Guide me home → Isíl

[4]

Brêgo havde tilladt sig at vandre væk fra Teylar. Væk fra leventra. Det var noget han ikke havde gjort i lang tid. For det meste havde Brêgo holdt sig i nærheden af flokken, men engang imellem taget turen til Enophis. Det var nødvendigt hvis han skulle holde øje med nyankomne og fortælle dem om et sted de kunne søge hen, hvis de ønskede selskab og flokliv.

Zenobia...... Stedet vakte minder - og mange af dem. Gode for det meste, men de kom med et strejf af tristhed med sig. Det var hans Everglow. Af gode grunde havde han holdt sig væk fra Zenobia, men det var på tide at tage tilbage dertil. Brêgo stod med hovene i vandkanten. Som om han ikke befandt sig på øen, før han var trådt langt nok ind på bredden til vandet ikke længere ville skylle op langs hans hove og ben. Jo længere tid han stod stille jo mere ville han synke i, og derfor tog han engang imellem et lille skridt fremadog stoppede igen. Ørerne lyttede i alle retninger, men blikket var rettet mod sandet. En del af ham ønskede at høre en stemme, mens en anden var bange for det. Bange for det bare ville være vinden. Bange for det var ham selv der ønskede at høre noget så meget han troede han hørte det.

Da han til sidst var nået til det sted vandet kun lige nåede op og slikkede sig omkring hans hove, var der gået et godt stykke tid. En del af ham ønskede ikke tage et skridt videre. En del af ham ønskede at vende sig om og tage svømmeturen tilbage, men en stor del af ham ønskede heller ikke forlade Zenobia, hvilket måtte være grund nok til ikke at tage tilbage.

Den mørkegrå Isíl var havnet på denne ø. Hun var svømmet hertil, efter sit møde med den mærkværdige hingst, der ejede levende skygger på sin krop. Den grå hoppe var helt ny i dette land, så at havne på øen Foehn og blive mødt af et sådan syn, havde måske slået den ellers så optimistiske og glade hoppe lidt ud af kurs. Men nu var hun altså her. Langsomt åbnede hun øjnene op, og lod dem kigge lidt frem for sig; alt hvad den grå hoppe, med den sølvfarvede man kunne se, var sand. Hun rettede blikket ned af sig selv, og bemærkede sin våde og lidt kølige krop. Hun var svømmet hertil i mørke, og havde ikke flyttet sig siden. Men det var nok på tide nu!

Langsom fik hun samlet sin lidt trætte og afkølede krop under sig, og fik sig rejst. Hun rystede sig over, så både sand og vand røg til alle sider. Hun stod der til, med benene spredt ud til siderne, som et lille usikkert føl. Men efter nogle sekunder fik hun samlet kroppen fint og feminint, mens ørene vippede nysgerrigt fremad. Hvad mon denne ø så var? Her var blot fyldt med sand så langt øjet kunne række; mon her intet føde var?

Isíl lod blikket glide lidt ned langs kysten, og længere væk fra hende, kom en broget skabning til syne helt ude ved vandkanten, ligesom hende selv. Isíl spidsede ørene i hans retning, og mimrede med den grå mule, inden hun fik drejet kroppen i hans retning. Hun tænkte sig kort om, for hvad nu, hvis også han havde mærkelige skygger? Men den unge og nysgerrige hoppe tog chancen; så hun lod sin feminine og lyse stemme komme frem i form af at hilsende og måske lidt kaldende vrinsk. Mon han ville have hendes selskab?
Hun begyndte at bevæge sig i hans retning med smidige og lette skridt - men hun var dog klar til at stoppe, hvis skikkelsen nu ikke ville have hendes selskab.

