Home [Åben]

7

Hvad end det engang havde været et fængsel, så var det det ikke længere. Den hvide skygge var væk, og de andre opretholdte ikke orden mere. Nok kunne de insistere på de groede sig stærkere, men i sådanne etablissementer ville der altid være brodne kar. Jo flere de var, jo flere var der af dem, hvis man ikke var varsom. Men mængder skulle man bruge hvis man ville vinde frem. Risikoer måtte tages og man ville måske lave fejl. En fejl havde de lavet ved at lade hende tage med den dag. Om det havde været en fejl at lade hende leve, var endnu uvist. Den hvide skygge havde haft en plan, men den plan var forsvundet med ham.
Myth kunne vandre frit nu, men foretrak alligevel Foehn. Her var mørket i overtal, her var hun hjemme. Hun behøvede ikke hengive sit sind og sin krop til den de kaldte Herren. Hun behøvede det ikke for at fungere i mørket.
Hendes kræfter var vendt tilbage på anden vis, selvom det havde været den gale vej at gå. Det havde taget en brat opvågning for at indse den fejl. Noget hun kunne takke de såkaldte skygger for. Hendes hjerte tilhørte den gale, men selv han måtte dele det med mørket, som sindet foretrak. Det var et trøstende tilflugtssted for den del af hende der stadig var den unge hoppe, i den århundrede gamle krop.

Den sorte skyggevandre, var næsten hele tiden at finde på øen Foehn. Han søgte sjældent væk i disse dage; for hans brødre og søstre havde en stor opgave for sig; de skulle vælge den næste leder snarest muligt. Han ville selv stille op til denne rolle. Han ønskede den. Han ønskede, at overtage rollen fra den broder, der havde budt ham velkommen med åbne arme, indviget ham til denne verden, ladet ham finde sit kald i livet – nemlig som en del af Skyggernes verden.
Volontaire gik med lange og tunge skridt igennem den tynde aske der lå omkring ham, fra vulkanens indre, når udbrud i tide og utide kom. Han var søgt mere og mere ind i sig selv, for at tænke. Lade tankerne overtage hans sind. Men han blev afbrudt i sin stilfærdige vandren, idet næseborene opfangede duften af en anden skikkelse i hans nærhed.

Den hjerteløse hingst knejste nakken dybt, og lod det store korpus ranke sig stolt og maskulint, mens han nærmede sig denne skikkelse. Kort efter kunne han se hende bedre og bedre. Og han genkendte hende svagt. De pupulløse og isblå øjne stirrede indtrængende på hende, mens han nærmede sig, uden at lægge skjul på det – det var der ingen grund til. En dyb, hæs og voldsom brummende lyd forlod hans store korpus, henvendt til denne Myte der stod foran ham. Han kom hende nærmere, og stoppede op i en respektabel afstand – men uden at sige noget endnu, i stedet stirrede han bare på hende.

Snart var hun ikke længere alene i dette område på den askefyldte ø, men i stedet kunne hun mærke en eksistens komme nærmere. Hun genkendte ham hurtigt og gjorde derfor ikke meget væsen af sig, men lod ham blot komme nærmere. Hun vippede ørerne frem og tilbage ved hans brummen og hun løftede kort hovedet da han stoppede op. De mælkehvide øjne betragtede ham med et ganske ubekymret udtryk. Hun frygtede ham ikke, men igen så var det også sjældent at den sorthvide hoppe frygtede noget. Eftersom han ikke sagde noget, så fandt hun det ganske passende at gøre det i stedet.

" Han er væk, ikke? "

Hun regnede med at den sorte godt kunne ligge to og to sammen. Det var selvfølgelig den hvide skygge hun refererede til. Aldrig havde hun troet hun skulle savne noget, som hun ingen kærlighed nærede for, så meget. Det var næsten en form for hjemve der stak i ny og næ. Han havde været et muntert indslag i en sølle tilværelse. Hun lagde skam heller ikke skjul på det ikke var noget der glædede hende. Om ikke andet vidste hun også at det var et stort tab for deres såkaldte broderskab.

