Let me surrender [Tagged: Illana]

Tagged: Illana
Tidspunkt: Nat – stjerne og måneklar himmel

Den sorte hingst, havde en plan. En plan, der havde været i tankerne i længere perioder.
Han vandrede nu afsted til øen Leventera. Øen, som han så ofte havde vandret afsted på, uden et egentlig ærinde men dog med et formål. Formålet havde ingen kendt til, kun den sorte Volontaire. End ikke den, der bar formålet med sig, havde nogen idé om, hvorfor den hjerteløse hingst så ofte havde vandret blandt skyggerne på øen. Hans sorte øre vippede omkring, lyttende til brusende lyd der var bag ham, fra havets bølger der slog ind imod bredden. Han havde krydset havet, krydset det kolde vandt, og nu vandrede han afsted i stilheden..

*************************************************************************

Volontaire vandrede længere og længere ind på øens områder, de områder der ikke var ejet af nogen, men som bare tilhørte alle og enhver. Skyggehingsten vandrede selvfølgelig ikke bare hovedkulds ind i flokområdet, men holdte sig et godt stykke derfra. Han vidste, at hun ville være der, et eller andet sted. For der var hvisket, hvislet og sladret til ham igennem skyggerne, at hun bar ansvaret for denne fok. Hun var deres leder. Deres beskytter. Han svirpede med den lange sorte hale, inden det store korpus stoppede stødt op. Hans isblå og pupilløse øjne stirrede olmt og tomt fremad, søgende efter hende, efter Lyset. Han kunne skade hende, præcis som hun kunne skade ham; men han troede på, at ord ved deres møde, var magt nok. De behøvede ikke en kamp.

Stille stod han der, og stirrede mod flokkens område. Selv forholdt han sig i ro, lidt gemt imellem nogle få træer, der kastede lidt skygger over ham, så månens skær ikke afslørede den sorte skyggehingst for meget. Dog kunne de isblå aftegn og øjne nok ses, for dem der kiggede i hans og træernes retning. Stilheden skulle brydes – han var nødt til, at kaste sine egne tunger toner ud i den stjerneklare nat, for at søge hende, kalde på hende. Han stod sådan i flere minutter, overvejende. Men han ville gøre dette, for Deres skyld. For dem.
Stilheden blev derfor brudt, og den sorte hingst kastede sine mørke toner ud i stilheden, brød den, med en kaldende undertone efter hende, efter Lyset. Den gyldne hoppe. Han knejste derefter nakken dybt, og så afventende i flokkens retning, til grænsen, som han stod mange meter fra, imellem de tykke træer.

Månens sølvskær kastede sine vage stråler imod Andromeda's jord. Under månens åsyn vandrede en gyldne sjæl, en sjæl, der bar på noget af den reneste magi i landet. Illana, den gyldne, begav sig stilfærdigt, men smidigt af sted i flokkens yderkant. Hun var ved at være færdig med hendes daglige runde, og havde sat kursen imod det træ, der nærmest gemte på en hule under sig - et træ, hun i mange nætter havde sovet under. Teylar lå fredeligt hen, badet i månens kærlige lys - så det ud til.

Illana var ikke nået særligt langt fra grænsen, da Lyset sendte et jag igennem hendes krop. Hun kunne fornemme det, ganske tydeligt, og hun kendte dette signal. Hun stivede, hævede sin slanke hals og lod sine ører tippes lyttende i alle retninger. Skyggerne var i nærheden, og Lyset bød den gyldne hoppe om at flygte til sikkerhed; en luksus, hun ej længere kunne gøre brug af. Det ansvar hun havde påtaget sig, bød hende at blive, at lokalisere denne trussel og gøre hvad hun kunne for at sikre flokkens sikkerhed. Hun fnøs ganske sagte for sig selv, inden en stemme blandede sig med den tavse vind - en stemme, der var velkendt for den gyldne hoppe.

Hendes hjerte sprang et slag over, inden hun smidigt drejede om sig selv og lod blikket vandre hen i den retning, hvorfra det kaldende vrinsk var kommet. Han måtte befinde sig udenfor flokken, og med tøvende skridt satte Illana frem imod en klynge træer, godt og vel 100 meter fra flokkens grænse. Jo tættere hun kom på disse træer, jo mere tøvende blev hendes skridt, og Lyset der ellers skinnede klart i krystallen, falmede hen, gemte sig. Hun kunne mærke dets frygt, dets usikkerhed; men den gyldne hoppe vidste også, at dette var hendes hjem og dermed hendes hjemmebane.
Hun standsede først, med en årvågen holdning, da hun befandt sig små 20 meter fra træerne. Hun vidste, at den der gemte sig derinde, ville kunne høre hende, og med tydelig stemme gav hun sig til kende.

,,

Jeg ved, du er derinde. Hvad bringer dig så nær flokkens område?"

Imens hun ventede på svar, kunne hun mærke hvordan hendes hjerte fortsat arbejdede på højtryk. Inde i træernes tætte dække, stod en hingst hun kendte ganske godt. En hingst, som den gyldne hoppe nærede stærke følelser til, en hingst som havde ofret sig for hende. Hun mimrede en anelse usikkert med ørerne; for selvom hun havde længtes efter at se Volonatire igen, savnet ham, så bar hans tilstedeværelse også en trussel med sig. Og siden han vovede sig så nær flokken, frygtede Illana, at han ikke bragte gode nyheder - eller hensigter - med sig.

