Please.. Come back [Taia]

Sted: Midt på øen Chibale, i de tætte træer
Tidspunkt: Aften, tusmørke
Tagged: @taia

Den grå Asira opholdt sig næsten altid på øen Chibale. Det havde hun gjort i mange, mange år efterhånden, og sjældent havde hun opsøgt de andre øer. Hun levede stadig med et spinkelt håb om, at hun en dag ville finde dem, hun savnede og manglede.
Men det ar endnu ikke lykkedes – hun havde hverken fundet sin datter eller Taia, som i hendes verden havde været hendes moder, på en eller anden måde, efter at Hawaet El Nour var forsvundet og havde efterladt Asira. Hun vippede med sine små grå øre, mens hun bevægede sig igennem de tætte træer.

Asira havde i en lang periode været uden for rækkevidde af andre. Hun havde trukket sig ind i sig selv, søgt væk fra alt, og langsomt var hun forsvundet mere og mere ind i sig selv. Hun havde tabt mange kilo, og bestod knapt nok af andet end sine knogler, skind og de tilbageværende muskler. Men der var dog sket en ændring hos hende – for hun havde fundet Apeiron, der også længe havde været væk. Hun troede, at også han var død og borte, så hun nu var forladt af dem alle; Sin fader, Taia, broder, datter og ham. Men nej, de havde fundet hinanden, og hun havde fået sig en sjæleven, at dele sit liv med. De havde svoret, at de ville tage hinanden med sig, den dag de ikke længere kunne være i Andromeda, af den ene eller den anden årsag.

Hoppen var derfor fyldt med kærlighed i sit indre, en kærlighed hun godt kunne huske fra den sorte Seth; og dog alligevel slet ikke det samme. For hun kunne ikke leve uden Apeiron, det vidste hun. Hun havde været klar til at opgive det hele, da hun havde fundet ud af at også hendes fader var død og borte. Men da hun tænkte på Apeiron, kunne hun ej få sig selv til at give helt op. Flere måneder var gået, og Apeiron var stadig borte – og derpå havde hun været klar til at give op; men de havde fundet hinanden i tide.

Hun trængte bestemt til at tage på, det var der ingen tvivl om. Men den spinkle hoppe holdt sig ikke i ro, lod ej kroppen restituere, for hun ønskede stadig inderligt at finde hende – Taia. Og før hun havde fundet noget, der kunne påpege det ene eller det andet for hende, ville hun ej opgive. Datteren havde hun fundet, Seth lige så. Faderen Djanges brynje havde hun fundet, og broderen ved siden af. Men Taia.. Hun kunne ej finde hende… Brummende lyde forlod hoppen, inden hun stoppede op i tusmørket mellem træerne.

¤Taia…? Kan du høre mig?¤

Ordene kom hviskende ud, mens hun kiggede op imod de få stjerne der kunne skinne gennem trækronerne. Det var et spinkelt håb hun havde, men hun huskede at Taia før havde rørt hende på en eller anden sær måde. Måske… Måske det kunne ske igen?

[1]

Taia
☽ ° ☾

At finde den gyldne hoppe havde givet Taia vished om mange ting. Illana havde hjulpet hende mere end hun burde, når man tog alt i betragtning, men den arrede hoppe havde ikke fundet hendes hjælp underlig på trods af det. I stedet havde hun taget imod den med alt hvad hun kunne og fejret at hun havde formået at finde den gyldne Vogter af Lyset. Hun havde delt så meget som hun kunne med hende, før deres veje var skildtes igen, for Taia havde andre hun måtte finde og her kunne Illana ej hjælpe. Hun havde kære, som skulle genfindes med håbet om, at de ønskede hende tilbage. Hun havde levet på det håb, men hun kunne ej vide sig sikker på, at de ville have hende tilbage. Der var gået så lang tid og det kunne ej heller have været let for dem, så skulle de ønske, at hun forblev ude af deres liv, så måtte hun godtage det. Og hun ville gøre det, for hun kunne ej lade sig selv påføre dem mere smerte.

