[Åben] Lifeforms

Oh I've lost it all, I'm just a silhouette.

A lifeless face that you'll soon forget.

I det blændende mørke er jeg usynlig - forsvundet. Jeg er ingenting. Jeg er død.

Det er den eneste konklusion jeg kan drage ud af det ukendte mørke som omringer mig. Jeg er ude af stand til at åbne øjnene op og se hvad der venter mig, fordi min krop vil ikke lystre. Lammelsen har spredt i alle mine lemmer, ligesom når jeg i mine yngste dage blev presset og mast mod klippevæggene, ude af stand til at trække vejret, indtil min verden blev sort af skræk. Sort, mørk og ubekendt som nu. Men jeg drømmer ikke, jeg mærker ikke og jeg hører ikke. Der er hverken monstre eller engle på mit sind, blot den ukendte følelse af, at ikke længere eksistere i denne verden. Hvordan er jeg endt sådan her? 

Midt i kaos, omringet af ild, mord og skrig, havde jeg taget imod den hjælpende hånd som ledte mig ind i lyset, som flygtigt blev jagtet og ædt af mørket. Og nu var jeg her ved min vejs ende. 

Jeg havde hverken været heroisk, mærkbar eller på nogen anden besynderlig måde efterladt et mærke i den verden jeg havde forladt. Blot var jeg endnu en forbipasserende sjæl, som ikke turde trodse ordrerne, fordi det var jo det jeg var skabt til. At følge ordrer. Åh hvor kan jeg mærke, hvordan han nu ruller i sin grav af skuffelse over min ligegyldighed, og jeg fnyser forarget. Jeg fik ret. Luften forlader mine lunger, og jeg mærker nu jorden under min venstre side, og støvet som ved mit fnys hvirvler op og nu er på vej ned i mine lunger for hver eneste vejrtrækning jeg tager. Hvad var nu dette? 

Jeg forlader mørket ved den simple handling, hvor jeg åbner mine øjne op. Utroligt!

Under mig er der sand. Foran mig ligger en lille dam, som er omslynget og skjult af et stort træ som bøjer sig ind over vandet og trækker skjuler området omkring dammen med sine grene, som en beskyttende vinge. Aldrig har jeg set vand samlet på ét sted. Aldrig har jeg set et træ med grønne blade og brun stamme. Hvor besynderligt - Jeg troede ikke min fantasi havde evner til at skabe sådanne drømme. 

Mit hjerte banker og blodet strømmer igennem mit korpus, da jeg vaklende rejser mig. "Hallo?" Min stemme er hæs, men falder hurtigt ind i sine naturlige, neutrale toner. ,,I Solgudindens ære, bring mig hjem." Tonerne stiger og falder hyppigt, da min tydelige accent beslaglægger ordene, men jeg vågner ikke. Jeg hæver stemmen. ,,I Solgudindens ære, bring mig hjem.. Bring mig hjem!"

Jeg vakler fremad, udmattet og dehydreret, imens ordene gentagne gange ruller af min tunge ,,bring mig hjem,". Er jeg blevet smidt udenfor ildmuren for at blive ædt levende af Jekylls monstre?

Åh, hav nåde! 

And my eyes are damp from the words that you left.

Ringing in my head, when you broke my chest.

Den sorte hingst gik rundt, han gik rundt i sine egne tanker og alt omkring ham forsvandt for hans syn. Han lagde ikke mærke til hingstene som sloges i det fjerne, han lagde ikke mørke til haren som hoppede rundt for at finde det bedste sted at finde frisk græs, han lagde ikke mærke til alle de skyer som efterhånden havde samlet sig over hovedet på ham - han gik i sin egen verden, fordøjede de tanker som i hans korte tid på dette sted havde sneget sig ind i hovedet på ham. Han kom fra en verden som på ingen måde var som denne. Han var vant til at skulle slås om alt han vidste, han skulle slås for føden, han skulle slås for hopper, han skulle slås for at leve.. Det var ikke tilfældet her, her skulle alle snakke, alle skulle lærer hinanden at kende, alle skulle røre hinanden... Han kom fra et helved, som var prydet med kampe og strenge rangordre - ikke dette, onde.. dette lyse.. Han skulle tage et valg hvilken side han hørte til og når han så endelig troede han havde taget en beslutning, blev hele hans verden vendt op og ned.

