RUSTING REMORSE ✗ Zitkala Aiyana

Chrome
✕ I'll be the watcher of the eternal flame, ✕

Østenvinden blæste kraftigt indover Andromedas sydligste ø. Den varslede om, at sommeren var gået på held og at koldere tider ville komme. Det samme gjorde de tiltagende nætter og øgede mængder af skyer. Ikke at nogen af delene var usædvanlige varsler: man kunne ikke andet end forvente dem på denne tid af året, selvom man da kunne have håbet på varmere vejr.

En eftertænksom brummen spillede i hans bryst, da en plettet hingst vendte sit blik ud mod havet. Her på østkysten var vinden særligt slem, men det gjorde ham ikke noget. Han nød at mærke den hvirle omkring sig - selvom han nu nok godt kunne have undværet, at den kastede hans man og hale over det hele, men sådan måtte man 'lide' for pragt.
Chrome, som denne hingst hed, vendte med en hovedrysten sit blik bort fra havet og forsatte sin ensomme tur langs kysten. Blot måneder forinden havde han ikke været alene i sin vandren, men det var han nu, for hans følge - familie nærmere - var forsvundet. Han havde ledt alle steder, som han kunne komme i tanke om, men lige vidt var han kommet. Mitis og Ivory var ingen steder at finde. Det havde givet ham flere negative følelser end han havde forventet og han bar nok stadig en stor del af dem, men på samme tid var han kommet videre. Han ignorerede ikke det faktum, at han havde mistet dem, men samtidigt kunne han heller ikke lade sig selv gå til grunde over det. Han havde et liv før dem og han ville også have et liv efter dem, hvor bittert det end var at indrømme.

Vandet pjaskede op af hingstens mørke ben i det han lod sin vej gå en smule ud i vandet. Pjaskenen blev kunne værre, da han slog over i trav, men en smule havvand gjorde ham ikke mere end den kraftige vind.

[1]

✕ I'll be the guard dog of all your fever dreams ✕

Zitkala Aiyana

Det krævede stadig en del for Zitkala at lægge de ting på hylden hun havde været vant til. Der var ikke nogen der kom for at nusse omkring hende som hun var vant til. Der var ikke det sammenhold mellem de tobenede, hende selv og dem hun var vokset op hos. Det var første gang hun egentlig for alvor havde været helt alene, og det var ikke noget der behagede hende. Alligevel var der noget af landskabet der mindede hende om hjem. Det ville aldrig rigtig blive det samme, men farven på vandet og bjergene i baggrunden hun kunne ane når hun stod nede ved kysten, var i hvert fald en anelse tæt på. Vinden legede med den lange og kraftige man og pandelok. Det var ikke en ukendt fornemmelse, men hun havde sjældent bevæget sig rundt ved en kystlinje. For det meste var det kun ned til en af de store søer, når hun var i nærheden af vand.

Zitkala, der havde gået langs kysten med vand op til knæene, var drejet indad og mod det tørre sand. Da hun ikke længere havde kontakt med vandet kunne hun stadig høre plask, og det var det der fik hende til at se tilbage mod vandet og til sidst vende sig rundt. Hovedet gled en anelse på skrå, for det var endnu en hun havde set i det der i hvert fald ikke var hendes hjemland. Det var først da hingsten havde passeret hende at Zitkala gav et vrinsk fra sig. En anelse kaldende og med en feminin undertone. Ørerne var blevet opmærksomt rettet fremad, og ikke ret mange sekunder efter, flyttede Zitkala hovene for at følge efter.

[ 3 ]

Chrome
✕ I'll be the watcher of the eternal flame, ✕

Den plettede hingsts opmærksomhed lå ude over havet. Eller rettere, hans tanker gjorde. Opmærksomheden var forsvundet i takt med at tankerne havde taget over. Trods hans fremtoning og ageren, så var han jo faktisk en ganske tænksom hingst, som havde mange flere tanker end han selv brød sig om. Man kunne fristes til at sige, at tankerne var grunden til hans fremtoning: han brød sig egentligt ikke videre om dem. At tænke var en besværlig ting uden et videre mål.

