En sidste sommerdag | Jitter

[3]

Det var sjældent han strejfede særlig langt fra Teylar. Det var ikke fordi han var bange, eller følte sig alt for knyttet til flokken. Det var til dels fordi han ønskede at være nær sin familie, dels fordi han i sit hjerte, ønskede at beskytte dem han kendte - men det var mest af alt fordi, han simpelthen elskede øen han kom fra. Den var uendeligt smuk, men de frodigste enge og de grønneste skove. Og kom tørsten snigende, løb der en bred, doven flod med krystalklart vand, der smagte himmelsk. Og netop her, ved flodens bred, stod han og skuede ud over området. En flok store fugle fløj i v-formation hen over hans hoved med syngende vinger. Deres lange halse var strakt fremefter, som var de ivrige efter at nå deres destination. De hvide fjer blev gennemlyst af solens stråler, hvilket fik dem til at se så hvide ud, at det næsten skar i øjnene. Han smilede let og smaskede så veltilpas.
Floden klukkede lystigt foran hans hove, og den sandede flodbred glimtede og lynede gyldent i solen. Med et dybt suk sank han sammen, og rullede sig ivrigt i det lune, fugtige sand. Med benene lige i vejret og hovedet strakt frem, rullede han fra side til side med en yderst tilfreds lyd.

Nattens mulm og mørke havde let sneget sig ind over denne hoppe - hun havde brugt hele dagen på at liste rundt, fjolle rundt og i det hele taget undersøge dette nye sted - hun elskede hver en tomme og nød at møde de mange nye heste som var på dette sted, de opførte sig altid så anderledes end de heste som hun var vant til fra hendes flok - de var alle så,... generalt bare anderledes. Et smæld med den lille hale satte gang i hoppen. Hendes hvide krop kom i bevægelse og hun knejsede smukt det hvide hoved og halen blev løftet flot.

Hun bevægede sig et stykke tid ned af en strand, smuk, rolig og indbydende. En lyd lød dog over hovedet på hende og de blå øjne blev let rettet op og et smil prægede nu den hvide hoppe, som let stoppede op. Hun hoppede let på forbenene i håb om måske at kunne følge efter denne flok fugle - hun elskede tanken om at være som andre, hun elskede tanken om at kunne flyve frist som fuglen. Et kådt hvin forlod hoppen - hun var en hoppe som elskede at være livlig, som elskede selskab - men som endnu ikke havde lært det at blive rørt..

[5]

Han lå et øjeblik på ryggen og betragtede verden på hovedet. Et smil tegnede sig om hans mule. Gad vide hvordan det ville være, hvis alt var omvendt? Han lod tankerne flyve et øjeblik, alt imens hans øjne fulgte de hvide prikker langt ude i horisonten. Det var alt hvad der var at se af de prægtige svaner. Så rullede han om på siden og og smaskede tilfreds. Sand dryssede ned af hans ryg og hans man var blevet tilsandet og en anelse fugtig. Men han nød det i fulde drag. Med et sæt rejste han sig, i en kraftig bevægelse. Uden at tage sig tid, til at se sig om, rystede han sig voldsomt så sand stod ud i kaskader omkring ham. Den lange, kraftige man væltede hulter til bulter om hans kraftige, muskuløse hals. Der var ingen tvivl om at han var i god form, selvom det også var at se, at han endnu var ung, og knap havde udviklet sig til fulde.

Det gibbede i ham, da et vrinsk nåede hans ører. Han vendte blikket ned langs flodens bred, spejdende igennem de lange, hvide lokker der var faldet hen over hans ører og ned i hans ansigt. Han kneb øjnene sammen. Var det.. en hvid skikkelse dernede? Han spidsede muntert ørerne og vendte fronten imod den fremmede, med det livlige vrinsk. Han travede et par skridt frem med en fyrig prusten, inden han svarede den lille hvide hoppe i et højt, maskulint vrinsk, der delte de muntre og livlige toner.

