Silverflame - Ariel

JIVALA

Den brogede sukkede. Omkring hende vågnede skoven langsomt igen, idet at solens varme stråler forsigtigt rejste sig over Andromeda. Nætterne var begyndt at blive kolde og det stak den brogede i hjertet at vinteren snart ville tage over. Det betød sne og frost. Det betød korte dage og lange nætter.... og den brogede frygtede de lange nætter. 

Hendes ånde skabte i morgenfrosten små skyer af damp idet hun forsigtigt møvede sig ud af det læ-sted hun havde tilbragt natten i. Den bløde skovbund knasede under hendes hove, og et glitrende, koldt lag af frost hvilede over landet i den stille morgen. Det kunne næsten beskrives som smukt... havde Jivala ikke en indædt modvilje imod vinterens forræderiske kulde, ville hun måske have taget en smule tid til at betragte det rolige sted. Men det gjorde hun næppe. Nej, hun rejste sig, følte sukket glide over hendes tørre læber inden at hun langsomt vendte hovedet imod syd. 

Endnu en dag hvor hjertet og hjernen trak hende vidt forskellige veje. Endnu en morgen.


Say my name silverflame take control

Of my heart of my mind and of my soul

What a shame silverflame that you can't burn forever

Silverflame
203 words

Det var koldt. De tætte grantræer havde ikke ændret sig. De duftede stadig af på samme tid sød og syrlig harpiks, deres nåle var stadig grønne. Den askegrå stod stille et øjeblik, bevægede den fine hud over hendes mule i en virren mens hun betragtede alt det, som foldede sig ud omkring hende. Chibales tætte skov. Hun havde længtes efter den, havde søgt den efter mange måneders fravær. Her var mere stille end de på de andre øer. Det var som om man lyttede intenst til sig selv, til sine egne tanker og lyden af ens egne hove. Hun trippede frem med skridt der blev længere, hendes hoved og mule opmærksomt hævet, nysgerrigt, stadig.

Hun fulgte en sti, hun kendte i forvejen, men havde glemt hvor førte hen. Måske gik den bare i ring. Måske endte den i en af de mange små, hellige lysninger, hun holdt så meget af. Lige nu foretrak hun træernes skjul, lige nu mens solens stråler begyndte at vokse frem og give lidt varme i pelsen. Måske ledte stien hen til hende, hun jo nok inderst inde havde håbet på at finde her i skoven. Måske var hun så heldig denne gang. Sidst havde skuffelsen drevet hende væk.

JIVALA

Den brogede følte græsset knitrer under hendes hove. Frosten gav nye omgivelser men samtidigt også nye lyde til Andromeda. Den knitrende lyd af sne og is, og en mangel på skovens almindelige insektlarm, Chibales skove var i konstant forandring igennem de mange årstider. Jivala, den brogede slanke skabning havde dog næppe bidt mærke i manglen på larm de seneste uger. Nej, hun var i den grad blevet underholdt...
Hoppens ører virrede en anelse idet hun halvt om halvt forventede endnu en hvisken. Endnu en latter. Endnu en skrigen. Den skygge hun havde revet fra skyggehoppen, var ikke forgået i selskab med den lyse Jivala. Nej. Ud af hendes frygt var den blomstret. Vokset. Den brogede havde længe hørt dens konstante larm i hendes ører og i udkanten af hendes øjne. En larm hun blot ventede på vågnede.

Jiiivaaaaa....

Den brogede drejede ned ad en sti. Hendes sorte og hvide krøller gled tjavset over hendes hals idet hovedet faldt en anelse mere til jorden. For netop som man talte om solen valgte den at skinne. Eller netop som man nævnte mørket fandt det vej.
Den slanke hoppes blik blev fjernt idet den velkendte og dog forhadte stikken begyndte på hendes brogede krop, og hendes læber tog et skælvende suk, og hun stoppede op. Ører vippende efter lyde som kun hun hørte, idet den fremmede skygge ledte bad hende træde ud af morgensolen og ind under de mørke grene.

