A Mistress Returns // Raikiri

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Tagged: Raikiri

Et fnys forlod den hvide hoppe da hun vendte blikket mod Vulkanen, som ulmede på den fjerne del af øen. Let vrængede hun sin mule. Hun burde søge mod den og få det overstået, men hvorfor ikke nyde den sidste frihed? Ikke at hun decideret så det sådan: det hun skulle, gjorde hun jo for at finde Ham, men samtidigt så hun da ikke just frem til det. Det var nemt at gøre, men hun håbede virkelig, at en anden overtog bagefter, for hun gad da på ingen måde trække rundt med et føl.

Det var længe siden, at den rødøjede hoppe havde fået sin opgave af den hvide hoppe Deadly Myth, men det bekymrede hun sig ikke synderligt om. Hun havde trods alt ikke kontrol over, hvornår hendes krop var klar og sidste gang havde hun ikke haft noget held, så det var ikke hendes skyld. Plus, hvis Han virkeligt var så interesseret, så kunne han jo blot vise sig selv?! Ikke at hun bebrejdede Ham, hun vidste godt, at det ikke altid var let, men Han havde stadig givet hende et løfte, som hun snart godt så, at Han indfriede... men selv hvis Han ikke gjorde, så ville hun bare gerne se Ham igen. Eller måske nærmere mærke Ham igen. Ham og hans kærtegn.

Blodwen rystede sit hoved inden hun vendte sig rundt og begyndte at trave mod Vulkanen, hendes man og hale bølgende som et slør. Snart kunne hun annoncere sin tilbagevenden.

[1]

Raikiri kom let skridtende væk fra Aljuns område og ud mod resten af den askeklædte ø. Han var stadig ved at vænne sig til rent faktisk at kunne kalde sig selv en del af broderskabet. Det var en drøm, der gik i opfyldelse, og derfor føltes det endnu for godt til at være sandt -han ventede bare på, hvornår han ville vågne op igen. Men det var skam virkelighed - det sørgede de blå aftegn og levende skygger på hans krop for at minde ham om.
Et mørkt og bredt smil gled over hans mule, da han satte gang i den store krop og travede væk fra vulkanen. Det her var hans nye liv, og han elskede hvert et øjeblik af det!

Han var ikke nået længere end et par 100 meter frem, da en kridhvid skikkelse kom travende igennem asken, der let fløj op omkring hende. Han tog sig selv i kortvarigt af måbe. Wauw! Uden at lyve kunne han sige, at hun nok var den smukkeste hoppe, han nogensinde havde set. Han satte farten ned til skridt og hvælvede let i den muskuløse hals, inden han skridtede imod hende med en maskulin brummen. Et selskab som hende ville han for alt i verden ikke gå glip af!

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Havde det ikke været for Ham, så ville hun aldrig have indgået den aftale, som hun havde. Når man tænkte over det, så var hele hendes foretagende egentligt ret dumt, for hun havde endnu ikke set Ham. Hun vidste end ikke, om Han overhovedet var her. Men så igen, hvis det ikke var Ham, som Deadly Myth havde talt om, hvem kunne det så ellers være? Han måtte være her og hun ville gøre hvad der var nødvendigt, for at nå ham - længere var den ikke.

Blodwen var nået ganske tæt på Vulkanen før hun fandt liv. Ikke at det var en overraskelse - Foehn var en forfærdeligt støvet ø, så hvem havde egentligt lyst til at være her? Åbenbart fine folk, for Blodwen måtte se sig ganske tilfreds med den skikkelse, som var kommet til syne. Stor og kraftig som den var, så kunne det ikke være andet end en hingst. Med lidt held kunne det endda være en af dem, som Blodwen ledte efter. Hun måtte indrømme, at ideen faktisk tiltalte hende; hvis det skulle være, så var det altid noget, at vedkommende var en, som tiltalte hende... selvom ingen helt var så gode som Ham.

