Threads of Silver | Gwynn

Tag: @trillen
En skimmel skikkelse kunne anes i tågens tætte dis. Morgnen var klar, solens stråler var lige kravlet over horisonten og et varmt skær bredte sig i det grålige landskab, hvis aura var ved at ændres fra efterårets lunefulde, til vinterens barskhed. Den skimlede vandre havde sat en ganske passende pels, der gjorde hans ellers skinnende pels en anelse mere mat. Under hans hove knitrede det korte græs en anelse af rimfrost, som kærligt havde dækket det meste af landet i nattens løb.

Den skimlede hingst, som for mange var en fremmed, en mystisk ukendt sjæl, vandrede med et bestemt formål. Hans liv havde fået en ny retning, et formål som han søgte at opnå. Han prustede let, inden han skævede ud over det åbne område. Han befandt sig på øen Leventera, i den vestlige del. Hans retning var imod flokkens område, men hvad han ikke vidste, var at hans vej ej ville blive direkte.

Dem skimlede hingst, som vandrede i skovens bryn, standsede ved engens munding. Han betragtede et øjeblik det fredfyldte område, og tanken om at nogen ønskede at ødelægge denne idyl, fik ham momentært til at trække ørerne tilbage. Dette land henlagt i mørke, ville være et mareridt. Han brummede sagte for sig selv, inden en bevægelse fangede hans opmærksomhed. Hvis ikke han tog meget fejl, var det en fremmed sjæl, og den skimlede tillod sig at sende et brummen ud, for at tilkendegive sig selv. På denne lyse morgen søgte han faktisk en bestemt sjæl, og hvis ikke han netop var opsøgende, risikerede han at gå forgæves.

[2]

Att.: Altaïr

Det var køligere. Vinden var mere bidsk end den havde været hidtil. De kølige vindsus om ørene på den mørkspraglede hoppe var bemærkelsesværdigt. Hendes pelsslag strittede imod denne kølige gestus. Rimfrosten gjorde sig bemærket ved at lave knasende lyde for hvert et skridt den spraglede hoppe tog i morgendisen. Fra hendes varme korpus kunne man tydeligt se, hvordan dampen steg derfra. Hun holdte pulsen oppe ved at gå i et ganske rask tempo, så hun ikke ville blive synderligt påvirket af den kolde vind. 
I dette land var hun endnu ukendt. Hun kendte ikke til dets områder eller dets forskellige øer. Hun var stadig meget ny i denne verden. En ny chance, som hun havde fået tildelt. Til hvilket formål havde hun så småt sat sig i sinde at finde ud af. Måske fordi hun var optaget af de forunderlige hændelser.

Med faste og solide bevægelser begik hun sig i det frosne område. Hun havde intet mål som sådan. Hun lærte egnene at kende i sit eget tempo - alene, som hun var vant til. Dog varede ensomheden ikke længe. Hun havde endnu kun stødt på et enkelt andet individ. Den mørke hingst med de blålige plamager. Denne gang ville skæbnen at hun ikke skulle vandre i landet helt ensomt. Det gjorde hende intet, hvis hun fik følgesvende, men at vandre alene gjorde hende bestemt heller intet. Hvis de ikke havde noget fyldestgørende formål så var de velkomne til tyst at følge hende, men hun ønskede ikke en sludder for en sladder i denne morgendis. 
Hendes lette, elegante bevægelser var bestemt ikke til at misforstå. Det var en hoppe, som man ville se, når hun bevægede sig. Der var ingen tvivl. Desuden var hendes korpus spinkelt bygget og hun var derudover heller ingen høj hest.

I horisonten tydede hun nu en skimlet silhuet som også var på ene nattevandring præcis som hende selv. Sjælen var ikke i følgesskab med nogen hvilket var passende for hende. Hun var ikke meget for mange på én gang. Det var forvirrende. Der var for meget at forholde sig til. For mange indtryk, som hun skulle forholde sig til. I takt med hun nærmede sig den skimlede kunne hun nu tyde, at der var tale om en hingst. Hvert et hovslag fik hende nær ham og hun stoppede ikke før hun ville være i en passende afstand. Hvad mon han havde af historier at fortælle? 
Da hun snart nåede den grålige hingst satte hun tempoet dalende ned. Hendes øre var rettet mod ham. Blikket var rettet mod ham, men på sin sædvanlige halvkølige facon. Dog udviste hun på ingen måde nogen trussel. Med et par meters afstand stoppede hun glidende op foran hingsten. Afventende. Med et enkelt nik og et let prust hilste hun ham, som et tegn på at hun ikke ville være en trussel for ham. Men hun forblev tavs. Ikke fordi hun ville være uhøflig, men fordi stilheden tiltalte hende fremfor at komme med en kontroversiel hilsen. 

