Den vide verden | SB

[2]

Saskia. Det var det navn hun var blevet givet. Hun var endnu ikke selv helt klar over det, og forstod knap de ord der blev sagt omkring hende. Hendes hverdag bestod mest i at sove og spise, og når hun ikke gjorde det, så sprang hun rundt på de lange ben. Hun havde så meget energi, at hun syntes næsten utrættelig. Hun bukkede, stejlede, sprang og galopperede rundt i fuld firspring og vænnede sig til sine ben og de bevægelser der skulle holde hende på ret køl. Hun holdt sig altid rimelig tæt på sin mor, især fordi hun ikke forstod særlig meget andet end at spise, sove og lege.

Denne dag, hvor regn silede langsomt ned fra en grålig himmel, holdt hun sig under nogle store træer omgivet af afgnavede buske. Hun havde aldrig set regn før - i starten havde det været mægtig sjovt, men da hun blev så våd at vandet drev af hende, og kildede hende på maven, havde hun søgt tilflugt under træerne sammen med sin mor. Men det var en stor klynge træer, og efter en kort lur, havde hun bevæget sig ned langs rækken af dem. Den ene stamme var større end den anden, og med en lille fin latter zigzaggede hun ind og ud imellem dem med halen løftet bag sig. Hun travede muntert af sted, med et stort smil på læben. De blå øjne havde fået en kølig glød i det grå vejr, men de var stadig så blå at det var svært at overse.

( Silvara er der blot i baggrunden, hun blander sig ikke )

8
Euphoria havde oplevet at flokken var vokset på det seneste, men havde ikke formået at hilse på nogen som sådan. Hun var egentlig lidt ærgelig over det, men sindet var ikke til at bare at springe ud i det. Hun sukkede svagt, mens hun vandrede rundt i sine egne tanker.
Snart kom en lille mørk skikkelse springende i fuld firspring lige mod hende, og Euphoria vrinskede kort forbløffet da det kom ret pludseligt.
Det var så nyt for den unge hoppe der trykkede sig lettere forvirret ved synet af sådan en lille skabning. Hun kunne svagt erindre at hun selv havde været så lille, og det var nok det der havde været den mest muntre tid i hendes liv.
Mon denne lille skabning var ligeså ubekymret som hun selv havde været?

Hun var så optaget af at holde kursen imellem træerne, at hun knap opdagede en anden tilstedeværelse. Ikke før de næsten ramlede sammen, i hvert fald. Et lavt, forskrækket hvin lød fra hende, halvkvalt af et øjebliks panik. Men så kunne hun se, at det ikke var en ulv eller en bjørn, men en anden hest. Hurtigt blev angst til glæde og et stort smil bredte sig på hendes læber. Hun vippede de store, kluntede ører frem og strakte halsen en smule imod den fremmede, brunlige hoppe. Hun trådte forsigtigt et par skridt frem alt imens hun tyggede underdanigt. Det skete helt instinktivt. Hvem var denne hoppe mon? Uden at tænke nærmere over det, rakte hun mulen endnu længere ud for at røre ved hende.

3

9
Den lille skabning havde fart på, så meget fart at det at stoppe så ud til at blive et problem. Euphoria bakkede derfor et par skridt for ikke at støde sammen med den lille. Stille brummede hun mod føllet og vippede de mandelformede ører fremad. Det gav et lille stik i hende, men ikke på nogen dårlig måde. Den grå unghoppe var nemlig dybt fascineret af den lille skabning, og var da heller ikke sen til at mule den lille mule med en varm pusten.
Euphoria sænkede hovedet for at byde hende velkommen nærmere, og også for ikke at fremstå så stor og farlig, selvom der dog intet varligt var over Euphoria. Hun duttede forsigtigt til føllet med et smil på den lyserøde mule.

" Hvem har jeg fornøjelsen af at møde? "

Lød det så varmt fra Euphoria.

Hendes mule strakte sig og halsen blev længere og længere, men hun kunne stadig ikke nå den fremmede - derfor trådte hun forsigtigt et skridt frem, men netop som hun gjorde det, blev hun mødt af den fremmedes noget større mule, der varmt og blødt kom hende i møde. Hun kom med en boblende, glad brummen der var lys og fin. De lange ører var vippet helt frem på opmærksom og venlig vis. Hun løftede nu blikket op imod den grålige hoppes, for indtil nu havde hun kun fokuseret på hendes mule. De blå øjne mødte ravgule øjne og den lille Saskia smilede bredt. Hun havde aldrig set sådan nogle øjne før! Den fremmedes stemme lød nu, og hun forstod kun knap ordene. Fornøjelse? Hvad betød det?
"Saskia," svarede hun kort, for hun havde endnu ikke lært kunsten at tale med ynde og fuldendthed. Hun nippede let til den fremmedes grå mule med et drilskt smil spillende på læben. Hun var altid fyldt af spilopper og narrestreger. "Hvem er du?" spurgte hun så og kikkede for første gang på hele hendes krop. Underlige striber prydede hendes skind, og det var også fremmed for hende.