Don't piss me off → Isíl

[ 2 ]

Om dagen var der varmt, om natten var der koldt. Solen bagte sandet uden meget mulighed for skygge, ligesom der heller intet var til at holde på varmen fra dagen, når det blev nat. Atlas havde lært at leve med det, for han skulle så absolut ikke krydse vandet flere gange end højst nødvendigt. Det var eftermiddag og tæt på tidlig aften. Det kunne ikke vare længe før solen ville kaste sine sidste stråler ud over Zenobia. Dog ikke minutter, men nogle timer. Det gav ham lidt tid at finde hen til det sted han oftest holdt til om natten.

Atlas var hverken kraftig eller spinkel. Hverken stærk eller svag. Han var på mange måder middelmådig, og så alligevel ikke. Han havde stærke meninger, faste mål og et temperament som bare pokker. Der skulle sjældent meget til at hidse hingsten op, og lunten kunne være meget kort. Nogen gange var det muligt at slukke den igen, men det var de færeste han havde mødt, der formåede rent faktisk at gøre det, og måske havde det noget at gøre med mange synes det var sjovt at trykke på andres knapper.

Hvert skridt fik noget sand til at flytte på sig. Både det der knasede under hovene, men også det der måtte tage på en lille flyvetur når han både satte hoven og løftede den igen. Han var aldrig specielt doven i sine skridt eller gang, men heller ikke altid med fuld fart og hidsighed. En stor del af tiden foretrak han at tilbringe alene, eftersom mange formåede at gå ham på nerverne, men engang imellem blev det da også for ensomt.

Den mørkegrå hoppe, med den sølvfarvede man, havde efterhånden været på denne sandbeklædte ø i nogle dage. Men hun anede knapt nok hvor hun skulle bevæge sig henad endnu, for at finde føde og vand. Hun var bestemt ved at være lidt presset på sultefronten, og der skulle ikke være nogen tvivl om, at den mørkegrå hoppe kun havde en ting i sinde; nemlig at forsøge at finde sig noget mad!

Hun bevægede sig med lette og smidige skridt i det løse og varme sand. Snart ville aftenen komme, og dermed ville kulden endnu engang ramme imod hendes spinkle og fine krop. Hun brød sig ikke om tanken, for hun kunne godt huske hvor meget hun havde kæmpet natten i forvejen, for at holde varmen og end ikke havde lukket et øje. Hun havde faktisk holdt sig i gang hele natten, for at holde bare lidt varme i kroppen. En enkelt grønlig plante stak op midt i sandet, og Isíl stirrede på den, med meget glæde i øjnene, inden hun trippede hen til den og stak mulen ned for at indtage planten. Mad!

Der gik ikke længe før hun havde fået den af vejen, og idet hun løftede hovedet op, bemærkede hun lyden af andre hovslag. Isíl kunne knapt nok være i sig selv, i det hun ude i horisonten kunne se en anden skikkelse, en der ejede brunlige farver og en sort man samt hale. En sjæl. Selskab! Hun løftede hovedet højere op, og sendte et kaldende og glædeligt vrinsk i vedkommende retning, inden hun satte frem i en let og elegant trav. Nu kunne hun kun håbe på, at denne sjæl ville have hendes selskab!

[ 4 ]

Det ene øre vippede i retningen af et glædes-vrinsk. Det kunne umuligt have været rettet mod ham, for han kendte ikke særlig mange og han vandrede for det meste rundt alene på øen. Han havde øen for sig selv det meste af tiden, men på det seneste var øren blevet lidt mere fyldt med liv........ Ikke noget der behagede Atlas. Ørerne blev tippet om mod nakken da det gik op for ham det var rettet mod ham. I hvert fald var en hoppe på vej i hans retning....... Hopper....... Hvad var det de ville med ham? En ville ikke forklare sig, en anden stak sin mås helt op i hovedet af ham. Hvordan kunne det være så svært at få gjort den ene ting man kom for at gøre?

