Changing tides | Armonia

Att.: Armonia

Mørket omsluttede sig det nye landskab, som var for benene på denne prægtige, maskuline hingst. Han kom med selvsikre skridt, men med et højt løftet og opmærksomt hoved. Om hans muskuløse hals hang den lange, ravnesorte man og flagrede som en fane. Hans bevægelser bar tydelig præg af at han var af spanske gener, da de høje knæløft ikke var at komme uden om.
Den ædle hingst havde kurs mod en sø, som bredte sig over et stort område. Han havde til mål at finde ud af hvor han befandt sig. Han havde blot været her i få timer, men han kendte intet til det. Trods de fleste ville stå i forvirring, så stod han i et roligt sind. Han så ikke dette som værende en advarsel på ondt. De brune øjne nær studererede området som lå for hans hove. Så meget at skulle have styr på.

Hans væsen var bestemt en plaget sjæl, hvis man nåede ned under overfladen, men det hele omhandlede blot hans hjerte, som havde været knust i tusinde atomer. Som var blevet så godt som revet ud af hans korpus. Brutalt og grådigt. For så aldrig at blive sat tilbage igen. Aldrig blive afleveret. Og dette bødede han for. Et valg, som han selv havde truffet. Som han havde i bedste overbevisning havde ladet sig stille tilfreds med.
Da hans skridt førte ham tættere på den store sø, lod han sit tempo sænke for dernæst at bremse fuldkomment op. Hans hoved var endnu hævet, så han kunne spejde udover området som var for hans åsyn uendeligt. Han havde mange områder som skulle undersøges. Gennemgranskes. Udforskes. Men i denne stille nat, skulle han blot nyde at han indtil videre var i stilhed. Intet som han skulle tage stilling til. Noget, som for en gangsskyld var en fantastisk forandring.

Proud people breed sad sorrows for themselves.

Den røde hoppe, var endnu engang taget til Bjergøen Enophis. Her havde hun sin vante vandring til ganske ofte, da hun i bjergene havde noget kært gemt for andre. Kun hun kunne finde dette, samt Den Vise, som havde gjort hende til Årstidernes Vogter. Snart var Armonias søn 2 år, og dette betød også, at hun ikke havde set skyggen af Matthew i disse år, den brunlige hingst, der havde givet hende sønnen i maven dengang. Hun vidste ej, om han levede endnu, måske blot langt fra dem; eller om han vitterligt var draget til de evige græsmarker. Og skulle hun tænkte logisk, den kære røde hoppe, ville hun bestemt tro, at han var draget til de evige græsmarker, og at han aldrig ville blive fundet igen. Dermed måtte hun også acceptere, at hendes søn aldrig ville lære faderen at kende.

Hun vandrede afsted med sirlige og elegante skridt, der bare hende fjerlet afsted. Knapt nok rørte hun jorden, kun ganske blidt og svagt for ej at forstyrre de sjæle, der havde fundet til ro for natten. Den milde og hjertevarme hoppe, vandrede både dag og nat; for hende var det lige kært. Hun var også en hoppe, der elskede vinter såvel som sommer – for begge ting skulle til, for at skabe vækst og harmoni i den verden de levede i. Og netop denne cyklus, sørgede den røde hoppe for at holde i gang, med den titel der var blevet givet til hende. Hendes varme og brune øjne, opfangede bevægelser ved søen, der ikke var langt fra hende. Hun fortsatte derfor i dennes retning, og kom skråt fra siden, nærmere imod den fremmede hingst.

,,Godaften du brune vandre”

Sagde hun da, da hun kom tættere på, med en varm og mild tone. Hun ønskede ikke at forskrække den fremmede hingst, og stoppede derfor i en respektabel afstand til dem.

,,En stjerneklar nat, der kommer til at byde på frost.. Men trods kulden, er det nu ganske smukt.” En kort pause indtraf, før hun fortsatte: ,,Mit navn er Armonia og jeg håber ej, at jeg forstyrre dig, denne stilfærdige nat”

Sagde hun så og kneb øjnene mildt i, mens blikket hvilede varmt på den brune og ganske flotte hingst foran hende.

