Beauty and the Beast | Chaos

Nyx foretog det samme næsten hver dag efterhånden. I starten havde hun haft humøret højt og var sikker på hendes far ikke ville være væk længe, for han sagde jo han ”snart ville komme hjem igen”. Og Hver dag havde været snart. Men det havde været snart længe nu. Så hvornår stoppede det med at være snart? Var det tidspunktet allerede forbi ”snart”, eller var ”snart” lige rundt om hjørnet? Eller var ”snart” først det øjeblik hendes far havde sat sine hove inden for Teylars grænse igen, for så kunne ”snart” være om lang tid. Hun havde fundet sin plads ved træet. Den plads hun havde opholdt sig på længe efterhånden. Fra solen stod op og til solen gik ned, ville hun blive ved det træ og vente – med mindre trangen til opmærksomhed var alt for stor. Man kunne jo ikke hold ud at være alene alt for lang tid af gangen, når man var Nyx. Nogle dage blev derfor skippet for i stedet at blive fyldt med leg eller anden aktiviteter.

Nyx havde lagt sig i græsset. Det var ikke så højt hun ikke kunne se hen over det, men alligevel heller ikke helt lavt længere. Det havde groet hen over sommeren, og selvom hun havde trådt en masse ned, var der alligevel en del der nægtede at bøje sig.

Den store sorte hingst havde fundet Chaos frem, han havde begivet sig hen over den stille natte eng og havde besluttet sig for, for en gang skyld at holde sin nysgerrighed og sin aggression i skak og holde en rolig aften. Han løftede blidt hovedet, før han sænkede det ned mod jorden. Han begyndte at græsse og fylde sin mave. Han brummede en smule afslappet og i takt med at hans spiste det lette og fugtige græs, gik han stille frem – brummede roligt og lod alle indtryk omkring ham forsvinde ud i intetheden. Han gik i sin egen verden før han pludselig bemærkede at græsset var trådt ned. Han lod mulen falde til jorden og lod samtlige dufte flyde som en let væske i hans næsebor. Der var en som lige havde betrådt disse enge og han kunne ikke umiddelbart kende dem. Han brummede en smule undrende og lod de mørke øjne glide rundt og så inden længe en som lå i græsset.


Skikkelsen var lille og så alligevel ikke helt lille. Han stod med hovedet langt græsset og betragtede egentlig blot denne lille fætter et stykke tid uden at sige noget – hvad fanden gjorde man egentlig med sådanne størrelser i dette land? Han var vant til bare at dræbe dem?

Nyx havde været væk i sine egne tanker. Sådan måtte det i hvert fald være, for mørket havde allerede taget til, og det var langt mørkere end alle de andre dage hun havde holdt udkig. Men det var også som om tiden gik hurtigere og hurtigere jo flere dage hun holdt ”vagt”. Det måtte være lyden af en anden der havde trukket hende ud af det fantasifulde indre. Hovedet blev hurtigt hævet og den lille hoppe kom hurtigt på benene. Kroppen blev grundigt rystet fra mule til halespids for at undgå det tørre græs hang fast i pelsen. Vinterpelsen var allerede ved at blive dannet, og det fik unge Nyx til at se en smule mere pjusket ud end for bare nogle måneder siden. Selvom manen ikke længere var lille og strittende, var den heller ikke lang nok endnu til at lægge sig ned.

Hovedet blev lagt på skrå, mens hun iagttog den mørke skikkelse. Ved første øjekast kunne det sagtens ligne hendes far, men lugten var fremmed. Ørerne gled ud til siden et kort øjeblik ved skuffelsen. Det var ikke en hun havde ventet på og derfor var ”snart” ikke ankommet endnu. Med et beslutsomt suk løftede hun hovedet igen og begav sig nærmere denne fremmede. Han så ikke ud som om han kom fra flokken, så det kunne jo være han vidste noget. Nyx blev dog inden for området som hun havde fået strenge ordrer på. Hun kendte grænsen på grund af et par blomster og træet, og blev også på den rigtige side af dem. Men det forhindrede hende ikke i at strikke mulen frem og ud over grænsen af ren og skær nysgerrighed. Som om hun ville kunne nå længere uden for området, hvis hun strakte sig længe nok.

