When Light Greets a Soul | Illana

Taia
☽ ° ☾

Tag | Illana

Solens lys flimrede dovent ned mellem træernes blade og kastede et varmt skær over skovens indre. Der var ej lang tid til at hele skoven ville ændre sig og al løvet tage sine gyldne efterårsfarver til sig, men for nu stod det stadig grønt og derfor emmede skoven af liv. Det meste var for småt til at se, hvis da ikke man talte planter og træer, men der var også et enkelt som nemt kunne ses.

Taia havde stadig svært ved at forstå, at hun endeligt var tilbage. Hun var som sådan ikke i tvivl, det var umuligt for hende ikke at være i live igen, men det virkede stadig så uvirkeligt. Efter flere år trak hun endeligt vejret igen - i hvert fald mente hun, at der måtte være gået år. Hun håbede på mindre, men samtidigt vidste hun, at mindre ikke ville kunne gøre det.
Der var en forsigtighed at spore i hvert skridt, som hoppen tog. Nok lignede hun sig selv og kroppen virkede som den altid havde gjort, men det var stadig en underlig sensation at bevæge sig igen. Nok havde hun bevæget sig, mens hun havde været død, men det her var stadig anderledes. Der var ting hun skulle gå over og jorden føltes underligt ujævn.

Snart skimtede den arrede hoppe en lysning blandt træerne og uden tøven ændrede hun sin retning. Der var noget, som hun gerne ville prøve og det var det perfekte sted.
Så snart hun trådte ud i lyset sænkede hun sit hoved og nippede forsigtigt til de længste strå. Det var en underlig, men kærkommen og velkendt sensation; følelsen af at spise.

[3]

☽ ° ☾

I en lysning på Chibales skovdækkede ø, stod en gylden skikkelse stilfærdigt og græssede. Illana nød at tilbringe tid alene, og særligt på denne ø. Der var noget særligt fredeligt over den, som kunne man gemme sig for alle virkeligheder og bare være til.
Illana havde mange tanker i hovedet, hvilket nok var grunden til hun var søgt hertil. Hun var for nyligt trådt ind i en ny stilling i flokken - ikke en ukendt en - men denne gang havde hun påtaget sig titlen som 'leder' for alvor. Dét alene skabte et stort ansvar hos den gyldne hoppe, som hun dog var glad for at påtage sig. Og i modsætning til det hun havde fået, havde hun mistet det mest dyrebare for hende i dette land. Hendes mage, Samael, havde været bort så længe, og dybt i hendes indre vidste hun, at han ikke længere betrådte Andromeda's jord. Hvad der var ham hændt ville hun nok aldrig finde ud af; men listen af de, hun havde mistet, voksede ubarmhjertigt hurtigt. Så Illana havde haft brug for at bearbejde nogle ting og være alene med hendes tanker; men helt alene i denne lysning var hun dog ikke.

Bedst som hun stod i sine egne tanker, begyndte krystallen om hendes hals pludselig at pulsere så kraftigt, at Illana kunne mærke det helt ind i hjertet. Det var en meget kraftig reaktion, en nærmest overraskende reaktion, og den gule nuance blev øjeblikkeligt hvid. Illana hævede forundret hovedet og spejdede rundt i omgivelserne. Hvad havde dog vækket Lysets energi på denne måde? Var det Den Vise der havde søgt hende på ny?
Det viste sig at være noget helt andet - og måske endda mere overraskende. I den modsatte ende af engen opdagede Illana en skikkelse, som hun var vis på var død. En arret, tæt hoppe, som dog havde en særlig glød over sig. Illana troede hendes øjne spillede hende et pus, og hvis hun skulle være ærlig stolede hun ikke nok på sit eget sind, som savnede op til flere; var det et opspind? Var det noget hendes sind kreerede, fordi det ønskede at se Taia igen? Dét der gjorde det virkeligt for Illana, var Lysets reaktion på den magi, der fulgte med den arrede sjæl. Hun var her - var levende; og bar magi med sig, som var udstedt af selveste Den Vise. Illana stod et øjeblik paf, inden hun sendte et højt kaldt imod den savnede sjæl; og uden tøven satte hun frem i en længselsfuld galop for at nå den brune hoppe så hurtigt som muligt.

