[Raikiri] Get me the hell out of here!

Hun havde besøgt dette sted i ren nysgerrighed og fordi hun ønskede at lære hvad det ville sige at være ond og hvad det ville sige at se de skygger - men nu havde hun set dem, hun havde mødt den sorte hingst og han havde sat sit aftryk i hende. Hendes hvide forben bar allerede præg af at hun havde været i kontakt med denne hingst, hun havde brækket den lille knogle i forbenet og derfor bare hun nu en tydelig halten. Hun var skadet og kunne ikke komme væk fra denne ø, selv om hun gerne ville! Hun ville væk, hun ville tilbage til Elijah, Aperion, Titan og alle de andre heste hun havde mødt som alle var søde og tillidsskabende. Hun ville væk, hun ventede på at hendes forben var helet og hun ventede på at hun kunne stikke halen imellem benene og smutte.

Hun stod ved vandets kant, hun havde længe stået der, hun ønskede ikke at gå længere ind på øen og møde den sorte hingst igen - for nu ville hun stå her, bruge tiden på at lade kroppen hele og lige så snart hun var stærk nok ville hun stille af - hurtigt og hun ville aldrig nogensinde vende tilbage til dette sted - hun hadede dette sted, men hun hadede aldrig noget, hun skulle bare lige lærer at fordøje alle de ting som hun havde lært. Hun ville nok en dag tilgive den store sorte hingst, han forsvarede jo bare hans hjem.. Hvad snakkede hun om, tilgive denne hingst... hmm.

Den store, mørke hingst Raikiri var endelig ved at falde godt til i sin nye rolle som Skyggehest. Han kunne stadig godt mærke, at hans nye brødre og søstre ikke rigtigt stolede på ham endnu, men han vidste, at det krævede tid at skabe sådan en tillid, så han forsøgte blot ihærdigt at overbevise dem om, at de havde taget den rigtige beslutning om at lade ham joine broderskabet, og han kunne da også mærke, at det gav mere og mere pote dag for dag.

Han havde også så småt vænnet sig til tanken om, at han ikke længere kunne forlade Foehn. Selvom det måske kunne virke som en helt urimelig tanke, så var det ikke noget, der gik den mørke Raikiri så meget på - han havde jo aldrig forladt Foehn alligevel, dengang han godt kunne, så hvorfor skulle han gøre det nu?

Nogen dage kunne han dog godt drømme om at rejse over til de andre øer og opleve dem, og det her var en af de dage... Når det skete, plejede han at gå ned til kysten, som var det længste, han kunne komme væk, og lige samle tankerne lidt ved at se ud over det store hav. Så det havde han da også tænkt sig at gøre i dag, og med rolige og tunge bevægelser kom han derfor skridtende ned mod stranden.

Hendes tanker førte hende langt væk, hendes tanker førte hende væk fra denne ø, hvor hun slet ikke ønskede at være - de førte hende til himlen, det havde været så nemt hvis hun havde været en fugl som kunne flyve væk og aldrig komme tilbage til dette sted. Hun brummede en smule sørgmodigt. Hendes ører vippedes let frem ved lyden af vandet som let bølgede og brusede. Hendes tanker blev dog afbrudt for allerede på lang afstand kunne hun hører skridt, hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, hun kunne gemme sig, hun kunne stivne af skræk og lægge sig forsvarsløst ned - men sådan var hun ikke og hun ville ikke lade den sorte hingst ødelægge hende. Hun var en mildt, blidt og nusgerrig hoppe. Men derfor havde hun stadig respekt for andre nu, hun vidste hvad andre kunne gøre og hun ønskede ikke at få den behandling som hun tidligere på dette sted havde fået. '


Hun så hesten nærme sig før hun overhovedet vidste om han havde opdaget hende.  Han var sort lige som hingsten der angreb hende havde været, han havde en hvid man som hende - hans var bare noget kraftigere og dansede i takt med vinden som let blæste ind fra kysten. Han havde de blå aftegn og han havde alt der mindede ham om den anden hingst. Hun løftede hovedet højt og hun vidste udmærket at denne hingst ville opdage hende, hun var hvid som den nylagte sne og hun stod midt på et område som var eget af skyggerne. Hun var ikke til at overse og hun havde ikke mange steder at gemme sig på dette område. Hun vippede lidt nysgerrigt ørerne i hans retning, hvordan ville denne hingst se hende? Som en trussel? som en outsider? eller som en der ikke hørte til?


