Kiin laas (Azula & Azazael)

4

Natten var endnu ung. Støvregnen havde lagt sig hen over det askefyldte landskab. Ildbjerget - det sted hun engang havde følt sig aller mest sikkert, var ikke længere lige så sikkert. For mange udefrakommende nærmede sig idlbjerget, som blev de trukket af magneter, og med brødrene og søstrene spredt ud over et større areal, var der ikke meget sikkerhed at hente der, når hun samtidig ønskede afstand til andre. I stedet var hun søgt mod det større og mere grønne areal af Foehn. Det sted hun ikke særlig tit mødte andre.

Mellem træernes stammer i træklyngen tættest på ildbjerget, havde hun fundet en lille lysning nær ferskvandsbækken, men der kom ikke meget lys igennem de grå skyer der gemte sig i den mørke himmel. Først når nedbøret var helt stoppet ville der være chance for en smule månelys - eller lys fra solen.

Selvom det var noget Ava havde været igennem før, og derfor også et par dage før havde sørget for at finde et sted og opholdt sig i nærheden af det, føltes det som om noget var galt. Der var ingen vej tilbage og derfor måtte Ava også give sig til at presse da det var tid, men det blev ikke uden et anstrengt og næsten råbende lille udbrud.

Hun havde tilbragt de sidste mange måneder i sin mors mave sammen med sin bror, og nu syntes hun ærlig talt, at pladsen var ved at blive lidt trang! Det var meget trygt og lunt herinde, men nu følte hun sig altså så stor, at hun godt snart ville ud, tak! Derfor sparkede hun løs på sin mors mave i håbet om, at hun snart ville fatte budskabet!
Og endelig, en tidlig aften på det grønneste areal af Foehn, var tiden inde! Hun kunne mærke presset fra sin mor, og med et lille veltilfreds smil om de små læber, lod hun sig glide ud af sin mors åbning og ud i den store verden.

Hun landede på den hårde, kolde jord og blev angrebet af den kolde luft, der omsluttede sig om hende og straks fjernede varmen fra hendes mors indre. Hun blev liggende på jorden og forsøgte at suge den sidste rest varme fra moderkagen til sig, mens hun glippede let med øjnene og snøftede lidt. Det var meget mere ubehageligt herude, end hun først havde regnet med! Hun savnede varmen fra sin mor og bror... Hvor mon de var henne?!

Hun så sig lidt omkring med de store, blå øjne. Hun befandt sig mellem en masse træer, og udenfor trommede regnen lystigt. Der var mørkt og koldt, men dog så fascinerende! Hun smaskede et par gange ud i luften, inden hun drejede hovedet og fik øje på den store, sorte hest hun lå bagved. Mor?! Hun udtrykte en lille, føllet lyd for at tilkalde sin mors opmærksomhed. Mor, se mig se mig!

9

Det var ikke en let omgang, men nemmere end de sidste to gange. Alligevel var det som om det ikke var overstået, og det var det heller ikke. Hun kunne sagtens høre det lille føl kalde på hende, men Ava nåede det ikke før endnu en ve trængte sig på og Ava endnu en gang måtte lægge kræfter i. Selvom det føltes som en evighed var det nok i virkeligheden ikke mere end 10-15 minutters tid, før den trykkende fornemmelse indvendig føltes som værende væk. Ava måtte tage sig lidt tid til at samle de sidste kræfter, så hun kunne give de to små føl deres opmærksomhed. Hun var kommet på benene og havde aller først ladet sin opmærksomhed falde på den lille hoppe der først havde kaldt efter hendes opmærksomhed. Mulen søgte ned mod hende og hun nippede kærligt til den lille man og de små ører. Efter et kort øjeblik kastede hun sin opmærksomhed mod den lille sorte skabning ved siden af hoppeføllet.

En rød.... En sort.... Noget måtte være gået galt. Tvillinger og alligevel så forskellige. Men den sorte.... Den lille sorte med de blålige aftegn lå stille. Alt for stille. Der var ingen tvivl om han måtte bære en lille del af skyggerne selv. Opmærksomheden faldt alligevel over på den lille røde hoppe igen, og Ava gav hende et lille puf sammen med en lille kommando.

"Op."

Hun måtte op at stå. Op og få gang i de langs stænger der uden tvivl ville være svære at styre. Men de måtte mod broderskabets tilholdssted, selvom hun alligevel ikke ønskede at joine dem helt med det samme. Men jo tættere på ildbjerget, Alduins fængsel, jo hurtigere ville hun kunne komme til kræfter. Ava kastede endnu en gang sit blik på den lille sorte hingst, der endnu ikke lod til at have flyttet sig, og lod sin mule søge mod ham og puffe til ham. Der var liv. Hun kunne høre de hvislende stemmer, selvom de var lave. De var derinde. De var der helt sikkert, og det var ikke noget hun bare bildte sig selv ind.

