Eyes wide open (Daphne)

Barry følte sig stiv i hele kroppen, som havde han ligget ned og sovet i en evighed. En smule groggy kom han alligevel på benene, og rystede kroppen fri for det underlag han havde ligget på. Nogle enkelte små totter af mos, græs, blade og meget små kviste, kunne stadig gemme sig i den tykke man og hale. Ingen af hans venner lod til at være i nærheden. I hvert fald ville de enten komme springende med høje råb for at give ham et chok, eller komme med bemærkninger om hans groggyhed. Han tog sig god tid til lige at se sig omkring, stak mulen ned til jorden for lige at snuse til den, for det var en helt anderledes duft hans næsebor blev udsat for, end den han var vant til. Meget mere frisk og velduftende, som en mark fyldt med blomster.

Med mulen endnu tæt ved jorden, fik han set fremad, hvor det lod til en lille sti blev lyst på af solens stråler der trængte ned mellem trækronerne. Hovedet blev derfor hævet og ørene rettet nysgerrigt fremad inden han gav sig til at vandre ad stien. Barry regnede ikke med der var nogen fare på færde, for hvis nogen ville æde ham, havde de haft rigeligt med tid mens han havde ligget der i det han ikke helt vidste hvad var...... En drøm? Måske drømte han nu? Hvad var virkeligt og hvad var ikke?

@daphne

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Normalt ville man aldrig finde hende her, men der var altid afvigelser fra normalen og derfor kunne en lille skikkelse spottes i Chibales skove. Med en pels som sand, striper på bagparten og skridt der knapt nåede halvdelen af andres, var hun et ganske finurligt syn, i hvert fald hvis man kendte ø-rigets andre beboere. Hun var dog langt fra den mindste eller mest usædvanligt udseende hest i ø-riget og det var hun nu meget tilfreds med. Nok var hun selskabelig, men hun higede ikke efter opmærksomhed, så det var helt i orden ikke at være den, som stak mest ud blandt alle andre.

Daphne havde overvejet at sætte kursen tilbage mod stranden da en lyd fangede hendes opmærksomhed. Nysgerrigt spidsede hun sine ører, men stoppede samtidigt op. Engang ville hun have faret fremad for at finde ud af, hvad der havde fanget hendes opmærksomhed, men sådan var det ikke længere. Hun var ikke bange af sig, men hun havde stadig fået noget sund fornuft - hun kunne til tider stadig være naiv, men på ingen måde, som hun havde været det engang.
Kort efter dukkede en skikkelse op længere henne af stien - en ganske stor skikkelse. Meget stor faktisk. Det gjorde dog ikke Daphne noget, for trods sin ringe størrelse, så var hun vandt til at omgåes meget større heste.
Et let fnys forlod hende inden hun tiltede sit hoved lidt på skrå. Han så ikke for godt ud, gjorde han? Der var ikke direkte noget fysisk galt med ham såvidt hun kunne se, men han virkede bare en smule omtåget... træt måske? Uanset hvad det var, så kunne hun ikke lade være med at blande sig - han virkede ikke farlig og måske havde han brug for hjælp!

"Hej, er du okay?"

[ 1 ]

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[2]

Blikket gled nysgerrigt rundt på alle omgivelserne. Han stolede nok på sine sanser til ikke at være bange for at skvatte over en trærod. Træerne var høje. Meget højere end dem han før havde oplevet. Måske lige så høje som dem dybt inde i skoven, hvor ingen havde lov til at søge hen. Barry stoppede meget brat og lod de tvefarvede øjne hvile på en hoppe. Hovedet tippede hovedet en anelse på skrå. En hoppe..... Selskab! Helt automatisk var det ligesom om en varm følelse gled gennem kroppen på det ellers så store bæst.

"Hej!"

Hans hilsen var fyldt med iver, varme og glæde. Glad for at se nogen, varme som han altid besad og iver fordi det var en hoppe han ikke kendte og dermed en potentiel ny ven. Dem kunne man ikke have for mange af.

"Jae... Ja det tror jeg nok... Men jeg er vidst blevet væk fra mine venner...... De er lidt højere end mig og tudegrimme... Ej... Det er for sjov... De er ganske almindelige, men de er måske ikke altid de klogeste..... Har du set dem?"

