A whole new world? [åben]

Yume vippede forvirret med ørerne i den frostklare morgen. Ud fra hendes næsebor stod en let dis når hun åndede, og hun kunne mærke hvordan den kølige luft pirrede hende let i næsen. Det var en rar følelse, noget som mindede hende om, at dette fremmede land måske stadig var lidt som det sted hun kom fra. Hun havde kun været her på dette nye sted i et par dage, og hun havde endnu ikke mødt andre som hende selv - faktisk var hun begyndt at tvivle på om der overhoved var andre heste her ude.
En lille rød-brun sommerfugl kom til syne i luften, skabt af det rene ingenting og luftens bevægelser. Den fik hende til at smile, for hun havde faktisk savnet dens selskab. Der var ikke andre som kunne se dem, det vidste hun godt, men det gjorde dem ikke mindre virkelige for hende selv. De var de eneste der aldrig dømte hende og aldrig forlod hende, næsten som en sikkerhed i verden. Men man kunne ikke snakke med dem. De svarede hende kun sjældent når hun tiltalte dem, og når de valgte at komme med et svar var det som regel noget hun ikke kunne bruge. Faktisk savnede hun at snakke med andre heste...
Hun virrede med hovedet. Alt det her tænkeri kunne til tider blive en smule for meget for hende. Men hvis hun blev stående her, så fandt hun i hvert fald ikke nogen andre, så hun begyndte at gå. Hvorhen vidste hun ikke, men hun håbede at møde nogen der kunne fortælle hende det



//Jeg håber der er nogen som vil tage Yumes (og min) mødom her på Andromeda ^^

Suset fra faldet sad stadigt i den sølvgrå hingsts indre. Hans lemmer føltes urolige, som dirrede de under den grålige pels. Under hingstens hove, kunne den nærmest knitrende fornemmelse af det frostdækkede græs mærkes og omkring hans udspilede næsebor lå der en tæt sky af damp fra hans varme åndedrag.
Den adrætte Prometheus skridtede med lidt forjagede skridt i retning af det eneste han kunne synes at kunne genkende; nemlig bjergene. Det sidste han huskede var hans afsæt på klippekanten og et endeløst fald imod bunden af den klippe, som han havde ført mennesket ud til. Af uforklarlige årsager havde hingsten aldrig ramt klippebunden, og de sidste par dage var umådeligt slørede i hans sind. Han vidste faktisk ikke, hvad der var sket, og hvor præcist han var - men han vidste, at hans flok altid opholdt sig i nærheden af bjergene, så han vandrede nu igennem ukendt terræn, utålmodig for at blive genforenet med hans flok og venner. Det, som den sølvgrå hingst ikke var bekendt med, var dog at han ej længere befandt sig i sit hjemland. Faktisk var han så langt fra, som han overhovedet kunne være. Ikke blot var han langt borte, i en anden del af landet eller på et andet kontinent. Han var i en hel anden verden; en verden der rummede langt mere, end den unge Prometheus kunne forestille sig.

Bedst sin han ilede afsted, med fjedrende bevægelser, fangede en skikkelse hans blik. I den frostklare morgen vandrede en skikkelse, med en nærmest cremefarvet lys krop, der var dækket med rødbrune prikker. Bygningen var meget ulig den type han selv var; den fremmede havde kraftigere lemmer, halsen synedes bredere og stærkere, og generelt lignede denne fremmede - som viste sig at være en hoppe - en hest der var bygget til råstyrke, frem for ham selv, der havde farten i sin krop. Forundret over at have spottet denne fremmede sjæl standsede han, og efter et øjebliks overvejelse valgte han at give sig selv til kende ved et højt og hingstet vrinsk.

