Long time no see (Daphne)

Euphoria tøffede roligt omkring på grænsen til flokkens område, mens hun forsøgte at finde ud af hvad hun skulle give sig til. Hun higede efter eventyr, men var for bange til at tage afsted selv. Dog håbede hun en dag på at ophobe nok mod til i det mindste at begive sig længere væk fra flokkens område, men hun var rædselsdagen ved tanken om hvem hun kunne støde på derude.
De mandelformede ører blev kort vippet bagud ved bare tanken om dette.

7

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Daphne smaskede lidt efter at have lukket sit mund efter et gab. Det havde været en lang tur hjem fra Chibale og hun havde ikke fået så meget hvile endnu, men samtidigt kunne hun bare ikke ligge og lave ingenting. På en måde orkede hun det ikke - kedsomheden og inaktiviteten passede hende ikke så godt. Ikke at hun var den med mest fart over feltet, men hun var altså heller ikke en gammel hoppe, som dasede sine dage væk med at græsse på en eller anden eng. Dermed ikke sagt, at hun ikke nød at græsse... for det gjorde hun altså.

De små ører blev spidset, da hun opdagede en bekendt skikkelse: Euphoria! En brummen spillede i hendes bryst før hun hoppede et par skridt fremad og så vrinskede hilsende til sin veninde. Hvordan mon hun havde haft det, mens hun selv havde været væk? Hun ville have hevet den højere hoppe med sig på sin tur, havde det ikke været fordi, at hun vidste, at det ikke ville være blevet et ja.
Uden at vente på det store svar, satte den lille hoppe i trav mod den anden, hendes skridt korte, hastige og trippende som altid.

[ 5 ]

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Euphoria blev bragt ud af sine tanker da en vrinsken lød. Hun genkendte den straks som værende Daffen. Hun drejede nu hovedet og vrinskede hilsende igen. Den lille hoppe havde været væk i noget tid, så Euphoria var henrykt over at se sin veninde igen. Hun trippede hende derfor ivrigt i møde, mens hun rastløst slog med hovedet, så den lange sorte man piskede om halsen på hende. Snart var hun så tæt på den lille hoppe så hun kunne snakke.

" Daffen! "

Udbrød hun begejstret, mens en smil var at finde på den lyse mule. Hun misundende den lyse hoppe for hendes mod til at se verden. Nok havde mange prøvet at hive hende med ud på eventyr, men Euphoria afviste blankt hver eneste gang. Måske en dag ville hun sige ja, men hvem vidste hvornår den dag ville komme. Euphoria håbede selv på det ville blive snart.

" Hvor har du været henne denne gang "

Spurgte hun nu interesseret.

8

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Til hendes store glæde kom hendes veninde hende i møde - ikke at hun havde forventet andet, men det fyldte hende altid med glæde, når hendes entusiasme blev gengældt. Det var jo rart at vide, at man ikke var den eneste, som lagde energi og opmærksomhed i venskabet, såvel som, at man ikke var den eneste, der følte venskabet.
"Euphoria!" hilste Daphne begejstret igen, et stort smil på hendes mule. Hendes ører blev spidset ved venindens spørgsmål, som på alle måder var forventet, men det gjorde intet.

"Jeg besøgte Chibale," svarede hun. Mindet om Barry trykkede lidt i hendes bryst, men hun undlod at nævne det; der var ingen grund til at bringe triste ting ind i deres samtale lige nu. "Der var så flot i de store skove! Du burde virkelig tage med mig derover en dag," tilføjede hun fornøjet og puffede til hoppens mule. Der var intet bebrejdende i den lille hoppes stemme, blot et håb om, at veninde en dag faktisk ville gøre det. Hun ventede dog hjertens gerne, til den anden var helt klar, bare det skete en dag.

[ 6 ]

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Euphoria var et stort smil, indtil Chibale blev nævnt. Man kunne se hvordan blikket blev stift og ørerne vippet ud til siden. Hun blev fjern og blev egentlig kun vækket igen, da Daffen puffede til hendes mule. Hjertet hamrede i brystet og minderne sad stadig dybt i hende. Hendes vejrtrækning var dirrende, mens hun forsøgte at mumle et par ord ud gennem den lyse mul.e..

" J-jeg har været der før.. "

Kom det så stille fra hende, mens hun forsøgte at ryste traumet af sig igen. Hun hadede sig selv for at ikke kunne komme videre. Hun vidste ikke hvad der skulle til for at komme over det. Måske det slet ikke kunne lade sig gøre og hun ville være fanget her i alt tid og evighed.

9

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

"Oh, det vidste jeg i..." Daphnes stemme døde hurtigt ud, da hun lagde mærke til, at den gråbrune hoppe ændrede sig. Hun blev helt stiv og hendes stemme havde lydt meget underlig i forhold til blot et par øjeblikke før. "Euphoria, er du okay...?" tilføjede hun forsigtigt inden hun trådte et lille skridt tættere på. En undskyldende brummen lød fra hende, mens hun vippede sine ører til siden. Hun havde ikke vidst noget, så det var ikke rigtigt hendes skyld, men hun undskyldte stadig, for noget havde hun tydeligvis gjort.

"Undskyld..."

