Er dette mit nye hjem? | Azula

[2]

Det var intet mindre end rædselsvækkende. For hvad der synes som timer siden havde hun ligget trygt ved sin mors side. Men deres nat var blevet forstyrret af hvad der lignede et monster; en hest uden ansigt havde angrebet dem og taget hende med sig. Hun havde hængt og dinglet noget så forfærdeligt i den væmmelige hests kæber, imens han slæbte hende her til denne sorte, skyggefulde ø. Hun var stadig våd fra svømmeturen. Mere end en gang var hun sikker på at hun ville drukne - for han tænkte ikke altid på at løfte hende oven vande. Det følte hun i hvert fald ikke.
Uden en ord havde han sluppet hende på bredden og beordret hende til at følge efter ham. Det var kun ganske modvilligt at hun fulgte med ham - men hvad skulle hun ellers gøre? Hun kendte ingen her, for dette sted var mørkt og uhyggeligt og lignede ikke noget hun før havde set. Men mest af alt, så turde hun ikke sige ham imod. Han var langt større end hende og hans øjne og ansigt skræmte hende så meget at hun bare lukkede i som en østers og fulgte med. De havde gået i lang tid indtil de nåede til en skråning der bare blev ved og ved. Da de var kommet en del højere op havde hun dristet sig til at se sig tilbage. Området var stadig helt mørkt, og selvom hun havde håbet at se et eller andet i horisonten, der kom for at redde hende, så vidste hun godt at det nok ikke kom til at ske.

De var til sidst nået til et lidt mere frodigt område der ikke kun var grå aske. Hendes lunger brændte efter den lange tur der havde bragt dem igennem varme luftlag der stak og sved af svovl. Kraniehingsten betragtede hende længe, inden han beordrede hende til at blive her og hvile sig. Snart ville nogen komme og tage sig af hende, sagde han. Hun vidste ikke hvad det skulle betyde, men havde nikket forsigtigt til ham. Inden hingsten gik havde han leet svagt og sagt "Bare rolig, du er hjemme nu." Det havde skræmt hende mere end noget af alt det andet? Skulle hun bo her?
Da han havde ladt hende alene i natten, havde hun fundet ly under en lille, nøgen busk. Hun krøllede sig helt sammen og så usikkert ud i mørket, der syntes at være levende. Men det var det da ikke, vel? Med en kuldegysning huskede hun hvordan Kraniehingsten havde omklamret hendes mor med skygger og mørke. Tanken fik hende til at hulke lydløst og små tårer trillede ned over hendes kinder.

Natten var faldet over askeøen, og Azula lå trygt sammen med sin mor og bror og sov - eller, det var i hvert fald, hvad det var meningen, at hun skulle gøre! Men den lille hoppe havde allerede et sind, der var stærkt som en okses og stædigt som et æsels, og mindede derfor allerede meget om sin mor, den sorte Skyggehoppe Ava. Derfor kunne det ikke komme bag på nogen, at hun som oftest havde lidt - okay, meget svært ved at følge reglerne. Det dér med at lytte til autoriteter var ikke lige noget, hun var så god til endnu... Hun følte selv, at hun vidste bedre og derfor sagtens kunne tage vare på sig selv.

Denne nat var hun derfor, som så ofte før, stået op og var draget på nattevandring alene. Og hun var ikke nået meget længere end til flokkens fællesområde, da hun havde fået øje på sin far Ayin komme snigende i nattens mulm og mørke. Hun havde hurtigt gemt sig bag en stor sten og stod nu og udspionerede ham. Hvad lavede han? Han havde noget med sig, som han smed fra sig på jorden - og det var først, da han havde forladt tingesten, at det gik op for hende, at den var levende! Det var en lille minihest, lige som hende selv og Azazael! Hun stirrede med store øjne efter den, da den kravlede i ly under en nøgen busk og krøllede sig helt sammen. Den virkede... bange? Skulle hun også være bange?! Hun så sig hurtigt omkring. Der var da ikke noget at være bange for?

Da hun var helt sikker på, at hendes far var forsvundet, krøb hun frem fra sit skjul og trippede hurtigt hen over pladsen og hen til det lille føl. Hun stoppede op foran det og kunne se nogen små tårer trille ned over dets kinder. Hun tippede forvirret hovedet på skrå. Var den ked af det? Hun så sig hurtigt omkring, inden hun stak mulen ned mod den.

,,Hvad laver du?"