[1]

To andre små sommerfugle, en blå og en grøn, havde sluttet sig til Yume på den korte tid hun havde gået. Den grønne havde engang været en lille blad på en busk, men havde pludselig forvandlet sig, fået vinger og havde sat sig på Yumes skulder. Den blå derimod var vokset ud af himlen, dalet langsomt ned, og havde det ikke været for Yumes hale der hurtigt fangede den, ville den nok have ramt jorden og aldrig have set mere af dagens lys. Det gjorde hende forundret at sommerfuglene altid fandt nye måder at dukke op på, men samtidig gjorde det hendes liv så meget mere spændende og hu- Et vrinsk lød pludselig gennem luften, og hun stoppede brat op. Det skar sig gennem den frostklare luft, dybt, hingstet og fristende. Hendes ører vippede mod lyden og hun rettede blikket mod den fremmede, måske han kunne fortælle hende hvor hun var havnet?
Som vrinsket havde lovet kunne hun spotte en hingst et stykke væk. Han så stolt ud, lignede til forveksling de heste hun kendte hjemmefra. Lange slanke lemmer, stor af bygning og med stærke muskler der snoede sig under det sølvfarvede skind. Yume rystede let på hovedet og besvarede så hingstens vrinsk, omend en smule mere forsigtigt og hoppet end han havde gjort. Lyden af hendes vrinsk i den kolde luft var skapere end det plejede, men stadig overraskende blød. Det overraskede hende i hvert fald altid selv. Hun var blevet så vandt til sit eget slanke omend kantede og halvgrove udseende, at hun forventede en meget skarpere lyd. Men vrinsket var blødt som hoppernes i den dal hun kom fra - modsat hendes mor der kunne få fremmede hingste til at flygte med halen mellem benene. Tanken fik hendes øjne til at spille med et lystigt glimt mens hun vendte sig mod den fremmede.

Hoppen med det stærke, men strømlignede udseende, reagerede promte på hans kald, og kort efter hørtes en hoppet klang med en rund, men alligevel skarp kant. Hans karakteristiske, slanke ører blev øjeblikket fikseret imod denne fremmede lyse skikkelse, og et øjeblik havde han helt svedt tanken om at vandre over bjergene om hjem bort.
Hun nærmede sig snart med et flydende bevægelsesmønster. Han rankede sig, så høj han var, og dybe, hingstede lyde forlod hans bryst i takt med hun nærmede sig. Han havde ingen problemer med at vise, at han var hingst - tværtimod. Han trippede på stedet og løftede kort forparten i et halvt stejl, samtidigt med han sendte et hingstet hyl ud i den klare, frostsprængte luft. Såfremt der var andre i deres nærhed ville han signalere, at han på nuværende tidspunkt ikke ønskede andet selskab end det, der var ham givet, og derpå sprang han frem i overdådige skridt, med knejset nakke og hævet hale, frem imod hoppen.
Hun var en lidt mindre end ham, selvom hendes bygning var tungere. Hun var slank, men stærkt sat sammen og hendes farve tangerede hen imod en cremet hvid, da han fik set nærmere efter. Tyk og bølget man lagde sig kærligt om hendes muskuløse hals, og de bølgede kurver fortsatte i hendes tætte hale. Som han nærmede sig, blev hans lyde mere intense, mere prangende og fristende. Han var en hingst der levede og åndede for det fysiske, det direkte og det tætte - og uden tøven trippede han direkte hen foran denne hoppe, og lod sin mule søge fremad imod hendes med endnu knejset nakke. Han snusede til hende, og nærmest stødte hans åndedrag ud igennem hans næsebor, så hans varme luft dannede en sky omkring deres muler; hans mørke grå og hendes lyse og sarte.

[2]

Yume trippede langsomt, men også lidt ivrigt fremme imod den fremmede hingst. Han viste sig for hende, så meget kunne hun se, og hendes krystalblå øjnene spillede muntert. Hun ville heller ikke være den der brokkede sig over de dybe fristende toner han sende imod hende imens han nærmede sig. Hun betragtede ham imens han nærmede sig, lagde mærke til hvordan musklerne bølge i den smukke grå hals, og så de lette, men stadig kraftfulde bevægelser som han havde - hun havde altid ønsket sig at kunne bevæge sig på den måde, men det var ikke sådan verden hang sammen.

Nu var han tæt på, meget tæt på faktisk, og hendes små yndige sommerfugle forsvandt nervøst i små lysglimt. Hun ville ellers godt have haft dem til han indgyde hende mod ved mødet med denne fremmede, men sådan skulle det ikke gå - det var en ting hun måtte gøre alene. Da den fremmede hingst trådte helt tæt på, gik hun nervøst en halvt skridt tilbage inden hun også selv, forsigtigt, stak mulen frem imod ham. Små dampe af tåge stod ud fra hendes lyse mule, men blev overgået af de voldsomme skyer som forlod hingstens mule. I hendes hoved blev skyerne forvandlet til sælsomme figurer der snoede sig rundt, ændrede form og karakter, og aldrig var det samme i lang tid. Det fik hendes blik til at flakke mellem skyerne af damp og hingstens smukke blålige øjne.

