Wandering About [ Zitkala ]

Dovah havde endelig bevæget sig væk fra sandøen, mens han stadig var lidt forvirret over hestenes adfærd dette sted. Han var kommet hertil hvor han havde fulgt en fært af noget spændende, men duftsporet havde ført op mod bjergene. Af en eller anden grund så var den gyldne hingst frosset i sin færd og havde været ude af stand til at fortsætte derop. En dyb frygt havde fundet rod i ham og han turde simpelthen ikke begive sig derop. Han vidste ikke hvorfor, han vidste bare at alt skreg på han ikke gjorde det. Smagen af jord vendte tilbage til hans tunge og han følte en klump i halsen, der næsten virkede kvælende. Nej. Han var vendt rundt og i stedet forsøgt at finde noget andet at give sig til.

Zitkala Aiyana

En broget skikkelse havde begivet sig rundt i Andromeda. En broget skikkelse der var langt væk hjemmefra, og stadig havde svært ved at forstå hun ikke ville komme til at se de kendte ansigter igen. At der ville gå lang tid, før hendes sjæl engang ville forenes med hendes barndomsven igen, og mødes med Kuckunniwi. Zitkala havde ikke set en eneste Kachada eller bare en eneste der lignede de tobenede væsner fra stammen. Hun havde ikke mødt nogen høvdinge eller nogen der kendte til noget der mindede om hendes gamle liv. Noget der måske skyldtes hun ikke havde mødt så forfærdelig mange i landet. For en hoppe der var vant til hele tiden at være omgivet af mange sjæle - tobenede og firbenede, var det noget af en omvæltning.

Zitkala stod og vuggede lidt fra side til side i sine egne tanker. Minder fra hendes gamle hjem om man ville. Små minder der spillede for hendes indre øje som en film hun kunne sætte på igen og igen. En lyd trak hende ud af den lille trancelignende tilstand og fik hende til at hæve hovedet med nysgerrigt spidsede ører. Der var en lyd. En lyd og en skikkelse lidt længere væk, der ikke lignede noget farligt. Et feminint vrinsk blev sendt ud i retningen af den fremmede og Zitkala gav sig til at lunte fremad med retning mod den fremmede.

[ 4 ]

Et vrinsk lød og den gyldne hingst løftede hovedet og så sig omkring. Det havde lydt feminint og det var med al sandsynlighed en hoppe. Den gyldne havde stadig tilgode at møde andre hingste her i dette mærkværdige land, men han havde kunne dufte dem ind i mellem. Dog havde han holdt sig på afstand. Her var der ingen i nærheden. Kun denne fremmede som han nu snart kunne se kom luntende mod ham. En maskulin brummen kom fra ham da hun nu var tæt nok på og han knejsede let i nakken.

” Hej du.. ”

Lød det roligt fra ham, med et dæmpet toneleje. Han forstod det ikke. Hopperne vandrede tilsyneladende frit her uden nogen herre. Hvor besynderligt. Han lod det tofarvede blik glide over hende. En køn lille skabning bestemt.  Han studsede dog lidt over fjerene i hendes man. Havde hun mod rullet sig på en fugl ved et uheld?

Zitkala Aiyana

"Hau"

Hilste Zitkala tilbage. Der lå en lille munterhed over hende og hele hendes udstråling viste venlighed. Noget der altid havde ligget til den eventyrlystne hoppe. Hun var stoppet op et par meter fra den anden. Det var jo ikke alle der brød sig om man kom alt for tæt på. Den slags havde hun kendt til allerede helt tilbage fra stammen hun havde tilhørt. Der var bare nogen, der ikke brød sig om deres personlige space blev invaderet af andre.

"Er der altid så stille? Jeg mener....... Jeg ser sjældent andre vandre omkring..."

[ 5 ]

Hau? Mon det var sådan de hilste her? Det hele var så nyt for den gyldne hingst. Hun stoppede op med et par meters afstand og han brummede svagt og tog et skridt frem ad, for at vise at hun godt måtte komme nærmere hvis det var det hun ønskede. Han handlede godt nok for sine egne behov oftest, men et netværk kunne skam også være gavnligt. Han havde jo egentlig altid været glad for selskab. Det lettede byrden at holde sig på vagt hele tiden. Hun spurgte ham nu om et spørgsmål han måtte være svar skyldig på.

” Måske de bare holder til hos deres respektive flokke.. Hvor jeg kommer fra er det kun udstødte hingste der vandrer rundt.. ”

Lød det så fra ham. Hans stemme var rolig, men han undrede sig stadig over hvad dette sted var for et. Noget sagde ham at han ville få et chok over landet kultur.

