At the end of light [fællestråd for Aljun]

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den rustfarvede så udover det landskab der omgav dem. Sort, mørkt, askefyldt og foruroligende. Et sted de færreste ville bo, men dog et sted der kaldtes hjem for mange. Skyggerosen var en af de mange der boede her, en i det fællesskab de igennem ofringer, smerte og en søgen efter mere havde skabt. Blandt skygger og den mørke nat så skyggehoppen fremad efter sine brødre og søstre. For noget måtte gøres..
Hun havde talt, ledt og fundet frem til hvad der kunne være en start. Et møde, en samling af de skygger der nu var spredt for alle vindende. Deres antal var svingende og den bronzeklædte Sirene ønskede et overblik over de mange der stadig kunne findes på Andromedas jorde. Fame kneb øjnene sammen, reducerede den sagte glød til en klar, gennemtrængende streg i natten: Et rødt lys blandt mørke skygger.

Omkring hendes ben svirrede skyggerne dovent. Deres kærtegn var beroligende for den rustfarvede hoppe, der med et smil trådte et skridt frem nærmere en afsats. De hviskede til hende, forsikrede hende at tiden var inde, og gled utålmodigt omkring hendes slanke krop, afventende. De sang for hoppen, nynnede om den fremtid de så skabt, men kun kunne komme af flokkens arbejde sammen. Ikke flere solo missioner, ikke flere skader grundet lyset og dets følge... mørket kunne findes mange steder, men den største skygge kunne findes blandt de mange.

"Zu'u, fin vokun do Aljun zas hi, dii zeymah ahrk briinah.... fin tiid lost bo.."
Hoppen lavmeldte ord blev båret med skyggerne. Spredt ud til landet, idet de nynnende kaldte på deres brødre og søstre, deres bærer og jagede fremmede væk. Denne nat ville tilhøre Aljun, dette møde ville foregå udenfor resten af Andromeda. I deres lille hjørne ville de finde tid, fred og ro til at planlægge. Hun havde sit på hjerte.... det lille røde føl, Rasbells muligheder blandt Teylar. Men hun vidste at de andre havde deres meninger også.
For første gang i Fames tid, ville skyggerne samles et sted.

WORD COUNT: 202


Zu'u, fin vokun do Aljun zas hi, dii zeymah ahrk briinah.... fin tiid lost bo.= I, the shadow of Aljun call you, my brothers and sisters... the time has come

[8]

Ava havde haft travlt. Ikke med andre, ikke med missioner, men med sig selv. Der var ting hun endnu ikke havde fået styr på. Ting hun endnu ikke kunne håndtere eller finde rundt i. Hun var blevet stærkere, og med den styrke fulgte noget ukontrolleret. Det var ikke længere med vilje, hvis hun kom til at gøre skade på nogen, for det var noget hun ikke vidste hvordan hun skulle tøjle. Kræfter stærkere end hun havde prøvet før.

Skyggernes hviskende ord lå altid i baghovedet hos Ava. De hviskede til hende, nogle gange i usammenhængende ord, andre gange som hele sætninger når der var noget hun skulle lægge mærke til eller holde øje med - og som lige i det øjeblik nogen kaldte, hvor stemmerne var lige så tydelige som stod der nogen lige bag hende. En søster kaldte til møde. Det var måske også på tide de alle sammen blev kaldt sammen, og Ava selv havde været lige ved det, indtil hendes lille....... problem..... opstod. Der var ikke noget som helst at overveje. En søster var vigtigere end hendes egne formål, og derfor vendte hun også mulen i retningen af ildbjerget igen. Der gik heller ikke så forfærdelig lang tid, før hun var inden for en radius af 10 meter fra den anden skyggebærer.

"Drem yol lok, briinah"

Med en hilsen standsede hun få meter fra den anden hoppe, og lod hovedet hæves så hun stod med rank ryg. Der blev hun stående mens hun sammen med søsteren kunne vente på de andre søstre og brødre.


