I will bring you home | Silvara

Det tog ikke lang tid at indhente det unge hoppeføl. Nok var hun hans afkom, men hun var svag og skrøbelig og havde levet her i Teylar alt for længe. Han så hvordan panikken greb hende, han så hvordan hun blev usikker og lod sig påvirke af moderens advarende kalden. Sikke et lille ynkeligt pjok! Han mærkede en snigende tvivl i sit inde, og han hadede den. Men han kunne ikke skubbe den væk. Det varmuligt at hun ikke havde arvet sorteflammen. Det var muligt, at hun ikke havde det han skulle bruge. Han fnøs hårdt, både af sig selv og af irritation. Han havde ingen beviser nu, tiden måtte vise om den lille hoppe ville blive noget værd.
Med ubesværede trin galoperede han tæt op af hendes side og greb hende om nakken i et fast tag. Han smagte blod næsten med det samme, da hendes nakke blev ætset af hans giftige bid. Han tog sig dog ikke synderligt af det. Hun kunne klare det, hun skulle klare det. Ellers kunne han lige så godt smide hende i vulkanen når de ankom.

Han kastede et sidste blik hen på Silvara, der stadig kæmpede en brav kamp imod skyggerne, der nu klyngede til hende som lianer. En hånlig latter undslap ham da han lydløst kaldet på de mange og de få, på hans brødre og søstre. De slap øjeblikkeligt hoppen og krøb i stedet han til ham, idet han satte i galop stik modsat af Teylars grænse. Han skulle væk herfra, hurtigt. Selv hvis ingen havde hørt dem, så kunne Silvara godt hente hjælp inden alt for længe, og han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle stille op hvis han stod ansigt til ansigt med... Han tanker gik i stå et øjeblik. Mindet om Illana fik ham til at vakle, inden i. Med en beslutsom mine skubbede han hendes billede væk og koncentrerede sig som skyggernes hviskende stemmer inde i hans hule kranie.

Verden omkring hende blev tåget og sløret. Det var som om hun vendte på hovedet, eller også var det verden der drejede rundt omkring hende. Hun følte sig syg, brændende af feber. Smerten der før havde været koncentreret i hendes nakke, føltes nu som om den fyldte hele hendes krop. Den gjorde hende helt svag og hun følte sig bedøvet, både i krop og i tanker.

Hun huskede ikke meget fra første del af turen. Hun gled ind og ud af bevidsthed og så kun flygtige skygger omkring sig. Huskede hun forkert, eller talte de til hende? Hun syntes de havde hvisket i pibende stemmer, for så at le i dybe, ondskabsfulde toner. Men det kunne da ikke passe? Hun vågnede først rigtigt da de nåede til havet. Hun havde svømmet før, men det her var anderledes. Han lod hende ikke svømme selv, men holdt hende stadig i sit jerngreb. Det kolde, salte vand slog imod hende som en mur. Det var som om det var levende hænder der forsøgte at trække hende ned, drukne hende. Det var som om det dybgrønne, sortstænkede vand var imod hende. Det var det selvfølgelig ikke, men fra hendes position kunne hun ikke kæmpe imod bølgerne, ej heller føje dem. Hun var der bare, uden en stemme til at gøre fra eller til.

Da de endelig nåede land igen, var det mørkt. Mere mørkt end en almindelig nat. Her var kulsort. Jorden var grå, himlen var grå, luften var tung og stank af en lugt hun ikke kendte. Herfra begyndte et nyt liv.

1

De mange skygger klyngede sig til hende som lianer, og jo mere hun kæmpede imod, jo stærkere blev deres greb om hende. Til sidst strammede de så meget, at hun havde svært ved at få vejret. Det stoppede hende dog ikke fra at kæmpe. For moderinstinktet flød som adrenalin igennem hendes krop og gjorde hende lige så viljestærk som en okse - hun ville hellere dø end at opgive sin datter! Men hvor meget hun end kæmpede og slog fra sig, måtte hun med sorg erkende, at hun var overrumplet. Skyggerne bed og flåede i hendes krop og truede med at klemme alt luften ud af hendes lunger, så hun var nødt til at holde inde for at kunne få luft... Og da så hun ham komme løbende med hendes unge i munden. Hun spærrede øjnene op på vid gab og skreg advarende mod ham med den sidte luft fra sine rallende lunger. Han grinte dog bare hånligt af hende, inden han kaldte skyggerne til sig igen og forsvandt væk fra hende i fuld galop med hendes elskede Saskia i munden. Hun kastede sig frem efter ham på vaklende ben, men det svimlede for hendes øjne, og før hun vidste af det, gav benene op under hende, og hun faldt til jorden. Dér lå hun i mudderet og kunne ikke gøre andet end at se sit barn forsvinde for øjnene af hende, mens hendes krop gav op. Hun lagde hovedet mod jorden og græd ulykkeligt. Åh, måtte gud være barmbjertig og beskytte hendes barn...

[OUT. Tak for tråden ]