De smukke dyr fløj længere væk og det blide smil forblev på hendes løber - at kunne flyve, kaste sig ud fra en klippe, mærke vinden under sine vinger, viden som let kærtegnede deres kinder - hvis disse svaner overhovedet havde kinder eller kæber - havde de det? Hendes tanker blev dog let revet fra hinanden og hun blev hevet tilbage til denne smukke nat, i dette smukke sted. Et vrinsk ramte hende, et vrinsk som var så fyldt med livsglæde og hvor var det bekræftende. De blå øjne lod blikket søge rundt, i første omgang så hun ingenting og der var ikke nogen at se. Men så faldt det smukke månelys på en krop, en hingst uden tvivl - en stor, flot og hvid hingst. Han lignede hende en smule, blot meget mere muskuløs og hingstet.

De blå øjne søgte denne nattens skabning og et smil lå på hendes læber, hun glædede sig altid til at møde fremmede og til at se hvem de var og hvad de ville snakke om - hun var ivrig efter at møde denne fremmede og dette var lidt for meget at bære for hende. Hun løftede sig en smule fra jorde med forbenene og et lille hvin forlod hende - dette var udelukkende ivrigt og en smule utålmodigt. Da hingsten så kom tættere på, sænkede hun let og elegant hovedet i et blidt naj - hun havde været opdraget til at vise respekt og det skulle denne hingst bestemt også have lov at opleve.


"Godaften Månehingst"

Stemmen var blid, let og livsglad - han lignede en hingst som var født af måneskinnet og lignede en hingst som hun aldrig havde set før - hendes far havde afskærmet hende fra alt der hed hingste - så det var altid spændende at møde nye og anderledes hingste.

[7]

Han fortsatte frem i den lette, ganske elegante trav. Han var født med de storladne bevægelser, der var kendetegnet for heste af hans type. Det faldt ham helt naturligt. Den lange man svagede i vinden, kærtegnet af den blide aftenvind. Den var så lang, at den næsten gik ham til knæene. Midt i alt det lange hår stak et horn frem fra hans pande, langt og spidst, med den samme blå farve som hans øjne.
Da han nåede hen til den lille hoppe, der delte hans farver, stoppede han brat. Han bukkede galant i nakken, hilsende pænt og høfligt på hende, som hun hilste ham. Han sørgede for at holde tilpas afstand, så hun ikke var i fare for at blive ramt af hans horn. Han ville så nødig gøre skade på hende ved et uheld.

"Godaften, månehoppe," svarede han, med et muntert smil på læben.

Hendes ord kom bag ham, men han synes bestemt at hun gjorde sig fortjent til også at være gjort af månelys. Hun skinnede så hvidt og blankt, at han næsten ikke kunne tage øjnene fra hende. Hans blik gled kort over hende, men han kunne ikke genkende hende. Så fandt han hendes øjne, søgte at vide mere om hende. Han smilede varmt til hende.

"Mit navn er Seyé. Du befinder dig nær flokken Teylar. Hvad bringer dig her, frøken...?" Han så spørgende på hende, da han ikke kendte hendes navn. Gad vide hvad en hoppe som hende blev kaldt?

Hendes isblå øjne betragtede denne hindt som stod foran hende, på mange punkter lignede han virkelig hende og så alligevel lignede han hende ikke. Han farve var den samme, han øjne var de samme - men han krop var slet ikke som hendes, hans krop var stor og maskulin - modsat hendes som var spinkel og mere feminin. Hans manke dansede let i vinden og den var stor og kraftfuld. Han manere imponerede hende en smule, af alle dem som var her på dette sted eller dem hun havde mødt i hvertfald havde ikke haft denne form for manere - hun havde troet at hun var den eneste som staadig ejede disse gamle værdier. Hendes øjne faldt på den dims som sad i hans pande og en blid og en smule uforstående brummen forlod hende let - hvad var det dog for en sjovt ting som han havde siddende?

Et blidt kast med det  lille hoved kastede den lette pandelok rundt og et øjeblik var hun en smule misundelig på denne hingst, hvis pandelok var tyk og lækker. Få dansende skridt på stedet kom til syne før hun atter stoppede op og lod blikket falde på hingsten, han stemme var fast og hans ord ramte hende lidt. var der også flokke på dette sted?