Betydning:
Drem yol lok - vær hilset (fornem hilsen)
Briinah - søster / søstre

Canicus var vågnet, og straks fulgt den rustfarvede hoppe, som han holdt sig meget tæt på.  Efter at havde spist og sovet lidt følte han sig stærkere, men der var et stykke vej før han ville nå hans sande potentiale.  Alt var stadig en stor omvæltning for ham og hoppen talte i tunger som han ikke forstod endnu. Derfor havde han heller ikke følt for at sige noget overhovedet. Han fulgte blot efter og de blå øjne veg ikke fra ham hende. Så snart hun stod stille var han klistret til hendes side, til trods for de mystiske skyggerne der hele tiden var ved hendes side. Canicus mente dog ikke det var skygger, men røg.  Det lignede det i hvert fald.

1

Den sorte skyggehingst stod som en statue, tæt ved Vulkanens fode. Han havde stået der i hvad der for nogen, nok ville være meget længe. Men for ham, var det ikke. Hans tanker vandrede afsted i hovedet på ham, tanker som knapt nok nåede til ende, før en ny begyndte. Det var både hans egne tanker samt skyggernes hvislende stemmer og tanker, der fyldte i den sortes hoved. Men snart var ’freden’ forbi – for skyggerne overdøvede den sorte vandres egne tanker; der blev kaldt til samling, til møde. Dette havde han selv tænkt, at han ville gøre; men den røde Fame var vidst kommet ham i forkøbet.
Som en slags robot, vendte den sorte hingst omkring sig selv, og bevægede sig i den retning, hvor søsteren havde kaldt dem fra. Han vandrede med lange og maskuline skridt, og det store korpus var stolt og rankt, som han bevægede sig afsted. Der gik ikke længe, før han nåede de to søstre, samt et mindre føl. Én, han ikke havde set før, og knapt nok misbilligede et blik – for han var bestemt ikke god til føl. Kun på sin egen måde.

"Drem yol lok, briinah"

Hilste han de to skyggehopper, inden blikket gled hen på føllet igen. Han nikkede kort til ham, inden blikket gled tilbage på Fame og derefter Ava.
Han forholdte sit korpus i en rank stilling, mens stilheden brød ind imellem de 3 skyggeheste; de afventede de sidste skyggebrødre og søstre.

Oversættelse:
Drem yol lok - Vær hilset (fornem hilsen)
briinah - Søster/søstre

(Tak for de fine ord og oversættelser, MS )

~ 3 ~

Han var aldrig langt fra øens midte, fra vulkanens indre. Heller ikke denne nat. Han havde i lang tid stået ubevægelig, med de blå flammer udslukt og på vågeblus. Han var blind - men det gav ham et andet syn, skyggernes syn. Han lyttede til dem, sang med dem og faldt ind i deres rytme. Han brugte meget af sin tid på at se med skyggernes øjne, for på den måde at vide hvad der foregik, ikke kun på Foehn. Men brat blev han revet tilbage til virkeligheden, da skyggernes sang ændredes. Fame kaldte, hans søster, hans familie. Med ét blussede de blå flammer igen i de tomme øjenhuler, og han satte straks kursen imod den anden side af vulkanen.

Hans hove bragte ham hurtigt frem, og der gik ikke længe før han kunne skimte tre-fire skikkelser der stod samlet på den askeklædte ø. Han nærmede sig med lette trin, roligt og med værdighed. Han var ikke en hingst der viste sig frem, han holdt sig hellere i baggrunden, indtil det rigtige øjeblik. Hans blik gled fra Fame til Ava, ned på et lille føl og til sidst hen på den stolte Volontaire. Han nikkede ærbødigt til dem alle.

"Drem yol lok, briinah, zeymah."

Han gjorde holdt på en ledig plads i den lille kreds, og knejsede let i nakken. Skyggerne der altid red med på hans ryg, kravlede nu ind i øjenhulerne og antog deres plads for at give ham bedre syn. Han var spændt på dette møde, for han vidste at flere havde noget at sige - også han.

"Zu'u, fin vokun do Aljun zas hi, dii zeymah ahrk briinah.... fin tiid lost bo.."