Atlas standsede og lod hoppen komme i hans retning. Måske følte han sig en smule hævet over dem. Måske følte han sig en smule hævet over alle. Han brød sig ikke meget om selskab, men han var ikke en helt urimelig fyr...... Altid...... Hvis man generede ham skulle man nok få det at vide og fortsatte man det var man også selv ude om hvad det bragte med sig - sjældent noget godt. Atlas rettede sig op og hævede hovedet en anelse, mens han så mod hoppen, og lod hende vide han havde set hende, men han forholdt sig tavs indtil hun var tæt nok på, og hilste så med en dyb maskulin brummen.

Det var svært for den mørkegrå hoppe ikke at være begejstret og energisk, når hun så chancen for at være i selskab med andre. Hun elskede det simpelthen, og holdt meget sjældent af at være alene; det var hun simpelthen bare ikke vant til. Så til trods for at sult og tørst nagede hende, så var det altså glemt lige nu; for der var selskab der i det fjerne!

Isíl havde ørene vippet helt fremad, venligt, nysgerrigt og imødekommende. Som hun kom tættere på, kunne hun høre en dyb og maskulin brummende lyd, og denne besvarede hun med feminine og lette brummende toner. Da hun kom tæt nok på, slog hun over i en kontrolleret og let skridtgang istedet, mens hun fortsat nærmede sig den brunlige hingst. Hun smilede stort over den grå mule, med den fine snip. Og idet hun var i en respekten afstand stoppede hun roligt op.

,,Hej!"

Hilste den unge Isíl, med et nysgerrigt blik i de mørkebrune øjne. Hun snusede i hans retning, og brummede i lyse og venlige toner, med hovedet let sænket ned. Kort efter trak hun dog mulen til sig igen.

,,Sikke et underligt sted! Ved du hvad det hedder?"

I ren over at have fundet selskab, glemte hun helt sine manerer. For hun præsenterede hverken sig selv, eller spurgte ind til hans navn. Men hun snakkede med glæde og nysgerrighed i stemmen.

[ 3 ]

Hoppens snusen i hans retning, fik Atlas til at vige væk fra hendes retning. Ikke nok til han måtte flytte hovene, men bare lige nok til det kunne ses. Hendes hilsen virkede næsten alt for energisk og det var den slags der kunne gå hen og give nogle problemer. Hopper gav generelt bare problemer. Der var ikke en eneste af dem endnu der havde givet ham bare en lille smule ro. En blev ved med at irritere ham. En anden blev ved med at provokere ham - men hvad var denne hoppes intentioner?

"Det underlige sted er mit hjem..... Jeg ved ikke om det har et navn, men det er vel også ligegyldigt hvad det hedder hvis man ved hvor det ligger når man leder efter det?"

Atlas var ikke en der havde snakket med mange, og dem han havde snakket med havde han ikke ligefrem delt særlig mange ord om stedet med. Den ene havde ikke sagt et eneste ord og den anden havde sagt "straf mig". Han tvivlede stærkt på det var navnet på stedet.

"Men du kan selv navngive stedet hvis du synes det er vigtigt?"

Isíl var generelt en hoppe der var energisk og flyvsk til tider. Men hun kunne sagtens tilpasse sig efter sit selskab; i hvert fald nogenlunde. Så da hingsten trak sig fra hendes mule, tog hun mulen tilbage med en undskyldende brummende lyd. Hun vidst jo godt, at det ikke var alle der ønskede nærhed, og det havde hun altid lært at hun skulle respektere. Så hun trådte også et enkelt skridt bagud, for at give den buckskin farvede hingst noget mere plads.

,,Uh, jeg er ked af, hvis jeg gør dig dårligt tilpas. Det er ikke min hensigt”

Smilede hun lidt mere roligt, og forsøgte at holde kroppen i nogenlunde ro, men hun tog dog et par enkelte trippende skridt sidelæns, inden hun faldt til ro igen. Han talte om det underlige sted, som var hans hjem. Men han vidste ikke hvad navnet var. Måske kendte han stedet rigtigt godt, og dermed vidste han måske også, hvor den sølvtonede hoppe kunne finde noget at spise?