"Op... Op!"

Første gang havde været en enkelt lille kommando og anden gang en ordre. Ingen af delene havde fået ham til at flytte på sig. Hun skævede over mod den lille røde og så igen mod den lille sorte inden hun stak hovedet ned mod hans igen.

"Vok, dii mal gein"

1

Det første Azazael lagde mærke til var den trange plads der pludselig var blevet større. Hans søster fyldte ikke længere halvdelen af pladsen. Det andet var de hvislende stemmer der var blevet lavere. Lavere end da han var omringet af dem. De var inden i ham. De var lave, men hviskede til ham. Den ene stemme, de mange stemmer blev forenet til en enkelt kommando, i stedet for flere forskellige sammenhængende og usammenhængende ord, og kort tid efter hørte han samme ord, men fra en stemme han kunne genkende. Den havde en lidt anden lyd, men han kunne genkende den.

Azazael slog øjnene op og så direkte mod sin mor. Det var første gang han fik sat ansigt på den stemme han havde lyttet til så længe. Den stemme der ikke hviskede til ham.... Sang til ham... Selvom han så på sin mor, sendte han et søgende vrinsk ud i luften. Det var ikke højt og heller ikke gennemtrængende, men kaldte stadig på hans søster. Den søster han havde tilbragt så meget tid sammen med, som han ikke længere kunne mærke på samme måde.

Selvom hun havde kaldt på sin mor, blev den store sorte bare liggende, i hvad der føltes som en evighed. Azula mimrede frustreret med mulen og kunne ikke forstå, hvorfor hendes mor ikke gav hende opmærksomhed! Og hvor blev hendes bror også af?? Hvad var det her for noget bullshit?!
Pludselig kom hendes mor dog endelig på benene. Hun trådte hen til hende og nippede kærligt til hendes man og ører, hvilket fik den lille Azula til at le blidt og række sin lille, bløde mule frem mod sin mors store og varme mule. Hendes mor puffede nu til hende og sagde op. Hun anede slet ikke, hvad det betød, men hun fulgte sin mors kropssprog og fangede derfor hurtigt, at hun skulle på benene.

Efter en lille kamp med de lange, ustyrlige stænger fandt hun endelig balancen og kom op at stå. Hendes mor var gået lidt væk fra hende igen og stod nu og puffede til en skikkelse, der lå næsten livløst på jorden. Hun stavrede forsigtigt tættere på med sine lange stylter. Det var hendes bror! Hun var endnu ikke gammel nok til at forstå, hvad der skete med ham - men hun vidste bare, at det så forkert ud, at han lå så stille! Hun hørte sin mors op igen og vidste nu, at det betød, at man skulle rejse sig! Hun prøvede at efterligne sin mors op lyde mod sin bror, men da hun endnu ikke kunne tale, blev det blot til nogle små, føllede lyde.

Hendes mor sagde nu nogle flere ord. Vok, dii mal gein. Hun havde ingen anelse om, hvad de betød, men tilsyneladende virkede de! For der kom nu liv i hendes bror, der søgende vrinskede ud i luften. Og selvom hendes bror ikke kunne se hende endnu, så vidste hun bare, at han kaldte på hende! Hun slog ivrigt med hovedet og vrinskede tilbage i kærlige toner, mens hun pludrede løs med sine små føllede lyde, der skulle forestille at være vok, dii mal gein!

3

To på en gang. Hvem skulle have troet det? Først havde der været Ariel. Hende havde hun ikke set længe. Hende havde hun heller ikke knyttet noget som helst moderligt bånd med. Hun var mistet allerede fra hun var få dage gammel, og da hun var dukket op igen var det med fremmed lugt.

Nymfen. Nymfen havde hun også mistet. Ikke som helt lille, men alligevel før hun nåede at se sin fuldvoksne datter. Alt for længe havde hun holdt fast i den familie. Alt for længe havde hun oplevet skuffelse efter skuffelse. Ava havde selv skubbet Ariel fra sig, men Nymfen havde hun forsøgt at få fat på, og det måtte derfor også være hende der ikke ønskede nogen kontakt. I hvert fald når man tænkte på den mængde tid hun havde sat af. Og ligesom Ava havde forsøgt at få fat i sin datter, kunne hun jo have forsøgt at opsøge sin mor så snart hun var gammel nok til det.