_____________________________________________________________________________

Say my name silverflame take control

Of my heart of my mind and of my soul

What a shame silverflame that you can't burn forever

Frosty Morning

Hendes skridt blev lange, hendes gang mere vuggende, ikke tjept dansende som hun til enhver tid ville have foretrukket, da hun havde været yngre. En ro var langsomt vokset frem et sted indefra. Eller udefra. Måske var det naturen omkring hende som inspirerede. Hun rystede på sit lyse hoved, rystede det lange sorte hår fra øjnene. Nej, det var noget indeni hende, men trods hendes ro kunne hun ikke lade være med at føle et tab, en nostalgi efter sjæle hun havde kendt, omend ikke nøje, men som hun holdt af. Bjerghingsten, Djange, var borte. Det vidste hun instinktivt, selvom ingen var kommet og havde bekræftet det, givet hende nogen forklarende historie. Han var blot væk. Der var ingen spor af hov eller duft af ham i bjergene eller skovene nær dem. Men måske hun en dag ville støde på en af hans sønner igen, og se noget af hans ånd i dem. Hun smilede for sig selv, blidt.

Hun havde hovedet lænet frem og ned, da der ofte var grene at undgå. Ikke en lyd hørtes, kun hendes egne hove der dog heller ikke gav meget lyd fra sig. Kun en svag gnitren engang imellem fra frosten, mens hendes varme ånde dampede en smule fra hendes lyse næseborer. De udvidedes let. For pludselig blev hun ramt af en helt særlig fært.

JIVALA

Den brogede lukkede de lysebrune øjne for en stund. Hendes ører gled stadig lyttende frem og tilbage, hendes skind sitrede jævnligt, og sendte rystelser igennem det brogede skind. Men næppe kunne nogen udefra vide hvorfor. En frygt havde længe siddet i den brogede Jivala, en ren frygt der efterhånden var mere tilstede en fraværende. En paranoia...
Hun forstod sjældent hvad den sagde, dens ord kunne være ligeså fremmede som bekendte for den brogede sjæl og lige nu var det en knitrende støj omkring hende ikke reelle ord. Den talte ikke til hende, forstyrrede kun... havde ingen kommet forbi, kunne Jivala sagtens have stået sådan i timer. Lyttet. Prøvet at lytte eller lukke ude... vente til trætheden var stor nok til at søvnen overmandede hende. Me sådan gik det ikke idag.

En lyd. En lyd der ikke passede til skyggens konstante larm, og en fært der var noget så bekendt... Jivalas øjne åbnedes i et ryk og solen blændede et moment hendes formørkede øjne, førhen at verden igen trådte frem. Ligeså bleg så før, ligeså hvid som før... men nu også med en silhuet foran hende. En silhuet, en bekendt skikkelse fra en fjern tid...

"Ariel...?"
Hoppens raspende stemme var hæs efter måneder i skjul. Hendes øjne flakkede forvirret, prøvede at fokusere idet stilheden for første gang i lang tid sænkede sig i hoppens hoved. Den fremmede skygge blev tavs, Jivala blev tavs... et stik af savn fik hoppen til at knibe øjnene mere sammen og tage et skridt frem, søgende efter en genkendelse hos den askefarvede hoppe med de gyldne øjne. Så hun virkelig så fremmed ud? For jah, Jivala lignede ikke sig selv.. en mat pels, en mat hårpragt. Tynd og en anelse benet... og kontant flakkende øjne og ører.

_____________________________________________________________________________

Say my name silverflame take control

Of my heart of my mind and of my soul

What a shame silverflame that you can't burn forever

Silverflame
196 words

Den askegrå tog få skridt endnu, overraskende få, som var hun i en drøm og det slet ikke var virkelighed - for pludselig stod hun foran en skikkelse, hun havde søgt efter igen og igen. Hun åbnede munden og skulle til at træde længere frem med en hjertebanken, en iver som glødede i mere end simpel glæde, men først holdt forbavselsen over simpelthen at støde lige på hende så brat den grå tilbage. Og så.. Det hun så. Ariel udstødte en lav, blid brummen. Det var hendes Jiva. Men hendes smukke veninde var som forvrænget. Stadig skøn, men synet gav Ariel en knugende sørgmodighed om brystet. Hun rettede ørerne frem, da den brogede sagde hendes navn med en stemme som ikke helt passede den melodiske lyd, der sang i den gråt ører når hun havde tænkt tilbage på den brogede og hendes ord. Og trådte så endelig nærmere, langsom, venligt. Med sin lyse, følsomme mule fremadstrakt stod hun snart lige foran sin veninde, og stødte den bløde mule mod hendes.

"Jiva."

De ravfarvede øjne så direkte på venindens uklare blik, uden at vige. Noget stålsat glimtede i det gyldne, men blev overtaget af en uudtømmelig hengivenhed.