Time Rolling Like Waves

{Tarik}

Bølgerne slikkede op ad sandbredden i en uendelighed, mens vinden kun bevægede sig i små, sagte stød og skabte bevægelse i den brune hingsts kulsorte manke. Ellers var der stort set intet ved ham, som lige nu rørte sig ved ham. Ubevægelig, stirrende stod han og så ud over det gabende hav, på bølgerne og deres hypnotiserende rullen frem og tilbage. Noget i ham havde forandret sig, ændret sig langsomt over det sidste lange stykke tid. Han havde kun set andre skikkelser på afstand. Hørt dem, vandret forbi dem. Han havde ikke været så fysisk aktiv som han plejede, på farten, buldrende, med hove i brand... Det var som om konkylien om hans hals havde talt til ham, næsten uhørligt lavt, hvisket til ham igennem al den tid om mærkelige, ubeskrivelige ting. Måske var han blevet lidt vanvittig. Hans ene mundvig krusede næsten i et smil, men det varede kun et sekunds tid, så var alle spor af det borte igen. Lyd, lyd havde slugt ham, så meget at han nogle gange blev i tvivl om, om han overhovedet så det han hørte, som bølgerne lige nu, der virkede mere virkelige for hans ekstremt følsomme ører end for hans blik.
Det var begyndt at blive mørkere nu. Aften. Han havde vel nok stået her siden... Ja, det betød vel intet, for nu bevægede han sig. Matt udstødte en brummen for sig selv, en dyb baslyd, og slog med hovedet, vækkede sin slumrende krop og begyndte at gå. Der var nogen han ønskede brændende at se, nogen han havde søgt før, men uheldigt nok ikke fundet. Sin søn, han havde en søn, og han huskede stadig hans lyde, ja, det var lydene som sad fast, altid lydene... Men også duften. Han fulgte stranden, med ørerne stadig vendt mod bølgerne, men nu og da også mod de få sørgelige fugleskrig som flagrede gennem den svage vind. Han strakte sin brede hals og satte så pludselig farten op med et smæld, på vej i retningen af den side af øen, som lå tættest Andromedas andre øer.

Time Rolling Like Waves
343words

Den unge Tarik var efterhånden så gammel, at han i perioder altså sagtens kunne forsvinde fra sin mor, for at gå af sine egne veje. Han havde nok egentlig gjort det ret ofte, selv som helt lille. For Tarik havde eventyrlyst, han elskede at udforske områderne omkring sig. Men mest af alt, var han ude på at finde én bestemt. Sin fader.
Tarik havde rundet de 2 år. Han var derfor ikke lille mere, men en større plag, der så slår begyndte at se mere og mege voksen ud - men det var han dog ikke endnu.

Den røde gut var søgt til Chibale. Han boede godt nok på Leventera med sin mor, i flokken Teylar; men for i dag, var han altså søgt til Chibale, hvor han bevægede sig afsted imellem de tætte træer. Han søgte efter sin fader - selvom hans mor i lange periode havde fortalt ham, at Matthew måske var vandret til de evige græsmarker - hvad end det så betød. Tariks røde øre vippe omkring ham, lyttende. Han var ikke bange af sig, for han havde endnu ikke oplevet noget der var farlig eller dårligt. Næeh, han vad såmænd bare fyldt med en mase gå-på-mod og en stor portion nysgerrighed.. Og der gik han så, trippende, med stor energi, med retning imod stranden.

