What Do I Spy With My Little Eye | Isíl

Elijah

Zenobia var i det store hele en gold ø, men det betød ikke, at der ikke var liv hist og her. Rundt omkring på øen kunne man finde små oaser, som piblede med liv. Insekter og fugle kaldte disse steder for deres hjem og i disse dage gjorde en ny beboer det også. En broget unghingst havde slået sig ned her for et par dage siden. Han havde vandret rundt på øen for længe og havde kun ved held snublet over dette livsgivende sted.

Elijah drak stille og roligt af det klare vand. Da han først var kommet hertil havde han været rimelig grådig, men nu var han tilbage i god form og tog det som det kom. Snart ville han dog forlade stedet, for så spændende var her heller ikke og der var andre steder, som han ønskede at undersøge. Og her var en smule ensomt det meste af tiden, så det ville være godt at komme herfra. Han havde det fint i sit eget selskab, men hvem som helst kunne gå kold hvis de ikke havde andre at interagere med.

Pludseligt forlod et prust hingsten og han spidsede ører. Hvad var det han så derude i sandet? Let hvælvede han sin hals før han sprang fremad i en trav - det lignede forfærdeligt meget en anden hest. Trods sin interesse i denne potentielle hest stoppede den brogede hingst inden han helt forlod oasen - der var ingen grund til at begive sig ud i sandet, hvis blot hans øjne spillede ham et puds.

[7]

אֱלִיָּהוּ

Sand, sand og mere sand. Isíl havde ikke set andet end sand i de sidste par dage, og hun var klar over, at hun nok mere eller mindre var gået i ring omkring sig selv og dermed det samme område. Sulten og tørsten var for alvor begyndt at sætte ind, og hun kunne godt mærke, at humøret var dalet en smule, fordi det endnu ikke var lykkedes at finde noget vand at mætte den tørre hals med. Men selvom det var nogle dage siden sidst, at den grå Isíl havde spist og drukket, så var hun alligevel rolig i sin fremtræden og lod sig endnu ikke vælte omkuld i ren og skær fortabelse. Nej, hun ville lede lidt endnu.
Den grå hoppe med den sølvfarvede man, trippede afsted igennem det bløde og varme sand, i nogle elegante bevægelser. Det var til tider lidt anstrengende med alt det sand, men mon ikke hun på et eller andet tidspunkt ville kunne se noget andet end bare det? Pludselig hørte den unge hoppe lyden af hovslag. Jamen, hov? Var der virkelig andre på denne ø? Isïl spidsede sine grå øre og lod dem vippe helt fremad. Den brogede skikkelse lod til at stoppe igen, som om han måske tøvede lidt. Bag ham kunne den grå hoppe se et grønt område og høre lyden af rindende vand.

Isíl drejede elegant sin krop, og trippede nogle glædelige skridt fremad, ved tanken om at hun nu kunne få selskab; for det betød nærmest mere for hende, end mad og vand. Hun stoppede igen, i nogle sekunder, inden hun atter trippede længere imod ham med elegant og små bevægelser, der passede til hendes spinkle krop. Hun brummede i lyse og venlige toner til den fremmede skikkelse, og som hun kom tættere på, blev det klar for hende, at han var en hingst. Hun kom tættere og tættere, men stoppede dog i en respektabel afstand til den brogede.

,,Godeftermiddag, du fine brogede herre. Mit navn, er Isíl. Og jeg aner ikke hvor pokker jeg er havnet”

Det sidste sagde hun med en leende stemme. Det var rigtigt, hun anede ikke hvor hun var; men hun var en hoppe der tog det meste med ophøjet ro og et smil.

,,Må jeg mase mig lidt ind i din lille oase – det er ikke lykkedes for mig endnu, at finde vand i alt det her sand”

Hun smilede venligt, og puffede hilsende ud i hans retning, inden hovedet gled på sned.