Ava stod og betragtede de to føl. Så forskellige. Ikke kun af udseende, men også af væremåde. Det var allerede tydeligt at fornemme. Der var den udadvendte lille røde hoppe, almindelig, hvilket frembragte en lille skuffelse, og så var der den mere mutte hingst som skyggerne havde sat sig i. Ingen af dem skulle slippes af syne. Ikke tale om nogen af dem skulle mistes ligesom de to andre døtre. Og begge skulle opdrages inden for broderskabet. Begge skulle, hvis Ava kunne bestemme, indvies når de var gamle nok.

Opmærksomheden var igen blevet vendt mod den lille røde. Hun lod til at være den stærke af dem. Stærk som sin mor. Så snart hun var gammel nok, skulle hun også lære at sætte andre på plads som sin mor. Selvom det måske ikke ville hjælpe særlig meget så længe hun var lille, men det tog også lang tid at lære, hvordan man lige skulle takle andre, så de vidste de ikke ville kunne skubbe en rundt. Mulen strakte hun frem mod den lille hoppe, og gav hende et lille blidt puf. De havde en lang tur foran sig for de små i hvert fald, også selvom benene virkede lange.

”Kom, Azula.”

Før de begav sig nogen som helst steder hen, måtte de alle samle energi. Det var vigtigt sulten blev stillet, og selvom Ava manglede hvile, ønskede hun ikke at hvile sig så langt væk fra broderskabets tilholdssted. Desuden skulle de præsenteres for deres familie og deres hjem. Jo før de nåede derhen, jo før kunne Ava slappe mere af i kroppen og sindet.

1

Lyden af søsterens vrinsk fik den lille sorte hale til at svinge en smule, selvom han blev liggende. Han var ikke lige så hurtig som sin søster til at komme på benene, og det var først da morens opmærksomhed var vendt mod søsteren han besluttede sig for at komme på benene. Hvad med ham? Hvorfor fik han ingen opmærksomhed? Tavs fik han stavret sig hen til sin søster for at stå ved siden af hende, og alligevel en anelse skråt bagved. Hans hoved var ud for hendes side, og ørerne var tippet fremad. Hvis han stod der, måtte deres mor jo også kunne se ham også. Det blev ikke til andet end en lille tiggende brummen fra ham af, det kun lige var hørbar. Man kunne vel næsten sige han gemte sig bag sin søster, men alligevel ønskede sin mors opmærksomhed.

Blikket blev rettet mod søsteren, som lige fik et lille puf på vejen. Hun skulle jo for alt i verdenen heller ikke glemme ham. Nu var de jo ikke tvunget til at ligge så tæt op af hinanden længere, som da pladsen var trang. 

Til hendes store glæde havde hendes og hendes mor ord til hendes bror virket, for han kom nu på benene og fik stavret sig hen til hende. Hun logrede ivrigt med den lille, pjuskede hale og smilede stort og muntert til ham. Han stillede sig nu lidt skråt bagved hende og gav hende et lille puf. Hun grinede tøset og puffede drillende tilbage; lykkelig for endelig at være i selskab med sin bror igen!

Hendes mors store mule kom nu nærmere og puffede blidt til hende. Hun smilede stort og varmt og puffede blidt igen til sin store mor. Kom, Azula... Azula, var det hende? Hun hvinede ivrigt, inden hun sendte et sidste drillende nap ud efter sin bror og trippede ivrigt efter sin mor. Hun var nær skvattet på de store stankelben, men det holdt hende nu ikke tilbage af den grund - hun var fuld af gåpåmod og havde kun ét tempo, og det var fremad!

14

Hendes datters store smil vakte kun endnu mere glæde hos Ava, men alligevel hvilede der en træthed over hende. Stædig som Ava var, nægtede hun alligevel at slå sig ned uden for det sted hun følte sig aller mest sikker. Aljuns område. Et kort øjeblik lod hun blikket hvile på sin søn. Mørk som hende selv. Noget hun ikke havde haft særlig stor succes med. De var alle taget fra hende. Ud over det virkede han mere svagelig end sin søster, selv på trods af de blå små aftegn og øjnene der mindede en smule om hendes egne. Selvom alt skreg inden i hende, at hun burde vende ryggen til ham, nænnede hun det heller ikke. Måske kunne han alligevel vokse sig større og stærkere. Måske ville han se knap så svagelig ud, hvis han kunne komme tættere på skyggerne.

Ava gjorde et lille nik med hovedet for at få ham til at følge med også. En lille brummen blev sendt mod hendes rødling, for hun så ud til at have masser af energi. For meget måske til Avas frygt. Hvad hvis hun blev væk? Ava havde allerede lidt nok tab når det kom til hendes eget kød og blod, så en anelse overbeskyttende kunne hun heller ikke lade være med at være.