Ordene hvislede i den stille nats luft omkring ham. Han genkendte straks det særlige skyggesprog, som han dog endnu ikke var indvilliget nok i til at kunne forstå. Men hans skygger talte det flydende, og i hans ører hviskede de oversættelsen med deres lumske tunger. Jeg, skyggen af Aljun, kalder på jer, mine brødre og søstre... tiden er inde.. Han løftede opmærksomt hovedet. Det var en helt vild følelse endelig at kunne forstå det smukke og fascinerende skyggesprog! Mon skyggehestens ord også var henvendt til ham? Han havde svært ved at forstå, at han endelig var en del af broderskabet... Men siden han også kunne forstå disse ord, så var de vel?

Helt automatisk begyndte han at skridte frem igennem landskabet. Skyggernes hvislen guidede ham i retning af Aljun, og snart nåede han frem til en lille forsamling af skyggeheste. Dette var Raikiris første gang i Aljun og dermed også første gang, han mødte resten af flokken. Han stoppede op lidt uden for forsamlingen og lod blikket glide betragtende hen over dem. Han genkendte den sorte Ayvah og Kraniehingsten, men resten var ham fremmede. Han rykkede lidt nervøst på sig, inden han trådte frem i forsamlingen og forberedte sig på, at alt opmærksomheden nok snart ville falde på ham. Det havde han normalt intet imod, men i denne situation fik han lidt... præsentationsangst?

"Drem yol lok, Vokunne..."

Han var endnu så ny, at han ikke følte sig sikker på, om han kunne tillade sig at kalde de andre for søstre og brødre endnu. Derfor startede han ud med blot at tiltale dem som Skygger, så han var sikker på ikke at komme til at gøre noget forkert. Han var overrasket over, hvor let ordene gled over hans tunge. Det var jo ikke et sprog, han normalt kunne tale... Men det var som om, at skyggerne talte igennem ham og dermed fik ham til både at tale og forstå dette særlige sprog.

Vokunne = Skygger

(I må leve med de kedelige svar. Mit overskud er ikke til at skrive)

Den sene timer blev afbrudt af en kalden. Ikke hvilken som helst form for kalden, men en søster der hidkaldte dem alle- og det tog ikke den sorte nat hoppe lang tid om at ankomme til den forsamling af skyggeheste der allerede havde samlet sig.
Med lange skridt bar hun sig frem til mængden og tog plads. Et smil kom frem på den halve mule, det var første gang hun ville møde dem alle der havde gjort det muligt for hendes eksistens. Hendes brødre og søstre. Hun nikkede hilsende til dem, men forholdt sig ellers tavst.

Den hvide skyggehoppe havde i lang tid holdt sig for sig selv. Og hun havde også forsat sådan, hvis ikke det var fordi der blev kaldt. Hun havde et ansvar over for sine skygge brdre og søster, så hun drog imod vulkanen. De var der alle sammen- eller næste. Der var nye ansigter, men også nogle der manglede.
Tavst fandt hun en plads i forsamlingen, et nok som hilsen var hvad hun gav dem. Hun vidste der kunne gøres mere, flere ord hun kunne bruge, en mere fornem hilsen; men hun havde altid været af få ord.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Hoppens blik gled ned over det røde føl, der tavst stod ved hendes side. Han sagde ikke meget, han gjorde ikke meget men forholdt sig lille i stilheden.. hvilket nok var bedst. Nok var han ingen fjende, men blandt skygger var han et let mål. For nogle en ofring, for andre et forstyrrende element. Men for Fame, var han i momentet hendes. Deres. Kærtegnende strøg hun ham over næseryggen og blidt faldt skyggerne ind omkring og imellem hans ben, inden at hendes blik atter vendtes imod horisonten. Det var nu.
Fra alle verdens hjørne kom mørke skikkelser gående. Fælles for dem alle var den mørke farve der svirrede omkring dem, og deraf blev alle budt velkommen fra hoppens hvislende skygger. De kaldte, de sang begejstret frem og tilbage ved synet af skyggebærerne der langsomt nærmede sig forsamlingens midte. Selvom ikke alle var set før, var ingen fremmede i denne nat.