[8]

Skyggevandreren stod som forstenet imellem de tykke træer, hvis eksistens nok var over 100 år. De var gamle, og de var store, et ganske godt sted for Volontaire, at gemme sit korpus imellem, fordi de skabte ekstra skygge omkring ham, så kroppen ikke stod for tydeligt frem i månens skær. Stilheden hang længe over ham, mens hans øre vippede lyttende og opmærksomt omkring ham selv. Han håbede, at hun ville besvare ham. Håbede, at hun på en eller anden måde ville føle sig nødsaget til at komme i hans retning, trods hun nok frygtede det. Sidst han betrådte Leventeras jorde, var da lyden af hvin og et voldsomt lys dukkede op, en kamp imellem hans skyggesøster Ava og den gyldne Illana.
Hun havde dog været borte, da han kom frem – trods han havde fart på.. Så han havde ikke set hende.. Ikke lokaliseret hende, men kun sin skyggesøster Ava, som han havde hjulpet hjem.
Hans pupilløse øjne opfangede nu bevægelser i det fjerne, helt henne ved grænsen til Teylars område. Og der kom hun så gående, den gyldne hoppe, med det lys der tydeligt fortalte hende, at han var i nærheden og at han var farlig for hende Han var en skygge – og hun var Vogter. Deres natur og magi bød dem, at frygte hinanden, kæmpe imod hinanden. Og dette instinkt, skulle den sorte Volontaire nu modarbejde – han skulle ikke skade hende. Han skulle tale med hende. Forklare.
Hun stoppede op, godt 20 meter fra ham, mens hun talte. Hun vidste, at han var der. Og hun havde jo ganske ret, den gyldne sjæl..

Langsomt trådte han nu frem, og ud fra de tykke træer. Hans sorte krop blev belyst af månens skær, der også dansede på hoppen foran ham. Hans øjne var i hendes retning, skønt det ikke kunne ses, fordi der ingen pupiller var. Han fokuserede på Lyset om hendes hals, der var dæmpet. Som om det advarede hende. Han forstod det – det var et klogt træk!
Det store korpus stoppede op igen, men dog med færre end 5 meter imellem dem nu; han ville nødigt stå og råbe. Den hjerteløse hingst, mærkede tydeligt hvordan hans skygger hvislede og hvæste. De ville have hende. Æde hende. Frastjæle hende lyset – men de måtte ikke. Han skulle tale.

,,Illana.”

Brummede han, med den mørke og hvislende tone. Men en undertone brød også frem hos ham. En undertone, der tydeligt bekendtgjorde, at det altså var ham.. Han var Volontaire og ikke kun en skyggehingst.

,,Jeg er kommet for at finde dig. Tale med dig. Jeg håber, at du kan se bort fra mine… Skygger. Og se på mig, som Volontaire”

Sagde han da, og brummede i mørke toner endnu engang, inden han rankede sig roligt op. Skyggernes hvislen fortsatte, lige indtil Volontaire slog et ordentligt slag ned i jorden med den ene forhov – så tiede de, og hans øre vippede frem til hende. Lyttende. Afventende.

,,Og huske på de ord, jeg for flere år siden sagde..”

Han havde lovet hende noget. Lovet hende noget, som kun hun vidste. Men ville hun huske det, og stole på det? Skyggehingsten kunne kun håbe på det.

[10]

Stilheden var nærmest rungende, efter Illana's stemme havde lydt. Hendes blik forblev imod den klynge træer, hvor hun vidste Skyggebæreren stod, og Lyset om hendes hals gjorde fortsat hvad det kunne, for at få den gyldne skikkelse til at flytte sig, og søge bort fra Skyggens tilstedeværelse.
Den slanke hoppe stod stift, med ryggen let spændt og benene var klar til at flygte. Det var rene instinkter der gjorde, at Illana stod i denne position, for hendes sind ønskede at blive; for stemmen, hun havde hørt, tilhørte en hingst, som hun havde savnet, hvis ikke længtes efter, og hun ville gøre hvad hun kunne, for at tøjle hendes trang til at flygte.

En skikkelse trådte nu frem. En mørk skikkelse, med det særprægede blå, der krøb omkring hans forpart. Den sorte Volontaire kom til syne fra træernes favn, og månens skær lagde sig nænsomt om hans stærke krop. Hun stivnede, ganske kort, og holdt på sit åndedrag. Hun betragtede hvert et skridt han tog, hver en bevægelse hans muskuløse krop gjorde sig, og først da han stoppede op, med en ganske lille afstand til hende, gav hun slip på sit åndedrag og et anstrengt suk forlod hendes krop, og efterlod en sky af damp omkring hendes grå mule. Årvågent, men længselsfuldt så hun imod hans pupilløse, isblå øjne der nærmest emmede af fare; men Illana vidste, at bag det nærmest dødelige ydre, gemte der sig så meget mere.

Hans stemme hørtes, ledsaget af de hvislende toner, som Skyggerne sang. Hun tippede det ene øre helt frem imod ham, og så snart hun hørte den velkendte lyd i hans stemme, dét der signalerede at han stod foran hende, fulgte det andet med. Hun brummede sagte, nærmest lydløst, imod ham, som en slags hilsen, inden hans næste ord lød.
Han var kommet for at finde hende. Hun kneb sine øjne en anelse sammen, med en undrende mine; for hun kunne umiddelbart kun gennemskue én årsag en Skygge havde til at søge Lyset - men hans stemme varslede noget andet. Han bad hende se bort fra hans ledsagende Skygger, og se ham som den hingst han var - den hingst, hun nærede et meget stærkt og unikt bånd med. Hun nikkede tavst, som en slags bekræftelse af, at hun netop ønskede at gøre dette - at se ham, som Volontaire, og ej den skyggebærer han var blevet. ,,Og huske på de ord, jeg for flere år siden sagde". Hun lagde hovedet lidt på skrå, og med ét blev hendes før lidt skeptiske blik noget mere mildt. Hun huskede tydeligt, hvad den førhen sortbrogede hingst havde lovet hende, og på en måde overraskede det hende, at det hjerte som hingsten ej længere ejede, havde husket netop de ord. En højere brummen undslap hende, og hendes overlinje slap sit krampagtige tag en anelse. Hun stod nu mere løst foran ham, men endnu med sine parader oppe - til dels var det Lyset der sørgede for dette - for selvom han kom som Volontaire, var det ikke til at vide hvor stærke hans Skygger var; og om de kunne overtage hans vilje ganske pludseligt.