Selvom hun ej burde blive guidet længere, så havde hun en underlig følelse i sit hjerte. Som om det vidste, hvor nogen var. Hvem det var vidste det ikke, det vidste blot, at nogen var nær. I hvert fald var det den følelse hun havde og den hun lagde al sin lid til. Det tog nok fejl, men med den spinkle chance for, at det ikke gjorde, så kunne hun ikke andet end at følge følelsen gennem skoven.

Den arrede hoppe havde nær givet op da hun dukkede hovedet under en gren og dernæst fandt at sit hjerte missede et slag. Grenen raslede kun kortvarigt, for hun kom til et stop med den siddende over hendes hals, hendes øjne fikseret på en grå skikkelse længere fremme. Velkendte, hvide aftegn lyste op i mørket.
"Asira...?" Navnet forlod hende før hun nåede at tænke videre over det, for hun kunne ikke tro sine egne øjne. Hendes stemme var lavmældt, så hun vidste ej om hoppen havde hørt hende. Kunne det være sandt, var det virkeligt hende?

"Asira, er det virkeligt dig...?" Denne gang talte hun højere, men stadig lavmældt, for det kunne da ikke være sandt. Det kunne da ikke være hende, vel? Hun kunne da ikke have fundet hende så hurtigt, vel? Havde hendes hjerte virkeligt talt sandt...?

[4]

☽ ° ☾

Den grå hoppe kunne intet svar høre. Men hun stod længe, i noget der nærmest føltes som en evighed, med blikket rettet op imod den snart helt mørke himmel. Men der kom ingen stemmer, inden kold fornemmelse imod hendes sensitive skind; nej, der kom overhovedet ingenting..
Hun lod sit hoved sænke sig en smule ned, mens hun mærkede hvordan hendes ører langsomt flappede opgivende ud til siderne. Hun måtte nok snart erkende, at Taia ikke kunne findes, i hvert fald ikke der hvor hun havde ledt indtil nu; og det var efterhånden på hele Chibale hun havde ledt. Stille lod hun hovedet sænke sig mere ned, så mulen næsten hang helt nede ved forknæene. Hun var lykkelig over at have sin Apeiron; men hun manglede stadig noget. Og det var hende.. Taia, som havde taget hende under sine vinger, og hjulpet hende på vej.

Stilheden var dræbende for den grå hoppe, stilheden var lig med, at der stadig ikke var tegn på nogen arret hoppe, og det smertede i hende. Asira mærkede hvordan øjnene blev fyldt med tårer, og en af dem formåede at trille ned af hendes kind, ned langs mulen, for til sidst at slippe sit tag og falde til jorden under hende.

¤Kom tilbage..¤

Hviskede hun stille, og brummede i sagte toner, som søgte hun at trøste sig selv, så hun kunne stoppe med at lade tårerne trille. Men det var svært – meget endda. Før i tiden havde Asira altid været hård i mælet og udadtil havde hun kæmpet en kamp for at opretholde en rank og stolt facade; men denne facade var krakeleret i takt med at alle var forsvundet fra hende.
Stilheden blev pludselig stoppe, ved lyden af en gren der svagt raslede med sine efterhånden efterårsklare blade. Asira rev sit hoved op i en drastisk og hurtig bevægelse, og straks efter blev nakken knejst dybt, mens hun ”pustede” sin spinkle krop mere op, og ørene lagt i nakken. Tænderne blev synlige, og de tårer der før havde fyldt hendes mørke øjne, var ikke længere eksisterende, fordi en ilter gnist havde taget over i hendes blik.

Hun stirrede imod den raslende gren, og under den.. Der stod hun.. Taia.. Taia!?

Asira veg hovedet op og ned, og slog det ene forben hidsigt fremad, ved lyden af stemmerne fra den skikkelse der var foran hende. Det kunne ikke være sandt. Det måtte være noget hendes hjerne triggede hende til at se; for sidst hun havde ’set’ Taia, var hun ikke i live. Hun var et spøgelse, en sjæl uden krop, og hun havde kun mærket hende i korte og kolde strøg. Asira hadede det. Hadede at hendes hjerne konstant viste hende dem, som hun manglede allermest. Tænderne var blottet, og hun slog ud i luften endnu engang, inden hun bakkede tilbage, med iltre og urolige skridt – nej nej. Det kunne ikke være hende. Men HVEM vovede dog, at ligne Taia så meget, blot med et øje der.. Lyste?