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Om det var hans brummen, der afslørede ham, eller om den fremmede hoppe blot fik øje på ham, stående der i morgenstundens dis, var den skimlede ukendt - og egentlig også ligegyldigt. Hoppen satte sin kurs i hans retning, og snart begyndte detaljer at kunne ses - farver, bygning, udstråling. Hoppen der nærmede sig, bar et sølvskær i hendes man, en mørk og fyldig farve i ansigt og på ben, en grålig kappe klædte hendes krop. Få med samme karakteristiske farvemønster havde vandret i dette land - men den skimlede vandre var hurtigt vis om, at denne hoppe var en fremmed for ham. Hendes bygning var slank, og hun var ikke så høj; men hun bar sig med ynde. Et smalt og feminin ansigt med en opmærksom aura omkring sig. Smuk, det viste hun sig at være, og da hun standsede foran ham med en glidende bevægelse, rankede den skimlede sig en smule, inden han med en nærmest drømmende stemme prustede hilsende tilbage imod denne morgenvandre.

,,Vær hilset, du sølvfarvede. Tillad mig at spørge, men hvad finder du smukkest, på en morgen som denne, hvor solens stråler afslører rimfrostens klare skær, der dækker både græs, busk og træ?"

Hans toner havde fortsat den drømmende karakter over sig. Altaïr var ulig de fleste på rigtig mange punkter. For den skimlede hingst, betød høflighed, etikette, navne og herkomst intet. Dét der betød noget for ham, var den enkeltes meninger, personlighed og tanker. Et smil tegnede sig omkring hans mørke mule, og den mørkeblå øjne søgte diskret at skabe en kontakt med hendes noget lysere, klare blå øjne. Han søgte i første omgang ikke at nærme sig yderligere - for selvom den skimlede vandre var en sjæl, der nød at være andre nær, nød at føre og følge andre, da havde han ganske stor respekt for andres grænser. Hoppen foran ham, havde udvist ham en gestus, der signalerede at hun ej var en trussel for ham, og i lignende grad bøjede han graciøst sin smidige hals i en bevægelse, der ligeså udviste at han var her med venlighed i sinde. De to befandt sig på ganske neutral grund, overfor hinanden, og tiden måtte vise, hvad dagens gry ville bringe for de to sjæle.

[3]

Att.: Altaïr

Dækket af morgendisen stod hun nu der. Foran den skimlede hingst. Han var overvejende højere end hende, men bestemt var det muskelfylden, som gjorde det bemærkelsesværdigt. Hun var tavs i første par minutter, men der var ingen akavet stemning. Hvis man gjorde det akavet, så blev det også sådan. Gwynn nød det ukompliceret, fordi hun ikke var stor tilhænger af alt for megen sniksnakken, som ingen mening havde. Samtidigt var hun alligevel en kompliceret sjæl i manges øjne, fordi hun ikke var som alle andre. 
Hun vidste dog godt, at stilheden ikke ville vare evigt. Det var de færreste, som kunne være i andre selskab uden at tale. Så da hingsten holdte med at tie, lyttede hun indgående til hans ord. Sølvfarvede. Et kaldenavn. Uden betydning, men alligevel bed hun mærke i det. Var det en normal kotume? At give andre kaldenavne? Hun mimrede let med mulen, for så at lytte intenst til hans næste ord. Dog udviste hun ikke endvidere ikke megen interesse. Ikke fordi hun var uhøflig, men fordi hun ikke så meningen ved at bruge tid på ligegyldigheder.

"Interessant spørgsmål,"

Hun gengældte ikke hans hilsen. Endnu ikke fordi hun ville være uhøflig, men fordi hun ikke fandt det nødvendigt. Hun følte at hun havde givet sin hilsen. Udvist en ganske ufarlig adfærd. Desuden holdt hun en pæn afstand til gråfarvet hingst. Ørene vippede opmærksomt til siderne, da hun i det fjerne kunne høre en fugle baske forvildet med sine vinger. Derefter rettede hun ørene frem mod hingsten. "Jeg finder ynde i mange af naturens skabelser," startede hun ud. Der var intet smil at finde om mulen, men hun var bestemt ikke aggressiv eller vred.