”Gå nu ikke for langt væk”

-----

Det var ikke forfærdeligt nemt at holde øje med de to. Ikke med trætheden hængende over hovedet og heller ikke når hun var øm i kroppen. Jo tættere hun kom på ildbjerget og det askefyldte område. Det var ikke så stort i forhold til resten af øen. Det var som om hun fik lidt mere energi for hvert skridt hun nærmede sig sine brødre og søstre. Ikke de andre skyggebærer, men de røde øjne.

”Azula, Azazael… Hold jer tæt til mig”

3

Hans søsters puf fik ham til at vippe et øre mod hende. Alligevel fik han ikke et ord fra den hoppe der skulle være deres mor. Der kom stadig ingen ord til ham, men efter lidt tid lod det da til der alligevel var en lille reaktion fra hende. Azazael fulgte derfor efter, men en smule langsomt og stadig bag sin mor. Han var langt fra ligesom sin søster. En modsætning måske endda. Alligevel fulgte hans øjne hans søster. Et meget skarpt blik. Et øjeblik overvejede han at springe efter hende, men med et blik op mod sin mor, eller det der var bagsiden, besluttede han sig for at lade være. Tænk hvis han fik skæld ud…. Tænk hvis hans mor ville bryde sig endnu mindre om ham?

Azazaels opmærksomhed blev alligevel rettet mod hende, selvom det ikke var så forfærdeligt nemt. Hun gik næsten i et med mørket. Hendes ord virkede ikke så bekendte og alligevel gjorde de. Han forstod han skulle blive tæt på, men ikke Azazael. Han ændrede ikke sin position bag sin mor. Som om han gik direkte i hendes fodspor.

En lille brummen blev sendt mod hende fra sin mor af, mens hun sagde nogen ord til hende. Azula forstod endnu ikke et kvæk af disse ord, så hun brummede blot tilbage til sin mor, mens hun ivrigt trippede fremad.
De fortsatte i noget tid, og hendes små ben blev mere og mere trætte og ømme. Hun havde også en underlig knugende fornemmelse i maven, som ikke var rar. Der kom nogle mærkelige lyde fra den, og det gjorde lidt ondt... Hun var vant til, at der på magisk vis kom mad flyvende ned til hende i sin mors mave, så hun kunne spise. Derfor gik hun og så op på himlen en gang imellem. Hvor blev maden af??

Pludselig hørte hun sin mors ord igen. Hun forstod stadig ikke noget af det, men hun fangede sit navn Azula igen. Hun hørte også navnet Azazael... Var det mon navnet på hendes bror? Hun drejede hovedet bagud og så på ham, mens hun prøvede at efterligne sin mors ord og sige Azazael! Men lige som alle de andre ord før det, blev det ikke til andet end nogle små føllede, pludrende lyde...
Pludselig gik det op for hende, at de nærmede sig det enorme ildbjerg. Hun så frem for sig og gjorde store øjne. Hun havde aldrig set noget lignende! Hendes skridt blev mere og mere tøvende, da hun ikke længere var så tryg ved at gå forrest. Hun sakkede langsomt mere og mere bagud, og da en lille røgsøjle steg fra bjergets indre med en kraftig shhhsj-lyd, sprang hun forskrækket om bag sin mor!

2

Lyden af sult. Den var ikke til at overhøre, men Ava havde stadig ingen intentioner om at stoppe lige med det samme. Før i tiden ville hun måske have sat alle behov et føl måtte have, før hendes egne eller andre. Men nu…… Nu var sikkerhed førsteprioritet. Ligesom hun satte sin egen hvile til side, måtte de to føl også vente på maden. Der var ikke så meget længere at gå, og hun havde tiltro til de kunne klare det. En lille latter forlod Ava, som Azula sprang forskrækket ind bag hende.

”Det er okay, lille skat. De passer på os. De byder os velkommen”

Ava så om mod sin datter og hendes bror, med en mildhed der kun lige kunne skinne gennem trætheden. Selvom blikket hvilede på rødlingen, undslap den lille hingst heller ikke sin mors blik. De var stærke på hver deres måde. Unikke på hver deres måde.