Han var ikke en hingst som nød andres selskab, han var vant til at skulle kommandere og hvis folk ikke lyttede, så skulle han nok få dem til at lytte - men her... hopper var stædige, hopper var trodsige eller hopper var bange for deres egen skygge.. Det var en tilvænningssag. Han fnøs højlydt og smældede hårdt med den lange sorte hale. Den store, sorte og muskuløse krop begav sig let mod den store skov som ikke lå langt fra det sted han lige nu befandt sig. Han vælvede fyrrigt i den muskuløse nakke og bevægede sig hurtigt mod skoven og trods hans store størrelse fik han meget nemt manøvret sig igennem den tætte skov. Han lod de kolde og mørke øjne spejde og ikke længe havde han været i skoven før han hørte en stemme. Denne var ikke høj og han kunne næsten ikke hører hvad den sagde. Det fangede dog hans nysgerrighed og han satte straks frem mod denne stemme - som i takt med hans hastige skridt voksede. Den blev tydeligere og tydeligere og inden længe kunne han hører hvad denne stemme sagde..

Bring mig hjem.

Denne hest måtte uden tvivl være ny, en hest som ikke havde vænnet sig til dette sted, dette nye liv - denne enorme forandring. Dette havde han ikke engang selv og han var faktisk ikke engang sikker på at han vidste hvor han var henne - men nu var han her og han kunne ikke komme væk. Han lagde blikket på denne hest - en hoppe. Hendes krop var slank, sort og hvid og lige som hans havde hun ar - han var dækket i dem og hendes var mere moderate. Han smældede højlydt med halen, før han trådte frem i denne lysning til hende og vippede med det samme de sorte ører i nakken. Hævede hovedet højt og lod blikket en smule dømmende falde på hende..

"Dette nytter ikke noget.. de er her nu og kan ikke komme tilbage.. så du kan lige så godt stoppe"

Han stemme var hård, hæs og bestemt - han var ikke god til at snakke med andre, han brugte aldrig stemmen, men var en hingst som var drevet af de instinkter som han besad. Det var først på dette sted at folk havde insisteret på at begynde at snakke - men derfor var hans tale stadig akavet og en smule hård og kontant - han var vant til at smide ordre efter folk og slet ikke vant til at snakke blidt og roligt til nogen... De mørke øjne lod sig let glide ned over denne hoppe, men han bryst og hoved var stolt hævet - han var ikke en hingst som på nogen måde gav op, så ville hun angribe ham, ville hun få kamp til stregen. Han var forberedt på alt.

Take me out of this place I'm in.

,,Bring mig hjem!" Ordene er blevet gentaget så mange gange, at de ikke længere har nogen betydning, men er blevet en beroligende remse. Jeg tramper en lille cirkel - Én gang mod venstre, og derefter én gang mod højre, men de føles ikke lige store, så jeg må gøre det hele om igen, og nu føles den anden cirkel større, end hvad den første cirkel var til at starte med. Der er ubalance. Så tramper jeg endnu et par cirkler, men konstant er den enten lidt for stor eller ikke stor nok, og så må jeg gøre det hele igen. Jeg finder endelig en ligevægt, men er nu gået en gang for meget mod venstre, og må træde en sidste cirkel mod højre. Jeg gør mig umage for at skabe den - ifølge mit hoved - perfekte lille cirkel. Men nu har jeg brugt længere tid på at gå den ene vej, end jeg har på at gå den anden.
Jeg starter igen.
Igen.
Igen!
STOP!
Remsen stopper og jeg hamrer alle fire hove solidt i jorden, og det hiver og trækker i min krop, fordi nu ramte jeg en sten med min ene baghov, og jeg har ikke ramt en sten med de andre. Der er ubalance! Jeg bakker to skridt bagud, slår de tre resterende hove mod stenen. Hamrer den første baghov i jorden - for at ikke træde en gang for lidt med den - træder to skridt frem. Der er ubalance. Det fungerer ikke. Jeg vil banke mit hoved ned i jorden, men så rammer jeg bare et side af hovedet mere end det andet, og så er der ubalance. Jeg kan ikke være i mit eget skind!
Min vejrtrækning bliver hurtigere. Jeg er vred og frustreret, men jeg kan ikke trække mig selv ud af denne cirkel. Det har jeg aldrig kunnet. Dette nytter ikke noget.. de er her nu og kan ikke komme tilbage.. så du kan lige så godt stoppe. Ordene hiver mig ud af mine frustrationer, selvom jeg stadig mærker det nærende ubehag ned af rygraden. 