Hoppens blik fandt Ava. Den mørke hoppe, hvis styrke var vokset siden deres sidste møde. Det var tydeligt at se, tydeligt at mærke og fik et smil frem på Fames sorte læber.
Volontaire, skyggehingsten der gerne søgte at overtage hvor Fuyu havde forladt dem... også glædeligt velkommen i det sorte hjerte.
Ayin, ham de mange kaldte vulkanens egen vogter. Hans blå flammer kastede vigende farver på hans kranieansigt og hans hilsen nåede dem alle.
Og så tre nye... ikke nye for skyggerne, nej de kendte deres bærere og sang glædeligt for deres ankomst. Men Fame havde næppe set dem, og nikkede derfor kort til dem. En sølvtonet hingst, kraftig og... meget ny. En sort hoppe, slank og elegant og den sidste, eneste hvide skygge de havde tilbage i deres mødte. Deadly Myth, hvis statur længe havde vandret blandt mørket. De var samlet.

"Zu'u koraav hi.."
Nynnede hun og tog et skridt ned fra den forhøjning hun havde befundet sig på. Skyggerne var samlet, kredsen var fuldendt... og natten lo sagte.

"Som i alle nok har set, følt eller hørt, er Fuyu ikke længere i blandt os.... om han nogensinde vender tilbage er tvivlsomt.. men Aljun skal bestå. Vi mangler Vokun.... og pladsen er åben for dem der ønsker den" Hendes ulmende blik gled langsomt over hver enkelt individ. Fæstnede sig ved dem hun allerede vidste stillede op, førhen det søgte videre imod den næste i kredsen. Hun, dem, de havde hørt at mange så sig... egnede til at fylde den rolle igen. Men broderskabet ville være den der valgte, ikke hende.

"Jeg stiller ikke op... jeg ønsker ikke det ansvar eller den magt..." Lo Fame sagte, idet at hun langsomt rystede på hovedet.. men med et forsvandt den legende tone der havde præget den indtil nu. Hendes blik gled atter imod det lille føl, de røde øjne blev knebet en anelse sammen og dominerende kunne man næsten kalde hende idet hun knejste den slanke nakke og så udover dem alle. Hun tog et skridt frem, hun næsten beskyttede den lille plag for nogle af de blikke hendes brødre og søstre sendte det. De var sultne... men han var ikke deres endnu.

"Og dette... dette er Cináed. Han bliver.... og indtil han er ældre, er han min.." Hoppens hvislende stemme var rolig, næsten kærlig men dog med en kant der ikke kunne misforstås. Den røde plag skulle ikke opleve nogen smerte i dette selskab førhen han selv bad om den. Og hun agtede at beskytte ham, opdrage ham og værne ham til den dag.
Havde nogle et problem, var det nu de skulle træde frem. Men den rustfarvede vogtede dog nidkært over hendes ting... og ville ikke give op uden megen modstand.

WORD COUNT: 601


"Zu'u koraav hi.." = I see you...

1

Canicus blev bag den rustfarvede hoppe og holdt sig lidt i skjul for de andre der snart sluttede sig til deres selskab. Han havde aldrig set noget lignende før og han havde spærret de blå øjne op i det han nu næsten kilede sig ind under maven på hoppen. Måske var han død og det her var livet efter døden? Han var ikke helt sikker, men hingsten uden ansigt så i hvert fald meget død ud.  
Han tog imod hoppens kærtegn og sugede hendes opmærksomhed til sig. Han vippede let med de små ører da hun kaldte ham ved et andet navn end det han var blevet givet, men han protesterede ikke.

To Skyggehopper sluttede sig yderligere til dem, og at dømme på den rustfarvede hoppens reaktion, var de vist alle samlet nu. Han lod blikket glide over den lille forsamling. Hans nye brødre og søstre, som han nu kendte ansigterne på... Det var ikke værst!
 Rusthoppen fremsagde nu nogle Skyggeord, som han først ikke forstod, fordi han jo var så ny. Men der gik ikke længe, før skyggerne i hans indre begyndte at oversætte det til ham, så han forstod det. Det var altså fascinerende...