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Det viste sig hurtigt, at Daphne havde absolut ingen grund til bekymring, medmindre hingsten da var en utrolig god skuespiller. Han udstrålede en venskabelig varme og havde en stemme, som matchede. Man kunne ikke andet end at føle for at slutte sig til hans gode humør og det var lige hvad den lille hoppe gjorde. Ikke at hun da havde været i dårligt humør før hun stødte på ham, men hun kunne ikke andet end at blive den smule mere sprudlende.

Hun smilte lettet da han sagde, at han mente han havde det fint - man var ofte den bedste til at bedømme det, så hun ville ikke sige ham imod. Det kunne jo være, han bare var en smule træt og det var der ingen, som døde af.
"Niks, det tror jeg ikke," svarede hun hurtigt med en let rysten på hovedet, hendes stemme venskabelig som hans, "men skoven her er meget stor, så det er ikke noget under." Hun skulle til at foreslå, at hun måske havde set dem andre steder, men tog sig i at gøre det, da det ikke gav mening i sammenhængen. Det hjalp jo ikke noget, at hun potentielt havde set en af hans venner på Leventera for en uge siden, vel?

"Men, uh, jeg kan prøve og hjælpe dig med at finde dem, hvis det er? Fire øjne ser bedre end to, trods alt."

[ 2 ]

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[3]

"Åh.... Det må du gerne....."

Sikke en sød hoppe sådan at tilbyde sin hjælp. Det var ikke alle der var lige så flinke der hvor han kom fra, men det var nu heller ikke fordi de var de værste individer. Mange var bare gode til at passe sig selv. Lige så stille traskede Barry videre med sit gode humør, og regnede med hoppen fulgte med.

"De plejer ikke at være så langt væk, men de er gode til at gemme sig..... Det er vi alle sammen"

Måske skulle man ikke tro en så stor hingst som Barry rent faktisk ville have meget held med at gemme sig, men det havde ikke været et problem indtil videre. Han, Ionitus og Mikus var den der lille trekløver der altid hang sammen. Selvom Barry var meget sød og venlig af sig, havde han jo også en legesyg sige - og derfor kunne de to andre og ham selv godt finde på at drille de andre i flokken. Det var ikke altid lige nemt, for nogen kunne godt gennemskue det med det samme når det lugtede langt væk af trekløveren. Men de var også gode til at finde på nye narrestreger.

"Mikus er den højeste og Ionitus den fedeste..... Ingen af dem ville kunne gemme sig bag et enkelt træ....... Men her er der også flere..... Mit navn er forresten Barry... Bartholomew II, men alle kalder mig for Barry."

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Et smil bredte sig på den lille hoppes mule, da hingsten sagde ja til hendes hjælp. Ikke fordi, at det var noget specielt han gjorde, men fordi hun simpelthen bare godt kunne lide at hjælpe andre. Plus han virkede jo som en ganske fin hingst, så det skulle da nok blive sjovt! Og hvis de fandt hans venner, så kunne hun jo også møde dem.

Daphne var ikke helt sikker på, om hun brød sig om den måde, hvorpå hingsten, som viste sig at hedde Bartholomew II, beskrev sine venner. Det var da ikke ret venligt, at kalde den ene fed og dem begge tudegrimme. Samtidigt følte hun dog intet ondt ved den måde han sagde det på - måske var det bare sådan de talte til hinanden? Måske var de bare tætte nok til det? Det kunne være. Daphne selv talte jo heller ikke altid lige pænt om Seyé, men hun holdt jo stadig af ham - rigtig meget faktisk. Det måtte være sådan det hang sammen: mellem gode venner var det okay, at tale lidt grimt om hinanden.

"Hmm, nogle af træerne er nu meget store her, så jeg gad godt se dem, der ikke kunne gemme sig bag dem!" Hun gav et underholdt fnys fra sig. "Men... hvor så du dem sidst? Nok er Chibale ikke nær Enophis' eller Leventaras størrelse, men det vil stadig tage dage at lede på hele øen." Daphne havde lykkeligt glemt at introducere sig selv, og det kunne vel også vise sig ligegyldigt, når man tænkte på, hvad hun lige havde sagt.

[ 3 ]

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[4]

Hvert skridt føltes næsten hoppende, og Barry dansede næsten af sted. Ikke fordi det på nogen måde var samme slags "dans" som så mange andre, men ene og alene på grund af det gode humør. Næsten som om han var på randen til at bryde ud i munter sang. Han standsede brat da hun spurgte om hvor han sidst havde set sine venner, for ingen af navnene lød særlig bekendte.