Stranden under ham var blevet til hav, til vand. Når hans stærke krop først var kommet op i omdrejninger, havde det ikke taget lang tid at nå det 'yderste' af øen, den kant han kendte bedst, den han altid landede på når han søgte herover, til denne gudsforladte ørkensø... Som han alligevel blev ved at vende tilbage til, efter konkylien var blevet en del af ham, efter den havde hvisket til hans sjæl. Uden nogen egentlig pause havde hans langsomt mere dansende hove brudt overfladen i vandkanten, og med plask bevæget sig ud i alt det blå. Det var en kold fornøjelse. Han måtte være omkring halvvejs, allerede. Hans pels var blevet tykkere, men havde ikke nået sit tykkeste punkt endnu, sin fuldendte vinterpels. Men han ænsede kun kulden et sted i baghovedet, for nu var hans muskler rigtig på arbejde, mere end de havde været de sidste par dage. Han mente ikke, at der var dybt under ham, men svømme i lange seje tag blev han nødt til. Hans åndedræt gik som en blæsebælg, men han nød det; fysiske prøvelser var altid som et lille kick for ham. Skovøen var allerede i syne.

Time Rolling Like Waves

Den unge fyr, med de meget lange og dog muskuløse ben, fortsatte sin vej igennem de mange træer. Han kendte øen meget godt, for han havde ofte vandret her sammen med moderen Armonia, især i det først år af hans levetid, indtil de var søgt til Leventera, og det så var blevet hans hjem, i flokken Teylar. Han vidste godt, at når han moder fandt ud af, at han ikke længere var hvor de aftalte, så ville hun nok irettesætte ham lidt: men det var altså det hele værd, hvis man da spurgte den røde Tarik. For han kunne simpelthen ikke styre sin eventyrlyst – det var så spændende det hele!

Han knejste lidt i nakken, og rettede sin krop en smule op; præcis som han havde set mange andre voksne hingste gøre det. Og så forsøgte han ellers at bære sig fremad, med lette skridt – standhaftigt slog han hovene i jorden. Men altså, det så nok slet ikke så hingstet og stort ud, som de gjorde hos de voksne hingste, så det endte bare med at han grinede lidt af sig selv, i den brummende lyd, for derefter at sætte fremad i en flygtig og let trav.

Afsted kom han, til han til sidst nåede ud til ’enden’ af øen, hvor han nu mærkede sand under sine hove, men stadig nogle få træer ved hans side. Han fortsatte fremad, og satte derefter ned i skridt. Blikket gled nu udover havet – han vidste, at derude et sted var der flere øer, det havde moderen fortalt. Men han havde kun set Chibale og Leventera.. men en dag, ja en eller anden dag, havde moderen lovet at krydse havet med ham, til en ny ø! Og han glædede sig!

Matt fnøs højt. Dråber af saltvand kildrede i hans udspilede næseborer. Det var næsten mekanisk at svømme sådan et stykke, de samme bevægelser igen og igen, bølgerne var ikke direkte imod ham, men heller ikke med ham. Så han måtte selv drive sig frem, med mere end varme muskler og lemmer, hans næste fnys lød nærmest fyrigt, som var han begejstret, som tog han imod modstanden med stædig vilje. Skoven, træerne forude tegnede sig tydeligere og tydeligere, en strandbred ville snart dukke op, enkelte sten og klipper, en lidt grovere sand end der var at finde på Zenobia, mere som jord. Han havde ikke helt ramt øens spids, han havde taget en lille omvej. Han brød de sidste bølger, der nu heller ikke var så høje endda, og mærkede pludselig fast grund under sig, hans hove greb fast uden usikkerhed. Og så tog han de sidste lange skridt op ad det kolde vand, hans pels våd, men lemmer ophedede af anstrengelserne. Den gyldne genstand om hans hals dryppede, skinnede en smule selvom der ingen sol var, himlen var overskyet. Først nu fangede hans kastanjebrune blik bevægelse et stykke ude til højre, en mindre skikkelse, først da han havde sat hovene på tør grund.

Time Rolling Like Waves
203 words

Den unge røde Tarik, stod og stirrede lidt drømmende ud over det store mørke hav. Han glædede sig til, at han en eller anden dag ville være stor nok til at krydse det, og komme over til andre øer end Chibale og Leventera. De små øre vippede lidt frem og tilbage, lyttende, indtil han opfangede lyden af noget der pludselig larmede lidt skråt fra ham. Tarik drejede hurtigt hovedet, og kiggede i lydens retning, og til den unges overraskelse, var det en hest?

