[Illana] Tomorrow

By tomorrow we'll be swimming with the fishes
Leave our troubles in the sand

Solen kysser landet farvel, og forsvinder bag bjergene i horisonten. Den unge hoppe spejder febrilsk efter det svage skær af lys, som aftagende spejler sig på himlen bag bjergene. ,,Nej vent!” Hun snubler fremad i sandet, og den hårde maske, formet af en livstids kamp og træning, falder til jorden da mørket kommer snigende. ,,Kom tilbage.” Stakåndet bevæger hun sig fremad, men det er håbløst og ender blot med at blive nogle klodsede spring fremad i sandet. Solen er væk og hendes selskab er nu skumringen. Natten står for døren, og i dette nye, underlige land er det skræmmende for den unge hoppe.

Det er ikke de levende som skræmmer hende, da hendes korte tid i landet har bevist, at monstrene ikke bløder ud af jorden, som førhen beskrevet. Det er mørket i sig selv. I natten kastes hun tilbage i tiden, og hun behøver ikke lukke øjnene for at se flammerne omringe sig. Smerten kommer snigende, og hun oplever huden åbne sig på nyt, selvom sårene for længst er blevet ar. Hun hører stemmerne bag sin ryg, og ensomheden er gennemborende. Hun kan intet andet gøre end at vente. Vente på dagen og lyset, hvor hun igen kan få ro. Fred.

Den spinkle hoppe må distrahere sig selv. Hun har efterhånden prøvet mange ting for at holde minderne på afstand i mørket, men hun er stadig på jagt efter en effektiv metode. Denne nat er hun søgt ud af skoven. Væk fra træernes lange skygger og ud på stranden, hvor vandet bruser op og gør sandet mørkt og vådt. Hun har svært ved at vænne sig til havet og til den stilhed som ligger over landet. Det fascinerer hende. Den lille grå træder ud mod vandet, og lader de brusende bølger søge op over hendes hove og sokker. Hun ser ud mod horisonten, hvor månen spejler sig i vandet men må lukke øjnene. Mørket omslutter hende.

,,Fokusér!” Hun trækker rystende vejret dybt ned i lungerne.

And when the sun comes up
We'll be nothing but dust
Just the outlines of our hands

En gylden skikkelse vandrede nær skovens kant, lige dér, hvor sandet mødte skovens bund. Hendes spinkle ben bar hende med en naturlig ynde, men også med en diskrethed, som gjorde at den gyldne i mange henseender kunne vandre uset; i hvert fald i dagens lys.
Om natten var det dog noget andet, for det lyse skind gjorde, at hun skilte sig ud fra de mørkklædte omgivelser. Og ikke nok med det, så bar den gyldne Illana også noget ganske unikt som gjorde, at hun ej længere kunne skjule sig under nattens tæppe.
Illana var på én af sine rundt i yderkanten af den flok, som hun nu stod til ansvar for. Hendes hove kendte vejen, og hendes sind var opmærksom på hver en detalje i det smukke landskab der omgav hende. Over hende hang månen og kastede sit sølvfarvede skær kærligt imod jorden, og en kølig efterårsvind smøg sig smidigt omkring og varslede om den nærtstående vinter. Et sagte prust forlod den gyldne hoppes mule, så en lille, men tæt tåge af damp omkransede hendes grå næsebor. Hendes ravfarvede øjne spejdede ud over horisonten, ud imod det brusende vand hvis skumring nærmest var hvidlig, der hvor vandet kravlede op over sandet. Et lille, tænksomt smil fandt vej over den gyldne hoppes mule, og tanker spredte sig som ringe i vand, i hendes sind. Dog var det ikke længe, at hun havde sine tanker for sig selv, for noget fangede hendes interesse - en fremmed sjæl på stranden.

Krystallen om hendes hals, der altid bar den gløde og gule glød begyndte at lyse kraftigere, og i en mere hvidlig nuance. Illana standsede sine skridt og så med interesse omkring sig; de hvide nuancer kunne betyde én af to ting. Enten befandt der sig en vogter i hendes nærhed, en der var berørt af samme rene magi som hende selv, eller også var der en sjæl, som var ganske ny i landet. Det sidste viste sig at gøre sig gældende, for i vandets kant stod en hoppe med - af hvad Illana kunne ane - grå nuancer og hvide aftegn. Hun hævede sin slanke hals og lod blikket betragte denne fremmede et øjeblik. Illana kunne høre, at denne hoppe som stod i vandets favn sagde ord, men Illana var endnu for langt væk, til at høre præcist hvilke. Illana gav sig til kende ved en brummen, høj nok til at den grå hoppe ville kunne høre det, hvorefter hun satte frem i en yndefuld og ubesværet skridt ud i sandet, med retning imod denne havhoppe.