"Eeerhm......."

Startede Barry ud, mens han gjorde sig lidt mere umage med at observere omgivelserne med et meget eftertænksomt udtryk. Der var stadig ikke noget som helst der virkede spor bekendt eller noget som helst der afslørede hvilken vej han skulle gå.

"Vestmarken efter solnedgang....... Når du siger øen, mener du så alle træerne?"

Øen lød ikke som noget der var inden for Barrys ordforråd. Faktisk mindedes han slet ikke at have hørt det før. Men måske var det navnet på den skov de vandrede rundt i. Lige så stille fortsatte han fremad igen. Det var ikke fordi der var så mange andre veje at gå, som virkede lige så "lige til". Den virkede tilpas bred nok til at ligne en sti mange andre havde fulgt før, og det var også den vej der gav mest mening i Barrys hoved at gå - så hvis det var sådan for ham måtte det også være sådan for hans bedste venner.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den lille hoppe trippede afsted ved siden af hendes høje, nye bekendtskab. Ørerne var spidset mod ham, nysgerrig efter at høre hans svar, som hun dog på ingen måde var forberedt på.
Daphne fattede mistanke fra det øjeblik, at han brat standsede. Han så så undret ud, alt for undret til, at det bare handlede om, at han var i tvivl om, hvor han havde set sine venner sidst. At han manglede ord var det næste tegn på, at situationen ikke var den, som hun havde troet det var. Han var ikke én, som bare var blevet væk fra sine venner... han var én, som var blevet væk fra sin verden...

Da han begyndte at gå igen, blev hun stående. Hvad skulle hun sige? Hvordan skulle hun håndtere det her? Hun vidste godt det skete, at det var sådan de fleste kom hertil, men hun havde aldrig skullet sige det her til nogen. Alle hun havde mødt virkede så afklarede med det; enten havde de affundet sig med det eller også havde de ønsket det på den ene eller anden måde. Ham her, Barry, virkede lykkeligt uvidende og hun skulle til at bryde den lykke, for hun kunne ikke lade ham gå sådan, vel?

"Barry, vi... vi kommer ikke til at finde dine venner..." kaldte hun efter ham, hendes stemme pludseligt sørgmodig. Daphne var en hoppe, som bar sine følelser udenpå, og derfor var det ikke just svært at se på hende, at nogen ikke var, som det burde være. "Jeg er virkelig, virkelig ked af det, men... vi kommer ikke til at finde dem... du kommer ikke til at se dem igen..."

Der var ikke den mindste chance for, at hans venner var her.

[ 4 ]

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[5]

Ørerne blev vippet bagud ved lyden af ord. Først havde han ikke rigtig hørt efter, men bare registreret dem. Det gik derfor også op for ham hun ikke var fulgt med videre. Barry vendte sit store korpus om for at se mod hende, og endda trippe det lille stykke tilbage. Hun så jo næsten helt trist ud, og det var ikke noget Barry brød sig om at se. Underlæben bævrede en smule, fordi han ikke vidste hvad han skulle sige eller gøre for at få hende til at smile igen. Han nåede heller ikke tænke over sine muligheder ret længe.

"Mikus og Ionitus? Men...... Vi følges altid ad...."

Hans gode humør var ikke forsvundet helt, men i stedet lå der noget mere undrende over ham. Hvorfor virkede hun så trist? Hvorfor mente hun ikke de ville finde hans venner? Han gav sig til at tænke godt og grundigt over hvad det helt præcist betød. Gav sig til at tænke over hvad de havde foretaget sig da han sidst havde set dem. Fra det sidste han huskede på vestmarken og lidt længere tilbage, selvom det var en smule tåget.

"Åååh.... Slangen...... Enten er det her et eller andet form for sindssyge livagtige hallucinationer eller også er det her...... Himlen?"

Daphne

Måske havde hun sagt mere end hun burde, uden at sikre sig, at han rent faktisk var ny, men hun havde bare vidst det, det øjeblik han ikke genkendte de navne, hun havde fortalt. Én ting var ikke at kende så meget til Zenobia eller Foehn, for det var øer, man ikke ønskede at besøge, men de tre andre? Dem kendte man, og hvis ikke, så vidste man i det mindste, at det var øer - og man vidste, hvad øer i det heletaget var.