[4]

Taia
☽ ° ☾

Den arrede hoppe havde knap nok nippet til græsset før end at et højt kald nåede hendes ører. Det gibbede nærmest i hende og hun hævede hastigt sit hoved så manen fløj om ørerne på hende, som også hastigt vippede fremad i retning mod lyden. Lyden af dundrende hove fulgte kaldet, som viste sig at tilhører en gylden skikkelse, som havde retning mod hende. Til at starte med kunne hun ikke genkende vedkommende og stemmen sagde hende noget, men hun kunne ej placere den. Så snart hun kunne se skikkelsen ordentligt vidste hun dog præcis hvem det var og hendes eget kald lød gennem luften. Ivrigt trådte hun et skridt fremad før en underlig ro faldt over hende.

En genkendelig sjæl. Hvis én stadig var her, så måtte de andre også stadig eksistere.

Taia ønskede at hilse den gyldne, men hun fandt at hendes stemme svigtede hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til hende. Hvad sagde man i en situation som denne? Hvordan reagerede man overhovedet i en situation som denne? Skulle hun grine? Skulle hun græde? Skulle hun lade som om, ingenting var sket? Hun vidste det virkeligt ikke, for hun vidste ikke engang hvor lang tid, der var gået siden de sidst så hinanden. Det kunne dog ikke være al for lang tid, for Illana havde genkendt hende og hun lignede sig selv. Ældre, men ej så meget, at årtier kunne være gået forbi.

Endnu et skridt blev taget fremad før den brune hoppe fandt sin stemme. "Illana," sagde hun blot, hendes stemme lettere skælvende. "Det er godt at se dig igen." Det virkede så banalt at sige, men hun kunne ikke sige andet, for en anden følelse lagde sig over hende og hun hendes øjne blev blanke. Tårer pressede sig på, i takt med at en sørgmodig glæde spredte sig: synet af hendes gamle veninde fik det til at gå op for hende, præcis hvor meget hun havde mistet og hvor meget hun endnu stod til at få igen.

[5]

☽ ° ☾

Illana nærmede sig; hendes skridt var svævende, og hendes bevægelser som altid elegante. Nok var den gyldne blevet ældre; hun var ej længere den unghoppe hun havde været, da hun ankom til landet, men hendes krop var endnu ungdommelig af udseende.
De to hopper nærmede sig, og en sær følelse bredte sig gennem Illana. Hun kunne på én måde ikke tro på det, hun oplevede nu - hun kunne ikke tro, at Taia faktisk var her, og kom hende i møde. Alligevel føltes det så virkeligt, og Lyset i krystallen skinnede blot kraftigere og kraftigere, jo tættere den kom på hinanden.

Illana standsede en anelse brat, da hun var nær den brune, arrede sjæl. Taia, hvis krop var hel, synlig og levende, var selv trådt lidt frem imod Illana; og med en lettere skælvende tone hilste hun hende an. Illana's udtryk kunne nok beskrives med mange ord, da hun trådte an foran en elsket veninde; en veninde, som hun havde savnet så inderligt. Hun lignede en, der havde set et spøgelse; hvilket hun på sin vis også havde. Hun viste hvilken skæbne Taia havde været udsat for, og hendes sjæl havde fundet Illana en enkelt gang. Men nu var Taia's sjæl forenet med hendes krop, og det var et mirakel som Illana ikke kunne begribe.

,,Du har ingen anelse.."

Startede hun ud, men hendes toner blev hurtigt kvalt i et par grådlabile hulk. Hun skulle virkelig tøjle alle de følelser, der gik igennem hende, for ikke bare at bryde sammen. Hun var lettet, glad, forundret, skræmt og fyldt med sorg på samme tid; for Taia var én af dem, som Illana havde forsøgt at acceptere hun aldrig skulle se igen, og nu stod hun her.

,,Ingen anelse om hvor meget jeg har savnet dig.. "

Sagde hun så. Lyset i krystallen begyndte nu at gløde udenfor krystallen, som rakte det ud efter Taia. Hendes ene øjne synede at gløde som det pureste guld, og Illana vidste, at hendes magi stammede fra samme kilde, som hendes egen. Lige nu betød det dog ikke så meget for hende, hvilken magi som Taia besad, selvom Lyset var ganske interesseret - lige nu var hun blot taknemmelig for, at hun havde fået denne savnede hoppe tilbage.