,,Jeg husker dem, Volontaire.. Nok så klart. De har hvilet i mit sind og hjerte, siden du sagde dem. Men, du nattesorte, hvad ønsker du at tale med mig om? Jeg vil lytte til dine ord, med et åbent sind, og se dig som den du er, og ikke den Skyggerne ønsker at du skal være."

Hendes stemme var reel, mild og feminin som altid. Men hørte man efter, lå der et håb gemt i hendes toner også; et håb om, at hingsten foran hende ikke ville blive fortæret af Skyggernes magt, som det var sket under hendes møde med Ayin. Hun havde oplevet hvordan han det ene øjeblik var i kontrol, og det næste var det Skyggernes tunger der hvislede ord og påvirkede hans fremtoning. Ja, hun håbede at den sorte Volontaire havde styrken til at holde dem tilbage, sørge for at de ikke påvirkede hans ord og tanker; hun håbede at de kunne tale frit. Hun sænkede herefter sit hoved en anelse, som en endegyldig accept af hans tilstedeværelse, alt imens Lyset i krystallen famlede mere og mere.

[9]

Den sorte hingst vidste godt, at han bragte farer med sig. Både for hende – men bestemt også for ham selv. Illana var en stærk hoppe, der ejede en styrke, som mange andre ikke gjorde. Hun havde både stærke muskler under sit feminine skind, men samtidig ejede hun også en magi, der til hver en tid ville kunne skade ham og de skygger han bar på sin krop. For hvis hun skadede skyggerne, der levede på ham, skadede hun også ham. De var forbundet – de var ét. Og dog alligevel ikke. Mange deer levede som skyggeheste mistede sig selv med tiden. De log skyggerne overtage helt, lod dem leve deres liv for sig; og det havde også været tæt på at ske, for den hjerteløse hingst.

Men det var ikke sket.. Han var stadig Volontaire, bag det mørke og levende skyggeydre – men den Volontaire han var, blev ikke ret ofte vist frem. Han lod sig gemme bag sine skygger, lod Skyggerne agerer for ham, så han kunne leve videre, med det ene formål han i så mange år havde haft. Et formål, som kun han kendte til; men som den gyldne hoppe foran ham, også snart ville kende til, hvis hun tillod ham, at blive i hendes selskab. Hvis Lyset tillod hende det. Han betragtede hende, så hvordan hun hævede og spændte i kroppen, og trak vejret ind, for derefter at holde det. Og først da han stod stille hos hende, lod hun luften falde ud fra sine vibrerende næsebor, så en dis røg fra hende og ud i den kolde luft. Hun frygtede ham; og han forstod det ganske godt.

Da hans stemme lød, kom hendes ene øre frem, og kort efter fulgte det andet efter. Hun kunne høre ham, høre hans stemme, imellem den hvislende Skyggetoner. Hun vidste, at han var derinde; og det var sandt. For det var han – mere end nogen vidste. Mere end hans Skyggebrødre, Søstre og Herre vidste. Han betragtede hvert en lille ting hun gjorde med kroppen, han så hendes let sammenknebne øjne, hendes tavse nik, som bekræftede ham i, at hun ville lytte til ham, og forsøge at se ham, frem for den skyggehingst han var. Blikket hos hende blev mere mildt, et tegn på, at hun kunne huske de ord, den lovning han havde givet hende. Hun huskede den, og hendes krop gav krampagtigt efter, mens en brummende lyd forlod hende; hun slappede mere af.. Og det ønskede han. Ordene faldt fra hende, og han lyttede til det, intenst. Da ordene var afsluttet, brummede han i en svag hingstet tone, som han havde gjort dengang, han blot var en almindelig broget hingst.

,,Jeg ved, at dit sind er åbent, Illana. Du gyldne sol. Og jeg er taknemmelig for, at du husker de ord jeg sagde til dig, for mange år siden.” En kort pause indtraf, inden han fortsatte sine ord: ,,Skyggerne har mistet deres leder. Fuyu er ikke længere i blandt os. En ny skal træde til. En samling skal ske, for at finde denne nye leder. Men det er ikke det, der er essensen af det jeg skal fortælle dig, Gyldne”

Sagde han da, med tunge toner. Han betragtede hvordan hun lod hovedet sænke sig en smule, en accept af, at han var i hendes selskab. Han blik hvilede nu på Lyset, der også falmede en smule. Mon det falmede, fordi det accepterede dets bæres beslutning, eller falmede det grundet hans nærvær? Volontaire brummede i en eftertænksom tone, inden blikket faldt i hendes igen.

