Fear [Åben]

2
Hans plan havde slået fejl. Den sorte hoppe havde været stædig og umulig at få så meget om en konstruktiv dialog ud af. Ikke at Xenon var en pind bedre selv. Han var stadig ung og naiv. Det havde han fundet ud af på ny. Det irriterede den gyldne grænseløst. Han kunne ikke formå at greje hvad han skulle gøre anderledes. Modig var han ikke, og det havde han heller aldrig påstået. Han kunne være dumstædig, og det var oftest kun en ulempe for ham. Han kunne ikke tage tilbage uden noget på hånden, hvis han overhovedet kunne tilbage nu, efter hans hensigter havde forladt den brune mule.
Han vrissede en anelse af sig selv, mens han stod med panden mod en træstamme. Asken misfarvede den hvide blis, men det generede ham nu ikke.
En række ord lød fra hingsten, en udefinerbar mumlen der i bund og grund omhandlede hvor dum og kujonagtig han var.

Den gyldne tav, og han så nu rundt med et opgivende suk. Paraderne var sænkede for en gangs skyld, og det hyperaktive sind var dæmpet til uigenkendelighed. Så høj som han kunne være, helt nede kunne han også være. Det var svært at sige hvor man reelt havde ham.

Den hvide hoppe kom travene på dette område, hun havde tilbragt lidt tid på - hun havde søgt det mørke som hun var advaret mod, for at hun kunne forstå hvad dette mørke var, var hun nød til at se det med sine egne øjne. Hun havde dog endnu ikke mødt noget som havde gjort hende bange eller havde skræmt hende på nogen måde. Hendes gang var flydende og nærmest dansede og den hvide hoppe var på ingen måde til at skjule i denne nat, hendes pels skinnede op i natten og hendes øjne var opmærksomme. Den hvide hals knejsede elegant i en smuk og bestemt bue, den hvide hale flagrede efter hende og lige nu var hun ikke rigtig opmærksom på sine omgivelser og lod sig derfor rive med af øjeblikket. Hun legede og dansede afsted over den eng hun befandt sig på, hvis man kunne kalde det for en eng..

Før hun vidste af det var hun et sted hun ikke umiddelbart kunne kende og først nu lod hun de blå øjne glide op og blikket glide rundt, hun så en hest stå ikke ret langt fra hende, faktisk meget tæt på hende. Hun smældede blidt med den lange hvide hale og gav et kort prust fra sig frem mod denne hingst som lignede at han også stod helt i sin egen verden. Hun lagde blidt og nysgerrig hovedet på skrå og der var på ingen måde nogen tvivl om at hun faktisk slet ikke hørte til sådan et sted her - hun skreg af godhed, mens de fleste på dette sted nok var mindre gode i hvert fald var dette hvad hun var blevet fortalt. Så hvem var denne hingst som nu stod foran hende?

4
Han så op da et prust vækkede ham af hans egen lille drøm. Måske nærmere mareridt, men Xenon gik ikke sådan i detaljer omkrig lige netop det. Han drejede hovedet og mødte så med blikket en hvid hoppe, som ganske rigtigt skreg af godhed. Han brummede svagt, mens hans tanker allerede kredsede i hans hoved. Hvad mon sådan en skabning lavede her. Han brummede nu lidt højere og smilede stille med hende.

" Hvilken skønhed har jeg æren af at beskue? "

Hilste hans så, i et forsøg på at være charmerende, men han løj ikke. Hun var skøn, med sin rene, uspolerede pels. Ja Xenon slikkede sig nærmest om munden som et sulten rovdyr indeni.

Hendes blik faldt på denne hingst og hans ord fik et smil på hendes læber, hun forstod dog ikke den flirten som lå i hans stemme, da hun ikke var en hoppe som nogensinde havde forstået sådan noget. Hun brummede blidt og trippede dansende tættere på denne hingst, til der ikke var langt imellem dem, dog stadig nok til at de ikke lige kunne røre hinanden.. Hans ord der havde lagt smilet på hendes læber løb stadig rundt i hovedet på hende - det var høfligt og venligt i hendes hoved - men hun vidste heller intet til ondskab overhovedet. Hun brummede mildt og najede let for denne hingst. De blå øjne vendtes let mod ham inden hendes bløde stemme lød.


"Mit navn er Jitterbug og denne høflige herre?"

Blikket blev kort spørgende, inden det helt milde udtryk atter faldt over hendes væsen. Hun brummede mildt og nysgerrigt inden hun atter vælvede smukt i halsen - hun havde altid lært at gebærde sig med ynde. Men hun var lige så legesyg og klodset som hun var nysgerrig og uskyldig.

Xenon trak på smilebåndet, da hun rent faktisk valgte at komme nærmere. Han var bestemt tilfreds med det, og hun virkede ikke til at opfatte den fare som lurede ude i skyggerne. Enten var hun dumdristig som ham selv, eller også var hun naiv. Xenon brugte dog ikke meget krudt på at finde ud af mere. Han var sikker på det nok skulle komme til ham på helt normal vis. Hans blå øjne hvilede blot hendes, med en falsk venlighed.