Hoppen skridtede nu ned fra den forhøjning, hun havde stået på og begyndte da at forklare årsagen til, hvorfor de alle var samlet her. Fuyu var ikke længere iblandt dem, og om han nogensinde ville vende tilbage, var tvivlsomt. Han rynkede let et bryn. Han var ikke klar over, hvem denne Fuyu var, men at dømme på hendes næste ord, måtte det være deres leder? De manglede en Vokun, Skyggen over dem alle... Blikket i hans øjne blev intenst. Det var naturligvis en rolle, han godt kunne tænke sig - hvem kunne ikke det? Men han vidste, at han endnu ikke befandt sig i en position, hvor dette ville være en mulighed, så han traf det fornuftige valg og blev blot tavst stående, mens han ventede på de andre Skyggehestes respons. Han ville ikke starte sin tid her dårligt ud med at udfordre de andre hingste til kampen om lederskabet, så hvis en af de andre ville, så måtte det være mest retfærdigt, at de fik pladsen.

Hoppen fortsatte nu og sagde leende, at hun ikke stillede op, fordi hun ikke ønskede det ansvar eller den magt. Han nikkede samtykkende med hovedet. Hvor gammeldags det end var, så var han altså lidt mandschauvinistisk på det punkt - en rigtig leder var en hingst i hans øjne.
 Hoppen præsenterede nu det lille føl, hun havde stående ved sin side, som Cináed, og tilføjede, at han var hendes, indtil han blev ældre. Hendes tonefald og kropssprog var ikke til at misforstå - beslutningen var hendes, og den skulle ingen blande sig i. Han nikkede upåvirket med hovedet og smilede venligt til den lille. Han var ikke nogen udpræget fan af føl, men hvis dette var en kommende Skyggehingst i deres lille flok, ville han natuligvis tage godt imod ham og ikke komme med nogen indvendinger.

,,Drem yol lok, Cináed."

3

"Zu'u los het"

Svarede Ava tilbage, og fulgte hoppen med blikket. Udadtil viste hun intet. Ingen irritation, ingen glæde, ingen spænding, nervøsitet eller vrede. Selv skyggerne kunne ikke fornemme noget hos den til tider følelseskolde hoppe. Det eneste hun med garanti følte den største del af tiden, var kærligheden til sine brødre og søstre - hendes familie og et savn. Men begge dele var lagt væk, så snart den rustfarvede søster havde stillet sig på en forhøjning. Ørerne var langsomt gledet mod nakken uden at være presset helt ned.

"Mu los pah vokunne...."

Afbrød Ava og med de ord trådte hun frem fra sin plads i den lille cirkel. Selvom hun nærede stor respekt for sine brødre og søstre, brød hun sig alligevel ikke om at blive hidkaldt af nogen uden højere rang. og slet ikke en der var næsten 5 gange svagere end hende når det kom til kræfterne givet af overskyggerne og dobbelt så svag fysisk. Endnu mindre med den måde hun startede ud med at befinde sig på højere grund end brødrene og søstrene, i stedet for at være på lige fod.

"Jeg stiller op. Jeg ønsker ikke magt. Men jeg ønsker samling. Jeg ønsker fremgang. Vi har været holdt nede længe nok. Det er på tide vi får gjort noget ved vores situation. Jeg har set lyset, her, på Foehn. Det er på tide vi viser dem, der tror de kan vandre uforstyrret ind i vores hjem, vores område, at de tager fejl! At dem som lys elskere eller modstandere af os, af Vokunne af Alduin, bliver fjernet fra Foehn på den ene eller den anden måde. Om det så er fulgt til grænsen, fjernet med lærestreg eller ofret til Alduin er lige meget. Dem der findes værdige kan tilbydes at joine os, joine broderskabet, tjene Alduin. Jeg har set lyset. Jeg har hørt lyset tale, og lyset er igang med at rekruttere flere vogtere. Hvis ikke vi gør noget vil vi snart være i undertal."

Ava lod blikket glide rundt på hendes brødre og søstre. Nogle af dem havde hun set mere til end andre, men alle nærede hun lige meget kærlighed til. 3 ud af 4 gange hun havde mødt vogtere, havde hun forsøgt at skaffe hvad der skulle bruges for at slippe Alduin fri. 2 gange havde hun fejlet over for lyshoppen Illlana. Den ene gang, hvor hun fik hjælp og den anden gang var hun blevet udsat for det kraftige lys der ville brænde skyggerne væk. Hun kunne ikke klare lyshoppen alene. Himmelkappen havde hun forsøgt at få fat i, men uden held. Hun havde dog ikke givet op af den grund, men prøvede sig i stedet frem med en lidt anden metode. Tillid ville kunne give hende en bedre chance end mistro.