[5]

Taia
☽ ° ☾

For et øjeblik troede hun, at hun kunne holde det inde og kontrollerer det. I et sekund håbede hun, at hun kunne tæmme bølgerne af følelser, som vældede frem fra det dyb, som var hendes sind - for blot et øjeblik holdt hendes følelsesmæssige dæmning.
Taia var en hoppe, som normalt holdt på sin ro, når den forsvandt fra alle andre. Hun var den som støttede, trøstede og opmuntrede. Ej fordi ingen andre kunne, men fordi det lå til hendes natur - hun var, på mangel af bedre beskrivelser, født som en forældre. En, som moderligt tog sig af andre uanset om der var bånd af blod eller ej.
At være født sådan betød dog ikke at hun altid kunne udfylde være sådan og således faldt muren, ved lyden af den gyldne hoppes hulk. Taia ønskede inderligt at trøste Illana, men i sin egen følelsesmæssige tumult kunne hun ikke udfylde den rolle. Hun kunne ikke blot smile gennem sine tårer og svarer stille på Illanas ord.

Taia havde ikke i sinde at overraske den anden hoppe, men hun overraskede sig selv ved hastigt at gå fremad efter et par sekunders stilhed mellem dem. Der var mere kraft bag hendes handling end hun havde ment der skulle være, men sådan var det når man var i følelsernes vold. Derfor bankede hun også let ind i den gyldnes skulder, da hun mødte hende i en uinviteret omfavnelse.
Der var noget næsten desperat over måden hvorpå den brune knugede den gyldne ind til sig. Hun ville ikke fastholde den anden mod sin vilje, men på samme tid lagde hun heller ikke op til at give slip.
For en gangs skyld lod hun sig selv være selvisk og tage det, som hun havde brug for.
Med følelsernes frie spil fulgte tårerne. Tårer af glæde, tårer af sorg, for ikke at nævne tårer af frygt.

Om det var fordi, at den arrede hoppe havde knyttet sig til den gyldne eller om det var fordi, den gyldne hoppe var den første, hun havde mødt siden hun var kommet tilbage, at hun havde så stærk en reaktion var umuligt at sige. Sandsynligvis var det begge dele der spillede ind, for Taia så unægteligt Illana som en ven, men der havde også været en ukendt frygt i hende. En frygt for, at det der var sket, ikke var sandt. At det hele bare var en underlig drøm, som hun kunne vågne fra hvert sekund det skulle være. En drøm der kunne brase og efterlade hende alene mellem Livet og Døden igen.

Denne omfavnelse cementerede dog, at det ikke forholdt sig sådan. Hun var i live igen. Hun var vendt tilbage.

[7]

☽ ° ☾

Så uvirkeligt som det nu engang føltes, lige så virkeligt var det på samme tid. Illana havde længtes efter sin veninde, som hun så småt havde affundet sig med at have mistet. Denne længsel havde hun båret på i lang tid, og den var kun forstærket af de andre sjæle, som Illana ligeså havde mistet - men en lettelse var nu væltet ind over den gyldne hoppe, hvis krop og indre måtte overgive sig til følelsernes vold. Lyset og dets energi pulserede fortsat ivrigt, imens det hilste Taia velkommen. Dets rene energi rakte udenfor krystallens ramme, for at berøre den magi, som Taia nu besad - føle på den, kontakte den, skabe kontakt. Illana mærkede det tydeligt i hendes indre, hvordan magien nærmest flød omkring de to hopper, men i øjeblikket havde hun ikke tid til at tage sig af det, og forundres over den mystik der stadigt fulgte med den magi som hun var blevet skænket.

Da den brune hoppe trådte frem med ret resolutte bevægelser, blev Illana stående. Hun vidste ikke hvor den brune ønskede at placere sig, og hun ville derfor ikke stå i vejen; og da den brune ramte den gyldnes krop med en styrke, som Illana ikke havde forventet, var det som om hun tog sit første åndedrag i lang tid. Følelsen af, at være så nær med den savnede brune hoppe, var nærmest overvældende, og da hun nærmest omfavnede Illana, kunne hun ikke andet end at gengælde det. Hun svøbte ligeledes sin hals omkring Taias tættere krop, og lod sig knuge ind til hende. Hun udsendte en sagte brummen, der var fyldt med følelser, inden hun lukkede sine øjne og tillod sig selv at fortabe sig i øjeblikket.

