Seer of faith | Chaos

Att.: Celtic Chaos

En ny ø skulle besigtiges. Dette nye land skulle opleves. Hun skulle finde de områder, som hun bedst kunne finde sig til rette i. Gwynn havde aldrig haft nogen der tøjlede hende og derfor havde hun altid været en ene spænder. Hendes bevægelser var endnu elegante, påpasselige, men stadig med et tempo som holdt hende varm i den kølige vind. Hun befandt sig mellem mange træer. Denne ø var overvejende meget dækket af skove. Det var bestemt ikke skidt i hendes øjne, eftersom hun befandt sig bedst i krat og hvor hun bedre kunne nyde stilheden for sig selv.
Under hende kvaste der flere kviste for de skridt hun tog sig og heraf kunne hun høre, at tumult fra fugle var dominerende. Det varede dog ikke længe før hun satte tempoet ned, for så at standse helt op. Hun havde fået øje på noget. Måske endda nogen.

Ikke langt fremme var et træ væltet - sandsynligvis af sygdom. Stammen og rødderne var som revet op fra jorden. Hun spidsede øre mod træet og dets skæbne. Under de opfarende rødder kunne nyt liv komme til. I form af huler til de mindre pattedyr, så som ræve eller gnavere. Hun vurderede træernes tilstand omkring sig. Ikke fordi hun var den store ekspert, men af den simple årsag at hun ville vide, hvilket slags land hun begik sig i.
Hvis alle træernes tilstand var i dette forfald, skulle hun muligvis overveje at denne ø ikke var til gavn for hende. Men hun kunne dog ikke se at der skulle være noget at være bekymret for. 

Atter genoptog hun sin færd mellem træernes krat og grene, for at fortsætte sin vandring. Hun skuede rundt. Prøvede at finde elementer som gjorde, at hun ville kunne genkende dette område igen. Oppe fra kunne hun se den let overskyede himmel, som dog godt kunne tyde på, at det ville trække op til regn.

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Dagen havde bragt denne store hingst til en ø han før havde været på. Den var en stor skov, der var ikke meget eng som på de andre øer. Hans mørke øjne spejdede rundt, træerne stod tæt og ikke mange havde været her. Solen stråler kæmpede for at komme igennem de mørke trækroner og få steder lykkedes det dem at komme igennem. Hans mørke øjne så rundt og de store mandelformede ører vippede i takt med lydende som arbejdede sig igennem træerne. Der gik ikke længe før han hørte noget som ikke lød til at komme fra skoven.


Kvistende knækkede let under vægten af noget som var større end et rådyr – noget som bevægede sig stille igennem skoven. Han blev opmærksom og satte gang i den store hingst. Han var trods hans store krop egentlig forholdsvis elegant. Han gik kort og kunne hurtigt finde ud af hvor lydene kom fra, en hest, en hoppe dansede nærmest elegant igennem skoven. Hun lignede en hoppe som før havde bevæget sig igennem omgivelser som denne, men hun lignede ikke en han havde set før – han havde dog heller ikke været her før, så det kunne jo sagtens være at dette var hendes hjem.


Han vælvede let i nakken og stod egentlig kort og betragtede hende, hun lod blikket falde på et træ, et væltet et af slagsen og hun stod egentlig længe og betragtede det. Han stod undrende og betragtede hende og første da hun satte i gang igen, for at forlade træet lod han sig komme til kende. Han lod den dyb og hingstet brummen forlade struben. Han smældede let med halen og trådte frem mod hende. Han knejsede stolt nakken og vidste egentlig ikke hvad han havde tænkt sig med dette møde, men lige for nu var han sikker på at det var Chaos der nærmede sig og ikke den psykotiske Celtic – men mon denne hoppe havde tænkt sig at ændre på det?