Han stod der bare, den sorte hingst, uden overhovedet at sige ét eneste ord. Han vidste, at den spraglede hoppe nok ville åbnet ’ballet’, med de ord, hun havde lyst til. Hans blik stirrede intenst på hende, som søgte han at hive informationer ud af hende. Om hun vidste noget, han ikke vidste. Men hvordan skulle hun dog kunne det? De sorte Skygger havde en connection til hinanden. De kunne nærmest mærke hinanden, selvom de ikke var i nærheden. Og denne forbindelse, havde han ikke haft til Fuyu i meget lang tid; han vidste derfor også, at han var borte. Forsvundet fra Andromeda. Og da hendes ord nu lød, var det netop Fuyu hun hentydede til. Volontaire rankede sin krop, og lod blikket ryge henover hende, i stedet for at stirre på hende.

,,Han er væk. Borte”

Nikkede han dybt, og brummede i mørke og hvislende toner. Han mangle Fuyu – det gjorde de alle. Og det så også ud til at Myten manglede ham. Måske endda mere, end hun selv ville være ved det.

,,Han kommer ikke tilbage, Midnight Myth. Aldrig mere. En ny leder findes til flokken.”

Nikkede han afsluttende, og lod blikket falde tilbage på hende. Han talte sandt – selvom det måske ikke var de ord, den spraglede tordenhoppe gerne ville høre. Skyggerne på hans krop hvislede toner til ham, men tonerne kunne måske også svagt høres af Tordenhoppen foran ham. De hvislede om Fuyu. Sørgede over tabet af ham. Præcis som broderskabet også gjorde det. Volontaire sørgede også - på sin vis.

[21]

Hun lod en suk undslippe hendes løber ved hans ord. Den skuffelse lagde hun ikke skjul på. Det fandt hun ingen grund til. Hun rykkede en anelse uroligt på sig, men blikket endte igen på den sorte, da han sagde hendes navn. Hun nikkede blot stille og brummede svagt. Det sidste med en leder var hun i grunden ligeglad med. Hun var jo ikke en del af skyggerne og ønskede ikke sit sind forskruet. I hvert fald ikke mere end hvad hun selv havde formået.
Hun hørte skyggernes hvislen til den sorte, men forstod ikke ordene, selvom hun tit havde forsøgt.

" Det bliver en hård post at leve op til. Uden at fornærme nogle, så er der ingen af jer der kan.. "

Det var måske ikke de ord den sorte ville høre, men det var for hoppen sandheden. Stærk fysisk var ikke alt, for tordenhoppen havde nemt kunne overmatche Fuyu rent fysisk. Det krævede noget særligt af sindet, ikke noget nogen her på Foehn besad, og måske de få der gjorde ville kunne blive tværet ud af den første og bedste der forsøgte. Tordenhoppen følte ikke for at udpege nogen særlig, for hun mente ikke nogle kunne overtage på samme måde igen. Hun interesserede sig ikke for det. De mælkehvide øjne hvilede på Volontaire. Hun kunne sagtens huske ham. Fra før. Når alt kom til alt så virkede hans sind stadig intakt trods alt.

" Det sjove var.. Han var ikke vred over jeg næsten slog dig ihjel den dig.. Han var vred over at blive forrådt.. Nu er han væk og jeg er fri til at forlade denne ø igen, selvom det nu ikke vil være første gang. I kalder jer et broderskab, men i det lange løb passer i kun på jer selv. "

Den sorthvide hoppe var brutalt ærlig i sin snak. Hun lagde ikke skjul på hvad hun havde forsøgt at gøre med den sortes hjerte den dag det skulle hentes tilbage. Hvad kunne han gøre? Slå hende ihjel? Det ville ikke være straf. Det havde Fuyu også vidst i sin tid.

Hans blik hvilede på hende. Indgående. Han studerede hvert en lille detalje på hendes krop, hver en lille bevægelse, som hun kunne finde på at lave. Han huskede hende godt – ingen tvivl om det. For det var hende, der havde forrådt dem, dengang kampen om hans hjerte kom. Hun havde den sorte hjerte, og kunne have dræbt ham den dag – men det lykkedes ikke. Så han huskede hende godt; men til trods for det, bar han ikke nag til hende. Det var spild af tid. Et suk undslap hende, hun var skuffet. Måske også hun savnede ham, mere hun ville være ved det? Han lyttede til hende, og nikkede ganske dybt og i enighed med hende.