,,Ava ønsker, at lokke dig til vores ø. Deres ø. Hun vil lade dig gå i baghold, for at tage det lys, der er blevet dig givet. Hun ønsker, at du skal miste det. Og for at det skulle ske, er jeg sendt hertil. Jeg skal lokke dig til øen, fortælle dig, at jeg vil tilbage. At jeg ikke længere vil være en skygge.” En kort pause indtraf, inden han talte videre.
,,I mange år, Gyldne Sol, har jeg levet som en Skyggehingst. Jeg har båret disse levende væsner, af en ganske simpel årsag. For mange år siden, lovede jeg dig, at jeg til hver en tid ville beskytte dig, værne om dig, og slås for redde dig. Jeg kunne ikke vandre ved din side, som Samael gjorde. Men jeg søgte til Skyggernes rige; for kunne jeg blive en del af dem, kunne jeg lytte, høre, og være en del af deres planer. På den måde, har jeg altid kunnet være ét skridt foran de skygger, der søger at skade dig og dit lys; skade vogterne. Jeg er en Skyggehingst, ikke fordi jeg ønsker det. Men fordi jeg netop kan komme den dag i dag, for fortælle dig, at du aldrig må sætte dine ben på Foehn.. Saml dine vogtere. Fortæl dem, at Skyggerne samles. De vil skade jer.”

Hans toner var tunge og brummende. Han var i dyb fare nu. Det vidste han. Han ville blive dræbt – de ville udrydde ham. Det vidste han. Men han holdte sine ord for den gyldne. Han ville ALTID beskytte hende.

,,Skyggerne tror, at jeg følger dem. At jeg ønsker, hvad de ønsker. Ava tror også, at jeg er søgt til dig nu, for at trække dig til Foehn. Men jeg er kommet for at advare i stedet. Et valg jeg har taget, trods det nok vil være det sidste valg, jeg selv tager kære Illana. De vil ikke finde sig i, at jeg går bag om dem. Jeg hjælper den de søger at fjerne. Forstå mig, Illana. En skyggehingst er hvad jeg er blevet – men det er ikke hvem jeg er. Jeg er Volontaire. Og mit ord til dig, vil for altid blive holdt”

Med de ord, stoppede hans talestrøm. Hans mule søgte lidt ned, og i hendes retning. Men han rørte hende ikke. Han respekterede, at hun måske ikke ville tro ham. At hun ville bide eller skade ham; men han ville blot mærke hende.. For han vidste godt, den hjerteløse hingst, at hans tid i Andromeda snart ville være ovre. De ville komme efter ham. De ville skade ham.

[19]

De ord, som Illana havde ladet vandre i tomrummet imellem de to modsætninger, blev efterfulgt af den hingstede tone, om hingsten bar. En brummen forlod ham, og hans brummen blev formet til ord - ord, som Illana hørte hvert og et. Han fortalte hende, at Skyggerne, som ellers stod stærkt forenet under den hvide Skyggehingst Fuyu, havde mistet netop ham. Hvordan det var gået til, at den hvide Skygge var gået bort, kunne Illana ikke helt greje, men hun stolede på den sorte Volontaire; hvis han sagde, at han var borte, var det sådan det stod til. hun brummede let og eftertænksomt, i det han forklarede, at en ny måtte tage hans plads. Det måtte betyde, at de stod overfor en sårbar periode; en periode hvor den gyldne og resten af vogterne måske havde en chance for at sikre landet imod deres eminente trussel. Hun spidsede ørerne en tak mere, og hendes blik blev en anelse mere intenst; selvom disse nyheder han bragte, om Skyggernes indbyrdes struktur, var det ikke essensen af det, han ønskede at fortælle hende. Hun spidsede forundret mulen en anelse, og et blik der både bar årvågenhed og opmærksomhed med sig, gled over hendes ravfarvede øjne.
Den sorte Ava, som Illana for nyligt havde stået ansigt til ansigt med, ønskede at den sorte Volontaire skulle lokke den gyldne med sig til Askeøen - lokke hende i baghold og frarøve hendes Lysets krystal. Illana kneb sine øjne skeptisk sammen - for umiddelbart virkede det ej som den mest logiske strategi at fortælle den gyldne, hvad han agtede at gøre - men der var mere til sandheden. Hans næste ord overraskede hende, og imens han fortalte kunne hun mærke hvordan hendes hjerte øgede sin rytme; ja, endda utaktede det en anelse. Han havde levet som Skyggehest, for at samle informationer om de, lære alt hvad der var at vide om dem. Illana spærrede sine øjne en anelse op - for dét, som hingsten foran hende sagde, var at han havde sluttet sig til dem, for at kunne fortælle hende om deres planer, advarer hende. Hun lod en sagte brummen forlade sit bryst, imens hans ord nåede sin ende. Og herefter gled et nærmest sorgfuldt glimt over hende - ganske kortvarigt - for det gik op for hende, at ved at komme her og dele netop disse informationer med hende, bragte han sig selv i stor fare. Og selvom de to havde vandret hver deres stier meget længe, stier der havde bragt dem langt fra hinanden også på den personlige front, da ønskede hun ikke, at hingsten foran hende skulle lide skade. For stadigt, dybt i hendes indre, var der en gnist, som brændte for ham. Hun tøvede, lod blikket vandre bort fra ham, imens hun gennemgik hans ord for sig selv. Først efter flere minutter lod hun blikket løftes igen, og med et følende skridt, som famlede hun for sig i blinde, trådte hun en anelse nærmere den skyggebærende hingst. Lyset i hendes krystal or krampagtigt rundt i dets skal, som søgte det at flygte - men dette var ikke muligt. Illana kunne mærke frustrationen og frygten, som hurtigt bredte sig i hendes indre ligeså; hendes krop skælvede en smule, som frygtede hun jorden ville briste under hende, og hun ville falde i et uendeligt dyb. Men jorden forblev hvor den var, og efter lidt fandt hun en måde at tøjle magiens rasen i hendes sind. Hun rakte mulen en anelse frem imod ham, søgende efter hingsten han var, og ikke Skyggebæren, som han var blevet. Hun mimrede ganske let med mulen, og med nærmest dirrende stemme, begyndte hun at forme de feminine toner hun bar, om til ord.