Daphne vidste godt, at Euphoria ikke havde haft det let, men præcis hvordan vidste hun ikke. De talte ikke rigtigt om det. Ikke fordi Daphne ikke godt ville være en veninde, som Euphoria kunne stole på til sådan en grad, men fordi det bare aldrig rigtigt var kommet op. De havde altid været... overfladisk var det forkerte ord, men det var måske samtidigt meget passende for deres venskab. De hyggede sig sammen og hilste begejstret, men når man så på det, så var det dog egentligt ikke fordi, at de vidste så forfærdeligt meget om hinanden.

[ 7 ]

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Hoppen så på Daphne med et mismodigt udtryk I de ravfarvede øjne. Hun sukkede stille og forsøgte sig med et lille smil der kun svagt kunne anes i mundvigen. Euphoria satte panden mod den lyse hoppes hals , mens hun stille så ned i jorden.

” Du skal ikke undskylde. ”

Hviskede hun stille. Daffen havde jo ikke gjort noget galt. Hun havde blot været ude på et eventyr, og Euphoria havde trods alt selv spurgt ind til det. Den grå hoppe løftede hovedet og så ud over horisonten, i hvert fald det hun kunne se af det.

” Tror du nogensinde at jeg kommer til at se andet end den her ø.. ”

Brummede hun stille, med en lettere opgivende klang i den lyse stemme. Hun ville så gerne se andet, men havde stadig ikke fundet mod til det.

10

Daphne

Den brogede hoppe lyste op i et smil det øjeblik, hun svagt kunne ane et smil i sin veninde's mundvige. Det var ikke fordi, at hun troede alting var fint, men fordi hun troede på at bygge videre på små gode ting: hvis hun kunne få det første smil frem, så skulle hun blot have det til at gro større. Der kom intet godt ud af det, hvis hun forblev undskyldende, mens Euphoria prøvede at komme videre.

Roligt fulgte hun den andens blik mod horisonten, inden hun opmærksomt vendte et ører mod lyden af hendes stemme.
"Selvfølgeligt gør du det," svarede hun med en opmuntrende tone, inden hun puffede til den gråbrunes bringe. Det kunne godt være, at den større hoppe lige nu ikke kunne gøre så meget, men det betød ikke, at hun ikke sagtens kunne gøre det i fremtiden! Og optimist som hun var, så troede Daphne fuldt ud på, at fremtiden for hendes veninde var lysere.

"Og jeg vil være der hvert eneste lille skridt du tager væk herfra - indtil du bliver træt af mig i hvert fald." Mens de første ord havde tyngden af et løfte, så var de sidste lette og drillende i et forsøg på at lysne stemningen.

[ 8 ]

Euphorias lille smil voksede da den lille lyse hoppe puffede til hendes bringe. Hun følte sig heldig at have så gode venner, og hun så nu ud over landskabet med en smule håb i de ravfarvede øjne. Måske en dag. Hun fnisede stille af hendes bemærkning og så nu på hendes med et endnu større smil.

" Der skal nok meget til før jeg bliver træt af dig "

Klukkede hun nu fornøjet, med bekymringerne forsvundet som dug fra solen. Der skulle ikke så meget til, men Euphoria var ikke selv klar over hvor lidt der skulle til at få hende distraheret fra de tanker der ind i mellem hjemsøgte hende. Der var håb for hendes fremtid, men hun havde brug for alt den hjælp hun kunne få, men samtidigt var hun også klar over at hun ikke kunne være et bedre sted.

12

Daphne

Den lille hoppe kunne ikke lade være med at grine, da den anden fniste, og hun gengældte også smilet, som blev sendt i hendes retning. Selv så hun ikke sig selv som værende irriterende- hvem gjorde dog det - men hun kunne godt være det, hvis det skulle være. Og Euphorias ord lagde da en smule op til det, men det måtte blive en anden dag, at hun testede det.

"Pas på hvad du siger," grinte hun, inden hun rystede sit hoved. Hvad skulle hun gøre nu? Hun måtte holde Euphoria distraheret følte hun: nok var den gråbrune nem at distrahere, men hun var også nem at gøre berørt. Et spørgsmål poppede op i hendes hoved, men hun bestemte sig for, at det var en smule for risikabelt at spørge om ligenu, så det måtte blive noget andet.

"Har du egentligt set min mor for nyligt? Hun ville have, at jeg fandt hende, når jeg kom tilbage og jo mindre tid jeg skal bruge på at lede efter hende, jo bedre."

[ 10 ]

Euphoria brød nu ud I en latter, mens hun slog med hovedet. Den blev udløst af Daphnes kommentar om at hun skulle passe på hvad hun sagde. Daphne spurgte dog om noget, som stoppede hendes latter, men det dog ikke modet fra hende. Det omhandlede trods alt ikke hende, og det var et reelt spørgsmål.

” Nej jeg har ikke set hende, men jeg har også mest været for mig selv på det seneste. ”

Svarede hun så stille med et lille smil. Det var trods alt sandheden. Der havde været meget. Hormonerne havde været helt vilde og Euphoria havde nærmest gemt sig i et krat i ren og skær forvirring indtil det var blevet normalt igen. Det slog hende at måske Daffen havde prøvet noget lignende, men hvordan skulle man lige spørge uden det lød underligt. Euphoria trak en tænksom rynken på mulen, imens hun forsøgte at udtænke en måde man kunne spørge på.

11