Forsigtigt trak hun sig lidt tilbage , "Hej" smilede hun. Stemmen var munter og nysgerrig, men man kunne fornemme en nervøsitet under den som hun forsøgte at glemme. Jeg vil gerne snakke med ham, sagde hun til sig selv. Det er jo ikke fordi han gør mig noget. Hun var ikke helt overbevist, men hun prøvede at virke en smule mere sikker på sig selv end hun følte sig

Nær ved var det tydeligt, at den lidt mindre hoppe besad en unik skønhed. Hendes hoved havde en anden og mere lige næseryg end hans eget, og hendes kæber var mere markante og kraftige; men hendes profil var alligevel tilpas slank og hendes udtryk meget feminint. Hans isblå øjne studerede hende direkte og måske en anelse indgående, og da hun elegant trak sig blot et enkelt skridt, rankede han sig en anelse mere. Han ønskede ikke hun gik - ja, hvis hun forsøgte ville han gøre hvad han kunne for at stoppe hende - men hun blev i hans nærhed og med forsigtighed lod hun sin mule føres frem og mødes med hans. Hun duftede friskt og sødt på samme tid; en duft, der mindede ham om foråret lovende morgner. Hans nærmest hidsige åndedræt faldt en smule til ro, da han havde sanset hendes træk, hendes dufte og efter et øjeblik trak han hovedet til sig med elegant føring.

Hendes toner fangede hans ører på en studs, og øjeblikkeligt spidsede ham dem helt. Hun hilste ham an, med et hej der både rummede nysgerrighed, men også nervøsitet. Han brummede dybt og hingstet i en mere dæmpet, nærmest flirtende tone, inden hans sprøde stemme skar igennem den frostklare luft og udfyldte tomrummet, som hendes havde efterladt.

,,Hej"

Svarede han, intenst. Han flyttede ikke sit blik fra hendes, der ligeså bar blå nuancer, smukke som himlen på en sommerdag. Han smilede skævt, et smil der straks spredte sig til hans blik, og derpå trådte han smidigt et skridt til siden. Han satte i en lille cirkel omkring hende, ganske tæt, inden han standsede ved hendes side. Hendes hals var højt sat, og rakte næsten ligeså højt som hans egen. Med et hingstet smil strakte han endnu engang mulen frem imod hende, men denne gang gav han hende plads nok til at undgå den direkte kontakt - selvom han higede efter den.

,,Hvem er du?"

[3]

Et øjeblik var Yume bange for at han ikke ville svare hende, men da den dæmpede, kraftfulde brummen nåede hendes ører blev hendes bange anelser slået bort. Det var noget ved hans stemme da han svarede hende. Hun kunne ikke helt fornemme hvad det var, men han havde en form for indsmigrende effekt på hende. Hun fik lyst til at snakke mere med ham, lære ham at kende og finde ud af hvad dette stærke fremmede væsen var for en størrelse.

Græsset dansede for hans hove da han pludselig rev sit blik løs fra hendes og begyndte at gå rundt om hende. Hun fuglte ham med øjnene, bemærke igen musklerne under hans grå skin, og så hvordan den blege morgensol skinnede i hans sølvfarvede man og bragte den til live. Hårene i den dansede deres sælsomme danse og skabte figurer for hendes blik. De var ikke tydelige nok til at hun ofrede sin opmærksomhed på dem, og hun rettede i stedet al sin opmærksomhed mod hingsten.
Da han standsede stivnede hun en lille smule, og afventede han han ville gøre. Det var ikke nogen hemmelighed at hun var nevøs, men samtidig emmede hun også af nysgerrighed over for denne frememde. Denne gang rakte hun kun mulen en lille smule frem, blot en antydning, for hun turde ikke komme for tæt på.