Den røde fyr vippede ørene helt frem, inden han drejede kroppen omkring, så fronten nu var imod den store brune og våde hingst, der nu stod væk fra vandet. Noget var bekendt ved ham, og så alligevel ikke? Men Tarik var ikke længe om at stå der: istedet satte han nysgerrigt frem i skridt, og forsøgte at ranke kroppen, som han havde set de andre voksne gøre.

,,Hej!”

Sagde han med glade og unge toner; for han var jo stadig bare en plag. Han kom tættere, men stoppede op i en god afstand, som hans mor også havde lært ham. Og så stod han ellers bare der, og stirrede på hingsten, der var bekendt; og så alligevel slet ikke.

Den kom nærmere, den lille skikkelse. Han kunne ikke få nogen fært af den, da vinden stod halvvildt i forkert retning. Den mørkebrune hingst standsede brat op, stift næsten, selvom hans krop altid førte sig stærkt og smidigt. Han kom nærmere, den anden, men standsede på afstand - og i ham så den brune så tydeligt det lillebitte føl, der havde set tilbage på ham med store øjne for alt for lang tid siden nu. Ved lyden af hans klare stemme rykkede det i det ene af hans ører.

"Tarik."

Han var vokset, den lille, til en sundt udseende plag hvis røde pels mindede den brune om hans mor. Hans egen pels dryppede, den var nu en mørkere brun end normalt, ud over de sære marmoragtige præg som dækkede ham. Konkylien glinsede svagt, hang nu stille mod hans brystkasse efter den store tumult i det iskolde vand. Et tavst, men ganske kort øjeblik så han blot på ham, den unge røde, inden han tog flere skridt frem med hovedet nu sænket, og strakte mulen frem mod Tarik, mod sin søn. Helt uopmærksom på, at han slet ikke var blevet genkendt, han var helt opslugt af alle de følelser som ramte ham, hamrede på ham. Men da han så stod ham nær, faldt roen over ham og han brummede venligt med sine dybe bastoner som hilsen.

Time Rolling Like Waves
225 words

Den røde Tarik stod med ørene vippet helt frem imod den brune, høje hingst. Hans blik var nysgerrigt lagt på ham, med det glade og nysgerrige blik. Han elskede selskab, og var fyldt med gå-på mod samt en kæmpe portion eventyrlyst. Faktisk havde han nok eventyrlysten fra sin fader, for begge holdte de sjældent til det samme sted, særlig lang tid af gangen. Hans røde øre vippede stille omkring, inden de vippede helt frem, idet den brune sagde hans navn. Tarik løftede sit ene ikke-eksisterende bryn, og lod hovedet glide nysgerrigt på sned.

,,Tarik... Ja, det hedder jeg!”

Sagde han med en glad stemme, inden han snusede i hans retning, da han kom tættere på. Noget ved ham, var meget genkendeligt. Men han vidste dog ikke helt hvorfra.

,,Men... Hvor ved du det fra?”

Nu gled hovedet spørgende til den anden side istedet, nysgerrigt og spørgende. Han kendte den rødes navn.. Og Tarik kunne huske noget ved den brune hingst. Men fra hvor, og hvem var han?

[1]

Matt ænsede ikke kulden som hurtigt slog sig ned i hans krop, eftersom han stod stille og havvandet stadig dryppede en anelse af ham. Han drejede på sine mørkebrune ører, idet han lyttede til den lydbølger, som lyden af den rødes stemme udgjorde. Først nu indså han, at hans søn ikke genkendte ham, måske ligefrem ikke huskede ham. Det var så længe siden nu, og alligevel som igår. Den brune kunne ikke give megen forklaring. Det var, hvad det var. Efter hans havde mistet, tabt, ham dengang.. Havde han mistet en bid af hans egen sjæl. Og i den hans kapacitet for familie, men måske kunne den vokse frem i ny form. Måske spirede det allerede i fuld form. For dette liv han levede nu var et andet.