Att.: Armonia

Hvis der var noget, som denne brune hingst mestrede så var det selvkontrol. Han havde fuldt ud kontrol over sine bevægelser, sin adfærd, sit fyrige temperament. Noget, som han for længe siden havde lært at ligge låg på. Håndtere og styre. Derfor udgjorde han sjældent nogen trussel for nogen, medmindre de selv var truslen, så tøvede han ikke et sekund med at feje dem af banen. Alle havde levn og mangler, som var skyld i en fortid med historier, sorg og heldigvis også glæder. Denne hingst var ingen undtagelse. Han havde fået revet alt han havde kært fra sig uden nogen chance for, at kunne se dem igen. Derfor var hans hjerte goldt og ensomt, men hans sind og sjæl ganske varm og omgængelig i et vis omfang.
Alt i mens, at han stod og vurderede og betragtede denne nye verden for hans hove, kunne han i mørket tyde noget som gav bevægelser. Jord som blev betrådt. Småkviste som blev kvast. Hans hoved var stolt hævet endnu, med et let knæk i nakken. Ørene var opmærksomt rettet mod lyden i mørket. Han var bestemt ikke alene.

Der gik ikke længe før han kunne tyde en skikkelse. Jo tættere på den kom, jo mere feminin en silhuet kunne han tyde. Han vendte fronten mod hende, mens han gjorde et let nik med nakken for at vise respekt og en form for hilsen. Hun var velkommen til at tilslutte sig ham i mørket. Den storrammet hingsts pandelok lagde sig karakteristisk ned over hans mørkebrune, stærke øjne. Han slap hende ikke af syne. Da hun troppede op ved ham lod han blikket glide rundt i området som en høg, for at nærstudere om der skulle være fare på færde. Han var godt opdraget, han beskyttede dem som han kunne og i hans selskab kunne man føle sig oprigtig tryg.
Men noget var ganske anderledes ved denne røde hoppe. For da hans øjne da beskuede hende endnu en gang kunne han tyde dekorationer på hendes man. Levende gevækster, som legede op af hendes slanke ben. Han vippede let med ørene. Han var ikke skræmt af dette, men derimod forundrende. Aldrig havde han set noget lignende, men smukt var det bestemt.

"Vær hilset, røde nattevandrer," 

En høflig hilsen kom fra den dybe, kraftfulde stemme. Han forholdte sig roligt, mens han stod der. Hun havde afsat en passende afstand, som han bestemt ikke havde tænkt sig at overskride. Han var en nobel, ærefyldt hingst med sine værdier og hensigter i orden. Ikke, at han var godheden selv. For han havde et temperament, som de fleste skulle passe på med. At kunne kontrollere det, var et held. Hans egen broder af kød og blod havde gået den anden vej, og ladet temperamentet styre ham. Lige som deres fader. Det spanske blod, som flød i deres åre havde gjort dem skøre, fyrige og utæmmelige. Sådan havde Zodiac selv være, men han havde fundet en grund til at blive tæmmet. En grund, som ikke længere var.
Da han opmærksomt fulgte hende med øjnene, lyttede han intenst til hendes ord. Der tegnede sig et imødekommende, men let smil om hans mule. "Jeg giver dig fuldkommen ret i dine antagelser," føjede han til hendes kommentar omkring at natten var smuk. Det skyfrie og stjerneklare himmel over dem var ikke til at tage fejl af. Smukt og uberørt. Hun var en af de som nød af naturen. Lige som hende.