Først da Illanas hjerte havde fundet en mere rolig rytme, og hoppens indre hvirvelvind af følelser var stilnet af, løsnede hun det knugende greb og begyndte med lette, mimrende bevægelser, at gnubbe Taia forsigtigt over den arrede hals. Dette gjorde hun af flere grunde; både fordi Taia var en af dem, hun ønskede at være social med, men også fordi at Taia endnu var en smule uvirkelig for Illana. På denne måde kunne hun undersøge hende med mulen, mærke hendes pels og muskler - og bid for bid blev den brune hoppe mere og mere virkelig. Med en tilfreds brummen trak Illana sig en anelse tilbage lidt efter, for at lade sine ravfarvede øjne søge Taias blå og lysende øje.

,,Du er her.. Du trækker vejret.. Hvordan?"

Nærmest skrøbelig var Illanas stemme. Det rakte langt ud over hendes forstand, og selvom den gyldne hoppe sind var nysgerrigt og altid søgte at forstå, så var det som om hun spurgte om det forbudte. Taia havde været så meget igennem; og Illana ville selv, hvis hun havde stået i hendes sted, have svært ved at snakke om sådanne ting. Derfor var det næsten med undskyldende forsigtighed at Illana fremsagde sine ord.

[8]

Taia
☽ ° ☾

Det var en næsten overvældende glæde, som fyldte hoppen, da den gyldne modtog hendes omfavnelse og også gengældte den. Glæden var dog ikke nok til at standse de bølger af følelser, som allerede var sat igang i hoppen og hun faldt derfor hastigt tilbage i deres vold. Hun måtte ride bølgerne ud før der var plads til noget som helst andet.
På trods af alt, holdt Taia dog sine følelser tæt på sig. Nok løb tårerne, en hun lod sig ikke helt forsvinde. Hun holdt fast på sig selv, gav sine følelser plads, men lod dem ikke rende amok. Det holdt dog kun nogen tid, førend den første dirren viste sig. Flere fulgte, men der kom aldrig en lyd. I sine mest følelsesladede øjeblikke var Taia en tavs hoppe; måske fordi det bare lå til hende, eller måske fordi det var den kultur hun voksede op med. Man måtte være i følelsernes vold, alene eller sammen med andre, men det var ikke noget, som man trak omverdenen ind i og således foregik det i stilhed.
Langsomt faldt roen igen over den arrede hoppe. Bølger gik ikke længere så højt og frygten svandt ind. Den ville nok aldrig forsvinde helt, den ville altid ligge i mørket, klar til at bruse op i hendes vaklende øjeblikke, men for nu var den blevet tæmmet og smidt bort med hjælp fra den gyldne hoppe.

Da den gyldne hoppe trak sig, gav Taia roligt slip på hende. Egentligt ville hun ikke have haft noget mod at blive stående, men så selvisk kunne hun heller ikke være. Og hun kunne heller ikke lade sig selv drukne i sine følelser på dne måde.
Der var et smil at spore på den arrede mule, da hun mødte den andens blik. De øjne hendes egne mødte var så velkendte, en sørgmodig påmindelse om, at hun nu var forandret. For nok var blikket i hendes egne det samme, varmt og velkommende, men det ændrede ikke på, at et stadig var blåt, mens det andet gyldent med en, for nu, næsten usynlig glød.

"Jeg..." startede hun, men hun nåede ikke længere, for hun vidste faktisk ikke hvad hun skulle sige. Den Vise var grunden til, at hun i sidste ende var kommet tilbage, men hvis han var hele grunden, så kunne han jo have gjort det før? Men hvis ikke han var grunden bag, hvad var så? Uanset hvor længe hun tænkte over det, så ville hun nok aldrig nå et endegyldigt svar, så hun bestemte sig for, at det næstbedste måtte være nok.
"Jeg ved det ikke, men Den Vise er en del af det. Han hjalp mig tilbage, men..." Hun gav et lavtmældt fnys, mens hun prøvede at finde sine ord. "...men jeg kunne ikke efterlade det...sted... ikke helt, hvis nu andre skulle dukke op, så han gav mig dette øje, så ingen kan gå helt uset af andre." I det hun sagde sine sidste ord vendte hun sit hoved, således at Illana kunne se det gyldne øje. Hun havde muligvis lagt mærke til det tidligere, men Taia kunne ej være sikker og hun følte ingen grund til at skjule det.

