Time Rolling Like Waves

Den røde plag stod med ørene helt fremme imod den brune hingst, som jo var hans far. Det var måske stadig lidt svært for Tarik at forstå, at han altså faktisk havde fundet sin far nu. At alle hans eventyrer, for at finde faderen, endelig var resulteret i at det var lykkedes for ham. Men hvilken undskyldning skulle han så nu bruge, overfor moderen, når hun som regel påpegede overfor ham, hvis han havde været væk længe, at det var for farlig for ham. Tarik lyttede til sin far, og skulle lige til at brokke sig lidt, da han jo påpegede at den røde plag nok også var på eventyr nu; men dog ville han vise ham noget, den dag han var stor nok til at komme med.
Tarik nikkede ivrigt med hovedet, inden han fulgte med sin fader, der puffede til ham og begyndte at gå. Den røde plag var ikke længe om at følge trop med faderen, ved hans side. Han rørte ham dog ikke, for han holdte sig selv i skindet lige nu, da moderen jo havde fortalt, at hans far ikke var ligesom hende, og at han derfor måske gerne ville have lidt mere afstand end hende.

,,Jeg er tit på eventyr. Til mor siger jeg altid, at jeg ledte efter dig.” En kort pause indtraf, inden han fortsatte ,,Og det gjorde jeg også. Men nu har jeg jo fundet dig – så hvad skal jeg så sige til hende?”

Han grinede lidt, inden han så meget eftertænksom ud. For hvad skulle han nu finde på for en undskyldning? Den unge røde plag rettede sig godt op, og skuttede sig lidt for den kolde vind, inden han kiggede op på sin høje far.

,,Uh! Uh! Jeg har mødt to små, Crelle og Melli. Lavere end mig.. Men de er ikke føl. Ooooog.. Min veninde, Nix. Og en anden stor brun hingst, med noget på ryggen der blafrede i vinden. Og og.. Brêgo”

Han nikkede stort, inden han smilede. Han kunne ikke huske alle dem han havde mødt. Men dem han nævnte nu, kunne han tydeligt huske.

Sønnen fulgte med, og Matt styrede mod de tavse træer, de fleste grantræer som duftede svagt af harpiks. En ellers kraftig duft. Han drejede ørerne nu og da, lyttende til den rødes ord, men samtidig også til omgivelserne. Han var evigt opmærksom. Overraskelse betød, at man i et øjeblik stod svagere end den eller det, der overraskede. Og lyd optog ham mere end nogensinde nu, da han var... Ja, forvandlet. Det var blevet en del af ham. Men den røde skabning med den stadig lidt ujævne bygning, sådan var det når de unge voksede sig store, havde også sin del i den brune. Han brummede.

"Din mor vil altid bekymre sig for dig, det må du nok vænne dig til. Men lige om lidt er du stor nok til at krydse alle de bjerge, du vil. Hvis du vil det nok!"

Han gengældte den rødes blik, og smilede næsten en anelse ved at se glimtet i det, ivrigheden. Nysgerrigheden. Det var alt sammen kun gode tegn. Men så mange spørgsmål var han alligevel ikke vant til! Tålmodighed.. Det plejede ikke at være en af hans dyder. Men en ny rummelighed var åbenbart vokset i ham, ubemærket.

"Blafrede i vinden... Som en kappe, der lignede et stykke af himlen?"

Tarik havde åbenbart også mødt Brego, hvilket fik den brune til at kaste et ekstra blik på ham. Den brogede hingst havde han ikke selv set i årevis.

Time Rolling Like Waves
235 words

Den røde plag fulgte sin far, uden tøven. Han havde ikke nogen skepsis overfor den brune hingst, selvom han måske burde. Men Tarik stolede på ham, rent instinktivt, og fulgte derfor bare den retning som faderen gik i. Han mor havde ofte fortalt ham, at han mindede om den brune Matthew af sind – men det forstod han ikke helt endnu, den unge fyr. Måske han en dag ville forstå det, når han blev ældre? Tariks ene øre vippede hen til faderen der talte, mens det andet stadig vippede rundt omkring dem, lyttende til deres omgivelser; præcis som faderen.

,,Men jeg er stor nok til at klare mig selv”

Nikkede han stort og rettede sig endnu mere op, for at virke større end han var. Okay, Tarik var nok ikke helt gammel nok endnu, til at passe helt på sig selv. Men han håbede sådan på, at han alligevel kunne gøre sig større af udseende, og dermed snyde sin far en smule. Hans blik gled hen på den brune Matt, der nævnte den blafrende kappe. Han nikkede igen, og smilede stort.