Elijah

Det viste sig hurtigt, at hans øjne ikke blot havde spillet ham et puds: der var faktisk en anden hest derude mellem ørkenens klitter. Solen gjorde det dog svært at se meget mere end, at det var en hest og at vedkommende var mørk af lød. Ikke at det havde betydet meget, hvis han kunne se mere, bare det at møde en anden herude var kærkomment. Nok havde han mødt andre herude, så det var ikke fordi han var ensom, men ørkenen var stadig vidtstrækkende og øen stor, så det var ikke just fordi man faldt over heste hvorend man kom.
Hoppen, som det viste sig at være da hun kom tæt nok på, kom trippende frem. Hun stoppede op, hvilket undrede unghingsten en smule, men så kom hun på ny nærmere med elegante skridt. En hingstet brummen besvarede hendes, inden han spidsede ører ved lyden af hendes stemme: den var lys og venlig, meget passende for det indtryk han havde af hende indtil videre.

"Den er på ingen måde min, så du skal være velkommen til at tage hvad end du har lyst til," svarede han med et smil inden han trådte til tiden og let gestikulerede mod vandet med sin mule. Han havde ingen intention om at spille ejer af dette sted - alle skulle have fri adgang til det, som han havde haft dengang han var kommet her. Skulle nogen forsøge at jage ham væk, så ville han dog forsvare det; de kunne deles og ellers så var det altså hans. Lidt stolthed og styrke havde man vel! "Mit navn er forresten Elijah," tilføjede han inden han vendte sig for at gå tilbage mod vandet. Han havde lidt en forventning om, at hun ville følge med.

[12]

אֱלִיָּהוּ

Den grå hoppe var allerede begejstret over det selskab hun var havnet i. For det virkede som om den grå brogede hingst heller intet havde imod hendes selskab; og det var jo nok egentlig en meget god start så. Han talte roligt men venligt, ligesom hende, og måden han agerede på, mindede hende lidt om sit hjemland. Hingsten vendte omkring, og havde tilsyneladende intet imod at dele oasen med Isíl, og dette fik et stort smil frem på hendes mule.

,,Mange tak! Sand i halsen er i længden ikke så pokkers behageligt!"

Hun grinede lidt ved de sidste ord. Isíl var ikke længe om at følge hans side, Elijah præsenterede han sig som. Hun puffede venligt ud i hans retning, og lod mulen ramme hans skulder, inden hun lettere energisk kastede lidt med hovedet og trippede nogle skridt.

,,Kan dine brogede ben mon løbe hurtigere end mine?"

Hun sagde det med en drillende og let udfordrende tone, inden hun igen nappede ud i hans retning, men en venlig brummende lyd, inden den grå Isíl kastede sig fremad i en samlet og smidig galop; mon han ville være med på legen? Ikke alle gad hendes energi og nysgerrighed - men måske ville netop denne Elijah?

Elijah

Elijah vippede et øre tilbage mod den mørke hoppe, da hun talte om sand i halsen. Hans egen brummende latter sluttede sig til hendes, inden et par ord forlod ham: "Nej, det kan jeg forestille mig, at det ikke er."
Inden han kunne se sig om, havde den mindre hoppe sluttet sig til ham og puffede venligt til hans skulder. Han vendte sit hoved lidt for at se på hende - hans var trods alt længere fremme end hendes - og trak på smilebåndet. Hun virkede som et meget fint selskab og bestemt en, han kunne komme godt ud af det med. Ikke at han ofte havde problemer med det; faktisk havde han en overraskende god 'bliver venner med andre'-ratio.

Blandt ting, han havde forventet, var det at hun drillende udfordrede ham til løb ikke just øverst på listen. Han havde forventet hun i det mindste ville drikke før hun sagde noget som helst andet, men sådan skulle det ikke være. Han nåede knapt nok at give et 'hmm?', førend at hoppen energisk kastede sig fremad og forlod hans side for at danse afsted i en galop. Et øjeblik stod han tilbage, inden han rystede sit hoved og satte efter hende i trav. En trav som hurtigt slog over i galop.

