At the end of light [fællestråd for Aljun]

Den hvide skygge hoppe havde været blandt broderskabet længere end de skygger der var tilbage. Hun følte et tab over Fuyu, men som altid var der intet at se på Deadly Myth. Hun følte sig dog stadig stor gæld til den skyggehingst der havde forladt dem; han havde redet hende og ledt hende på den rigtige vej; som hun selv havde guidet andre ind på den sti nogle af dem nu fulgte. Det kom end ikke bag på hende at Ava trådte frem for at tage den rolle som Fuyu havde haft. Selv ønskede hun ikke denne rolle; hvordan kan en der har fejlet på så mange fronter lede de andre rigtigt. Hun burde melde sig set i at hun nu er den ældste skygge bære i blandt dem, men hun vidste hun ikke var den rette i stedet valgte hun at udtrykke sig:

"Jeg stiller ikke op."
Gjorde hun det kort klart for de andre, før hun der efter atter en gang talte:

"Hvem der end bliver vores nye Volkun har jeg en bøn om han eller hun må tage stilling til hvor vidt min yngste søn må være i blandt os igen; eller om han skal forvises som straf. Fuyu fik ikke taget denne stilling, min yngste søn vandre nu uden formål- for en fejl han lavede som plag."

Det var en hakkende ru og meget ubehagelig stemme; en stemme der ikke var blevet brugt ret ofte, og det var sjældent man hørte hende tale i så lange sætninger; men at forholde sig tavst nu, var ikke en mulighed.
Myth var ikke stolt af sin søn; men han var blevet frosset ude længe nok, og det var på tide en Volkun kunne tage stilling til hvor vidt Belial kunne være en del af dem eller om han skulle forvises helt. Hendes ældste søn var en helt anden sag; men hun behøvede ikke tage stilling til ham længere.. Eller Djange.

"Bjergets vogter.. og hans søn er ikke blandt os længere."

Flere ville vide at hun hentydede til Lupë og Djange; og flere vidste udemærket hun havde haft et nært forhold til denne hingst. Det skar i hendes sjæl at hun havde mistet disse to- men det var for den bedre sag og de alle burde vide at vogterne var en mindre og at de var en forræder mindre.

1

Avas blik gled rundt på hendes brødre og søstre. Det lod ikke til andre end hende og Volontaire stillede op - noget der gjorde det hele meget nemmere, eftersom en afstemning muligvis ikke var nødvendig.. Det satte nogle tanker igang. Der var flere ting der rev i hende. Ingen ville kunne tage Fuyus plads som Volin.
Alle, mange, brødrene og søstrene, havde noget at sige, og alle blev lyttet til. Også den skygge der kom ilende med nyt om det føl Ava allerede vidste ville komme til verdenen.

'"Ayin, zeymah. . . Hvis dit ønske stadig er at bringe hende til til Foehn, Aljun, til os, og lade hende blive opdraget som det hun i virkeligheden er - en skygge som dig, som mig, som os - Ikke fuldkommen skygge, men ikke desto mindre en hoppe med evner som en skygge. Giv hende til mig, og jeg vil opdrage hende som min egen sammen med den halvbror- eller søster der er på vej."

Jo længere tid det blev i Teylar, jo større risiko var der for det blev påvirket af lyselskerne. Noget Ava før havde oplevet, dog i en anden situation. Hun huskede stadig det kaos der hærskede sidste gang vogterne og skyggebærerne havde stået ansigt til ansigt med hinanden på hver deres side. Hun havde set sit snit til at snuppe lyshoppens halskæde, men rødlingen, søn af både skygge og vogter, havde valgt at vende broderskabet og i fællesskab med den hingst Avas hjerte havde tilhørt, var gået imod hende og hjulpet lyshoppen med at slippe væk. Noget hun havde haft svært ved at tilgive dem begge for. Men hun havde selv været hevet i fra begge sider som rødlingen, så hun forstod ham. Hendes familie var i Teylar. Hendes nymfe. Den datter hun ikke havde set siden hun var helt lille, og som hun havde brugt flere år på at nå, få fat i. Ava havde trofast hængt i og både forsøgt at få det til at fungere med hendes familie fra før skyggerne, men også skyggebrødrene- og søstrene. Men årene var gået og den lille datter hun havde efterladt, ville være en voksen hoppe nu. Fri til selv at opsøge hende, men med årene og de mange Andromedarier der havde svigtet hende i hendes forespørgsel, hendes ønske om at få Nymfen bragt til Chibale, havde hun opgivet. Hingsten, Mindraper, til hvem hun før havde tilhørt, havde ligesom resten af hendes familie valgt at vende ryggen til hende. Hun havde derfor ladet den kærlighed hun havde haft til sin familie blive overført til hendes brødre og søstre, skyggerne og ikke mindst Alduin. Hun havde ikke ladet sig selv sørge over tabet af hendes bror, moster, førstefødte datter, nymfen, og den hingst hun havde holdt så meget af, men i stedet fokuseret på at følge Alduins ønske om et bedre Andromeda - selvom det ville betyde de alle måtte ofre deres liv i sidste ende.

Både fejltrin og succes ville have døden til følge. Ava vidste det og var alligevel villig til at ofre sit liv til Alduin, hvis han skulle gøre krav på det.
Avas blik blev rettet mod den hvide søster. Hun vidste hvad Volin havde overvejet. Det måtte ikke være nemt for en mor at se begge sine sønner blive straffet for handlinger, der på grund af deres unge alder måske ikke havde været helt gennemtænkte.

"Briinah.... Jeg af alle, ved hvor manipulerende og lokkende Rumpelstiltskin kan være. Jeg tvivler stærkt på Belial har slået en handel af i en ond mening. At hans hensigter har været gode på trods af udfaldet. Vi træffer alle dårlige beslutninger nu og da, nogle dårligere end andre, men Belial har ikke kostet nogens liv. Jeg ved min mening ikke på nogenmåde kan ses som en afgjort beslutning, men den fortjener at komme frem alligevel; Jeg mener en ny chance ikke bør afvises...... Hans bror var en af dem - tilhængere af lyset. Måske ikke bevidst, men idet han gik imod mig, gik imod os, forrådte os, vendte lyset sig mod ham og tilbød ham en plads blandt vogterne. Dit tab gør mig ondt. Jeg meget bekendt med følelsen, men som skygge ser jeg to faldne vogtere."