Hendes ører vippede let frem ved da hingstens brummen nåede hende. En feminin tone svarede tilbage inden den hvide hoppe stoppede op for at vente på sit uventede, men ganske interessante, selskab. Blodwen kunne sagtens gå det sidste stykke, men det var så meget bedre, hvis han lige viste interesse nok til, at de ikke blot mødtes på midten. Hun higede trods alt efter opmærksomhed og selv det mindste kunne gøre hende ganske fornøjet, om end kun kortvarigt.

[2]

Hun fik nu ligeledes øje på ham og svarede ham tilbage med feminine toner, hvilket fik et veltilfreds smil til at forme sig på hans mule. Hun virkede ganske interesseret i hans selskab, så det var han glad for. Han var da også lidt af en flot hingst, hvis han selv skulle sige det - han havde i hvert fald aldrig haft problemer med hopperne, så han havde ingen grund til at synes andet.
Hun stoppede nu op og ventede på ham, hvilket fik ham til at smile charmerende til hende. Nå, hun var nok for fin til at mødes på midten... Men det gjorde ham bestemt ikke noget; han bevægede sig hellere end gerne det sidste stykke for at komme i selskab med en hoppe som hende!

Han knejsede stolt i nakken, mens han aflagde den sidste afstand hen til hende og stoppede op. En mørk, men varm brummen forlod ham atter, inden han let nikkede med det kraftige hoved som en hilsen mod hende. ,,Godaften smukke. Hvad bringer så køn en skabning som dig til en ø som Foehn?"

Han vidste godt, at det var hans job som Skygge at jage alle lyselskerne væk fra øen, men der var noget over denne mystiske, rødøjede hoppe der fik ham til at afvente situationen. For det første ønskede han ikke at jage hende væk; hun var så smuk og fascinerende, så hvem ville dog frivilligt afvise hendes selskab? Og for det andet var han jo stadig så ny i broderskabet, at han endnu ikke rigtigt vidste, hvem der hørte til hvor - så han syntes, det måtte være ganske retfærdigt, at han lige ventede med at gå og spille op med musklerne overfor folk og jage alle væk, indtil han lige var faldet lidt mere til og havde lært at genkende lyselskerne.

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Et tilfredst smil plantede sig på sin mule, da han villigt gik længere, for at møde hende. Det var en lille ting, men det var de små ting, som betød mest for hende - i hvert fald så længe, at der var mange af dem. Et skridt, en berøring, et ord. Så længe der blev flere og flere af dem, så godtog hun hellere disse småbitte ting over en større ofring. De var konstante på en helt anden måde, end større ting var.

Feminint besvarede hun hingsten, som hun måtte indrømme kun var blevet mere imponerende af at være kommet tættere på. Han virkede kraftfuld, både i sit ydre og sin udtoning. Man ville måske fristes til at sige, at de to gik hånd i hånd, men der havde hun andre meninger - hun var dog ganske tilfreds med, at de to manifesterede sig sammen i denne hingst.
"Hmm, hvad bringer mig her? Jeg har en... hmm... aftale med en skyggebroder," svarede hun, inden hun trådte et skridt tættere på ham. Hovedet tiltede hun let på skrå. "Kender du tilfældigvis til sådan en?" Ordene blev sagt med et lokkende smil. Hun havde måske været for meget fremme i skoene, men hun fandt det nemmere sådan: én lille overraskelse gjorde nemt andre forfjamskede og så var de generelt lidt nemmere, at få et hurtigt svar fra. Dog virkede han ikke som typen, der blev forfjamsket, men det gjorde hende ikke spor.

Deadly Myth havde sagt, at hun ikke kunne tage fejl, når hun så en skyggebroder. Endnu havde hun ikke kunnet bekræfte, at hun havde set en, men hun havde en fornemmelse af, at hun måske havde fundet en af dem nu. Hun håbede det lidt. Jo mindre hun skulle lede, jo nemmere var det i sidste ende og jo mindre sandsynlighed var der for, at hun missede sin chance. Hun var jo ikke just kendt for at have success med foretagende som dette.
Uanset, så skulle hun dog have et håndgribeligt bevis førend hun tillod noget: hun havde absolut ikke i sinde at bære hvem som helsts afkom.