[10]

☽ ° ☾

Illana, den gyldne, lod sine ravfarvede øjne fordybe sig på en skrøbelig måde, i det blå og gyldne øje som Taia nu besad. Som frygtede hun at den arrede hoppe til hver en tid ville forsvinde fra hende igen, så hun på hende; men uden at stirre. Hun lyttede med både sind og hjerte da Taia begyndte at fortælle. Illana kunne mærke en pærevælling af reaktioner løbe gennem hende, da hendes veninde fortalte; sorg, forundring, lettelse. Alle følelser der fik det gyldne skind til at sitre let.
Den Vise havde hjulpet hende tilbage til de levendes land, men selvom Taia nu var levende, delte hun stadig et bånd med den spøgelsesverden hun havde forladt. Illana brummede sagte, inden hun rakte sin mule frem igen for at røre ved det brune skind; mærke hendes varme igen. Hun kunne på en meget sær måde relatere en smule til det, som Taia sagde; at hun ikke kunne efterlade stedet helt. Selvom hun havde vandret som en skygge af sig selv, gemt bag et slør så ingen kunne se hende, havde det alligevel været hendes grundlag for eksistens i lange tider. At forlade det, måtte være som at forlade et hvilket som helst andet hjem; for pludselig er livet foran sig uforudsigeligt igen. Illana smilede let, inden hendes milde toner atter brød stilheden.

,,Jeg er virkelig glad for, at han fandt dig og hjalp dig tilbage til landet.. Tilbage til os, der har savnet dig."

Sagde hun først. Det virkede så banalt at sige det, men alligevel havde hun behov for det. Illana var nok mest af alt glad for, at hun fik lov at se Taia igen; men den gyldne vidste, at der var flere der havde savnet hende - rigtig meget endda. Hun vippede let med ørerne inden hun fortsatte sine ord.

,,Den evne du har.. Eller gave.. Giver det dig evnen til at se den verden du har forladt? Når du siger, at ingen vil kunne gå uset af andre?"

Den gyldnes toner var en anelse mere nysgerrige nu; selvom hun endnu var drevet af voldsomme følelser, efter gensynet med hendes arrede veninde, så boblede nysgerrigheden frem i hende. Den evne, som Taia var blevet skænket af Den Vise lød ganske unik, og forundret betragtede Illana det gyldne øje, med en ganske særlig glød over sig. Den gyldne hoppe smilede, inden hun trådte en anelse nærmere; de to hopper stod tæt i forvejen, men Illana ønskede at befinde sig endnu nærmere, så hun hele tiden kunne mærke Taia fysisk - være sikker på hun ikke blot var en illusion eller forsvandt fra hende. En sagte brummen forlod Illana, inden hun puffede imod den brune skulder.

[12]

Taia
☽ ° ☾

Et smil formede sig på Taias mule, da Illana sagde, at hun var glad for, at hun var vendt tilbage og at andre havde savnet hende. Det var en betryggende følelse - hun havde ikke kæmpet for ingenting.

"Jeg ved det faktisk ikke," svarede hun mens den gyldne hoppe trådte tættere på. "Den Vise gav ingen forklaring, men det er i orden. Med tiden skal jeg nok finde ud af, hvad præcis det er, han har givet mig." På et punkt ville hun ønske, at Den Vise havde forklaret sig og i det mindste givet hende en ide om, hvad dette øje gjorde. På den anden side, så måtte der være en mening med, at han ikke blot havde fortalte hende det. Måske var der en lektie at lære - selvom hun allerede havde lært rigeligt - eller måske var det simpelthen fordi, Den Vise ikke vidste præcis, hvad det var han havde givet hende? Uanset hvad der var grunden, så værdsatte hun sit nye øje og ville ej være foruden, selv hvis man bød hende guld og grønne skove.

