med kvikke trin øgede hun sit tempo til en trippen omkring ham. Hun brød sig ganske godt om denne havhingst - Elijah - og kunne sagtens betragte ham som en ven!

[3]

Elijah

Det virkede til, at hans ord faldt i god jord. I hvert fald fik han et smil og glimt tilbage, hvilket da vel kun kunne være godt. Nogen havde måske kategoriseret det som meget godt, måske ville nogen ligefrem kalde det flirten, men sådan så Elijah det nu ikke. Han var desværre ret blind i den afdeling, så for ham var det her blot sjov og spas. Næppe ville han opføre sig sådan her overfor en hingst, som han var på samme alder med, men der var jo også forskel på hingste og hopper!

Et overdramatisk fnys forlod ham da hun spurgte, om han var sikker på, at han var værdig til at være hendes ven. ”Hvordan kan du dog betvivle, at jeg-” Den brogede hingst sprang pludseligt fremad og landede på ’jeg’, så han præsenterende stillede sig i vejen for hendes trippen. ”-er værdigt til at være din ven?!” Kækt blev nakken knejset, mens han trak på smilebåndet.

Hvad end hun lagde op til, så var han villig til at følge hendes leg. For nok så han hende ikke, som andre hingste måske ville have gjort, men han var stadig ganske betaget af hende. Det ville være en løgn at sige, at han ikke ville blive en smule skuffet, hvis hun a uransagelige årsager blev mut og påstod, at han faktisk ikke var værdig til at være hendes ven.

[3]

אֱלִיָּהוּ

Hendes opmærksomhed lå fuldt og fast på den roanfarvede havhingst, og det det nærmest overdramatiske fnys forlod ham, komplimenterede hun hans toner med et sagte fnis. Hun fandt det egentlig ganske underholdende at møde en, hvis temperament tillod ham at lave sjov - og ulig så mange af de lidt ældre, virkede denne mystiske hingst ikke bange for at lege med på legen. Hun svirpede en gang med halen, inden hun slog hovene i sandet og stoppede pludseligt op, da han afskar hende vejen. Et udfordrende og flirtende blik lå gemt i hendes blå øjne, da hun fik øjenkontakt med ham, og med et lille hvin sprang hun lidt til siden, for at forsøge at fortsætte sin cirklen omkring ham. Hun følte sig draget af den.. Vilje der lå i ham, en form for rå og ærlig vilje.

,,Måske er jeg slet ikke i tvivl - måske vil jeg blot have, at understreger noget, jeg allerede ved?"

Sagde hun med de drilske toner. Hun nappede atter ud efter ham, med et smil plantet omkring hendes mule. Selvom havhingsten og Nymfen var ganske fremmede overfor hinanden, fornemmede den unge sorte allerede en kemi, der godt kunne ligge til grund for et venskab. Hun bevægede sig fortsat kvikt, men hun havde allerede set, at han var ligeså kvik som hende; hun holdt øje, var klar på hans næste træk, alt imens hun forsøgte at komme ned bag ham på ny.

[4]