"Tarik... Fordi jeg har mødt dig før, spirevip."

Han trådte nærmere endnu og strakte yderligere sin store, brede mule frem for at snuse til den røde hals. Dansede han når han løb, boltrede han sig vildt i fysisk aktivitet, eller var han mere ligesom sin smukke, kærlige mor - knap så hektisk og vanvittig? Den brune smilede næsten en anelse.

Time Rolling Like Waves
188 words

Han lugtede altså bekendt. Der var et eller andet ved ham. Tariks brune øjne stirrede lidt nysgerrigt og betragtende på den brune, og fik nu svagt øje på de marmor farvede aftegn han havde. Også de var genkendelige. Hans blik gled nu til den brunes front, hvor en konkylie hang ned? Tariks spærrede øjnene lidt op, og huskede den tydeligt. Han havde set den før. En enkelt gang. Den brune anerkendte at han kendte den røde gut, og hans mule snusede nu til plagens røde hals.

Selv drejede Tarik også hovedet lidt, og snusede til den bruges hals, inden han altså ikke kunne dy sig mere. Derfor lod han hovedet sænke sig lidt, og snusede nu til konkylien, nippede en enkelt gang til den: og den bevægelse huskede han. Tarik rev sit hoved bagud, ganske pludseligt, og trak nogle skridt tilbage, mens han virrede med det unge, røde hoved. Hans blik stirrede opmærksomt, nysgerrigt, og omend en smule skræmt på den brune nu.

,,Far?

Ordene var spørgende, glade og samtidig meget forvirrede. Den unge Tarik glemte kort at holde kroppen rank, men da han kom i tanke om det, rankede han den unge krop.
[2]

Den røde gengældte hans egen nysgerrighed, og rørte ved konkylien, han mærkede dens kolde, stadig halvvåde overflade slå let mod hans pels idet den bevægede sig efter berøringen. Havde man været opmærksom havde man måske set, at den glimtede en smule. Men så trak den røde sig tilbage, og Matt løftede hovedet og mulen en anelse mens hans kastanjebrune blik roligt betragtede sin søn. Han drejede begge ører lige frem. Far.

"Ja, Matt, din far, du er min dreng. Du kan godt huske mig?"

Han så den røde ranke sig, forsøge at holde en god posture, den brune brummede venligt, men også lettere muntert midt i alvoren. Han måtte altså huske noget. Men han var alene. Han var også ældre nu, kunne bedre bevæge sig rundt, så det det undrede ham egentlig slet ikke, han galopperede selv rundt ivrig efter oplevelser i den alder.

Time Rolling Like Waves
144 words

Den røde plag stod med forholdsvis rank krop. Han kunne huske, at han ofte havde det mange andre større og voksne hingste stå på denne måde, og derfor forsøgte han også selv at gøre dette. Den brune hingst var anerkendende i sine ord. Han var Tariks far - Matt. Matthew, Matt, far, ja, den brune hingst havde lidt forskellige navne i Tariks hoved. Han nikkede lidt, ivrigt, inden han dog skar en lidt mere alvorlig og lidt bebrejdende mine i hovedet.

,,Mor leder efter dig. Eller... Vi ledte længe, sammen. Hun sagde, at du måske var taget til de evige græsmarker? Var du der?.. Mor er ked af det. Hun savner dig. Hvorfor forsvandt du? Hvor var du henne? Savnede du slet ikke os?”

Spørgsmålene var mange, og de væltede ret hurtigt frem; uden nogen form for filter. Næææ, Tarik ville have stillet sin nysgerrighed. Han stirrede på den brune, nysgerrigt og også meget studerende.