,,Du har ganske ret. Ingen kan træde i hans fodspor. Ingen. Og det er heller ikke hvad der skal ske”

Brummede han dybt og eftertænksomt, inden han knejste nakken dybt og mærkede hendes blik i hans. Hendes mælkehvide øjne i hans isblå, pupilløse øjne. Hun var ærlig, og det havde han skam intet imod. Han spillede ikke op med musklerne, pga. ærlighed – men mere over de der løj.
,,Du havde mit hjerte den dag – men det lykkedes dig ikke. Og jeg er såmænd ligeglad med, om du forrådte os dengang. Forrådte Fuyu. Han har skullet bruge dig til noget. Men ja, du er fri nu. Du kan gå, hvor du vil Midnight Myth.”
En kort pause indtraf, inden han fortsætte med rungende og mørke toner: ,,Vi er alle individer. Ja. Der er intet sammenhold. Alle søger at gå deres egne veje – og dette skal netop ændres. Men det kræver en leder, som søger at opnå dette. Og med Fuyus fravær, er det ikke en mulighed, før en ny træder til”

Han talte dybt og tungt, men ærligt. Han behøvede aldeles ikke at forklare hende noget, han skyldte hende intet. Men han så heller ikke nogen grund til at lyve; for søgte hun til Vogterne og fortalte at Skyggernes leder var borte, ville det alligevel ikke ændre noget for dem, eller De.

[22]

Den sorthvide hoppe havde taget fejl af hingsten. Hun huskede ham som værende dum og naiv, men det førstehåndsindtryk var visnet væk med tiden. Hendes egne handlinger havde givet hende en forståelse hvorfor han havde handlet som han havde og de valg han havde taget. Hun nikkede stille for sig selv. Det var alt sammen startet den dag han havde sat sine ben hos den luskede sjæl på Chibale. At det var havnet her var vel som givet. Alt havde han glemt om den gyldne som han havde ofret sit hjerte for at beskytte. Det var også lettere sådan. Den sorthvide hoppe så på ham igen da han 'satte hende fri' hun nikkede stille, men det var ikke ligefrem glæde og lykke hun udstrålede over sin nyfundne 'frihed'.

" Det er et svagt ry at slippe af med, forræder. Det var slet ikke meningen faktisk, men mit hjerte kunne ikke nænne at forråde ham. I stedet stak han halen mellem benene og overlod mig til min egen skæbne. For sin vis er jeg glad. Det åbnede mine øjne for mange ting.. "

Det var et lille vindue ind til hoppens inderste. Det skadede hende ikke at åbne op for det. Det var nu hans liv hun havde stået med for sine hove. Nok bar han ikke bag så det ud til, men havde det ikke været for den aften havde hun aldrig fundet afklaring, selvom den var smertefuld.

" Foehn er hvor jeg for første gang har følt mig hjemme. Nok er jeg fri til at vandre, men dette er mit hjem.. "

Den sorthvide havde ikke i sinde at rende over og sladre til noget. Det tjente hende intet formål overhovedet. Hun nikkede derfor blot roligt til hans ord omkring lederskab. For hun var nu ganske enig med ham, men det var ikke hendes lod at blande sig.

Der var ikke nogen tvivl om, at hoppen foran ham, lyttede til hans ord. Hun var jo en fri sjæl nu – der var ikke nogen der bandt hende til denne ø mere. Fuyu havde haft planer med hende, intentioner med hendes færden på øen. Men disse planer var forsvundet, da den hvide hingst forsvandt. Derfor var hun en fri sjæl – langt mere fri, end de andre skyggeheste på øen, som for altid ville være bundet til deres Herre; og det samme var Volontaire. Bundet. Men med tiden, ville dette ændre sig. Det vidste han – hvordan, var endnu ikke en vished. Hans øre blev rettet til hende, da han lyttede til hende ord. Hun måtte nære noget for denne Rumpelstilskin. For hun havde forrådt Fuyu, for at hjælpe den Slangehingst, der opfyldte såkaldte.. ønsker.

,,Jeg tror, at mange er blevet forrådt af denne hingst. Mig selv inklusiv. Vi er svage individer, når først vi styres af vores.. følelser. Det er noget der er flygtigt, og pludselig en dag, går det op for os, at de følelser vi nærede var noget der ikke skulle have været der.”