"Yume" svarede hun hurtigt på hans spørgsmål. Stemmen var venlig og afslørede hendes tydelige nysgerrighed over for denne fremmede. Hun trådte forsigtigt et lille skridt frem, lagde hovedet en anelse på skrå og målte hingsten med øjnene. Hun lod sit blik følge hans smukt formede hals inden hun atter rettede blikket mod hans øjne. Det var ikke tit hun stødte på andre heste der havde de samme sære blå øjne som hende selv. Mon han ser de samme ting som jeg? tænkte hun. Måske det kun er noget som blå øjne kan se?. Men hun tvivlede. Han havde i hvert fald ikke virket overrasket over den lille røde flamme der langsomt bevægede sig rundt om hans ører og kærtegnede hans pandelok.

"Hvem er du så?" spurgte hun nysgerrigt, imens hun forsøgte at holde sit blik på hans øjne og ikke fokusere på den svage flamme der nu bevægede sig lidt for kærtegnende ned over hingstens hals.

Den sælsomme, nærmest skrøbelige kontakt der var imellem de to vidt forskellige sjæle, fik den sølvtonede hingst til at sitre let under det sølvgrå skind. Han havde aldrig været en hingst der fandt sig til rette i det ordinære, og når nogen pirrede hans opfattelse af normalen, blev han hurtigt interesseret. Den nervøse, delikate skrøbelighed der lå omkring denne mælkehvide hoppe, tiltrak ham og under den spæde morgensol, så han intet andet end hende.

Hendes stemme spandt endnu klare, runde toner og den forsigtige hoppe præsenterede sig som Yume. Et navn, som egentlig lå ganske godt på tungen, men også et navn som hingsten ikke kendte meningen bag. Kunne navnet være et royalt navn, guddommeligt navn? Var det et navn der symboliserede hendes farve, hendes bygning, hendes køn? Han brummede intenst, inden han hvælvede nakken en anelse på ny. Toner der nærmest spandt forlod hans bug, inden hans mule begyndte at omforme hans toner til ord.

,,Mit navn er Prometheus. Yume, hvad laver du så tidligt på færde, og hvor søger dine ben at føre dig hen?"

Der lå en ganske naturlig årsag bag hans spørgsmål. Den sølvtonede hingst søgte ikke at være uhøflig, men den opdragelse han var blevet givet, drog ham ud i at udspørge hoppen om hendes hensigter; for selvom hendes adfærd virkede fredelig, så vidste den sølvgrå at skindet kunne bedrage.
Hans dybe, nærmest lokkende toner fortsatte alt imens han lod sin mule søge en anelse ned imod hendes hals. Atter fordybede han sig i hendes særlige dufte, hendes friske og alligevel milde aura. Han tillod sig endda også at begrave mulen i hendes tykke, bløde man som let og føjeligt omfavnede hans mørkegrå mule. Han var en hingst, der gik tæt; men det var en del af ham, og ville altid være det.

[4]

Prometheus... Yume smagte på navnet, undersøgte det i sindet og kom frem til at det var passende til hingsten. Det stolt hvælvede halvt og de spindende toner kunne kun tilhøre en med et navn så stærkt som hans. Der var en slags kongelighed over det, noget stort der gav en følelse af at dette var en sjæl som var skabt til at bestemme over andre. Den måde han sagde sine ord på understøttede det blot. Der var noget fint og gammelt over hans ordvalg, og Yume følte næsten at hendes eget sprog var utilstrækkeligt til at svare hingsten på dagligdags vis.
Hun åbnede munden for at svare ham, men inden ordene var kommet over hendes læber kom han endnu tættere på. Hun stivnede igen en smule, løftede den anspændte hals en smule og vippede igen nervøst med ørerne. Hun vidste på ingen måde hvad hun skulle gøre i den her situation. Skulle hun bare svare ham? Eller ville det ikke være det rigtige at gøre? Hun blev pludselig i tvivl, men med en tanke på de dybe toner fra hans bryst, gjorde hende mere sikker på at det i hvert fald ikke var onde hensigter han havde - han var måske bare vant til at man gjorde tingene anderledes i dette fremmede land? Måske det rent faktisk var en naturligt ting at gøre?
"Jeg prøver at finde ud af hvad det her er for et sted" sagde hun forsigtigt. Hun mærkede samtidig hvordan hans mule langsom bevægede sig ind imellem de lange blege hår i hendes man. Hendes hals var stadig løftet og anspændt, men hun kunne mærke hvordan en smule ro langsomt begyndte at brede sig i hende "Så jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen endnu" sluttede hun. Stemmen var roligere nu, og forsigtigt sænkede hun halsen en lille smule og førte hovedet lidt tættere på hingstens hals og hans skinnende sølvfarvede man.

