En sidste sommerdag | Jitter

Hans måde at reagere på ramte hende og det ramte hende hårdt, hun kunne ikke forstå hvorfor hun gjorde sådan, hun ville rigtig gerne kunne røre ved andre og lade andre røre hende - men hendes krop tillod det ikke... men hvorfor ikke? De blide øjne så mod denne hingst, som nu endda undskyldte for noget han på ingen måder var skyld i eller havde gjort noget for at fremprovokere, han var blot en hingst som fulgte sine instinkter lige som mange andre på dette sted gjorde og de fleste hopper ville falde helt pladask for at lade ham røre dem og så var der sådan en tosse som hende.. Hun prustede fortvivlet og løftede hoven for at træde tættere på denne hingst, men igen var det som om hele hendes krop gik i en strejke.. den tillod det ikke. Fortvivlelsen skyllede nu pludselig ind over denne hoppe, som irriteret trådte hoven til sig igen og så undskyldende på ham.

"det er ikke dem som skal undskylde, det er ... mig"

Den milde og lette tone var kommet tilbage til hoppen og hun kastede en smule energisk med hovedet, hun prøvede frustreret at gemme den skuffelse over sin egen krop væk og koncentrer sig om deres samtale igen. Han begyndte nu at snakke om hendes baggrund og ja det var en god barndom, men det havde også betydet at hun ikke var vant til at snakke med andre end blot sin flok.

"Ja det var en meget fredsommelig barndom, dog har dette betydet lidt problemer for en hoppe som mig, jeg stoler på alt og alle og er ikke vant til alt det mørke som denne del af verden bringer. ... Hvad angår Ayin... Så ved jeg ikke hvad jeg skal sige, dette er den eneste hingst som har kunnet røre mig... han forsvandt brat efter min far faldt som flokleder... Jeg har ikke set ham siden jeg var plag.. Så det er nok ikke noget som kommer til at betyde noget - det var noget som betød noget men som nu er fortid"

Om hingsten vidste hvad hun snakkede om, var hun ikke sikker på, men hun havde prøvet at forklare det så godt som hun kunne formå - hvis han havde spørgsmål, måtte han endelig spørge, hun skjulte ikke meget.

2

Han betragtede hende med rolige blå øjne, der lod til at se ind i hendes inderste afkrog. Den store, hvidskimlede hingste kunne selv påstå at have det sådan som hun havde det. Han havde aldrig haft noget imod berøringer, ja tvært imod. Som lille havde han altid været på jagt efter sjov og spas, og det var allerbedst når det blev til brydekamp eller slåskamp, og han puffede, skubbe og nappede gerne, ligesåvel som ham nussede og kærtegnede dem han holdt af. Det havde holdt ved hele hans barndom og i tiden som plag havde det kun taget til. Han havde haft så meget krudt bagi, at hans mor sommetider havde sagt til ham, at hvis han ikke snart faldt lidt til ro, så ville han jo løbe, lege og slås til den dag solen faldt ned fra himlen! Det kunne han nu ikke se noget galt i, tænkte han med et nostalgisk smil. Men nu hvor han var ældre, så forstod han godt havde hun havde ment med det. Der var andre ting man skulle tage sig af i livet, helst inden solen faldt ned.

Han vendte nu blikket imod hoppens hov, der forsigtigt sneg sig et halvt trin frem. Usikkerhed prægede hver eneste af hendes bevægelser og han så tydeligt undskyldningen i hendes blik, da hun træk sig tilbage igen. Han svarede hende med en venlig og ubekymret latter.

"Bare rolig, Jitter. Du har intet at frygte hos mig. Du bestemmer helt selv hvad du vil finde dig i, og du siger bare til hvis jeg bliver for meget."

Han blinkede til hende og et kækt smil trak op i hans ene mundvig. Han kunne ikke lade være. Det var som om hans livsglæde og indre harmoni boblede over, og altid satte et smil på hans læber. Det fik hans øjne til at skinne og danse som blå krystaller eller et dybt hav og det fik ham altid til at dele ud af den beskyttelse og tryghed han kunne give, og ikke mindst den charme der altid lurede lige i overfladen. Han kunne ikke skjule at han nød hoppers opmærksomhed, selvom han altid prøvede at holde de drengede, og mindre flatterende impulser tilbage, før han var sikker på at det var okay at lukke dem ud.

"Det lyder som om det måske er på tide at komme videre - selvom jeg selvfølgelig ikke kender jeres historie. Men udefra.. Var det ham der skabte din angst?"

Han havde aldrig været den bedste til at snakke om sådanne problemer, og havde nok stadig den unge uerfarnes hårde kant. Han havde ikke lært kunsten at pakke ting tilpas ind eller at tænke særlig meget over hvad han sagde.

Tillykke, du har fundet det gyldne julehjerte!

Hendes blik lå dybt på denne hingst, hun var ikke en nervøs hoppe hun var ikke en hoppe som på nogen måder var bange af sig. Hun var en livlig, en energisk og en helt igennem vildbasse af en hoppe, men lige så snart man ramte det punkt der hed berøring, var det som om hun frøs til, hun blev alt det hun normalt ikke var og hun kunne ikke forklare hvorfor – hun havde en ide om det, men det var som sagt slet ikke noget hun overhovedet var sikker på. Hun havde været bakket ind i vat hele hendes liv af hendes forældre og det ramte hende hårdere nu end hun normalt ville have troet det ville. Denne hingst foran hende, var alt det som hun ikke var, han var udadvendt, han var livlig, han var glad og elskede berøring. Hun kunne ikke helt forstå hvordan der kunne være så stor forskel på to forskellgie individer, som normalt var rimelig ens når det gjaldt energi niveau og glæde, men lige så snart det ramte noget i nærhdeden af berøring var de slet ikke i nærheden af at være ens.

Hun så godt det blik han havde på hendes hov og hun vidste at han var en hingst som ville lade hende tage det i hendes eget tempo, men det irritererede hende bare inderligt at hun ikke bare kunne spankulere over og nappe ham en smule legende og at de så kunne få brugt en masse overflødig energi på alt mulig andet end at stå her og lege med hendes psyke. Han stemme ramte hende og hun brummede en smule

”jeg ved jeg ikke behøver at frygte dem og det irriterer mig, hele min krop lukker ned og har ikke mulighed for at få den i gang lige så snart jeg er tæt på noget som helst”

Hun brummede mildt til ham og trippede så let på stedet og fandt den indre og livsglade jitter frem igen, hun elskede at bruge energi og hun elskede selskab og hun ønskede ikke at lade noget så åndsvagt som hendes berøringsangst få hende til at ødelægge mulige venskaber og lige nu nød hun faktisk helt vildt at være sammen med denne hingst, han var glad, blid og faktisk lige en hingst i hendes boldgade. Hun brummede mildt og kastede legesygt med hovedet, hun hørte så hans stemme og nikke let til hans spørgsmål, hun vidste at det var Ayin der havde skabt den og hun vidste at det var på tide at komme videre og det var hun egentlig også kommet – det havde bare været underligt at vide at han var her.