,,Jaeh.. Den glimte dem nærmest lidt. Som om der var små stjerner på den? Kender du ham?”

Hans hoved gled nysgerrigt på sned, inden han kastede energisk med hovedet, og trippede nogle skridt fremad. Den unge fyr havde bestemt energi – der var der vidst ingen tvivl om.

Skoven åbnede sig for dem, og de havde nu forladt stranden, og med den den kolde vind. Den brune fortsatte i samme tempo mellem træerne, her var stille, ud over deres skridt - den ene tung og den anden endnu let. Han vandrede ikke i blinde, men havde skam et mål for øje. I hans sind var det mest sandsynligt, at den røde Armonia ville have tilbragt tiden med Tarik i Teylar, selvom sønnen ikke havde svaret på, hvor hun befandt sig. Chibale havde dog været hans første indskydelse. Det var der, han altid regnede med at kunne finde hende igen.. Men nu var tingene anderledes, og den unge røde lød til at være lidt for langt hjemmefra. Så hjemme var altså ikke her.

"Jo, jeg har mødt ham en enkelt gang. Han er også vogter. Har mor fortalt dig om vogterne?"

Han vippede med sine mørkebrune ører, nysgerrig efter at vide, hvor meget hans søn egentlig havde fået fortalt. Om alt muligt. Den brune havde jo ikke ligefrem selv været der til at fortælle ham det, men nu var han her. Da Tarik trippede lidt mere ivrigt brummede Matt i en hingstet og dyb tone, men satte ikke farten op. Han ville gerne høre mere endnu.

Time Rolling Like Waves
207 words

Tarik forsøgte at holde sig selv i en rolig skridt, med lange og rummelige bevægelser. Men selvom den unge fyr tænkte over det, kunne han alligevel ikke undgå at trippe lidt engang imellem. Han fik dog styr på sin energi imens faderen talte. Noget med de her vogtere. Tarik kunne godt huske, at hans mor engang havde nævnt noget med, at han vad søn af vogterne. At de passe på landet - men at det ville han lære mere om, når tiden var den rigtige. Hans blik gled nysgerrigt over på den brune, inden han spurgte nysgerrigt ind.

,,Mor sagde jeg var søn af vogtere. Og at I beskyttede landet... Men hvad betyder det? Hvorfor beskytter I landet? Og mod hvad?”

Tarik var unægtelig. Han var drevet af nysgerrighed og tanken om at lære mere. Og lige nu, der gik det så udover hans far. Let trippede han igen, lidt utålmodigt, men han stoppede dog, og forsatte i almindelig skridt, da faderens dybe brummende lyd havde lydt. Ørene var retter stift hen til den brune, afventende på svarene fra ham. Og han håbede virkelig, at han ville svare..

Der var ingen blæst herinde, mellem træerne. Den trak kun lidt i grenene højere oppe, og var ellers tavs. Vejret var stadig gråt, skyer blottede for følelse dækkede hele himlen og nægtede at lade solen slippe igennem. Det grå vejr påvirkede dog ikke den unge røde, som emmede af energi. Matt lyttede til hans spørgsmål, lydbølgerne som summede, en stemme helt unik for den røde. Ligesom alle andre havde deres egne unikke bølger af lyd, når de talte og dannede ord. Armonia havde åbenbart ikke forklaret dybere om vogterne, på trods af at den brune egentlig mente, at hun vidste mere end han selv. Hun havde været en del af denne Vise i længere tid end han. Hvor længe, egentlig? Matt havde aldrig spurgt indgående ind til hendes hemmelighed færd, hendes vej til dette Lys..

"Både din mor og jeg er vogtere. Du ser vel, at vi ser lidt spøjse ud?"

Han prustede nærmest muntert, og sænkede så hovedet et øjeblik for at puffe med sin store, mørke mule ud efter den røde. Snart var hans hoved dog hævet igen, rankt, med en kort rysten af hans ravnsorte pandelok, der nu og da lagde sig i vejen for hans kastanjebrune blik. Så blev hans stemme mere alvorlig, dybere.

"Der er nogle ubehagelige kræfter på spil i Andromeda. Og selve sjælen af dette land har åbenbart ment, at vi og de andre er de rette til at passe på forskellige, vigtige dele af landet."

Han så kort ned på sønnen. Overvejende.