"Det må de undskylde, jeg vidste ikke at jeg trådte ind på en andens territorium, jeg vandrede egentlig blot rundt og undersøgte dette nye område - jeg har næsten lige forladt min fødsels flok, så er ikke vant til reglerne som enspænder"

Hendes stemme var blid og oprigtigt, hun vidste ikke at hun betrådte en anden flos område - hun ledte egentlig efter en flok, men var ikke sikker på hvilke flokke som fandtes i dette land eller om de overhovedet tog medlemmer ind - men hendes tanker blev brat sat på pause, da hun kom i tanke om at hun ikke havde svaret på hans andet spørgsmål

" Det er hyggeligt at møde dem Seye, mit navn er Jitterbug, men folk plejer altid at kalde mig alt mulig andet"

Han selskab lige nu var egentlig utrolig behageligt og selv om hun elskede at andre var tæt på, så var han utrolig høflig - han holdte en pæn afstand og det gjorde også at hun ikke var nervøs for sin berøringsangst skulle komme på tale.

[9]

Han vippede nysgerrigt ørerne imod hende, hun var så livlig og let til bens. Hendes energi smittede af på ham, og han dansede et øjeblik to-tre skridt til siden, inden han stod stille igen. Han kunne ikke lade være med et grine kort. Det var sjældent folk han mødte havde så meget energi, at de ikke kunne stå stille!

"Jitterbug - velkommen," hilste han. "Bare rolig, du har ikke trådt over nogen grænser, du er så ganske velkommen her. Det er tilladt at krydse igennem, så længe man ingen onde intentioner har, og hvis man vil, kan man opsøge lederen og anmode om medlemskab. Jeg selv er født ind i flokken, så dette er mit hjem."

Han lyttede til hendes ord; tænk at flytte væk fra sit hjemsted. Han vidste at det var noget man gjorde - hans mor havde, og hans far. Men selv havde han ikke. Han regnede heller ikke med, at det nogensinde ville ske. Han følte at der var alt for meget at gøre her, denne sitrende våbenstilstand imellem lys og mørke. Nej, han hørte til her. Han kunne ikke rejse væk nu, for hans land havde brug for ham. Hans land og hans familie.

"Så antager jeg, at du er ganske ny her i landet? Hvis du har brug for en vejviser, eller en støttende skulder, så står jeg gerne til rådighed."

Han smilede til hende med et glimt i øjet. Han var godt klar over at han var større og mere maskulin end de fleste. Han vidste at det var et ansvar, lige så vel som det var et privilegie. Han bemærkede hendes blik og hendes undrende brummen, da hun så på hans horn. Han smilede skævt.

"Jeg er den eneste i landet med sådan et. Jeg er født med det." Han vidste ikke så meget mere - dog, at det var kommet til ved magi, en magi der havde kostet ham hans søster. Et sorgmodigt glimt hvilede kort over ham, men han fandt trøst i den familie han alligevel havde. Ham var så heldig, at have hele tre søskende.

De blå øjne betragtede let denne skabning, denne hingst foran hende som egentlig mindede så meget om hende selv, men så alligevel ikke - hun kunne ikke helt komme sig over at han var hendes næsten tvilling - men han kom herfra, han havde boet her hele sit liv og havde sin familie her. Hun havde ikke selv sin familie længere, de havde valgt at lade hende gå - selv om dette var yderst meget imod hendes fars ønske. Men naturen måtte gå sin gang og det havde ført den kridhvide hoppe til dette sted, dette skønne sted som hun indtilvidere kun havde haft dejlige oplevelser med, hun havde mødt mange nye bekendtskaber og de havde alle behandlet hende utrolig godt og det samme lod det til at denne hingst nu gjorde. Han stemme lød nu og hun blev i et kort øjeblik fanget af lyden af stemmen, den rungede let og maskulint og ikke noget hun som sådan var vant til. Han snakkede om flokken, som var her i nærheden og hun havde altid været et flokdyr og ville bestemt ikke afvise at hun ville søge mod denne flok.