Hun var forberedt på at få endnu flere klø nu end hun før havde fået...

Det askeklædte underlag under hans hove ændrede sig snart til sand, som han nåede tættere og tættere på havet. Snart kunne han dufte saltvandet i luften, og snart nåede han da også frem til bredden. Han opdagede til sin store overraskelse, at han ikke var alene. Det var ikke så tit, at man stødte på andre her på Foehn, men alligevel stod der en hoppe nede ved kysten. Hendes lyse pels skinnede op i den askefyldte luft og afslørede med det samme, at hun ikke var herfra. Når man havde været på Foehn i noget tid, blev ens pels automatisk mørk af alt den aske - så det var let at se, at hun var alt for ren til at kunne høre til her.

Med et charmerende smil skridtede han ned mod hende, mens han lod en mørk brummen runge fra sin strube. Han havde egentlig haft i tankerne bare at stå og fundere lidt over tingene i sit eget selskab, men lidt selskab fra en ny, smuk hoppe kunne man da ikke sige nej til...

Hingsten nærmede sig og hun lod et kort øjeblik tvivlen komme frem i hende, denne ø var ikke den bedste for hende så for nu vidste hun ikke hvad hun lige skulle gøre. Hun kiggede kort rundt efter en udvej, men valgte i stedet at løfte hovedet og betragte denne hingst. Hun løftede hovedet en smule for at se ham lidt mere an, inden hun lod hovedet falde ned og bukke kort for ham - hun ville ikke underkaste sig helt, men valgte at lade ham se at hun respekterede ham og at hun ikke ønskede at slås - hun havde fået tæv nok for nu, til at hun mente at hun skulle provokere eller undersøge mere. Hun brummede lidt og løftede så hovedet igen Trippede en smule utålmodigt på stedet, men tvang sig selv til at slappe af og bevare roen, de virkede ikke lige som hingste som ønskede at lege med utålmodige hopper.

"Godaften herre"

Hendes milde stemme flød let over den sorte mule, hun ønskede ikke at provokere ham. Hans attitude var charmerende, men dette var ikke noget som hun havde lært endnu - hun var ikke en hoppe som havde lært hvad krælighed, flirten eller tilnærmelser betød. Hun kunne ikke rigtig tyde det, men for nu ville hun lade ham opføre sig som han ønskede. Hun betragtede ham lidt og brummede atter mildt, hun strålede nærmest af godhed, mens denne hingst var komplet anderledes.. men flot det var han da.. han fangede hendes opmærksomhed.

Han betragtede, hvordan hun kort kiggede rundt til siderne, som om hun søgte efter en udvej. Et stort, olmt smil gled over hans læber. Der var ingen vej væk fra Foehn udover at krydse det mægtige hav... Hun valgte dog hurtigt at løfte hovedet og se ham lidt an, inden hun lod hovedet falde i et kort buk for ham. Han smilede og nikkede anerkendende med hovedet. Han ville aldrig selv bukke sig for en som hende, men han satte pris på hendes lille gestus - hun gjorde klogt i at vise ham, at han var hende langt overlegen. Hun virkede dog stadig en smule urolig, da hun nu trippede på stedet og bød ham godaften med et herre. Han forstod hende dog godt - hvem ville ikke være bange, når de stod foran en hingst som ham i mørket? Men hun kunne være helt rolig, i hvert fald for nu. Så længe hun tiltalte ham med den respekt, hun udviste lige nu, havde hun intet at frygte. Han brummede anerkendende.