Stemmen var på ingen måde anklagende, men derimod afspejllede hendes forståelse og den snært af medlidenhed hun også følte over for søsteren. Ava holdt en lille pause for at gøre klar til et emneskift. Tankerne der havde henvendt sig til hendes opmærksomhed før nyheden om den lille nye hoppe med skyggegenerne. Hendes blik søgte rundt på de andre skyggebærer indtil det landede på Volontaire.

"Jeg er ikke lige så stærk som Fuyu, men tæt på og alligevel vil jeg ikke kunne måle mig med ham. Ingen af os kan. Jeg vil ikke trække mig, men jeg vil respektere resultatet af en afstemning - Hvis den skulle finde sted. Men jeg har et andet alternativ. At stå i spidsen sammen som Volin og Lok Sonaak."


Betydning:
zeymah - bror
Lok sonaak - betyder direkte oversat sky priest/priestes og har derfor betydningen ypperste præst/præstinde.




Kan se folk forveksler Vokun med Volin så her er lige beskrivelsen fra info siden. Rangen er listet under optagelse i flokken (under Aljun), hvor Fuyu står som Volin  

Fuyu no Kitsune, den såkaldte 'leder', bør nærmere ses som en ypperste præst, med nær kontakt til det ultimative væsen; Alduin, ham der er altings hersker, mørket, lyset, fremtiden og fortiden. Indviede medlemmer, Vokunne(En vokun- betyder skygge), indrages i flokkens fremtidsplaner og ledelse, hvorimod uindviede, Keys(En Key - betyder hest), holdes udenfor indtil indvielse, eller denne forlader flokken. selveste Alduin.

Den sorte hingst stod med blikket hvilende på de forskellige, som hver især havde noget at bidrage med, at sige eller bemærke. Han lyttede til dem alle, og ingen blev glemt i hans vandrende blik. Men der var netop kun Ava og han selv, der ønskede at stille op, og det var nok egentlig som han lidt havde regnet med. De to sjæle var dem, der havde været en del af skyggebroderskabet i længst tid, så det var måske egentlig meget naturligt, at valget stod imellem dem.
Nogle af brødrene og søskende, ønskede nærmest ikke at skulle stemme, N’zall gjorde det hvert fald ganske klart, at hun ikke ønskede at forhold sig til en afstemning, men i stedet regnede med, at de selv kunne nå til enighed; da det ellers måtte være magt de hungrede efter. Ordene fik Volontaire til kort at brumme en anelse dybt og utilfreds – for sådan så han det nu ikke.

Men han sagde ikke mere til det. Ayin nævnte, at Ava og han havde besluttet i fællesskab, at sætte en ny skygge til verden. Noget der var godt for fællesskabet, og noget der frydede den sorte hjerteløse hingst. Han nikkede anerkendende til Ayin samt Ava, inden blikket hvilede på Deadly Myth, der talte om Belial. Som Volontaire ganske godt kendte. Men han nåede ikke at sige noget, før hans sorte søster Ava talte. Og hun talte skam med samme ord, som han også selv kunne have fremført. De var da begge enige, for Belial skulle have muligheden for at komme tilbage. Og det ville Volontaire kæmpe for, meget endda. Ava kom også med en anden idé, at de sammen kunne dele posten som Volin og Lok Sonaak. Han så eftertænksom ud, inden han efter nogle sekunders stilhed, selv brød den.

,,Deadly Myth – din søn kender jeg ganske godt. Jeg så ham som plag et par gange og husker vores møder. At han har lavet fejl som ung, er ikke noget der som sådan kommer bag på mig – for fejl, det laver vi alle. Det har jeg også selv gjort. Jeg ser ham som en del af vores flok, om end han selv ønsker det. Han er velkommen for min skyld – og jeg tager ham gerne under mine vinder, lader ham blive mit ansvar, hvis dette er noget der ønskes”

Brummede ham, i mørke og dog rolige toner, mens de pupilløse øjne hvilede på Myten foran ham. Han holdte på en eller anden sær måde, af den unge Belial. Volontaire rettede nu blikket hen på Ava, og nikkede ganske roligt. Anerkende til hendes ord.

,,Jeg ønsker ikke at gå i Fuyus fodspor, for det kan ingen. Men som jeg har nævn for Fame før, ønsker jeg at føre vores broderskab videre, guide os, og lade os vokse os større.” En pause indtraf kort, før han fortsatte ,,For mig, er det også en mulighed at vi deler posten, Ava. Så hvis der er stemmelighed imellem jer, kære søstre og brødre, kan posten godt deles”

Han var ikke ude efter magt. Men han så helst, at det kun var én der stod som flokkens leder, da andet hurtigt kunne blive noget bøvl. Men netop fordi nogle ikke ønskede at stemme, og det sikkert hurtigt kunne ende stemmelighed, var det nok smartest at lade de to følges som ledere, hvis det endte der.

,,Vi ønsker jeres stemmer. Alle jeres stemmer”

Sagde han så, afsluttende, og så lidt imod N’zall.

,,Noget må du have en mening om, N’zall. Helt ligeglad kan du vel ikke være, med hvem der står i fronten af broderskabet?”

Han hævede hovedet lidt, og kiggede undersøgende på hende. Han forstod ganske enkelt ikke, hvis broderskabet var ligeglad med, hvem der førte dem i kamp og til at lede Andromeda.

[1]

Da først de fleste havde fået tungerne på gled, var der mange nyheder og meninger der blev luftet. Den sorte Ayin lyttede intenst. Han nød altid at være up-to-date, og fandt det ganske interessant at høre sine søstre og brødres meninger og tanker - og deres oplevelser. Det var jo ikke så tit de alle var samlet, så der var uden tvivl meget der skulle deles, på trods af at de var så tæt forbundne.