” Du, min kære, kan kalde mig Xenon. ”

Lød det så fra den gyldne hingst, der uden tøven trådte et skridt frem mod ham, for at iagttage hende nærmere. En skøn lille sag. Han trak på smilebåndet. Han var tæt på hende nu, mens han betragtede hendes blå øjne med hans. Xenons blik var intenst og det virkede for mange som om at han kunne se lige igennem dem, men det var jo ikke løgn. Det kunne han, men lige nu gjorde han det ikke.

Hun elskede nærværd og hun ville ønske hun var en hoppe som kunne lide berøring, men lige nu var hun stadig dødens angst for alle former for berøring - men denne hingst var stadig på afstand af hende og hun troede som altid det bedste i andre, så hun valgte ikke at lade angsten tage over og gøre hende stiv som et bræt. Hun stolede lige nu på at denne hingst havde sine manere i orden og for nu virkede det også sådan. Hun lod de blå øjne spejde let i hans - de var blå som hendes. Hun smældede blidt med den hvide hale og vælvede atter elegant i den lange hvide hals. Hendes hale slog sig op og slog et knæk så den lå flot og buet ned over hendes baglås. Hun brummede mildt i takten med hans ord som let forlod ham..

"Mig en fornøjelse at møde dem  Xenon..."

Hendes stemme var mild og flydende og hun holdte kontakten med de isblå øjne, selv om det var en ekstremt intens følelse - hun brummede let og sørgede for at holde øje med at hingsten ikke kom for tæt på - selv om hun ville ønske at hun kunne.

Xenon var så tæt på at røre hende, men undlod det for nu. Hans varme ånde var det eneste der kom i kontakt med hende på den her kølige efterårsdag. Blikket slap ikke hendes endnu. Han så dybere ind i de blå øjne. Andres øjne var som bøger der skulle studeres grundigt. Han slugte hvert et ord i de bøger, men han udnyttede det ikke for nu. Hans tid med de færdigheder som han nu bar havde også lært ham at læse andre på en helt speciel måde, uden faktisk at gøre brug af disse evner.

” Fornøjelsen er helt på min side ”

Brummede han nu, uden at tage blikket fra de blå øjne. På den måde kunne han være tæt på hende, uden faktisk at røre hende. Mange ville mene det var komplet grænseoverskridende, men det var den gyldne ligeglad med. Han nærmede sig atter, men stoppede nervepirrende tæt på, inden hans stemme afbrød stemningen.

" Det er køligt i dag, hvad siger du til vi går en lille tur "

Xenons ellers lyse stemme havde en særlig ro over den denne dag. Han tog et skridt til siden for at give hoppen plads og først nu brød de blå øjne kontakten for at se rundt.

Hun følte sig lidt draget af denne hingsts klare isblå øjne og kunne ikke fjerne blikket fra dem, hun brummede mildt i det hans ord lød og hun måtte da indrømme at hun også syntes at det var hyggeligt at møde ham. Han nikkede frem med hovedet og spurgte derefter om hun ville med på en lille aftentur og der var ikke noget hun hellere ville, hun var jo en hoppe der havde krudt i røven, så det med at stå stille var ikke det hun var Aller bedst til. Så da hingsten gjorde det mindste tegn til at de skulle i bevægelse sprang hun lidt for ivrigt frem i en meget elegant trav - men dog ikke mere end et par få skridt, så gik hun ned i en rolig skridt og vendte de blå øjne mildt mod ham.


"Hjertens gerne.. Fortæl mig, er de kendt på disse kanter?


Hendes stemme sang nærmest igennem luften og hun vendte blikket mod hingsten for at sørge for at han var med - hun havde valgt ikke at reagere på at han var tæt på, da han jo ikke havde rørt hende - men det havde været tæt på og hun havde været nervøs for at han måske rørte hende - men som altid lod hun tvivlen komme folk til gode.

Xenon ventede et halvt øjeblik med at sætte efter hende, blot for at beskue hende som hun vimsede frem ad. Et slesk smil fandt kort vej over hans mule og han travede nu frem så han nåede op på siden af hende igen. Hun var da en livlig lille dame. Xenon fandt det ganske morende at hun havde så meget krudt i røven. Han holdte sig gerne bag hende her blot for at se hende tøffe afsted. Dog fandt han vej op på siden af hende. Han var nervepirrende tæt på, men rørte hende aldrig.

” Jeg er født i dette land. Foehn, som øen her hedder, er ikke det mest behagelige sted, men det har sin charme, hvis man ved hvor man skal kigge. ”

Xenons blå øjne fandt vej mod hendes igen, inden han kom med det der falske smil, der dog var svært at gennemskue. Den gyldne havde retning ud mod kysten, hvor de måske kunne være lidt mere i fred uden han skulle kigge sig over skulderen.