Er monstrene kommet? Men nej, det er en hingst af samme race som jeg selv. ,,Hvad? Hvorfor det?" Han er større end jeg, både i højden og bredden, men jeg viger ikke bort så længe han ikke kommer for nær mig. Han er dækket af ar, og jeg kan ikke andet end at tænke på den smerte han må have lidt for at få dem. Mine egne gør ondt bare at tænke på. Men smerten er ikke altid fysisk. Det gør ondt at tænke på ydmygelsen for hver tabt kamp, og hvert nederlag. Det gør ondt at tænke på, at ingen måtte tale til mig i flere uger fordi jeg havde grædt da jeg fik dem. Han ligner ikke en som ville græde ved smerten, men det synes jeg nu heller ikke selv jeg gør. 
Jeg er slank, men under den grå pels er mine muskler markerede og fortæller historien om den træning jeg har gennemgået siden jeg lærte at stå på egne ben. Det gør mig hverken elegant eller feminin, men det er heller ikke praktisk at være. Man kunne jo distrahere hingstene, og det ville koste dyrt. 

,,Er vi døde?" Dette er jo absurd. Jeg føler mig ikke død, og selvom hingsten er af skræmmende karakter og fuld af ar, så ligner han ikke et spøgelse. ,,Undskyld mig, Herre." Mine manerer har været helt glemt i mit kaos, men jeg må skubbe dem til side lidt endnu hvis jeg vil have svar. ,,Hvad er dette for et sted?"Min stemme er brysk. Jeg er ikke bange, jeg er ikke bange, jeg er ikke bange.

Jeg er måske lidt bange.

Break me out of this shell-like case I'm in.

Han så på hoppen foran sig, denne hoppe var helt klar ny.. Hun var ikke lige landet i dette land og hun var en smule forvirret, han var ikke en hingst som var god til forvirrede hopper, han var generelt ikke en hingst som var god til hopper overhovedet, eller hingst eller føl.. Han var ikke en hingst som var god til nogen former for levende væsner. Han kom fra et sted var kamp og kommandoer var en del af livet og nu stod der en forvirret hoppe foran ham, som han ikke lige vidste hvordan han skulle behandle. Han så lidt rundt og hurtigt sendte han et hårdt nap i retning af hende, ikke som sådan ment for at skulle ramme hende, men mere fordi hun virkede til at være en hoppe som panikkede lidt og det kunne han slet ikke finde ud af at håndtere. Hans sorte ører var vippet i nakken og den store arrede krop var helt spændt op. Han var en hingst med i hvert fald to sider og lige nu kæmpede han for at holde den dræbende og torturerende Celtic i skak og lade Chaos blive fremme. Han ønskede nogen gange at slippe de hæmninger og blot lade den psykotiske hingst løbe frit, men han ville ikke kunne stoppe ham, hvis han først lod denne side af ham selv komme frem.


Han så atter på hoppen og smældede hårdt med halen, hvordan skulle han kunne svare på alle hendes spørgsmål, når han ikke engang havde styr på dem ham selv - han havde været her i lidt over en måned og han havde mødt så mange forskellige heste at han ikke vidste om de var i himlen eller helved og han vidste ikke helt selv om han havde været død. Den sorte hoppe havde dog flere gang hentydet overfor ham i deres samtale tidligere at han var død, så mon ikke at de faktisk også var det?