Han lyttede først til den slanke, sorte hoppe med et ansigt der var beslægtet med hans, i hvert fald blot en smule. Det var første gang han mødte hende i eget kød og blod, og han var ganske imponeret over denne.. han ledte efter ordet. Denne sirene. Det var det ord der brændte sig fast i hans sind når han så på hende. Det blottede kranie blev let vippet til den ene side, da hoppen udtrykte at hun ikke ønskede at deltage i afstemningen. Det kom en smule bag på ham, og vakte vel også en del undren. Men han respekterede at det var hendes ønske. Han kunne bedst lide når de alle fulgtes ad og ingen gik deres egne veje - for det kunne ende galt - men tænkte alligevel at det nok skulle gå denne ene gang.

Straks efter talte den hvide hoppe der havde hjulpet ham med at blive en del af fællesskabet. Det var første gang han så hende siden dengang. De blå, flammende øjne hvilede stærkt på hende som hun talte. Han havde altid følt dig en smule mere forbundet med denne hoppe, trods det mest af alt var en fjollet lille følelse. Men han kunne ikke lade være; det var trods alt hende der havde hjulpet ham med at få liv efter døden - efter at have forladt sit gamle liv.
Han havde aldrig mødt Lupë, Belial eller Djange, men var alligevel med på hvem de var. Han vidste også at han var rede til at give den unge hingst en chance til. Han så den smerte det voldte hende, at tænke på sin ene søn og vogteren Djange. Men det var godt at de var væk - det ville tjene dem godt i sidste ende.

"I mine øjne er han stadig velkommen her. Han fortjener endnu en chance."

Der faldt en stilhed over flokken i et øjeblik. Han tillod sig at bruge dette sekund til at betragte sine fæller. De var en stærk lille flok, med mange kloge hjerner og hjerte der brændte for det de alle vidste var det rigtige. Han var ikke tvivl om, at når de havde en til at vise vejen, så ville de igen være en stærk kraft her i landet som vogterne måtte vogte sig for. Han lo sagte af sit eget interne ordspil, men tav så, da Ava tog ordet. Han nikkede taknemmeligt til hende da hendes stemme igen døde hen.

"Jeg agter at bringe hende tilbage ved næste overdækkede måne. Hun skal opdrages her, hvor hun hører til. Hun bærer skyggerne i sig og vil med tiden, forhåbentlig, blive en stærk allieret. Jeg vil bringe hende til dig Ava, og lade hende vokse op på rette plads."

Igen faldt en kort tavshed over flokken, før Ava igen tog ordet. Denne gang spidsede Ayin meget opmærksomt ørerne imod hende. Hun bragte et forslag på banen, som end ikke havde strejfet hans tanker, og nok heller ej nogen af de andres. Han overvejede ganske kort dette nye forslag, og konkluderede derpå at det var en god idé. Både Ava og Volontaire var værdige i hans øjne.

"Sammen kan I lede stærkere end hver for sig. Jeg stemmer for at I deler posten."

Hans svar var kort men præcist og der var ikke brug for mere unødvendig snak. Dette var hans mening, og nu ventede han blot på at de andre ytrede sig.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Fames øjne gled langsomt fra skygge til skygge, der hver især havde en mening at dele. En holdning at udtrykke. En idé at lufte.. Fames holdning til hendes brødre og søstre var i givet fald positive, hun nærede ingen instinktiv modvilje imod nogle af dem. Men dybt i sit hjerte kunne Fame næppe hengives sig så inderligt som andre.... og idet Ava, en natsort hoppe hvis ord afbrød hendes trådte frem, følte Fame en underlig... irritation komme snigende. En barnlig irritation, men en irritation ikke desto mindre, og en følelse der fik hendes øjne til langsomt at knibes sammen, indtil blot en rød streg udgjorde hendes blik. Omgivet af mørke og iblandt så mange individer kunne det næppe ses. Men hoppens blik ulmede.

Ord blev udvekslet og Fame forholdt sig i tavshed. Der var en svag bevægelse omkring hoppen af svirrende og listende mørke hvoraf Fame ikke følte at bidrage med noget. At observere var nu engang ikke mangel på tilstedeværelse, og den rustfarvede sirene lod deraf hendes blik følge den mørke nattehimmel. Hun kendte ikke denne Beleil, og kunne ikke være mere ligeglad med hans skæbne. Men hendes ører spidsedes kort ved bjergvogterens benævnelse, og en umærkelig sitren gled da igennem hoppens slanke krop. Djange... forsvundet? Den rustfarvede vippede i et ryk hovedet imod den snehvide hoppe: hendes blik utydeligt.
Hun havde været... godt bekendt med den ranke hingst. Hans... fravær vakte en mild sorg i hoppens be-tornede hjerte, og dertil følte den rustfarvede en mærkelig... tristhed. Hun havde aldrig været mærkbar sympatisk... men denne nyhed lod følelser røre på sig.

Snart blev endnu et forslag taget op - en todeling af magten imellem de to skyggeheste. Fames mund sitrede i et tilbageholdt smil og den rustfarvede brummede en anelse lavmeldt, muligvis en tilbageholdt latter. Dem... dele magt? Aldrig havde Fame brudt sig om autoritære figurer... og at have to tiltalte hende ikke. Det ville være besværligt. Det ville være forvirrende... og i lyset af alternativet, så Fame ingen grund til ikke at tage stilling. Hendes slanke skikkelse knejsede med nakken idet hendes stemme talte; første gang siden debatten var startet.

"Jeg ser ikke at der vælges to...det ville besværliggøre valg, og er det løsningen ser jeg ingen leder..."
Nynnede den rustfarvede hoppe, hvis blik gled fra skyggebærer til skyggebærer, undersøgende efter hvilke tanker hendes ord ville skabe. For det virkede som om at broderskabet var en samling af enighed, og Skyggerosen umiddelbart var en stemme imod den symbiose.

"Min stemme falder til Volontaire".
Sluttede skyggehoppen af.. Ava var værdig - så bestemt. Men Ava var guidet af hendes egen vrede. Vrede var en stærk motivation, men for Fame, var vrede en illusion. Et dække for en foræderrisk drivkraft der kunne bygge bjerge men ligeså let smadrer dem igen. Vrede var intenst og dog upålideligt. Og Fame kunne ikke risikere sin fremtid på... upålidelighed.