Han ville have præsenteret sig selv først, men hun var hurtig og fik taget ordene fra ham. Derfor dannede sig der et flygtigt smil om hans mule og han sænkede hovedet anerkendende og for endnu engang at udvise at han ingen trussel udgjorde for hende. Armonia. Et smukt navn. Passende til den røde skabning foran ham. Han kunne ikke huske, at han ikke havde stødt på flot og nydeligt kvindeligt selskab nogensinde. Hopperne var nogle forføriske, smukke skabninger. Men farlige. Farlige for dem, som ikke ville miste. 
"Zodiac," præsenterede han for sit navn med sin dybe klang, som alligevel lød behagelig og rolig. Han var ikke dyster af adfærd og derfor var denne tone heller ej dyster i nogen sammenhæng, blot mørk og maskulin. Hans øre var rettede mod hende, mens hun høfligt kommenterede på hendes tilstedeværelse hos ham. "Du skal være mere end velkommen til at tilslutte mig her i denne klare stjernehimmel, Armonia," Oprigtigheden i hans toneleje var ikke at tage fejl af. Et dyb brummen lød fra ham, mens han endnu engang skuede over området. En vane, som han havde når han var i selskab med andre. For at vide om nogen form for fare kunne lure om hjørnet.

"Dette land... Er det ganske normalt, at man er omsværmet af dansende grønt, blomster og gevækster om sin korpus?" 

Hans spørgsmål var rettet mod hendes meget specielle udseende, som han aldrig før havde beskuet hos andre - men med et let fornøjet, dæmpet grin. Dog var der intet negativitet i hans tone og med et smil lod han kort blikket glide ned af sine egne standhaftige ben, som bestemt ikke havde disse gevækster eller dekorationer. Derfor adspurgte han hende. Hun måtte vide. Lige den form for udsmykning ville formegentligt ikke klæde en maskulin hingst som Zodiac.

 Proud people breed sad sorrows for themselves.

Der gik ikke længe, før den brune hingst havde fået øje på hendes silhouette der kom nærmere han selv. Han fik kroppen drejet omkring, således at hans korpus havde fronten i hendes retning, mens han gav hende et stilfærdigt nik, som tilkendegav, at den røde Armonia godt måtte befinde sig i hans selskab. Han betragtede hende, og hun forstod ganske vidst godt hvorfor; for hun så nok mærkværdig ud. Hun var vant til, at mange andre så en smule skeptisk på hende – for det var jo ganske enkelt ikke normalt, at have disse levende gevækster på kroppen. Men for hende, var det blot noget hun var ganske vant til, om som hun knapt nok bemærkede mere. De var jo bare en del af hende. Men den brune herre foran hende, virkede dog ikke skræmt – men nærmere mere forundret. Og det var altid en god start! Hun smilede varmt af ham, og brummede i lyse og milde toner, da hans hilsen havde lydt tilbage til hende.

Hans blik fulgte hende, mens hun stod der. Han gav hende ret i hendes antagelser; også han troede, at natten ville blive med frost. Armoina kunne mærke det ganske tydeligt, trods frosten endnu ikke var der. Men hun kendte bare vejret så godt, hun lyttede til selv de mindste ændringer i vejret – og desuden havde hun også drejet årstidernes hjul, således at vinteren nu ville komme, skridt for skridt. Hun betragtede ham, med rolige og varme øjne. Han mindede hende om Matthew, den hingst, der var fader til deres fælles søn, Tarik. Hun mærkede kort et stik i hendes bryst, mens et svagt sørgmodigt glemt gled over hendes ellers varme og kærlige øjne, der emmede af ro og tilpashed. Hun mindedes ham kort, inden hun dog skubbede tankerne fra sig, og det sørgmodige glimt forsvandt. Zodiac. Det var navnet på den skikkelse hun stod hos. Og hun var velkommen hos ham – både sagde han, men det kunne også høres i hans stemme, at han var oprigtig. Han mente sine ord.

