Let there be a new life [Apeiron]

Sted: Midt på Chibale, mellem de tætte træer.
Vejr: Svag vind, overskyet, køligt vejr.
Tagged: Apeiron

Den grå hoppe var stadig at finde på øen Chibale. Nogen ville måske mene, at det var på tide at Asira kom ud af sin comfort zone, og søgte til de andre øer. Men hun kunne ikke – hun følte sig ikke velkommen andre steder. Nej, på øen Chibale var hun hjemme, og der var sjældent nogen der opsøgte eller fandt hende, når hun bevægede sig rundt imellem de tætte træer, der stortset var på hele øen. Hun havde altid boet her, nærmest siden hun blev født. Hun kendte godt til de andre øer, og havde da også besøgt dem alle. Men hun brød sig ikke om det, hun følte at alle andre ønskede hende væk, stirrede på hende, som om hun var et misfoster, eller at de dømte hende for at have mistet sin egen datter..

Selvom Asira havde mistet mange, og oplevet alt for meget på sin forholdsvis korte levetid, så levede hun endnu. Hun havde af flere omgange opgivet sit eget liv, ønsket at komme væk fra den verden hun var havnet i. Men selvom hun havde givet helt op, var hun altid endt med at rejse sig igen, af den ene eller anden årsag. Men denne gang, i disse dage, havde den grå hoppe ikke lyst til at opgive livet, hun havde i stedet lyst til at prøve at leve det, for hun havde en at leve det med; Apeiron. Men hun havde meget at lære om, hvordan man levede livet, i stedet for blot at overleve.

Hun bevægede sig afsted, med smidige skridt igennem skoven, alt imens hun forsøgte at lade være med at ligne en, der ville slå alle ihjel, med de nedlagte øre, den knejste nakke og de opspændte muskler; men det var alt sammen ren og skær vane.. For sådan havde hun båret sig selv igennem flere år; fordi hun ville beskytte sig selv og få folk væk. Hun ønskede stadig ikke alle og enhvers selskab; for det gik nærmest altid galt.. Men måske hun en dag kunne lære det, side om side med sin livsledsager. Asira stoppede mellem træerne, og kiggede omkring sig, inden hun brummede i sagte tone, og udstødte nogle meget lavmeldte vrinsk ud i intetheden, søgende efter ham og ingen andre. Hun var i brunst, og hun hadede det - derfor var hun også endnu mere forsigtig i sine kald; for hun vidste godt, at hingstene reagerede på den sødlige duft.. Og hun skulle bestemt ikke have fremmede hingst til at hænge efter hende!

[1]

Den gråskimlede hingst Apeiron kunne for første gang i sit liv sige, at han var lykkelig. Han forstod næsten ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, at en hingst som ham havde fundet lykken her i Andromeda, men det havde han i den grad. Efter han havde fundet sin elskede Asira igen, og de havde besluttet sig for at blive mager, havde han næsten ikke kunnet få armene ned af bar begejstring. Mange af hans mørke og dystre tanker fra fortiden var forsvundet og i stedet erstattet af muntre tanker for fremtiden. For snart skulle et helt nyt kapitel til at starte i hans liv... Han og Asira havde nemlig planlagt at få et føl.

Ja, et føl! Hvem havde lige skullet tro det? Ikke ham i hvert fald... Men for første gang følte han sig klar; klar til at dele sit liv med sin kommende, lille familie. Før han havde mødt Asira, havde han aldrig nogensinde forestillet sig, at han skulle blive far... Men det føltes bare helt rigtigt nu, og han kunne ikke vente med at dele sit liv med sin kommende søn eller datter!
Nu gik de derfor bare og ventede på, at Asira skulle gå i brunst. Han sørgede altid for at holde sig tæt på hende og havde derfor ikke forladt øen Chibale på noget tidspunkt. Men det gjorde ham skam intet. Han kunne godt lide denne lille, trygge ø og så frem til at starte familielivet her.

Netop fordi han altid holdt sig tæt på Asira, hørte han med det samme hendes små vrinsk, som han vidste var henvendt til ham. Han svarede hende igen i en kærlig tone og skridtede straks i den retning, vrinskene havde lydt.
Der gik ikke længe, før hun dukkede op på stien foran ham - med nedlagte ører, knejst nakke og opspændte muskler. Han smilede forelsket. Det var hans smukke Asira, og han ville ikke ønske hende anderledes.
Han skridtede helt hen til hende og lagde mulen mod hendes i et blidt kys. Snart fyldtes hans næsebor dog med en fremmed duft, der ikke plejede at hænge over hende. Det var en sødlig og indbydende duft, der truede med at gøre ham helt kulret i hovedet. Han spærrede de gyldne øjne op og så lettere måbende på hende. Kunne det virkelig være...?