[2]

Taia
☽ ° ☾

Hvilken reaktion hun havde forventet at få fra den grå hoppe, det vidste Taia ej, men hun havde håbet på noget positivt. Hun turde ikke håbe på en omfavnelse og nogle tårer, for det fortjente hun ej når hun havde været væk så længe. Et smil ville have været rigeligt for hende, men det var ej hvad hun fik. I stedet fik hun et par blottede tænder og slag.

Taia bebrejdede ej Asira for hendes reaktion. For Asira havde hun trods alt været død og den sorg, som kom med den viden, den kunne hun aldrig fjerne fra Asira's hukommelse. Hun ville aldrig kunne gøre, så den følelse aldrig havde eksisteret. Men hun kunne heller ikke bare lade som om, der var intet hun kunne gøre, for det var der. Hun kunne være der for den grå hoppe nu, hvis hun da ønskede det. Hun kunne kæmpe for at være en del af hendes liv, præcis som hun havde lovet hun ville være... og ønsket hun kunne.
Det var ikke fordi Taia hungrede efter en datter, hun havde elsket begge sine sønner højt, men Asira var alligevel blevet den datter, som hun aldrig havde fået. Asira havde udfyldt en rolle, som Taia end ikke viste, at hun havde manglet. Måske var det selvisk af hende, men hun nægtede at give slip på den grå nu, ikke uden at kæmpe for at beholde hende i hvert fald.

"Asira, det er mig, Taia," sagde hun kærligt, hendes stemme underligt rolig på trods af tumulten i hendes hjerte. Når nogen man havde kær var oprevet, så kunne man ikke også selv være det. Hun måtte bevare roen og bevise, at hun var den hun var, for det var tydeligt, at Asira nægtede at tro på det, hendes øjne viste hende. Igen kunne Taia ikke bebrejde hende: ingen forventede at se nogen, som de vidste var død.
Hendes skridt var langsomme, men sikre. Hun nægtede at forsvinde før end hun vidste, at Asira sendte hende bort. Ikke nogen Asire troede der efterlignede hende, men hende.
Den arrede hoppe stoppede inden hun kom for tæt på. Hun måtte give den grå hoppe plads, selvom det hun ønskede mest var at omfavne hende og fortælle hende, at hun var tilbage og aldrig ville forsvinde igen. Hun kunne ikke tvinge hende til at tage hende igen, men hun kunne give hende et ordentligt valg.

[6]

☽ ° ☾

Den grå hoppe stod med de blottede tænder, og ørene presset helt tilbage i nakken. Hun så bestemt ikke venlig stemt ud. Mest af alt lignede hun en hoppe der var krigsstien, klar til at likvidere alle de der vovede sig tættere på hende. Men inderst inde var den grå hoppe slet ikke klar til en sådan ting; hun var blot ganske forvirret og ødelagt. Mere end som så. Og det ville nok tage mange år, før den grå hoppes sind ville blive helt normalt; hvilket det nok egentlig aldrig havde været.

Hendes iltre øjne stirrede på den skabning der tillod sig selv at ligne Taia så meget. Tale som hende. Dufte som hende. Men det kunne umuligt være hende; for hun var jo død – ikke? Men skikkelsen kom tættere på den grå og spinkle hoppe, der også ejede en del ar efterhånden, fra de mange kampe hun havde været i, selvom hun ikke havde ønsket det nogensinde. Tættere og tættere kom hun.. Og stemmen lød igen; Asira, det er mig, Taia.

Asiras iltre og opspændte krop stod stadig helt stiv og samlet, mens blikket stirrede på den arrede hoppe med det lysende øje. Det var umuligt.. Det kunne ikke være Taia. Men duftene ramte igen den grå hoppes udspilede næsebor, og et fnys forlod hendes mule. Det.. Det var Taia. Stille mærkede den grå hoppe, hvordan hendes muskler lod sig afspænde, og de blottede tænder forsvandt. Ørene flappede langsomt ud til siderne, frem for at være klistret til nakken. Og de udspilede næsebor faldt i størrelse, mens de svagt dirrede af utryghed. Var det virkelig sandt? Hun kunne ikke forstå det. I en del sekunder stod hun der, og lignede et forvirret lille føl, der knapt kunne sige hej eller noget andet. Men den grå hoppe fik samlet sit hoved lidt, og lod stilheden blive brudt.