,,Volontaire, jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige.. Du bringer dig selv i så stor farer, ved at komme her. Jeg er mere end taknemmelig over, at du har holdt dit ord, kære Volontaire, men jeg ønskede på ingen måde, at du skulle ende med at tage et valg, der muligvis kan være dit sidste, for min skyld.."

Hun tav, og trak hovedet en anelse til sig. De ord, der var kommet fra hende, var kommet dybt fra hendes hjerte. Hun kunne ikke holde det tilbage, selvom hun stod med meget ambivalente følelser; for både rumsterede frygten, savnet og sorgen i hende. Hun stod et øjeblik, som for at samle sig. Fik styr på den dirrende fornemmelse, som stadigt løb i hendes blodårer, og hun stillede sig med en ganske afslappet, og neutral holdning, selvom dele af hende ønskede at nærme sig yderligere, samtidigt med hun ønskede at flygte.

,,Hvad vil der ske, hvis jeg ikke kommer til Foehn? Det vil gå ud over dig, ikke sandt?"

Med let sammenknebne øjne lagde hun hovedet let på sned. Hun kendte til Ava's temperament, hendes hævntørst og hendes nærmest uovervindelige vilje. Når først hun ønskede noget, gjorde hun alt hun kunne for at få det, og hvis ikke Illana havde haft den magiske styrke, hun nu engang besad, havde hun ikke haft en chance imod den mindre Skyggehoppe, ved deres sidste møde.

,,De sidste måneder har jeg søgt vogterne i landet, bedt dem møde mig et sikkert sted. Jeg drager dertil i morgen, så snart lyset viser sig på himlen. Jeg har den sidste tid oplevet, at flere og flere Skyggebærer nærmer sig flokkens område, og den sidste jeg mødte, var den snu Ava. Hun ønskede at tage halskæden fra mig, men jeg var heldig, at Lysets energi var stærk nok, til at holde hende på afstand. Hun efterlod én ting ganske klar i mit sind; at vi ikke er sikre længere."

Hun brummede sagte, ligesom for at runde sine ord af. Derpå lod hun sit blik vandre mere direkte imod hans pupilløse øjne, søgte at finde et fokus i de nærmest levende, blå stråler som dansede fra hans blik.

[13]

Den sorte hingst stod stille, med blikket betragtende på den gyldne hoppe foran ham. Han søgte ikke tættere på hende, for han vidste godt, at det lys hun bar om halsen, ville søge at komme væk fra ham. Fjerne sig fra det væsen, han nu engang var; en skyggebære. I sagens natur, var de to skabninger fjender, der søgte at gå i hver deres retning, i hver deres retning for Andromeda og dets levevilkår. Men det var bare ikke helt sådan det stod til – for der stod han, den sorte hjerteløse hingst, og blottede sin skyggebelagte sjæl. Han søgte ikke, at skabe et anderledes Andromeda. Han søgte ikke, at lade det ligge hen i Skyggernes herredømme. Nej, han stod der, og lod ordne falde til den gyldne, advarede hende; beskyttede hende, og gik dermed bag om ryggen på den Herre, der bestemt troede, at Volontaire ønskede at følge ham og Dem. Men de havde taget fejl af ham. Grueligt fejl! Den gyldne hoppes blik ændrede sig, kort blev det fyldt med sorg. Men kun kortvarigt. Hun trådte et skridt tættere på den sorte hingst, men hendes krop skælvede. Hun var i syv sind, det var tydeligt. Hun vidste godt, at de var naturlige fjender, og det fortalte Lyset hende også ganske klart. Men alligevel kom Illana tættere på – måske fordi hun netop troede på, at han var andet end en skyggebære – for han var Volontaire. Det var hvem han var. Hans blik hvilede på hende, søgte hende. Men han tvang hende ikke, til hverken at kigge ham i øjnene eller træde endnu tættere. Det ville han aldrig tvinge hende til. Blikket faldt nu imod ham, inden mulen søgte lidt tættere på ham, søgende. Først efter nogle lange minutter, brød hun stilheden; og han lyttede. Hun var ham taknemmelig, men ønskede ikke at han på den måde havde taget et valg, der måske kunne være hans sidste – for hendes skyld.

,,Valget har altid været taget, kære Illana. Men hvis jeg den dag havde sagt det til dig, ville dine ord kunne få mig på andre tanker. Og det skulle ikke ske. For her står jeg nu, og kan hjælpe dig forbi de Skygger, der så brændende ønsker at skade dig. Jeg fortryder intet – husk det”

Han nikkede dybt, og betragtede hende, mens hun stod der og samlede sig over de ord, hun lige havde sagt. Men stilheden var kort, for hun talte videre, kort efter at hun havde rettet kroppen til en mere afslappet og neutral holdning.
Hans blik hvilede på hende, da hun kneb øjnene sammen efter sine ord, og også lod hovedet glide spørgende på sned. Stilheden hang hos den sorte lidt tid, tænkende over det ordvalg han skulle bruge.

,,Du må forstå, Gyldne hoppe, at valget er et jeg selv har træffet. Aldrig må du se det som om, at det er dig der har skabt denne situation. For det er det ikke. Der er ikke et ’hvis ikke’ du kommer til Foehn, for det gør du ikke. Jeg vil ikke lade dig tage dertil. Så vil alt dette være spildt. Forstår du?”

Ordene var ikke hårde eller onde. De var hengivne og beskyttende, mens han talte med sine maskuline og dybe toner.