Den arrede hoppe vendte sit hoved, så hun kunne nappe efter den gyldnes ører. Handlingen fik hende dog til at gå lidt i staver. Hvad var det hun havde gang i? Hun havde været død for ikke så længe siden, men nu stod hun så her og nappede efter sin venindes ører? Det hele virkede så absurd og hun vidste ikke om hun skulle grine eller græde; det endte som en blanding af begge.
Hvorfor skulle hun være død så længe, for så 'bare' at vende tilbage nu...?
"Undskyld, Illana... undskyld jeg forsvandt," græd hun, inden en trist latter blandede sig. Det hele var så tragikomisk og forvirrende. "Undskyld jeg skabte så meget sorg... undskyld." Det virkede nok underligt, at hun undskyldte, men hun havde brug for at gøre det. Skyld var en af de store følelser hun havde. At hun var død havde rørt nogen dybt, arret dem måske, og det følte hun sig skyldig omkring, selvom hun ikke just havde valgt at dø. Uanset hvad, så var det jo hendes død, som havde skabt sorgen.

Det hele var hendes skyld...

[1]

☽ ° ☾

Da den brune Taia, med det magiske, gyldne øje, nappede efter Illanas ører, trak den gyldne hovedet en anelse på skrå med et lille smil. Hun var ikke sen til at puffe imod Taia's kind, som en respons på hendes invitation til at være "nære" kropsligt, endog med en legende karakter, men så var det som om, at Taia gik i stå. Illana brummede sagte, en anelse spørgende imod hendes veninde, inden hendes stemme brød frem, med både en latter domineret af sorg og tårer. Illana's hjerte slog et slag over, inden hun lagde sin gyldne mule ind imod hendes venindes arrede hals; og et øjeblik stod hun bare og lod hende være i øjeblikket, være i sorgen som hun var nok så berettiget til at befinde sig i; men den skyldfølelse som hun bar, skabte egentlig mere sorg i Illana's sind lige nu, end det faktum at hun havde været borte. Illana drog et dybt suk, med en rolig aura; selvom hun stadigt var i vildrede i sit indre, og den lettelse og sorg der var opstået på samme tid, da hun genså sin veninde, så måtte hun være fattet og stærk nu.

,,Du har intet at undskylde for, kære Taia! Du ønskede ikke at forsvinde, det var et uheld, sort magi. Din vilje var ikke at skabe sorg omkring dig, og jeg kan ikke forestille mig at nogen kan bebrejde dig! Det er Skyggernes skyld, det der hændte for dig.. Ingen anden skal stilles til ansvar. Men, kære Taia, dét at jeg og andre har gået i sorg over det, som skete, vidner jo blot om, hvor elsket du har været - og nu er. Jeg kan ikke andet end at være taknemmelig for, at du står her nu.. Og jeg vil værtsætte hvert et øjeblik jeg kan få med dig."

Hun strøg forsigtigt Taia over halsen, inden hun trak hovedet lidt tilbage, for at få øjenkontakt med hende igen. Selvom hun havde ro i sin krop - i hvert fald i øjeblikket - så havde hun ikke kunnet holde tårerne tilbage. De trillede let ned af den gyldne kind og efterlod en mørkere stribe over den lyse pels. Hun brummede sagte, inden hun puffede imod hendes mule.

,,Du skal ikke have skyldfølelse overfor dem, der stod tilbage. Livet er uforudsigeligt, og dét du har formået, at kæmpe dig tilbage til livet, skal du være stolt af. Du har overvundet det, som for de fleste er definitivt, du har brudt en af naturens love. Det kan lige så godt være, at det er mig der forsvinder i morgen; men det er hvad der kan ske, og det vil altid lade nogen stå tilbage i sorg - og det er, hvor uretfærdigt det end kan være og føles, en del af livet vi ikke kan være foruden.."

Hun smilede let, inden hun rankede sig en smule. Herefter flyttede Illana sig ned, så hun stod side om side med Taia, i stedet for overfor hende. Hun lænede sig en anelse imod hende, så de to hopper kunne mærke hinandens flanker hæve og sænke sig i takt med deres åndedræt. Hun lod blikket hvile imod den arrede hoppe, men sagde ikke mere for nu; men tillod sig blot at være i øjeblikket.