[7]

Det var ikke længe siden Brêgo sidst havde krydset vandet. Faktisk skete det regelmæssigt mellem Leventra og Enophis. Men det var lang tid siden han sidst havde ladet sig suge alle indtryk til sig. Siden han sidst havde ladet sanserne tage over. Siden han havde taget lugten af saltvand til sig og følg brisen fra havet flyve forbi ham. Det virkede koldt. Koldt efter svømmeturen, men på samme tid forfriskende. Han lod sig mærke af, hvorden vinden tørrede hans krop med hvert pust. Han tillod sig selv at føle hvordan det føltes når han trak luften helt ned i lungerne og slap den langsomt ud. Han følte en frihed. Han følte sig flere år yngre end han havde gjort i et langt stykke tid. Brêgo var jo ikke gammel, selvom han til tider kunne have virket sådan når han åbnede munden og talte - og på måden han havde båret sig selv igennem et godt stykke tid. Nu tillod han sig selv at synke mere sammen på alle sine vandreture. Det var slut med at prøve på at være den han følte han burde være over for alle andre, og på tide at være sig selv...... Hvem end det så måtte være.

Et kaldende vrinsk trak Brêgo ud af hans egne tanker, hans lille sanse-session og drejede blikket i retningen af lyden. En lille del af ham havde håbet det var den ene hoppe han savnede, selvom en stor del af ham vidste det med stor sandsynlighed ikke var - og alligevel følte han en lille skuffelse indvendigt over ikke at se den brogede Antheia på vej i hans retning. Kroppen drejede i samme retning som blikket, og ganske kort tid efter var Brêgo på vej i hoppens retning. Han efterlod sig en masse spor i sandet fra hans hove, men de blev der ikke lang tid før vandet begyndte at ødelægge dem. Et lille vrinsk fyldt med mildhed og varme blev sendt retur i hoppens retning. Selvom han savnede Antheia kunne han jo ikke stå og sejle i sin egen selvmedlidenhed hele dagen.

Den grå hoppe vandrede fortsat i den brun brogedes retning. Hun var stadig en lille smule bekymret i sit baghoved, for at skikkelsen bare på de der mærkværdige skygger. Men måden han besvarede hendes vrinsk på, afgjorde nærmest sagen dir den nysgerrige Isíl; for med så venligt og mildt et vrinsk, så kunne skikkelsen da umuligt være med de der underlige skygger. Det var en hingst der ejede vrinsket, det kunne hun høre - og hun var heller ikke i tvivl om det, da de begyndte at komme tættere på hinanden.

Isíl smilede stort og venligt i hingstens retning, og trippede nogle nysgerrige og energiske skridt i hans retning, for at møde man hurtigere; hun havde nok glemt, at hun egentlig var en smule træt ovenpå svømmeturen. Det kunne hun ikke tage sig af, for der var selskab, og det ville hun have noget godt ud af.

Da de kom tæt nok på hinanden, bemærkede hun et smykke om hingstens hals; mon alle i landet ejede en eller anden form for ting? For så var den grå Isíl hvert fald lidt uden for nummer; for hun havde ikke en ting. Hun smilede venligt og nysgerrigt inden hun standsede. Den grå hoppe lod mulen glide lidt fremad mod hingsten, og nappede venligt frem efter hans ene knæ, inden hun trak mulen til sig igen med nogle venlige og hilsende brummende lyde.

,,Hej! Mit navn er Isíl - og ja, jeg beklager min lettere våde og tilsandede krop; men jeg fik pludselig lidt travlt med at svømme væk!"

Hun sagde det sidste med en leende stemme, og smilede venligt og stort på mulen.

Du hedder nok ikke Brun Brogede, så må jeg spørge om dit navn?"

Hovedet gled på sned, lidt kært at betragte, som hun stod der med nysgerrige og store øjne, samt et varmt og venligt smil.

[11]

Brêgos pels var en del mere tør end hendes. Det eneste der vidnede om hans svømmetur var manen der stadig var en smule våd. Halen havde hængt nede ved vandet der gang på gang havde været oppe og røre den når bølgerne skyllede ind over bredden. Hovedet lagde han selv på skrå, inden han så ned af sig selv. Brunbroget? Nej... Det kunne han vel ikke hedde for han var ikke brun. Han var rød.

"Brêgo.... Mit navn er Brêgo"

Præsenterede han sig selv i stedet. Han kunne sagtens have fundet på et nyt navn, men han havde jo altid heddet Brêgo, så det måtte være Brêgo han ledte efter - bare den Brêgo han havde været en gang. Det ene øre blev vippet til siden og ind mod øen, mens det andet var rettet fremad mod Isíl.