[6]

Leave me in the rain
Wait until my clothes cling to my frame

Mørket er gennemborende, bidende og overdøvende. Et tæppe har lagt sig over landet og har skærmet hoppen fra sin flugt og redning. Hun efterlades åndeløs og udmattet til den påtrængende nat, hvor stilheden er så brølende, at hoppen får ondt i ørene af larmen. Hun bliver døv af intetheden og tavsheden, og for sit indre øre kan hun høre gråd. En langsom hulken, som ryster igennem hendes krop. Hun føler sig nøgen i mørket. Afsløret og udsat, som om hendes ar over kroppen lyser op som stjerner i natten og udstiller hendes hemmeligheder. Ensomhedens hånd griber knugende fat om hendes hjerte og isolerer hende - Men den unge grå er ikke alene.

Hendes fortvivlelse har distraheret hende, og den gyldnes tilstedeværelse bemærkes først, da hendes lys rammer Ebonites øjenkrog. Som om månen har afspejlet sig i mere end blot vandet, og hendes blik drages mod det. Den grå bevæger sig vagt og ubeslutsomt, næsten skammeligt, da hun retter sig mod hoppen. Som om hun er blevet opdaget i noget hun ikke burde gøre, og en apatisk maske fordufter skødesløst hendes ængstelighed, da hun studerer den fremmede. Den grå smelter ind i nattens dunkel, som en forbipasserende, ligegyldig skygge, men denne gyldne hoppe har i stedet noget dragende over sig. Det er ikke blot det lys hun bærer om halsen, som lokker den unges opmærksomhed til sig. Hun bevæger sig graciøst og uanfægtet. Som hvis der intet er at frygte i natten, når man bærer solens tvilling om halsen.

Ebonite lader blikket falde mod det mørke sand. Hun vil ikke være bange, det er hun ikke opdraget til. Men hun har nu aldrig levet op til sit formål. Ligeså flamboyant og viljestærk som hun kan være på ydersiden, ligeså skrøbelig kan hun blive. ,,Jeg..." Hun ser ikke på hoppen. ,,Jeg tror, at jeg måske er faret vild." Hun taler klart og tydeligt til hoppen, men holder de blå øjne rettet mod bølgerne, som gentagende gange bruser ind over hendes ben. Hun stivner sin holdning en smule, i et forsøg på at samle sig selv.

Wipe away your tear stains
Thought you said you didn't feel pain

Den gyldne hoppe nærmede sig stødt og roligt. Hun forholdt sig tavst, Illana, imens hun årvågent betragtede den sorte hoppe, med de specielle aftegn. Da Illana var i den sortgrå's nærhed, drejede hun sig med nærmest ubeslutsomme bevægelser, og da hun vendte fronten imod Illana, nikkede den gyldne hilsende imod denne fremmede, som havde fundet vej til flokkens område. Med lette, smidige bevægelser standsede Illana med en respektfuld afstand til den sortgrå hoppe, og lod begge sine ører tippes frem. Der hvilede en ganske særlig aura over denne havhoppe, en nærmest frygtsom en, som Lyset om den gyldne hoppes hals hurtigt opfangede. Som for at fortælle, at Lyset ej bar ondskabsfulde hensigter, blev den hvide og klare nuance dæmpet til en mere rolig og orange farve; en farve, som Lyset faktisk sjældent viste sig med. Illana brummede sagte, med milde toner, inden hun sendte et smil med en venlig mine.

Ganske kort efter hørtes hoppens stemme; og med blikket vendt imod sandet, der under månens lys nærmest virkede gråt og mørkt, fortalte hun, at hun nok var faret vild. Illana mirede let med mulen, inden hun sænkede sit hoved en anelse, nærmest for at signalere at hoppen godt kunne løfte blikket. Hvis Illana havde ret i, at hun befandt sig overfor en sjæl, som var ganske ny i landet, kunne den gyldne sagtens forstå, at det måtte føles som at vare faret vild. Hun kunne tydeligt huske fornemmelsen fra dengang hun selv satte sine hove i landet for første gang.

,,Hvis du fortæller mig, hvor du skal hen, så kan jeg måske hjælpe dig? Jeg har vandret på disse kanter i mange år efterhånden, og kender landet ganske godt."

Illana's stemme var mild, nærmest inviterende. Selvom hun havde en forventning om, at denne sortgrå kom fra en anden verden - som den gyldne selv - så var der en mulighed for, at hun var født i selve Andromeda, og blot havde tabt sin sti. Illana mimrede let med mulen igen, inden hun selv rettede sig en anelse, men hun bibeholdt en afslappet og neutral holdning. Den gyldne hoppe var ej en sjæl, der ønskede at have sig over andre.

,,Mit navn er Illana. Hvad er dit?"

Hun valgte at præsentere sig, for at give den fremmede noget at forholde sig til. Dog valgte hun med vilje ikke at bruge de titler, som hun i og for sig var berettiget til; men hun vidste, at der var mange ting at forholde sig til, når man befandt sig i et fremmed land; og derfor virkede magi og flokområder en anelse overflødige at bringe op, på nuværende tidspunkt.