"det lyder som en god flok, hvem er deres leder? Jeg mener ikke for at snage, men mere for at vide det i tilfælde af at jeg ønsker at snakke med denne?"

Den høflige tone lå som altid i hendes stemme, hendes sprog var en smule gammeldags, men de værdier havde hun vokset op med og var vant til at tiltale alle med denne form for respekt og især når hingsten så var som denne, sød og høflig. De blå øjne med det blide glimt betragtede ham let, da hans ord fortsætte - han snakkede om hornet i hans pande, noget hun aldrig før havde set

"Hvad kan dette bruges til?"

Et blidt brum forlod hoppen, hun var utrolig nysgerrig og hun elskede at udforske og lærer nye hingst og dette var bestemt nyt for hende - så hun kendte ikke altid sine grænser for at være for snagende og for blot at være nysgerrig.

[11]

Han sænkede hovedet en smule, sådan at de var i øjenhøjde. Det vat underligt sådan at kigge på en, der næsten kunne være et spejlbillede. Hvis ikke han vidste bedre, kunne han sagtens have troet hun var hans søster.

"Brêgo, Kongestenens Vogter, plejede at lede flokken, men nu har han overladt posten til Lysets Vogter, Illiana. Man kan dog stadig snakke med dem begge," svarede han, med tænksom mine. Mon hun havde tænkt sig at opsøge dem? Kunne han forvente at se hende imellem flokkens medlemmer?

Hendes høflige ordvalg faldt i god jord hos den unge hingst. Han var selv opdraget til at være høflig og venlig, og han så altid det bedste i folk - da han var lille havde han været temmelig naiv, og var det til dels stadig, men voksede langsomt fra det, som han så verden for det den var. Men intet kunne ødelægge hans evigt positive syn og den glæde der altid sang i hans hjerte.

Han fulgte hendes blik og kiggede et øjeblik skelende op på sit lange, blåhvide horn. Han havde aldrig rigtig tænkt over det. Da han var lille var det blot en lille blå knop i hans pande, men som han blev plag og ung voksen, voksede det med sådan en hast, at han i en periode altid ramlede ind i ting og sad fast, fordi han ikke havde vænnet sig til det.

"Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg det ikke. Jeg har ikke haft nogen at snakke med det om," sagde han fornøjet. "Men jeg tror det kan bruges til forsvar imod trusler."

Det var hans bedste gæt. Han slog med hovedet, så den lange krøllede pandelok fløj op i luften og skiftede position, så han kunne se bedre igen. Så rettede han demonstrativt hornet imod en usynlig fare, og stangede ud efter det. Det føltes naturligt for ham, sådan som en hjort eller en bjergged ville stange med sine horn. Han slog en munter latter op af sit eget lille skuespil, og rystede så afvæbnende på hovedet.

Hendes blik faldt på denne hingst, han havde fanget hendes interesse og hun lagde blidt det hvide hoved på skrå og et blidt smil havde plantet sig solidt på den sorte mulespids. Hun lyttede intenst til hans ord og hun  havde bestemt i sinde at hører lidt mere om dette flok iv da hun ønskede en flok - hun havde hele sit liv levet og brugt sin tid i en flok sammen med andre ligesindede og hvis det var heste som denne hingst som tilbragte deres tid i denne flok som han snakkede om, så var det bestemt et kig værd at undersøge denne. Et blidt og feminint brum forlod hende i takt med at hun afsluttede de tanker hun havde omkring flokken og nu valgte atter engang at lade de blå øjne søge mod denne hvide hingst.