Time Rolling Like Waves
250 words

De kastanjebrune øjne kiggede omkring. De studerede alle de træer de efterhånden gik imellem, for at søge ly for den vind der før havde hevet i dem begge ude ved strandens kant. Tarik studerede generelt meget de omgivelser han var i, for på den måde kunne han lettere finde tilbage til sin mor eller til flokkens område, når han havde behov for det. Den røde plag var ikke i tvivl om, at han stillede mange spørgsmål – men der var også bare så mange ting, som han gerne ville forstå noget bedre. Og netop denne vogter del, var han meget nysgerrig på. Hans kastanjebrune øjne røg nu til siden, og op imod hans far der talte. De var begge vogtere, det havde hans mor også sagt. Men i Tariks øjne, var de nu ikke spøjse at se på. Han trak lidt på skulderen, overvejende.

,,Men.. I er ikke spøjse at kigge på. Synes jeg ikke. Jeg synes I er helt normale”

Smilede han så stort. I hans øjne var de normale at kigge på; for han var jo vant til det. Men sammenlignet med andre heste, kunne Tarik måske godt se, at der var noget der var lidt anderledes ved dem og deres udsmykninger.

,,Hvorfor har jeg ikke sådan noget dér?”

Han pegede med mulen på hans fars konkylie, og lod hovedet glide let og spørgende på sned. Han lyttede dog efter hans fars ord, og forstod lidt af det. Men han forstod nok ikke det helt store billede i, hvad det var de beskyttede hver især.

,,Så du passer på den der, du har om halsen? Og passer mor på blomsterne?”

Han lød nysgerrig og meget spørgende. Var det mon den, hans far passede på? Og passede hans røde mor så på sine blomster, snefnug og grønne rangler?

Den brune kunne skam godt sætte sig ind i Tariks nysgerrighed. Han havde også selv en del spørgsmål, stadig. Men ikke alle spørgsmål havde noget formål i at blive stillet. Den Vise var jo nok når alt kom til alt et mysterie, ingen helt forstod.

"Du er stadig bare en spirrevip, jo. Men vi kan ikke svare dig på, om du får det en dag. Måske går du bare og gemmer på magien,"

Matt gengældte den rødes blikke, og blev selv mere opmærksom på konkylien, den kølige, men gyldne skal som hang om hans stærke hals. Den var forbundet med en anden konkylie, som ikke var her, men et godt stykke borte. En han aldrig havde gjort brug af endnu.

"Disse ting.. De er kun symboler. På det, som vi virkelig passer på. Din mor passer på årstiderne, og har en mystisk forbindelse til naturen."

Han vrikkede med det ene øre. Han havde set lidt af den magi, den røde hoppe kunne udøve. Mystiske forbindelser. De blev en del af en, de ting, man blev bedt om at beskytte.

Time Rolling Like Waves
179 words

Tarik havde svært ved at forstå det hele. Det virkede meget mærkeligt. Og hvad nu hvis han også havde magi? Ville han kunne mærke det? Tariks brune øjne gled ned af hans egen bringe, mens han stadig gik. Han studerede sig selv for en stund – men niks, der var ikke noget om hans hals, og der var heller ikke levende planter på ham. Og dermed konkluderede den unge, røde plag, at han nok ikke havde nogen magi; hvilket han ikke var helt tilfreds med. Han løftede hovedet igen, med en lidt utilfreds grimasse.

,,Hvordan finder man ud af det?”

Spurgte han så, med et kæmpe gå-på mod; for måske gemte han bare på magien. Men hvordan skulle han så finde ud af, om han havde det? Åh alle de spørgsmål! Hans blik hvilede nysgerrigt på hans brune far, der forklarede at deres ting egentlig kun var et symbol på, hvad de passede på. Lidt måbende slog han øjnene op; for passede hans mor virkelig på årstiderne? Det var sært..

,,Men hvad passer du så på?”

Han smilede stort og lavede nærmest nogle ivrige skridt tættere på ham, inden hans mule puffede til faderens skulder. Nøj hvor var det altså bare spændende det hele!

"Hvordan? På den kedelige måde, desværre. Ved at vente. Det kan ikke tvinges frem,"

Eller også skulle Tarik selv møde den Vise. Men i så fald ville han blive inviteret, og skulle dermed også vente på denne invitation. Blev alle vogtere på samme måde? Han tvivlede. Han havde selv hjulpet den brogede lederhingst med at udføre sin opgave, og var derfor blevet kontaktet.. Hvisket til, af dette lys. Men hvorfor fik han lige lyden?