Hendes krop reagerede ganske tydeligt på den sølvfarvede hingst's berøring. Hun stivede sig, blev anspændt, men ej flyttede den mælkehvide hoppe sig. En dyb, tilfreds brummen steg fra hans bug, og med en nærmest sirlig mimren med mulen, tillod han sig at berøre hendes skind, der føltes varm og i stor kontrast til de frostprægede omgivelser. Et øjeblik lod han sagligt sine ører tippes afslappet tilbage, men som fik den sølvfarvede hingst et uventet nap over mulen, hejste han sig i halsen og trak mulen til sig med et næsten uhørligt hvin. Prometheus var en hingst, der altid var oppe på dupperne, altid markerede sig og testede andre af - og han nød det. Han sendte derpå den mælkehvide rødspættede hoppe et charmende blik, inden han med spændt overlinje og hævet hale kastede blikket ivrigt rundt. Hun havde givet udtryk for, at hun prøvede at finde ud af hvad dette var for et sted; og det fik hurtigt hingstens tanker til at piske afsted. Han vidste godt, inderst inde, at dette ikke var hans hjem, og dog nægtede han at slippe håbet, ja illusionen, om at hans flok vandrede på den anden side af bjerget, og blot ventede på deres kommende konge. Han fnøs sagte, inden han så imod hoppen igen. Hvad skulle han sige? Han viftede let med halen, inden han brummede på ny i de hingstede, nærmede lokkende toner.

,,Hvis ikke du ved hvor du er på vej hen, så synes jeg da du skal følge med mig. Der ligger en sø ikke så langt herfra."

Sagde han med en sprød, indtrængende stemme. Den unge Prometheus var på sin vis allerede ved at indlemme denne hoppe i hans 'imaginære' flok - for da flokken ikke fandtes i dette land, var der kun ham. Men med galante trin trådte han frem, og signalerede med et nik at hoppen skulle følge ham. Hans charmerende brummen fulgte ikke sent efter, og fik han sin vilje førte han denne hoppe til en sø lige i deres nærhed. Med vilje søgte han ikke at fortsætte sin færd imod bjergene, for hans underbevidsthed sagde ham, at det ville være pinligt at love denne hoppe noget, og så ikke kunne holde det. Så han ville tage turen alene, og så måtte han tage stilling til, hvad han så end skulle gøre af sig selv, hvis han fandt ud af, at det han frygtede var sandt.

[5]

Yume
Hun begyndte så småt at nyde følelsen af hingstens nærvær, og hendes muskler begyndte t løsne deres spændinger. Ellers det gjorde de indtil hingsten pludselig fjernede sig fra hende. Havde hun gjort noget forkert? Havde hun misbehagetham eller måske brudt en regel i dette nye land som hun ikke kendte ti? Hun vidste det ikke, men hun kunne mærke hvordan usikkerheden igen spredte sig hurtigt i hendes krop. Hun sendte ham et firvirret blik, men i hans øjne så hun ikke vrede eller foragt som hun havde forventet. I stedet blev hun mødt at et charmerende blik fra de blå øjne, og hun lagde bekymringerne til side. Hingsten forvirrede hende, men det var ikke noget hun havde så meget imod - hun skulle måske bare lære ikke at væreså bekymret. Let sagt, men svært gjort. Det var ikke nemt når hu nvar vant til at blive dømt og stødt fra folk når hun endeligbegyndte at åbne sig op over for dem.
Hendes tanker blev afbrudt af hans stemme da Prometheus stillede hende et spørgsmål. Hun samlede tankerne, lagde bekymringerne til side og sende ham et smil. "Jeg vil meget gerne følge med dig" sagde hun glad. Stemmen var let og emmede en smule af nysgerrighed. Hun vidste ikke hvad der kom til at ske, men hun glædede sig til at finde ud af det.
Helt ubevidst fulgt hun hingstens vink om at følge med. Det var ikke for at behage ham at hun gjorde det, men det føltes naturligt for hende. Måske, hvis hun havde kendt til flere forskellige heste igennem sit liv, ville hun have lagt mærke til den dominerende side af hingsten. Set hvordan han emmede af lederskab og førte sig frem. Og måske ville hun så have tænkt over at denne hingst var født til at lede, og ville have pirret hendes nysgerrighed. Hvorfor var en leder uden flok? Hvordan var han havnet her? Men ingen af disse tanker faldt Yume ind og hun fulgte i stedet med hingsten uden at tænke over meget andet end hvordan det mon gik til at himlen kunne være så blå om morgnen.