,,Godaften, du lyse. Hvad laver en hoppe som dig dog her på Foehn?"

Hun havde lært af den sorte hingst at man ikke skulle komme på tværs af disse heste - de heste fra denne ø havde hun fået en stor respekt for og det var ikke en hun ville glemme. Denne hingst virkede noget mere indbydende, men bestemt heller ikke en hun ikke ville være på vagt overfor. Han øjne betragtede hende og i et kort øjeblik lod hun de blå øjne spejde let ned over denne hingst, en hingst som i sig selv vat utrolig flot, men hun var ikke en hoppe som fattede meget af ting som det - Hun kendte ikke til kærlighed og lignende, hun vidste heller ikke hvordan tiltrækning virkede eller hvorfor, men mon ikke det kom på et tidspunkt. Hun knejsede let i nakken og lod de blå øjne skimte let over mod ham imens en blid brummen forlod hende.

"Min nysgerrighed har drevet mig her til jeres ø, jeg måtte vide hvad skygger og monstre denne ø besad - jeg var blevet advaret, men nysgerrigheden overvandt og dette er grunden til at jeg nu er her"

Hendes stemme var lige så lys og blid som hendes ydre, hun besad ikke det onde og dette var en af grundende til at den sorte hingst havde prøvet at jage hende væk, han havde ikke ønsket et lyst væsen som hende på hans ø, som han kaldte det. Men for nu var hun ikke en som stak halen imellem benene, hun ønskede at hele lidt før hun ville komme hjem - men når hun så var kommet hjem.. så kunne hun ikke se sig selv komme tilbage til dette sted. Hun ville tilbage til sine "venner" hun havde på de andre ører. Hun trådte let et skridt tilbage for yderligere at vise ham den respekt at hun ikke stod lige i hovedet på ham. Indtil videre var denne hingst spændende og den fangede hendes nysgerrighed.  

Han lyttede til hendes svar og kunne ikke helt beslutte sig for, om han fandt hende modig eller dumdristig. For det kunne være meget farligt bare at opsøge Foehn, fordi man var nysgerrig - han vidste, at hans brødre og søstre ikke brød sig om den slags. Men en lille del af ham beundrede også hendes mod - for det krævede sgu nosser at trodse andres advarsler og rejse til Foehn helt alene. Han brummede mørkt.

,,Det kan være farligt at lade sig styre af sin nysgerrighed på den måde - men jeg beundrer dog dit mod."

Hun trak sig nu yderligere et skridt tilbage for atter at vise ham respekt, og da gik det op for ham, at hun haltede på det ene ben. Han lagde hovedet på skrå og så indgående på hende.

,,Er det en af mine brødre eller søstre, der har gjort det dér?"

Hun kunne ikke vurdere denne hingst og for første gang i hendes liv var hun på vagt overfor en anden hest. Hendes første møde med en skygge havde ikke ligefrem været positivt. Hun var på vagt, for selv om denne hingst aldrig nogensinde havde gjort hende noget - så havde den sorte hingst skræmt hende en del. Hun brummede dog stadig mildt, da denne nu også nævnte hendes nysgerrighed og hun vidste udmærket at hendes nysgerrighed havde været et problem og selv om den sorte hingst havde skræmt hende - så havde hun nok ikke mistet den. Hun nikkede godt til ham og sukkede en smule

"Ja jeg er også klar over at denne nysgerrighed, på et eller andet tidspunkt bliver min død"

Hun vippede ørerne lidt frem, da hun hørte hans næste spørgsmål og nikkede blot, hun kunne ikke så godt lyve for andre og hun ønskede det heller ikke, det var hans bror, som havde været indblandet i hendes skade. Han stod for hendes halten og for det sår som hendes man for nu skjulte på hendes hals. Hun brummede let igen og så kort på ham - hun vidste ikke om hun turde spørge denne hingst om noget - hvor kort var hans lunte og vor langt kunne hun gå overfor en hingst som ham ?

