Could You Not? | Lumine

Elijah

Tag | Lumine

Elijah var endnu engang på Zenobia. Øen var gold i forhold til de andre øer i Andromeda, men alligevel vendte han tilbage gang på gang. Der var noget sjovt over øen, noget som han bare godt kunne lide, men han var nu også glad for, at han ikke var her permanent - enhver kunne blive tosset af alt det sand, som fyldte det meste af øen.

Der var noget dansende over unghingstens skridt, da han bevægede sig mellem sandbankerne. Der lå en rytme bag hvert skridt, og der var ingen tvivl om, at han bevægede sig til en sang, kun han hørte, for ørkenen var som altid stille. Kom man tæt nok på ham, så kunne man dog godt samle sangen op, for den var der skam. Eli havde måske ikke verdens bedste sangstemme, men ikke desto mindre nød han at synge lige så meget som han nød at danse for sig selv. Ikke at han kun dansede for sig selv. Han kunne skam sagtens danse for et publikum, men dem fandt man ikke mange af her, så han dansede oftest blot for sig selv.

Pludseligt ramte en fremmed duft ham og han standsede. Med hovedet hævet vejrede han vinden; der var nogen i nærheden, sandsynligvis på den anden siden af bankerne.

[2]

אֱלִיָּהוּ

Den lyse Lumine var tilbage på Zenobia efter sit lille eventyr på Leventera. Det havde været helt fantastisk at opleve den smukke ø, og det var bestemt ikke sidste gang, hun ville bevæge sig væk fra Zenobia. Men for nu var hun tilbage på sandøen, for hun havde trods alt en aftale med den gyldne ørkenhingst og håbede derfor blot, at hun var kommet så hurtigt tilbage, at han slet ikke havde nået at opdage hendes lille smuttur.

Hun bevægede sig igennem de gyldne sandbakker som så mange gange før i en svævende trav. Hun havde efterhånden opholdt sig så meget i ørkenen, at hun var blevet helt ferm til at bevæge sig igennem sandet uden besvær.
Alt syntes som en ganske almindelig dag i den ensomme ørken, lige indtil en lyd fyldte luften omkring hende. Den var så lav, at man normalt nok ikke ville have opfattet den, men i ørkenen var der så stille, at enhver lille lyd blev ført med vinden.

En sangstemme... En hingst, der sang med rytmiske toner og en nydelig klang. Hun spidsede interesseret ørerne fremad. Det var godt nok ikke så tit, man var heldig at opleve en hingst, der kunne synge på den måde. Hun satte farten ned til skridt og spejdede opmærksomt efter ham henover de mange sandbakker.

Elijah

Et øjeblik mimrede hingsten med mulen. Han havde valget mellem og smutte uset eller tage turen over bankerne og finde ud af, hvem den fremmede var. Der var fordele og ulemper ved begge dele, men han valgte at tage turen i sidste ende, for der var altid størst sandsynlighed for at finde godt selskab. I hvert fald var det hans oplevelse af tingene.

Med erfarne skridt bevægede han sig op ad banken. Nok var han ung, men han havde spenderet mere end nok tid i sandet, så han vidste hvordan man gik og hvor man trådte. I starten havde han været nok så elendig og han havde flere fald i bagagen end han ville indrømme, men nu kunne han tage i stejleste skråninger og det løseste sand.
På toppen af banken fandt han den fremmede. En lys hoppe, som underligt nok virkede lidt tyndhåret. I hvert fald var der ikke meget man at se på hende, men det gjorde ham nu ikke spor. Udseende havde aldrig gjort meget for hvor godt selskab andre var; han havde mødt flotte udseender med et grimt indre og omvendt.

”Halløj,” hilste han og gav et let nik, inden han tiltede sit hoved på skrå. ”Er det mig, du står og spejder efter?”

[1]

אֱלִיָּהוּ

Dér! For foden af den store bakke, hun stod på, kom en nydelig broget hingst skridtende. Han bevægede sig af sted med ynde og elegance og virkede til at have stærke ben, da han let som ingenting besteg den bakke, hun stod på. Han dukkede op foran hende og hilste hende an med et høfligt nik, inden han spurgte, om det var ham, hun stod og spejdede efter. Hun så på ham med et charmerende blik glimtende i de lyseblå øjne, inden hun ligeledes bøjede den slanke hals i et hilsende nik.

,,Hvis det er dig, der bragte den smukke melodi med sig, så ja."