Et pludseligt vrinsk trak ham ud af sine tanker og sendte opmærksomheden tilbage mod land, hvor den landede på den, som vrinsket tilhørte. En brunlig hoppe med gyldenlødet man og hale. En ganske fint, om end en smule rustrikt, udseende hoppe, hvis man spurgte ham.
Nakken blev knejset kraftigt og ørerne spidset lettere nysgerrigt, inden et hingstet vrinsk besvarede hendes. En hingstet brummen dirrede derefter i ham, inden hans skridt kom til et holdt - hun kom mod ham og han var ikke just langt nok væk til, at det var nødvendigt at komme hende i møde. Han blev dog ikke bare tamt stående, men vendte fronten mod hende og afventede hende. Nok var han ikke typen, som løb alle og enhver i møde, men han var heller ikke dårligt nok opdraget til at ignorere andre... og han havde da heller ingen grund til at ignorere hende.
Typen han var, var dog den, som ikke hilste. Ikke fordi, at han havde noget mod at gøre det, men fordi det bare ikke helt var noget man gjorde, der hvor han var kommet fra. Og selvom han var blevet vant til at være her, så var det aldrig blevet en vane at hilse på andre, som de hilste på ham - hvad ændrede det da også, om han sagde 'goddag' eller 'hej' til nogen, som udemærket vidste, at de tog kontakt til ham eller omvendt?

[2]
✕ I'll be the guard dog of all your fever dreams ✕

Zitkala Aiyana

Farten blev langsomt lavere og lavere indtil Zitkala nåede helt ned i skridt og dermed mere roligt nærmede sig de sidste par meter. Ørerne pegede nysgerrigt fremad, og ud gennem øjnene strålede en lille glæde.

"Endelig"

Et enkelt ord der lød med så meget lettelse. Ikke fordi hun "endelig" havde nået ham eller "endelig" havde fundet ham, men "endelig" fordi hun langt om længe havde fundet en anden. Zitkala havde aldrig været vant til at vandre alene, og selvom hun havde mødt få i sin tid i Andromeda, var det bare ikke noget der havde varet ved. Enhver levende sjæl man kunne kommunikere med var værd at undersøge.

"Altså.... Endelig en anden end bare mit eget selskab. Det er ikke så interessant i længden"

Ikke fordi Zitkala var kedelig, men fordi hun kun kunne have ensidige samtaler med sig selv. Hun ville aldrig lære noget nyt, når det eneste hun kunne fortælle sig selv, var de ting hun i forvejen vidste.

"Er det den eneste mulighed man her... At vandre rundt alene?"

[ 2 ]

Chrome
✕ I'll be the watcher of the eternal flame, ✕

Hoppen stoppede foran ham og hun virkede ganske fornøjet over at være stødt på ham. Han nåede at studse over hendes ’endeligt’ - havde hun da søgt efter ham? - inden hun forklarede, hvorfor noget var et glædeligt ’endeligt’. Hun havde været for længe i sit eget selskab og var bare glad for at finde nogen. Chrome kunne erkende, at han følte den samme glæde, men også sige, at han ikke var enig. Han spenderede det meste af sin tid ufrivilligt alene, efter at Mitis og Ivory var forsvundet. Han var dog ikke glad bare for at finde hvilket som helst selskab, for nu var det jo desværre sådan, at på det seneste så gik det ikke altid, med dem han mødte.

”Nej, forståeligt nok,” svarede han og trak lidt på smilebåndet, selvom han som sådan ikke følte for at smile. Efter at hans grå Mitis var forsvundet, havde noget andet gråt taget over og det dækkede mere, end han frivilligt ville indrømme. Dog var han ikke uhøflig nok - eller i dårligt nok humør - til at vrænge af hoppen.

”Og nej, Andromeda er ganske befolket, hvis bare man leder de rigtige steder.”

Han var nok ikke det muntreste selskab, men han svarede da i det mindste høfligt nok. Måske burde han ikke have besvaret hendes vrinsk…?

[1]

✕ I'll be the guard dog of all your fever dreams ✕