Hun sagde nu, at hun godt var klar over, at denne nysgerrighed på et tidspunkt ville blive hendes død. Han nikkede let med hovedet. Det havde hun ganske vist ret i. Han selv var som regel ikke typen, der skadede andre, medmindre han havde en god grund til det - men han vidste, at der var mange her på Foehn, der ikke havde det lige som ham. De var meget stærkere end ham og brød sig ikke om fremmede nysgerrige sjæle på deres ø, så det ville bestemt ikke undre ham, hvis det endte med, at hun blev slået ihjel, hvis hun blev her.
Hun nikkede nu som svar på hans spørgsmål, hvilket fik ham til let at vippe med ørerne.

,,Jeg er ked af det, du er blevet udsat for. Men jeg tror nok, du skal være taknemmelig for, at du overhovedet er i live. Mine brødre og søstre bryder sig ikke om uvelkomne på deres ø, så du gør nok klogest i hurtigt at forsvinde herfra, hvis ikke du ønsker at dø."

Det kunne virke som en trussel mod hende, men faktisk var det blot en advarsel. Han var ikke normalt typen, der gad hjælpe andre på denne måde, så hun kunne godt være stolt over, at han faktisk valgte at hjælpe hende og ikke bare jagede hende væk eller påførte hende smerte.
Hun så nu på ham med en let brummen, som om hun ønskede at sige et eller andet, men tøvede. Han tippede hovedet en anelse på sned og brummede opmuntrende. Han havde ikke tænkt sig at gøre hende noget, så længe hun stadig opførte sig respektfuldt over for ham - så hun kunne roligt spørge løs.

[/font][/div][/div][/div][/div]

Hingsten foran hende havde skyggerne som den store hingst før ham havde haft – men han virkede på ingen måde som den anden hingst, hun var dog på vagt. Hun havde oplevet hvad hingste som han selv kunne gøre og hvad de var istand til, men for nu var hun en anelse roligere i hans selskab end hun havde været før. Han nævnte hendes nysgerrighed og hun vidste at det var et meget farligt træk hun havde sig – hun ønskede at vide så meget som overhovedet mulig, hun ønskede at lære og få indblik i hvad der drev hingste som ham. De krystal blå øjne søgte hans kort, hun ønskede at se ind bag hans og lære så meget hun kunne, men vidste også at det ikke var det rette sted at være så sindsygt nysgerrig. Hun svælvede elegant i nakken og forholdte sig stadig på en respektabel afstand. Hans ord vækkede hende en smule og hun nikkede


”Der er intet jeg hellere vil end at komme så langt væk fra dette sted som mulig min herre, men jeg er lige nu en smule nervøs over om jeg kan klare turen”


Stemmen var blid og ikke mindst direkte, hun var ikke en hoppe som kunne lyve og hun ville nok altid fortælle sandheden til alle som spurgte hende – hun havde længe villet lære og fortælle en hvid løgn, men hendes gode og uskyldige væsen var blot i tvivl om det overhovedet var en ond ting og lyve og derfor havde hun aldrig prøvet at lære dette… en hoppe som hende kunne jo ikke ligefrem gå hen og blive ond her midt i det hele.. det lå nok bare ikke til hende.

Hun så atter på hingsten og hun vidste at hun ønskede at spørge ham om mange ting, men ville han acceptere at hun spurgte, han virkede godt nok sådan. Hun træk vejret for at få styr på sine nerver og så lod hun atter den blide stemme lyde.


”Hvad driver jer skygger.. hvorfor tror i ikke på lys?”


Hun vidste det ikke, men hun ville utrolig gerne vide det – hun ville vide hvorfor det lys som lå så dybt i hende nærmest var med til at gøre dem vrede, gøre dem sure..