"På lyden. Konkylien er fuld af lyd. Selvom det virker lidt underligt. Det er ikke noget, man selv vælger. Derfor kan du heller ikke vælge, og må blot vente og se. Men får.. Eller har du ingen magi, så skal du ikke blive skuffet. Magi betyder også ansvar."

Måske ville Tarik forstå nogenlunde, og acceptere det han sagde, måske ikke. Det var op til ham, og hvis ikke nu, så når han blev lidt ældre. Der var ikke længe til at han ville vokse sig færdig, til en fuldvoksen hingst. Og hvad så? Så havde han end voksen søn! Han kastede et blik ned på ham, virrede kort på sine mørke næseborer mens de gik. Træ efter træ, alt lignede hinanden og var alligevel ikke ens. Tarik ville bidrage til at sprede det gode, det var han sikker på.

Time Rolling Like Waves
213 words

Svaret der kom, var ikke noget der huede den unge Tarik. Han havde tålmodighed, i hvert fald på nogle områder. Men lige det der med at skulle vente på noget, uden at vide hvornår det så eventuelt skete; den slags tålmodighed havde han ikke. Han brummede derfor en lille smule misfornøjet, og lavede en lidt utilfreds grimasse i hovedet. For hvorfor kunne tingene ikke bare ske lidt hurtigt? Hans far havde lyden som sin magi. Hvordan, det vidste den røde ikke helt. Men han forstod så heller ikke, hvordan den røde mor havde årstiderne som hun skulle beskytte; for hvordan skulle hun dog gøre det? Og hvordan skulle hans far passe på lydene?

,,Men.. Hvordan fik du din magi? Ventede du bare på det?”

Han lagde hovedet spørgende på skrå, mens nysgerrigheden boblede ud af hans store, kastanjebrune øjne. Ih hvor ville han altså bare gerne forstå det hele, men det var lidt svært… Tariks øre vippede lyttende rundt, mens næseborene også vibrerede lidt. Der var nogen i nærheden, og han kunne altså huske den duft. Det var hans mor.

,,Upsi.. Jeg tror, at mor er i nærheden”

Han skar endnu en grimasse, fordi han godt vidste, at moderen måske ikke var helt begejstret for, at han var stukket af, i stedet for blot lige at fortælle hende, at han ville ud og på eventyr. Han trådte nogle skridt tættere ind imod sin far; for måske mor så ikke blev sur. Han var jo ikke alene.

Den røde hoppe var fulgt efter sin søn, i afstand. Men da de begge var landet på øen Chibale, var det alligevel lykkedes for hendes søn at forsvinde fra hende. Armonia havde derfor vandret lidt omkring imellem de tætte træer, søgende efter sønnen, og dog alligevel nydende over atter at være på øen Chibale, som hun anså som hendes hjem. De havde levet i Leventera i over et år nu, fordi hun havde taget valget om, at det var bedst for sønnen. Der var der andre på hans alder, og flere til at passe på ham, når hun var nødt til at drage til Enophis.

Ørene vippede omkring på hendes feminine hoved, lyttende til de lyde der kom fra de mange forskellige dyr der levede i skoven. Men snart kunne hun ganske svagt høre lyden af hovslag; og det var ikke blot 4 hove – men 8. Hun stoppede roligt op, og lod de varme og milde øjne spejde igennem træerne, søgende efter hvem der kom hende nær. Og da de kom nærmere og nærmere, kunne hun fornemme i de sensitive næsebor, at det hvert fald var sønnen Tarik. Men også en anden duft blandede sig.. En duft, hun så længe havde længdes efter, længdes efter at se ejermanden, røre og mærke ham igen; Matthew.

Armonia slog fremad i skridt, søgende direkte i deres retning, inden hun brummede i sagte og feminine toner i deres retning. Hun kunne se dem… Se dem gå der, side om side. Far og søn. Synet varmede hendes indre, og den røde, blide hoppe, kunne ej helt styre sin reaktion. Følelserne i hende galoperede og var ustyrlige, og dette resulterede nu i, at der i en 10 meters radius pludselig opstod en kraftig varme, sol, og sommerlige fornemmelser. Hun skabte en anden årstid omkring dem.. Noget, hendes magi kunne gøre – men som hun dog ikke altid havde styr på. Dog vidste hun godt, at det var et spørgsmål om minutter, før naturen og årstiden omkring dem ville blive helt normal igen. Et varmt brum forlod hende, inden hun stoppede op – og lod dem komme tættere på hende.