[2]

Taia
☽ ° ☾

At den gyldne sukkede gav af en eller anden grund blot den arrede Taia mere skyldfølelse. Fanget i sine følelser lukkede hun sine øjne. Hun vidste godt der ikke kom noget godt ud af at føle skyld som hun gjorde, men det ændrede jo ikke på, at det var en følelse hun havde. En følelse hun anerkendte, at hun havde, kunne hun dog give slip på og det var et lyspunkt i skyldens mørke: hun vidste hvad der tyngede hende og derfor kunne hun også give slip på det, hun skulle bare lige finde ud af hvordan.

Da den gyldne begyndte at tale, holdt den brune stadig sine øjne lukkede. Ørerne vippede dog mod lyden af den velkendte stemme. Hun fangede hvert et ord, som den gyldne sagde. Det var ikke de ord hun gerne ville høre - den gyldne fortalte hende ikke, at hendes skyldfølelse var okay og naturlig - men det var måske de ord hun havde brug for at høre. Hun hørte at hun var elsket og at hun ikke havde noget at undskylde for, og det hørte hun ikke fra en fremmed, men derimod en af dem, som hun måske havde såret mest.

Langsomt, men sikkert, lagde der sig på ny en ro over den arrede hoppe og hun åbnede sin øjne igen, for at møde den gyldnes blik, som nu stod med tårerne trillende ned af sine kinder. Taia kunne ikke andet end vende sine ører tilbage og lade sine egne tårer falde, da den gyldne puffede til hendes mule.

Sørgmodigt gengældte Taia den gyldnes smil, før hun fulgte hende med blikket, da hun flyttede sig for at stå ved hendes side. En dæmpet brummen forlod hende, en anelse spørgende måske, men den forsvandt hurtigt igen, da hun følte den gyldne ved sin side. Det var beroligende, betryggende ligefrem, at de nu stod så tæt.

”Hvis du forsvinder i morgen, så lover jeg at finde dig.” Hendes ord var dæmpede inden hun blot lod stilheden falde over dem.

Det var vidunderligt at være tilbage, selv med al det, som hun havde trukket med sig.

[2]

☽ ° ☾

((OOC: Jeg syntes vi kan slutte den her, medmindre Illana har noget meget vigtigt at tilføje?))

Imens den gyldne Illana snakkede, var de sælsomme øjne som hendes veninde Taia bar lukkede. Det gyldne skær som emmede af magi var skjult, og hendes krop stod stille; men alligevel var det som om en voldsom energi lå over hende. En energi der var præget af sorg, længsel og skyldfølelse - og det var en energi, som Lyset om Illana's hals opfangede. Dets nuancer blev blålige, som delte det den sorg Taia bar i sit hjerte, og for en stund søgte Lysets energi at forene sig med den arrede hoppe. Illana mærkede da også, hvordan en ro lidt efter lidt bredte sig i Taia's indre, og da hun åbnede sine øjne og mødte Illana's blik, der var vådt af klarer tårer, forlod et nærmest lettende suk den gyldne hoppe.
Da Taia's egne tårer selv begyndte at trille, måtte Illana bide sig selv i læben for ikke at blive helt overvældet af sine egne følelser - og det lykkedes hende i sidste ende. Og efter hun havde flyttet sig til Taia's side sænkede hun sit hoved en anelse, for at være nærmere den arrede sjæl.
Illana lagde godt mærke til den nærmest spørgende tone, som forlod den arrede sjæl, men inden den gyldne nåede at reagere på den, ændrede hendes tone sig, og Illana lod det derpå ligge. Hun mimrede let med mulen og tippede sine ører imod hende, da hendes stemme nu formede ord, og et smil af ganske ærlig og lettet karakter tegnede sig omkring den grå mule.

,,Det er jeg virkelig glad for, kære Taia.. Og jeg lover at jeg gør hvad jeg kan, for ikke at forsvinde."

Illana lagde mulen let imod hende, og tillod sig derefter at hengive sig til stilheden og blot være til i selskabet. Illana vidste, at man aldrig kunne garantere at man ville opleve morgengryet, men hun ville gøre hvad hun kunne for at blive - for Taia - og for de andre hun holdt af. Hun lod til sidst sine øjne lukkes, og længe stod den gyldne sjæl blot nær den arrede, og en ro faldt over dem, som de stod der og delte hinandens nærvær.

[Slut]
[7]