,,Skyggerne vil tidsnok kende til sandheden. Og når dette sker, vil det gå udover mig, det er sandt. Og noget, hverken du eller jeg kan ændre på. Dette kan meget vel, være den sidste gang du ser mig – og måske ikke. Kære… Når de finder ud af, at jeg i alle disse år har tjent dem, af en helt anden grund end de troede, vil deres hævntørst ikke slukkes, før jeg ikke går i Andromedas lande. Og det ved jeg. Jeg kender dem.. Du må love mig, at trods dette er en kendsgerning du ikke kan ændre, så lov mig alligevel, at min død ikke bliver forgæves. Lev det liv, du fortjener; og skab et trygt Andromeda, sammen med de der vil kæmpe ved din side”

Han nikkede dybt til hende, og lod de isblå, pupilløse øjne hvile hos hende, inden han tog mulen frem, og svagt rørte hendes næseryg – ganske fjerlet og kortvarigt, inden han trak mulen til sig igen. Hun var i gang med at samle Vogterne, og dette var godt. Han nikkede lyttende til hende, eftertænksomt. Hun havde ret. Ava ønskede halskæden.

,,Ava er stærk. Det må du ikke betvivle. Men hun drives af hævntørst og had. Had til alle de, der har skuffet hende; i hendes optik. Husk derfor på, at I med sammenhold kommer meget langt. For i Skyggernes land, er der ikke længere sammenhold. Alle er splittede sjæle, der knapt nok ved, hvad de længere skal tro eller stole på”

Afsluttede han med dybe toner, og lod blikket betragte hende. Stilfærdigt. Hans gyldne hoppe.. Som han altid havde næret kærlighed til. Selv igennem alle disse år, som skyggebære.

Imens tavsheden lå omkring dem, rungende som et ekko skabt af voldsomme kræfter. Illana mærkede hvordan Lyset fortsat kæmpede, vred sig i krystallen og forstærkede de negative følelser, som rumsterede i hendes krop; frygten, sorgen, fortvivlelsen. Det søgte hendes fornuft, forsøgte at få den gyldne hoppe til at trække sig, for dets egen sikkerheds skyd. Lyset var på mange punkter ensidigt; for det hverken mærkede eller søgte hesten som bar disse skygger - det levende væsen, som engang havde været rent som den gyldne hoppe selv. Det mærkede kun Skyggernes eminente trussel, og ønskede for alt i verden at vige bort fra det. Illana trak et øre en anelse bagud, som en reaktion på alt det der foregik i hendes indre på en gang. Alle disse negative, forstærkede følelser, blandede sig med længslen, savnet og ønsket om at komme nærmere den hingst, der stod foran hende - for hun så ham; så Volontaire bag skyggernes kappe.
Hans stemme løsrev hende fra den igangværende ambivalente konflikt i hendes indre. Hun fandt sit fokus, som hun før havde søgt, og i de blå, levende nuancer, dannede der sig et billede af hingstens øjne, som hun huskede dem. Hun brummede sagte og lod sit øre tippes frem på ny - og hun hørte hvert et ord han sagde.
Den sorte Volontaire fortalte hende, at det valg han havde truffet, havde været truffet af egen fri vilje. Et valg som kun han havde haft indflydelse på, og et valg som Illana ikke skulle bebrejde sig selv for. Et mildt og samtidigt sorgfuldt blik var atter at skue bag de ravfarvede øjne, og det forblev der, indtil hans talestrøm havde nået en ende.

Inden den gyldne skikkelse havde samlet ord, til at besvare hans, skete der dog noget særligt; den sorte Volontaire, som den gyldne skikkelse stod ganske nært, havde rakt ud efter hende og med fjerlette bevægelser berørte han hendes næseryg. Den berøring satte en bølge af følelser i bevægelse, og den første reaktion der kom - den mest umiddelbare som Lyset pressede igennem, var at hun lod vægten glide en anelse bagud. Lyset smertede sig, ved den direkte kontakt til en skyggebærer, men Illana formåede at standse sin bevægelse og blive stående; og netop denne berøring var en hun, af ganske egoistiske årsager, havde længtes efter. Hun lukkede sine øjne kortvarigt og gjorde alt hvad hun kunne for at lægge en dæmper på Lysets smerter - og i stedet mærkede hun hingstens mule, og den rene kontakt der var imellem dem. En sagte brummen forlod efter lidt hendes bryst, inden hun lænede sig en anelse frem igen, for at imødekomme den gestus han udviste hende. Hun vidste at dette også var en grænse for ham - og at Skyggerne vred sig i vrede og afmagt. Lys og Mørke var hinandens modsætninger og naturlige fjender; og hvis Illana ønskede at benytte sine evner, vidste hun at det ville skade Skyggerne - og muligt også den hingst der bar dem - den hingst, som hun havde ganske stærke følelser for.

Da kontakten imellem dem var brudt mødtes deres blik på ny. Et lille smil af taknemmelig karakter fandt frem til hendes mule, inden hun løftede hovedet blot et lille nyk.

,,Jeg lover dig, Volontaire, at jeg vil holde mig væk fra øen - i hvert fald alene. Det ville være at træde ind i en løves hule uden forsvar, og det har jeg trods alt fornuft til at lade værre med. Men ser du, kære Volontaire, et føl er blevet ført bort fra flokken af Ayin, en af dine brødre, og hvis vogterne står sammen, vil vi gøre hvad vi kan, for at få hende tilbage til hendes mor. Intet føl bør blive revet fra sin mor på en sådan måde.."

Illana tav en anelse, inden hun med den milde, men alligevel sikre stemme, fortsatte sine ord.