Han brummede dybt og eftertænksomt. Her stod han, den store skyggehingst og lod sine ord falde til den spraglede tordenhoppe. Begge åbnede de på sin vis op, hende mere end ham måske. Han talte altid mere løst, og brugte sjældent betegnelser direkte på ham selv. Sådan var han bare, den hjerteløse hingst.

,,Jeg forstår godt, at du forrådte Fuyu. For hvis det var hvad dit hjerte fortalte dig dengang.. Så var det en korrekt handling, for dig, som individ. Du er velkommen på øen, Midnight Myth – så længe du forstår, at det er her også vi og Ham holder til”

Han nikkede dybt, og lod de mørke toner dø ud. Han havde givet hende hans accept på, at hun kunne vandre frit i Foehns store områder. Han så hende ikke som en fjende. Heller ikke en ven. Men de havde begge handlet på følelser, og dette gjorde at han på en eller anden mærkværdig måde, accepterede den spraglede hoppe.

[26]

Hun nikkede stille til hans ord, medstemmende. Han vidste jo om nogen hvordan det var. Hun kendte ikke de præcise detaljer, men spurgte ikke ind til det, for hun ønskede ikke at snage i hans private affærer. Det gav hende lidt gnist i det gamle liv at andre stadig kunne overraske hende positivt. Den sorte hingst havde i hvert fald vidst hende at han ikke var den klaptorsk hun oprindeligt havde troet. Hans næste ord bekræftede, og de holdte hende for en stund tavs. Hun sendte en tanke til den skumle Rumpelstiltskin og måtte stille spørgsmålstegn ved hvad hun havde følt. Hun forsøgte i hvert fald at bilde sig selv og andre ind at det ikke havde været rigtigt. Måske det havde været noget flygtigt, dragende. Disse følelser havde altid været forvirrende for den sorthvide. Helt fra da hun var helt ung. Den kappeklædte havde også et plads et sted derinde, men det var bedst at glemme alt om sådanne ting. Det gjorde en svag. Fik en til at handle ulogisk og farligt.
De mælkehvide øjne vendte sig med den sorte.

" Tak. "

Det var oprigtigt det tak der kom fra hoppen. Hun behøvede ikke bruge flere ord til at beskrive det.
Hoppen rykkede en anelse på sig, så hun kom en anelse nærmere, men ikke for meget i tilfælde af at han ikke brød sig om det. Hun så kort ud imellem træerne, mens hun vippede let med de mandelformede ører.

Der var en eller anden mærkværdig samhørighed imellem de to. Ofte var Volontaire ikke meget for at bruge tid på selskaber, men der var dog alligevel potentiale i netop dette selskab. For de kendte begge Fuyu, og havde nok egentlig begge et mærkværdig tilhørsforhold til den hvide skygge, der før havde ført Volontaires flok i position. Men han var her ikke mere – og en anden skulle forsøge at tage den rolle. Og netop den rolle, gik den sorte hjerteløse hingst efter. Han ville stå i front, gå i spidsen for skyggefællesskabet; hvis de accepterede det. Et oprigtigt tak kom fra hende, og han nikkede dybt og ganske afslappet til hende, som en afslutning på deres ord. Hendes blik gled mellem træerne, og den sorte hingst drejede nu sit korpus, så han stod i samme retning som hende.

,,Søger du aldrig væk herfra, væk fra øen?”

Brummede han så, en smule eftertænksomt. Selv søgte den hjerteløse, sorte hingst, ofte væk fra øen. Han havde et bedst med luftforandringer. Det gjorde godt i hans hoved, at skyggerne ikke altid bestemte, hvor han skulle befinde sig. Han var stadig et frit individ – og det ville han for alt i verden forblive. Uanset hvad det så skulle koste af ham. Blikket gled nu hen på en spraglede sorthvide hoppe, hvis mælkehvide øjne stadig så ud imellem de træer, de stod i bland. Hvilke tanker, gik mon igennem hendes indre?