"tak for deres svar, jeg vil da bestemt undersøge mulighederne for dette - har altid været et flokdyr og kan ikke se at dette skulle eller burde ændre sig og denne flok de taler om - lyder bestemt god"

Atter faldt blikket på hans horn og alt i hende skreg efter at røre ved det - bare lige blidt prikke til det med den sorte mulespids, men hun vidste også lige med det samme hvad der ville ske hvis hun gjorde det. hun ville gå i panik - hun havde aldrig rørt andre heste end dem fra hendes tidligere flok og så den ene hingst, som hun ikke lige havde slået ud af sit sind de første mange måneder - Ayin hed han. Men hun havde ikke set ham i flere år efterhånden og havde ikke glemt ham, men hun havde ikke været rørt siden. Så ligegyldigt hvor gerne hun ville røre denne hingst fine horn, så gjorde hun det ikke. Hun nød hans selskab og ville ikke spolere det ved at vise sin totalt paniske side.

"Jeg må sige, at jeg måske er en smule misundelig - jeg syntes det er en sej og speciel ting at have - ikke fordi de behøver det, de virker bestemt interessant uden dette også!"

Det blide smil lå solidt på mulespidsen og hun trippede mildt på stedet og kastede den store hvide man før hun atter stoppede og kiggede på ham - han lod til at være en hingst med mange spændende ting at berette om - hvilket hun nød.

[12]

Han vendte sig atter imod hende, efter han havde afsluttet sit lille skuespil, til ære for forståelsen. Hans rolige, blå øjne mødte hendes, der var lige så klare som hans. Hun så tænksom ud et øjeblik, inden hun svarede ham. Så nikkede han med et muntert smil.

"Ingen årsag! Det gør kun godt at hjælpe andre. Og Teylar er bestemt et godt sted at være. Vi har et godt sammenhold, og er altid rede til at hjælpe hinanden. Der er en anden flok her i landet, Aljun. Men vogt dig; de er alle tilbedere af skyggerne og Alduin, en ond hersker der er spærret inde i vulkanen på den ø."

Han nikkede i retning af Foehn - en ø man lige kunne skimte i horisonten, mest af alt fordi den ildspyende vulkan lyste op, på trods af afstanden. Han følte at han var nødt til at advare hende, for god ordens skyld. For skyggerne var en fare her i landet. Hun måtte ikke tro at alt var fryd og gammen her, selvom han inderligt ønskede at det var sådan.

"Som regel holder de sig til deres ø, men somme tider kan man møde disse skyggefulde sjæle andre steder. Men de ønsker dig ikke noget godt."

Han så bekymret på hende. Hun var så lille og spinkel, og hun havde ikke noget horn til at forsvare sig med. Hvad skulle hun dog kunne stille op, hvis hun mødte en af skyggerne? Selv han havde aldrig set nogen af den tæt på, men han vidste at de var farlige. Skyggerne gav dem kræfter han kun kunne drømme om. Men han kendte dog til dem, for hans flok var ly for ikke mindre end tre skyggebørn - føl der var efter nogle af disse skyggeheste - og så mindst en der var efter den luskede Rumpelstiltskin, som han faktisk ikke vidste særlig meget om. Og det på trods af at hans mor og far begge havde opsøgt ham.

"Åh, jeg ved nu ikke om det er sejt," lo han. "Men jeg er glad for, at du sætter pris på det, og ikke er skræmt af det." Han mente hvert ord, og smilede varmt til hende. Han var altid lidt ængstelig for at det skulle skræmme folk væk, for det var det sidste han ønskede.

Hun nød selskabet med denne hingst, han var lige som hende åben og frihjertet hvilket hun havde nydt i deres møde indtil videre. Han virkede til at nyde deres møde lige så meget som hun selv gjorde og det var en ting som hun elskede - hun nød at gøre andre glade og hun nød at hjælpe andre til at have et rigtig godt møde med andre og denne hingst var et selskab som hun bestemt nød. Det smil som hele tiden havde ligget på hendes mule under deres møde forsvandt dog lidt, da denne hingst nu begyndte at snakke om disse skygger som hærgede i landet. Han havde lige som den sorte hingst Titan valgt at nævne disse skygger og lige som mødet med den sorte hingst, så forstod hun det stadig ikke. Hvorfor ville nogen af deres artfæller rende rundt og banke andre, forvolde andre smerte og gøre folk fortræd, hun kunne ikke forstår det og dette kom også til udtryk i de næste ord hun sagde.