Hun var endnu så ung og uvidende, at hun ikke rigtigt kunne finde ud af at koble sammen, at føllet selvfølgelig var ked af det, fordi det var kommet hertil med Ayin. Så i hendes hoved kunne hun ikke forstå, hvorfor den lå dér og græd, og derfor faldt det hende helt naturligt ind at spørge, hvad den egentlig lavede.

[4]

Hun stirrede stift ud i mørket og forsøgte forgæves at finde en skikkelse eller en skygge der ikke flød ud og fik underlige former et øjeblik efter. Hvad var dette dog for et sted?! Med et tog hun et dybt åndedrag og holdt så vejret med en endnu mere intens stirren: noget kom ud af mørket, direkte imod hende! Hendes lille krop sitrede rædselsslagent, indtil en lille stemme i hendes hoved bød hende at kigge bedre efter. For hun så ikke et rovdyr eller en uhyggelig monsterhest, nej, hun så et føl. Hun blev så overrasket at hun glemte at slippe vejret, og lod så endelig gispende luften slippe ud.

Meget hurtigt var det fremmede føl helt henne ved hende. Saskia var straks klar i hovedet og rejste sig halvt op for at være klar til at flygte, hvis det skulle vise sig at dette føl var lige så skræmmende som det her sted. Men hun følte sig helt afvæbnet, da føllets helt almindelige stemme lød. Der var intet som helst skræmmende ved hende. Den lille sorte hoppe forholdt sig tavs i endnu nogle lange sekunder, imens hendes hjerne arbejdede på højtryk. Den fremmedes mule kom ned til hende, og uden at tænke over det rakte hun sin mule hen til hendes.

"Jeg... det ved jeg ikke," snøftede hun.

Hun gemte sig vel? Prøvede at forholde sig til denne situation? Hendes kraftige blå øjne, der glødede ganske svagt, blev rettet imod det næsten jævnaldrende føl for alvor. Hun mødte øjne der var blå ligesom hendes, omend uden en glød. Hendes pels var rødlig og med lysere lokker der faldt ned over hendes pande. Hun betragtede hende lidt og lagde så hovedet tænkende på skrå. Hun vippede lidt med ørerne imens hun overvejede.. Måske? Måske kunne hun spørge hende? Hun tyssede på sig selv et sekund, før hendes barnlige sind ikke kunne holde sig tilbage længere.

"Hvem er du? Hvor er jeg? Og så du den... den hest uden hoved?"

Spørgsmålene væltede ud af munden på hende, da hun først fik åbnet op. Hun havde så meget hun manglede svar på, og hun havde valgt at stole på dette føl der mindede så meget om hende selv. I denne verden af mørke og aske havde hun fundet noget at klynge sig til.

Det lille føl virkede nærmest forskrækket over hendes ankomst, da det nu rejste sig halvt op og nærmest var klar til at flygte. Heldigvis virkede den dog til at skifte mening og slappe lidt mere af igen. Den forholdt sig tavs i lidt tid, mens det virkede som om, at den meget nøje overvejede, om den skulle svare hende eller ej. Til hendes store glæde tog den dog imod hendes mule og svarede snøftende, at den ikke vidste, hvad den lavede. Den havde en pigestemme! Så var det altså en pige lige som hende selv! Hun lyste op i et kæmpestort smil. Hun havde aldrig mødt et pigeføl lige som hende selv før, så det var hun virkelig begejstret for! Selvom hun elskede sin bror meget højt, så var det bare noget helt andet at møde en anden pige!

Hun mødte hoppeføllets blik, da hun lagde hovedet på skrå og betragtede hende. Hun bemærkede hendes øjne, der var knaldblå lige som hendes selv - hoppens var bare meget lysende, faktisk præcis lige som hendes mors, fars og brors. Andre ville nok mene, at det var lidt underligt at møde en ufrakommende, der havde sådanne øjne, men for Azula var det jo bare så naturligt at kigge på sådanne øjne hver dag, så det tænkte hun slet ikke over.
Pludselig væltede en hel række spørgsmål ud af hoppens mund. Azula smilede stort igen og logrede lystigt med den lodne hale bag sig. Hun var glad for, at den lille hoppe ville tale med hende og udstødte derfor en lille, bejestret lyd!

,,Jeg hedder Azula, hvad med dig?! Og du befinder dig i Aljun! Og ork ja, det er min far, Ayin! Hvem er din mor og far?!"