”Du der…?”

Han så mod denne lille skabning og løftede hovedet en smule i foragt, hvad pokker bildte denne lille ting sig ind, at komme hen og snakke med ham og hvad pokker var den overhovedet, han kunne godt se at det var et føl – men hvorfor levede den her og hvor var dens forældre som skulle passe på den. Han lagde ørerne i nakken og så bare mod føllet. Han ville ikke have noget som helst med den at gøre overhovedet,

han hadede føl og havde for vane at dræbe dem hvis han kom tæt på dem – men dette land var ikke ligefrem et land som tillod at man kunne dræbe sådanne små skabning og slippe væk fra det.

Han sparkede kort efter det lille føl, dog alligevel ikke helt for at ramme, men mere for at advare denne lille skabning om at han ikke ønskede at den kom tættere. Den skulle i stedet måske løbe hen og finde hendes far eller mor. De måtte da være her et eller andet sted i nærheden. Han fnøs en smule irriteret og så rundt og overvejede at stikke af. Han løftede hovedet atter og sendte et halvt hvin afsted, hvor fanden var den lille tings forældre, den kunne da ikke være alene her?

Det lod ikke til at der skete noget. Der var ikke nogen der kom rendende for at stoppe hende. Hun havde heller ikke været på tur rundt med Brêgo. Det var som om han var blevet væk. Hun så ham i hvert fald ikke lige så ofte længere. Ørerne blev vippet nysgerrigt fremad som hun trådte forbi den usynlige grænse for at nærme sig hingsten, der var fyldt med ar. Hvor kom de mon fra? Var der nogen der havde været ond ved ham?

Med et lille hvin efterfulgt af et grin, der stadig var præget af hendes unge alder, kastede hun sig væk fra hans spark. Den leg kunne hun også godt være med til. Godt nok var hun kun vant til at lege med Tik, men det kunne være den store hingst også havde mødt ham. I stedet for at nærme sig hingsten igen vendte hun rundt og løb væk fra ham i så høj fart hun kunne før hun tog så skarpt et sving hun kunne komme til uden at skvatte over sine egne ben eller ubalance. Lige så hurtigt hun var forsvundet væk fra ham, kom hun spurtende tilbage og lige forbi ham, for kun at vende rundt igen og med retning mod ham endnu en gang. Hun stoppede dog op foran ham og nappede ud i hans retning, selvom der var noget afstand imellem dem, der gjorde det umuligt for hende at ramme ham.

Hun reagerede på at han sparkede ud efter hende med et lille hvin og en løben meget hurtigt væk fra ham. Den store hingst å på ham med et lidt undrende blik – hvad pokker havde denne lille underlige skikkelse gang i? Hvorfor pokker rendte den rundt og teede sig så åndsvag? Han stod bare og betragtede hende imens hun spurtede frem og tilbage. Han løftede hovedet en smule undrende da hun så valgte at løbe lige mod ham i stedet. Han lagde de store ører ned og da den lille følle så valgte at nappe efter ham, elv om han var på afstand – sprang han frem mod hende og lagde ørerne helt i nakken. Han snappede hårdt efter det lille føl, men ville ikke kunne ramme hende helt med den afstand de havde. Han vidste ikke hvordan man behandlede sådan en lille skabning, han vidste bare at i dette land var det ikke acceptabelt at dræbe disse små skabninger, men mon ikke det kunne være okay, bare at dræbe en enkelt? Der var nok ikke så mange som ville savne bare et lille skrøbeligt væsen var der?

1

Med grin og små buk kastede Nyx sig igen væk fra hingsten. Han var meget større, meget tungere og med garanti også meget hurtigere., men det betød ikke han ikke kunne lege med. Hun fortsatte med en række kåde buk indtil hun næsten skvattede over sine egne ben og i stedet lige måtte tage et par travende skridt før hun stod stille igen med halen i vejret og et udtryk i hovedet der udstrålede barnlig glæde. Med bare nogle små kast med hovedet satte hun afsted igen mod hingsten, og nappede ud efter hans forben som hun passerede ham i farten og indbød til tagfat. Selvom han havde størrelsen og længden på benene som fordel på hans side, var hun lille og kunne hurtigere navigere rundt når det kom til skarpe sving. Om ikke andet ville det være en leg hun tabte – men stadig en leg, og ikke mindst opmærksomhed.