WORD COUNT: 475

Den sorte Ava var den første til at træde frem fra deres lille cirkel og meddele, at hun agtede at stille op som Volin. Hun ønskede ikke magt, men derimod samling og fremgang. Hun ønskede også, at alle lyselskere og modstandere blev fjernet fra Foehn på den ene eller anden måde, medmindre de var værdige nok til at kunne joine dem. Han nikkede samtykkende, for han var enig. Der var absolut ingen grund til at have folk rendende og stikke næsen i ting, der ikke vedkom dem.
Den sorte hingst med det flækkede hjerte trådte ligeledes frem og stillede op som Volin. Han ønskede i det store træk det samme som Ava, og Raikiri nikkede derfor blot samtykkende endnu en gang.
Den sorte hingst med kranieansigtet trådte nu frem og meddelte, at han ikke ønskede denne post. En lille, sort skygge kom pludselig ilende hen over jorden mod ham, og pludselig kunne han høre dens stemme i sit hoved. Den fortalte om et føl; et hoppeføl, som hingsten Ayin havde skabt sammen med en ufrakommende hoppe i håb om at skabe nyt blod til flokken. Desværre var føllet blevet født ind i Teylar, men han agtede at bringe det hertil og lade det vokse op blandt dem og forhåbentlig selv blive en Skygge en dag.
I fortsættelse til dette tilføjede hingsten Ayin ligeledes, at han og Ava havde besluttet at bringe endnu et føl til verden - et føl, der ville vokse op blandt Skyggerne og forhåbentlig blive et aktivt medlem. Raikiri brummede anerkendende. Han støttede fuldt ud op om beslutningen om at bringe nyt blod ind i flokken, så de ligeledes ville stå stærke i fremtiden.

Hoppen med kranieansigtet trådte nu frem og fortalte, at det burde være ligegyldigt, hvem der ledte dem, da alle kendte til opgaverne og det fælles mål. Hun ønskede derfor ikke at forholde sig til en afstemning og mente tilmed, at det måtte være hunger på magt frem for et ønske om at nå det ønskede mål, hvis de ikke selv kunne blive enige. Raikiri rynkede lettere skeptisk sine bryn. Han var ikke helt enig i hoppens synspunkt... I hans verden var der nødt til at være én, der bestemte - ellers ville det hele hurtigt ende i rent anarki og kaos.
En hvid hoppe, som han ikke var stødt på før, fortalte nu ligeledes, at hun heller ikke ville stille op. Hun tilføjede dog en bøn til, hvem end der ville blive deres nye Volin. Hun ønskede, at der blev taget stilling til, om hendes yngste søn måtte være iblandt dem igen, eller om han skulle forvises som straf for den fejl, han begik som plag. Alle samtlige Skyggeheste reagerede ved at sige, at han var velkommen, og derfor var han naturligvis også velkommen for Raikiri.

,,Jeg kender ikke hverken du eller din søn og aner derfor ikke, hvad der er sket i fortiden - og derfor vil jeg naturligvis heller ikke dømme ham. Jeg vil derfor også med glæde byde ham velkommen i flokken."

Hun tilføjede nu, at Bjergets Vogter ikke var i blandt dem længere, hvilket fik et stort smil frem på hans mule. Godt nok kendte han intet til denne hingst og vidste derfor ikke, hvad der var sket - men han var Vogter, og jo færre af dem der var i Andromeda, des bedre.
Ava trådte nu frem og sagde, at hun ikke ville trække sig, men derimod respektere resultatet af en afstemning, hvis den skulle finde sted. Dog præsenterede hun dem også for et andet alternativ, nemlig at de kunne stå i spidsen sammen som Volin og Lok Sonaak. Han tænkte lidt over den mulighed. Selvom han egentlig godt kunne lide tanken om, at de kom til enighed på den måde, så måtte han altså indrømme, at det ikke rigtigt lød korrekt i hans øjne. I hans verden var der kun én sand leder - og denne skulle helst være en stærk hingst.
Den sorte hingst med det flækkede hjerte meddelte nu, at det ligeledes var en mulighed for ham at dele posten, hvis der blev stemmelighed - og at han derfor ønskede alle deres stemmer.
Kraniehingsten var den første, der trådte frem og meddelte, at han stemte for at dele posten, fordi han mente, at de ville kunne lede stærkere sammen end hver for sig. Dernæst trådte den rustrøde frem og meddelte, at hun mente, at det ville besværliggøre det med to ledere, og at hun derfor stemte på Volontaire, som han gik ud fra måtte være den sorte hingst med det flækkede hjerte. Raikiri nikkede samtykkende, for han var så ganske enig i den rødes ord.
Da de afventede svar fra den næste Skyggehest i rækken, så han sit snit til at træde frem og tilkendegive sin mening.

,,Jeg er enig i, at det vil besværliggøre det med to ledere. Der er i min verden for stor risiko for anarki, kaos og splid, hvis det gøre på denne måde. Derfor stemmer jeg også for kun én leder. Og kære Ayvah, selvom du er den, jeg kender bedst og i den grad skylder en tjeneste for at have ført mig til jeres broderskab, så falder min stemme på dig, Volontaire. For i min verden er det kun en stærk hingst som dig, der er værdig til lederskabet."

