Follow me [Melli]

Sted: Leventera, et stykke fra Teylar
Vejr: Solskin, lidt vind, en smule køligt efterårsvejr
Tagged: Melli

Tarik og hans moder var blevet en del af flokken Teylar, og hans moder havde vist ham hvor flokkens område gik til. Men Tarik var desværre som sin fader, og han elskede derfor at udforske alle område omkring ham, selvom det sommetider resulterede i at han blev lidt væk fra flokken og sin moder, og dermed fik en smule skældud når han vendte hjem. Men han kunne bare ikke dy sig, han elskede eventyr! Og helst rigtig mange af dem.

Den røde hingeplag var derfor forduftet helt ud til kanten af Teylar, for at komme på eventyr endnu engang. Han kiggede bagud, imod flokkens område, med et sort smil, inden han lavede et hop fremad, og dermed brød ud af grænsen til Teylars flokområde. Han smilede stort, og bar sig selv fremad med store og stolte skridt – for det var da lidt sejt, sådan at bryde ud af de trygge rammer, ikke?
Tariks røde øre vippede omkring, inden han slog over i trav, og bevægede sig afsted igennem det meget høje græs; for nu ville den unge hingst altså på eventyr endnu engang! Hans varme øjne hvilede omkring ham, mens han bevægede sig afsted i en okay fart, i hvert fald så hurtigt som han kunne i det høje græs, der ikke altid var nemt at bevæge sig i, når man endnu ikke var voksen.

[3]

---

Den lille hoppe Melli, havde været så heldig at møde den brogede hingst Brêgo, som havde ført hende til sin flok Teylar, hvor hun nu var blevet medlem. Og nøj, hvor var hun glad for den beslutning! Det var næsten lige som at have en familie, ligesom hun havde haft i cirkusset i sit hjemland - bare kun med heste og ingen mennesker til at bestemme over dem! Det var vildt spændende og fascinerende, og hvis man havde spurgt den lille Melli for få måneder siden, ville hun aldrig nogensinde have troet på, at hun skulle komme til at leve som vildhest - men det gjorde hun altså, og hun følte sig overraskende godt tilpas!

Selvom hun var glad for Teylars trygge rammer, bar den lille hoppe dog også en kæmpe eventyrlyst, som hun var født med og havde svært ved at tøjle. Hun var derfor hurtigt blevet træt af at opholde sig inden for de samme rammer hele tiden og var nu søgt længere ud på Leventera for at udforske mere af den store ø! Selvom hun var en lille hest, der hurtigt ville kunne blive overmandet og komme til skade, så var hun ikke bange - det lå til hendes race at være frygtløs trods sin lille størrelse, og eftersom hun aldrig havde oplevet noget slemt her i livet - udover at være blevet revet væk fra sin familie - var hun nok også en smule naiv.

---

Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others!

Det langbenede hingsteplag, bevægede sig afsted med høje skridt; han ville gerne hurtigt fremad, men det lange græs var lidt af en hindring, for at øge farten ordentligt. Hans nysgerrige og livlige øjne så fremad for ham, inden han drejede blikket bagud imod flokkens område, som han var i færd med at forlade. Et stort og tilfreds smil gled over hans mule, over at ingen havde set at han bevægede sig væk fra dem, heller ikke moderen. Han vidste dog godt, at hun snart ville finde ud af det, og at han nok ville få lidt skæld ud, når han kom hjem. Men lige nu, var alt bare spændende!

Tarik snublede i det lange græs, og det resulterede i at han væltede forover, lige så lang som han var, med bringen pladask ned på jorden. Der lå han så, og så en anelse misfornøjet ud! Øv altså, de lange ben var ikke altid lige nemme at styre, og det var han altså ikke altid lige tilfreds med, når det ikke gik som han ville. Han lå og surmulede lidt, men dog ikke for længe, for han skulle videre. Op på benene kom han, dog med måsen i vejret først! Da han endelig stod op, kiggede han frem for sig, og så en lille lys skabning. Mon det var Christian!? Men nej, det var det ikke. Tarik for dog alligevel fremad, i en lidt ukontrolleret galop, mens han vrinskede glædeligt og føllet i hendes retning; mon hun ville snakke?