"Du sagde svømme væk...... Svømme væk fra hvad?"

Der var et undrende glimt i hans blik, for han havde aldrig selv måtte svømme væk fra noget. I hvert fald ingen store fisk eller andre farlige havdyr, så nogen måtte have generet hende.

Isíls hoppe var stadig våd fra turen hertil, fordi hun efterfølgende havde ligget og sovet i vandkanten i nogle timer; hendes udholdenhed var ikke så god endnu, men hun var også stadig ung; så måske det ville blive bedre når hun blev lidt ældre. Hun vippede roligt med ørene, og lyttede til hans præsentation, Brêgo. Det navn klædte ham, det passede godt til ham, synes deet mørkegrå hoppe. Hun smilede roligt imens.

,,Det klær dig, det er et flot navn, Brêgo”

Smilede hun og nikkede oprigtigt. For hun mente skam sine ord. Han spurgte derefter ind til hendes svømmetur, og Isíl kunne mærke hvordan hun blev en smule utilpas ved tankerne om det hun havde set. For måske var det bare noget hun selv havde bildt sig ind, disse skyggeheste, som han havde kaldt sig.
,,Jeg har været på.. Foehn, tror jeg det hed. Der vågnede jeg. Og sikke et syn af vågne til.”

Mumlede hun lidt, med et lidt mindre smil.

,,Ej, det er måske også bare mig der så syner eller manglede søvn. Men.. han havde levende skygger på sig. Og snakkede om Skygger og Vogtere? Så jeg fik lidt travlt med at komme væk derfra.. Der var lidt.. Æehm.. Skræmmende.”

Hendes hoved gled let på sned, mens hun så meget indtrængende på den brogede Brêgo – for var det mon virkelig sandt, det den mørkegrå skyggehingst havde fortalt?

[13]

"Jae... Foehn er ikke et rart sted. Jeg har kun sat mine hove der en enkelt gang og jeg nåede aldrig væk fra bredden. Stedet giver mig kuldegysninger."

Bare tanken om det fik kuldegysningerne til at krybe ned langs hans ryg, og fik ham ufrivilligt til at ryste sig en smule. Nej, Foehn va bestemt ikke et sted man skulle tage hen, hvis man havde sit liv kært. Brêgo forholdt sig dog stadig i ro, men et blik af medlidenhed viste sig alligevel. Han havde ondt af hende, fordi hun var vågnet op på den mere eller mindre døde ø, og så endda møde en der ikke lod til at have været et særlig rart væsen.

"Jeg er bange for det er rigtig nok. Skyggerne, som vi kalder dem, er mørke væsner der ikke har gode hensigter. Vogtere er dem der har fået til opgave at passe på Andromeda. Skyggerne modstykke."

Det kunne sikkert godt være en stor kamel at sluge, og derfor lod han hende også lige tage ordene til sig. Forstå at det ikke var hende der var blevet gak-gak, og at landet rent faktisk bar på flere ting end det de fleste var vant til. Brêgo huskede stadig den første gang han havde oplevet magi. Det var ikke noget han før havde set eller så meget som overhovedet tænkt på kunne eksistere. Han havde ikke vidst hvad det var. Men lyskuglen fra Illana var noget så facinerende at magi umuligt kunne være en skidt ting - lige indtil han mødte skyggerne.

Isil var generelt en hoppe, der tog de fleste ting med oprejst pande. Hun var ikke let at slå ud af kurs, og hun var en hoppe der kunne tilpasse sig de flestes selskab; hun ville i hvert fald altid gøre er forsøg. Men mødet med disse såkalde skygger, havde alligevel plantet sig lidt i hovedet på den unge hoppe; for det var ret så uvirkelig og uvant for den sølvtonede hoppe. Den brogede hingst, Brêgo talte om sit forhold til øen; et sted han vidst heller ikke brød sig om - og det var hun egentlig glad for, for så var det jo ikke kun hende.