Den sorte nathoppe lyttede til hver og en, også Volles ønske om hun skulle stemme. Og jovidst så burde hun, men N'zall stod stadig ved sin mening om, at de burde kunne blive enige om hvem der skulle være ders Volin. Det var i det hele taget kommet bag på den nyskabte hoppe at dette overhoved var en afstemning. For et øjeblik overvejede hun om hun skulle skabe splid og blot stemme på sig selv, uden at have offentlig gjort hun ville stille op- N'zall ønskede ikke stille op som sådan, hun havde ikke et behov for at være Volin, trods æren i det. Hun ønskede heller ikke,
ikke at være det. N'zall følte dog hun kunne gøre lige så meget gavn på ligefod med alle andre uanset titel. Det virkede dog til hun var den eneste med denne mening; for skyggerne begyndte at offentligegøre deres stemmer. Der trak sig et smil over den halve mule- dette smil falmede igen da den store grå sorte hingst talte. Hans ord fik den sorte hoppe til at fnyse. Smilte spredte sig dog igen i det hun trådte frem imod den brede hingst. Det kunne være svært at sige udefra hvad hun præcis havde tænkt sig. Hans ord var nedladende, og hun tog det ikke kun til sig fordi hun var en hoppe, men netop fordi det var ikke en ligestillet tanke han havde skænket nogle af deres søstre. Alle indviet var på lige fod- uanset køn.
"Dine ord om er helt utrolige, at du her i et broderskab som dette kan tillade dig at sige at ingen af vor' søstre er værdige nok til at bringe beskeder direkte fra Herren til broderskabet og omvendt, at ingen af dem er værdige nok til at være Volin, blot fordi de er en hoppe; kan give mig en undren om hvorfor du overhoved er indviet."

Der var ingen fysisk kontakt, men N'zall mente hvad hun sagde. Raikiri, hun havde mødt før han overhoved var blevet en del af broderskabet, en del af det rigtige rige; havde ikke den gang vist tegn på hans nedladende holdning, havde han det, havde hun nok behandlet ham noget anderledes end hun gjorde, og nok oven i købet sendt ham væk. Endnu en gang fnyste hun af den store hingst for blot at vende ham ryggen og træde væk fra ham; ud på sin plads i cirklen igen.

Atter igen henvendte hun sig til hele forsamlingen; for selvom hun ønskede at forholde sig neutral i en afstemning, var der altså forventning; specielt fra Volontarie om at hun altså stemte.
"Jeg står stadig ved min mening om en afstemning om denne title er uden grund; men da det lader til jeg står alene med denne følelse; ligger jeg min stemme for at i deler posten."

Myth stod tavst i blandt sine brødre og søstre; lyttede til deres ord og hvad de stemte for; hun havde selv taget en beslutning; dog ikke offentlig gjort den endnu; hun lod de andre dele deres meninger først. Alt virkede fredeligt i broderskabets forsamling, lige ind til den sorte hoppe med en halv mule trådte frem imod den grå sorte skyggehingst efter han havde nedgjort halvdelen af broderskabet med en enkelt lille sætning. Det var svært at sige hvad den sorte hoppe ville gøre. forholdt sig dog stadig tavst i baggrunden, hingsten havde blot delt sin mening, en mening der nuvel var forkert og nok hver og en hoppe her kunne vise ham anderledes. Måske var hendes passive reaktion mere af det grund hun ikke var af stolt type og ikke selv defineret nogle på grund af køn- og den sorte reagerede temlig hurtigt og fik det hele til at virke uden grund at skabe en scene over en ny broder så tideligt. Selvom Myth forholdt sig passivt var de ord den sorte skygge søster fortalte hingsten, noget Myth kunne finde stor enighed i.

Da alt kom til alt og det var Myths tur til at afgive en stemme, kom den uden forklaring: "Ava."

19

Ava gjorde et enkelt nik med hovedet mod Fame. Hun stod ved hvad hun havde sagt – at hun ville respektere andres valg. Det var heller ikke fordi Ava kendte hoppen særlig godt, så egentlig havde hun heller ikke regnet med stemmen ville lande på hende. Lyden af Raikiris ord fik hende dog til at lægge ørerne i nakken. En del af hende havde måske regnet med hans stemme, men det var ikke det faktum at han havde valgt Volontaire, der fik hende til at stirre olmt på den nye skyggebror. Det ene øre var blevet vippet i retningen af N’zall. Selvom Ava ikke havde stiftet bekendtskab med hende før, havde hun alligevel selv samme tanker.

”Min tanke nøjagtigt, Briinah. Jeg bragte ham til Herren for at ofre ham, ikke for at han skulle indvies. Bare han havde taget mere end lungerne. . .”

På intet tidspunkt flyttede Avas blik sig fra Raikiri. Skyggerne i hendes hove var både en og mange, hviskende og råbende i hvislende stemmer. Hendes temperament var ikke nemt at styre. Så absolut ikke, men hun gjorde sit bedste for at blive stående i stedet for at smyge sig hen og hakke efter ham som en giftig slange. Det ville alligevel ikke virke på ham, og de burde ikke slås indbyrdes. Men hans ord ville blive husket.

”Itsi paskheni menkaak saddas ‘amüs. Esmai kogituhhuk paskhen. Ye hun wesrat tahi. Nüllaan esee menyaalu uuratsni lakwe eetsa roidakh. Esee orra’aabu vimaaru. Itsi euknishkaahu menyaalu roidakh. Etsi non an nat sha’am nishkaahu efharaba dünasse. Ye non hun wesrat horri. Ye non hun wesrat horri. Etsi nüllaan an oge en Kailfernum troovea eksdamnaskek”

Ordene var fremmede, ikke skyggernes, og heller ikke helt hendes egne. Hun forstod dem. Hun kendte dem. Hun havde hørt dem før, men for lang tid siden – dengang hun var helt lille. Ordene var ikke mere end kun lige hørbare, og kun rettet mod Raikiri, også selvom han ikke selv ville forstå dem. De var som en trylleformular, en forbandelse og på samme tid ganske ufarlige, så længe det forblev ord.

”Med dine ord, Raikiri, havde jeg vidst ret lige fra starten af.”

Den sorte Volontaire stod stødt som en statue, mens de mange medlemmer af Aljun talte på skift af hinanden. Alle havde de hver deres meninger om hvem, der skulle stå i spidsen for dette skyggefællesskab. Ayin stemte på, at de sammen skulle stå i spidsen, den sorte Ava og Volontaire. Fame og Raikiris stemme faldt på Volontaire, N’zall stemte på dem begge, og den dødelige myte stemte på Ava. Altså skabte det nu et andet dilemma; nemlig at der var stemmelighed mellem Volontaire som ene leder og at de begge skulle lede sammen. Men dette fik dog ingen opmærksomhed lige nu – i stedet var en del vrede rettet imod den nye hingst, deres nye broder, der uheldigvis nok valgte, at tilføje en forklaring til, hvorfor han ønskede den hjerteløse hingst som sin nye leder.