------


En halv times tid senere befandt dig sig på ildbjergets side. Først dér følte Ava hun kunne tillade sig selv at tage et lille hvil. Først dér havde hun mulighed for, at lade ungerne få noget mad. Selvfølgelig havde der været rig mulighed for det inden de begyndte på deres lille vandretur, men der havde ingen sikkerhed været. De var for langt væk fra broderskabet, fra ildbjerget, fra skyggerne til at nogen ville kunne høre et råb om hjælp, skulle der være et rovdyr i nærheden, og ville det være meget nødvendigt med en lur også, ville Ava ikke kunne give de to små nogen form for varme. Det kunne de alligevel nemmere få gennem jorden på ildbjerget. Den var varmere end hendes kropstemperatur.

”Spis, mine små, vi for brug for vores energi. Snart vil i møde vores familie”

1

Azazael gik i tavshed. Blikket var rettet mod jorden det meste af tiden, men han kunne lige se hvor hans mors hove blev løftet fra jorden, så han kunne sætte sine hove i der. Azulas forskrækkelse kom derfor bag på ham, og smittede ham med et mindst lige så stort chok der fik ham til at gemme sig bag sin søster. Det var en kujon-agtig handling, men for Azazael var det det mest naturlige at gøre. Springe i sikkerhed. Der var trods alt ikke længere hans mors mave omkring ham til at holde ham sikker og varm, så sikkerhed blev bag søsteren i stedet.


------


Så snart de gjorde holdt var Azazael i gang med at søge efter mad. Efter nogle nap og små bid fandt han langt om længe frem mælken som han ivrigt slubrede i sig. Den lille hale svingede fra side til side, og selvom ørerne opfangede ord, hørte Azazael ikke efter. Der var andre ting han havde mere travlt med - Følelsen af mad der gled ned i maven.

Hun var ikke den eneste, der var blevet forskrækket over den pludselige røgsøjle, for i det samme kom Azazael styrtende og gemte sig bag hende. En lille latter forlod nu hendes mor, inden hendes beroligende ord lød i hendes ører. Hun forstod endnu ikke et kvæk af, hvad hendes mor sagde, men hun så på hende med sådan et mildt blik, at hun slet ikke var i tvivl om, at hun ikke skulle være bange. Derfor nappede hun drillende ud efter Azazaels ene øre og gumlede lidt på det, inden hun ivrigt trippede fremad igen.

Ivrigheden varede dog ikke ved, for jo længere hen mod det store askebjerg de kom, des mere træt og udmattet blev hun. Hendes mave knurrede højere end nogensinde før, og hendes ben syrede og værkede, som om de kunne falde sammen under hende for hvert øjeblik. Men hun var en stærk pige, og hun ville derfor ikke lade sig bukke under! Så længe hendes mor og Azazael kunne klare det, så kunne hun også!

Endelig stoppede hendes mor op og sagde nogle ord til dem. Hun forstod det stadig ikke, men taknemmeligt stoppede hun op ved Avas side og fornemmede godt, at de var i sikkerhed nu og derfor kunne tillade sig at slappe af. Hun missede søvnigt med øjnene, inden hun betragtede Azazael, der nappede sig frem til sin mors yver. Hun strålede op som en sol og rejste de små ører i vejret, inden hun udstødte et lille, begejstret hvin. Mad! Hun trippede ivrigt om på den anden side af Ava og drak lystigt af mælken sammen med sin bror, mens den lille hale logrede livligt bag hende.

10

Ava var udmattet. Mere end hun havde været længe. Hun havde før givet liv til et føl, men aldrig to på samme tid, eller inden for så kort et tidsrum. Kroppen var træt og øm, og hovedet virkede tungt og sløvt. Men det havde været vigtigt at nå i nærheden af ildbjerget. Derhen, hvorfra hun kunne trække på skyggernes energi. Ørerne gled mod nakken idet de to føl begyndte at die, men gled langsomt fremad igen, men fortsatte lyttende rundt. Der skulle helst ikke komme nogen overraskelser.

En lille træt brummen gled fra Avas hals. En feminin tone, men præget af træthed, og det var endda på trods af skyggerne. Selvom hun havde håbet på at kunne nå hele vejen hjem til opholdsstedet, besluttede hun sig for det ville være bedre at vente til natten havde nået sin ende og solen endnu en gang hang på himlen. Til den tid ville det også være nemmere at se hvor de gik, hende selv, hendes datter og hendes søn ville have fået noget mere energi, og så kunne det være de kunne komme hurtigere afsted. Hun glædede sig til at vise de to små frem. Selvom kun den ene af dem lod til at bære skyggegenet, så hun potentiale i dem begge.

Ava ventede pænt på de blev færdige med at spise, før hun fandt det bedste sted de kunne slå sig ned. En smule skjult fra de åbne omgivelser og med varmen fra jorden. Bedre blev det ikke. Især fordi hun ikke selv ville kunne give de to små særlig meget varme.