And So It Rained | Celtic Chaos

Taia
☽ ° ☾

Tag: @chaos

Det var sket meget pludseligt. Skyerne havde åbnet sine sluser og nærmest ud af det blå var det begyndt at stå ned i stænger. Og det var ikke blot kortvarigt. Det kunne have været tåleligt, hvis det blot havde regnet et minut, men ak, det blev ved og ved. Selv de mest garvede, som ikke gad søge ly når det regnede, ville nok søge mod hvilken som helst tørhed, de kunne finde.

En arret hoppe havde kun lige fundet ly under et enligt træ på den eng, hvor hun før havde græsset. I dens bølgede landskab var det svært at se langt og hun priste sig derfor lykkelig for, at hun var søgt i den retning, som hun var - havde hun valgt nogen anden, så havde hun nok endt med at gå meget længere før ly havde vist sig.
Med en lidt misfornøjet brummen rystede hoppen det værste vand af sig. Hun var normalt blandt dem, der ikke havde noget mod at blive våd, men det her var udover den grænse.
Der var næsten et vemodigt smil på hoppens mule, da hun vendte sig om for at skue så langt, som det bakkede landskab tillod. Det regnede stadig og medmindre hun var blevet værre til det, så syntes hun, at hun mærkede tordenvejr i luften. Det havde hun egentligt gjort hele tiden, men hun havde nu håbet på et tørt et.

Kendte man til hoppens historie og mål, så ville der ikke være nogen undren om, hvorfor der var lidt vemod over hende. Den seneste tid havde været tumult for at sige det mildt og der var stadig ting hun ønskede at gøre. Alene forsinkelser som denne kunne føles pinefulde, for hvert øjeblik hun brugte stillestående var et øjeblik mere, før hun fandt det, som hun søgte.

[12]

☽ ° ☾

Den sorte hingst, hvis sind var alle vegne for tiden havde draget lidt rundt på må og få og prøvet at få hold i de tanker som havde sat deres dybe spor i ham efterhånden - hvad var meningen med dette liv lige nu? Timerne var fløjet af sted og nu så han sig selv stå i tusmørket og vandet løb nu ned over ham, det stod ned i stråler på den sorte hingst. Han befandt sig på en eng og ikke meget ly var der at spejde i miles omkreds. Dog ikke langt derfra var der et træ, men her stod en anden - han var ikke en hingst som på nogen måde opsøgte selskab, han var ikke vant til at snakke med andre og hele hans liv havde han levet af at slås og dræbe andre - dette nye land var betydeligt anderledes. Dette land bragte heste med som ønskede at snakke og han vidste ikke hvordan man førte en samtale, han vidste ikke hvordan man var høflig og han vidste ikke hvordan man spurgte ind til andre eller bekymrede sig for andre.

Hans tid her havde allerede ført et par akavede samtaler med sig, hoppen nymphedora havde hurtigt luret at han ikke var vant til andre - det havde taget ham 100 år at kunne føre en samtale med den sorte nathoppe Ava og den bange hoppe Silvara havde heller ikke været gnidningsfrit - så hans lyst til at gå over til en anden hest var ikke videre stor lige nu.

De mørke blik spejdede dog rundt og dette var det eneste sted i nærheden hvor der bare var en lille smule tørvejr og af hvad han kunne se, så var der et ordentlig uvejr på vej - så han havde ikke så mange muligheder. Den store sorte, arrede og muskuløse krop begav sig nu over mod dette træ, de sorte ører var let presset i nakken og udtrykket sagde alt - han var træt af at skulle gøre dette. Et hårdt smæld lød bag ham, den kraftfulde hales smæld øgede hans tempo og da han nærmede sig træet, sørgede han for at stille sig i den modsatte del af tørvejret end denne anden skabning. Denne skabning var tydeligt en hoppe, hele hendes udstråling, men også den lette sødlige duft afslørede hende hurtigt. Hvad pokker skulle han så gøre nu? Skulle han snakke til denne hoppe? Skulle han markere sig? Skulle han gå igen?

Han var ikke vant til disse ting - alt var så kompliceret her.....

Taia
☽ ° ☾

Til at starte med så hun ham ikke. Han var en sort skikkelse i tusmørket og det alene gjorde ham svær at se, men sat sammen med regnen, så havde det været et under, hvis hun rent faktisk havde set ham på afstand. Regnen maskerede hans trin og der var ingen vind at vejre, så det eneste hun kunne opdage, hvar det som hendes øjne fandt.
På trods af dette, så var der dog ingen frygt at spore hos den arrede hoppe, da hun endeligt lagde mærke til ham. Stor og arret var han, måske en der kunne jage lidt frygt i nogen, men ikke hende. Nok var han større end hende, men det gjorde hende intet, og hun vidste mere end nogen anden, at ar kunne komme fra mange ting. Selv han hun jo nok til at rivalisere enhver Andromedaner.

"Godaften," hilste hun roligt, et varmt og venligt smil om hendes mule. "Sikke et vejr vi har os, hva?" tilføjede hun og nikkede let ud mod regnen. Det var en selvfølge, at vejret var skidt, men hun havde altid været en som nød små samtaler, så det var ikke så underligt, at hun påpegede det. Plus, det ville da være noget så underligt at stå her og dele ly med en fremmed uden at sige noget, så hun kunne lige så godt starte blidt ud. Man vidste jo aldrig hvilke typer, man mødte her i landet.

Taia kunne ikke se det, men det gyldne øje, som var det, der var vendt mod den fremmed hingst, glødede en smule kraftigere et øjeblik, før det faldt til ro igen. Hans sjæl sad urokkeligt fast - i kroppen i hvert fald. På andre punkter sad den og vippede, men det var noget, som hun ej kunne se.

[13]

☽ ° ☾

Bedst som den store hingst stod der i sin egen verden, passede sig selv og egentlig bare ville i læ for dette store uvejr - snakkede den anden hest til ham. Hans blik førtes kort lidt undrende rundt og derefter over på hoppen. Hun valgte at snakked med ham og dette indebar at han skulle til at bruge sine ord, han skulle til at interagere med en anden hest og det var ikke lige frem hans bedste evne. Han brummede forundretog lod blikket glide rundt inden han atter så hen mod denne hoppe..

"øhm.. regn..øh"

Han blev fanget lidt på det forkerte ben og den rustne stemme var hæs og bar tydeligt præg af at den ikke blev brugt ret meget, hans taleevner var heller ikke ret gode - han havde rigtig gode taleevner faktisk, men det var mere det sociale aspekt som han ikke havde styr på og det blev rimelig hurtigt tydeligt når han snakkede med andre og det havde været helt tydeligt indtil videre. Han vendte sig let mod hende og han så som det første at hoppens ene øje strålede og vippede undrende ørerne lidt frem og lidt ud til siden.

Han trådte et skridt tættere på og den store krop tårnede sig op foran denne hoppe, hun var anderledes, men hun havde lige så mange ar på kroppen som han havde, hun havde været igennem en del lige som han selv havde. Min hun var lige så psykisk skadet som han, han hørte ikke til her, han havde svært ved at finde ud af hvilket ben han skulle stå på - skulle han følge de onde? Skulle han følge de gode? Han havde hele sit liv kæmpet for alt og her... ja her ville folk snakke, de ville lærer hinanden at kende og det var han bestemt ikke vant til.