Volontaire kiggede på de forskellige, lyttede til N’zall og betragtede hendes skridt mod broderen. Men hun gjorde ikke noget. Han betragtede derefter Ava, der snakkede et sprog, som ingen af dem forstod. Men han kendte Ava ganske godt, og vidste godt, at ordene der forlod hendes sorte mule bestemt ikke var venligt stemt. Et langtrukkent prust forlod den store sorte hingst, der rystede lidt på hovedet af det hele. Her stod de, en masse stærke skygger – men lige nu virkede de som én stod forsamling af vattede sjæle, der bestemt ikke gik op i hvad dette broderskab egentlig gik ud på. Han kiggede på dem alle, én efter én, indtil der var helt ro.. Først der, knejsede han sin sorte nakke godt op, mens ørene gled lidt skråt bagud, og den mørke hvislende stemme nu lød.

,,Nogle meninger, er bedst usagt..”

Blikket gled hen på Raikiri, gennemtrængende. Men han nikkede dog kort og anerkendende, for Volontaire var naturligvis glad for stemmen. Men ikke hvad denne.. såkaldte afstemning havde udviklet sig til. Blikket gled nu mod Fame, som han også nikkede dybt til, takkende. Derefter gled blikket over på Deadly, også til hende nikkede han – for han accepterede hendes stemme på Ava. Hun tog stilling til det.
Blikket faldt nu skiftevis på Ayin og N’zall. De stemte for, at de begge delte posten. Volontaires blik gled fra dem, inden han stillede sig i midten af cirklen. For at han kunne kigge rundt på dem alle, skiftevis.

,,Her står vi så. Skyggebrødre og søstre. En afstemning skulle ske.. Og se så nu, hvor den er endt. I en mundhuggende kamp, brødre og søstre imellem.”
Han rystede tungt på hovedet, og hvislede ordene ud i foragt. Han hadede det der skete. De var ved at falde fra hinanden.
,,Vi er ét. Vi er ét fællesskab. En fælles mening burde ligge hos os; at det er Skyggerne der skal overtage Andromeda. Og i stedet står vi så her nu, mere splittede end nogensinde før… Hvor er fællesskabet blevet af.. Hmm?”

Hans stemme var indtrængende, mørk og hæs. Han var bestemt ikke tilfreds. Men han skældte ikke ud. Han spurgte. Satte spørgsmålstegn til det, der lige nu foregik imellem dem.

,,Der er stemmelighed mellem at jeg går i front alene, eller at Ava og jeg deler posten. Så hvad gør vi så?”

Hans blik gled mellem dem alle, sammenknebet og indtrængende. Hvad ville de så.. Hvad skulle der ske? Volontaire ville have samtalen tilbage på det, det egentlig omhandlede. At finde en ny leder – og at genskabe det fællesskab, der var meningen for dem.

[8]

I kølvandet på alle deres ytringer fulgte et kaos. Det var ikke sådan at de alle lå i en bunke og slog hinanden til plukfisk, nej. Det var et kaos på et helt andet plan; det var tydeligt at de var langt mere splittede end først antaget. De kunne ikke blive enige om en leder, de fleste havde hver deres mening og hver deres idé - nogle ville sågar ikke stemme i første omgang. Ayin lyttede vantro til Raikiris ord - var han rigtig klog? Hvis han kunne havde han knebet øjnene sammen til en smal, bedrevidende sprække. Han vidste hans mavefornemmelse havde været rigtig med den hingst. Han forstod godt den vrede der sitrede i luften, især fra hoppernes side. I Ayins øjne var de alle lige, så længe de tjente det samme formål og havde lagt deres egne mål til side for at tjene det ene formål de var her for. Han var ikke bleg for at indrømme at han i starten var kommet hertil, lokket af magt, magiske evner og storhed, men siden havde han fundet og accepteret at han var her på grund af en højere magt. Hans søstre og brødre stod kun lavere i hans øjne hvis de fulgte deres egne, egoistiske mål mere end de tjente Herren. For han var ikke selv fri for egoisme - den fyldte ham stadig fra tid til anden. Men de måtte tøjle den, sådan som han gjorde!

Kort efter flød en strøm af mørke ord fra hans sorte søsters mund. Ava forbandede den store grå hingst, på et sprog han ikke forstod. Ayin brummede dybt og tænksomt: han vidste at Ava var i stand til mange ting. Hvad mon dette betød? Han så ikke nogen umiddelbar ændring. Måske var det bare ord..? Han lagde hovedet en smule på skrå idet han betragtede hende. Hm. Nej, hvis hun ville ham noget ondt for alvor, så kunne hun gøre det. Dette var blot en advarsel. Men han var ikke i tvivl om, at hun var rede til at gøre det, så han håbede - for Raikiris skyld - at han ikke sagde mere.
Derpå talte Volontaire, og Ayin kunne kun sige sig enig - noget var bedst usagt, især rettet imod Raikiri. Den sorte hingst med det blottede kranie, lod nu blikket glide langsomt fra det ene medlem af den lille flok til anden. Han så et fællesskab der smuldrede, hvor det burde blive forstærket. Han så vrede og usikkerhed. Han så en fremtid, der var uvis. Han var ikke den store taler, og holdt sig faktisk helst tavs. Men han følte alligevel at det var tid til at vække hans søskende. De måtte forstå at der stod mere på spil, end blot valget om hvem der skulle lede dem fysisk.

"Jeg vil byde jer alle, brødre og søstre, at ransage jeres hjerter og vælge det der gavner vores fællesskab bedst. Vi står foran svære tider, men også tider hvor vi burde være stærke. Vi burde stå skulder ved skulder, rede til at følge det ene sande bud; Herrens ord og vilje. Vi er her fordi han har skænket os sine kræfter og åbnet vores øjne. Og hvordan betaler vi ham? Ved at splittes og skændes som uvorne møgunger. Jeg har sat mine egne ønsker til side for at følge hans ord. Det er det mindste vi kan gøre, til gengæld for hans styrke og en plads i det næste liv. Jeg tror på fællesskabet og jeg tror på, at vi er stærkeste sammen. Det her overgår den verden der er foran vores egen næsetip. Det her handler om magten i Andromeda, og hvordan vi end vender og drejer det, så er vi blot brikkerne i et meget større spil. Hvis ikke man kan finde sig i det, kære brødre og søstre, så vil jeg vove at påstå, at i har indgået en pagt med den forkerte hersker!"

