Beauty and the Beast | Chaos

Han så på denne lille ting foran ham, en skrøbelig lille ting, men som allerede nu virkede så meget stærkere end han var. Hun havde allerede nu en masse karakteristiske kendetegn, som ville følge med hende som voksen. Han smældede med halen og han vidste at hun ville blive til det de ville betegne som en god hoppe i dette land. Han brummede kort over hans egne tanker. Hun havde ramt ham lidt og han kunne mærke at han tøede op i hendes selskab. Han vidste ikke om det var fordi hun var så lille at han ikke følte hun kunne såre ham eller hvorfor, men for nu slappede han af sammen med hende.


Han hørte hendes ord og vidste med det samme at hun var blevet lovet at de var tilbage snart. Han sukkede og blev egentlig vred på dem der kunne lade sådan en lille skabning være alene. Han trådte helt hen til hende og lagde kort mulen på hendes ryg og det kunne godt være i hendes verden at det måske ikke betød meget, men i hans verden var det her et enormt skridt. Han anerkendte hende og han ville holde sin mule over hende, han kunne ikke forstå hun var alene.


”Jeg bliver hos sig indtil snart kommer”

[1]

Nyx spidsede ørerne. Sagde han virkelig det? Ville han vente sammen med hende? Hun havde selv ventet meget længe, men der havde ikke været noget tegn på hendes far var noget nær tæt på Teylar. Hun havde ikke set skyggen af ham, en lille skikkelse eller så meget som fået færden af ham bare den mindste lille smule når vinden havde passeret hende. Indtil videre havde hun ventet alene, men måske var det slet ikke nødvendigt. Og kendte man Nyx bare en lille smule, så vidste man også godt at hun var en lille hoppe der nød opmærksomhed og selskab. Hun ville aldrig takke nej til at være i centrum.

Da hingstens mule hvilede mod hendes ryg strakte hun halsen i vejret som kunne hun strække den langt nok bagud til at se på ham uden at dreje hovedet, men endte alligevel med at måtte se sig hen over skulderen. Mulen dannede en lille spids og selvom hun ikke kunne nå, gav hun sig til at nappe lidt i hans retning, tiggende. Hun kunne jo ikke selv komme til at klø sig på ryggen.

Han var ikek en som holdte af ting, væsner eller på nogen måde nogen som helst. Men denne lille hoppe skabning havde ramt ham en lille smule i forhold til hvad han burde. Han vippede ørerne lidt rundt og sendte kort et hingstet hvin i vejret, mest for at høre om nogen i omegnen kendte til dette lille hoppe føl. Han smældede hårdt med halen og så på hende. Han var en smule frustreret over at en eller anden kunne finde på blot at efterlade sådan en skabning. Han brummede en smule mere afslappende, da han ikek ville hidse sig helt op og risikere at Celtic tog over og måske endda dræbte denne lille skabning.

Han fik et kort smil på læben over den lille skabning som prøvede at nå ham på en yderst underlig måde – var det, det her alle folk så i føl, var det derfor de gerne ville have disse små skabninger? Han kunne ikke forstå det, men han forstod det en smule bedre – hun var alligevel ikke den værste skabning han i sit liv havde oplevet og lige for nu.. ja så ville han bestemt passe på hende.

3

Nyx spidsede ørerne nysgerrigt. Lyttede efter svar på hingstens vrinsk, men det eneste hun havde hørt, var ekkoet der vendte tilbage igen når det havde ramt en overflade. Hun trippede et øjeblik på stedet en smule utålmodigt, og sendte selv et højlydt feminint vrinsk afsted, der også tydeligt afslørede hendes unge alder. Halen svingede en anelse fra side til side, men det lød ikke til der kom noget svar fra nogen hun kendte. Hvad gjorde de hvis de ikke fandt hendes far? Nyx skuttede sig en smule for den kølige luft og trådte et par gange rundt om sig selv inden hun i stedet fandt en plads ved hingstens side, lidt tættere på, hvor hun kunne fornemme varmen fra ham.

”Jeg kan ikke høre ham, kan du?”

Hans blik gled ned over denne lille uskyldige hoppe og aldrig før havde han egentlig ønsket at tage sig af andre. Han ønskede ikke at lukke nogen tæt på, men hun var kommet ind på ham og han ville tage hende under sin vinge. Hun skulle ikke efterlades i dette alene. Han mærkede frustrationen for hvert sekund der gik uden at nogen hun kendte meldte sig. Hvordan kunne de overhvoedet finde på at efterlade et lille føl som hende uden nogen form for beskyttelse? Han ville dog ikke lade hende mærke denne store voksende frustration. Et kort øjeblik faldt de mørke øjne i og han trak vejret helt roligt og spændte kort op i kroppen – før han lod den slappe af og vendte blikket mod det lille føl..

”kom – vi finder et sted for natten og jeg bliver her til du finder en du holder af”

Hans stemme var stadig en smule kølig, men han ville passe på dette føl, han ville passe hende bedre end den søster som han ikke havde kunnet beskytte. Han havde tænkt sig at kæmpe lige nu for dette føl.. Han smældede med halen og satte den store krop i bevægelse, han ville finde en grotte hvor vinden ikke var lige så hård som den var her. Hun skulle ikke fryse.

5

Hans ord forstod hun ikke helt. Hvad mente han med at han kunne blive der indtil hun fandt en hun holdt af? Der var jo hans far, men det var ham de ledte efter. Andre var der vel ikke. Hendes mor ville i hvert fald ikke dukke op, det vidste hun godt allerede selv.

”Hvad med dig?”

Spurgte hun i stedet, mens hun hentød til hun bare kunne holde af ham. Så ville det jo ikke blive så svært at finde en. Som han satte gang i benene, fulgte Nyx lige så stille trop. Først sakkede hun lidt bagud, men med små trippende skridt nåede hun op på siden af ham, med en næsten logrende hale.

”Hvis jeg nu holder af dig, så har jeg allerede fundet en!”

Den lille dame så op mod den meget større hingst med et par store strålende brune øjne, fyldt med positivitet og håb.