Break on through

Att: Volontaire

Mørket havde lagt sig på held. Et mørke, som ikke var velkendt. Et fremmed land. Et fremmed mørke. Det ukendte vakte ikke frygt i den mørk spraglede hoppe, men derimod en nysgerrighed. For dette land var anderledes - det var en ny start. Hun havde ikke selv flygtet fra det hun tidligere kaldte sit hjemland. Hun var bragt til dette nye land. Hun var langt fra bange, for hun havde aldrig følt sig hjemme nogen steder. Hun havde hvileløst vandret rundt i øst og vest. Intet havde nogensinde fået hende til at blive i længere tid af gangen, og hvis det endelig udviklede sig til, at hun fik en snert af hjemlig følelse, så trak hun sig.
Gwynn var i manges øjne en misforstået, hvileløs sjæl. Hun besad hverken onde hensigter, men heller ej stræb hun efter 'verdens fred'. Hun søgte det unikke, som langt fra var perfekt. Det, som var uigenkaldeligt. Det, som var spraglet. Anderledes. Til tider forsømt. Misforstået og som havde et utal af nuancer. Det var det, som de andre ikke kunne forstå. Hun prissatte ikke de almindelige normer. Men historierne som ikke blev fortalt. Alt det som lå bag facaden.

Hen over en dunkel eng bevægede hun sig med forsigtige skridt. Hendes påpasselighed havde hjulpet hende fra mange grusomme skæbner i hendes liv. Det var kløgtigt at være forsigtig fremfor frembrusende. Hvert et skridt blev taget med omhu. Hendes hals var sænket en smule, for at betragte landet og iagttage dets mange nuancer og udfoldelser. Stepperne var golde og ganske forladte på nuværende tidspunkt.
Med mulen mimrede hun opmærksomt, da en lyd af knækkende grene lød i tusmørket, efterfulgt af baskende vinger fra en større fugleart. De mørke øre spidsede straks i retning af de forskræmte, baskende vinger. Fuglen havde hørt Gwynns færden og havde taget flugt. Unødvendigt. For den mørke hoppe med den sølvbetonede manke havde ikke onde gerninger på sin samvittighed. Heller ej sine intentioner

Med hovedet hævet sagte gjorde hun holdt. For at lytte til de hvislende blade, som raslede mod hinanden. For at blive omsværmet af den kølige brise, som forsigtigt kærtegnede hendes flanker. Dette land var bestemt lig hendes førhenværende hjemland, men alligevel var det så langt fra. Hun behøvede ikke vide hvorfor hun var endt i dette land, for svaret hvilede ganske enkelt i det indre. Det var meningen. En ny start. En chance til.

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Den sorte hingst havde krydset havet endnu engang – og denne gang var han krydset over til øen Leventera. Mange af hans skyggebrødre og søstre holdte sig fra denne ø, fordi her netop emmede af Vogtere, som tilhørte flokken Teylar. Men den sorte Volontaire vandrede hvor han ville; hvornår han ville. Han ønskede ikke at være bundet, være fanget, til en og samme ø. For sådan var han ikke.. Hans isblå pupilløse øjne hvilede frem i nattens mørke. Kun lyset fra de skinnende stjerner og månen, gjorde at det var muligt at se ordentligt frem for sig.

Natten var kold, og vinteren blev ved at trænge tættere og tættere ind i Andromeda, angribe det med dets kolde hånd, hvor minusgraderne langsomt trak over landet om natten, i nætter som disse, hvor der var stjerneklart og uden et beskyttende skydække. Han svirpede med sin sorte hale, mens hans i stilhed fortsatte igennem det grønne græs, der svajede ind imod hans sorte ben, hvor skyggerne smygede sig op og ned af ham, dansede op af ham og kærtegnede hans sorte krop. De elskede ham, de levede af ham –ligesom han levede af dem.
Stilheden var det eneste der ramte i hans øre, lyden af.. ingenting. Og dog alligevel en masse. Men noget ind i hans sensitive øre, og gjorde opmærksom på, at der var andre ude og vandre i denne nat.. Fremmede sjæle, som nok ikke regnede med synet af en Skyggevandre, med de levende og dansende skygger, samt de isblå pupilløse øjne, der stak igennem den mørke nat, lyste nærmest op.

Hans store korpus bar han fremad med elegance og maskulinitet, mens ørene vippede lyttende rundt. Han lokaliserede den knækkede gren, fulgte dens kald – mens næseborene vibrerede, søgte efter denne fremmede sjæl. Og da han havde lokaliseret hende, fortsatte han ufortrødent frem i mørket, smygende mellem de træer der var omkring ham lige nu. Han sagde intet – men bevægede sig bare stødt afsted. Og dér kunne han så se en brunlig skikkelse, med lysere nuancer på kroppen. En hoppe. Der var alene..

,,Godaften”

Han fortsatte imod hende, uden at ligne en der havde tænkt sig at stoppe. Stemmen var hvislende, legende og lusket. Han stoppede op, med en nogenlunde acceptabel afstand til den fremmede og ensomme vandre foran ham.

,,Hvad laver du dog her.. Helt alene?”

Et smil spredte sig på hans mule, et lusket og lumsk smil, mens de isblå pupilløse øjne hvilede stift på hende, og lyset fra den isblå sprække i hans bringe, også lyste let op i mørket. En sprække der var fyldt med den isblå farve, hårdt som sten og glas, efter at hjertet var blevet flået ud, stjålet, taget tilbage og puttet ind i med skyggernes magi, og derefter healet med denne isblå farve.

Att.: Volontaire

Grebet af nattens mulm og mørke stod den mørk spraglede hoppe og vurderede nattens nuancer. Hun var endnu ikke skræmt bort, for på en eller anden måde fandt hun ro i omgivelserne. Der hvilede noget, som hun ikke kunne sætte ord på. Der var noget, som fangede hendes interesse. Hun havde blot været her i få timer, hvad der egentligt føltes som ganske få minutter. Stilheden hvilede som en tyk hinde indover det kølige, mørke område. Vindens susen var det eneste, som den mørke hoppe med den lyse, sølvbetonede man registrerede. 
Men hun var ikke alene i dette land. Langt fra. Det vidste hun allerede da hun betrådte den dunkle eng. Der fandtes andre individer med historier fulde. Men havde de historier, som kunne overraske hende? Inspirere og gøre gavn? Det agtede hun at finde ud af en dag, hvis de på noget tidspunkt kom så langt.