Blikket lod hun falde ned mod den lille hingst. Hun havde selv taget en andens afkom til sig, omend hun havde ofret ham til Alduin i sidste ende. Havde han ikke haft en større risiko for at vokse op som krøbling end normal, havde hun beholdt ham - og ville gøre det igen, hvis hun fik chancen. Af samme grund ville hun heller ikke gøre andet end bidrage til den lille hingsts sikkerhed. Jo yngre de var når de kom til broderskabet, jo større chance var der også for de ville opsøge indvigelse hos skyggerne.


Betydning:
Zu'u los het - I am here
Mu los pah vokunne - Vi er alle skygger (vokun=skygge - Vokunne=skygger)

Den sorte hingst lyttede de forskelligs ord, han lyttede til hvad de hver især havde at sige. Fame ønskede ikke posten som leder; hvilket egentlig ikke kom bag på ham. Hun præsenterede et føl, et føl som hun havde taget til sig. Den sorte hjerteløse hingst havde ingen intention om at gå imod hendes ønske - så længe det føl ikke ødelagde noget for Dem, Ham, Skyggerne.

Volontaire lod blikket glide mod den nye broder, Raikiri, der nikkede tavst og heller ikke ønskede posten. Men én vidst han, ønskede posten - Ava. Og ganske rigtigt. Hun trådte frem, lod stemmerne lyde, lod dem alle vide, at hun ønskede posten. Men det var hun ikke alene om at ønske.

Den sorte hingst knejste nakken dybt, og brummede i mørke toner inden også han trådte nogle skridt ind i cirklen, og så skiftevis rundt på dem. Han kiggede dem alle i øjnene, søgte deres blikke, deres opmærksomhed, før ordene flød.

”Som Ava ønsker det, ønsker jeg også at lede denne flok, lede os, skyggerne. Jeg ønsker ikke magt over jer andre, jeg ønsker kun at følge os fremad, føre os til, at være de stærkeste i landet, brødre og søstre. Illana bære lyset på sig; og vi er ikke ukendte med hinanden. Lad mig følge jer - så vil det blive til vogternes undergang. For lysets bære, den lyse hoppe, vil stadig tro, at jeg holder mit ord til hende. Men hun tager fejl, de tager fejl. I er min familie, vi er familie. Lad mig vise vejen, sammen med jer, og vi vil overtage landet!”

Hans stemme var mørk og hæs, autoritær og klar. Han ville stille op - han ville lede dem, lade dem vinde, i samarbejde med dem. Den hjerteløse hingsts isblå øjne hvilede på skift rundt på dem, på Fame, Raikiri, Ayin, Deadly, Ava og til sidst N’zall. Han var godt klar over, at Ava nok ikke ville synes om, at den hjerteløse hingst også stillede op. Men han havde trods alt været en del af dette igennem mange, mange år, og ønskede at tage sin broders og bedste vens plads.. Hans ord var færdige; og han kunne nu kun vente på, om flere ønskede at stille op til rollen - ellers ville en afstemning falde, imellem Ava og den hjerteløse selv.

[1]

Det var længe siden, han havde været i selskab med alle sine brødre og søstre. Det var berusende. Han kunne mærke deres fælles styrke og visionerne om et frit Andromeda formede sig i hans indre. Hvis de nu virkelig lagde kræfterne i... så kunne de godt vinde. Hvis han kunne, havde han smilet bredt - selvom han nu gjorde det alligevel, med det evige tandsmil. Han bøjede let i nakken, lagde hovedet på sned, og fulgte med i de næste handlinger. Fame, den rustfarvede, gjorde sagen klar; Fuyu ville ikke vende tilbage. Hans blik faldt et øjeblik på den sort Ava. De havde selv diskuteret dette emne, og han var interesseret i at se hvordan det her ville udfolde sig. De isblå øjne studerede hende længe. Ubevidst opfattede han Raikiris nej og han brummede dæmpet da Ava derpå trådte frem. Det overraskede ham ikke.