,,Min kære Asira.. Er tiden endelig inde?"

Asira og Apeiron havde drøftet idéen om at skabe deres egen familie, at få sig en søn eller en datter. Og til trods for at den grå hoppe havde svoret, at hun aldrig ville skabe et nyt liv igen, efter tabet af Saphira, havde hun alligevel ikke kunnet lægge tanken fra sig, om at de sammen skulle skabe en familie. Hun havde tænkt over det i en rum tid, og var endt med at indvillige i deres plan. Hun både glædede sig og samtidig frygtede hun det inderligt – for hvad nu hvis, det endnu engang ville ende i et tab og endnu en sorg at bære, for den grå. Men hvis det endte galt, vat hun ikke længere alene om sorgen; for hun ville have Apeiron, sin livsledsager.

Brunsten var kommet, og tiden var inde. Hun vidste at han var i nærheden, for de havde holdt sig tæt i en længere periode, for ej at misse chancen; og fordi Asira ønskede at være tæt på ham hele tiden, så de ikke forsvandt fra hinanden, i en lige så lang periode som sidst, det ville hun ikke kunne bære. Hun stod der, med ørene klistret ned af, nakken knejst og musklerne spændt, mens hun spejdede efter ham. Der gik ikke længe, før der kom kærlige toner i hendes retning, og kort efter mærkede hun hans mule imod hende i et blidt kys. Ørene røg med det samme fremad, og hendes kropssprog ændrede sig drastisk til at være afslappet og roligt; hvilket meget sjældent skete. Men det gjorde det hos ham. Hans næsebor reagerede på hendes dufte, og ordene kom fra ham; ja, tiden var inde.

Asira duttede blidt til hans kind, og brummede i varme og indbydende toner, inden hun nippede til hans mørke pandelok. De skulle have en familie, de to. Hvem havde mon troet det, at hun nu endelig havde fundet tryghed og lykke; ja i hvert fald ikke Asira selv. Blidt puttede hun sit hoved imod hans hals, søgte hans varme og tryghed, mens endnu en brummende lyd forlod hende.

,,Tiden er inde”

Nikkede hun så, og trak hovedet til sig, inden hendes mørke øjne søgte kontakten til hans, kærligt.

[2]

I det øjeblik hun fik øje på ham, røg hendes ører straks fremad igen, og hendes kropssprog ændrede sig til at være helt roligt og afslappet. Synet fik ham til at smile mildt. Han elskede, at han kunne få hende til at ændre sig så drastisk blot ved synet af ham. Det varmede ham helt til det inderste.

Han mærkede hendes blide dut mod sin kind, inden hun nippede til hans pandelok. Han smilede muntert og gengældte hendes varme, indbydende brummen. Hun puttede nu sit hoved mod hans hals, og han tog imod hendes nærvær med åbne arme. Han strøg hende kærligt ned langs manen og nussede hende blidt, mens han lyttede til hendes bekræftende ord om, at tiden var inde. Han mærkede en underlig, men varm fornemmelse sprede sig i hans krop. Det var virkelig nu...
Han mødte hendes kærlige blik, da hun havde trukket sig lidt bagud igen, og lagde blidt sin pande mod hendes.

,,Hvordan har du det, min skat? Føler du dig klar, eller skal vi hellere vente? Jeg vil gerne have, at du er helt ærlig med mig, så du ikke kommer til at fortryde denne beslutning... Jeg vil ikke blive skuffet, uanset hvad du vælger."

Selvom han brændende ønskede sig dette føl, så betød hendes ve og vel så uendeligt meget mere for ham. Han vidste, hvor svært hun havde det med det efter tabet af sin Saphira, så han ønskede for alt i verden ikke, at hun skulle føle sig presset til noget, hun ikke havde lyst til. Han ville jo bare så nødigt ende med at såre hende...

How can you run, when they are in your head?

Asira havde alverdens grunde til, at frygte at få en ny at tage sig af, et føl. Men hun havde også alverdens grunde til at ønske det inderligt.. Hun måtte erkende, at det ikke var hende der havde fejle med Saphira, det var ikke hendes skyld, at hun havde mistet sin datter; men denne erkendelse havde den grå hoppe endnu ikke nået. I hendes hoved, var hun skylden til, at Saphira ikke længere var hos hende - men disse tanker skulle lægges væk. De skulle ikke være der mere. For det var ikke hendes skyld; og hun fortjente, ligesom så mange andre, at være lykkelig og at skabe sin egen familie.

Asira så en smule eftertænksom ud, efter Apeirons ord, men kun kort. Hun kendte svaret, for hun kunne mærke det i sit indre, mærke hvordan hjertet slog og varmen skyllede ind over hende; de skulle være forældre sammen, det var hun sikker på.