[3]

Han lyttede til hendes ord og så en anelse forundret på hende. Hun havde en aftale med en af Skyggerne? Så kendte hun altså til den slags... Han vidste ikke rigtigt hvorfor, men på en eller anden måde kom det bare bag på ham, at så køn en hoppe som hende var invilliget i skyggerne på den ene eller anden måde. Men det gjorde ham bestemt ikke noget... For det betød jo bare, at han slap for at skulle jage hende væk!
 Hun trådte nu et skridt tættere på ham og lagde hovedet let på sned, mens hun med et lettere lokkende smil spurgte, om han kendte til sådan én. Han smilede stort og mørkt til hende.

,,Min smukke, du står over for præcis sådan én!"

Med de ord lod han skyggerne krybe frem fra sin krop og glide smidigt hen ad jorden, inden de smøg sig op ad hende. De var dog på ingen måde aggressive eller hvæsende, men gled i stedet kærtegnende over hendes krop, mens de hviskede lokkende beskeder i hendes ører om, at de ønskede at tage hendes kridhvide krop og hengive den i mørke.

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Et smil viste sig på den mørke hingsts mule og var det første tegn på, at hun endeligt havde held i sit foretagende. Han var - ifølge ham selv i hvert fald - en af dem, som hun ledte efter. Blodwen var dog ikke en hoppe der tog ord alene for gode varer og hun trak derfor blot på smilebåndet og gjorde klar til at bede om et fast bevis... og muligvis et navn, for det kunne vel også hjælpe?
Hun nåede dog ikke så langt før hingsten frivilligt gav et bevis.
Sorte skygger snoede sig langs jorden inden de smøg sig op af hendes ben. I stilhed betragtede hun dem, tilsyneladende fascineret af deres eksistens, og uden tøven rakte hun sin mule ned mod en for at undersøge den. De burde ikke eksistere og alligevel godtog hun deres eksistens uden den mindste overtalelse. At kalde dem velkendte var forkert, men alligevel havde hun en følelse af, at de ikke var fremmede.
Let fnøs hun til en enkelt, før hun vendte blikket op mod hingsten. De røde øjne kunne lige skimtes gennem vipperne, før hun lukkede dem i og så hævede hovedet på ny.

"Det virker sådan," svarede hun endeligt, inden hun svirpede med halen og trådte et skridt ned langs han side. "Og jeg tror faktisk, at du godt kan indløse den aftale, som jeg har."
Da det sidste ord havde forladt hendes læber, strøg hun let sin side langs hans, i det hun forsatte sine skridt. En lokkende brummen spillede i hendes bryst da hun stillede sig op bag ham, hendes bagpart mod hans. Med hovedet lidt sænket, så hun tilbage på ham og svirpede med halen igen.
Fangede han hintet? Hvis ikke, så ville han meget hurtigt blive en ganske uinteressant hingst, skyggebroder eller ej.

[4]

Han betragtede med en form for beundring, hvordan hun nærmest virkede helt fascineret af skyggerne og blot undersøgte dem med sin mule uden det mindste tegn på frygt. Et veltilfreds smil tegnede sig på hans mule. Hun var i sandhed noget særligt, det havde han kunnet mærke lige fra starten, og det blev han bestemt kun bekræftet i nu...
Hun sagde nu, at det virkede sådan, inden hun trådte ned langs hans side og tilføjede, at han måske ville kunne indløse den aftale, som hun havde. Han hævede spørgende et bryn.

,,Jaså? Se, det var interessant..."