"Jeg holder af skiftet. Hver eneste sæson, får naturen en ny chance til at vise sit værd. Sine nuancer og sine forunderligheder,"

Dette var ingen løgn. Gwynn fandt det uimodståeligt, at betragte hvordan sæsonens farver ændrede sig. Hvordan de kunne overleve samtlige temperaturer. Få nye farver. Genopstå på ny efter en lang vinter. Alt dette var med til at skabe en smuk og bemærkelsesværdig verden. Noget, som der var værd at sætte pris på. En chance til. Chancer var noget, som den grå spraglede hoppe var ganske opmærksom på. Det at liv fik en chance til for, at genopstå på ny. Et forkert indtryk kunne forny sin chance. Alt dette gjorde, at langt mere var muligt i denne verden.
"Det inspirerer mig, såvel som betager," afsluttede hun. Hendes blik var endnu fastholdt hingsten foran sig. Hun kendte ikke hans navn, men hun behøvede ikke noget. For hende var navne noget, som man delte med bekendte. Ikke fremmede. Endnu ikke en uhøflighed fra hende side, men derimod hendes opdragelse fra barnsben. At holde kortene tæt på hånden var i mange tilfælde det kløgtigste træk.

"Sig mig, hvilket svar vil du give mig, hvis jeg adspurgte dig det samme?"

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Den sølvtonede hoppe, der i morgendisen synede ganske magisk af udseende, lod til at have en ganske forbeholden og neutral aura over sig - en aura, som den skimlede hingst fandt ganske interessant. Altaïr havde altid syntes om det, der var anderledes, de, som havde meninger der ikke blot var udledt af andres. Han brummede sagte, imens han afventede hendes respons, og hans stemme bar fortsat de specielle, nærmest drømmende, toner med sig.
Hendes stemme blandede sig med hans brummende lyde, og hun tilkendegav at hans spørgsmål var interessant. Han tippede sine ører lyttende frem, og studerede de nuancer der lå i hoppens feminine toner. Det virkede som om at hoppen foran ham, så flere detaljer end de fleste. Hun fortalte, at hun fandt ynde i det skift der fandt sted mellem nat og dag - at dette inspirerede hende og behagede hendes sind. Et gådefuldt smil fandt vej til hans mørke mule inden han rettede sig en smule; endnu var deres blikke forbundet med hinanden, og det blik som den sølvtonede kunne beskue, var et ærligt og åbent et. Den skimlede trådte et lille, smidigt skridt til siden, men ej bevægede han sig nærmere på den sølvfarvede. Hendes toner spandt samme spørgsmål, rettet imod den skimlede selv, som han havde stillet hende, og eftertænksomt lod han blikket søge ud i de disede omgivelser omkring dem, imens han overvejede sit svar.
Hvis sandheden skulle frem, var der mange aspekter af morgenstunden, som hingsten fandt fascinerende, men én enkelt ting trådte tydeligere frem end andre. Da han flyttede blikket tilbage imod den lidt mindre og spinkle hoppe, nåede den drømmende aura helt ind i det dybe blå, som lå i hans øjne.

,,Dét jeg finder mest fascinerende ved en morgen som denne er, at alt hvad solens stråler rammer, nærmest synes forandret af tågens tætte kappe. I tågens tæthed, bliver alle kanter og kontraster uskarpe, og de der vandre på jorden, kan nærmest synes at svæve uhindret, som var jorden under dem borte. Jeg er fascineret af lyset, som blander sig med tågens dis, fascineret af farverne, der ligeså kan virke uskarpe og udefinerbare, men fuld af rigdom og lys. I tågens tæthed kan man vandre som et spøgelse; diskret, men samtidigt synlig for den der virkelig ser efter."

Hans toner ophørte herefter, inden han vendte fronten en anelse mere imod hende. Hans blik søgte hendes blå øjne på ny, som med deres lyse skær stod i kontrast til hans mørkeblå. I de ord hingsten havde udtalt, fandtes der en sandhed om ham selv; en sandhed, som han ikke ofte havde sagt højt. Den skimlede havde i et andet liv, vandret som et spøgelse, uset med mindre han ønskede andet. Dog altid nærværende for de, som han fulgte; som var han en beskyttende ånd, der holdt øje med nogle få. Han brummede sagte, inden han gjorde sig en ganske graciøs bevægelse - en invitation faldt imod den sølvfarvede hoppe; en invitation til at følge ham ind i tågens dyb, og sammen udforske de forunderlige syn, der gemte sig derinde.

[5]