"Jamen øhh hvorfor vil andre.. jeg mener... øhm"

Forvirringen var til at høre både i hendes ord, men bestemt også i deres toneleje. Da den sorte hingst havde nævnt disse skygger havde hun stoppet het op i ale hun var i gang med og var lidt forsvundet ind i sig selv. Hun var en hoppe af ren godhed, hun var en hoppe som levede og åndede for at hjælpe andre og for at lade andre forlade deres møde med et smil på læben og hun havde aldrig nogensinde set det onde eller det mørke som de alle snakkede om og det var nok også grunden til at hun ikke forstod det hele. Et lille smæld forlod den hvide hale og hun vågnede lidt op til dåd igen, da den hvide hingst nu atter snakkede om det horn han havde i panden og for hende var dette en langt mere behagelig samtale. Det lette og blide smil fandt vejen tilbage til den sorte mule spids og de blå og livsglade øjne blev atter rettet op mod denne hingst - han fascinerede hende en del.

"jeg syntes det er sejt og selv om du ikke ved hvordan det er kommet eller hvorfor - så er jeg alligevel lidt nysgerrig omkring det"

Hun brummede mildt og lod blikket ramme ham let, hun ville gerne røre det, men hun vidste også hvad der ville ske hvis hun gjorde det - hun kunne ikke tåle berøring - hun led nærmest af dødsangst når nogen prøvede at røre hende og dette var til trods for at hun elskede at være elsket og hun elskede nærværd - så hendes angst kom bag på hende.

14

Den lille hvide hoppe foran ham, var behagelig at snakke med. Hun indgød en følelse af velvære og hjemlig sikkerhed - hvorfor vidste han ikke helt. Måske fordi hun opførte sig meget lig ham, eller måske fordi de talte så ens. Han mærkede et lille håb spire i sit indre, jo længere tid der gik. Han håbede inderligt at hun ville melde sig ind i flokken, for når han så på hende, fik han sådan lyst til at beskytte hende. Han ønskede kun det bedste for alle han mødte, men kun her i flokken kunne han være sikker på at de fik alt det hjælp de havde brug for.

Han forstod godt at hun ikke helt var med på hvem skyggerne var og hvorfor de gjorde som de gjorde. Hvis han skulle være ærlig, så var han ikke helt sikker selv. Hvordan nogen kunne drive sig selv til at skade andre, var uden for hans forstand. Han havde aldrig i sit liv skadet nogen, og han håbede heller aldrig det ville ske. Det var nu ikke fordi han var direkte pacifist - han undgik bare vold og ødelæggelse så længe han kunne. Men var der ingen anden vej ud, så skulle han nok gøre det der var nødvendigt.

"Jeg forstår din forvirring," sagde han roligt. "Jeg har levet hele mit liv her, og jeg forstår dem stadig ikke. Der er ingen tvivl om at du vil møde dem før eller siden, men jeg håber inderligt at du vil tage min advarsel til dig."

Hans safirblå øjne betragede hende længe. Så rakte han mulen en smule frem imod hende, men høflig som han var ville han ikke røre hende uden tilladelse. Han accepterede derpå hendes emneskift - det var ikke rart at tale om de hæslige skygger særlig længe af gangen. Han lo derpå muntert med en smittende latter.

"Jeg ville ønske jeg kunne fortælle dig mere. Jeg har et svagt minde om, at min far også havde et horn som mit, men han forsvandt desværre da jeg var meget ung. Så jeg nåede aldrig at lære mere fra ham. Og min mor og jeg har aldrig rigtig snakket om det heller - mit horn var der bare, og det blev accepteret," forklarede han med et smil der fik hans øjne til at glimte.

"Hvor kommer du fra, Jitter? Hvad er din historie?" spurgte han og lagde hovedet let på sned.

