[Illana] Got room for me?

Illana tippede et øre fremad imod den hvide hoppe igen, da hun nu fortalte at hun ikke ønskede at møde Den Vise. Illana lagde sig hoved let på skrå, og valgte ikke at kommentere dette yderligere - for hun havde fået indtryk af, at Jitterbug netop ønskede at møde Den Vise ud fra de ord hun for lidt siden havde sagt. Illana brummede blot godmodigt til hende, inden hun slog lidt opfordrende med hovedet på ny, og inviterede den hvide til at følge hende rundt om det store egetræ.
Hun lyttede intenst da Jitterbug fortalte om hendes naturlige nysgerrighed - en ting, som i mange tilfælde ledte til viden og indsigt i livet omkring en. Såfremt en nysgerrighed tog overhånd, kunne den dog også drive sin bærer ud på dumdristige veje, hvilket åbenbart havde hændt den hvide Jitterbug. Illana vandrede et øjeblik tavst, inden hun lod sit blik dvæle ved den hvide hoppe lidt igen.

,,Jeg tror ikke på, at der er spørgsmål er i livet som ej bør stilles kære Jitterbug; blot skal man omtænke hvordan man opsøger den viden man ønsker.. Netop Skyggerne er en samling af mørk magi, som vi bør stille spørgsmål til og omkring for at forstå dem, der har valgt Skyggernes sti. Hvis ikke vi forstå de, som er modsat os selv, har vi ingen mulighed for at vandre fælles i denne verden. Nok anser jeg selv selve 'skyggerne' som værende ondskabsfulde, men de som bærer dem har engang ikke været forskellige fra du og jeg.. Jeg har efterhånden snakket med mange Skyggebærer, og det er jeg inderligt glad for. Det har nuanceret mit billede af dem, og jeg har nu langt større forståelse for, at der stadigt gemmer sig en hest under Skyggernes camouflerende kappe."

Illana tav derefter, inden hun stoppede på ny. På den anden side af egetræet havde man udsigt næsten ned mod kystens åbne vidder. Illana brummede mildt, inden hun atter begyndte at snakke.

,,Jeg vil aldrig råde dig til at vende tilbage til Foehn, men omvendt synes jeg heller ikke du skal tøjle din nysgerrighed. Du har lært en lektie af at følge dine lyster, tag den med dig, og søg ellers svar på det du ønsker; det ville være synd at nægte dig selv det."

Derpå nikkede den gyldne hoppe let og accepterende. Den hvide hoppe lod til at have lært det på den hårde måde, at Foehn var en ø der efterhånden var overtaget af Skyggerne; og at denne ø ikke længere var fri for restens af landets befolkning at færdes på.

[6]

Hun ville selvfølgelig finde et møde med denne vise interessant, men hun ville på ingen måde opsøge det. Hun nød det liv hun levede nu og havde ikke brug for at opsøge en sjæl som på nogen måde kunne ændre dette. Det ville dog være en oplevelse at møde denne, men hun ønskede det ikke for nu, hun holdte af hvordan hendes liv lige nu udviklede sig. Den gyldne opfordrede nu til at de skulle gå og hun vippede ørene blidt frem og satte gang i den hvide krop og brummede blidt. Hun fulgte hende omkring det store egetræ og på den anden side kunne hun let se kysten som strakte sig så langt som man næsten kunne se og hun slog øjnene en smule op.

Dette land blev ved med at overraske hende til den positive side, det slog hele tiden flere nye sider op og flere smukke syn som viste sig. Hun blev mere og mere sikker på at hun faldt ind på den rigtige hylde – hun brummede mildt og tilfredst, hendes hjem var smukt. Hun vippede sine ører i retning af den gyldne da hendes ord atter lød.

”Jeg har aldrig lagt bånd på mine spørgsmål og jeg ønsker altid svar på den, men nogengange er det bare som om at ikke alle folk ønsker at få stillet spørgsmål. Skyggerne er ikke ligefrem min kop the, jeg har ikke forstand på hvad de er eller hvorfor at de er det – men jeg ønsker at forstå dem, for som du siger burde der være noget bag ved dem de er nu. Jeg mødte en hingst fra mit tidligere liv, mit liv før dette land… Ayin… Han er en skygge nu og hans udseende har ændret sig, men han var ikke den samme og alligevel var der noget af den samme i ham. Men hvorfor ændre skyggerne dem og hvorfor vælger de dette mørke?”