Hun strøg nu kælent sin side ned langs hans, mens hun fortsatte hele vejen om bag ham med en lokkende brummen spillende i brystkassen. Hans læber skilte sig svagt i en let måben. Kunne det virkelig passe...?
Han mærkede nu hendes bagpart mod hans, inden han drejede hovedet bagud og mødte hendes blik. Hun ville have ham til at nej...? Nej, det kunne da ikke passe! Han havde aldrig mødt en hoppe, der bare frivilligt gik med til den slags... Men han havde godt kunnet lugte hendes brunst, så måske var hun bare stangliderlig?
Han vendte sig forundret rundt og lod blikket glide over hendes bagpart. Mhh... Mere velskabt blev det ikke. Med et nærmest sultent blik stillede han sig om bag hende og hvilede mulen mod hendes kryds med en veltilfreds brummen.

,,Såeh, denne aftale... Hvad indebærer den helt præcis?"

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Til den hvide hoppes ærgrelse var hingsten enten en smule tungnem eller bare mindre villig end andre hingste, for han tog ikke helt imod invitationen som hun havde håbet. Det gjorde hende dog ikke så meget, for i det mindste stod han ikke blot og så dum ud, men virkede til rent faktisk at have tænkt lidt. Når man tænkte over det, så var det jo måske egentligt meget godt, at han ikke havde været dum nok til bare at springe på en hoppe, som tilbød sig - hun håbede dog det i det mindste have været et lidt sværere valg at tage, for ellers var hun da en virkelig ringe hoppe. Men selvfølgeligt havde det være det, for hun var ikke ringe - hun var crème de la crème, hvis hun selv skulle sige det.

"Det er meget simpelt," svarede hun, hendes hoved stadig vendt så hun kunne se på ham. "Jeg skal bevise mit værd ved at bære et afkom af en skyggebroder." Der var et smil på hendes læber; et smil der lagde op til, at der muligvis lå lidt mere end det, hendes ord fortalte. Ikke at der var blevet lagt skjul på noget: hun havde sagt aftalen så simpelt som hun kunne og var på ingen måde forfjamsket over det.
Med et opfordrende udtryk tiltede hun sit hoved en smule på skrå: "Medmindre du skjuler noget meget godt, er det så ikke noget, du kan hjælpe en fremtidig skyggesøster med~?" Stemmen blev igen lettere lokkende - ikke fordi hun troede det var direkte nødvendigt, men hun ønskede da at få det overstået.

Blodwen havde på ingen måde i sinde blot at smutte så snart det var overstået, for hingsten var jo langt mere interessant end hun havde forventet, at en skyggebroder ville være. Hun var da ligefrem villig til at sige, at han var et pragteksemplar på mange punkter. Samtidigt ville hun dog gerne have det 'vigtige' overstået, så hvis der skete noget, så var hun ikke bundet til at blive. Nok levede hun nærmest af andres opmærksomhed, men hun var stadig praktisk anlagt.

[1]

Han lyttede til hendes ord med en let måben. Så det var altså dét, hendes opgave gik ud på... Hun skulle bære et afkom fra en Skyggebroder for selv at kunne blive en del af fællesskabet. Og hun havde valgt ham til den opgave? Hvor sukkersødt det end lød, kunne han ikke lade være med at føle sig en smule beæret. Han havde sgu aldrig før prøvet, at så smuk en hoppe frivilligt ville bedækkes af ham. Han gengældte oprigtigt hendes smil.

,,Jamen, det ville da være mig en ære."

Med de ord skridtede han nu om bag hende. Han lod mulen stryge ned langs hendes kryds, men gav hende ellers ikke nogen yderligere kærtegn, før han blot sprang direkte på hende. Han var ikke typen, der gad for meget sweet talk og kærlighed... Det skulle bare overståes. I det hele taget havde det dér med hopper aldrig sagt ham så meget. Jovist var han en hingst, og han reagerede da på brunst lige som alle andre, men ellers var han ikke som sådan en hingst, der brød sig om at smide rundt med sine gener på den måde... Men denne hoppe fandt han mere end værdig, og derfor valgte han at stole på, at hun talte sandt angående det med aftalen - hvis ikke, kunne han jo altid finde hende og slå føllet ihjel...
Han gjorde sig hurtigt færdigt og gled derefter ned fra hende med en veltilfreds brummen. Ah, det var godt nok længe siden, han sidst havde fået lettet trykket...