Ude i mørket lød der sig bevægelser. Nogle, som ikke var overraskende, men alligevel gav det et sæt i den mørke hoppe. Hendes øre vendte straks mod lyden af betrådt jord. Hove, som bevægede sig tættere på hendes atmosfære. Som nærmede sig hende gradvist. Med sin korpus vendt mod lyden iagttog hun hvordan en hest nu nærmede sig. Hendes vejrtrækning blev sagte. Hun foretrak ikke en mine alt i mens hun stod og ventede. Det var en hingst. Der var ingen tvivl. Skridtende var standhaftige. Beslutsomme. Hun blev ikke fri for selskab den første dag i dette land.
Da den mørke hingst kom nærmere kunne hun se, at han havde mærker. Blå plamager, som kravlede op fra brystkassen. De lyste op i nattens mulm. Hendes øjne fulgte de blålige farver nøjsomt. Hun havde aldrig set noget lignende før. Ukendt var det. Anderledes. Alt i mens han kom hende nærmere betragtede hun ham tavst, men med et vågent blik. Hun tillod bestemt ikke, at nogen nærmede sig for meget. Hendes øjne vågede over ham som en høg. 

Da lød en dyb, rungende stemme i mørket. En hilsen. Da han valgte at komme hende endnu mere nær måtte hun trække et skridt bagud for at holde en behørig afstand. For at markere hendes grænse. Trods hun ikke var sikker på om denne mørke, vandrende hingst havde tænkt sig at overholde dette. 

"Godaften, du mørke,"

Lød der fra hendes lyse og milde tone. En fin kontrast i forhold til hendes dunkle ydre. Den lyse pandelok lå karismatisk ned over det kønne, smalle hoved. Hendes øre var vendt mod let bagud, men de vippede uafhængigt af hinanden mod lyde og forekomster. Hendes åndedræt var lettere hektisk i forhold til før. Ikke grundet angst for hingsten, men for det ukendte. Hans blå plamager havde hun aldrig før set. 
Med sine blå glasøjne fulgte hun hans bevægelsesmønster og fremtoning. Hans spørgsmål gjorde hende opmærksom. Alene. Det var ganske sandt. Hun var alene. Hun kendte ingen eller intet. Men samtidigt følte hun sig ikke forladt. 

"Jeg er på nattevandring i dette nye land. Følg med mig på min vandring og du vil få flere svar,"

Hendes tone var hverken spækket af glæde eller angst. Den var gold. Alligevel sendte hun ham en invitation, for at anerkende at hans selskab ikke gjorde hende noget. Hvis han ikke valgte at følge hende, var det heller intet problem. Gwynn havde sig selv. Det havde hun altid. "... Men hold afstand. Jeg bryder mig ikke om nærvær," tilføjede hun beslutsomt som skulle det ikke til nogen diskussion, i det hun tog et skridt frem mod hingsten, for så at vandre ud i mørket. Om han fulgte hende eller ej, var op til ham. Hun havde sine regler. Sine betingelser, som han måtte overholde. .

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Der herskede ikke nogen tvivl om, at den fine hoppe, med de mange nuancer, fulgte Volontaire med blikket. Hun havde, som så mange andre i landet, sikkert ikke set en sådan skabning før; en skyggehingst, der bar de blå plamager på bringen, og de isblå øjne, samt de levende sorte skygger, der bevægede sig livligt på hans store og maskuline korpus. Så han forstod skam godt, at hoppen foran ham, fulgte hendes som en ørn med blikket. Andet ville nok nærmest være… ja, mærkværdigt.
Hun trådte et skridt bagud, søgte større afstand til ham, end det han havde givet hende. Og Volontaire var nu ellers ganske large med sin afstand, ville han selv mene; men tydeligvis ikke nok.

Et usynligt bryn blev løftet lidt, over at hun trådte det ene skridt tilbage. Forundret på en eller anden måde. Men han forblev stående, lod hende trække sig, uden at følge efter hende. Han så ingen grund til, at provokere denne brunlige hoppe, for hun irriterede ham ikke. Hun var ikke.. Flabet.. Eller dominerende. Hun var såmænd bare neutral. Hun hilste ham nu, og dermed lod han blikket hvile på hende, trods det nok ikke kunne ses, fordi øjnene var pupilløse. En lys og feminin stemme, der stod i stor kontrast til hans mørke og hvislende toner, der før havde brudt stilheden hos dem. Hun talte videre nu, og nævnte ordene ’nye land’. Hun måtte derfor være nyankommet til dette land, noget som han sjældent oplevede efterhånden – udover den hvide Jitterbug, der bestemt var havnet det forkerte sted – nemlig på Foehn. Tæt på ham. Og mødet var ikke endt just positivt for hende. En invitation landede i hans sensitive øre, inden hun tilføjede, at hun ønskede afstand – han skulle ikke nærme sig, for hun brød sig ikke om det. Nuvel – så måtte han jo se, om han kunne holde sig i skindet, den sorte skyggehingst.

Volontaire trådte afsted efter hende, som hunbegav sig afsted. Han holdt samme afstand til hende, som da de før havde stået stille. Forundret over hendes ord – og væremåde. For hun tog det nu ganske flot, at hun mødte denne sorte nattevandrer, med de levende skygger og isblå pupilløse øjne, samt blåsprængte bringe. Mon hun slet ikke undrede sig over, hvad han var for en skabning?

,,Nye land.. Javel”

Brummede han, med hvislende og eftertænksomme toner, mens skyggerne på ham smygede sig op og ned af hans vandrende ben, der bar ham fremad med stødte og maskuline skridt, inden blikket gled fra hende og fremad i mørket.

,,Blot ankommet, konkluderer jeg, nattevandre. Velkommen til et land, der gemmer mange hemmeligheder og væsner. Men det vil du lære, når tiden er inde”

Sagde han da, med maskuline og tunge toner. Hun ville lære det med tiden. Når tiden var rigtig, eller hun selv søgte svarene. Stilheden tog nu over – for han sagde ikke mere. Spurgte ikke mere. Men gik bare i stilhed.

[11]

Att.: Volontaire

Frygt var ikke en vant følelse hos den mørke hoppe, med den sølvfarvede man, som dansede hen over hendes spinkle hals. Hendes blå øjne var i stor kontrast til hendes mørk indrammet spidse, hoved. Hun havde da oplevet at være ængstelig, men det var som helt ung. Tiden havde sat sine spor i hende. Hun var ikke blevet kold og ligeglad med dem omkring hende, men hendes formåen at gribe situationer an, var anderledes. Afvigende fra de andre. Hun kunne ikke sættes i en lille boks og kategorieres som det ene eller andet. Hun var det i midten og alt andet.
Den dunkle hingst med de særprægede blålige plamager ved brystkassen afholdt hendes ønskede afstand. Noget, som han fik plus point i hendes bog for. Hvis man skulle behage en som Gwynn var det så simpelt at respektere hendes grænser uden spørgsmål eller tøven. Hun ønskede ikke at åbne op om hendes adfærd og hvorfor den var som den var. Det var et af livets hemmeligheder. Hendes hemmelighed.