"Jeg troede, du havde sand i halsen?" sagde han drillende. "Men ja, mine brogede ben kan løbe meget hurtigere end dine." Tilføjelsen kom med et kækt smil, inden han øgede sin skridtlængde - hvis hun ville have et løb, så gav han det hende gerne, men han gav hende ikke villigt sejren.

[13]

אֱלִיָּהוּ

Isíl var ikke lang tid om at komme i galop – hun elskede fart og hun elskede også at overraske andre med hendes finurligheder. Og det virkede lidt som om, at den sølvtonede hoppe, virkelig havde overrasket den fine gråbrogede Elijah, med hendes optakt til et løb imellem ham og hende. Og det synes hun kun var sjovt og hyggeligt! Han var dog heller ikke længe om at komme efter hende, først i trav og derefter i galop. Den grå hoppede smilede over hele mulen, idet hun kiggede bagud imod ham, som han slog i galop.

Han kommenterede på hendes sand i halsen, og han havde helt ret. Hun havde sand i halsen og var både sulten og tørstig. Men hun kunne sagtens lægge det af vejen, for nogle sekunders morskab. Han kom hurtigt op til hendes side, og Isíl valgte derfor at nappe efter Elijahs man, i et forsøg på at hive lidt i den; men hun nåede det ikke. Han overhalede hende med en halv længde, og derfor nappede hun i stedet efter hans ene baglår, mens hun grinede en smule. Hun kunne nok ikke vinde, men det var heller ikke vigtigt for hende.
De kom tæt ned til oasen, og hun valgte at slå ned i trav, og derefter skridt, idet hendes hove ramte det grønne og frodige græs. Som den kåde unghest hun nu engang var, slog hun op i et lille rejehop, inden hun drejede en omgang omkring sig selv, og derefter trippede lidt videre efter Elijah, helt ned til vandet. Her lod hun mulen ramme imod vandet, og begyndte at trække nogle store slurke ind, så tørsten kunne blive slukket. Kort efter rejste hun hovedet, og smilede i Elijahs retning. Hun bevægede sig hen til ham, og om på den anden side af ham.

,,Tak for hjælpen!”

Smilede hun oprigtigt, med henblik på at hun måtte komme hen til hans oase, inden hun puffede efter hans mule, og derefter så nysgerrigt på ham.

,,Har du.. Været her længe?”

Hun lagde hovedet på skrå, spørgende. Hun anede stadig ikke hvor hun var, hvilket var ret frustrerende. Men hun tog dog det hele med oprejst pande!

Elijah

Den brogede hingst løb hurtigt den sølvmanede hoppe op. Han var højere end hende og de lange ben, som han nu engang havde, kunne snildt tage større skridt end hende. Dermed ikke sagt, at løbet var vundet, men det gjorde en del.
Da hun nappede efter hans man, slog han let hovedet til side, så den blev kastet udenfor rækkevidde. Et drillende smil sad om hans mule og han satte farten op, så han overhalede hende, for så blot at blive nappet i bagparten. Med et fnys svirpede han halen ud efter hende, dog ikke for at afvise hende: det var mere et legende tjat end et varsel om, at hun skulle holde sig væk.

Elijah så ingen grund til at sænke farten, før han nåede vandet, hvor han da så også hamrede hovene. De gled lidt i det fugtige sand inden han kom til et trippende stop ved vandkanten; dette var dog kun midlertidigt til hun havde sluttet sig til ham. "Ingen årsag, og det er altså stadig ikke min oase," svarede han med et drenget smil, inden han uden tøven gik et par skridt ud i vandet. Et ører var vendt tilbage mod hende, før han drejede sit hoved lidt, så han bedre kunne se hende. Ved hendes spørgsmål tiltede han hovedet lidt på skrå. Han burde have vidst, at hun var en af 'dem', men han havde vel bare ikke lige tænkt over det. Ikke at det ændrede noget, men det var stadig sært at tænke på, at landet havde en blandet befolkning på den måde.