Zitkala Aiyana

"Hvor jeg kommer fra er der ingen der vandrer rundt alene."

Det var noget helt nyt for hoppen. Noget hun ikke havde været vant til, og noget hun allerede nu kunne vurdere hun ikke brød sig om. Hun ønskede ikke vandre rundt helt alene, og derfor koblede hun sig også gerne på alle andre sjæle hun mødte på sin vej. Måske var det ikke alle hun kunne følge hele tiden, men bare det at hun ikke var hele alene hele tiden hjalp en smule på det.

"Jeg har ikke set nogle flokke nogen steder. Du må være...... Den tredje jeg har set her. Mit navn er Zitkala... Zitkala Aiyana."

Selvom der var en smule accent over hendes ord, var det alligevel ikke helt umuligt at høre hvad det var hun sagde. I den korte tid hun havde været i landet,  var det alligevel som om det nye sprog var kommet til hende meget hurtigt. Som om der var et eller andet magisk over landet, der gjorde det muligt for hende at forstå andre.

[ 6 ]

Dovah studsede over hendes ord og han brummede lettere undrende. Mystisk. Så kunne de i hvert fald ikke være fra samme sted. Hun var ligeså ny som ham, det kunne han hurtigt konkludere ud fra hendes ord. Han nikkede stille og kom med et svagt smil.

” Jeg ser ikke mange på min vej. Jeg undgår gerne de steder med stor aktivitet, en vanesag. ”

Brummede han så roligt.

” Zitkala.. Jeg har desværre ikke noget navn at give igen, men kald mig hvad du vil. .”

Dovahkiin var hans navn, men det var ikke noget han havde hørt andre bruge om ham som sådan. Det var nok også mest en beskrivelse af hans udseende hjemmefra, og den ville ikke give meget mening her for dem som ikke kendte til baggrunden for den. Han var dog blevet kaldt meget i sin tid. Gyldne Satan, Forsvind, Jeg advarer dig, Jeg skal vise dig, og meget andet. Det var ikke særligt kreative navne de var kommet med, men de var oftest forbundet med slåskamp eller en hurtig flugt.

Zitkala Aiyana

"Jeg har aldrig skulle vandre alene. Jeg er kommet frem til jeg i hvert fald heller ikke bryder mig om det. Men jeg har ikke haft så mange andre muligheder"

Ørerne var gledet ud til hver sin side i et øjeblik, men blev rettet fremad igen. Zitkala lod hovedet glide en anelse på skrå, og lod et vurderende blik hvile på ham. Kalde ham hvad hun ville...... Det var der aldrig nogen der havde ladet hende gøre før. Men hun kendte ham ikke godt nok til at give ham et navn. Ikke endnu.

"Jeg må vende tilbage til dig med et når jeg har fundet et"

Et smil var at finde omkring hendes mule. Den kraftige man og pandelok blev lige rystet en anelse, og halen slog et svirp omkring hendes bagpart, for at jage de agressive insekter væk.

"Har man ingen navne her?"

[ 7 ]

” Du må gerne vandre med mig, indtil du finder bedre selskab.. ”

Lød det så fra ham, uden han egentlig foretrak en mine. Han var ikke rigtig en beskytter, men han kunne godt selv bruge lidt selskab i ny og næ. Desuden var hun ikke helt dum at se på, så det var jo egentlig win/win for ham. Han trak stille på smilebåndet over hendes bemærkning. Han ville vente i spænding så.
Hun troede vel han var en form for indfødt.

” Dem jeg har mødt har, men jeg kommer et andet sted fra, langt væk. ”

Brummede han så roligt, inden han virrede en anelse med hovedet. Han så en anelse afventende på hende, inden han med kropssproget inviterede hende til at følge med, væk fra insekterne.

Zitkala Aiyana

"Det vil jeg meget gerne."

Det kunne ikke skade at finde nogle venner i landet. Og da slet ikke hvis hun skulle være der i lang tid, hvilket det godt kunne have lydt til på en af de andre hun havde mødt. Som om hun skulle leve resten af sit liv i dette sted - eller...... Hvis dette var en form for andet liv uden hun var blevet genfødt og opvokset her fra lille af, kunne det jo være hun havnede et helt nyt sted på et eller andet tidspunkt. Men eftersom Zitkala ikke kunne vide hvad der så ville vente hende, ønskede hun ikke teste den teori. Hun lænede sig en anelse fremover og gav sig til at vandre fremad i et roligt tempo.

"Også mig. Hvor kommer du fra?"