Let rystede hun sig over, for at få mere vand af sig, og dermed få lidt mere varme i kroppen. Træt, det var hun nok også, fordi hun nærmest kun lige var kommet til landet, og derefter var svømmet væk og hen til denne ø; men den unge Isíl skjulte det - for hun ville helst blive i sit selskab, med denne brogede Brêgo, og ikke være alene. Han talte igen, og hun lyttede. Han talte om vogterne, præcis som skyggen havde gjort.. Det var altså sandt..

Isíl så lidt eftertænksom ud, måske en smule opgivenden for en stund; for det lød så mærkelig det hele. En kamp mellem vogtere og skygger, hvad end det så betød. Men hun rejste hovedet igen, og fandt sit evige smil frem igen.

,,Så.. Det er en eller anden form for... En kamp imellem det gode og det onde?”

Hendes hoved gled nysgerrigt på sned, mens de ravnfarvede øjne betragte den brogede hingst, inden hun venligt nippede lidt ud efter hans skulder, i en ren og skær venligsindet gestus.

6

Brêgo tog en dyb indånding og lukkede luften langsomt ud. Ikke som et suk, men mere eftertænksomt. Han overvejede, hvordan han skulle forklare hele situationen så det ikke blev helt så firkantet – for intet var firkantet, sort eller hvidt. Intet var så simpelt som det måske først så ud til at være.

”Jeg ved ikke om man kan kalde det en kamp mellem det gode og det onde. Altså det er den nemmeste måde at beskrive det hele på så alle i Andromeda forstår det, men der er bare intet der er så simpelt. Vi er to sider der kæmper for hver vores sag. Vi mener begge det vi gør er det rigtige, men hvem siger de er de onde og vi er de gode og det ikke er omvendt? Hvad vil vi ikke også gøre for at forhindre dem i at få overtaget? Hvis de havde haft fordelen, ville vi så ikke også have kæmpet for at få kampen vendt til vores fordel?”

Det kunne jo lige så vel være vogterne der var de onde og stod til at vinde kampen, med skyggerne som de gode der ville gøre hvad som helst for at forhindre det. Godt nok var det ikke sådan at vogtere var onde – men de var jo heller ikke helt så uskyldige. De havde bare ikke haft nogen grund til at være lige så aggressive eller angribende som deres ”modstandere”. Brêgo var ikke sikker på andre ville forstå det, for det var jo bare den måde han så tingene på. Han havde meget tid han tilbragte alene, og den tid blev ofte brugt på at vende tanker godt og grundigt, og diskuteret ”livets store spørgsmål” og hvad ellers der lige kunne filosoferes over, der lige passede ind den dag. Og lige det med skyggerne havde han ofte tænkt over. Der måtte jo være en grund til de gjorde som de gjorde. Der måtte være en grund til de troede det at mørklægge Andromeda ville være en god idé. Det kunne umuligt være fordi de bare var ude på at lade alt andet end mørket dø hen. Hvad ville de få ud af det?

Isíl stod med blikket hos den brogede hingst, som lukkede luft ud, en smule eftertænksomt. Hun frygtede lidt, at han måske var træt af hendes spørgsmål, og frygtede at hun måske endnu engang var en for stor mundfuld at mætte, fordi hun evigt og altid søgte at lære og forstå. Men sådan var en sølvtonede hoppe altså; og sådan havde hun altid været. Men hendes tanker blev gjort til skamme, idet Brêgo nu åbnede munden, og lod stilheden blive brudt med sine ord. Han fortalte – forklarede. Og hun lyttede intenst. Meget endda. Hun lod stilheden vælte indover dem, mens hun stod der, som et lille føl der blev belært og forsøgte at forstå, med en eftertænksom grimasse, inden hun åbnede munden, for at svare.

,,Det giver god mening.. Du har jo ret i, at I hver især kæmper for den sag, i tror på. Og måske at I også ville bruge alle kneb på at vinde for den sag, som I mener er den rigtige. Det giver mening.. Men..”

Hun stoppede lidt op, inden hun smilede skævt, lidt undskyldende for endnu en gang munddiarré og spørgsmål som nu ville komme fra hende.

,,Stop mig, hvis det bliver for meget.. Men skal man så vælge side? Lever I alle i denne verden, som værende på den ene eller den anden sag?”