"Ja, jeg har været her hele mit liv. Jeg blev født på en af de andre øer: Enophis for at være præcis," svarede han, inden han sænkede sit hoved for at drikke. Ikke for at ignorere hende, han ville skam stadig gerne snakke, og således var begge ører da også vippet mod hende, trods hans blik forsvandt ned mod vandet.

[14]

אֱלִיָּהוּ

Isil blev ret hurtigt overhalet, og det havde hun vel egentlig også regnet med; og det gjorde hende heller ikke noget - for hun var trods alt, ikke en dårlig taber. Selv fortsatte Elijah lidt, til han nåede helt ned til vandet; han sagde endnu engang, at det ikke var hans oase - men den sølvtonede hoppe var nu alligevel meget taknemmelig.

Hun lyttede til hans forklaring af, at han var født i dette land; så Isíl måtte derefter konkludere, at hun jo så nok trods alt ikke var død; for så ville der vel ikke være nogen, som blev født i dette land?

I nogle elegante skridt, og lettere dansende, smuttede den unge hoppe ned i vandet til ham, mens han drak. Hun betragtede ham, og lagde ikke skjul på det - det var der vel ingen grund til? Let lagde hun hovedet på sned, lidt eftertænksomt.

,,Så der er altså ikke kun den her sand ø, og så den mærkelige.. Øeh.. Skyggeø?”

Hendes toner var lette og en smule leende, inden hun slog sin ene forhov hårdt ned i vandet, efter at have løftet den over vandfladen, således at vandet nu plaskede lidt i hans retning, og dette gjorde hun nogle gange, inden hun trippede lidt imod ham, for derefter at puffe imod hans skulder.

,,Hvis jeg spørger for meget, så bare sig til; så skal jeg nok styre mig lidt!”

Grinede hun let.

Elijah

Den mørke hoppe sluttede sig til ham i vandet og drak også, men hun betragtede ham også og det var lidt underligt for ham. En gang imellem vippede han blikket mod hende, men ellers var det rettet mod vandet eller også lukkede han simpelthen sine øjne. Han var ikke genert som sådan, men han var heller ikke en, som stod og åbenlyst betragtede andre.

Da hun talte igen stoppede han med at drikke. Hun havde åbenbart været på Foehn. Han mærkede en kriblen på ryggen og svirpede med halen: han var ikke bange for den mærkelige ø med vulkanen, men han havde heller intet ønske om at have noget som helst med den at gøre. Hvem ville have noget med nogen, som eftersigende havde kranier uden hud og døde øjne? Niks, han skulle ikke have noget som helst med dem at gøre og ingen skulle bestemme for ham, at han skulle.
En pludselig plasken med vandet fangede hans opmærksomhed og da hun puffede til hans skuller smilede han til hende. Nu skulle han ikke blive fanget i mørke tanker - han havde jo selskab!

"Det skal jeg huske," svarede han med et grin, "men bare rolig, det er ikke et problem. For at besvare dit spørgsmål, så er der flere øer, ja. Der er de store Enophis og Leventera, samt en mindre ø som nærmest kun har træer. Den kaldes Chibale. Skyggeøen..." Der var en pause og han kunne ikke lade være med at lave en mindre grimasse. "Den hedder Foehn og er et sted man bare bør holde sig fra... Nåh ja, og hvor vi er hedder Zenobia."

[3]

אֱלִיָּהוּ

I nogle sekunder, lignede det mest af alt at Elijah forsvandt ind i sine egne tanker. Som om at noget virkelig opslugte hans hoved. Men hvad det var, det anede hun ikke. Dog ”vågnede” han op igen, idet hun puffede ham på skulderen, og han smilede til hende. Hun lagde hovedet led på sned, ganske roligt, og lyttede til de ord der kom fra ham. Hun kunne godt lide hans selskab; for han virkede ukompliceret og let til smil, ligesom hende selv, og det elskede hun! Han fortalte om øerne, og sagde også, at den ø hun havde været på, burde man holde sig fra. Dette fik hendes øre til at vippe lidt uroligt rundt; mon han også havde mødt dem?