[ 8 ]

Dovah smilede til hoppen da hun da accepterede hans anmodning. Hun kunne jo altid finde bedre selskab senere hen. Han holdt sig nu på siden af hende, med en rolig mine, ganske tilfreds over at have fundet nogen til at holde sig med selskab. Nok var Dovahkiin egoistisk, men det betød ikke han som sådan var et røvhul. Han ofrede bare ikke sin egen røv for andre, og gjorde ikke noget medmindre han så en fordel i det. I hvert fald ikke altid. Der var plads til undtagelser. Han nød godt af lidt selskab, og til alt held gjorde hun det også.

” Et sted lig det her, dog ikke delt op i små øer. Der var land og bjerge så langt øjet rækker. Kysten så jeg aldrig. Hvad med dig? ”

Dovah spurgte, oprigtigt interesseret, for ellers ville det da blive noget af et tamt samvær.

Zitkala Aiyana

Øer.... Det måtte være det de kaldte de områder delt op af vandet. Det var noget hun ikke var vant til hjemmefra, og hans beskrivelse af der han kom fra, lød som det sted hun også kom fra. Land, bjerge og ingen kyst. Det tætteste Zitkala var kommet på vand, var søerne åerne og selvfølgelig floderne.

"Det samme her. Men knap så grønt. Det kom meget an på årstiden. Der var tørke af og til, og sne...."

Om vinteren blev det koldt nok til at sne ville falde. Alt i alt var der lidt af hvert når det kom til temperatur og omgivelser. Zitkala kastede et lille blik rundt for at vurdere omgivelserne og lige mærke efter. For hun kunne ikke helt finde ud af om hun syntes dette sted var bedre eller ej.

"Luften her er anderledes. Den er mere..... tæt på en måde.. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg synes om det. Jeg føler hele tiden jeg skal kigge mig selv over skulderen"

[ 9 ]

Han vippede let med ørerne mens han lyttede til hende, dog uden at sige for meget. Han kunne ikke rigtig svare på om det hun sagde var rigtigt eller forkert. Han havde jo aldrig været der. De tofarvede øjne så rundt og han trak let på skulderne.

” Som ene vandrer skulle man altid se sig over skulderen, hvor jeg kom fra. Du kunne krydse et territorie og blive jagtet væk, var du ikke hurtig nok så fik du tæsk. Måske det er det samme her. Dette sted virker dog mere.. frit ”

Dovah mumlede det næsten, men ordene var stadig klare. Han kunne ikke helt finde ud af om det var for det bedre, men indtil videre så var det da gået fint. Han var endt på sandøen som det første, og først nu begyndt at udforske. Da de nåede en sti op mod bjergene stoppede han dog op, og så sig omkring efter en anden vej. Han skulle ikke derop.

Zitkala Aiyana

Den kraftige man og pandelok vuggede stille frem og tilbage i takt med Zitkalas skridt. Fjerene lettede for hver gang der var bare en lille vind. Hun havde aldrig haft brug for at skulle se sig over skulderen. Kuckunniwi havde altid været der til at holde øje med det hele. Han var fremragende med bue og pil og frygtløs når det kom til jagten. Hun havde derfor også stolet blindt på ham så snart de var ude af deres område, ligesom han stolede blindt på hun ikke ville rende under en lavthængende gren eller lave pludselige hop til siden.

"Jeg har aldrig været alene. Når ikke Kuckunniwi var der, var Ohitekah der. Jeg vil hellere knytte mig til en andens område end jages væk. Jeg ønsker ikke vandre alene"

Zitkala havde kun lige færdiggjort sin sætning da de stoppede, og hun lod blikket glide opad. Det så anderledes ud end dem hun var vant til, og så alligevel ikke. men de var større.

"Er vi inde på nogens område?"

[ 10 ]

Dovah så på hoppen, mens han brummede let. Han gik ud fra det var hendes beskyttere, ledere, Herre der hvor hun kommer fra. Han brummede tænksomt og kiggede sig stadig lettere febrilsk omkring. Han var ikke født til at lede. Han var født til at forsøge på det uden held, hvis man kunne sige det på den måde. Da hun spurgte igen så han nu på hende.

” Nej.. Det er bare at jeg helst undgår bjerge på den her tid af året.. Måske vi finder et område et andet sted..”

Lød det så fra ham. Dovahkiin var dog oprigtigt frosset i tid og sted. Han gik dog en foran hende, for lettere diskret at forsøge at genne hende den anden vej. Normalt ville han blot have hugget til haserne, men lige nu og her så kunne han godt bruge selskabet.