[4]

---

Hun bevægede sig længere og længere væk fra flokkens område i det høje græs, der ragede langt op over hendes mave. Det var en smule besværligt at bevæge sig fremad i dette græs, men det var nu ikke nogen hindring for hende - hun pløjede blot igennem de høje græsstrå med sine kraftige ben.
Der var helt stille omkring hende, så intet andet end fuglenes kvidren og vinden i græsset kunne høres. Det blev der dog snart lavet om på, da hun pludselig hørte et glad og føllet vrinsk i luften. Hun spejdede frem imellem det høje græs og fik øje på en lille rød fyr, der kom springende imod hende i en noget ukontrolleret galop. Det så lidt farligt ud i det her græs - bare han dog ikke ville falde!

Et muntert smil gled dog over hendes mule, inden hun kastede med hovedet og besvarede hans vrinsk i livlige toner. Hun elskede simpelthen at være sammen med føl - deres ukomplicerede og livsglade væremåde smittede totalt af på hende!
Hun stoppede op og håbede bare på, at han ville nå at stoppe, inden han ville ramme lige ind i hende, mens hun brummede muntert og smilede kærligt. ,,Hej med dig! Det må jeg nok sige, sikke du kan løbe!"

---

Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others!

Tarik for fremad i retningen af den ukendte hoppe, som han bare så gerne ville lære at kende og have selskab af. Han vidste godt, at hans moder ofte havde fortalt ham, at det altså ikke var alle der ville lege eller snakke, men det forstod han altså ikke helt. For hvorfor ville man dog ikke snakke, og ikke lege? Han ville gerne snakke med alle, og han elskede selskab, ligeså meget som han elskede at tage på eventyr og opleve en masse nye ting.
Den røde gut blev glædeligt overrasket, da hoppen længere fremme besvarede hans glædelige og legende vrinsk, med et livligt og imødekommende vrinsk. Selv stoppede hun op og ventede på ham; og han for fortsat imod hende i den hurtige og lettere ukontrollerede galop!

Da han kom tæt nok på, forsøgte han at sænke farten ned til trav, men det gik nok ikke helt efter planen. I stedet måtte han lave nogle små sving til siden, og kom dermed forbi hende, uden at ramme hende. Han fik sat farten ned, og kom i trav, som han så gik rundt om hende i en halvcirkel, til han kom til hendes front og fik stoppet helt op.

,,Hov! Jeg lige ved at.. ramme dig. Ikke med vilje”

Han grinede lidt, og smilede så stort, inden han rankede sin lille føllede krop, som han havde set andre gøre, inden han nippede ud efter den fine lille hoppe, med en brummende og glad lyd.

,,Jeg Tarik! Meget fart på.. Måske for meget.. Hvem du?”

Hans hoved gled spørgende og nysgerrigt på skrå.

Hun lo mildt over den lille hingst, der lige akkurat fik sænket farten til at kunne trave rundt om hende og stoppe op ved hendes front. Han sagde nu, at han lige havde været ved at ramme hende, men at det ikke var med vilje. Hun brummede beroligende til ham og hævede hovedet let med et stort smil.

,,Ingen skade sket!"

Føllet grinede lidt og smilede lige så stort, mens han rankede sin lille krop. Han var smuk, det kunne selv hun se. Han mindede hende meget om de ædle spanske heste, hun havde set i de andre cirkusser rundt omkring. Han nippede nu ud efter hende med en glad brummen, hvilket fik hende til ligeledes at brumme glad tilbage, mens hun tog imod hans lille, bløde mule og nippede igen. Hun havde altid elsket den nysgerrighed og gåpåmod, de små føl havde. De var ikke bange for nærkontakt, da de søgte at undersøge alt med deres små muler. Det var noget, hun i den grad nød at se.
Han præsenterede sig nu som Tarik og sagde, at han måske havde haft lidt for meget fart på. Hun lo mildt af hans ord. Ja, det havde han nok... Men det havde nu ikke gjort hende noget - hun var blot beundret over, hvor stærkt den lille mand kunne løbe! Han spurgte nu, hvem hun var, hvilket fik hende til at smile mildt.