,,Jeg mødte sådan en.. En skyggehest.”

Sagde hun så, og så en smule misfornøjet ud i hovedet. Kort gøs det ned af hendes krop, hvilket fik hende til at ryste sig kort. Hun var fascineret af dem, men alligevel frygtede hun dem også. For de virkede sære, som om de søgte efter noget specifikt i den her verden, noget som hun ikke helt forstod sig på endnu, den unge Isíl. Hun samlede et smil op på mulen igen, og skubbede de dystre tanker fra sig.

,,Holder du mest til her, Elijah?”

Spurgte hun så, nysgerrigt, mens hovedet gled på sned. Måske det her var hans hjem, frem for de andre øer?

[9]

Elijah

Humøret syntes at falde mellem dem og Elijah vidste udemærket godt, at han var skyld i det. Han fortrød dog ikke, at han ikke just havde været munter da han nævnte Foehn: der var ingen grund til at lyve omkring den forbandede ø. Nok havde han ikke selv været udsat for noget, men det betød ikke at han ville give det sted en chance. For alt han vidste, så kunne Andromeda gå helt under, hvis hvad end der lurede der, formåede at sprede sig til resten af øriget.

Da hun nævnte, at hun havde mødt en skyggehest, så lod han det blot ligge. Han gad egentligt ikke snakke om den ø eller dem, som beboede den. Derfor var han glad for, at hun også virkede til at skubbe tankerne bort og i stede stille et spørgsmål.

"Nej, faktisk ikke, for øen her består mest bare af sand og selvom der er oaser, så er det altså ikke det fedeste sted at tilbringe sit liv." Han trak på smilebåndet og rystede så sit hoved. Væk med de mørke, dumme tanker! "Jeg er mest på Enophis og Leventera, men jeg kommer tilbage hertil ret ofte, for jeg kan godt lide det her, selvom det mest bare er sand." Let svirpede han med halen. "Jeg holder dog mest af Enophis, for det er der jeg er født - lidt sentimental har man jo lov at være."

[5]

אֱלִיָּהוּ

Isíl skubbede de lidt dystre tanker fra sig, for hun gad bestemt ikke være kedelig at være I selskab med. Desuden var den sølvtonede hoppe, generelt en sjæl, der bare ikke tænkte for længe over tingene; hun gad ikke og kunne nok egentlig heller ikke koncentrere sig særlig længe om det. Hun smilede i Elijahs retning, da han også virkede til at skubbe deres samtale lidt væk, og i stedet livede op i et smil, mens han talte og fortalte om øerne.
Den sølvtonede hoppe, var ret glad for, at der ikke kun var disse to øer; en mørk skyggeø og en ø fyldt med sand. For ingen af disse øer, føltes særlig hjemlige for hende. Nok ville hun ikke dvæle i savnet over sit hjem, men derfor ville den unge hoppe nu stadig gerne finde et sted, der mindede hende lidt om hendes hjem.

Den gråbrogede var født i landet, på Enophis, og derfor holdte han mest til på den ø. Gad vide hvad denne ø, Enophis indeholdt af terræn? Isíl lagede hovedet lidt eftertænksomt på sned, inden hun kiggede ind i hans øjne, nysgerrigt

,,Hvordan er der på Enophis?”

Spurgte hun så, en anelse håbefuldt måske, mens ørene vippede nysgerrigt og lyttende frem til ham.

Elijah

Isíl’s spørgsmål fik Elijah til at påtage sig en tænksom grimasse. Hvordan var der egentligt på Enophis? Han havde tilbragt meget tid der, men han havde aldrig rigtigt haft brug for at forklare hvad eller hvordan øen var - de fleste kendte den trods alt eller virkede mere eller mindre ligeglade.