Hans ord var klare, ført af en rolig, gennemtrængende stemme. Hvis ikke de var rede på det de havde rodet sig ud i, så så han dem hellere forlade dem. Han ønskede ikke et fællesskab med revner og skjulte dagsordener.

Han smilede let, da det første fnys allerede hørtes fra en af hopperne i mængden. Han var godt klar over, at han havde sat røven i klaskehøjde ved at udtrykke sådan en mening - men han havde alligevel ikke forberedt sig på, at det ville blive så slemt, som det nu viste sig at blive!
Hoppen med det halve ansigt trådte frem mod ham med et nærmest sygeligt smil, inden hun lod sine vrede ord hagle ned over ham. Hun gav ham ikke engang muligheden for at forklare sig, før hun med endnu et fornærmet fnys vendte ham ryggen og trådte tilbage på sin plads, hvor hun nu tilkendegav sin stemme. Raikiri lo mørkt. Så let ville han ikke lade hende slippe...

,,Det er muligt, at du ikke kan se min grund til at blive indviget, men det kunne Herren heldigvis - og hans mening er den eneste, der betyder noget for mig. Og heldigvis kunne han sagtens se mig som en stærk og brugbar Vokun, trods min mening om hopper på lederposten i et broderskab."

Den sorte Ayvah blandede sig nu og erklærede sig enig med kraniehoppen. Hun indrømmede endda, at hun havde bragt ham til Herren for at ofre ham, ikke for at indvige ham. Raikiri flængede luften med en høj, hånlig latter. Hvor det dog frydede ham, at Herren alligevel havde valgt at indvige ham!
Ava så nu direkte på ham, mens hun slyngede en storm af ukendte ord ud over ham. Han anede ikke, hvad de betød, men det stod klart for enhver, at de ikke just var godartede. Han blev dog stille stående og var ikke bange. Hvad end det var for nogen eder og forbandelser, hun kastede over ham, så vidste han godt, at de ikke kunne skade ham. For Ava var bestemt ikke en dum hoppe, så hun var udmærket godt klar over, at det ikke ville være nogen god idé at skade ham fysisk, så længe han stadig var en del af broderskabet.
Hun tilføjede nu sine sidste ord til ham, og det fik ham til at se på hende med et slesk smil.

,,Så du antyder altså, at vores Herres beslutning var forkert? At du mener, at din beslutning er bedre end hans? Gudskelov var han ikke enig i, at jeg skulle slåes ihjel. Men det ærgrer mig da at høre, at det var din plan helt inderst inde... Løgner!"

Et langt prust forlod nu den sorte Volontaire, inden han rystede lidt på hovedet af dem. Han kiggede derefter på dem én efter én, inden han da knejsede op i den muskuløse nakke og lod sin mening lyde mod Raikiri. Raikiri mødte hans gennemtrængende blik og krængede blot overlæben op i et muntert smil. Det var muligt, at det var Volontaires mening... Men han ville aldrig blive enig. Hvad var et broderskab værd, hvis man ikke engang kunne få lov til at udtrykke sin mening?
Volontaire stillede sig nu ind i midten af cirklen og kiggede skiftevis rundt på dem alle sammen, inden han talte. Raikiri lyttede opmærksomt til alle hans ord og nikkede tavst. Han kunne ikke være mere enig. Så da Volontaire spurgte ind til, hvad de nu skulle gøre, så han da også straks sit snit til lige at komme med sin provokerende mening endnu en gang...

,,Mine damer og herrer, det er præcis derfor, at en hingst er en bedre leder... Bare se på, hvordan han straks går ind og tager førerollen, holder hovedet koldt og kommer med gode argumenter - i modsætning til hopperne, der bare snakker og fnidrer, så røven går! Her har vi det nøjagtige bevis på, hvorfor valget skal falde på Volontaire. Ayvah, du er en rigtig dejlig dame, men leder vil du ikke egne dig til at være - du er alt for temperamentsfuld og... ustabil."

Hingsten med kranieansigtet tilkendegav nu sin mening, og endnu en gang nikkede Raikiri samtykkende. Det var atter nogle kloge ord - i modsætning til hoppernes mundhuggeri. Han mødte kraniehingstens blik og brummede anerkendende.

,,Jeg er meget enig. Og præcis derfor forstår jeg ikke dette personlige fnidder mod mig. Jeg har mine grunde til at stemme på Volontaire, nøjagtig lige som I har jeres grunde til at stemme, på hvem end I nu stemmer på. Alles grunde burde være valide, uanset hvad ens mening er om den grund. Som nyankommen i flokken må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke er særligt beundret af De Store Stærke Skygger lige nu. I benytter jeres magt til at hakke ned på en nyankommen i stedet for at stå ved jeres ansvar som broderskab og stemme på den nye leder. Det er intet andet end kujonagtigt! Og stiller i hvert fald mig tilbage med spørgsmålet om, om det overhovedet var det rigtige valg at søge ind i denne flok..."

Den sorte nat hoppe lyttede til hver og en stemme der talte ud i mørket. De forskellige meninger og holdninger. Den sorte Ava der på fremmede sprog forbandede den brede hingst- med en yderst grim holdning til hopper- hvordan Volontaire allerede nu påførte sig ansvaret alle andre ikke gjorde i denne stund; leder type, men det var ikke en ny leder de skulle have; de har en leder. En hersker. Hun lyttede til hvordan den sorte hovedløse hingste forklarede dem at de ikke var i en position til at være egoistiske. N'zall havde selv forsøgt at holde hoved på rette spor under denne forsamling, men jo længere tid hun havde eksisteret jo mere en personlighed havde hun vokset- og dette var problemet for hende. Den personlighed hun udviklede ødelagde det hun var. Denne personlighed fik hende til at koge af vrede over den snæversnynede hingst Raikiri- hvis ikke det var fordi herren havde udvalgt ham som medlem af et broderskab havde hun ikke ladet ham leve sekunder længere- og N'zall var ellers ikke typen der slog ihjel- hun foretræk sine ofre og legekammerater lide tortur og pinsler så hun kunne nære af deres frygt. Hun valgte dog for nu at at ignorere den snævresynede hingst; vel viden om det var uden for hendes rækkevide at bestemme hans skæbne.