,,Så kender du nok stedet meget godt, ikke? Måske du kan.. eller vil, har lyst til, at vise eller fortælle mig, hvor jeg kan finde noget at spise og drikke? Jeg aner ærlig talt ikke hvilken retning jeg skal gå i; og jeg tror egentlig mere eller mindre at jeg går lidt i rundkreds”

Hun grinede lidt og trak på skuldrene af sig selv. Det var jo dumt, at hun gik i rundkreds; men den energiske hoppe anede ikke hvor hun skulle hen.

[ 4 ]

Ørerne vippede rundt i alle retninger, men mange gange i hendes retning. Stort set hver gang hun foretog sig noget der for Atlas mindede om en uforudsigelig bevægelse. En lille del af ham følte sig fristet til at hakke ud efter hende, men hun havde jo ikke provokeret ham endnu - med mindre man talte hendes meget gode humør med, der så absolut ikke smittede af på Atlas.

"Du finder det ikke her...... Der er i hvert fald meget lidt, og hvis du endelig gør, tvivler jeg på du kommer væk derfra igen uden at risikere at gå i ring igen. Du skal ind mod midten af øen. Over sandbankerne..... Jeg kunne selvfølgelig godt vise dig vejen....... Men hvad får jeg ud af det?"

Atlas gjorde sjældent noget fordi han bare havde lyst til det. Hvis ikke han fik noget ud af det, var det jo ikke besværet værd. Han havde jo også den indstilling at alle måtte klare sig selv, for det havde han gjort så længe, og andres problemer kunne umuligt være hans. Skulle hun gå hen og dø af sult eller tørst, var der jo bare den mund færre at mætte og de færre hove til at vandre rundt i hans hjem.

Den sølvtonede hoppe forsøgte virkelig at holde sig selv i ro; men det var en smule svært, fordi hun bare generelt ejede en stor mængde energi, og samtidig forsøgte hun nok bare at holde sig selv igang, fordi hun både var udmattet, lette forvirret, sulten og tørstig. Så det var bare nemmere for den unge hoppe, at opretholde sig selv, ved brug af energien som et dække for hende.

Hingsten foran hende, virkede bestemt ikke begejstret for hende, og da han talte, blev hun bare endnu mere klar over, at han vitterligt ikke kunne lide hendes selskab.
Stille vippede hendes øre lidt ud til siderne, uforstående over hans ord. Men de kom dog hurtigt frem igen, mens hun talte.

,,Jeg kan ikke tilbyde dig noget, for at lokke dig til at vise mig vej. Jeg kan kun være taknemmelig; det er det eneste jeg kan give dig. Men jeg forstår godt, hvis du ikke vil; jeg hverken kan eller vil tvinge dig. Men jeg håber virkelig, at du vil alligevel?”

Hendes ord var rolige og alligevel en smule forsigtige, hun ønskede hans hjælp; men hvis han ikke ville give hende den, kunne hun ikke tvinge ham.

[ 2 ]

Et vurderende blik fik lov til at hvile på hoppen mens hun talte færdigt. Alle havde noget at tilbyde, men det var de færreste der vidste præcis hvad de havde. Han forholdt sig tavs i en lille rum tid, ene og alene for lige at lade hende blive ristet lidt.

"Jeg er næsten sikker på vi godt kan finde på et eller andet."

Atlas gjorde et kast med hovedet som for at fortælle hoppen hun skulle følge med. En anelse sløvt fik han gang i fodtøjet igen og begav sig fremad, så sandet knasede under hans hove. Han så sig ikke tilbage mod hoppen, men regnede med hun fulgte efter - hvis ikke, kunne han jo ikke vise hende vejen væk derfra.

"Hvor kommer du så fra, Hoppe?"