"Du er død ja og du kommer aldrig hjem til din familie igen eller dit hjem"

Han kendte ikke til at pakke ting ind og kendte intet til følelser - han vidste ikke at disse ord i sig selv kunne være hårdt, men i munden på en ukendt hingst uden følelser kunne disse være endnu hårdere, han tænkte ikke sådan. Denne hingst bar ikke følelser eller det var ikke sand, han var bare ikke i stand til selv at finde rundt i dem hos sig selv eller hos andre - han sårede ofte nogen blot ved at være til stede uden af vide hvorfor.. Hun fnyse hårdt og nogen i ham skreg efter at springe på denne hoppe, bide hende torturere hende - han kunne være Celtic ligge i baggrunden og efterhånden begynde så småt at lumre i baggrunden.

Shadows settle on the place that you left.

Jeg overraskes af hans kommentar.

Hans stemme er næsten hånende af ironi, men alligevel virker hans påstand ikke usandsynlig. ,,Så besynderligt.." Men absolut plausibelt. Jeg stirrer på ham og nysgerrigheden er svær at skjule, men jeg er trænet til at bære en følelsesløs maske med mig. Jeg hører konstant skrigene og gråden, ser konstant de livløse kroppe og blodet. Så meget blod. For hvad som virker som mindre end få timer siden brændte jeg ihjel blandt flammerne, til musikken af død. Nu befinder jeg mig et sted med lys og åben himmel. Uden en skramme. Uden et brandsår. Jeg har intet andet bevis på min fortid udover de uendelige ar jeg bærer over min krop og sjæl.

Jeg kommer aldrig til at se min familie eller mit hjem igen. Det er næsten så ironisk, at det er morsomt, men en ubehagelig følelse rammer mig i brystet. ,,Jeg har ingen familie." Afslører jeg og forsøger at skjule min skam. Jeg samler benene stift og retter mig op. Mit blik møder hans. Respektfuldt, men køligt. Jeg må aldrig vise mine svage sider. ,,Heller intet hjem." Jeg savner ikke Jekylls flammer.

Jeg slipper hans blik for ikke at stirre og studerer miljøet omkring os. Landet ser ikke så hærget ud som både ham og jeg selv. Det føles næsten som om, at hverken jeg eller denne fremmede passer ind under solen eller i den urørte natur. ,,Jeg havde altid forestillet mig, at døden ville være mørkere." Det er blot en tanke, som tales højt. Mine tanker flyver frit og det føles befriende. Min herre kan ikke længere styre mit sind. Min herre er død.

My mind is troubled by the emptiness.

Hoppen var forvirret, hun var alligevel utrolig rolig over denne nyhed som de fleste nok ville være en smule mere skræmt over. Han lod blikket glide ned over denne hoppe som tydeligvis også var en kriger, men fra et andet sted end han selv var. Han fnøs en smule over hendes besynderlige kommentar, ja det var besynderligt at være død – det havde han også selv måttet sande, men for nu kæmpede han med ting som var endnu mere besynderlige end selve døden. Han betragtede hendes ar og kunne ikke lade være med at tænke over hvordan disse ar havde dannet sig på hendes krop – der var nogen af hans som kunne ses hvordan var kommet, han havde store klør ned over ryggen fra en stor puma – men de andre kunne havde været hvad som helst.


Hun havde intet familie og intet hjem, det var nøjagtig det samme som ham, han havde heller ingen af disse dele og han havde heller aldrig nogensinde haft det – men det havde ikke gået ham lige så meget på, som det lige nu så ud til at gøre for hende – men man kunne jo tage fejl af andre, ikke at han havde gjort dette mange gange, men det var da bestemt sket før at han havde fejlbedømt andre. Hendes blik søgte nu hans og han løftede hovedet en smule, der lå en respekt i hendes blik og han ville lyve hvis han sagde at han ikek nød det. Han elskede respekt.


Hendes kommentar og mørket og døden startede ham, satte gang i den store hingst og et stort smil faldt over hans mule, han var det mørkeste hun ville møde her – nogen ville sige at der var andre som måske var mørkere og langt ondere, men det var ikke tilfældet – han havde sider af sig selv som de andre ikke kendte til og som ingen kendte til endnu og derudover var der hans anden halvdel Celtic som måske heller ikke ligefrem var den sødeste hingst i dette land. Han smældede med halen og trådte en smule advarende frem mod hende.


”Pas på.. mørket ligger i flere steder end du tror”