"Hvis vi som et broderskab ikke kan blive enige om Fuyu efterfølger, ser jeg en løsning. Pinlig men trods en løsning. Hvis vi ikke kan tage en beslutning som undersåtter til herren- må han vælge. Jeg holder dog ved min mening- en afstemning burde ikke have været en nødvendighed!"

De var splittet og flere af dem var nye. N'zall kendte knap dem, hun havde ikke mødt mange af de skygge der stod forsamlet her. Hvad var deres dybeste tanker. Hvad begærede de ud over at tjene herren; for som den ansigtsløse havde nævnt; kunne de ikke tillade sig at være egoistiske; men alle havde valgt skyggerne af en grund- som ikke nødvendigvis kun var at tjene herren. Nogle for magt,
sikkert de fleste. For skyggerne gav en magt og evner man ikke ville ønske at møde hos en modstander. Men hvem af dem der lige nu fulgte den sande hersker- ville følge ham til fulde uden spørgsmål hvis deres endelige skæbne var død uanset udffaldet af en kamp. Ville hver og en melde sig frivillig til at være offer hvis det var der skulle til for at befri ham fra sit fængsel.

"Ava er nok tempermentsfyldt og kortluntet men som jeg har forstået på det er hun vor' bedste kriger om så at sige. Hvor mange af os har stået til ansigt med en vogter og ren faktisk gjort et forsøg på at udføre den opgave vi er stillet?"

Så vidt den sorte nat hoppe vidste var der kun Ava der renfaktisk havde forsøgt at befri landet fra vogtere- jo vist var det ikke lykkes med hun havde forsøgt.

Alle havde noget fornuftigt at sige; de lød alle kloge og vidste præcis hvilke ord man ønskede at høre; men var det ikke tomme ord når de stadig stod her i uenighed om hvem skulle overtage Fuyus plads som ypperste. Der var flere muligheder for hvem der kunne tage denne position. Dog alligevel var det ikke rigtigt et spørgsmål for Myth. Hun var sikker på den sorte Ava ville udføre denne opgave godt, også derfor hendes stemme havde lagt sig netop på hende. Ud over Myth selv var Ava den ældste skyggebære i blandt dem; hun havde været med næsten fra start. Som den anden sorte hoppe havde nævnt- var Ava stærk og modig. Måske arrig. Men hvem af dem var ikke det?
Den hvide skygge forholdt sig endnu tavst; mens hun i sit indre gennemgik en hver søster og broders ord. Hun var sikker på hendes søn var blevet tilgivet- i hvert fald delvist for sine synder; og familie var en ting der vægtede højt for hende- dog var hendes gæld til herren, skyggerne og mørket ikke betalt og ville aldrig blive det; så selvom hendes søn var vigtig for hende; var det vigtigste herren og hvordan de tjente ham bedst og det var ikke sådan her. Splid og uenighed kommer de ingen vejne med.
Der var flere ting den hvide overvejede at tilføje, men i stedet stod hun tavst i sine tanker og observerede de lige nu fortabte søskende hun havde i det broderskab hun for nu længe siden havde sluttet sig til.

3

Ørerne var blevet smækket helt ned i nakken. Længere end man typisk så dem hos Ava. De var ikke permanent i nakken, men de fleste havde en tendens til at pisse hende af, som Raikiri og hans kommentar, som dem der kaldte hende monster, som dem der tillod sig selv at tale til hende om hende som om de kendte hende bedre end hende selv. Der var mange flere eksempler at skyde afsted.

”Løgner? Hvem kalder du løgner? Må Herren straffe dig for dine ord. Dette kaldes måske et broderskab, men lad os indse det. Var det kun hingste der var tilladt her ville i være 3…. 4 hvis Belial talte med, men han er ikke indviet. Som jeg ser det lige nu er han langt mere værdig til pladsen i broderskabet end dig. Et broderskab handler ikke om magt. Du glemmer at vores sag er fælles, Raikiri. Der er ikke nogen der burde undertrykkes på den måde du lægger ordene frem.
Som jeg ser det, er der meget få muligheder tilbage. Jeg vil ikke undertrykkes af en græshoppe*. Hvis det er sådan et broderskab skal være, ønsker jeg ikke at være en del af det.”

Ava lod blikket falde mod den skyggefødte N’zall. Et taknemligt blik for hendes anerkendende ord. Selvfølgelig havde Ava været skygge i længere tid end nogle andre, med undtagelse af meget få, men når hun havde haft chancen havde hun grebet den, også selvom hun udmærket vidste den vogter hun havde stået over for var meget stærkere end hende. Ava tjente Herren af egen fri vilje uden den mindste smule tvang. Hun havde glædeligt budt skyggerne velkommen i hendes sind – ikke fordi hun ønskede magten de kunne give hende, eller evnerne, men på grund af Herren og hans planer for et nyt og bedre Andromeda.

”Hvis Volontaire vil lede et broderskab har jeg intet imod at lade ham gøre det. Men jeg vil hverken høre på at hopper ikke burde have en plads i et broderskab, eller lade mig styre af en leder der tillader den slags opførsel. Ayin har ret. Vi burde arbejde sammen. Vi burde slet ikke diskutere dette emne. Jeg ønsker at følge Herren og ingen anden. Jeg har ikke brug for en der fortæller mig hvad jeg skal eller ikke skal ud over vores alle sammen's Hersker. Idéer og planer for hvordan vi bedst opnår det resultat vi ønsker, at befri ham, burde komme fra alle og ikke kun en enkelt. Der burde ikke være en der fortæller hvordan planer skal udføres – vi burde alle kende dem og være i stand til at udføre vores del af opgaven. Vi skaber ikke mere sammenhold på denne måde.”


* Græshoppe = Nybegynder