Hans interesse bag spørgsmålet var måske en anelse anderledes end hvad de fleste andres ville være. Atlas havde ingen interesse i at vide hvor hun egentlig kom fra eller hvor længe hun havde været på hans hjem, men brugte i stedet spørgsmålet til at finde ud af forskellen på ham og hende. Hvor meget kunne han kræve uden hun sige nej?

Blikket gled over på hende, det kunne hun godt fornemme. Han lignede egentlig mest af alt, en der forsøgte at vurdere, om han nu også virkelig gad at hjælpe hende og bruge tiden på det. Han var stille i noget tid, og Isíl regnede nok mest af alt med, at hun ikke ville få han hjælp. Men da han så lod stemme komme frem igen, lød det til, at han måske alligevel ville? Han lavede kort efter et kast med hovedet, og Isíl reagerede med et let smæld med halen, inden hun bevægede sig efter ham, da han derefter satte i skridt.

Den sølvtonede hoppe holdt afstand til ham, for tænk nu, hvis han pludselig blev irriteret over hendes tilstedeværelse alligevel, og dermed måske ville bede hende om at gå sin vej? Hun brummede i venlige og taknemmelige toner, og på hendes mule var der også et taknemmeligt smil, inden hun lod det ene øre vende hen imod ham, da han spurgte hende om noget.

,,Jeg kommer fra Dothraki; et land, som i hvert fald ikke minder om den her sand ø”

Smilede hun roligt, og trak en smule på skuldrene. Generelt tog hun tingene meget roligt og uden at tænke for meget over det. Hun savnede sit hjem – men her var spændende, nye bekendtskaber; og måske var hun slet ikke så langt hjemmefra jo?

,,Hvad med dig? Er du herfra?”

Spurgte hun nysgerrigt tilbage.

[ 4 ]

"Hmh"

Atlas havde aldrig hørt om det land, men så igen . . . Der var mange der kom fra forskellige steder og han havde ikke mødt ret mange der kom fra samme land som andre vandrer. Han havde selv en bror - en halvbror, Zeus. Selvom dett ikke havde været hans tid - tiden til at forlade det liv han havde, havde han alligevel fulgt efter Zeus. Mange ville måske gøre den slags af kærlighed, men Atlas havde et helt andet formål. Han ville have sin hævn. Han ville se ham lide og foretrukket døden til følge

"Nej"

Svaret var meget kort. Atlas havde aldrig været den specielt snaksagelige type. Desuden havde hun heller ikke spurgt om hvor han kom fra - bare om han kom fra Andromeda. Han huskede stadig rædslerne inden han vågnede op med sand i munden, øjnene og pelsen. Der var flere bjerge hvor han kom fra, og han havde ikke set hverken ruine, statuer eller templer.

"Her er der ingen læ for storme. Begrænset plads på denne ø, og fyldt med træer på den anden"

Hun fulgte ham, og matchede sine skridt til hans, så hun ikke pludselig kom foran ham; for hun anede jo af gode grunde ikke, hvor pokker hun skulle gå henad. Så hun forblev lidt skråt ved hans side, uden at søge for tæt på ham – for det havde den unge hoppe trods alt en fornemmelse af, at han overhovedet ikke ville bryde sig om. Hans svar var korte og kontante, og den sølvtonede Isíl kunne ikke lade være med at smile lidt skævt af ham. Mon alle i det her land, var mere eller mindre vrede hele tiden? For sådan var den unge hoppe bestemt ikke selv. Hun kiggede frem for sig, og vendte det ene øre imod ham, da han forklarede.

,,Af ren nysgerrighed.. Hvorfor er du så på denne ø, hvis der er flere?”

Her var jo nærmest kun sand.. Så hvorfor blev han mon på denne ø, frem for at søge til den anden ø, med træerne? Hun vippede med ørene, inden hun rettede blikket nysgerrigt hen på ham, efter at hendes egne lyse toner døde hen. Måske ville han ikke svare, måske ville han bare grynte lidt utilfreds – men hun forsøgte alligevel, for det kunne trods alt ikke skade. Forhåbentligt ikke i hvert fald.