Hendes klare øjne betragtede denne hingst, han virkede tryg – han sendte en intens følelse af beskyttelse imod hende og hun følte sig tryg i hans selskab – hun slappede af og hun nød bare at stå og nyde natten med denne hingst. Hun brummede mildt og lyttede til hans ord, tænkt at bo så længe det samme sted, ikke skulle ud og opleve nye ting, men kende de samme heste, de samme stier, de samme steder. Hendes tanker kørte rundt lige nu, ønskede hun selv dette, med dette sted som hun selv kom fra ville hun måske ikke blive der så længe, hun ville nok gerne have denne oplevelse.


Hun nikkede kort til ham med et blidt smil, hun ville gerne høre på ham og hans råd, han vidste meget. Hendes blå øjne så nu på hans mule som kom nærmere og hun vidste godt hvad han gerne ville og hun ville utrolig gerne gengælde dette, men blot tanken om at blive rørt satte nu hjertebanken op – hendes hjerte begyndte nu at hamre hurtigere og man kunne nærmest se angsten i de isblå øjne… Den hvide krop spændtes nu helt op og hun vidste godt hvor dette ville føre hen, men hun vidste heller ikke hvordan hun nogensinde skulle få lov til at stoppe dette – hun ville gerne være tæt på andre, hun ville gerne turde stole på at andre skulle røre hende, men lige nu gjorde hun det ikke.

Hun vippede ørerne let i hans retning og brummede en smule fortvivlet og ængsteligt. Men lyttede til ham, hun ønskede ikke at skræmme ham væk – blot fordi at hun var bange for berøring.


”Jeg kommer fra en lille flok ikke langt herfra tror jeg. Min far var flokleder og vi levede i harmoni – alle levede sammen, ingen fare, intet mørke og intet onde… Har aldrig mødt andre end min flok, på nær en hingst. En hingst som hed Ayin… Han .. var ikke som de andre, han var anderledes og han satte sit præg. Han forsvandt dog og jeg valgte at forlade min flok og prøve noget nu.. nu er jeg her”


Hendes blide stemme flød let over den sorte mule, hun brummede kort og holdte fortsat øje med hans bevægelser og hun prøvede virkelig at stole på denne hingst, men om hun kunne vidste hun ikke. Hun stolede på alle, men når det kom til berøring var det ikke noget hun var god til.

15

Han måtte indrømme at han blev overrasket over hendes reaktion. Den var knap synlig, men han mærkede alligevel en kraftig modstand fra hendes krop, da han rakte ud efter hende. Opmærksomt vippede han ørerne frem og tilbage. Han havde aldrig før mødt nogen, der ikke brød sig om at blive rørt. Det forundrede ham - men han respekterede det med det samme. Han var ikke den der skulle overskride hendes grænser, så i stedet stak han hende et kækt smil og trak sig tilbage. Han hævede hovedet højt og knejsede i nakken med en lav brummen. Hvad mon kunne forsage sådan en angst? Hendes krop var blevet helt spændt, og han kunne se for sig hvordan hendes hjerte hamrede afsted, som stod hun overfor noget der ville æde hende.

"Undskyld, det var ikke min mening," sagde han stille, med et forsigtigt smil.

Han håbede at hun kunne tilgive ham. Fra nu af, skulle han nok holde mulen til sig selv - det havde han jo også lært. Men snart skiftede hun emne, og han glemte sine bekymringer for en tid. Han lyttede opmærksomt til hende. Sikke et sted! Han ville ønske at Andromeda var på samme måde. Engang havde han også troet at stedet her var ren idyl, men han var blevet klogere. Heldigvis var skyggerne ikke helt så udbredte som de kunne have været, og der var Vogtere til at modstå dem.

"Det lyder som en vidunderlig barndom at have haft. Men det er hyggeligt at du nu er havnet her, her er altid brug for nye ansigter," lo han venligt imod hende. "Denne Ayin - du siger han forsvandt, ved du hvad der skete?"

Han lagde hovedet en smule på skrå. Folk forsvandt enten frivilligt eller ufrivilligt. Han kunne ikke helt fornemme på hendes tone, om det var godt eller skidt han forsvandt, selvom han havde en fornemmelse af, at hun mest syntes det var skidt. Han forstod hende. Han kunne slet ikke forestille sig hvis han mor eller søskende forsvandt fra ham!