Han fulgte med hende i hendes nattevandring i mørket uden at stille spørgsmålstegn eller blive fornærmet. Mange ville opfange det som en nederdrægtighed at gå fra et selskab, men denne hoppe havde gøremål. Så måtte de som ønskede at følge med troppe op. "Kan du lide hemmeligheder?" lød det afmålt fra hende, mens hun fortsatte sin vandring med den mørke hingst. Hun dømte ikke.
De fleste ville - uden at indrømme det - altid være betaget af andres hemmeligheder. Gwynn derimod havde en form for respekt for dette emne. Mest fordi hun selv holdt sine tæt ind til sig, så hun ville ikke granske andres. "Du spurgte mig om hvad jeg gør her, alene..." startede hun og gjorde tegn til at hun ikke var færdig med at tale. Hun drejede det kønne, smalle hoved mod den mørke hingst med de pupilløse øjne. Hun fandt hans udseende betagende, men hun betragtede ham endnu afmålt og med en vis distance. 

"Mørket betager mig. Det opsluger al det lyse, det er vidst, men det vækker en ny verden til livs."

Dette kunne hurtigt forståes som en dyster snak, men det var bestemt ikke ment sådan. For Gwynn havde både mørke og lyse sider af sig selv, og kunne derfor spejle sig i mørket og lysets frembrud. Hun havde ikke nogen side. Hun var måske det man kaldte neutral i manges øjne. "Og dette nyder jeg mest i eget selskab, da det ikke er alle som deler min begejstring eller værdsætter dette," afsluttede hun, for at svare på hans spørgsmål om hvad hun dog gjorde sig her alene. Som var det en trussel at være en ensom vandre. Hun anså det ikke som værende faretruende, fordi hun endnu ikke kendte til landets og dets hemmelige farer som lurede.
Derudover havde hun ikke den fjerneste idé om, at denne hingst stammede fra en flok, hvis ondskab spredte sig som tornebuske. Men hvem var hun at dømme?

Hendes bevægelse var ubesværet hen over jorden. Hendes blå øjne søgte atter hans. Hun var ikke ræd for øjenkontakt. Det var ikke at være nær. Til gengæld brød hun sig ikke om tilnærmelser i den fysiske form. Hun følte dette anmassende. De ville komme for tæt på. Og dette tillod hun ikke. "Dine farver er betagende," kommenterede hun ærligt uden tøven. Uden frygt eller fordømmelse. Derimod fattede hun fuldkommen mod og var helt rolig i sin talen.
Afstanden mellem de to var passende for Gwynn. Han ville stadig kunne træde tættere på hende uden at hun ville føle ubehag. Hun var ikke for nærvær, fordi hun ville mærke sit skind brænde under hende. Smerte og svigt. 

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Den sorte hingst vandrede afsted, med den ønskede afstand til den brun nuancerede hoppe. Han havde ingen grund til at gå tættere på hende. Ingen grund til, at bryde deres afstand eller hendes grænser. Ikke lige nu i hvert fald. Han slog med sin sorte hale, mens de fortsatte deres stilfærdige vandren. Men hun brød dog stilheden, med et spørgsmål til den hjerteløse hingst; om han holdte af hemmeligheder... Spørgsmålet fik ham til at brumme en anelse eftertænksomt, inden hans pupilløse øjne ramte imod hendes livlige øjne.

,,Holder af, er et stærkt ord. Jeg tror ikke jeg holder af dem. Oftest er hemmeligheder noget, som skal forblive hemmeligt, forblive gemt. Jeg holder ikke af mine egne hemmeligheder - men jeg holder dem skjult. De er mine; og ingen andres. For delte jeg dem med andre - da ville det jo ikke være en hemmelighed mere, vel?”

Han talte med den mørke og hvislende tone, men den var alligevel ganske rolig og neutral. Han belærte hende ikke, han svarede såmænd bare på spørgsmålet, med sin egen holdning. Hun talte nu videre. Gentog de ord han før havde sagt, mens hendes blik hvilede på hans pupilløse øjne. Hun forklarede nu, om ar mørket behagede hende. Hun betragtede ham imens, inden hun afsluttede med sætningen om, af hun betagede det bedst alene, fordi de færreste delte samme mening om mørket. Men lige der, var hun nok havnet i et ganske... fortrinligt selskab.

,,Mørket skræmmer mange, du brune nattevandre. Men det er ikke hvad der sker hos mig. Jeg lever oftest i mørket. Lader min sorte pels falde i et med området omkring mig, lader mine skygger gemme sig. Mange ting vågner op i natten, dyr, som vi i lysets nærvær ikke ser. Men det ved mange ikke, fordi de frygter mørket. Frygter os. Frygter mig.”

Hans toner var dybe og mørke. Men de var ikke advarende eller hidsige. De fortsatte afsted.. Inden hun ærligt sagde, at hans farver var betagende.

,,Det skræmmer dig ikke, at jeg lyser blåt ved bringe og øjne, og at levende skygger bevæger sig smygende og kærtegnende på mine ben, på min krop?”

Hans blik stirrede nu intenst på hende, forsøgte at se hendes reaktion, aflure hende. Frygtede hun ham slet ikke?
De sorte øre vippede lyttende rundt, inden han knejste nakken dybt op, og lod de maskuline ben føre ham videre afsted med hende, med en rank holdning i det store korpus.

Att.: Volontaire

Det var sjældent at Gwynn havde følgesskab i mørket med nogen, som holdte af det som hun gjorde. Som kunne se mørket med hende øjne og ikke kun se frygt og anger. Langt de fleste var et eller andet sted bange for, at mørket skulle opsluge dem - fortærer dem og lokke deres sind til det dystre. Men hvorfor frygte mørkets overtagen? Det hele lå i underbevidstheden. Nogen, eller noget havde udnævnt mørket til at være ondskab. Være noget, som man skulle frygt. Dette ærgrerede den spraglede hoppe, for i sandhed var mørket vidunderligt.
Han svarede på hendes spørgsmål om hans tilgang til hemmeligheder, om det var noget han brød sig om. Hun var ikke at dømme, om svaret var fyldestgørende, korrekt eller forkert. Så længe han blot talte fra sit hjerte, så kunne hun ikke forlange mere. "Så sandt som det er sagt, du mørke," kommenterede hun vedkendende, mens hun gjorde et let nik i nakken, for at understrege at hun var komplet enig.