,,Taia”

Sagde hun hviskende, inden hun trådte et enkelt skridt fremad, imod den velkendte skikkelse. Men hun stoppede igen. For det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Stille lod hun sin mule glide lidt i retningen af den såkaldte Taia, men hun rørte hende ikke. Hun turde ikke. For hun var bange for, at hvis hun lod sin mule forsøge at ramme Taia, så ville hun igen forsvinde, og så ville den grå hoppe vide, at det igen var hendes øjne der havde leget med hende.

,,Du kan ikke.. Det.. Det kan ikke være sandt”

Hun trak mulen til sig igen, og rystede stille på hovedet, mens hun lukkede øjnene i. Og hun lod dem forblive lukket, med ørene flappet til siderne; hun ville ikke åbne dem igen, for så ville Taias skikkelse nok være væk igen.

Taia
☽ ° ☾

På trods af alt det, som den grå hoppe gjorde, så nægtede Taia at rykke sig bort. Asira kunne bide og slå alt det hun havde brug for, hvis det var det hun ville, men den arrede hoppe ville stadig nægte og gå. Kun én ting ville få hende til at gå sin vej og hun frygtede at det skete, men samtidigt nægtede hun sig selv den frygt. Hun måtte ikke frygte her, hun måtte forblive positiv og rolig, for kun sådan kunne hun overtale den grå hoppe. Det følte hun sig sikker på.

Til hendes glæde begyndte den anden hoppes holdning langsomt at ændre sig. De spændte muskler slappede af og de blottede tænder forsvandt, mens ørerne flappede ud til siderne. Det var ikke det, som Taia havde håbet på, men det var samtidigt meget, meget bedre, end det hun havde frygtet. Asira var langsomt ved at forstå og det kunne Taia bygge på, det kunne hun omfavne og fører mod sandheden; at hun var den, som hun sagde hun var.
Det var svært for den ældre Taia at gøre andet end at smile sørgmodigt, da den grås holdning faldt helt. Det virkede umuligt, men hun lignede så meget det lille fortabte føl, som hun havde været dengang Taia først havde mødt hende. Det gav et stik i hjertet på den brune hoppe: hvis dog bare hun havde taget den lille grå med sig dengang. Hvis bare hun havde været en smule ældre og ikke haft brug for sin mor. Hvor meget anderledes kunne det hele mon være endt?

Pludseligt trådte den grå et skridt frem mod hende. Taia holdt vejret. Da Asira rakte sin mule lidt frem kunne Taia dog ikke få sig selv til at møde hende. Ikke helt endnu. Hun måtte være tålmodig og ikke briste den smule tro, der var spiret i Asira. Og dog vidste hun det øjeblik, at hoppen talte, at hun heller ikke kunne vente for længe. Langsomt trådte hun frem og forsigtigt pressede hun sin mule mod den grås.
"Men det er sandt, du lille." Stemme var blid, kærlig, mens den arrede hoppe forsat pressede sin mule let mod den grås. Hun var ikke sikker på hvordan, hun havde husket det, som hun havde kaldt Asira den allerførste gang hun havde mødt hende, men hun var glad for, at hun havde.

"Det er mig..." ... og jeg lover dig, at jeg aldrig forsvinder igen.

[11]

☽ ° ☾

Det var somom at alt bare stod stille. Som om, at alle lyde omkring den grå hoppe forsvandt og flød ud i intetheden. Selv følte hun også, hvordan hendes eget sind langsomt forsvandt længere og længere ind i sig selv, for til sidst nærmest at have trukket sig fra verdenen og virkeligheden. Hun ønskede Taia tilbage, ønskede at røre hende, omfavne hende og mærke den tryghed, som den arrede hoppe altid havde givet hende.
Men hun vidste jo godt, at Taia ikke stod her – hun var død, og det havde hun været længe; og derefter et spøgelse. Ingen kunne vende tilbage fra de døde, kunne de?
Ørene var stadig flappet ud til siderne, og Asira mærkede hvordan savnet kun voksede sig større og større. Hun var klar til at åbne øjnene, og ramme den uundgåelige sandhed, om at Taia var væk fra hende, borte.