,,Ikke alle ønsker selskab, når blot de vandre omkring i mørkets stilhed. Men jeg tror på dine ord, kære Zodiac. Blot skal du vide, at du til hver en tid, er velkommen til at stoppe mødet – hvis de ønsker fred og ro for natten”

Sagde hun så, inden hun afsluttede med at knibe øjnene mildt i, men kun for en kort stund. Hans spørgsmål der nu kom, fik hende til at smile ganske let og venligt; hun forstod jo godt, at han spurgte. Og nej, det var skam ikke normalt. Armonia trådte et enkelt skridt fremad, og derefter stoppede hun. Hun ønskede ikke at presse hingstens grænser, og søgte at respektere dem, trods hun gerne ville ham tættere.

,,Jeg forstår godt dit spørgsmål. Og først må jeg sige, at din reaktion på det, Zodiac, er ganske forbavsende. De fleste der møder mig første gang, er ej villige til at tale med mig. Nok fordi det er uvant – og det uvante, kan være ganske skræmmende for mange. Men ak nej, det er ikke en normalitet at have disse levende planter, på kroppen. Ej heller den dryssende sne. Men jeg har en titel i dette land, blandt andre. Jeg er en Vogter. Og en Vogter af Årstiderne. Det er ganske simpelt min pligt, at skabe balance i dette land, Andromeda, balance mellem årstiderne. Derfor vokser hver enkelt årstid på mig”

Forklarede hun, med helt rolige toner. Hun studerede ham imens, søgte at se hans oprigtige reaktion. Det var mange informationer – og hvis han ej kendte til Andromeda og dens Vogtere, var det nok især noget af en kamel at sluge.

,,Andromeda er et fortryllende land. Du vil med tiden, lære det at kende. Men mange år kan det tage, du kære. Er du helt ny, i landet her?”

Afsluttede hun så roligt, og smilede varmt til ham.. Ordene var nærmest syngende, rimende. Men sådan var hun blot, den røde hoppe. Mange brød sig måske ikke om det, hendes milde væsen, den varme stemme, og ed blide og milde øjne. Men til trods for det, havde hun ej ændret sig i alle de år, hun havde været her.

Att.: Armonia

Skæbnen ville at den mørke, maskuline hingst ikke skulle begive sig i dette nye land ensomt for sig selv. I hans selskab befandt den røde, Armonia nu. Et selskab hvor hun uden tvivl kunne føle sig tryg, for Zodiac var fyldt med ære og beskyttertrang fra top til tå. Han agtede at passe på dem i hans nærvær. Sørge for de følte sig tilpasse, selvom han kunne virke til at være svær at nå helt indtil, men han gav det af sig, som han nu kunne. Rank stod han foran hende, mens en dyb, mørk brummen lød mod den røde hoppe. En ganske flot hoppe, det var hun bestemt og det klædte hende med de mange dekorationer, som prydede hendes feminine krop. Hans øre var rettet mod hende. Han lyttede intenst til hendes ord. 
Der tegnede sig et venligt og nobelt smil omkring den brune hingsts mule. "Ingen nødvendighed. Jeg holder af selskab og noget siger mig, at dit selskab garanteret ikke er det værste," svarede han fortsat med sit varme smil omkring hans mule. Han knejste let i nakken, mens han med et enkelt svirp lod halen flagre i vinden. 

Aldrig før havde han stiftet bekendtskab med nogen som havde et udseende som hendes. Selvfølgelig havde han da mødt røde hopper før, men aldrig nogen med dekorationer, og levende grene og gevækster op af sin korpus. Det lettede ham dog, at det ikke var noget som var indenfor normalen. Så han behøvede ikke at frygte, at hans krop skulle tildækkes af sådanne dekorationer - for de ville bestemt ikke klæde en maskulin hingst som ham. 
"Tak for dit selskab i denne frostklare nat, Armonia. Vogter af Årstiderne," sagde han nobelt, mens han nikkede til hende. Anerkendende. Han betragtede endnu engang hendes mange finurligheder, som kravlede om hendes krop, man og hale. Alle årstidernes kendetegn kravlede om hendes krop fortalte hun, som ærede hun hver en årstid. Smukt så det ud, selvom han aldrig før havde set noget lignende. 