,,Jeg er bange, Apeiron. Bange for at miste dig, bange for at miste et føl igen. Bange for at miste alle dem jeg elsker. Igen. Men jeg vil ikke længere lade frygten for det, styre mig.. Jeg vil være lykkelig, jeg ér lykkelig - og jeg ønsker en familie med dig; et føl med dig. Nu..”

Hendes ord var oprigtige. Hun var bange - men hun ville ikke styres af det.

,,Jeg ønsker en familie med dig - og det er jeg sikker på.”

Hun var sikker. Og med de ord, nussede hun sin mule blidt i mod hans, med brummende og varme lyde. Hun var sikker. Hun trådte tættere på ham, og lod sin hals smyge sig imod hans hals, for derefter at lade deres skuldre stå i mod hinanden. Hun lod mulen kærtegne hans baglår, som hun akkurat kunne nå, mens deres skuldre endnu var imod hinanden. Hun var sikker...

Han lukkede blidt sine øjne i og lyttede til hendes ord. Hun var bange, bange for at miste både ham og deres kommende føl. Men hun var også lykkelig og fast besluttet på, at hun ikke længere ville lade frygten styre hende - hun ønskede en familie med ham, og det var hun sikker på. Han smilede kærligt og gengældte blidt hendes nussen.

,,Det glæder mig at høre, min elskede. Jeg ønsker også en familie med dig, og jeg lover at blive, til døden os skiller. Og der vil ikke ske det samme med vores søn eller datter, som der skete med Saphira - det lover jeg."

Han nød fornemmelsen af hendes hals, der smøg sig mod hans, mens han blidt nussede hendes skulder. Det gav et lille sæt i ham, da hun kærtegnede hans baglår, men det var på den gode, opstemte måde. Selvom han ikke brød sig om det, kunne han godt mærke, hvordan brunsten gjorde ham mere og mere kuldret; og han havde lyst til hende som aldrig før.

Ganske forsigtigt skridtede han fremad og lod sin mule glide hele vejen ned langs hendes krop, indtil han stod ved siden af hendes bagpart. Han vidste godt, hvad man skulle gøre; bare om bag hende, springe op, og så skete resten af sig selv... Men alligevel var det som om, at han blev en lille, usikker plag bare ved tanken om det. For han havde aldrig i sit liv bedækket en hoppe før, ikke engang bare for sjov. Han havde altid gemt sin "mødom" til den helt rette person; og netop fordi Asira var den helt rette, blev han pludselig ramt af nervøsitet og let præsentationsangst. Derfor blev han blot stående ved siden af hende og nussede prøvende hendes kryds, mens duften af brunst gjorde hans tanker mere og mere slørede. Åh, han ville jo så gerne bare gøre det rigtigt og godt...

How can you run, when they are in your head?

Den grå Asira var sikker. Hun ønskede en familie med Apeiron, og hun var dermed nødt til at lægge sin egen frygt på hylden, og lade nature gå sin gang, med den hingst som hun ønskede at tilbringe resten af sit liv med. De skulle blive gamle sammen, og de skulle føre deres gener videre, med en søn eller en datter. Gener, som Asira før havde givet videre, men som ikke eksisterede i landet mere. Han gengældte hendes nussen, og svarede hendes ord, med ord der kun gjorde den grå hoppe endnu mere sikker i sin beslutning.

Hun brummede i varme og rolige toner, inden han bevægede sig ned langs hendes side, hele tiden med mulen glidende ned af hendes sensitive skind, til han nåede om bag hende. Her virkede det til, at den grå hingst gik i stå, som om han alligevel ikke helt turde, at gøre det, som de var blevet enige om. Men hun forstod ham – for han ønskede nok ikke, at han skadede hende, ønskede at gøre det godt og korrekt, så de begge kunne acceptere og være rolige under akten.

Asira brummede i beroligende toner, inden hun drejede sit hoved en smule, og så bagud på ham, og fik et lille skævt smil frem på den grå mule, ment som et beroligende og varmt smil. Hun smilede sjældent, men med Apeiron var det anderledes; her ville hun godt smile, for hun havde lyst til det. Stille lod hun sin hale glide lidt til siden, og på den måde havde han hendes fulde accept til, at gennemføre akten.

Bedst som han stod dér og blev usikker på sig selv, hørte han hendes beroligende brummen og mødte hendes lille skæve smil, der dog virkede både varmt og beroligende på ham. Og da hun til sidst lod sin hale glide lidt til siden, så han kunne komme til, var han helt sikker - han ville gennemføre denne akt, og det skulle nok gå det hele! Han elskede Asira af hele sit hjerte og ville aldrig gøre noget for at skade hende - så hvad skulle der dog gå galt?