"Kommer du tit her omkring" spurgte hun så. Et eller andet følte hun at hun måtte sige. Både for at bryde tavsheden i den stille morgen, men lige så meget fordi hun gerne ville vide mere om hingsten. Måske han var velkendt heromkring og kunne fortælle hende nye ting om stedet, eller måske han var en eventyrer der kendte til alle de skjulte kroge her i landet?

Den mælkehvide, rødspættede hoppe reagerede på meget fine signaler, og det stod den sølvgrå hingst tydeligt, at hun nok ikke var vant til en af hans kaliber - én, der var så direkte i sin adfærd. Han brummede sagte, ikke som en undskyldning, men mere en.. Ja, nok mere en konstatering af, at han så det. Hendes kortvarige anspændthed da han flyttede sig, fortalte mere end hun måske indså, og den sølvgrå noterede hvert lille træk hun foretog sig.
Hun accepterede hans invitation, og med et smil fortalte hun, at hun ville følge ham. Galant rankede han sig lige én tand mere og spankulerede afsted med ganske majestætiske skridt. Han udsendte den nærmest kælende, flirtende og lettere dominerende brummen på ny - i øjeblikket var hun 'hans', og han ville gøre hvad han kunne, for at det forblev sådan.

Hendes feminine toner lød igen. Der var noget i hendes stemme, som kunne fængsle hans ører ganske hurtigt, og opmærksomt så han imod hende. Hun spurgte ham, om han kom her tit, og nu var det hans tur til kortvarigt at stive. Hans overlinje blev spændt og hans skridt en anelse mere trippende, imens han prøvede at finde ud af, hvordan han skulle svare hende, uden at lyde uvidende. Han fnøs kort, mest tilegnet sig selv, inden han med let tilbagevendte ører skævede omkring sig. Omgivelserne var stadigt ikke kendte for ham, men kunne han tillade sig at sige dette? Han vendte opmærksomheden tilbage imod Yume og det charmerende smil gled over ham igen.

,,Det kan jeg ikke prale af, desværre. Meeeen jeg kender da et sted eller to."

Og dét var sandt. Han havde vandret rundt et par døgn, ganske alene. Han havde lokaliseret flere steder, som skjulte både mad, vand, skabte ly for vinden. Faktisk var denne side af bjergene ikke så tosset endda, og det ville være det perfekte område at flytte flokken til. Såfremt de altså stadigt boede på den anden side af bjerget. Og hvis bjerget nu også var det fra hans hjemland.
Han brummede en anelse fjernt for sig selv, for at få tankerne lagt på hylden igen. Hans skrupler kunne han gemme til han var alene. Med den sprøde stemme, valgte han i stedet at stille hoppen et spørgsmål.

,,Hvor kommer du egentlig fra? Jeg kan næsten regne ud, at hvis stedet her er ukendt for dig, så stammer du ikke herfra. Hvorfor kom du hertil?"

Den sølvgrå Prometheus var egentlig ret nysgerrig på netop dette emne. For ham var det egentlig uklart hvordan han var havnet her; for det eneste han med sikkerhed kunne huske, var hans spring ud i intetheden. Fra intetheden og til her, var der uendeligt langt, og hvordan han havde klaret sådan en tur, var ham i sandhed en gåde.

[6]

Yume
Det var måske ikke lige det spørgsmål som Yume havde håbet på - men hun burde have sagt sig selv at det ville komme, det gav jo god mening og var ikke et særligt underligt spørgsmål i sig selv. Nu skulle hun bare, så hurtigt som muligt, forsøge at finde et acceptabelt svar på hingstens spørgsmål. Skulle hun bare gå med den nemme, at hun kom fra et land han nok ikke kendte som lå langt herfra? Eller skulle hun sige at hun hverken vidste hvor hun var eller hvordan hun var kommet herhen, men bare vidste at det sted hun kom fra ikke var her?
Hun rømmede sig kort, og lidt usikkert svarede hun på hingstens spørgsmål "Jeg fra kommer fra... altså ikke herfra,  men et andet land, som ikke er det her land... Fordi det er langt væk, du ved" Fandens... Hun kunne ikke engang snakke i hele sætninger lige nu. Men sådan gik det hende for det meste når hun blev usikker. Og hun blev altid usikker når hun blev i tvivl. Hvor meget kunne hun egentlig stole på denne fremmede? Han virkede super flink, men kunne hun tillade sig at åbne op for ham? Nej, ikke endnu i hvert fald, det var hun sikker på, det var for tidligt.