Hun var en renhjertet hoppe, det var han første indtryk af den røde Armonia. Hun havde intet ondskab lurende. Hun var opsøgende og imødekommende, så han så ingen grund til at sætte nogen former for facader op for hende. Han lod hende føle sig velkommen i hans nærvær. "Jeg kan fornemme, at der er masser jeg skal nå at lære om dette land," konstaterede han med sit varme smil, der endnu lå trygt om mulen. Zodiac var en tolerant skabning, som kunne overkomme meget. Sjældent blev han arrig, trods han havde et enormt temperament, som kun blev vækket til livs, hvis nogen skadede nogen uhæmmet. Uanset hvor tæt man var på ham, så ville han beskytte og kæmpe for hvad der var retfærdigt. 

"Der må ligge meget ansvar på dine skuldre med sådan en titel," 

Lød det i mørket fra hans dybe stemme. Armonia forklarede således at dette land var et fortryllende land og det sandede han bestemt, da han stiftede bekendtskab med denne, kønne røde hoppe. Der var ufortalte historier, som han skulle vide mere om for at kende til landets mysterier og forklaringer. "Ganske rigtigt. Jeg er ny i dette land," erkendte han.

  Proud people breed sad sorrows for themselves.

Den røde hoppe stod med de kastanjebrune, milde øjne rettet imod den mørkebrune hingst. Han havde taget ganske godt imod hende, trods hendes mærkelige og finurlige gevækster der levede på hende. Mange i landet, som ej havde kendt til den røde før hun blev vogter, lod sig skræmme en smule af hendes udseende. De synes ganske enkelt at det var unormalt; og det forstod den blide hoppe godt. Selv ville hun nok også kigge skeptisk på andre, hvis ej hun kendte til mange af landets hemmeligheder, som hun jo gjorde nu. Hun smilede varmt og rolig til hans ord, og lod de brune øjne hvile hos ham, over hans fine gestus af ord.

,,Jeg tror ej, at jeg er det dårligste selskab i landet”

Leede hun mildt og varmt, og med en lidt drillende undertone i sin lyse stemme. Hun betragtede hvordan han knejste nakken, og derefter lod et enkelt svirp komme fra hans mørke hale bag ham. Han var en ganske majestætisk hingst at beskue, og hun nød allerede nu at være i hans selskab. Han lod sig ikke sådan skræmme af hende, og dette var Armonia ganske glad for.

,,Kære du, der er ingen grund til at takke for mit selskab. Blot er jeg glad for, at du vil dele aftenen med mig og mine… Særheder”

Smilede hun varmt og trådte et enkelt skridt tættere på ham, dog uden at presse sig på. Men den røde hoppe holdte af selskab, og ville gerne have nærhed. Dog vidste hun godt, at ikke alle ønskede dette. Hun nikkede af hans ord, for ja, han havde ganske meget at lære om landet og dets hemmeligheder. Og som helt ny i Andromeda, kunne det nok godt være lidt af en mundfuld, at støde på en vogter som hende, hvor udseendet var så drastisk ændret. Hun brummede ganske sagte og eftertænksomt, inden hun lyttede til hans konklusion af, at meget ansvar måtte ligge på hendes skulder. For han havde ret. Og hun havde også ret i, at han var ny i dette land – for det sluttede han af med at erkende.

,,Landet rummer mange hemmeligheder. Mange ting, der måske endda også er skjulte for mig endnu. Men med tid og tålmodighed, vil du lære meget. Et ansvar er der bestemt for de, der vandre i landet som Vogtere. Men jeg er ej alene med ansvaret; vi er flere, der beskytter hvert vores ting i landet. Blot er jeg en del af mængden, selvom jeg er vogter. Jeg er ej mere end andre..”

Smilede hun varmt og nikkede lidt. Armonia havde bestemt ikke høje tanker om sig selv. Det havde hun aldrig haft; og det ville hun heller aldrig få.

,,Velkommen til landet, kære Zodiac”

Sagde hun da og kneb øjnene mildt i, i hans retning.