Hun gik stadig side om side med den dunkle hingst, hvis blå aftegn flere gange havde fanget hendes opmærksomhed. Hun havde altid været betaget af afstikkerne. Af de som ikke var neutrale. Som havde noget afvigende i deres personlighed, udseende, adfærd... Noget, som ikke var indenfor det normale. Hun havde talt om mørket. At det var et betagende samtale emne for hende, for det var det i sandhed.
Alt i mens han svarede tilbage på hendes beundring af mørket hørte hun ordet. Frygt. Et ord, som mange skævlede over. Som gav usikkerhed. Vemodighed. Han var i sandhed en mørke vandrer. Han levede for mørket. Betaget af mørket, men det begyndte at gå op for Gwynn at hans betagelse var en helt anden bold gade. Men hvorfor? Spørgsmål hobede sig op. Hendes nysgerrighed var vakt. Et mysterie, som hun ønskede en form for forløsning på. For hvem elskede mørket?

"Ønsker du at blive frygtet?"

Hendes spørgsmål kom uden tøven. Uden forsigtighed, men dog i den reneste, fineste format. Hendes øre blev atter spidset mod hingsten, som hun indgående lod blikket hvile mod. Jo vist, var hans udseende afvigende. Anderledes. For nogen garanteret skræmmende. Men ønskede han også at blive set sådan? Ønskede han vitterligt at blive frygtet? At være et omvandrende mareridt for de som mødte ham på sin vej? Ønskede han at mørket skulle være til for at frygtes?
Hun sænkede tempoet en anelse. Så hun bedre kunne vurdere ham i mørket. For bedre at kunne danne sig et indtryk af ham. Oftes når hun mødte nogen, så var det for at glemme dem kort tid efter. Fordi de intet tilførte hende. Ingen viden. Ingen passion. Ingen mysterier.


Hendes spørgsmål hang i luften, men hun havde mere på hjertet. Dog lod hun ham spørge igen. Han spurgte til om hun ikke blev skræmt af hans blålige farver. Hans øjne og hans bringe. De skygger som kærtegnede hans standhaftige ben. Hun betragtede atter han skikkelse, men med et køligt, afmålt blik. Gwynn var på ingen måde følelseskold eller ligeglad med nogen andre omkring hende, men hun ønskede ikke danne tætte relationer til de som hun måske aldrig ville blive andet end blot en fremmede for og omvendt. 
"Bliver du skræmt af mine blå øjne, som står i kontrast til mit mørke hoved?" Lod det med en formildnet tone. Mere engleagtigt. Mere from. Men blikket var stadig afvigende. Som kunne hun ikke nåes. Hendes facade. Hun fandt ham ikke skræmmende i adfærd. Ikke for nu. Han havde overholdt hendes grænse. Respekteret den. Derfor så hun ingen grund til at være skræmt. "Det handler nok mest om hvordan jeg ser på dig. Du har overholdt min grænse. Derfor frygter jeg ikke dig... eller dine skygger og blålige plamager," lød ærligt fra hende. 

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Mange af de sjæle, som den sorte hingst havde mødt, havde bestemt ikke brudt sig om mørket. De foretrak lyset og dagen, frem for mørket og natten. Men selv dengang han ikke var en skyggehingst, havde han foretrukket nattens hemmeligheder, frem for lysets. Han vidste egentlig ikke helt specifikt hvorfor, men måske havde det altid bare været sådan, at han havde det bedst med at vandre nogenlunde uforstyrret, og uden at for mange lagde mærke til ham. Og det gjorde han altså bedst i mørket, frem for om dagen. Han havde engang været en broget hingst, der ejede hvide og sorte brogede aften; og et mere imødekommende udseende – men det var mange år siden nu. For han havde viet sit liv til Skyggerne og deres broderskab; og derfor så han nu ud som han gjorde. Den brune vandre ved hans side, nikkede vedkendende og udtalte sine ord – hun var vidst forholdsvis enig med den maskuline sorte vandre. Stilheden varede ikke længe, for hun spurgte nu om noget nyt.

Spørgsmålet var konkret og uden omsvøb. Hun fremsagde det uden tøven, og uden forsigtighed. Hun frygtede bestemt ikke hans selskab, siden spørgsmål som disse kom frem helt ufortrødent. Og samtidig kunne det også være fordi, at hun var helt ny i Andromedas verden, og derfor ikke kendte til hans sande sjæl og vandren. Men det gjorde ingen. Volontaire slog med den sorte hale bag sig, inden han stirrede frem i det landskab de gik i. Han lod stilheden hænge over dem i en periode, inden de mørke toner brød frem.

,,Nej. Jeg har ikke et ønske om at blive frygtet. For de der frygter mig, er oftest helt selv uden om det. Jeg vandre ikke med natten, for at skabe frygt og død som en bevidst handling – men jeg skaber det alligevel. En frygt der hænger hos de selskaber, der kender mig som en Skyggehingst. En frygt, jeg ikke kan tage fra dem; for jeg forstår den. Vi forstår den. Vi har kæmpet, vi har dræbt. Vi er frygtede. Men det er ikke mit ønske, du mørke nattevandrer”

Han talte med en mørk og dog rolig tone. Måske var det en gang volapyk for hende, men for ham gav det mening. Han ønskede ikke at andre frygtede ham – men det gjorde de og han forstod det godt. Hun betragtede ham som de gik der, inden hun lod spørgsmålet falde tilbage til den sorte hjerteløse vandre. Og nej, han blev skam ikke skræmt af hendes blå øjne, hvis kontrast var dyb i forhold til hendes ansigts farve. Han kunne ikke lade være med kort at brumme fornøjet, nærmest kluklo han; men det var helt kort og mørkt. Han forstod jo godt, at hun ikke frygtede ham; for hun havde ikke givet ham en grund til det. Han havde respekteret hendes grænse.

,,Jeg frygter meget få ting, nattevandrer. At du har blå øjne, har for mig ingen betydning. Men at mine er blå, og lyser, er et tegn på hvad jeg er. Og jeg er ikke godt selskab, for alle og enhver.”

Han sagde ikke ’hvem’ jeg er, men hvad jeg er. For han var en skyggehingst, men det var ikke 100% hvem den sorte hingst var. Det vidste kun han; og han alene.