,,Jeg forstår at hvis jeg sætter mine hove på Foehn, vil dit valg være truffet forgæves. Jeg lover dig, du sorte, at jeg på ingen måde vil sætte det på spild, som du har vovet dit liv til. At Skyggehestene er splittet, er en åbning for os. Jeg ønsker ikke aktivt, at starte en konflikt jeg havde håbet på at undgå, men hvis vi kan stå sammen der hvor Skyggerne fejler, kan vi måske få dette hoppeføl tilbage til flokken igen, og måske mindske den trussel som Skyggerne har vokset sig til at være."

Hun tav atter. Det sværeste at snakke om, var det hun gemte til sidst. Det smertede hendes hjerte, at denne hingst som hun nærede kærlighed til, måske ej ville betræde landets jord, når opgøret mellem Lyset og Mørket var ovre; at han muligt ville blive dømt til døden af de, der ligesom ham selv, bar de levende Skygger. Illana bed sig let i underlæben, inden hun atter rakte sig en anelse imod ham. Hun søgte ham, søgte kontakten og nærværet - for at nyde det blot en sidste gang.

,,Uanset hvad du gør, Volontaire, så vil jeg støtte dig på den måde der er mulig for mig. Hvis dette er sidste gang jeg ser dig, skal du vide, at mit hjerte altid har været hos dig, selvom vores stier dengang ikke kunne forenes.. Jeg lover dig, at det liv du har levet, og det du ofre, ikke vil være forgæves; men jeg vil komme til at savne dig så ufatteligt meget.."

[18]

Den sorte Volontaire vidste, at den gyldne hoppe foran ham kæmpede den selvsamme kamp, som han gjorde. Hendes Lys bød hende at stikke af, eller skade det væsen der stod foran det – ham og hans skygger. Selv havde han også en indre kamp med de Skygger der levede på og af ham. De hvislede og skreg; de ønskede at han skulle skade hende. Hans skygger bad ham aldrig om at stikke halen imellem benene. For forskellen mellem hans magi og hendes, var at hans ønskede kamp og magt – hendes energi ønskede hverken det ene eller det andet. Den var ren og gik blot efter retfærdighedens gang. Men deres kamp var den samme; for de var naturlige fjender. Og skulle det hele være rigtigt, burde de lige nu slås eller forlade hinanden. Men Volontaire ønskede hverken det ene eller det andet.

Han bemærkede godt hvordan hendes krops vægt lå bagtil ved hendes bagben. Det var Lyset der søgte at få hende bort og i sikkerhed, ved hans berøring. Men hun forblev stående, og lod vægten fordele sig lige imellem de fire ben. Hun brummede sagte efterfølgende, og dette gengældte han med sin mørke og dybe toner. Langsomt formede der sig et lille smil på hendes spinkle og lyse mule, og dette smil havde den sorte hingst savnet. Ganske meget endda. Ordene faldt nu fra hende, og han lyttede.. Et føl var kidnappet til den ø, hvor broderskabet holdte til. Noget som Volontaire bestemt ikke havde været med til at bestemme. Hans øre vippede bagud, skråt og utilfreds. Ingen skulle kidnappe en andens søn eller datter. Men han var ikke selv ren i sit sind; for han havde givet en ultimativ ofring, for at kunne beskytte den gyldne hoppe. En hemmelighed, som kun han kendte til. Hun blev tavs for en stund, inden hun fortsatte – og han lyttede intenst. Men da hun tav igen, lod han sine mørke toner flyde ud.

,,Et føl, skal ikke tages fra dets moder. Ayin har handlet af egen vilje, og ikke som en del af broderskabets beslutning. Det føl, skal tilbage til dets moder. Tilbage til jer. Og jeg hjælper jer. Illana… Jeg vil sørge for, at de skygger jeg kan få fat i, samles væk fra dette føl. Måske vil blot én eller to skygger stå tilbage ved føllet – men hvis I kommer så mange vogtere som muligt, vil I kunne få føllet med jer hjem. Når det sker, vil Skyggerne hidkalde hinanden. Og alle Skyggerne vil komme med fart.. I skal væk inden de når derhen; men når de hele vejen tilbage til føllet og Ayin, vil min magi ikke blive brugt i mod jer, men imod dem. Når dette sker, vil Skyggernes fokus ligge hos mig, på at få mig.. Udryddet. Husk at fortsætte jeres flugt; vend ikke om.”

Nikkede han dybt. Hvis denne plan ellers lykkedes, ville det nok blive den sidste kamp for den sorte Volontaire. Men med tabet af ham, ville Skyggerne også stå svagere, og Vogterne stærkere. Hans blik hvilede hos hende nu, for han kunne godt se, at ordene der faldt fra hende efterfølgende var tunge og sørgmodige. Hendes mule rakte i hans retning, og han strakte selv sin mule lidt mod hende, for at lade den røre hendes mulespids, blidt.

,,Sørg blot for, at leve dit liv. Lad ikke mit liv gå spildt. Sørg ikke over mig, men husk i stedet på hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Lad andre vide, at selv bag en skyggehest, kan der sommetider gemme sig mere end blot det øjet ser.”

Brummede han dybt, inden han trykkede mulen varmt imod hende – trods skyggernes skrig i hans indre.

,,Mit hjerte vil altid tilhøre dig”

Sagde han så, ganske sagte.