”Enophis er en dejlig ø, hvis det er det du tænker på. Den har alt det man kan få brug for; vand, græs, læ. Nåh ja, der er også bjerge på den nordlige del - man kan se dem fra Zenobia, når man står på kysten - og fra kan man se hele øriget. På en god dag kan man i hvert fald,” tilføjede han med et smil, inden han mimrede med mulen. ”Hvis du finder modet til det, så er det bestemt noget, som jeg vil foreslå dig at gøre - altså bestige bjergene.”

Den brogede hingst var ikke sikker på, at det var den bedste forklaring eller den hun søgte, men det var hvad han lige kunne komme på. Efter hans mening var det da også de vigtigste ting, dem han havde sagt altså. Han kunne nok godt plapre løs om stort og småt, som man kunne finde på Enophis, men det følte han sig ret sikker på, bestemt ikke var, hvad hun var interesseret i at høre om.

[2]

אֱלִיָּהוּ

Den sølvtonede hoppe, havde ørene rettet nysgerrigt og lyttende frem imod Elijah, som hun havde stillet et spørgsmål. Måske var det ikke det nemmeste spørgsmål at svare på, men dog håbede den unge hoppe, at han alligevel ville gøre et forsøg. Og da han åbnede munden, efter sin tænksomme grimasse, lyttede Isíl meget intenst til hans ord. Der var vand, græs og bjerge. En ret stor forskel fra hvordan denne ø var; og det var hun glad for! Hun smilede og nikkede alt imens han forklarede, inden hun så nappede let imod hans skulder, taknemmeligt.

,,Tak fordi, du gad forklare. Måske jeg skulle besøge Enophis en dag. Måske du vil med, som guide i bjergene?”

Leede hun let og mildt, men hun mente skam hendes ord. For ærlig talt, så vidste Isíl ikke hvordan hun skulle finde denne ø. Var det bare at hoppe i vandet og give sig til at svømme i en eller anden retning? Hun havde ingen anelse, og dette var måske en smule angstprovokerende for den unge hoppe, trods hun ihærdigt forsøgte at holde humøret højt alligevel.

,,Jeg aner ærlig talt intet om, hvilken retning jeg skal i”

Tilføjede hun så, med endnu en leende lyd, dog med en lidt mere eftertænksom grimasse i ansigtet.

[5]

Elijah

Da den sølvmanede hoppe takkede for hans forklaring, så smilte han blot. Det ville da ærligt talt have været lidt underligt, hvis han havde nægtet at besvare hendes spørgsmål. Nok var det ikke det nemmeste, men det var stadig til at svare på og langt fra personligt. Det ville dog være uhøfligt at vifte hendes tak bort og derfor sagde han intet.

”Hmm, hvis du ikke falder bagud, så vil jeg da gerne være din guide,” svarede han drillende, inden han vendte sin opmærksomhed mod hendes manglende ide om, hvilken vej hun skulle bevæge sig. Let mimrede han med mulen, mens han tænkte. Han kunne vel egentligt godt give hende en retning at gå i, men ville det være en god ide? Man kunne hurtigt komme til at gå den forkerte vej trods alt, specielt om natten, hvis man ikke vidste hvad man skulle gå efter på alle tider af døgnet.

”Lad mig se,” mumlede han for sig selv, inden han hævede sit blik mod himlen for at se, hvor solen var lige nu. ”Du skal gå mod vest herfra, så det er den retning -” Let nikkede han sit hoved mod vest. ”-for at komme til kysten, hvor der er kortest til Enophis. Fra kysten kan du se øen - det er en lang svømmetur, men det er ret opmuntrende, at man ikke bare svømme mod ingenting.”

En eftertænksom mine lagde sig over ham et øjeblik, mens han vurderede en ide, som var poppet op i hans tanker: ”Jeg kan følge dig dertil, hvis det skulle være…?”

[4]

אֱלִיָּהוּ