Att.: Volontaire

Ind i mellem havde den spraglede hoppe det med at være en kende for gennemborende. Hun var ikke bange for, at spørge om noget, hvis hun ikke selv mente det overtrådte nogens grænser. Hun var selvfølgelig lært op i høflighedens normer, men holdte sig sjældent til den komplette løsning. De skygger som omsluttede den mørke nattevandrer gjorde hende mere og mere nysgerrig. For hun kendte intet til dette land. Til denne verden. For selvfølgelig lå de former for aftegn så langt fra hendes verden. Gwynn lyttede mens den mørke hingst endnu engang gjorde tegn på at han ville lade talestrømmen bryde stilheden, som ind i mellem huserede mellem dem. Ikke at stilheden gjorde hende noget som helst. For hun nød at kunne nyde stilheden.
Da han fortalte, at han ikke ønskede at blive frygtet lod hun endnu engang blikket glide over hans korpus, som skyggerne kærtegnede rundt om. De er frygtede. "Du taler om skyggerne. Har du selv valgt at blive en del af dem?" Hendes viden i forhold til hans skygger, som omsværmede ham var ikke eksisterende. Men hun var alligevel nysgerrig og dette hørte til sjældenhederne, fordi hun var skeptisk. 

"Du skræmmer mig ikke, Skyggehingst, som de kalder dig." 

Dette var ingen hån, men den pureste sandhed. Havde han overtrådt hende grænser, så havde hendes frygt for ham muligvis vokset sig større. Men så længe, at han ingen trussel udviste anså hun ham ikke som faretruende. Men som Gwynn vidste, så havde alle sine dunkle, mørke sider. Derfor stolede hun ikke på nogens hensigter. Noget, som hun havde lært helt fra barns ben af. "Denne verden... Er der flere med dansende skygger?" Hun var nødt til at vide hvilken slags verden som hun befandt sig i. Hun vidste fra første færd, at dette land var langt fra normalt. Der gemte sig noget.
Hendes øjne fulgte ham. Det kølige blik var endnu ikke skiftet ud med noget mere formildnet, men derimod var hendes toneleje væsentligt mindre afstumpet. Som mange andre, så besad den spraglede hoppe en bunke facader, som gjorde at ingen kunne ramme hende. Så de ikke kunne opdage hendes dystre, dybe hemmelighed. 

Ved hans ord gjorde hun holdt. Med de spinkle ben bremsede hun tempoet, mens hun tavst kiggede på ham. Hendes blå øjne fangede hans pupilløse, som ingen tegn på varme heller udviste. Det blålige lys legede som flammer om hans bringe, men der var ingen varme eller omgængelighed. "Vil du gøre nogen ondt?" Lød det tyst fra hende. En mindre selvsikker stemme, som brød frem i mørket. Var disse skygger nogen der smittede? Nogen, som lokkede en i fordærv? 
Hendes vejrtrækning blev mere hektisk. Ikke af frygt, men af anspændthed. Hun var altid parat til at fratræde sin position, hvis nogen skulle komme for tæt på. Hun stolede ikke på nogen. Hun kunne kun stole på sine egne hensigter og intentioner. 
 

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Volontaire kunne ikke vide, hvordan den fremmede hoppe ville reagere på han tidligere ord, ord som indebar Skygger og det at være en frygtet skikkelse. Men hans fornemmelse fortalte ham dog, at denne fremmede hoppe ville tage det med ganske stiv arm, og ikke reagerer synderligt på det – for sådan som hun havde taget imod hans fremmede og mærkelige skikkelse, virkede det til, at der skulle en del til at vippe hende ud af kurs eller af pinden. Noget, som hans sjældent oplevede med de hopper der var her i landet. Men dog kendte han nogle stykker. Hun lyttede, det var ganske tydeligt. Og hun spurgte tilbage til den sorte, om han selv havde valgt det, valgt skyggerne.

,,Sommetider sker der ting i livet, der tvinger en til at tage nogle drastiske valg, og gå af en anden sti. Den sti jeg før fulgte, blev blokeret – og jeg var derfor nødsaget til at følge en anden sti”

Han svarede ikke direkte på, om han selv havde valgt disse skygger. Det havde han jo på sin vis – men han var samtidig også blevet skubbet i netop denne retning. En retning, som mange andre måske ikke kunne forstå, men som for ham havde været det eneste rigtige at gøre, i den givne situation. Han drejede blikket hen til hende, da hun sagde, at han ikke skræmte hende. Kort og lettere eftertænksom kneb han øjnene lidt i, stadig med blikket på hende. Han skræmte hende vitterligt ikke – men hvad gjorde så? Skyggerne på hans krop smygede sig fortsat op af ham, bevægede sig på hans ben og op og ned af ham. Men han bemærkede det knapt nok mere – han var vant til det.

,,Jamen så er alt jo ganske godt, nattevandrer. Det er som regel nemmere at være i et selskab, man ikke er skræmt af, mmh?”

Hans øjne åbnede sig igen helt, mens han betragtede hende. Hans stemme var ru og tør, men meget maskulin og neutral. Han var ikke vred på hende – det var der ingen grund til. Hun var nysgerrig, javist, men så længe han fortsat gad at svare hende, var det endnu ikke et problem, for hende.

,,Vi er flere skygger, ja. Vi er et fællesskab. Et broderskab.”

Han talte med dybe toner, og nikkede en smule eftertænksomt. For hvor meget skulle han mon røbe for denne fremmede hoppe. Hun sagtnede farten mere og mere, for til sidst at stoppe. Hans korpus stoppede også op, stadig i samme afstand til hende, som hun før havde ønsket og bedt om. Han lyttede til hende. Hun var måske en smule usikker nu, mere end hun før havde været. En knapt så selvsikker stemme kom fra hende, da de sidste ord blev sagt; for ønskede den sorte Volontaire mon at gøre nogen ondt? Længe var stilheden over dem.. Meget længe, mens han stod der og funderede over hendes ord.

,,Jeg ønsker, at gøre nogen ondt, ja. Men jeg ønsker at gøre de rigtige ondt, må du forstå. Jeg skader ikke uhæmmet, eller uden mening. Men jeg kæmper, og jeg skader for det, jeg tror er rigtigt at kæmpe for”

Svarede han hende, og brummede i dybe og mørke toner, mens han betragtede hende indgående. Han talte sandt – for han ønskede at skade, men kun de rigtige. Dem han mente, skulle ned med nakken. Han kæmpede ikke bare unødigt eller for at spille med musklerne.

,,Mit navn er Volontaire.. Og jeg foretrækker at blive kaldt det, frem for Skygge eller Skyggehingst”

Sagde han så, og nikkede dybt ned i nakken, mens ørene kort lyttede omkring ham. Opmærksomt. Men de var stadig alene i natten. Heldigvis. For dem begge.