Hun vidste det var mange ting at komme ud med, men lige på det punkt var hun forvirret. Hende og Ayin havde været utrolig tætte da de var yngre, men han var forsvundet og nu, nu havde han et blottet kranie og hans aura var nørk og fyldt af skygger. Hun smældede en smule med halen og rynkede brynene lidt. Hun ville forstå de, hun ville hjælpe, som hun hjalp alle andre – men hun følte ikke at hun kunne og efter hendes møde med den store skræmmende sorte hingst, ville hun slet ikke møde skyggerne igen. Hun ville ikke nærme sig og hun ville bestemt ikke møde den sorte hingst igen.

”jeg har bestemt lært en lektie og det er an vigtig lektie, jeg har lært at alt ikke er så blidt og eventyrligt som jeg måske har troet – har aldrig troet at nogen kunne behandle andre sådan, men takket være min oplevelse, har jeg lært at have en vis vagtsomhed overfor nye skabninger og dette er for mit vedkommende en meget vigtig lektie.

Hun lyttede intenst når den gyldne snakkede, hun virkede så vis og rolig. Hun havde en del viden og hun vidste meget om dette land. Derfor kom det slet ikke bag på den hvide jitter at hun var fanget lidt af hendes ord, hun elskede at lære og især fra nogen som ønskede at fortælle.

De to spinkle hopper nærmede sig stille og roligt kystens åbne vidder, hvor man kunne sku til de nærliggende øer. Den gyldne Illana skridtede med smidige og rummelige bevægelse, alt imens hun lyttede til den hvide Jitterbug. I hendes talestrøm nævnte hun nu Ayin, en hingst som Illana ligeså kendte. Hun lagde det smalle hoved let på skrå, inden hun kneb sine ravfarvede øjne en anelse sammen. De kendte hinanden, stammede fra samme land. Illana havde aldrig hørt den tidligere brogede hingst snakke om Jitterbug, men så igen, så havde deres samtaler aldrig omhandlet fortiden. Hun brummede sagte inden hun rettede blikket fremad - duften af det salte vand kunne nu fornemmes i luften omkring dem. Hun var tavs et stykke tid imens hun gennemtænkte de ord, som Jitterbug havde ytret sig.

,,Ayin er stadigt derinde.."

Startede Illana forsigtigt ud. Hun kendte ikke den relation de to havde haft, men Ayin var en der var kommet til at betyde en del for Illana; og ved deres sidste møde havde hun netop set, at Ayin stadigt var bag Skyggernes slør.

,,Jeg tror at Skyggerne byder på en vej til magt, evner, en følelse af at være mere - noget 'værd', som visse sjæle søger eller mangler. Det er blot et gæt, for aldrig har jeg snakket med en Skyggehest om, hvorfor de selv valgte at tage Skyggernes sti. Skyggerne er en mystisk dimension, og de som ej kender til deres egentlige formål, kan måske føle sig lokket eller fristet til at slutte sig til deres orden. Eller måske får Skyggerne blot det mørke, som findes i os alle, til at blomstre frem. Jeg kan ikke give dig et svar, Jitterbug, kun tanker."

Derpå tav Illana. De trådte nu ud i overgangen mellem eng og strand, og sand begyndte at erstatte det faste, grønne græs. Hun prustede sagte og slog hovedet i vejret, inden hun lod sine øjne søge ud over havets åbne favn. Det var et umådeligt flot syn, og Illana holdt af at vandre langs kysten; ikke blot her, men på alle øerne.

,,Du gør klogt i at færdes med varsomhed når det gælder Skyggerne og deres tilhængere. Men jeg håber dog at du en dag får svar på din undren over hvorfor Skyggebærerne vælger at blive en del af Skyggernes broderskab."

Illana så ikke på Jitterbug imens hun udtalte de sidste ord. Et lille smil fandt vej over den grå mule, inden hun med et par ivrige skridt søgte ned imod der, hvor havet mødte sandet.

[7]