Han løftede hovedet og kunne ikke lade være med at stå og se på denne lille dims, hun forvirrede ham helt vildt. Hun hoppede rundt som en eller anden sindssyg skabning der ikke kunne styre sig selv. Han lagde ørerne i nakken og lod de mørke øjne spejde ned over denne hoppe, en barnlig hoppe og han vidste godt at dette var et føl, men han havde faktisk ikke rigtig selv mødt sådan et før. Hun nappede nu ud efter ham og uden overhovedet at tænke over det hakkede han tandsættet hårdt efter hende, han var ikke en som var glad for berøring og slet ikke når han ikke havde bedt om det. Han lagde ørerne ned og i et kort øjeblik havde han det en smule skidt over at have bidt sådan ud efter et lille føl, men han kunne ikke lade være, det var reflekser som lå dybt ind i hans krop. Han så så efter det lille føl, han tjekkede lidt at hun var okay, da han ikke helt ville forlade hende hvis han havde ramt hende. Han kunne faktisk ikke huske om han havde ramt hende da han havde slået ud da vreden boblede op.

7

Nyx registrerede først en berøring, som havde hingsten nappet tilbage meget hurtigt og hun ikke havde haft en chance for at komme en smule på afstand før hun var ”den”. Det var først den lille svinende fornemmelse af ”av” der kom snigende efterfølge, der bevidnede om tænder havde været involveret. Den pludselige distrahering havde sendt den lille hoppe tumlende mod jorden, men der gik ikke længe før hun var oppe på alle 4 ben igen og var godt i gang med at ryste støv og jord af sig.

Hun lod hovedet sænkes en anelse mens hun stadig så op mod ham. Havde hun gjort noget forkert? Hvad havde hun gjort forkert? De lejede jo bare? Alt imens hun så på hingsten med et par store brune dådyrøjne, trådte hun nogle skridt hen i hans retning. Mulen blev mere spids og mimrende som hun strakte halsen fremad for at komme tættere på, uden at komme alt for tæt på, som var hun klar til at løbe sin vej igen.

Han så mod den lille hoppe som efter hans berøring faldt hårdt til jorden og lige meget hvor hård han var, havde det ikke været rart at se. Han løftede undrende hovedet en smule og lod blikket flade ned mod hende, hun kom dog hurtigt på benene, men det var tydeligt at se på hende at hun var overrasket og faktisk utrolig ked af hvad der var sket. Han så kort væk inden han atter lod blikket glide over på hende og de store brune bambi øjne som ramte ham, ramte han hårdere end først beregnet. Han vippede ørerne en smule forvirret rundt

Han kunne se at hun ikke helt vidste hvad hun havde gjort galt. Han brummede en smule forvirret og en lille snert af undskyld lå i hans brummen. Han trådte lidt forvirret på stedet og gjorde ikke tegn til at gøre den lille hoppe noget, da hun lagde an til at komme tættere på. Hun var en sær lille snegl denne lille skabning, men lige nu havde han ikke i sinde at gøre hende noget ondt – han var lidt ramt af at han faktisk havde været tæt på at skade hende.

8

Det lod ikke til den meget større hingst havde tænkt sig at bide ud efter hende igen. Ikke med de lyde og hans kropssprog. Derfor turde hun godt tage et par skridt mere tættere på. Lige så stille og stadig med halsen helt udstrakt og mimrende mule, lod hun hovedet søge opad som ville hun forsøge at nusse den store hingst. Men hun var ikke tæt nok på til at kunne nå og egentlig var det heller ikke helt hendes formål. Det var vel hendes måde at undskylde på, for at have gjort ham sur – som hun anså ham for at være grundet hans bid. For det var jo slet ikke meningen.

Dådyrøjnene og blikket veg stadig ikke fra hingsten, mens hun smaskede en lille smule og gav en lille feminin lyd fra sig.