Den brune hingst vippede med ørerne, da en serie af spørgsmål strømmede fra den unge plag foran ham. Det var også i hans ret at stille spørgsmål, mange spørgsmål, selvom den brune ikke ville være i stand til at besvare dem alle. Han brummede stille, lavt, da Tariks talestrøm havde fået sin ende. Den rødes blik var nysgerrigt, men også skeptisk. Matts eget kastanjebrune blik afslørede ikke meget, men han forsøgte. Han hævede sit marmorprægede hoved, og indtog automatisk en kraftfuld holdning, selvom hans bryn rynkedes en anelse. Havde hun troet ham død? Hun havde måske forsøgt at forberede Tarik på det værste. Og det kneb en anelse i ham, til hans egen overraskelse, da plagen jo egentlig spurgte, om de slet ikke betød noget for ham.

"Nej, de græsmarker nåede jeg alligevel ikke. Jeg var på sandøen, Zenobia, og i bjergene. For at lytte,"

Matt overvejede kort, men bestemte sig for at dybere forklaringer måtte komme senere. Når han var lidt ældre, og når den brune selv forstod det bedre. Magi kunne meget vel vise sig i Tarik selv, det havde han tænkt på, måske lå den blot skjult indtil videre. Eller hvad?

"At jeg var væk betyder ikke, at jeg ikke savnede jer begge to, for det gjorde jeg. Men jeg kunne ikke vende tilbage før nu. Og nu behøver jeg ikke tage væk igen. Hvor er din mor? Du har vel passet godt på hende?"

Time Rolling Like Waves
238 words

Tariks nysgerrige og livlige øjne, var hele tiden rettet imod hans far. Mange ville nok tro, at den unge plag ville springe i favnen på den hjemvendte far - men det gjorde han altså ikke. For den røde plag var skeptisk overfor den brune fader, som jo ikke havde været til stede igennem de første år af Tariks liv. Og derfor var den røde gut en smule skeptisk; for måske forsvandt den brune far igen på ny efter dette møde?

,,Zenobia... Det har mor også snakket om. Men jeg måtte ikke komme derhen. Der er for langt siger hun..”

Han så en anelse misfornøjet ud - for det passe ikke den unge fyr, at han ikke måtte komme på eventyr.

,,Må jeg komme med næste gang, hvaaaa?!”

Han kastede ivrigt med hovedet og smilede det bedste han havde lært, inden han dog nikkede lidt til faderens ord.

,,Jeps! Jeg har passet godt på mor. Men hun kan ikke li, når jeg tager på eventyr”

Grinede den unge røde plag lidt, inden han kort trippede nogle skridt sidelæns.

[4]

Den brune hingst rankede sig, hævede mulen og brummede af den unge røde. Hans pels var efterhånden ikke så våd længere, vinden havde gjort sit. Men han måtte snart i bevægelse, ellers ville kulden sidde i hans stærke lemmer som issyle. Matt flyttede på ørerne mens hans søn skeptisk udlagde sit forbud mod at tage til de mere besværlige øer.

"Ligesom du er på lige nu? Hmmmm, mon du er stor nok endnu? Så skal jeg vise dig noget, den dag du kan komme med til øen af sand,"

Nu flyttede han på sig, den brune, flyttede på sine brede hove i sandet og gav den røde et let puf med på vejen. Hvilket såmænd var det eneste signal han fik til, at han skulle få flyttet sine egne små ben med. Tarik var ikke pjevset af sig, det var han overbevist om, og Matt var ikke ligefrem nogen øm faderfigur.  Hans lange, afmålte skridt bevægede sig fra stranden og sandet og mod skoven. Hans ene øre var vendt tilbage mod den røde, han ventede ville følge trop, og kastede snart sit kastanjebrune blik i samme retning.

"Hvem har du så mødt, på dine eventyr?"

Time Rolling Like Waves
195 words