,,Når fuldmånen rammer Andromeda, vil jeg samle skyggerne. Tag til Foehn denne nat – og få hoppeføllet hjem”

Nikkede han så dybt og trak mulen lidt ind til sig igen, inden han knejste nakken hårdt og maskulint. Hans stemme skælvede aldrig under hans ord. Han udviste ingen anger eller rædsel over det, der snart ville ske. Han udviste ikke, at frygten for døden hærgede i hans indre. Eller frygten for, hvor længe hans krop skulle lemlæstes af hans Brødre og Søstre, når sandheden kom frem. Men inderst inde hærgede det hele i ham. Udadtil var det dog en ganske samlet og rolig hingst, der stod dér foran den Gyldne Illana, som hans hjerte altid havde tilhørt.

Hun havde fundet roen i selskabet med Skyggehingsten, som hun nærede ganske stærke følelser for; men det var en skrøbelig ro. Hendes instinktive frygt lå stadigt og ulmede under hendes gyldne skind, og selvom hendes øjne atter så fattede og milde ud, så gemte der sig en ustyrlig gnist bagerst i hendes blik; en gnist som Lysets energi gang på gang forsøgte at få til at eksplodere på ny. Hun fnøs tavst, og da luften forlod hendes lunger, slap hun også de sidste rester af spænding der endnu krøb omkring i hendes krop. Hun ønskede at slappe af og være der med ham - og efter en ganske intens kamp imod hendes dybeste instinkter, vant hun.

Han lod hende snakke, og først da hendes ord, som var præget af følelsernes vold var nået til ende, brød hans maskuline, dybe toner ind og erstattede hendes lyse. Hans ord overraskede på sin vis den gyldne hoppe - for hun havde en forståelse af, at Skyggernes bånd rakte langt dybere end som så. Hun havde en idé om, at Volontaire ville kende til deres handlinger og planer, men det så ud til at Ayin havde handlet efter eget ønske, da han havde kidnappet føllet til Vulkanøen. Illana brummede sagte, inden hun lod sine øjne søge hans pupilløse. Han ville hjælpe dem, og hun kunne mærke hvordan en varme bredte sig i hendes indre - helt ud til Lysets krystal, der trods dets medfødte had og frygt for det mørke, blussede lidt op. Illana vidste han talte sandt, og Lyset begyndte så småt at mærke 'hingsten' bag Skyggerne - en hingst, som det ligeså havde savnet. Illana lyttede intenst, imens den sorte Skyggebærer fortalte hvordan han ville samle Skyggerne og dermed give Vogterne en chance for at hente hoppeføllet tilbage. Illana kunne på en måde ikke helt forstå, at dette faktisk var rigtigt; at en Skyggehingst, som burde være hendes fjende, ville hjælpe hende. Da han lod sin mule søge frem, for at tage imod hendes, brummede hun mildt og da deres muler atter hvilede imod hinanden.
Hun hørte hans ord til ende, og atte blev den gyldne hoppe ramt af et væld af følelser. Hvis hun skulle være helt ærlig og helt egoistisk - så ville hun ikke kunne bære at miste ham. For hendes egen skyld ønskede hun, at den hingst hun nærede så stærke følelser for, ville forblive i landet; men hun vidste også at det ikke ville være muligt, såfremt Vogterne skulle have en chance. Han gav dem en chance for at vende balancen og få hoppeføllet sikkert tilbage i Teylar - og efter dette, ville Illana nok aldrig se ham igen. Hun lukkede kortvarigt sine øjne, og mærkede på ny hendes hjerterytme stige. Hvordan kunne hun lade en, hun holdt af gå i døden for hende? For landet? Hvordan kunne hun stoppe noget, som føltes forkert - men som egentlig var rigtigt? Der gik lidt, hvor hun blot stod i tavshed og lod sig fordybe i de mange tanker og den nærhed som de to delte. Og da hun begyndte at snakke igen, forlod hendes mule ej hans nærhed - for hun ville blive så nær ved ham som hun kunne; så længe hun kunne.

,,Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke dig, Volontaire. Det du vil gøre ligger ud alt hvad der kan forventes af nogen.. Og samtidigt så føler jeg det er så forkert. Jeg ved du gør det af god mening, og at det offer du vil bringe er nødvendigt; men jeg kan ikke lade værre med at håbe på, at der er en anden måde at løse dette på... "

Hun tav lidt, for at holde en tåre tilbage. Hun følte sig virkelig overrumplet, og på en gang glad og trist; før smilede hun, og nu stod hun med våde øjne. Det føltes så ambivalent det hele, og den gyldne var ikke helt sikker på hvordan hun skulle forholde sig til det.

,,Jeg vil samle Vogterne og drage dertil med de, som vil og kan hjælpe, når fuldmånen lyser op på himlen. Jeg lover dig, kære Volontaire, at jeg vil gøre hvad jeg kan for at beskytte de der drager med mig, og få os alle sikkert hjem igen. Men jeg vil tænke på dig, huske dig og altid bærer dig i mit hjerte - for i mit hjerte hører du til, ligesom jeg hører til i dit."

Det var nok den bedste måde den gyldne Illana kunne sige det på. Hun ville bryde sammen hvis hun brugte den sætning, som de fleste forbandt med kærlighed - Jeg elsker dig - og for at bevare fatning valgte hun at fremsige det på en anden måde. Hun elskede ham dog, og det havde hun altid gjort. Hun brummede sagt, inden hun rettede sig en anelse for atter at møde hans øjne.

,,Du er så meget mere, end det du bærer.. Jeg håber, at du en dag vil have din krop og tanker for dig selv, som du engang havde det - uanset hvordan den næste fuldmåne nat vil udfolde sig."

Og derpå tav hun for alvor. Hun trådte en anelse nærmere, for at lade hendes hoved hvile imod hans hals. Selvom han bar Skygger, der hvislede og hvinede - og selvom Lyset skreg i tavshed, så ville hun mærke hans varme, mærke hans krop og former blot en sidste gang.

[3]