Att.: Volontaire

Frygt var ikke noget som lå i denne spraglede hoppe. Ikke uden grund. Hvilket kom bag på mange og endnu flere, hvis de kendte til hendes historie. Måske fordi hun bar på en opvækst, som ellers burde have været forbundet med frygt og afmagt. Hun havde været alene og forladt. Overladt til tilfældighederne, som havde gjort hende svær at nå. Som gjorde hende utilregnelig i somme tilfælde. Hendes vejrtrækning var mere hektisk, men stadig kontrollerbar. Hun slap endnu ikke ham ude af syne, eftersom hendes skeptisk i forhold til afstand endnu ikke var manet til jorden. Han overholdt den, ja. Men hvor længe?
Men hingsten omfavnet af skyggerne var ikke bleg for, at svare på hendes mange spørgsmål. Hun var ikke bleg for at spørge. Det gjorde hende til en nem samtale partner, men det var ikke altid at hun følte for, at tale. Hun nød stilheden. Mørket og dets mange mysterier og historier. Dets mange detaljer og ufinheder, som gjorde det perfekt. Han forklarede hende om at drastiske beslutninger. At han havde været nødsaget til at vælge en anden sti. Men intet omkring ondskab blev nævnt. Hun nikkede til hans snakken. Anerkendende. Jo, hun var bevidst om, at sommetider kunne man støde på situationer, som gjorde at man måtte vælge en anden vej at følge. Hun valgte ikke at spørge mere ind til dette. Mest af alt fordi hun ikke selv ville uddybe nærmere, hvis hun havde stået i hans sted. Svaret var tilfredsstillende. Fyldestgørende. Interessant.

Da han også havde drejet blikket mod hende var hun endnu ikke bange eller skræmt. Hans udseende skræmte hende bestemt ikke. Det fascinerede hende på en eller anden måde, fordi der ikke var nogen rød tråd. Det var ikke normalt. "Inderst inde tror jeg ikke, at du ønsker at skræmme andre," bemærkede hun uden at vide sandheden. Men det var hendes observation. Havde han ville skræmme hende, havde han grebet an anderledes. "... men jo, bestemt." anerkendte hun til hans kommentar på, at det var lettere at være i selskab med nogen, som ikke var skræmt. 
Gwynn kunne sagtens blive skræmt, men det var en anden dimension. Nærhed skræmte hende. Mest af alt fordi hun var ikke andet end oplært i hvor skræmmende det kunne være. Hvor meget det kunne ødelægge sjælen. Hvor ondt det ville gøre, og hun havde følt det på egen krop. Den brændende, forbistret følelse af pels lag som blev berørt.

Et broderskab, fortalte han at skyggerne var. Hun forstod endnu ikke betydningen, men han var ikke den eneste 'skyggehest'. Han kunne godt se på hende, at hendes ellers selvsikre adfærd krakelerede da hun spurgte om han ønskede at gøre andre ondt. Mest fordi det ville betyde, at hun skulle holde endnu mere vågent øje med ham end hun gjorde nu. Han ønskede at gøre nogen ondt. Ingen navne blev nævnt. Hendes smalle hoved gled på sned, mens hun iagttog den mørke hingsts bevægelser og adfærdsmønster. Hun opfangede alle de mindste signaler. "Så du kæmper for en sag?" lød det spørgende fra hende og det kølige blik og selvsikre overvandt igen. Hendes blå øjne fangede hans. Hun stod stille. Lige som han. Han fulgte hendes bevægelser og havde også troppet op i takt med hende. 

Volontaire. Han præsenterede sit navn, og fra hende lød en kort brummen inden hun vippede ørene let bagud ved lyden af baskende vinger. Herefter vippede hun det ene øre frem mod den mørke hingst. Hun havde aldrig været tilhænger af at udlevere sit navn. Ikke af uhøflighed, men fordi hun vidste det betød at man byggede relationer, som ville kunne huskes. "Volontaire," en næsten hvislende lyd kom fra hendes lyse, milde, men alligevel så kølige stemme.
"Gwynn, er mit navn." præsenterede hun uden ydeligere introduktion. Det behøvede ikke, følte hun. 
Hendes øjne fulgte fortsat Volontaire, som opmærksomt stod foran hende. "Datter af Nattens sorte datter," afsluttede hun.

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Det var ganske interessant at være i denne hoppes selskab. Og det var egentlig meget sjældent, af den sorte Volontaire brød sig særlig meget om de selskaber han var. Men hoppen her var ikke som alle andre hopper. Hun var ikke skabet og tøset, og udover det var hun heller ikke dominerende eller provokerende. Hun var ligepå med sine ord og spørgsmål, og hun var standhaftig for sig selv, noget som den sorte hingst egentlig meget godt kunne lide.

Månen bragte sit skær over de to sjæle, som nu altså stod stille, mens ordene gled fra den ene til den anden. Volontaire søgte ofte grænser hos andre; men søgte de dem hos ham, skulle han bestemt nok få dem til at stoppe med det, prompte! Dog søgte han ikke hoppens grænser, i hvert fald ikke for nu. Hun snakkede... konkluderede.. Trods hun jo ikke kunne vide det.

Volontaires øre vippede kort bagud, hvor de lidt skråt lagde sig til rette. En smule utilfreds, og samtidig eftertænksomt. Han vidste ikke, om han ville svare. Men det valgte den hjerteløse dog alligevel at gøre, mens ørene forblev lidt bagud, og næseborene vibrerede.

,,Jeg skræmmer dem, jeg ønsker at skræmme. Men oftest bliver de, som jeg nu egentlig ikke havde intentioner om at skræmme, alligevel skræmt.”

Brummede han dybt og tungt, inden ørene vippede fremad igen, dog med det ene lyttende omkring dem. Sandheden var jo nok, at næsten alle blev skræmt over ham - også selvom det ikke var intentionen fra hans side. Ligesom hun betragtede ham, åd han også hende med øjnene. Han opfangede alle hendes små signaler, mens han lyttede. Kort nikkede han af hendes ord - for ja, han kæmpede for en sag.

,,En sag... ja..”

Brummede han ned dybe og eftertænksomt; men ingen kendte til denne... sag. Kun han.
En præsentation gled fra hende nu, og navnet ramte i hans sensitive øre Gwynn.
En datter af nattens sorte hoppes datter. Noget sagde den sorte Volontaire, at denne Gwynn bar på en del hemmeligheder, præcis som han selv.