Han tog derfor en dyb indånding, inden han forsigtigt lod sig bestige hende. Han tog blidt fat om hende med forbenene og fortsatte med at nusse hende, mens han stille og roligt påbegyndte akten. Han gjorde det så blidt og skånsomt som muligt, for at situationen skulle blive så behagelig for hende, som den overhovedet kunne blive.

Han gjorde sig færdig og gled ned fra hende med et veltilpas suk. Han brummede tilfredsstillende, mens han blidt masserede hendes kryds med sin mule og håbede, at hun ikke var blevet alt for øm. Hans egne ben svajede let under ham, og hans hoved dansede nærmest rundt indvendigt. Det var første gang i hans liv, han havde bedækket en hoppe - og wow for en oplevelse!

How can you run, when they are in your head?

Det var en stor beslutning de sammen havde taget. Men netop fordi det var sammen, frygtede den grå Asira det ikke nær så meget. Da hun havde fået skabt liv i maven sidste gang, var det ikke et valg hun havde indflydelse på; det havde været under tvang. En læring og straf til hende, som var blevet givet af den sorte Seth.. En læring, hun egentlig ikke havde lært så meget andet af, end at være skeptisk over for alle andre eksistenser i den her verden.

Asiras blik var rettet bagud i mod den hingst, som hendes hjerte tilhørte. Han var nervøs, præcis ligesom hun selv var. Men alligevel kunne den grå hoppe finde ro i sig selv, ved blot at kigge på ham, og konstatere at de to skulle blive sammen resten af livet; nu med idéen om at være forældre sammen, hvis dette lykkedes. Apeiron besteg hende, og den grå hoppe forblev stående stødt under ham, uden at flytte sig. Han begyndte akten, og det var noget helt andet hun nu oplevede, end det havde været med Seth – for denne gang ønskede hun det.

Da akten var færdig, gled Apeiron ned igen, og lod et tilfredsstillende brummen forlade hans maskuline korpus. Hun drejede blikket bagud til ham, og smilede helt svagt af ham, lidt skævt, over hans tilfredse ansigtsudtryk, mens han nussede hendes kryds med mulen. Hun brummede i varme og anerkendende toner; for han havde gjort det godt, inden hun drejede sin krop omkring, og lod sin mule ramme imod hans, mens en kærtegnende og varm lyd forlod hendes hals. Hun nippede til hans mulespids, blidt.

,,Er du klar til, at opleve en større kærlighed, end du troede du kunne rumme?”

Han elskede Asira, det vidste hun. Men han ville komme til at elske deres afkom på en helt anden måde. En ubeskrivelig måde. For han ville ofre alt for deres datter eller søn; præcis som Asira også ville have ofret alt for Saphira.

Han drog et lille, lettelsens suk, da hun brummede varmt og anerkendende til ham. Det måtte jo betyde, at han ikke havde gjort det helt forkert. Hun drejede nu sin krop imod ham og lod sin mule ramme hans, mens hun blidt nippede til den og udstødte en varm og kærlig lyd. Han kyssede blidt hendes mule og brummede lige så varmt og kærligt tilbage, mens han lyttede til hendes ord. En større kærlighed, end han troede, han kunne rumme... Det lød i sandhed fantastisk! Han så dybt på hende med et oprigtigt smil, inden han nappede drillende ud efter hendes pandelok.

,,Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil blive i stand til at sige, at jeg føler mig klar. Men nu er beslutningen taget og ført ud i livet... Og jeg glæder mig helt enormt til at opleve den kærlighed, du taler om. Jeg er i hvert fald helt sikker på, at jeg ikke kommer til at fortryde denne beslutning!"

[Skal vi afslutte den her og lave en ny i morgen, når hun skal fole? <3]

Asira mærkede hvordan en uforklarlig lykke bredte sig i hendes krop. De havde denne aften valgt, at skabe en endnu større kærlighed imellem sig; for de havde bevidst valgt, at skabe et liv i hendes mave. Sammen. Og denne lykke kom deraf. Hun skulle være moder igen – men denne gang af egen fri vilje, og med en hingst, som hun ikke betvivlede. Han ville være hos hende. Være ved hendes side, for altid. Hans kys ramte hendes mule, og hun brummede tilbage i lyse og kærlige toner, inden hun trykkede sig lidt ind imod ham, for derefter at mærke et drillende nap imod hendes pandelok. Et lettere kådt hvin gled fra hende, ganske lavmeldt, inden han talte.

,,Jeg tror aldrig man bliver klar, til sådan en omvæltning – men jeg er ikke i tvivl om, at du klarer det perfekt”

Et svagt smil formede sig på hendes mørke mule, inden hun igen trykkede sig ind til ham, og fandt roen sammen med ham. De havde gjort det – de skulle virkelig være forældre. Og hun var glad for valget – men også nervøs.

[Afsluttet – ny er opstartet til dem, med Luthíen ]