Men pludselig mærkede den grå hoppe, en varm mule imod hendes egen. En mule, der umuligt kunne være noget hendes hjerte bildte hende ind, for hun kunne mærke varmen i den. Mærke den, imod hende egen. Stille åbnede Asira sine øjne igen, og blikket ramte Taias ansigt, der var helt tæt på, mens ordene kom fra hende. Du lille... Hun bemærkede det lysende øje; men lige nu, var den grå hoppe ligeglad. Spørgsmål ville komme senere - men ikke nu.
Asira mærkede en strøm af lykke i kroppen, samtidig med at det hele nok nærmest braste sammen i den unge hoppe, der havde oplevet alt for meget i sit liv, alt for mange tab og sorgen der medfølgede. Det var Taia.. Hun var hos hende, levende.
Asiras sorte øjne blev våde, oversvømmet af tårer som hun bestemt ikke kunne holde væk, trods hun utallige gange blinkede, for at få dem væk og holde sig borte, men det virkede ikke. Tårene trillede stille ned af hendes kinder, inden hun brummede i sagte og varme toner, lykkelige toner over at Taia var her, den hoppe, hun anså som værende hendes moder, trods hun ikke var det.

,,Taia..”

Hviskede hun stille, og pressede mulen lidt mere imod den arrede hoppes mule. Stille trådte hun nogle skridt fremad, og lod sin mule glide ned langs Taia’s hals, inden hun nærmest omfavnede hende, ved at trykke bringen imod hende, og ’klemte’ hende imod sig selv, med sin hals og hoved. Hun var hjemme, hjemme hos Taia.....

Taia
☽ ° ☾

Øjeblikket virkede uendeligt for den ældre Taia. Asira åbnede ikke sine øjne med det samme, som Taia lidt havde håbet på. Uden at tænke over det holdt hun vejret og bad en stille bøn i sit indre til, at den grå ville åbne sine øjne. At hun ville se på hende og anerkende, at hun var der. Hvis hun bare ville se hende i øjnene, så følte Taia sig sikker på, at al tvivl ville forsvinde…

Og det gjorde den så.

Et smil bredte sig om den brunes mule, da hun endeligt så den grå i øjnene. Et par øjne hun genkendte, men også nogle så anderledes. Hun kunne ikke sige præcis hvad det var, de var bare anderledes på en god måde. Det gav af en eller anden grund Taia en fornemmelse af håb, som dog hurtigt drev over i sørgmodig glæde, da tårer begyndte at vælde frem i Asiras øjne.
Uden tøven sluttede Taias grovere brummen sig til den yngre hoppes og hun smilede blot igen, da den grå hoppe sagde hendes navn og langsomt trådte tættere på. Taia tøvede ikke med at give hende plads og mulighed for at gøre lige hvad der passede hende, og da dette var en omfavnelse, så gengældte hun den helhjertet. Kærligt knugede hun sin datter ind til sig.

”Årh, lille du,” sagde hun med en dæmpet stemme. Hun ville ikke sige, at den grå ikke skulle græde, for ikke alle tårer var lige med sorg. Dog ville hun ikke fælde en eneste selv, for hun skulle stå fast og være en støtte nu, som Illana havde været for hende. ”Undskyld jeg forsvandt,” tilføjede hun i en blid mumlen.

Døden havde ej været hendes valg, men hun følte sig stadig mere end skyldig.