Hun håbede det ikke, for sådan en sag var hun ikke klar til at tage stilling til lige nu. Hun var jo nærmest kun lige dumpet ned i dette fremmede land. Stille slog hun med halen, og lod hovedet glide en smule på skrå, mens hun betragtede ham rolig og dog nysgerrigt.

3

Brêgo sendte Isíl et smil. Han forstod godt hendes spørgsmål – alle sammen. Han havde selv haft en masse da han var kommet til landet, men nu havde han været der længe nok til at vide hvordan det hele hang sammen, og længe nok til han kunne sætte andre ind i det.

”Nej, man behøver ikke vælge side. Mange vælger ikke at støtte nogen af siderne – at være neutrale. Men skyggerne lokker. Det har altid været nemmere at give efter for mørke. Det er den nemme vej”

Selv når det kom til skygger og vogtere var det nemmere at give efter for mørket. Ud over at skulle bevise sit værd for at møde lyset, skulle man også bevise man var værdig til at kalde sig selv vogter – og selvom der kom magiske kræfter med titlen, var det stadig kun så længe man var vogter. Skygger behøvede jo kun ofre noget en enkelt gang, og deres kræfter var ikke knyttet til noget andet end dem selv og skyggerne. De var ikke i fare for at miste deres kræfter, hvis nogen tog noget fra dem.

”Så længe de holder sig på deres område, på Foehn, er der ingen grund til at træffe nogen valg angående side. En kamp er uundgåelig, men der er ikke meget fare med begge sider i hver deres ende af landet.”

Isíl stod med blikket rettet nysgerrigt imod den brogede Brêgo. Hun brød sig godt om hans selskab allerede nu, for det virkede meget ukompliceret. Han virkede endda til at forstå, at hun havde mange spørgsmål – så han blev ikke irriteret på hende. Ikke endnu. Men hun vidste godt, at hendes unge, umættelige og nysgerrige sind kunne gå andre på nerverne til tider. Hun nikke den smule eftertænksomt ved hans ord om, at man ikke behøvede vælge side. At man bare kunne være neutral; men at skyggerne altid forsøgte at lokke.

,,Kan de her Vogtere også lokke?”

Brummede hun sagte, lidt nysgerrigt og spørgende, inden hovedet gled på sned. Mon de kunne lokke på en anden måde? Eller var det kun Skyggerne der kunne lokke?

,,Pyh.. Det lyder som et lidt specielt land, jeg er havnet i”

Grinede hun lidt, dog kom der et kortvarigt sørgmodigt glimt i hendes øjne, inden hun dog lod det forsvinde, idet et smil bredte sig på hendes mørke mule.

,,Kan man på nogen måde vende hjem igen?”

Hun spurgte ret forsigtigt; for egentlig var den sølvdunede hoppe nok lidt bange for, hvilket svar der nu ville komme. For hvis hun aldrig kunne vende hjem igen, var hun nødsaget til at starte på ny i dette land. En skræmmende tanke; men dog var den sølvdunede Isíl god til, at vende sig til nye ting, og tog det meste med oprejst pande!

4

Spørgsmålet krævede som sådan ikke ret meget tid at tænke i, for sammenlignet med den måde han mente skyggerne lokkede på, ville vogterne ikke kunne gøre det samme. Alligevel valgte han at nikke.

”Det tænker jeg, ja. Men på en anden måde. Lyset bestemmer hvem der er ”værdige”. Lyset udvælger vogterne. Skyggerne rekrutterer selv…”

Vogtere kunne vel lokke lige så vel som skygger, uden at dem der blev lokket blev vogtere. De kunne lokke andre til at se dem som værende noget stort – noget specielt. De ville vel lige så nemt kunne få andre til at tro deres sag var værdig til at dø for. Noget der kunne være mindst lige så farligt som en skygge der lokkede en anden i fordærv. Intet af det var værd andres liv.

”Tilbage til hvor du kom fra før du slog øjnene op her? Måske. Jeg har ikke hørt om nogen der har fundet en vej. Ikke nogen der med sikkerhed er vendt hjem. Nogen siger det ikke er muligt, men det kan lige så vel være de ikke har fundet en vej. Der er sikkert nok nogen derude der leder.”