Hun lod blikket falde tilbage på ham og han valgte at tøffe lidt efter hende, det havde hun egentlig ikke noget imod - hun brummede mildt og lod blikket kort glide over de smukke omggivelser. Hun havde ikke ofte været her, men hun var jo også ny i landet. Hendes skridt blev mere elegante og hun vippede nu ørerne tilbage mod hingsten i det han nu sagde noget.. Dette var det sted hun var blevet advaret imod, men nu var hun her... hun havde mødt en hingst som endnu ikke lød til at være et monter.

"Dette sted er jeg blevet advaret en del imod - der skulle være skygger og monstre og heste som kun ønskede at skade folk..."

Hun kiggede blidt på ham med de blå øjne og indtil videre syntes hun om denne hingst, han lod ikke til at være det monster hun var blevet advaret imod.. Men som hun lidt af sin tid på dette sted havde lært, så havde folk heromkring forskellige dagsordner.

11.
Xenon måtte forsøge at opretholde et charmerende ydre, over det vanvittige indre. Hans facader krakelerede for tiden og temperamentet og en ukendt frustration havde bygget sig op i hingsten. Det ødelagde mange ting, for hvor han normalt var rimelig afbalanceret i sit vanvid, så løb det løbsk for tiden. Hoppen her var en mulighed for at få lidt selvtillid tilbage på kontoen. Han sendte derfor en smil i hendes retning.

” Dette er et farligt sted, kære. Skygger og monstre findes der, så man skal træde varsomt, men det er ikke alle der ønske at skade andre, men man skal være påpasselig, for nogle gemmer det bedre end andre. ”

Brummede han så roligt, med et maskulint toneleje i den ellers lyse stemme. Han forsøgte at fremstå som en beskytter, men det var han langt fra.

De blå øjne betragtede mildt denne hingst, han var anderledes og så alligevel ikke. Hun løftede let ved han stemme og lyttede indgående til hans ord. Hun vidste at der ville findes nogen typer her som hun ikke ønskede at møde, men lige nu var hun nød til at prøve at finde dem, hun var nysgerrig og var kommet til denne ø - udelukkende for at finde ud af hvad hele dette virvar var for noget af både skygger, onde og monstre. Hun brummede let til ham og nikkede så i tanke med hans ord - han vidste noget om dette og det var hun sikker på.

"De lyder til at have hørt disse rygter min herre?"

Hendes stemme var lys og mild og det var helt sikkert at hun ikke hørte til sådan et sted som her, denne ø ejede ikke hopper som hende, de besad udelukkende heste af mørkt sind, dette var hun blevet forklaret og derfor var hun også en smule mere på tæerne overfor denne hingst, han kunne være mange ting og han havde selv sagt at der gemte sig mange ting i tingen heromkring.

Hoppen var naiv, og åd hans ord så godtroende, til trods for han lige havde advaret hende mod typer som ham selv. Hoppen havde selvfølgelig ikke noget begreb om at han netop var sådan en type, men den gyldne hingst fandt det nu naivt alligevel. Min herre.. Xenon kunne ikke lade være med at more sig over hendes ordvalg. Han var da ikke hendes herre. Eller det kunne han vel sagtens være, selvom hans utilregnelige gemyt nok ikke gjorde ham egnet.

” Det er skam ej rygter, kære. Jeg er født i dette land og har mødt disse skygger. Faktisk burde du skynde dig væk ”

Xenon snakkede stadig stille og roligt, mens han stadig holdt sig på nogenlunde afstand af hende. Det vil sige, stadig tæt på dog uden at røre. Han var en nærgående type trods alt.

Der var noget lidt lusket over denne hingst, men han var dog stadig en behagelig hingst at være sammen med, men hun vidste trods alt at mange kunne ændre sig på et øjeblik og han havde også før nævnt at mange gemte sig bag ved masker. Hun løftede hovedet let og lagde det roligt på skrå, hun betragtede ham. Hendes tanker dansede igen på de ting som hun havde fået fortalt, omkring skyggerne. De skulle være onde, kolde og frygtelige, men kunne de være lige så luskede som denne hingst? Kunne han egentlig gemme på skygger? Hun vidste det på ingen måde. De lette vindtag, tog gentagende gange fat i hendes hvide man og lod den danse af sted i vinden. Han stemme lød igen nu og hun bed mærke i noget, han sagde hun skulle komme væk ..

"Er de.. en af disse farlige hingste?"

Nysgerrigt vippede hun ørerne frem mod ham, hun ville gerne vide det og hun ville gerne vide om hendes fornemmelse af denne hingst havde været rigtig. Hun stolede til dels på sig selv, men hun vidste ikke om han kunne finde på at gøre nogen noget uprovokeret. Hun kendte ham ikke, men ville gerne lærer ham at kende, hun ville gerne lære alle og kende.