[1]

☽ ° ☾

Asira havde svært ved at forstå, hvad der helt præcis foregik. Inde i hjerte kunne hun mærke, hvordan glæden spredte sig i hendes indre. Tanken om, at hun nu stod her, med kroppen helt tæt på hendes Taia. Hendes mor. Men samtidig var frygten der hele tiden i baghovedet; for hvad nu hvis… Hvad nu hvis det ikke var rigtigt. Eller hvad nu hvis Taia pludselig forsvandt for hende igen, og var væk for altid? Tårerne pressede sig mere og mere på; og idet den brune Taia tog om hende og knugede hende ind til sig, fik de frit løb. Stille faldt de ned fra hendes øjne, og videre ned af hendes kinder. Hunknugede sig tættere og tættere ind til Taia, og begravede sit ansigt inde i hendes tykke man..
Hun hørte hendes ord. Hendes undskyldning. Men Asira brummede bare i første omgang i stille toner, helt forvirret. For hun var virkelig tilbage. Hun kunne mærke hendes krop, hendes varme, og hun kunne også hører hendes ord samtidig med. Stille trak Asira hovedet lidt ud fra hendes tykke man, men forblev stående tæt på hende i noget tid endnu. Langsomt trak hun dog hovedet mere til sig selv, da tårerne var stoppe. Og nu så den grå hoppe, på den brune foran hende. Betragtede hende.. Indgående. Men hun var okay – hun var der, og hun var i live.

,,Du.. Hvordan..”

Den grå rystede lidt forvirret på hovedet, inden hun fik samlet ordene ordentligt på tungen.

,,Hvordan kan du være i live?”

Hendes mule søgte nu helt hen til Taia igen – og lod mulespidsen røre hende, søgende. Jeps; hun stod der stadig. Hun kunne stadig mærke hende.

¤Jeg.. Har savnet dig. Ledt efter dig..¤

Mumlede hun stille.

¤Jeg gav ikke op¤

Nikkede hun så, efter hendes hviskende ord var afsluttet. Nej, Asira havde aldrig givet op. Hun var blevet ved med at lede efter hende.

Taia
☽ ° ☾

Taia blev stående, mens den grå hoppe græd sine tårer ud. Det var intet under, at de var der. Faktisk var Taia ligefrem glad for, at Asira græd. Det var en god måde at anerkende de følelser, den grå hoppe måtte have. Det løsnede op og gav slip på ting. I hvert fald var det sådan Taia selv havde det, selvom hun for nu nægtede at græde. Tårer sammen var ikke nødvendigvis en god ting trods alt.

Det tog sin tid, men sikkert trak den grå sig bort, før hun begyndte at stille spørgsmål. Spørgsmål som Taia ønskede at besvare, men ikke nødvendigvis kunne. Hun ville dog gøre sit bedste - vel og mærke når hun fik tiden, for hun brød på intet tidspunkt ind, mens Asira talte.

”Det ved jeg, at du ikke gjorde,” svarede hun dæmpet med et kærligt smil. ”Jeg så dig flere gange, når du ledte efter mig, men jeg kunne ikke vise mig for dig.” Et svagt suk forlod den ældre hoppe og hun lukkede øjnene et øjeblik. Hvordan skulle hun forklare hvad der var sket? Hun var ikke sikker, hun vidste blot, at hun var nødt til at prøve. Det skyldte hun Asira.

”Siden du blev ved med at søge, så kan det være, at du ikke ved det, men døde, det er der ingen tvivl om. Hvorfor det ikke betød, at jeg forsvandt helt, det ved jeg ikke, men jeg endte et sted, hvor jeg kunne se verden, men verden kunne ikke se mig. Efter lang nok tid havde jeg samlet kræfter nok til, at Den Vise kunne hjælpe mig tilbage til at være i live.” Den brune hoppe holdt en pause i sin forklaring, så Asira kunne tænke, hvis hun havde brug for det. Taia vidste godt, at det ikke helt gav mening, men det var den bedste forklaring hun havde. Hun kunne ikke sige hvor præcis det var, hun havde været, eller hvordan præcis Den Vise havde hjulpet hende - hun kunne kun forklare, at det var sket. ”Det er også herfra mit gyldne øje stammer. Hvad det gør ved jeg endnu ikke helt, men bare vid, at det ændrer intet. Jeg er tilbage og så lyslevende som nogensinde.”

Roligt smilte hun til den grå, før hun let puffede til hendes mule. Hun håbede inderligt Asira accepterede, at hun ikke havde en bedre forklaring.

[3]

☽ ° ☾