,,En slægt af natten... Mon blodet i dine åre byder dig at holde af natten?”

Han holdt blikket hos hende. Opmærksom. Nattens sorte hoppe. Mon hun var en hoppe, af mere end hvad øjet kunne se?

[16]

Att.: Volontaire

Hvis denne hingst dog blot vidste hvilket blod der flød i denne hoppes åre, så ville det være endnu mindre forståeligt at hun var som hun var og dog alligevel. For der var ligheder. Der var noget, som der kunne sammenlignes med. Hun havde adspurgt meget om denne mørke hingst, omfavnet af skygger og blålige lys, som omdannede områder på hans korpus. Gwynn var på mange punkter lidt af en afstikker. Hun var ukompliceret på en ganske kompliceret måde. Forvirret? Ja, det kunne man ganske enkelt overbevises om. Hun havde hverken nykker, dramaer eller brug for megen opmærksomhed. Hun nød godt af sig selv, men fangede man først en snert af interesse fra hende, så var selskabet allerede det bedre. 
Til tider... så kunne hendes interesse var dalende. Være overfladisk. Mest af alt fordi hun var betaget af mange af de ting, som ikke var inde for normerne. Som de fleste ville undres over. Så som mørket, som for de fleste var skræmmende. Men ondskab var ikke noget der var betagende som sådan. Det var mere psykologien bag. Hvorfor nogen blev opslugt af ondskabens rødder. Blev fortæret. Fik hævntørst og forblændet af dystre og negative energier. Noget, som mange desværre blev lokket i retningen af. Især dem som havde det aller sværest, fordi de bedre kunne lukke alle de mangfoldige lidelser de bare rundt på. For at være en del af et fællesskab af andre, som havde lidt. 

"Jeg tror ikke på decideret ondskab. Vi har alle sider af os selv, som selv de vi har kærest, vil blive skræmt af."

Hun uddybede ikke længere. Hun troede ikke på, at ondskab var det eneste nogen besad. Omvendt vidste hun også selv de pureste, reneste intentioner kunne blive overskygget. Sådan foregik det. Alle kunne lokkes i fordærv. Blive fristet til onde gerninger, hvis de mødt med megen modstand. Havde mistet nogen eller noget. Følte sig forsmået. Mest af alt... Et knust hjerte. Men dette kunne også få nogen til at genfinde den rette sti. Alt handlede om tilfældigheder. Selv var Gwynn ikke renheden selv. Hun havde en plettet fortid, men aldrig været til skade for nogen.
Hans brummen i mørket lod og hun vippede med ørene, for at opfange om han sagde mere. Han kommenterede på at det var en sag. Hans møde hvorpå han svarede ville hun ikke yderligere kommentere på. Hun kunne mærke at emnet ikke var til at debateres meget yderligere og fordi han respekterede hendes grænser, så gengældte hun det samme.

En svag, tyst og mild brummen lød fra den mørk mule, hvorpå der var tilført et fint hvidt pels lag over mulen. Datter af Nattens sorte datter, det var længe siden at hun sidst havde sagt dette. Ikke fordi det var en hemmelighed, men fordi det var for hende et svagt emne. Grunden til at hun havde været ensom og forladt. Overladt til tilfældighederne. "Min slægt har altid været forvist til mørket. Især min moder. Sort, som ravnen selv." lød det fra hende, da han spurgte indtil om det var derfor hun holdt af natten - fordi hun var født til at nyde det. Jo vist, dette kunne man godt sige.
"Hun var vansiret... Dømt til ensomhed og rædsel. Mærket med øjne, som skræmte alle på hendes vej," tilføjede hun mens hun vippede ørene let tilbage. Hendes opvækst uden nogen kærlighed... dette havde bestemt ikke været smertefrit. Få timer efter hendes ankomst til verdenen var Gwynn blevet revet fra sin moder. Hun huskede det nu kun som små brudstykker af et minde. 

Med sine krystalklare og blå øjne lod hun blikket endnu engang fange de pupilløse øjne. "Jeg lod mig fortælle, at vi var dømt til mørket," Hun følte sig ikke nødsaget til at forklare sig mere, fordi at han havde fortalt hende så meget. Det var ikke grunden til hun fortsatte sin talestrøm. Måske fordi hun ønskede at vise ham, at hun også havde sine dunkle sider. Svagheder. At hun kun var en levende skabning. Ingen helgen. Ingen frelser. 
Fra hendes næsebor kunne disen tydes. Som indrammede hendes mørke hoved, som dog blev lyst op af hendes hvide aftegn. Lyset gjorde bestemt heller ikke Gwynn noget, men hun følte at mørket var blevet forsømt. Gjort til et monster, som det bestemt ikke var. Lige som hendes egen slægt. Noget, som hun havde en chance her for at kunne ændre på. 

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Oftest befandt Volontaire sig ikke særlig længe i det same selskab. Som regel fordi hans ganske enkelt ikke brød sig om særlig mange. Men der var dog nogle få, som den sorte hingst var i selskab med, i længere tid af gangen. Og denne kategori, faldt denne mørke hoppe ind under. Denne Gwynn. Han kunne til hver en tid vende omkring og forlade hendes selskab – men det havde han ingen intentioner om lige nu. Hun havde vækket hans interesse, hans nysgerrighed. For hun var ikke, som så mange andre hysteriske hopper i landet. Hun var noget specielt. Hans sorte øre vippede kort, mens han betragtede hende. Indgående. Som forsøgte han nærmest at hive informationer ud af hende; selvom det jo selvfølgelig ikke var en mulighed. Hun talte, brød stilheden, og han lyttede. Han tænkte ikke længe over hendes ord, men svarede tilbage uden tøven.

,,Ondskab er en definition. Der findes onde sjæle – men de er kun onde, fordi nogle andre anser dem for det. Egentlig handler det jo bare om, at man hver især kæmper for en sag; som kan være forskellig. Dermed kan man anses for at være ond. At være en del af ondskaben. Så jeg giver dig ret – ondskab eksistere ikke. Det er en definition.”

