Mind the Mud | Celtic Chaos

Daphne

Tag: @chaos

Himlen var plettet med skyer, men ikke nok til at dagen blev grå - selv ikke skyerne var grå. Det havde regnet meget dagene før, så åpå trods af, at det ikke virkede til, at der ville falde regn, så var det stadig en våd verden man bevægede sig i. Omkring bække og åer var det sumpet og mellem bakkerne kunne man finde små søer. Kun bakketoppene virkede tørre og her kunne man stadig være uheldig at finde mudret jord, så hovene skøjtede.

At kalde Daphne dum var en overdrivelse, men til tiderne var hun ikke den smarteste.. eller måske var hun bare for nysgerrig. Uanset hvad det var, så havde hun bevæget sig ud i det sumpede landskab langs en å, som skar gennem Leventeras store enge. Hvad præcis, hun havde prøvet på, havde hun glemt nu, da det hurtigt havde vist sig at være dumt. Før hun havde set sig om, var hun tvunget til at vende om og kort efter sad hun urokkeligt fast. Uanset hvor meget hun kæmpede, så havde hun ikke mere end et enkelt ben fri virkede det til og hun måtte - for en stund i hvert fald - give op.

Opgivende fnøs den unge hoppe. Hvorfor gjorde hun da også ting som dette? Hun vidste jo godt, at det ikke havde været en god ide... men samtidigt, så kunne det jo være, at det var gået denne gang. Men nu skulle hun ikke blive for opgivende! Hvis hun bare lige lod sig selv komme til kræfter igen, så skulle hun nok få sig selv fri, det følte hun sig sikker på, for inden hun tog en pause, havde hun fundet et sted, hvor jorden virkede mere stabil - hvis hun kunne få et ben op der, så skulle hun nok komme helt fri!

[ 11 ]

den mørke hingst var ikke bundet noget sted og bevægede sig derfor som han ønskede, han var en hingst af sin egne vilje - det eneste som bandt ham lige for tiden var de tanker som dansede rundt som fjer i vinden i hovedet på ham lige for tiden og de var ikke til at holde styr på, derfor holdte han sig i gang for ikke at komme til at tænke for meget over hvem eller hvad han skulle være. Himlen var plettet, men regnen var forsvundet fra landet for nu, men derfor var store dele af landet stadig dækket i mudder og selv for en stor hingst som ham, var dette træls og hårdt at gå rundt i, han kunne kun forestille sig hvordan det måtte være at være lille og have det mindre kræfter - men de skulle selvfølgelig ikke slæbe rundt på de samme mængder muskler som han skulle.

Imens han gik og prøvede at holde tankerne væk, hørte han noget tumult, som om nogen legede i mudderet, han overvede kort at gå den anden vej, men han var nysgerrig - han ville vide hvad det var som havde fundet vej ned i mudderet. Han store muskuløse krop førte ham tættere på og inden længe så han denne lyse plet i det mest mudrede punkt overhovedet på hele steder og der gik ikke længe før det gik op for ham at denne plet var en anden hest. En hoppe så vidt han kunne se og hun legede ikke i mudderet, hun sad fast - som i helt fast.

Han stoppede op, ikke langt fra hende, måske 5 meter eller lignende og så på denne lille skabning, hans blik gled kort rundt til alle andre ting i nærheden. Han kiggede egentlig lidt rundt for at se om nogen ville hjælpe hende, han var ikke en hingst som hjalp andre - han var ikke en hingst som på nogen måde ville tage kontakt til andre og nu sad denne hoppe fast. Han kiggede sig kort over skulderen og ja han overvejede faktisk at gå sin vej - men burde han gøre det? Han smældede kort med halen og stod blot et øjeblik og betragtede hende..

Hvad pokker skulle han gøre?

Daphne

Daphne var nået til det punkt, hvor hun let hvilede sit hoved på en knap så mudret plet. Hun skulle bare lige samle kræfter og så var hun klar til at komme op. Det var bare lige lidt længere... og dog havde hun ikke lyst til at vente længere, for det var begyndt at blive koldt og stå i mudderet. Hun måtte virkelig til at komme fri!
Det tog en krig, men hoppen fik bakset sit ene ben derhen, hvor mudderet kunne holde til det. Der hvor hun kunne trække sig selv op, hvis hun bare lige havde kræfter nok - hvilket hun ikke længere havde. Igen måtte hun vente og hvile.

I sin kamp havde hun ikke lagt mærke til det, men en stor, sort hingst var kommet hen til hende. Hvor længe han havde stået der vidste hun ikke, for han havde ikke meldt sin ankomst. Det gippede derfor i hoppen og hun vippede ørerne tilbage, da hun opdagede han. Hvorfor stod han bare der og gloede på hende?! Kort efter røg hendes ører dog nysgerrigt fremad igen.
Måske kunne han ikke sige noget? Det virkede usandsynligt, for så ville han da have gjort et eller andet, ville han ikke? Altså have meldt hans ankomst på en eller anden måde? Måske ville han bare gøre grin med hende... Et fnys forlod hende ved den tanke. Nej, hun måtte tænkte det bedste! Måske var han bare nervøs?

"Uh... hej, kunne du måske.. uh... hjælpe mig?" spurgte hun med et smil på læben. Ja, han måtte altså bare være nervøs... eller måske underlig, men at være underlig var jo ikke en dårlig ting!

[ 13 ]

Han stod lidt som forstenet og betragtede denne hoppe, hun lyste op i mudderet og hun var faktisk næsten også forsvundet ned i det. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, skulle han hjælpe denne hoppe? Skulle han blot gå fra hende? Han smældede lidt med halen og vente sig faktisk om for at gå sin vej, han brummede roligt og var på vej væk, men noget i ham fik ham til at tænke en ekstra gang over det. Han smældede med halen og stoppede egentlig op igen. I noget der føltes som timer sotd han med ryggen til hende før han atter vente sig om og betragtede hoppen. Han trådte let tættere på hende og kom frem til kanten, hvor jorden var hård og hun var nu ikke langt fra ham.

"Jeg.... "

Mere af den hæse stemme kom ikke frem, han bøjede sig let ned og strakte den store sorte hals mod hende, hvordan det her skulle fungere vidste han ikke rigtig, men en ting var han sikker på - det ville gøre ondt på en af dem. Han kunne enten lade hende bide sig fast i ham og hive sig op, eller han kunne tage fat i hendes nakke og hive hende op - begge dele gav mening for ham, men for den lille hoppe som hende, hvor hans bid nok ikke det smarteste. Han lænede sig helt hen mod hoppen og ville lade hende hive fat i hans man.

"kun manen..."

Denne gang var hans stemme hviskende og nærmest en smule advarende, han vidste udmærket hvad der ville ske hvis hun rørte hans krop - det var sket med den sorte natte vandrer Ava, hun havde fået et huk uden lige - alt i ham, alle hans instinkter, alt skreg at han skulle angribe lige så snart man rørte ham - han kunne ikke kontrollere det og derfor advarede han hoppen. Hun ville ikke kunne forstå hvis han pludselig valgte at angribe hende.