Hun kunne mærke hvordan hendes puls langsomt begyndte at stige en smule, og hendes ører vippede nervøst fra side til side imens hun afventede hingstens reaktion. Små slanger begyndte at titte frem fra græssets stå. Det skete altid når hun blev nervøs, hun mistede kontrollen over det. De var ikke synlige endnu, men hun kunne fornemme hvordan de var der, hvordan deres skin altid skiftede fra blå til rød, og tilbage igen, hvordan øjnene glødede og hvordan deres former skiftede i takt med græssets bølgen. Hendes mor havde altid sagt at det bare var noget der foregik inde i Yumes hoved, det vidste hun jo godt. Hun måtte bare ignorere dem. Se bort fra hvordan de langsomt og kælent begyndte at sno sig opad hendes og hingstens ben, glemme at de ville bevæge sig endnu længere opad på et tidspunkt. At de til sidst ville nå hendes næse og ører, og langsomt, meget langsomt, trænge ind i hendes krop.


//Du må undskylde for den lange ventetid, men der har været meget travlt med lektier på det seneste

Imens den sølvgrå spankulerede side om side med den mælkehvide hoppe, skævede han årvågent omkring sig. Han var altid opmærksom på variablerne i hans nære omgivelser; vindens lunefulde bevægelser, de lyde den bragte med sig, dufte der dansede omkring ham. Bevægelser; hans egne, dem han omgik sig med, andre dyrs. Ja, den sølvgrå så meget, for sådan var han opdraget - opdraget til at besidde egenskaber, der kunne holde en flok sikker. Alt lod dog til at ånde fred og ro, og de to vidt forskellige skikkelser var de eneste af deres egen art i nærheden. Han brummede veltilpas og slog et slag med hovedet, inden hans isblå øjne blevet draget imod den mælkehvide, da hendes svar blev fremsagt. Hun lød en kende usammenhængende, men Prometheus fik fat i essensen af hendes sætning. Det land hun kom fra, var langt væk - ligesom hans eget nok også var det. En rynke kom til syne på den mørke mule; en slags utilfreds reaktion. Han havde håbet, selvom det var naivt, at hoppens land var nær; for så var der måske chance for, at bjerget i baggrunden netop lå i hans hjemland. Han flyttede kort blikket imod den kæmpemæssige grå masse, der tårnede sig mod himlen, men han skænkede ej denne kæmpe mange tanker, inden han på ny så imod den mælkehvide, elegante hoppe.

,,Yeah, jeg kommer heller ikke som sådan herfra."

Sagde han lidt vagt, afdæmpet. Nok var det en åbning til hoppen, til selv at grave i det som hingsten ikke helt ville erkende, men han følte at han måtte give hoppen lidt at forholde sig til - og når alt kom til alt, befandt de sig vel i samme båd. Med et brum slog han lidt efter iltert med hovedet, og på ny tonede den charmerende aura sig frem. Han lod blikket vandre frem imod søen, som de nu var ganske nær, og med et par kvikke skridt, nåede hans søens bred, hvor han stillede sig op i årvågent stilling; endnu engang ville han sikre omgivelserne, inden han tillod sig at drikke fra det klare spejl, som søens overflade synede at være. Da han var sikker på, at de endnu var alene, rakte han mulen en anelse imod hoppen igen. Hendes let nervøse sind tiltalte ham egentlig ganske meget; hun var så ulig de hopper han var vant til. I hans flok var alle åbne, ligetil og glade for nærkontakt, ja, flere af hopperne havde endda kastet sig villigt ud i den lidt mere voldsomme leg med hingstene, da de endnu havde været plage. Denne Yume virkede så kontrastfuld i forhold til det, han kendte, så.. Delikat, skrøbelig. Han udspilede sine næsebor en anelse, inden han inviterende sænkede hovedet imod vandet, for at tage den første tår.

[7]