Han så på det lille føl og de mørke øjne var splittede, de var både hårde og kolde, men det var tydeligt at den lille hoppe rørte et eller andet indeni ham. Han lod kort blikket glide rundt efter hendes far eller mor – der var vel ikke nogen som kunne lade denne lille hoppe være alene uden nogen former for beskyttelse? Han kunne i princippet dræbe hende og stille at derfra? Han så ned på den lille sorte hoppe igen og trak vejret en smule roligere, han kunne ikke se nogen grund til at være bange for denne lille hoppe, hun kunne vel ikke gøre ham noget slemt, så hvorfor ikke lade hende komme tættere på – for nu. Han løftede hovedet lidt og betragtede hende, det var helt tydeligt at hun underkastede sig, hvilket var med til at få ham til at slappe en smule mere af.

”hvor er dine forældre henne?”

Han stemme var mere rolig og spørgende end den før havde været, han var ikke vant til at skulle træde på æggeskaller og han vidste at på et eller andet tidspunkt ville han komme til at knuse et æg, men for nu ville han prøve at hjælpe dette lille føl.

9

Ørerne blev med det samme og meget hurtigt rettet fremad som hingsten begyndte at snakke. Det var første gang hun havde hørt ham sige noget, og hun noterede stemmen og gemte den væk sammen med de andre indtryk der gjorde det muligt for hende at ville kunne genkende ham en anden gang – omend det ikke var sikkert hun ville kunne genkende ham på stemmen alene efter de få ord. Det ene spørgsmål. Det samme spørgsmål hun flere gange havde stillet sig selv.

”Min mor er væk”

Væk kunne betyde så mange ting. At Nyx var blevet væk fra sin mor var en af de mest sandsynlige eftersom hun meget af tiden havde fart over feltet og derudover havde et meget nysgerrigt sind, der kunne have ledt hende på afveje. Men realiteten var noget anderledes og mere dyster. Hendes mod var væk. Ingen ud over Nyx vidste hvorfor eller hvordan, og hun havde ikke fortalt nogen hvorfor.

”Min far kommer snart. Eller…. Det sagde han, men han er ikke kommet endnu… heller ikke i går… eller dagen før den… eller dagen før den…. Eller dagen før den….”

Hun kunne ikke længere huske hvor mange dage der var gået, men han havde sagt snart, så snart måtte jo være lige om lidt – med mindre snart var endnu længere end hun havde regnet med.

Han så på den lille akbning, hendes far og mor var væk? Hendes far havde været væk længe? Han så sig lidt omkring og fik et underligt udtryk i øjne da hun fortalte hvor længe hendes far havde været væk.. Kunne denne lille hoppe klare sig selv? Kunne hun spise selv.. hvordan pokker passede man sådan et lille væsen?

Han brummede en smule forundret og skridtede et enkelt skridt tættere på hende, han var ikke en hingst som kunne passe på nogen som helst andre end sig selv, men han kunne da ikke bare overlade hende til den visse død - hvor pokker var hendes forældre? Han brummede en smule forundret og betragtede hende

"Har du fået noget mad og drikke?"

Han lagde nu ørerne en smule vagtsomt til siden, lige nu ville han da passe på denne lille skabning, hun skulle ikke være alene, så måtte han jo have hende på slæb hvis det var det der var nødvendigt, så måtte vi blot håbe at Celtic ikke viste sit grimme grimme ansigt.

11

Hovedet blev lagt på skrå da hingsten selv kom tættere på. Så behøvede hun ikke længere selv stå med halsen så langt strakt fremad at man skulle tro hun kunne vippe forover hvis der kom et lille vindpust. Nyx nikkede som svar på hans spørgsmål. Det var længe siden hun sidst havde fået mælk, men hun havde lige præcis været gammel nok til at kunne gå uden mælk og i stedet leve af græs og vand.

Nyx så stadig op på ham med sine dådyrøjne. De var en del af hendes charme og den ville kun vokse i takt med hende selv. Selvom hun havde været alene længe, havde hun stadig formået at charmere sig ind på nogle andre for opmærksomhed.

”Hvornår er snart?”