Han mødte kort hendes blik og fik et glimt af den brændende nysgerrighed, hun havde talt om. Det måtte ikke være nemt at have det sådan... Men en lille del af ham forstod hende nu godt. Han havde jo selv været enormt nysgerrig på Skyggerne, da han kom hertil - og hvis det ikke var for hans vedholdende nysgerrighed, var han nok aldrig nået så langt, som han var kommet nu.
Han lyttede nu til hendes ord og noterede det som et pluspoint, at hun kaldte ham for sin herre. Det var et klogt træk fra hendes side af at behandle Skyggerne med respekt, hvis hun gerne ville slippe levende herfra. Han nikkede forstående ved hendes ord.

,,Det er fuldt forståeligt. Jeg har desværre ikke mulighed for at hjælpe dig, da jeg ikke selv er i stand til at forlade øen. Men hvis du blot bliver hernede og holder dig udenom ballade, så er jeg sikker på, at du nok skal slippe levende herfra. Bare du tager svømmeturen, så snart du overhovedet bliver i stand til det og aldrig vender tilbage igen."

Det var lidt underligt for ham, at han rent faktisk stod og hjalp hende på denne måde. Han var jo en Skyggehingst og skulle forestille at være ond... Men altså, han var nok bare ikke helt lige så ond ved fremmede, som mange andre af hans brødre og søstre kunne være det. Han var i hvert fald ikke typen, der spillede op med musklerne og lagde op til ballade, bare fordi han kunne... Nej, så længe man behandlede ham med respekt, så så han ingen grund til at udgøre nogen trussel for nogen. Men han var selvfølgelig også ny i spillet og havde derfor ikke den samme ejerfornemmelse overfor Foehn, som mange af hans søskende nok havde...

Hun stillede ham nu et spørgsmål, hvilket kort fik ham til at knibe øjnene sammen. Han var ikke lige forberedt på ligefrem at skulle stå og hyggesnakke med hende, nu hvor de havde fået det praktiske på plads. Men på den anden side, så havde han jo ikke ligefrem noget andet at tage sig til lige nu, og der ville vel næppe gå noget af ham, hvis han holdt hende lidt med selskab, nu hvor hun var skadet...

,,Hvad der driver en Skygge findes der nok lige så mange svar på, som der findes Skygger. Nogen ser Lyset som en trussel, andre ser det som det sande ondskab, og andre igen ser det blot som noget pladder. Jeg hører til dem, der ikke tror på, at Lyset nødvendigvis er godt. Det har spærret min herre inde i vulkanen og holder ham fanget med magt, og denne magt får det kun ved at have de såkaldte Vogtere, som kun kan have magt via de ting, de har stjålet fra selveste Andromeda - det land, der altså tilhører os alle sammen, og ikke kun de lyse. Jeg kan ikke se, hvorfor de lyse skal have magten her i landet og forvise alle os Skygger her til Foehn. Jeg ønsker et Andromeda, hvor både min herre og mine søskende frit kan vandre i resten af landet, som vi ønsker, da jeg mener, at Andromeda lige så meget tilhører os, som det tilhører dem. Derfor tror jeg ikke på Lyset... Men det er som sagt kun min historie. Der findes et helt hav af andre varianter og grunde til at vælge Mørket i stedet. Men ja, som sagt så anbefaler jeg, at du forsvinder væk herfra så hurtigt som muligt og ikke stikker næsen i flere sager. Så længe vi ikke er velkomne i resten af Andromeda, så er resten af Andromeda heller ikke velkomne her."

Hendes forbandelse var hendes nysgerrighed og efter hendes møde med den sorte hingst havde hun også lært det – hun havde lært at den kunne dræbe hende, den var ikke god. Den havde efterladt hende forvirret, bange, forbløffet og ikke mindst mærket. En lille skyggede dansede rundt skjult i hendes man – den kunne kun ses når vinden blafrede i den hvide man som ellers lå stille og skjulte hendes lille nye ven, som hun egentlig gerne bare ville af med igen.