Hun blinkede let med de lange øjenvipper og så indgående på ham. Andre ville måske skamme sig lidt over sådan at blive taget på fersk gerning i at have stået og begloet en hingst, men hun var fuldstændig kold på det punkt. Faktisk ønskede hun endda, at han skulle vide det, så han rigtigt kunne se, at hun var interesseret i ham.

Elijah

Elijah trak på smilebåndet, da svarede ja, hvis det da var ham, som havde sunget. Det overraskede ham lidt, at hun havde hørt ham, men han var nok bare kommet til at synge højere, end han havde villet. Ikke at det gjorde ham spor - han var ikke ræd for at synge foran andre - og hun havde jo rost ham, så der var vel intet skidt i det.

”Så må det være et ja, selvom min melodi da vidst var ingenting i forhold til dig,” svarede han med et smil og et kækt glimt i øjet. Hun virkede ganske charmerende, selvom hendes blik var en smule indgående - det blev dog ikke for meget endnu.

På trods af hans ord, så var Elijah ikke mere interesseret i hoppen end han normalvis var i alle andre han mødte. Han sagde blot til tider ting, som kunne antyde at han var det. Han tænkte nemlig ikke altid helt over hvad han egentligt sagde eller også opfattede han det ikke helt på den måde, som andre gjorde. Hvad der for ham blot var en venlig ting at sige, kunne af andre opfattes som værende noget langt mere gældende.

[7]

אֱלִיָּהוּ

Han trak nu på smilebåndet, inden han til hendes store glæde svarede ja til, at det var ham, der havde sunget - og endda tilføjede, at hans melodi da vist var ingenting i forhold til hende. Hun blev straks fyldt med en stolt og varm fornemmelse i maven ved hans ord. Her i Andromeda virkede hingstene så tørre og kedelige, og det var altid hende, der skulle tage de første skridt - så det glædede hende helt enormt at møde en hingst, der ikke var bleg for selv at lægge ud med at komplimentere hende. Hun gengældte hans kække smil, inden hun trådte tættere på ham og begyndte at cirkulere rundt om ham i nærmest glidende bevægelser, så hun rigtigt kunne studere hans krop fra alle sider.

,,Det må jeg nok sige - du ved da vist lige, hvad du skal sige for at charmere en hoppe! Mit navn er Lumine. Hvem har jeg fornøjelsen af at møde?"

Elijah

Den brogede vippede ørerne lidt tilbage, da hoppen begyndte at cirkulere omkring ham. Han havde øjeblikket før som sådan brudt sig om hende - hun virkede ganske fin - men han brød sig ikke om at blive gransket, som hun gjorde det. Det forvirrede ham, at det første hun gjorde var at inspicere ham. Det var som om, han skulle leve op til en standard og det brød han sig ikke om.

Et skævt smil viste sig på hans mule, da hun introducerede sig selv. ”Jeg hedder Elijah og fornøjelsen er da helt og aldeles min,” svarede han og vippede ørerne frem igen efter et øjebliks tænken. Måske var det bare skik - en virkelig underlig skik efter hans mening - for Nymfen havde jo også gjort det. Der havde han slået det hen som leg og det havde jo fungeret godt nok, så han bestemte sig for ikke at tage det for tungt. Hun kunne jo ikke vide, at han ikke brød sig om det.

”Og ikke for at virke fornærmet eller noget, men kunne du stoppe med at cirkulere omkring mig?”

[14]

אֱלִיָּהוּ

Til hendes store overraskelse reagerede han på hendes cirkulation ved at vippe ørerne lidt tilbage. Det kom noget bag på hende, for de fleste hingste plejede nu at elske at vise sig frem, når en hoppe så åbenlyst tjekkede dem ud. Måske ham her bare var lidt genert? Et skævt smil tegnede sig da hurtigt på hans mule igen, da han introducerede sig selv som Elijah og fortsatte med at smigre hende ved at sige, at fornøjelsen da helt og aldeles var hans. Hun brummede anerkendende og smilede hoppet til ham, mens hun blinkede en anelse forførende med øjnene. Det var simpelthen en fornøjelse at møde en hingst, der var så charmerende, galant og høflig som ham!

Han gik dog nu lige til sagen og spurgte, om hun ikke ville stoppe med at cirkulere omkring ham. Hun stoppede overrasket op og så forvirret på ham, men tøvede da ikke med at træde op ved hans front igen og sende ham et uskyldigt, hoppet smil. ,,Det må du undskylde - jeg skulle bare lige se, om du så lige så godt ud fra de andre sider af. Og lad mig bare sige, at jeg bestemt ikke blev skuffet!"