[8]

Hoppeføllet foran hende virkede opstemt ved hendes spørgsmål. Hvordan kunne hun være så rolig, og tilmed smile i en situation som denne? Det kunne lille Saskia ikke helt forstå. Hendes hjerte havde stadig en kold en hånd af frygt knugende om sig, men hun måtte indrømme at rødlingens smil løsnede dens is en smule. Måske... måske behøvede hun slet ikke at være helt så bange? Hun nåede kun lige at tænke tanken, før hun brast i gråd. Hendes mor! Hendes mor ville jo aldrig finde hende! Hun var forladt for evigt her, på dette mørke sted! Hun hulkede højt og lukkede et øjeblik øjnene hårdt i. Så tog hun et dybt åndedrag og fokuserede på det fremmede føls stemme og de svar hun kunne give hende.

Med blanke øjne stirrede hun vantro på den røde. De første svar havde givet mening. Hendes navn var Azula og de befandt sig i Aljun. Men... den hovedløse hest... var hendes far? I ét ryk hev Saskia sig op på alle fire ben. De var stort set lige høje, og der var ikke mange måneder imellem dem. Alligevel følte Saskia at der lige nu var en stor kløft imellem dem. Hun var jo en af... dem. Usikkert veg hun et skridt bagud, men blev kun mast længere op imod den nøgne busk bag hende, der ikke tillod hende at bakke længere. Men Azula så jo slet ikke ond ud? Forvirret virrede hun med hovedet og sænkede det så opgivende. Der var sket så meget, på denne ene nat, at hun næsten ikke kunne holde styr på det, og slet ikke finde hoved og hale i det. Hun besluttede at starte fra begyndelsen.

"Hej Azula. Mit navn er Saskia," sagde hun så endelig. Hun holdt en lille pause før hun tilføjede; "Ved du hvorfor din.. far, tog mig med hertil?"

Hun hikstede sig igennem ordene, stadig med tårer i de blanke blå øjne. Hun kunne lige så godt lære så meget som muligt, før hingsten kom tilbage. Ayin, hed han åbenbart. Var der mon flere af dem? Var der nogensinde lys her? Hvor ville de få mad fra? Ville de hende noget godt? Der var stadig mange spørgsmål der fyldte og pressede på, men hun rankede sig en smule og besluttede at nu ville hun ikke græde mere. Hun måtte finde en vej ud af det her, om det så ville tage flere dage!

Hun kunne jo ikke vide, at hun ville leve det meste af sit liv her.

Det lille hoppeføl foran hende lyttede til hendes ord og brast så lige pludselig i gråd. Hun hulkede højlydt og lukkede hårdt sine øjne i. Azula lagde spørgende hovedet på skrå og så forvirret på hende. Hvorfor græd hun nu? Azula skulle lige til at gå hen og trøst hende, da hun pludselig åbnede øjnene og stirrede vantro på hende, inden hun i et ryk kom op på alle fire ben og veg et skridt bagud. Azula så endnu mere vantro på hende. Hvorfor var hun pludselig så bange for hende?
Hoppeføllet var mast helt op mod den nøgne busk bag hende, inden hun forvirret virrede med hovedet og derefter sænkede det opgivende. Azula tippede forvirret hovedet på skrå. Hvad i...? Hun kom da til at tænke på, at hoppeføllet havde reageret sådan dér, da hun havde sagt, at Ayin var hendes far. Og pludselig gav det mere mening i hendes hoved - for hendes far SÅ jo altså også skræmmende ud! Hun krængede overlæben op i et stort tandpastasmil, inden hun grinede til føllet.

,,Bare rolig, min far ser meget skræmmende ud, men det er han slet ikke! Og du skal i hvert fald slet ikke være bange for mig - jeg har nemlig mit ansigt helt almindeligt på!"

Hun grinede igen og viste sit ansigt frem fra alle sider, så hoppeføllet kunne se, at hun i hvert fald ikke havde et kranie som hoved!
Hoppeføllet blødte nu lidt mere op og sagde, at hun hed Saskia. Azula smilede stort. Nu kendte hun hendes navn! Saskia spurgte derefter hikkende og med blanke øjne, om hun vidste, hvorfor hendes far havde taget hende med hertil. Hun rystede blidt på hovedet; for nej, det havde hun faktisk ingen anelse om. Saskia rankede sig nu en smule og så ud som om, at hun tog sig sammen til at være stærk. Azula smilede stort af synet og brummede mildt.

,,Jeg ved faktisk ikke, hvorfor han tog dig hertil - måske synes han bare, at du passer godt ind i familien? Jeg er i hvert fald super glad for, at du er kommet! Har du lyst til at komme med hjem til min bror og tvillingebror? De er super søde, og de vil helt sikkert også kunne lide dig!"