Han brummede med mørke toner, og kiggede nu henover hende. Han søgte at afsøge området omkring dem, sikre sig, at de var alene. Han beskyttede sjældent andre; men i dette tilfælde, var der dog et eller andet i hans mørke indre, der fik ham til at holde øje omkring dem. For skulle de blive overrasket, havde han intentioner om at træde først, og skubbe hende væk. Han ville dermed beskytte hende; uden nogen egentlig grund. Udover at han brød sig om hendes selskab, og det skulle ingen andre ødelægge for ham. En svag og lys brummen kom fra hende, og dette fik Volontaire til at dreje blikket til hende igen, tidsnok til at hun igen talte. Hendes slægt var forvist til natten. Især hendes moder. En moder der var vansiret, dømt til ensomhed, og med øjne der skræmte alle. Hans hoved rejste sig lidt ved hendes ord, mens hans indgående betragtede hende. Kunne det være sandheden? Var hun.. Nej.. Det kunne vel næsten ikke passe? Og dog ville det alligevel forklare, hvorfor han brød sig om hende selskab; for han brød sig også om den rødøjedes selskab dengang.
Hendes ord stoppede helt nu. Han betragtede hende, med de pupilløse øjne, inden han brummede eftertænksomt, inden et langt og tungt prust forlod hans sorte mule, således at disen steg op sammen med den dis, der forlod hendes vibrerende næsebor. Han stod i stilhed noget tid, inden han brummede i mørkere og dybere toner, for derefter at lade sin hæse og mørke stemme lyde, til hendes øre.

,,Din moder.. Er D’zard. En nattens hoppe, med øjne så røde som blodet selv. Ikke sandt? Din moder kendte jeg. Og hun var ikke forvist til mørket, ikke i mit sind. Da jeg kendte hende, bar jeg min krop med brogede farver, i mørkegrå og hvid. Vi vandrede sammen til tider. En prægtig hoppe – der dog ikke forstod, hvad hun faktisk kunne betyde for de selskaber, hun var i.”

Talen stoppede, og hans blik landede direkte i hendes. Hvad ville hun mon sige nu? Volontaire kendte moderen. Han havde brudt sig godt om hende. Ganske godt faktisk. Han huskede hende tydeligt. Huskede hvordan hun forsøgte at gemme sig. Hvor skræmt hun ofte var, og alligevel var kølig og afvisende. Men de havde haft gode samtaler og gode vandreture.. Han huskede hende....D’zard.

[17]

Att.: Volontaire

Mødet med denne mørke hingst, som var omslynget af skygger,mærket med blå, lysende pupilløse øjne og en brystkasse hvor de blå plamager kravlede fra, havde taget en helt anden drejning end hvad hun først havde ventet. Gwynn var altid skeptisk. Altid på vagt. Mest, fordi hun var vant til mange overskred hendes grænser med nærkontakt. Enten fordi de selv ikke havde noget i mod at stå nær andre eller fordi de søgte at overskride hendes grænser for fornøjelsen skyld. Dette havde hingsten, Volontaire, ikke forsøgt sig på. Han havde respekteret dem. Og noget sagde den spraglede hoppe, at han heller ikke selv behøvede at hun kom ham nær. Heldigt for dem begge.
Hun vippede med ørene da han endnu engang lod talestrømmen bryde stilheden. Han svarede tilbage på hendes talen om ondskab. Et emne, som hun fandt yderst interessant. Et emne, som hun synes mange overså, fordi de ikke ønskede at tale om dette og som de fleste forholdte sig ganske passiv til. Hun ønskede ikke støde nogen med sine spørgsmål eller antagelser.

"Jeg vil gerne stille dig et spørgsmål, men hvis du ikke ønsker svare på det, kan du blot ignorere det," 

Sådan advarede hun ham inden hun ville stille ham et spørgsmål, som måske kunne være nærgående. Hendes eneste måde, at være i "nærkontakt" på. Men fordi hun havde fået et indtryk af at denne mørke hingst foran hende, ikke ville hende noget ondt, so far, så turde hun godt spørge ham om noget, som måske ikke var indenfor normerne. "Har du fået dit hjerte knust?" mild var hende stemme, da hun spurgte. Hun betragtede ham indgående, mens hun lod blikket glide ned ved hans bringe... hans brystkasse, hvor det blå omfavnede hans bringe. Som var hans hjerte revet ud derfra for at blive erstattet med hans levende skygger og blå plamager.
Men ønskede han ikke at svare, så skulle han bestemt ikke svare på noget som helst. Han behøvede ikke at gøre det for hendes skyld, for hun var blot en fremmed for ham. Men hvis han ønskede at svare, så kunne han trygt gøre det.

Lidt efter lidt havde hun omtalt et ømt emne for hende. Hendes slægt. Fordømt til mørket og ensomhed. Hendes moder. Selvom hun ikke kendte til sin familie på nogen som helst måde, så vidste hun udfra de mange historier, rygter og fortællinger at hendes moder havde levet et ganske ængsteligt liv med stemmer i sit hoved. Hun havde nu fortalt den mørke hingst foran sig om hendes mor. I mindre brudstykker, men nok til at han ville kunne finde sammenhængen. Og det gjorde han til hendes store overraskelse.
Et navn blev sagt og så snart dette navn forlod hans mule, trådte hun hektisk et skridt tilbage. En overvældende smerte skyllede indover den spraglede hoppe og hun mærkede hvordan en klump voksede sig op til hendes strube. Det lille hektiske hjerte pumpede for alle tangenter. Hendes øjne der ellers havde fulgt ham, søgte mod jorden. Hun mærkede et stik i hjertet, som længe ikke havde haft gjort sig bemærket. Han kendte hende. Han kendte hendes moder, D'zard.

Selvom man næppe skulle tro det, så hørte hun alt hvad han forklarede om hende. En hoppe med blodsprængt øje. Men i hans verden, var hun ikke forvist til mørket. "Jeg kan ikke selv huske hende," mumlede hun med en langt svagere og mindre selvsikker tone. Hendes blik fandt igen den mørke, Volontaires pupilløse øjne. Han talte ikke grimt om hende. Noget, som hun ellers før havde været vant til. Alle havde haft dystre meninger om den sorte hoppe, med de skræmmende øjne. Hun trådte et skridt tættere på ham, eftersom afstanden alligevel blev for stor virkede for malplaceret. 
"Tak for de pæne ord om hende. Jeg ved at hun var plaget af stemmer i sit hoved, der forstyrede sit sind. Men aldrig var hun ondskabsfuld," Hun vidste det ikke fordi hun havde mødt hende, men hun havde hørt det. Fra andre. Fra nær og fjern. Hun vidste inderst inde, at hendes egen moder aldrig havde været ondskabsfuld. Hun havde villet have passet på Gwynn, hvis hun kunne. Men historien om hvordan hun var kommet til verden var ingen kærlighedshistorie. Det havde bestemt ikke været med D'zards frie vilje, og efterfølgende fik hun revet sit eget kød og blod fra sig. Blot få timer efter hendes ankomst til verden. 

We are all like the bright moon, we still have our darker side