Hendes ord lad han synke ind. Han overvejede dem, vejede for og imod. Derpå trak hun sig tilbage, og han lod blikket vandre hele kredsen rundt. Han spekulerede på, hvor mange der mon inderst inde ønskede at stille op. Han håbede, at de fleste også ville forstå, at det ikke var hvem som helst der kunne påtage sig det arbejde, det var at være Vokun. Det krævede styrke og lederevner. En god portion karisma. Og ikke mindst et enormt offer fra sit eget hjerte. Han havde set Fuyu, dengang for længe siden. Han vidste hvad det krævede at nå dertil. Derfra var der ingen vej tilbage.

Han opfangede nu en bevægelse fra den tavse, sorte hingst, hvis hjerte ej bankede mere. Også han gjorde sit krav på "tronen", igen med velvalgte ord, som den lille sorte hoppe. Han lyttede ligeså intenst til ham, og vejede igen for og imod. Han kendte ikke denne hingst lige så godt som andre i flokken, men han var ikke i tvivl om, at han stod bag sine ord. Så var turen nået til ham. Han pustede langsomt ud, så en hvid sky stod om hans blottede ansigt. Han legede et øjeblik med tanken om rent faktisk at stille op - men det var sorteflammens begær der brændte, ikke skyggerne - sågar ikke ham selv. Og han vidste at han måtte tøjle den. Han kendte sig selv, og vidste at det ikke var noget for ham. Han ville langt hellere være den der fulgte lederens bud, arbejdede for sin løn. Desuden havde han ikke nær nok karisma til at få folk til at lytte og følge ham.

"Jeg ønsker ikke denne post," sagde han roligt. Han blev stående hvor han var, men sænkede hovedet en anelse, for at understrege at han ikke ville stille op.

Som han afsluttede sine ord, kom en lille skygge ilende hen over jorden. Den tilhørte ham, og han fornemmede straks at den havde ord på sinde. Den fortalte alle i kredsen det samme, som den fortalte ham; hans føl var blevet født - en lille hoppe, født med skyggernes kræfter. Hun bar de samme blå øjne som han og en halvmåne i panden. Desværre var hun blevet født indenfor Teylars grænser, og de lod til at de ville gøre hvad de kunne for at beskytte føllet. Han brummede dæmpet. Det måtte der gøres noget ved! Men ikke nu, nu var der mere pressende ting på programmet.

"Som tilføjelse til dette, har Ava og jeg i fællesskab besluttet at bringe en lille sjæl til verden - et afkom af skyggerne der vil vokse op her, og forhåbentlig blive et aktivt medlem, der vil styrke os," sluttede han, og denne gang trak han sig et skridt bagud, for at vise at han gav ordet videre.

Tillykke, du har fundet det limegrønne julehjerte!

N'zall lyttede opmærksomt først til den rustrøde skyggehoppe hun ikke før havde mødt- faktisk var de fleste fremmede for hende. Volontarie var den eneste hun havde snakket med, af sine skygge brødre og søstre- men hun følte sig alligevel ikke fremmede i blandt dem.
Da den rustrøde var færdig med at tale og præsentere sig og plagen ved hendes side; startede den sorte skyggehoppe ud med at fortælle hun ønskede posten som deres ypperste. N'zall trak et smil frem på den halve mule. Den sorte hoppe var beundring værdig. stærk og kendte det sande mål- nu vidste N'zall at Volontaire også ønskede denne post, og de ville begge kunne udfylde den.

"Kæreste brødre og søstre; hvem der leder os frem til vores fælles mål bør være lige gyldig, en hver her kender målet, kender opgaverne. Jeg ønsker ikke at forholde mig til en afstemning; Hvis ej i kan blive enige selv- må det være hunger på magt, frem for et ønske om at nå det ønskede mål."

N'zall talte med en utrolig sukker sød stemme; en stemme der ikke passede til det levende mareridt hendes udseende var. Hun talte fra hjertet- for de ville alle være i stand til at kunne lede i den rigtige retning, guide og være den ypperste; som den hvide hingst havde været før.
De næsten helt hvide og lysende øje så frem imellem de skygger der ønskede leder posten, før hun lod blikket gå fra skygge til skygge. Den sorte nat hoppe gik ud fra det var tydeligt nok at hun ikke behøvede opgave, hun ville tage den hvis det var nødvendigt, men det virkede det ikke til at være.