Hun var en respektfuld hoppe, hun ønskede aldrig at træde nogen over tæerne og hun var blevet opdraget med høflighed og kærlighed, derfor var mødet med hendes tidligere skygge meget skræmmende for hende, men den måde han havde forladt hende på, havde gjort hende forvirret. Han havde virket venlig, han havde reddet hende og han havde ønsket at blive ved hende, men han kunne ikke. Han havde nået at så en tvivl i hende som hun ikke vidste hvad hun skulle gøre med. Hun brummede let og blev revet ud af hendes egne tanker, da hingsten foran hende atter brugte sin stemme.


”Han.. han snakkede om at denne ville passe på mig”


Hun viftede let med manen og blottede den lille skygge som dansede rundt i hendes man og nærmest legede gemmeleg inde i hendes hvide lokker. Hun brummede en smule undrende, da hun egentlig ikke anede hvad den gjorde godt for, for nu havde den ikke skadet hende – den havde ikke hjulpet hende, men et eller andet burde den jo skulle eftersom at den var der og ikke bare forsvandt igen. Hun forsatte så sin talen igen efter hendes lille demonstration.


”Han sagde den ville sørge for at jeg var i sikkerhed indtil jeg kunne komme væk fra denne ø, men jeg ved ikke hvad det betyder – jeg ved ikke hvem han er eller om du kan se på den lille ting hvad den kan, hvem der er der ejer den eller hvorfor den er på mig?”


Han nævnte også at hun måske skulle forlade øen lige så snart hun kunne komme til det og det ville hun bestemt også, hun brød sig ikke om dette land, hun brød sig ikke om dette sted. Hun vipepde lidt ørerne frem mod denne hingst, han lignede en af de onde, men han stod og prøvede at hjælpe hende. Han lod til at bekymre sig om hende, men kunne heste som ham overhovedet bekymre sig om andre. Hun vidste det ikke og alt inde i hende ønskede inderligt at spørge – spørge om så mange ting, men hun tøjlede for nu hendes nysgerrighed, den blev hendes død, men derfor behøvede den ikke at være det endnu.

Hun kunne tydeligt se på hans udtryk at hendes spørgsmål ikke faldt i god jord og hun overvejede kort at trække sig, men hun kunne også hurtigt fornemme at han gerne ville svære, men ikke helt vidste hvordan han skulle svare og som hun allerede ved dette korte møde havde lært – så var de fleste skygger forskellige og ikke mange var ens. Denne hingst var på ingen måde som den hingst hun før havde mødt, han virkede anderledes, men hvorfor han overhovedet prøvede at hjælpe hende vidste hun ikke, men hun vidste at for nu var hun ham yderst taknemlig – hun ville for nu blive ude ved kysten og hun ville ikke tvinge ham til at blive, men hun ville da bestemt heller ikke havde noget imod hvis han ønskede at blive og tilbringe lidt tid med hende.


Hun forstod godt hans logik, de ønskede ikke at lyset var i deres land, når de ikke måtte være i lysets. Hun nikkede i takt med hans stemme lød og brummede så mildt imod ham. Hun stoppede sig med sin milde brummen da hun kom i tanke om at hingste som ham ikke ligefrem kunne lide den blide og lyse aura hun havde omkring sig og hun bakkede yderligere et skridt, hendes hove var dog begyndt at ryste en smule. Vandet var koldt, hun var våd og hun vidste at hun ikke kunne komme i læ for natten. Dette var ikke ligefrem det eventyr som hun havde set frem til ved at se dette land an. Den lette skælven havde nu bevæget sig let op i hendes ben. Hun vidste godt at dette nok ikke var det smarteste sted at blive og tanken om at hun skulle svømme nu, havde da ramt hende.

[Jeg er ved at drukne i tråde og bliver derfor simpelthen nødt til at få afsluttet nogle, desværre. Derfor har jeg valgt at sige OUT i denne her. Håber det er ok? ]

Ville rigtig gerne sige at det ikke var i orden

Men ved hvor presset du er med tråde, så vi finder bare et andet tidspunkt og have en tråd på!