Den brune nåede ikke, at svare på Tariks videre spørgsmål om magi og den Vise og alle de mærkelige og uforklarlige ting, han selv var blevet en del af. Han havde spidset sine ører, rettet deres retning, idet han havde opfanget en ganske svag lyd af skridt. Jordbunden var hård under dem på grund af kulden, hvilket gjorde lyd af hovslag tydeligere. Matt hævede sin mørke, brede mule en tak mere, et øjeblik inden den unge røde bemærkede, at Armonia var til stede. Han havde ellers troet, at de måtte drage helt til Leventera for at se hende. Automatisk udstødte han en dyb brummen, høj og søgende. Hun åbenbarede sig snart for dem, den røde, elegante hoppe han ikke havde set i det, der føltes som en evighed. Lyden af hendes stemme, hendes brummen, snoede sig om hans hyperfølsomme ører. En blid stemme, unik. En overnaturlig energi så ud til at røre på sig omkring hende. Han havde ændret retning med den unge røde ved sin side, snart var de kun ganske få meter fra Armonia. Varme mødte ham, fysisk varme, solen brød pludselig gennem skyerne lige præcis på denne plet, lige ned på hoppen med det røde skind. Som på en sommerdag. Et svagt smil viste sig om den brunes mund. Han opfattede kun lige, at Tarik havde trukket sig tættere på ham, nok som forberedelse på den reprimande, han forventede at få.

"Armonia."

Matt standsede foran hende, midt i sollyset. Han ville ikke vælte frem nu, når han havde været væk så længe. Men den røde kendte ham. Hun vidste, at han havde sine.. Særheder. Han virrede kort på sine mørke næseborer, indtog hendes velkendte fært, og strakte så mulen frem for at stryge hendes.

Time Rolling Like Waves
287 words

Den unge Tarik gik ret tæt på sin fader. Måske var det fjollet, for hans moder havde jo aldrig for alvor skældt den røde plag ud. Hun havde egentlig altid taget det meste med et varmt smil og en let hovedrysten. Men Tarik hadede alligevel altid at vende tilbage til hende, efter sine små forsvindingsnummer, for han vidste jo godt, at hans mor var bekymret for ham, når han sådan tog på eventyr lige pludselig.
Der gik ikke længe, før hans røde mor kom til syne: og der var ikke nogen tvivl om, at hun blev glad! For flere meter omkring hende, ændrede vejret sig drastisk; det blev helt sommerligt, med en meget varmende sol.

Tarik lod et stort smil glide over den røde mule, for han elskede når hans mor gjorde sådan. Han vidste, at hun kunne gøre sådan, for han havde oplevet det før. Men han havde ikke tænkt over, at der var magi og unormalt. Han stoppede op, lidt skråt bag sin far, som lod mulen glide hen til hans mor.

,,Se mor! Jeg fandt far!”

Hans stemme var meget begejstret. Han var virkelig glad og stolt; for nu var de alle 3 samlet igen.

De kom nærmere og nærmere. Stadig side om side. Normalt ville den røde hoppe træde tæt til sønnen, og lade sin mule røre hans skind, for at sikre at han var okay; men det gjorde hun ej nu. For Armonia vidste, at når han kom gående der, side om side med sin fader, så var han helt okay. Synet varmede hende, og derfor kom den store vejrforandring også. Hendes varme øjne betragtede dem, idet de trådte ind i den varme sfære hun havde lavet.

Blikket hvilede på dem, varmt og glædeligt. Hun lod øjnene falde dybt til Matthew, mens et kærligt og hengivent smil spredte sig på hende spinkle, røde mule. Han var hjemme. De var begge hjemme; og hos hende. Hun lod ørene falde frem til Matthew, den brune, majestætiske hingst, der hilste på hende med hendes navn. Derefter kom hans mule nær hendes. Armonia lod sin egen mule ramme han, blidt og kærtegnende.

,,Du er vendt hjem”

Ordene var varme og blide, og samtidig var de også en smule forundret. Hun trak mulen svagt til sig, og kiggede på sønnen der holdte sig lidt i baggrunden, og stolt sagde, at han havde fundet sin far.

,,I fandt hinanden. Og det er jeg lykkelig for!”

Hun smilede varmt til dem begge, skiftevis, inden hun trådte Matthew lidt nærmere og lod blikket betragte hans krop. Men han var okay. Derefter lod hun sin næseryg hvile imod hans kæbe, trygt.

,,Savnet har været stort. Meget. For os begge”

Hviskede hun så til Matthew, så sønnen ikke hørte det.