Kiin laas (Azula & Azazael)

2

Det føltes som en evighed før Azazael følte sig mæt. Så mæt at han ikke kunne lade være med at gabe. Nu hvor behovet for mad var stillet, var det næste behov i køen der meldte sin ankomst, og det var ikke bare forsigtigt. Det kom tromlende frem, og Azazael fulgte med sin mor med nogle sløve skridt. Han havde ondt i benene, der ikke var vant til at gå så langt. Træt i sindet af alle de mange nye indtryk han havde opsnappet i løbet af deres vandretur. Lyde. Lugte. Terrænet. Lugten af svovl der satte sig i næsen som en skarp lugt, og som han alligevel var blevet vant til. Lyden af træernes hvislen og fuglenes pippen, der langsomt var døet hen i takt med tiden der gik og jo tættere de var kommet på ildbjerget. Som om alt i nærheden af det døde hen.

Da Azazael nåede hen til sin mor var han ikke mange sekunder om at knække sammen i forbenene og derefter smide sig. Mulen kørte han lige hen over jorden, snusende og følende. Det virkede ikke lige så blødt og behageligt som der havde været inde i hans mors mave, på trods af pladsen var trang når han skulle dele med hans søster – og langt fra lige så varmt, men det gik an. Det var ikke helt umuligt at sove der.

Et lille, føllet, kaldende hvin gled alligevel gennem luften, for selvom han godt kunne falde til ro manglede hans søster. Hvordan skulle han kunne sove hvis han pludselig var alene? Godt nok var han ikke alene, for de var begge lige i nærheden, men han havde trods alt været vant til at ligge klistret op af søsteren.

Hun drak grådigt og taknemmeligt af mælken, indtil hun var så propmæt, at hun ikke kunne få en eneste tår mere ned. Hun bakkede tilbage og smaskede veltilfreds ud i luften, inden hun gabte højt og atter missede søvnigt med øjnene. Den varme fornemmelse fra mælken bredte sig i hendes krop, og i takt med at hun følte sig mere og mere mæt og veltilpas, blev trætheden også større og større. Hun fulgte derfor taknemmeligt efter sin mor, der endelig havde fundet et sted, hvor de kunne ligge sig til at sove. Azazael var hurtig til at smide sig ned på jorden, og da hun hørte hans lille, føllede kalden, vidste hun straks, at det var hende, han kaldte på! Hun slentrede derfor udmattet hen til ham og smed sig hurtigt ned på jorden, tæt puttende op ad ham. Her lå hun og tyggede lidt i hans man, mens hun blot nød fornemmelsen af hans kropsvarme og den lune varme, der kom fra jorden af. Godt nok var der ikke lige så behageligt at sove, som der havde været i hendes mors mave, men der var varmt og trygt, og derfor gik der ikke mange minutter, før hun hvilede hovedet mod sin bror og faldt i en dyb søvn.

1

Ava vågede over de to små mens de sov. I hvert fald så længe hun selv kunne holde sig vågen. Alligevel måtte hun også til sidst give efter, for hun var langt mere udmattet end hun før havde været – hvis ikke man talte de gange med, hvor lyset havde brændt skyggerne ud af kroppen på hende. Hun havde jo også skyggerne til at holde vagt. De kunne vække hende, hvis de fornemmede fare på færde.

Det blev ikke til mange timers søvn for Ava. Lige nok til hun kunne samle kræfter og fokusere på opgaven der lå foran hende. Føllene skulle holdes i sikkerhed. Ingen skulle komme og tage dem fra hende. Ingen skulle gøre dem noget og ingen skulle tro de kunne nærme sig uden at blive opdaget. Ørerne gled rundt i alle retninger. Hun fornemmede noget i nærheden, men ingen fare på færde - endnu.

4

Der gik ikke ret lang tid før han lå op af sin søster til Azazael var faldet til ro. Træt og udmattet sov han som en sten, til han kunne fornemme noget manglede. Han løftede hovedet for at se spottende efter sin mor. En smule usikkert og vaklende kom han alligevel på benene og stavrede rundt i en lille cirkel om sig selv, indtil han var ved at skvatte over søsteren. Den sorte mule sank ned mod hende, for at nappe fast i hendes ene øre og trække til. Hun skulle i hvert fald ikke ligge lige der hvor han kunne falde over hende. Hun skulle flytte sig.

Den unge hoppe sov tung som en sten i den tro, at hun var i sikkerhed og helt uden for farer, indtil hun pludselig kunne mærke noget støde ind i hende, hvilket fik hende til at slå øjnene op med et sæt. Hun rejste hovedet og fik øje på sin bror, der stod over hende og trak i hendes ører. Hun forsøgte lettere surmulende at ryste hans mule af sig, inden hun dog kom på benene med et træt suk. Hvorfor denne pludselig opvækning? Hurtigt gik det dog op for hende, at noget ikke var, som det skulle være. Den store sorte manglede, og de var helt alene... Hun lagde utrygt ørerne ud til siden og trykkede sig ind mod sin bror, mens hun brummede usikkert ud i mørket. Hvor var hun blevet af?