,,Tarik... Det er vel nok et smukt og stærkt navn! Mit navn er Melli, og jeg kommer fra Cirkus Pònaidh. Er du født her i Andromeda, Tarik?"

Der var ikke sket hende noget, det forsikrede den lille lyse hoppe ham med sine ord. Men Tarik vidste godt, at det havde været meget tæt på. Havde han bare haft en brøkdel mere fart på, var han tumlet direkte ind i hende; og det var han ikke glad for. For hans mor havde altid sagt til ham, at han skulle passe på andre, og sørge for at de havde det godt sammen med ham. For så ville han få det meget bedre med sig selv, og have en masse gode venner; og det ville den unge røde gerne have.

,,Jeg.. Det undskylde. Mor sig’ at jeg passe på andre, det vigtigt”

Han nikkede stort og smilede mindst lige så stort, inden han begyndte at grine lidt, fordi hun også grinede. Han kunne allerede godt lide hende. Hun var sød – og så var hun heller ikke så stor, at han nærmest skulle stirre op i himlen, for at se på hende. Det kunne han godt lide, den røde Tarik. Hun nappede tilbage, og derfor trådte Tarik et lille skridt tættere på hende, og snusede til hende, nysgerrigt. Hun virkede jo ikke skræmt over ham, og derfor turde han godt være tæt på hende. Han trak dog mulen til sige igen, da hun talte.

,,Melli. Det’ pænt!” Sagde han glad, inden han fortsatte ,,Cirk.. Pòn..” Han rystede opgivende på hovedet – for niks, det ord ville han nok aldrig få udtalt korrekt – i stedet sprang han til det næste hun spurgte om.

,,Ja, min mor Armonia. Vi bo i Teylar.”

Han smil forblev stort på mulen. Ja, den unge fyr var generelt bare smilende og glad.

Han undskyldte nu over for hende, mens han forklarede, at hans mor havde fortalt ham, at det var meget vigtigt, at han passede på andre. Hun smilede stort og brummede anerkendende til ham. ,,Det er også en meget vigtig ting, så det har din mor opdraget dig godt til. Men bare rolig, du skal ikke være ked af det - jeg er en robust pony, der sagtens kan klare lidt modstand!"
Hun skød brystet frem og spillede op med musklerne, mens hun lo hjertevarmt. Der var skam no hard feelings her. Nok var hun lille af udseende, men hun var en stærk og robust pony, så hun kunne sagtens stå imod, hvis den lille fyr ikke selv havde nået at stoppe op.

Han trådte nu et lille skridt tættere på hende og snusede nysgerrigt til hende, hvilket hun uden tøven lod ham gøre. Hun vidste, hvor vigtigt det var for små føl at undersøge, og at de undersøgte alt med deres små muler, så det så hun blot som helt naturligt. Hun strakte ligeledes sin lille, bløde mule frem mod ham og snusede til ham; indlagrede alle hans dufte, så hun bedre ville kunne genkende ham en anden gang.
Han sagde nu, at hendes navn var pænt, hvilket fik hende til at smile varmt og henrykt. ,,Mange tak, kære Tarik. Dit navn er også rigtig pænt!"
Han prøvede nu at udtale cirkussets navn, hvilket han dog hurtigt måtte opgive. Hun lo mildt af hans flotte forsøg på at udtale det, inden hun drillende nappede ud efter hans lille pandelok. ,,Bare rolig, det er et meget svært navn, så der er mange andre, der heller ikke kan udtale det ordentligt - også voksne heste!"

Han sagde nu, at hans mor hed Armonia, og at de boede i Teylar. Hun kendte ikke lige umiddelbart denne Armonia, men da han nævnte Teylar, lyste hun op i et stort smil. ,,Hvor fedt! Jeg bor også i Teylar!"