[11]

Don't know where I am going

Don't know where I've been

Hoppen tyggede uroligt ud i luften, og hendes ører bevægede sig hurtigt og febrilsk rundt. Der var dog ingen tvivl om hvor hendes opmærksomhed lå - På denne lyse skabning som venligt præsenterede sig for hende og tilbød sin hjælp. Det var nemt for Ebonite at lade sig omsvøbe i denne tryghed og ro som hoppen udviste. En perfekt balance af imødekommende venlighed og rent lys. Men hvad lå der bag denne facade af godmodighed? Hvad ønskede hoppen i bytte for sin hjælp? Den lille grås udspilede næsebor dirrede nervøst, men så blev hendes vejrtrækning rolig. Hun gav efter til den beroligende aura omkring den lysende hoppe, og så måtte hun betale prisen, hvad end den vil være.

,,Jeg..." Hun holdt vejret inde. I tvivl om hvem hun egentlig var, hvor hun var eller hvad fremtiden havde at byde på. ,,Jeg ved det ikke." Erkendte hun flovt og slog blikket i jorden, men den unge hoppes øjne og udtryk blev hårdere. Hun var på vagt, og de blanke, forvirrede øjne erstattedes langsomt af et reserveret, lukket blik. Hun var en stridshest, en soldat, som ej skulle frygte. Men var det nu fortsat hendes skæbne? Da hun forlod flammerne i sit gamle land forlod hun også sin tjeneste, sin fremtid og en stor del af sig selv. Hun stod nu her - Ung, usikker og ovenud forvirret, men fortsat jagtet af fortidens minder som spilledes for hendes øjne hver gang hun lukkede dem i.

,,Illana, mit navn er Ebonite." Hun skifte igen karakter og fremtoning, og forsøgte nu at matche hoppens rolige udtryk. Var det svaghed eller godhed hun udviste? Den grå unghoppe havde svært ved at skelne på det. ,,Jeg ved ej hvordan jeg er endt her, men dette er ikke mit hjem," erkendte hun. ,,Mit land eksisterer ikke længere, og det er jeg endnu ikke sikker på at jeg selv gør. Er dette landet hensides?" Men hendes hjerte slog fortsat og blodet pumpede igennem hendes årer. Hun kunne umuligt være død. I stedet for at gætte vippede hun begge ører lyttende frem mod Illana, i håb om at hun kunne oplyse hende.

But I am restless at night

'Cause I have horrible dreams


OOC: Sorry for sent svar, håber stadig vi kan holde tråden i gang! :) 

Lyset om Illana's hals pulserede med langsomme, nærmest dansende slag i sit eget forsøg på at berolige den sortgrå hoppe foran Illana. Selv stod den gyldne hoppe stille og betragtede hoppen foran sig med det milde blik hun bar. Det stod tydeligt for den gyldne Illana, at hoppen som hun endnu ikke kendte navnet på, kæmpede med sin uro, og virkede nærmest tvivlsom om hvorvidt hun ville befinde sig i den gyldnes nærhed eller ej. Dog så det ud til at den sortgrå kort efter vandt sin indre kamp, og hurtigt indtrådte en fysisk respons; hoppens vejtrækning blev roligere. Illana brummede sagte, inden et diskret smil tegnede sig om den grå mule.

Derefter begyndte den sortgrå at tale - og Illana lyttede med omhug. Den fremmede sjæl vidste ikke hvor hun skulle hen - og så man mellem linjerne, var det ganske tydeligt, at hun ej heller kendte til Andromeda som land. Illana rakte forsigtigt mulen en anelse frem, med en ganske galant bevægelse, som for at modtage de næste ord hoppen udsendte.
Hun forklarede, at hendes navn var Ebonite - et navn, som Illana umiddelbart syntes ganske godt om. Og alt imens den sortgrå Ebonite lod en mere rolig aura glide over sig, en aura som næsten synede at matche Illana's egen, skiftede Lyset om hendes hals gradvist farve til den vanlige klare gule. Illana lod Lysets skift af karakter gå ubemærket hen; i hvert fald fysisk. Hun var så tæt forbundet med den rene energi, at hun tydeligt mærkede Lysets følelser; men det havde også sit eget liv, og det var ikke altid Illana behøvede reagere på Lysets tiltag.

Da Ebonite tav, og stod tilbage med et ganske stort spørgsmål, rømmede den gyldne hoppe sig med en utrolig ro. Selvom Ebonite og Illana endnu var fremmede for hinanden, stod de overfor at dele ganske personlige oplysninger nu; nemlig oplysninger om en rejse, som for de fleste var forbundet med et tab.

,,Ebonite, jeg kan fortælle dig, at det du ser omkring dig, ej er det hjem du har kendt til - men hvis du ønsker det, kan det blive dit hjem fremover. Du befinder dig i et land som kaldes Andromeda - et land, som både du og jeg eksistere i. Det er er et land, som er hinsides det, som du kommer fra, men dette er ikke et land for de, hvis liv er endt. Andromeda er et land, som tilbyder en chance for de, som har brug for det - og hvis ikke jeg gætter meget forkert, så har du mødt et meget klart, nærmest levende Lys på din vej hertil?"

[2]

Synes klart vi skal fortsætte, og jeg siger også undskyld for mit meget sene svar.