[ 1 ]

“Nysgerrighed kan være farligt”

Atlas vidste der var nogle ting man bare ikke skulle blande sig i. Han havde også hørt om de såkaldte skygger, og han havde hørt de ikke alle sammen var særlig venlige – hvis nogen af dem da overhovedet var. Ikke at han selv var ret meget bedre ud fra andres optik, men han havde ikke tænkt sig at stikke mulen i deres business. Hvad end de havde gang i kunne de gøre uden hans indblanden, ligesom han regnede med der så heller ikke var nogen af dem der havde tænkt sig at komme efter ham. Atlas forholdt sig tavs i nogle sekunder, som overvejede han om han overhovedet ville svare på hendes spørgsmål. Men der var heller ikke nogen grund til ikke at svare på det, for det var på ingen måde noget personligt.

”Jeg kan lide det her. Eller…… Det plejede jeg. Der har indtil nu været meget fredeligt, men hen over de sidste par uger er det som om øen er begyndt at vrimle med uvelkomne…………”

Han undlod at færdiggøre sætningen helt. Der var mange, og størstedelen foretrak han var et andet sted end på hans ø. Få måtte gerne opholde sig der – og især hans bror, men ham havde han alligevel ikke set skyggen af længe – eller hørt, eller lugtet. Det var som om han var fuldkommen forsvundet, og i stedet for en uvelkommen på hans ø, var der 10. Han havde ikke stået ansigt til ansigt med dem alle, men han kunne høre dem og lugte dem.

”Hvorfor er det alle pludselig beslutter sig for at samles et sted de normalt ikke er?”

,,Men nysgerrighed kan også være sundt – i de rette mængder”

Brummede hun roligt, og fortsatte afsted sammen med den lyse hingst. Hun var godt klar over, at han vidst ikke brød sig synderligt om hende – måske brød han sig bare generelt ikke om selskaber, udover sit eget. Der gik ret lang tid, før han endelig åbnede munden, og svarede på hendes spørgsmål. Egentlig havde Isíl nok ikke regnet med at han ville svare, så hun smilede en smule overrasket over at han nu talte. Det ene øre vippede hen til ham, lyttende. Og da hans ord kom, blev den sølvdunede hoppe nok bare bekræftet i hendes ord; han kunne bedst lige sit eget selskab.

,,Jeg kan desværre ikke helt svare på det.. Men.. Jeg kom her hvert fald ikke, for at være irriterende, eller ødelægge din dag. Men jeg aner ikke hvor jeg er, så derfor var det bare lidt nemmere at søge hen til dig, for måske at få lidt guidning”

Svarede hun så, med et let træk på skuldrene. Han ville sikkert være ligeglad med hendes undskyldning; men nu havde hun sagt det.

,,Du foretrækker dig eget selskab, mhm?”

Spurgte hun så, mens blikket gled udover de store oceaner af sand og intet andet. Hendes skridt var trippende og feminine, slet ikke lige så lange som hans var. Men dog havde Isíl ikke problemer med at følge hans skridtende tempo.

2

”Hvordan ved man det er den rette mængde?”

Det hele kom vel an på hvilken situation, og det måtte være svært at vurdere fra gang til gang. Hvor gik grænsen? Hvordan vidste man hvornår man skulle stoppe. Hvordan kunne man vide man ikke fik for meget at vide, som man ikke burde vide?

”Ikke altid. Nogen gange. Det kan også blive ensomt altid at være alene. Men man kan ikke stole på andre end sig selv, og man ved aldrig hvem der pludselig vender sig mod en? Jeg foretrækker bare selskab der ikke er her hele tiden. Og slet ikke så mange af gangen”

Der havde været meget fredeligt lige da han var kommet. Øde næsten. Og sådan havde det været en stor del af tiden og nu, inden for meget kort tid, vrimlede øen med 20 heste om ugen. Det var pludselig ikke let at gå nogen steder uden at fange færden af andre. Blikket lod han glide mod hoppen, en smule nysgerrigt.

”Har du aldrig oplevet nogen ikke var til at stole på?”