Hendes ører flappede let ud til siderne, da han sagde sine venners navne igen, men spidsede så, da han blev tavs og tilsyneladende tænkte. Huskede han mon hvad der var sket? Det kunne tyde på det, for han virkede til at få en mindre åbenbaring, mens hun bevægede sig det stykke mod ham, som han ikke selv var gået tilbage.

"Jeg ved ikke hvad du mener med Himlen, for den er deroppe-" Let vippede hun sit hoved mod himlen. "-men det her er ingen illusion, det er Andromeda, og-" Hun afbrød sig selv. Hun kunne ikke sige, at han nok var død, for det vidste hun jo egentligt ikke, og uanset, så kunne det ikke være rart, at få det at vide.

[ 9 ]

[6]

"Jae.... Det virker godt nok lidt underligt. Men de gamle siger altid at når man dør havner man deroppe og kan kigge ned på alle de andre. Du ved.... Oppe ved alle de lysende prikker. Det er de døde der kigger ned. Vi kan bare ikke se dem når det er lyst."

Men det gav heller ikke særlig meget mening når der jo også var en himmel over dem. Men måske var der en himmel til himlen. Måske var det som om der bare var en ekstra jord længere oppe hvor man ikke kunne nå op så længe man stadig var fanget i sin krop...... Et sted man først kunne nå, når ens krop blev for gammel og slidt eller hvis den gik i stykker. Hans undrende mine var ikke rettet mod hoppen mens han stod der og tænkte, men da han havde tænkt tankerne til ende, blev det rettet mod hende igen.

"Andromeda......."

Gentog han mens han tyggede på navnet. Han genkendte ikke navnet, men det kunne jo også være det bare var navngivet af dem der boede der, men som ikke kunne sige det til dem der stadig var i live, fordi de ikke kunne komme derned.

"Og.......?"

Han havde godt opfanget den uafsluttede sætning. Han kunne sagtens lade den ligge, men nysgerrigheden var alligevel også for stor. Opmærksomt blev ørerne rettet fremad mod den lille hoppe mens han ventede på fortsættelsen.

Daphne

Da hingsten afventende så på hende, vippede den lille hoppe et øjeblik sine ører bagud, før hun spidsede dem igen. "Og... ingenting," svarede hun og fremtvang et smil. Hun havde ærligt talt ikke lyst til at være den, som sagde, at han nok var død. Hun havde ikke prøvet at sige det før, men det kunne ikke være sjovt at være den, som leverede den viden. Specielt ikke, når den man sagde det til, virkede til gerne at have villet være, hvor vedkommende var før. Barry virkede ikke som en, hvor det at komme til Andromeda var en god ting.

"Men ja, det her er så Andromeda," forsatte hun og tvang dermed samtalen væk fra det forrige emne - medmindre han tvang det tilbage, så havde hun ikke lyst til at røre det igen. "Hvorfor man dukker op her er forskelligt tror jeg, men det er de færreste, som ved hvorfor tror jeg." Denne gang var det et oprigtigt smil, som hun sendte ham. Det her var nemmere at tale om, selvom det stadig ikke var det sjoveste hvis man spurgte hende. Hun håbede bare, at emnet kunne holde sig mod den gladere tone.

[ 12 ]

[1]

Bartholomew kneb øjnene sammen som troede han ikke helt på hende, men efter et par sekunder lod han hovedet skyde i vejret igen med en munter holdning. Det kunne vel egentlig også være lige meget hvad det var hun havde været ved at sige. Hvis det var vigtigt havde hun vel sagt det.

"Jeg klager ikke..... Tror jeg...."

Han lod blikket glide rundt. Der så i hvert fald fint ud. Meget mere end hvor han kom fra. Det var næsten som om omgivelserne havde en eller anden varm glød over sig, frem for hans hjem, selvom det måske bare var noget han forestillede sig. Men der var alligevel et eller andet over stedet der fik ham til at føle sig hjemme. En lille del af ham savnede dog Ionitus og Mikus selskab. De var jo bedste venner og brugte det meste af tiden sammen - eller havde brugt det meste af tiden sammen, men han var heller ikke et sekund i tvivl om han nok skulle finde nye venner, han kunne have det sjovt sammen med. At han havde mødt hoppen betød han ikke var alene og hun havde jo sagt "de færreste", hvilket måtte betyde der var flere.

"Hvor gemmer resten sig?"

Spørgsmålet lød lige så muntert som hans udstråling så ud til at være. Og det var heller ikke en falsk munterhed. Han havde bare altid set meget lyst på tingene og så det positive i de fleste situationer.