[29]

Den sorthvide hoppe var tavs i noget tid, ligesom den sorte også var det. Det var ikke en akavet stilhed, som mange selskaber tit kunne være, men de stod blot i almindelig tavshed. Normalt ville hun finde videre, men selskabet var trods alt noget som der behagede hende. Den afslappede stemning mellem dem gav anledning til hun kunne samle tankerne en anelse. De var ofte i et stort kaos, og hun rummede mange følelser under overfladen. Hun var trods alt ikke født med et vanvittigt twist. Hun kunne faktisk være ganske civiliseret hvis hun fik ro til det. Det var lidt som om at jo mørkere sindstilstand, jo mere ro kom der på hende. Måske var det derfor hun følte sig så godt hjemme på Foehn. Hun behøvede ikke bekymre sig om omgivelserne. Netop den tanke blev der sat et spørgsmål på og hun så nu på den sorthvide igen efter momentvis at have været fjern.

" En enkelt gang.. Men der er ikke noget tilbage til mig derude.. De små er vokset sig store og uafhængige.. Den ene afskyr mig, den anden er opdraget til hans far, den sidste er bedre tjent hvor hun er. "

Det skadede hende ikke at fortælle hingsten disse ting. Kærligheden til hendes afkom var noget der aldrig døde ud, lige meget hvordan de tog sig ud. Selv Xenon som havde været en pris at betale for hendes egen grådighed. Hun havde forgudet den lille skabning, og nærede den samme kærlighed for ham som de andre tre.

Han betragtede hende lidt, som hun stod der. Men kun i korte øjeblikke. Derefter gled hans isblå, pupilløse øjne ud imellem træerne, og beskuede det område de stod i. Selvom Foehn oftest blev betegnet som gold og øde, var det nu ikke hele sandheden. Der fandtes frodigere områder, og steder som hvor de stod lige nu, hvor træer også voksede. Men der var goldt på den mørke ø, for ikke meget sollys fik lov at skinne ned igennem de tætte skyer der svævede over øen, som en tung og grålig dyne. Hans blik var tomt, men det var det nærmest altid, fordi øjnene ingen pupiller ejede. Han skuede kort til hende, da stilheden lagde sig over hende – hun lignede mest af alt en, der stod og funderede over noget. Men hendes blik blev dog mere levende igen, idet hun begyndte at tale. Volontaire lyttede til hende. Hun havde 3 afkom – afkom, som han som sådan ikke kendte noget til. Men de var ikke hos hende. Han fornemmede hendes kærlighed, og måske også en smerte over, at hun ikke var hos dem. Men han forstod det samtidig godt; for Foehn var ikke et sted for alle og enhver. Han nikkede lettere eftertænksomt, mens blikket hvilede hos hende, stødt og betragtende.

,,Øen her, er heller ikke et sted og alle at bo på. Dine afkom.. Hvem er de?”

Han spurgte uden at grave i det, for hvis hun ikke ville svare på det, kunne hun såmænd bare lade være. Der var ingen tvang i hans stemme, for det var der ikke nogen grund til. Et svirp forlod hans sorte hale, inden han knejste nakken dybt og igen kiggede ud imellem træerne.

[30]

De hvide øjne hvilede roligt på den mørke hingst, mens stilheden for en stund atter sænkede sig over selskabet. Han spurgte ind til hendes afkom og hoppen måtte da bruge lidt tid på at tænke over om hun nu faktisk ønskede at dele den information med ham. Hun vidste den ene kunne klare sig selv, den anden var i sikkerhed samme sted, men men men. Hendes fortabte søn huserede her på øen og den sorte hoppe kunne kun gisne om hvad der havde fået ham hertil. Hun huskede nemlig at siden han var rendt ind i Fuyu så havde han ikke ønsket at sætte fod her igen. Hun missede kort med øjnene og skar kort en grimasse. Det var reel bekymring.

” Nej.. Min ældste søn og jeg kommer fra et sted lig øen her. Hans tvilling klarede ikke turen hertil.. De to andre er født her.. Du kender deres far, vældig godt. ”

Myth blik fandt vej til hans brystkasse hvor hingstens hjerte engang havde banket. Han måtte kunne forstå den hentydning. Hun var ikke klar på at give ham navne. Hun vidste jo reelt ikke om hun kunne stole på han ikke ville gøre dem fortræd i et hævntogt over hendes forræderi og det faktum hun faktisk indirekte havde forsøgt at slå ham ihjel.